Selv nede i det ellers lettere varme Medanien, havde vinteren meldt sin ankomst. Det var ganske frysende, og især varulveklanen havde godt kunne mærke dette på sig. Der var mindre at jage og de havde behov for flere skind for at ligge og sove behageligt. Det var nok også der at der var flere og flere der synes det at sove sammen egentlig ikke var så slemt. Kasey ville normalt havde sovet sammen med Fayne, men han var ikke blevet set i lang tid efterhånden, så han havde fundet andre at dele nætterne med, og bare holde sig varme med.
Det gjorde dog ikke at hun holdt sig væk fra skovene i dagstimerne. Hun havde fået sneget sig ind på de fleste jagtekskursioner, for at hun kunne holde udkig efter sin bror, og ofte rendte hun også rundt alene. Det føltes forkert at gøre det, ikke fordi at hun ikke fortalte nogen om det, men fordi at hun var så vant til altid at have nogen i nærheden af hende, det var til dels grundet i at hun havde været en varulv hele sit liv.

Denne kolde vinterdag, hvor solen ellers stod højt, havde hun snuset rundt i et område med lidt mere vildt. Der var stadig ikke meget, men hun havde rendt rundt med sin bue og holdt udkig. Både efter Fayne, men også noget ordentlig kød hun kunne tage tilbage. Hendes ellers lydløse gang alarmeret ikke nogen om at hun var der, og hun troede da også at hun havde holdt øje, lige indtil at et skrig undslap hende, og man kunne næsten høre, en enkelte fugle der nu engang var, flyve væk.
Hun kigged en ed og kunne se sit ben var hugget ind af noget der lignede metal, og den mekanisme hun havde fået sat sin fod i, var generelt lavet af metal Blodet flød allerede fra hendes ben, som hun gav slip på sin bue for at prøve at få den op. Hendes hænder var dog små frosne, siden hun ikke havde handsker på, og metallet var endnu koldere. HUn kunne næsten mærke tårerne begynde at prikke i hende øjne, både over smerten i hendes ben, men også panikken der spredte sig i hende. Tingene så ikke godt ud for hende.

Det var ikke unormalt at folkene fra Nord trak ned i landet for at finde mad. Det, samtidigmed at de i øjeblikket havde en grund. Gwen var forsvundet da de var taget afsted for at finde pigernes hjemsted, og indtil videre havde de ikke kunne spore hende. Rouku var reddet i forvejen mod Medanien på det store dyr, som oftest blev forvekslet men en elg, indtil tænderne var synlige. Han havde tilbudt for at finde mad, som trods vejret var koldt, stadig var nemmere at finde på disse kanter. Selvom de ledte, måtte de stadig overleve på almen vis, og det krævede mad.

Rouku havde ladet Fluffypus gå for sig selv længere tilbage, for bedre at kunne bevæge sig lydløst af skovbunden. Nok var dyr en fordel i naturlige omgivelser, men det store dyr var ikke fra disse kanter og bragte nok mere panik end fordele med sig. Han havde været på sporet af en hjort et par hundrede meter, da hans koncentration blev afbrudt af et højt skrig skar igennem luften og fik et par sparsomme fugle til at forlade deres tryghed på pinden. Rouku stod i et halvt sekundt og så efter lyden, før at han satte i løb imod den.

Selvom terrænet var ukendt, og rødder var mere drilske end klippestykker, var han ikke langsom til at nå igennem skov, krat og buskads. Noget der ikke foregik lydløst, men det var sådan heller ikke planen. Han havde stadig en pil liggende på buen, om end buen ikke var spændt, kunne den hurtigt blive det. Hvem end der havde skreget havde ikke gjort det for sjov, og han vidste ikke hvad der havde forårsaget det, før han rundede de sidste træer og så en pige, kvinde var det nok nærmere, sad knælet mens hun forsøgte at kæmpe sig ud af noget han kunne se var metal. ”Er du.. jaget?” han skulle til at spørge om hun var okay, men ud fra blodet og at metallet gengiveligt lignede en bjørnefælde, var det nok ikke ligefrem det spørgsmål der var særlig intelligent at stille. Derfor blev det lavet om til en anden bekymring. De blå øjne spejdede omkring dem, som han kom langsomt tættere på de første par skridt, mens han stadig kiggede rundt. Ikke at han kunne høre nogen i nærheden, og i stedet, lod bue og pil havne på jorden ved siden af sig, som han knælede ned overfor hende, ikke tænkende på om hun eventuelt skulle være bange for ham. Han var ikke ligefrem skræmmende klædt. Tværtimod. Han bar skin, praktisk tøj og det bar præg af nordens tøjstil, men det var ikke sikkert at det var nok til at bekræfte hans fredelighed.

Kasey, der generelt var ret opmærksom på sine omgivelser, lagde mærke til at noget kom nærmere, men da hende fingre også var begyndt at små bløde lidt af at være tørre, små frosne og at hun havde nærmere kradset af fælden end at få den op, kunne hun ikke engang gribe sin bue igen og vende den mod hvem end der kom. Derudover lå den også på jorden og hvert ryk hun gjorde, sled i hendes ben og gjorde ondt. Den eneste grund til at hun ikke var begyndt at forbløde endnu, var fordi at fælden stadig sad godt fast ind i hendes kød og forhindrede at der var fri adgang for blodet til bare at flyde ud.

Man kunne se frygten i hendes øjne da en mand kom nærmere, men han virkede næsten som om at han ikke.... prøvede at gøre noget mod hende? De fleste var Medanien ville nok have antaget at hun var en varulv, men nu var der også noget om ham her er lidt gav en aura af at han ikke var fra egnen. 
"Hvad... er det dog for et spørgsmål at stille?" spurgte hun lidt sammenbidt, man kunne praktisk talt høre hvor meget i smerte hun egentlig var, selvom hun prøvede at holde det ind. HUn var da også vant til at være i smerte. Hendes gamle varulveklan havde sørget for det, men det her var noget lidt anden, selvom hendes ben også lidt var på vej til at blive lidt følelseslød. 

Reaktionen på hans spørgsmål var slet ikke spor underlig, sammenblandet med den sammenbitterhed som smerte gav folks stemmer. Forståeligt igen, der sad en bjørnefælde med jerntænderne solidt plantet i hendes ankel! Hvis ikke det gjorde ondt, så vidste Rouku fanme ikke hvad der gjorde. Han løftede de blå øjne kort, inden de vendte tilbage for at orientere sig med fælden, og ret hurtigt sætte sin opmærksomhed i at få den af. ”Hvis du er jagtet, vil det være rart at vide, så vi ikke begge bliver overfaldet” svarede han logisk tilbage, fik sine fingre med besvær presset ned ved hendes ankel, for at få et bedre greb om metaltænderne – noget der uden tvivl også måtte gøre ondt på hende, da han var nødt til at røre ved hendes hud for at få plads.

Han tog en dyb indånding og pressede derefter til for at åbne fælden. De var altid så modbydeligt stærke, men med den hjælp hendes dog slidte og frosne fingre kunne give, måtte det være nok til at de kunne tvinge den åben så hun kunne trække foden ud. Bare lidt endnu, bare en lille smule mere. Der! Rouku sørgede for at kæmpe for at holde den åben lang nok tid til at hun fik foden ud og i sikkerhed, før han fjernede fingerne med et hurtigt ryk og fælden klappede tænderne sammen med en voldsom lyd da metal ramte metal. ”Hvem fanden sætter også fælder op midt på en sti!” brummede han vredt og ømmede sine fingre mod hinanden, da det heller ikke havde været helt nænsomt for ham at gribe fat i metallet. Det var der dog ikke for megen tid til, for pigen, eller kvinden, blødte stadig voldsomt, især nu der var intet til at stoppe såret fra at bløde. Han rev et solidt stykke af den trøje han bar under al det tunge og varme, med en flænsende lyd, og ventede egentlig ikke på tilladelse, før han bandt det rundt om hendes fod, stramt, meget stramt. Nok til i hvert fald at holde blødningen en smule tilbage til bedre midler kom frem.

Kasey kiggede forundret og en smule forvirret på ham. Mennesker var underlige, selvom dette ikke var noget hun gav udtryk for lige nu. Ingen grund til at jage hendes hjælper væk. Noget hun havde voldsomt behov for i øjeblikket. Jægerne ville nok finde hende hurtigere end flokken, så denne mand var allerede i nogenlunde god jord hos hende. Han forsøgte trods alt at hjælpe hende i øjeblikket.
”Nej… er jeg ikke..” mumlede hun selvom hun tænkte ’i øjeblikket’ for sig selv. Der var ingen grund til at nævne at man var en varulv overfor en fremmede. Hun var måske ikke god til at omgås med mennesker, men hun vidste at varulve ikke var venligt set noget sted i landet.

Hun trak foden ud ligeså snart hun kunne, og stod nu med et blødende ben midt i det hele, og selvom hun godt kunne støtte på det, så så det ikke specielt godt ud i øjeblikket. Betændelse var nok der udentvivl ville komme i løbet af de næste dage, selv hvis det blev renset. De fælder tog altid dejlig mange bakterier med sig og Kasey var ikke glad for muligheden for at miste en fod.
Hun nåede dog ikke at gøre noget før Rouku begyndte at binde hendes fod ind, for at stoppe blødningerne. Hun kunne dog mærke hvordan blodet hurtigt kom stoffet til gode, og hendes ben var begyndt at føles mere og mere koldt og følelsesløst. Alligevel sendte hun et forsigtigt smil til ham. ”Tak…” Hun ville ikke komme tilbage til flokken i denne her tilstand, men det behøvede han jo ikke at vide. De ville nok finde hende hvis hun bare kom tættere på dem.

Rouku bed ikke mærke i så meget andet end hvad orderne sagde. Usagte ting kunne han virkelig ikke koncentrere sig om i øjeblikket, med fælden stadig funktionel og blodet der forlod kroppen hurtigere end den nogensinde ville være tiltænkt, ligemeget hvad situation man stod i.

At binde hendes fod ind havde en højere agenda. For det første, var det noget af det første han havde lært at gøre i sådanne situationer, for det andet, vidste jægerne hvor deres fælde var, og Rouku ville hellere bruge kræfter på at heale en skade, fremfor at stoppe en blødning der på anden vis kunne fåes under nogenlunde kontrollerede forhold. "Så lidt - men jeg er ikke helt færdig" lidt henvendt til hende og lidt henvendt til sig selv.

Rouku lukkede hænderne omkring hendes fod, over det blodvædede stof der afholdte hende fra at bløde alt for meget, lukkede øjnende og fokuserede. Det er ikke sikkert han nåede helt ud, men det afhang meget af om de blev forstyrret. Om der kom nogen der ejede denne fælde - for en del af ham kunne ikke undgå tanken. Tanken at en bjørnefælde på en sti, ikke var tiltænkt dyr.
"Jeg tror ikke vi skal være her for længe" han fjernede hænderne, for i stedet at tilbyde - meget insisterende - en hånd for at hun kunne komme op og stå. Sårene var ikke healet fuldstændig, men de var ikke længere dybe og de mindre af dem havde fået dannet sårskorpe.

En varm følelse spredte sig i hendes ben og hun kiggede forundrende på ham. Der var en hvis tilbageholdenhed i hende. Hun havde svært ved at stole på mennesker, men samtidig virkede han allerede til at omvise en hvis omsorg for en tilfældig pige han mødte i skoven, så hun kunne ikke lade vær med at tage den tilbudte hånd.

Hun rystede da også på hovedet og bøjede sig ned for at tage sin bue op hun havde tabt ned på stien, som hun havde været travlt optaget med at få foden fri tidligere. Indtil videre virkede her dog stadig ganske stille, og ingen kom og forstyrrede dem. Så vidt hun kunne høre i hvert fald. Men jægerne var trods alt snu i disse omgivelser, så man kunne aldrig vide sig sikker.
Heldigt for Kasey var hun ikke ligefrem et kendt ansigt, så måske de ikke ville genkende hende for at være en varulv, men det kunne også godt være at de ville mene at alle fremmede var varulve, så gjaldt det om at komme væk. Hun havde dog stadig lidt svært ved at støtte på sit ben.

Rouku bed ikke så meget mærke i hvordan pigen reagerede. Der var vigtigere ting at tage sig af. Desuden, ville det ikke undre nogen meget at en tilskadekommen der havde siddet fast i en bjørnefælde var skeptisk overfor at stole på andre! Det var han ret sikker på at han nok selv ville havde været, hvis deres roller havde byttet sig om.

Rouku samlede sin egen bue op og skævede tilbage over skulderen. Det kunne godt være at hun havde rystet på hovedet, men han var stadig forsigtig. ”Lad os ligge lidt afstand” foreslog han og begav sig udenfor stiens nedtrådte skovbund, for at gå over en ganske lille humpel af jord. ”Mit navn er Rouku” præsenterede han sig selv. ”Din fod skal tilses nået mere, men ikke i det åbne. Her virker ikke sikkert” Hans blå øjne vandrede omkring, tog træerne og hvad der var i nærheden ind. Han så ingen jægere, men området gav ham alligevel en fornemmelse. Han vidste bare ikke helt hvad den betød endnu.

Det var nok ganske godt at Rouku ikke lagde mærke til Kaseys usikkerhed omkring ham, men hun havde ikke så meget andet valg end at følge ham. Og han var trods alt bedre end jægerne på disse kanterne. Hvis han selvfølgelig ikke var en varulvejæger og bare gik ud fra at hun ikke var. Så ville han godt nok heller ikke være den skarpeste kniv på disse kanter. Den bjørnefælde havde været der er en meget god grund og Kasey vidste godt hvorfor.

”Kasey,” svarede hun tilbage og kiggede sig selv omkring, nu når han også gjorde. Var her nogen i nærheden? Ikke af hvad hun umiddelbart kunne lægge mærke til, men nu havde hendes sanser heller aldrig været ligeså gode som Fayne. Lidt af en skam virkelig, men hun havde selvfølgelig andre fordele når det kom til dyr.
”Hvis vi går den vej, burde vi komme til en forladt hule. Kan være det er mere sikkert,” foreslog hun så og pegede længere væk fra fælden, for hvis han kunne gøre mere, ville det være at foretrække. Og at blive fanget midt i det hele af nogle jægere var ikke noget hun eller denne fremmede mand ville ønske.

Rouku burde havde tænkt tanken. Men en desideret høj i nærheden, der hed Ulvehøj, burde han havde tænkt over hvorfor der var sat bjørnefælder op på stierne. Eller også var det hans sind der gik ud fra der var tale om ganske almindelige ulve. Han mistænkte ikke den anden noget - hvordan opførte de sig overhovedet? En del af ham var overbevidst om at de opførte sig anderledens end Kasey gjorde. Fordomme var svære at komme af med, når man aldrig var blevet præsenteret for dem før.

"Okay vi prøver" svarede han og fulgte hendes forslag af vej. Han kendte ikke området, og hvis hun mente at de kunne være i sikkerhed der, så prøvede de det. "Du kender terrænet godt.. Kommer du herfra?" spurgte han over skulderen, sikrende sig at hun var med. Ikke at han regnede med at hun ville sakke bagud, selvom hendes ankel stadig var skadet. Der var noget over hende der virkede langt mere hårdføre. Blandet med hendes beklædning der gav ham en ide om at hun levede meget af sit liv udenfor. Det mindede ham på mange punkter om Norden. Fik ham til at få et antræk af et skævt smil.

Der var noget stift over Kaseys måde at opføre sig på. Hun kunne ikke være fjendtlig indstillet når han hjalp hende, men det var næsten som om at hun ikke var helt sikker på at være i hans selskab. Som om at han var et fremmede væsen, der havde nogle andre skikke end hende. Hvilket han også var, selvom de begge to havde været mennesker, og hun stadig lignede et menneske.

”Jeg… bor i nærheden,” svarede hun. Hun var ikke sikker på hvor meget hun ville give væk omkring sig selv. At sige hun havde flyttet hertil for nyligt kunne være farligt. Ulveflokken var relativ ny og problemerne derunder ligeledes. Så hvis nogen lavede den forbindelse, så ville hun være på røven. Især fordi at Kasey var ikke et øjeblik i tvivl om at denne mand ikke var venligsindet overfor varulve.
”Det burde lige være her i nærheden,” nævnte hun, som hun kunne se at de kom nærmere. Forhåbentlig var den ikke blevet taget af en bjørn eller det der var værre. Man kunne aldrig vide sig sikker herude.

Stivheden og den anspændte måde hun virkede på lige nu, skubbede Rouku hen til at skylles bjørnefælden. Han ville heller ikke være specielt begejstret eller nok snaksagelig hvis han havde siddet fast i sådan en. Han lagde ikke mere i det end det. Der var vel ikke mere i det end det? Jo, han var stadig en fremmed hun ikke kendte til andet end at han kunne heale og hjalp hende ud af en fælde. Men det tænkte han så heller ikke over.

Rouku bemærkede pausen men kommenterede egentlig ikke på den. Han tog det mere som at hun ikke ville sige præcis hvor hun boede, fordi han som tidligere tænkt, stadig var en fremmed. Selvom han absolut ingen intentioner havde om at gøre hende fortræd.
I stedet fokuserede han mere på deres destination. Specielt som hun sagde det måtte være i nærheden. For en sikkerhedsskyld lagde han en pil på sin bue, som de kom op af højen med kursen mod hulen. Når man var vant til drager, virkede det her næsten som barnemad. Det gjorde ham imidlertid ikke overmodig. Stedet var ukendt.

Han nærmede sig, spejdende og til sidst kiggende ind. Umildbart kunne han ikke høre noget, og som han gik længere ind, virkede der ligeledes tomt. Den var tom. Han rettede sig bedre op og holdte buen i en hånd derefter. Hvad end der kunne havde sat sig til at bebo her kunne i hans sind være en bjørn som en varulv, som så meget andet. Men der virkede tomt og ubeboet, ud fra at stedet på ingen mulig måde så ud til at være blevet berørt i lang tid. "Har du været her for nylig?" der var en slet morskab i hans stemme. For det så virkelig ikke ud til det.

Kasey rystede på hovedet. Det var lang tid siden at hun var blevet nødt til at gøre brug af hulen her, da hun trods alt boet ikke alt for langt herfra. Men hende og Fayne havde da overnattet en nat eller to her for et par år siden, og hun havde siden hen været forbi den, hvor ingen så ud til at ville have den. Måske var den bare lidt for meget ude i det fri for visse folk, selvom den stadig gemte folk godt væk.

Efter at hun var sikker på at Rouku havde sikret hulen, satte hun sig ned på den kolde jord, og bed tænderne sammen. Smerten i hendes ben var stadig stor selvom hun var stoppet med at bløde.
"Jeg værdsætter det her... men med mindre du kan gøre noget mere ved det... så ved jeg ikke hvor meget nytte det var," indrømmede hun, og hun prøvede ikke at lyde fjendtlig eller bitter, men det var lidt svært, når hun som sagt var i smerte, men også var sammen med en fremmede mand, hvor hun ikke kunne bedømme hvad han egentlig ville.

Rouku accepterede hendes hovedryst som det eneste svar hun umildbart havde på hans ord. Generelt fremstod hun meget tavs og tilbageholdende. Men igen, det var også noget man kun kunne forvente af en som var blevet fanget i en fælde på den måde. I stedet for at snakke, gik han i stedet i gang med at sikre sig at hulen trods alt var ubeboet og der ikke kom grumme overraskelser midt i det hele. Han skævede til hende fra den anden ende ved hendes ord, tydeligt fornemmende den umuntre tone. Nærmest fjendtlig, som var det hans skyld at hun var røget en tur i en fælde.

"Du forbløder da i det mindste ikke" okay, det var måske ikke svaret han skulle komme med for at holde sig på god fod med hende, men det havde været alt for nemt at give tilbage. Han sukkede let, tog sig sammen og lod den negative stemning fra hende, være hvad det var, og i stedet fokusere på det han kunne gøre noget ved. Rouku gik tilbage imod hende og satte sig foran hende, og ragte ud efter hendes ben igen, endnu engang uden at spørge om lov. Men hun havde jo også med sine ord mere eller mindre indbudt ham. De havde haft travlt, og det havde været vigtigere at komme væk, da blødningen var stoppet. "Sid stille" brummede han koncentreret og lukkede sine varme hænder omkring den indbundne ankel. Så snart foden vænnede sig til det ekstra lette pres fra hans hænder ville det ikke gøre ondt mere, og først der bredte varmen sig ind i foden, fokuserende på de indre skader og irritationer der var kommet af fældens greb. "Behold forbindingen på et par dage, bare for at sikre at din ankel ikke kollapser. Den er helet men musklerne er stadig en smule i chok" han var ikke jordens bedste heler, men han kunne det nødvendige. Gøre at det ikke gjorde ondt, eller gav varige men.

Kasey kiggede ned på hænderne der nu var omkring hendes ankel, og det gjorde da en anelse ondt med trykket, men snart efter blev det erstattet af en varm følelse og smerten forsvandt. Hun så noget forundret på ham. Især fordi healere ikke ligefrem var noget hun stødte meget på, derudover var han fremmede og havde bare hjulpet hende uanset hvor dårlig hendes attitude havde været.

”Jeg…. Tak,” sagde hun og nok for første gang siden de havde stødt på hinanden lød hun ikke fjendtlig. Hun lød virkelig som om at hun mente det, og måske også med en anelse af forlegenhed over hendes generelle attitude. Stolede hun på Rouku? Nej overhoved ikke, men han havde i det mindste fået gavn for tvivlen.
Hun forsøgte også forsigtigt at bevæge foden, men forsøgte dog ikke at overanstrenge den, men den så umiddelbart ud som om at der ikke var nogen problemer med at bevæge den.

Som evnen havde taget sit tag og dermed gjort sit arbejde, slap Rouku roligt sit tag om hendes ankel, skubbede sig lidt tilbage og satte sig på jorden foran hende. Han holdte en afstand så han ikke sad helt oppe i ansigtet af hende, men han sad ned. "Så lidt" svarede han og fik et lille skævt smil frem på læben. Der måtte være en grund til at hun havde været så fjentligt stillet før, og selvom han kunne høre den lette forlegenhed over den negative attitude hun havde mødt ham med, fortænkte han hende egentlig ikke.

"Ved du hvorfor nogen skulle sætte så store fælder op her?" han havde sine anelser, det lå også lidt i navnet af højen ikke alt for lang herfra, men han var alligevel ikke fra disse kanter. Det kunne jo være almindelige ulve der var tale om. Ikke at han virkede meget opsat på at skulle have et konkret svar, det var mere en let nysgerrighed. "Jeg kommer ikke ligefrem herfra" tilføjede han, for at besvare hvorfor han ikke ligefrem havde lagt det sammen med at skulle have en forbindelse til nogen ting i disse kanter.

Kasey var ikke meget for faktisk at fortælle hvorfor fælderne var oppe, men hun vidste trods alt præcist hvorfor de var sat op. Alligevel vidste hun også hvordan folk  havde det med varulve, selvom hun ikke havde været omkring mennesker særlig meget. Det var vel en af fordelene ved at være opvokset i en varulveflok. Måske også en af ulemperne, for hun var endnu ikke særlig klar over at alle mennesker ikke så på varulve på samme måde. Hun var bare for meget vant til den  mistro der kom fra landsbyboerne.
"Der er ulve i området," endte svaret med at være, mens hun kiggede lidt til siden. Ulve var vel teknisk set også korrekt, det var bare en lidt udvidet udgave af det. Hvis m an havde lidt hjerne, ville man dog nok kunne gætte at det ikke blot var ulve, når de var på stierne. Mange varulve var mere civiliseret end man kategoriserede for dem, så med mindre de jagtede noget bestemt, så var stierne at foretrække at gå på. Især fordi at skovene havde endnu flere fælder, der var det ikke kun varulve man prøvede at fange, men nærmere alt man kunne komme i nærheden af.

Rouku lagde hovedet ganske let på skrå og kiggede undersøgende på hende. Hun virkede til at gå en smule i forsvar, trods hun svarede på spørgsmålet. Ulve. Noget i trygget hun lagde i selve ordet, gjorde det klart for ham at det ikke var almindelige ulve der var tale om. Han tog en dyb indånding og lukkede langsomt luften ud igen. "Jeg fornemmer at de ikke er populærer blandt bønderne" han specificerede ikke at han mente der måske var tale om varulve. Det var vel hvad det var - desuden, hvis Kasey virkede påvirket af det, ville han ikke presse for meget! Hun strejfede ham som personen der ville klappe i som en østers og højst  sandsynligt stikke af hvis han prøvede at presse på - og det ville ikke være særlig godt hvad angik hendes ankel. Rouku lænede sig tilbage op af væggen og lod blikket strejfe videre fra at kigge på hende, til at se på resten af hulen. Ikke at der var noget bemærkelsesværdigt ved den.

Kasey nikkede let, og kunne mærke hvordan hendes hjerte sad i hendes hals. Hun kunne muligvis løbe væk hvis hun skulle, men på den anden side, så virkede han næsten ikke som om at det bekymrede ham. Om han havde opfanget at det ikke bare var ulve var jo også spørgsmålet, men hun kunne ikke vide sig sikkert. Han havde dog ingen basis for at tro på at hun var en af dem, vel?
Det var for meget at tænke over, og hun stressede sig selv mere ud end det var værd, når hun tænkte så meget over disse ting.

Lidt overraksende, selv for hende, fandt hun sig selv spørge. "Hvor kommer du fra?" det var noget der kort var nævnt før, men hun havde ikke spørgt ind til det før, men nu trykkede stilheden, og en smule nysgerrighed blussede op i hende. 

En varulv var farlig. Almindelige ulve, i hvert fald de store af dem, kunne i flok være sindssygt farlige. Og det lød til på Kasey at der var mere end en. En flok varulve var ikke til at spøge med, men det var kun under fuldmånen at Rouku så det fuldstændig umuligt at tage sådan en kamp op. Til hverdag var de jo almindelige mennesker ligesom han og Kasey selv. Rouku havde været med til at fælde drager! Lur mig om han ikke var en smule for overmodig til at se faren ved en varulv.

Stilheden var en smule akavet som den lagde sig over de to unge. Rouku vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Hun virkede så nervøs omkring ham. Forståeligt nok! Han ar fremmed, men han forsøgte da at vise sig fra en bedre side. Gjorde han ikke? Men stilheden blev afbrudt og Rouku lyste en smule op af at stilheden forsvandt og at hun rent faktisk stillede et spørgsmål. Hun fik et roligt smil før han begyndte at tale. "Dragonisdalen - ikke så langt væk fra Dværgenes rige. Det er faktisk kun en ganske lille landsby, men den skulle havde været der i mange generationer." fortalte han, både fordi hun spurgte men også fordi det fyldte stilheden. Desuden var Rouku stolt af det sted han kom fra. "Det blev en smule mere besværligt da dragerne vendte tilbage, men vi er så forbandede stædige nordpå" svarede han muntert og med et skævt smil på læben som han kiggede på hende. Forhåbentlig slappede hun mere af hvis hun fik indtrykket af at han ikke var ude på at skade hende, men faktisk bare var en snaksagelig og venlig gut.