Sted: Thanens arbejdsværelse
Tid: En eftermiddag
Vejr: Koldt, sneende og overskyet med en rimeligt strid vind

Ilden brændte lystigt i pejsen i rummet, der fungerede som et arbejdsværelse til Thanen, og spredte en behagelig varme i mellem væggene, der bestod af klippe, hugget ud for mange, mange århundrede år siden. Rummet var stort, kunne rumme op til 40 mere eller mindre kampklædte dværge, men lige nu var der kun en ældre dværg, der stod foran ilden, blikket tomt og det hvide skæg oplyst af ildens lys. Omkring ham, op af væggene, stod bogreoler fyldt med bøger. Enkelte malerier var spredt omkring i det vinduesløse rum, et par buster med ansigterne af forlængst døde Thaner og måske som en overraskelse en enkelt potteplante med klare røde blomster. På en måde virkede rummet rodet, ikke noget der hørte til en leder af et folk, men alligevel var det passende for den gamle dværg. Midt i rummet, op i mod bagvæggen, stod et kolossalt skrivebord. Stedet hvor vigtige papirer blev underskrevet.

Ingen af tingene i rummet tiltrak Godrics opmærksomhed, som hans blå øjne stirrede ind i ilden, fraværende og sørgmodige. Den ældre dværgs statur var en smule sammenfaldet og trods sin bredde, virkede han næsten skrøbelig. Han havde taget noget af sin vægt på igen, efter det halvandet års fangenskab Mørket havde holdt ham i, men var stadig ikke tilbage til sin fulde fylde. Appetitten havde ikke meldt sig og han spiste kun det, der var nødvendigt for at holde sig i live. Livet var ikke vendt tilbage til ham endnu. Det var tydeligt at se i hans øjne, der ikke længere havde hans ellers velkendte gnist.

Hans tanker var langt væk fra det officielle, men hyggelige rum. Det var ikke mange dage siden, at han var kommet tilbage fra sit årlige visit i hovedstaden. Det var første gang, at han havde været af sted i flere år, og ting havde forandret sig. Lysets dronning var ikke længere, hvad hun havde været. Og hans tid med hende havde været frustrerende og bekymrende. Han havde nær ikke fået liv til at møde hende og i stedet for timers snak, som de plejede, havde han kun set hende i minutter. Og den gyselige mand, hun havde gjort til sit talerør, havde ført ordet. Godric var taget fra Hovedstaden med en knude i maven og en følelse af, at en katastrofe var nært forestående. 

Kiles Orden var ikke ukendt for dværgene. Inden for det sidste år, var der kommet flere præster for at udbrede Kiles ord, præster der af ren høflighed var blevet inviteret ind, men ingen af dværgene havde lyttet efter og præsterne havde hurtigt forladt dem igen, ikke blind for modviljen i mod dem. Godric undrede sig. Hvordan kunne dronningen og hendes undersåtter vende sig i mod en orden, der tilbad døden? For Godric stod Kiles Orden for mørket, hvilket ikke passede med det lys, som Krystallandet skulle forestille at tilbede.
Nej, det bekymrede ham. Meget. Og tunge tanker havde fulgt ham siden besøget. Skulle Dragorn blive ved med at følge dronningen eller skulle de slutte samarbejdet og holde sig for sig selv?

Dette svære spørgsmål havde gjort ham søvnløs og han var træt. Træt ikke bare af manglende søvn, men træt af problemer, træt af krig og politik. Intet virkede til at ville gøre noget godt for Dragorn. Alting bragte død og sorg.

En banken på døren fik ham tilbage til virkeligheden og han vendte sig mod dværgen, der forsigtigt åbnede og bukkede for ham.
"Ærede Than. Der er besøgende. Lysets General. Vil De tage i mod ham?" Spørgsmålet afslørede den modvilje mod omverden som havde taget rod i dværgene i Dragorn. Godric rynkede panden og kørte en hånd over det lange, uflettede skæg. Lysets general? Hvad ville han her? En lyst til at sige nej gled over ham, men han vidste også, at det ikke kunne lade sig gøre. Efter at have sukket, nikkede han.
"Vis ham ind." 

Hvis Baldwin har et følge, vil han få besked på, at han kun må tage to mand med sig længere ind i Dragorn og resten vil blive bevogtet ved porten. Ingen af dem vil have tilladelse til at bære våben og flere tungt bevæbnede dværge ville følge dem dybt ind Dragorn til Thanens arbejdsværelse. Og her ville de to af Baldwins mænd få at vide, at de pænt kunne vente udenfor arbejdsværelset, trods at to af dværgene ville følge efter Baldwin ind.
Ingen ville tillade deres ældre Than i at være i fare igen.

Det var netop Thanens besøg til Hovedstaden, der havde sat sagerne i værk for Baldwin. Han kendte til forholdet de to ledere førhenværende havde haft, hvordan deres samtaler havde blomstret i timevis og at dronningen nærede hans vurderinger og tilføjelse tungt i vægtskålen. Dette var ikke ukendt viden, trods årenes mellemrum mellem møderne. Baldwin selv, havde set sig forskrækket og bekymret over Dronningens forandring, det korte møde han havde. Et ensidigt møde der ikke bestod af mange ord fra hendes side. Et tomt blik havde fyldt det ellers smukke ansigt, og hendes hvide hud havde føltes vissen og grå. Bekymringer der havde rumsteret tids nok, og kun blevet værre som Kiles Orden havde overtaget mere og mere. Vist deres sande ansigter frem, trods masken stadig skjulte mere. Mere end hvad Baldwin selv kun kunne gisme om.

Han var rejst afsted, ikke fulgt af et følge som der ellers hørte Generalen til, men en mand. Attypisk og noget der blev bemærket af dværgene - om det var på godt eller ondt, var ikke nemt at aflæse i deres stenansigter. Baldwin fuldtes med krigeren, en havmand der før havde sat sine ben i Dragorn og aldrig stillede mange spørgsmål. Ikke at han ikke nærrede interesse, men fordi han forstod værdien af tålmodighed.

Baldwin havde ventet pænt til tiden var at tage imod ham, for at høre hans ønske og ord. Han havde ventet med tålmodighed på om Thanen ville modtage ham, og havde ikke forlangt noget af dværgene ellers. De var ikke hans at kommendere med, så derfor gjorde han det ikke. Krigeren blev efterladt tilbage blandt dværgene og Baldwin fulgte de to dværge til Thanens arbejdsværelse.

Synet af den gamle dværg, bragte flere følelser med sig. Taknemmeligheden for at blive set og sørgmodigheden over at manden vidste tegn på sorg og varige men efter den hårde tid. Som døren blev lukket efter dem, knælede Baldwin ned for Thanen med sænket blik, afvisning af den respekt der var fortjent. "Jeg er Dem taknemmelig for at ville se mig, ærede Than af Dragorn" Baldwin løftede roligt blikket til den hvidskæggede hersker, som Baldwin vidste var mere vis og meget klogere end ham selv. "Og jeg beklager min egen arrogance at komme uden at sende en meddelelse til Dem først. Sagen jeg ønsker at tale med Dem om, tillod jeg ikke at blive skrevet ned og havne i forkerte hænder" Baldwin var ærlig, og bekendtgjorde at det hele var uortodoks, men nødvendigt for at Kiles Orden ikke hele tiden skulle hånde ham i nakken.

Godric brugte ventetiden på at tænke over det, han vidste om generalen. Ikke meget, andet end han virkede til at fortjene sin titel. Den nye titel. De havde ikke snakket sammen før, kun hilst flygtet, da Godric havde været i Hovedstaden. Men selv da havde Godric fået et positivt indtryk af halvdyret, der virkede til at bære opgaven på brede skuldre. Nu måtte de se, om han havde ret.
En hånd gled over det hvide skæg og det midnatsblå tøj med et simpelt mønster i guldtråd blev rettet lidt. Trods alderen og trods hans manglende lyst til at få flettet skæg og hår, var han bevidst om, at han udseendemæssigt stadig skulle fremstå som et helt folks leder. Og derefter ventede han.

Det varede ikke længe, inden døren blev åbnet og Lysets General blev ført ind af de to bevæbnede dværge. Thanen havde for én gangs skyld ikke meget at sige dér, det var Helan, hans personlige vagt, der havde fastsat sikkerheden. Og Godric lod ham, som den yngre dværg havde mere forstand på det end han selv.
Halvdyret knælede ned for ham og Godric lyttede omhyggeligt til hans ord. En utænkt mistanke blev bekræftet og de blege blå øjne blev rettet mod de to dværge. En enkelt bevægelse med hånden fik dem til at bukke og forlade lokalet, efterladende Godric og Baldwin alene.
"Baldwin Adler, Lysets General. Deres besøg kommer som en overraskelse, men Lyset er altid velkommen i Dragorn." Døren blev lukket bag de to dværge, og Godric gik roligt forbi Baldwin og lagde en hånd på døren, der straks lyste op i et indviklet lilla mønster. Dette krævede tydeligvis ro og en sikring i mod lyttende ører. Ikke at han troede, at nogen af hans dværge ville svigte ham, men man kunne aldrig vide. Mørket havde også haft et tag i Dragorns folk.

Derefter vendte han sig mod Generalen. Hvor meget han egentligt kunne stole på ham, havde han ingen anelse om, men som sagt havde han allerede et positivt indtryk af ham. Ikke at den formodning ville styre hans mund og hans ord.
"De kan tale frit fra nu, rummet er magisk forseglet i mod lyttende ører. Og rejs Dem bare." Det sidste blev sagt med et strejf af morskab. Mange ville sikkert tro, at Thanen var en meget alvorlig og tør mand, men Godric var blandt dværgene notorisk kendt for at elske humor og være lidt af en drillepind. Noget der somme tider kunne få Helan til at flå i sit rødbrune skæg af frustration, især når Godric forsvandt for ham. Som ved sidste besøg i Hovedstaden, hvor han havde været en tur på marked alene.

Trods det, var Godric dog en alvorlig mand, en mand der bar tydelig præg af sorg og tunge beslutninger, ingen burde være tvunget til at tage. Og alvoren var da også tydelig i det ellers venlige ansigt, som han betragtede den fjerede gæst. Hvad ville han? Kom han med gode eller dårlige nyheder, endnu et ønske om krig? Godric forventede det værste, men håbede på det bedste, selvom der ikke var meget håb tilbage i den gamle krop.

Baldwin fortsatte med at sidde knælet som de to dværge fjernede sig fra rummet, svagt fuldt af Baldwins øjne, så langt de kunne se med, inden de vendte tilbage til Thanen. Han rejste sig heller ikke i det Godric gik forbi ham, men drejede mere af kroppen for at følge ham - ikke fordi han frygtede at blive angrebet bagfra, men fordi han havde et instinkt der gjorde at man altid holdte øjnende mod sin samtalepartner, specielt i vigtige stunder som disse. Han så roligt på døren der lyste op i et lille mønster, men vidste ikke hvad det betød. Selvfølgelig vagte det en nysgerrighed, men det var ikke hvad han var her for at snakke om. Thanen kendte sit eget bjerg bedre end nogen anden, og Baldwin var her som gæst. Men tålmodighed vidste sig også at kunne give svarene.

Baldwin rejste sig langsomt, en let antydning til et smil i den ene side, der aldrig nåede helt op, men trods alt gav ham et mere mildt udseende for en stund. Et indblik i at han ikke kun var til for at tjene, men faktisk rummede mere personlighed end det. "Tak" Selvom Baldwin syntes at have øvet og gennemtænkt igen og igen hvordan han skulle starte, slutte og hvad der så absolut skulle med, var det aldrig lige let. Talens gave havde aldrig været et problem, det var de rigtige normer, skikke og ordvalg der kunne tage tid at finde frem.

"Jeg kommer til Dem, med stærk bekymring. Ved Deres besøg til Hovedstaden, blev de mødt af en trist sandhed hos vor dronning. Blot en.." Baldwin stoppede sig selv og slog blikket sørgmodigt ned. "En skygge af hendes sande jeg.." Som mange af hendes undersøtter, følte Baldwin stor varme og kærlighed til sin dronning, og stærk sorg over det som så ud til at være tilbage. "Jeg frygter Kiles Orden. Jeg frygter hvad den står for. Og jeg frygter hvad Leoric har i tankerne. Jeg opsøger Dem, for råd.. og hjælp" Han var ærlig, men vidste også hvad han bad om. Baldwin vidste hvad Dragorn havde gået igennem, vidste hvor meget de havde lidt, uden at de kunne hjælpe, eller havde fået tilladelse dertil. Og han kunne se det, på Thanens afkræftede skikkelse, tyndere end nogensinde før og med en betynget sorg der omgav sig. Baldwin løftede blikket igen, afventede om Godric ønskede at høre mere, havde eget at fortælle eller hvad end hans reaktion måtte være.

Smilet om halvdyrets næb fik ham til at se mere levende ud, mere personlig. Godric fik bare endnu engang bekræftet, at hans første følelse om ham nok var rigtig, at der gemte sig en god mand bag de skarpe øjne. Hans eget i forvejen svage smil falmede dog, som generalen begyndte at tale. Ja, sandheden var, at dronningen havde været en skygge af sig selv, en falmet og forpint skygge, der så ud som om, at Kile havde lagt sine klamme hænder på hende. Og dette var jo nok også ret tæt på sandheden, som Godric ikke havde været i tvivl om, at denne Leoric havde taget kontrol over hende. Styrede hende som en dukke. En tanke som Godric tungt havde båret på siden han havde fået nogle sølle få minutter til at snakke med den kvinde, han førhen kunne diskutere på venskabelig fod med i timer. En tanke der havde ledt til, at han for få øjeblikke siden alvorligt havde overvejet at afslutte sit samarbejde med Krystallandet og holde sig til Norden. Farligt, men bedre end at skulle stå til rådighed for manden, der havde overtaget kontrollen med dronningen.

Råd og hjælp. En tung følelse sneg sig ind over Godric og han gik langsomt om bag det massive skrivebord for at sætte sig i den lige så massive stol, der var dækket i pelse. Lænet op af væggen bag stolen stod hans stav, tegnet på hans status og magt. Pludseligt meget træt satte han sig og så ned i bordpladen for et øjeblik. Om Baldwin ville sætte sig på den lave stol på den anden side, måtte han selv om.
Hjælp. Det ord kunne kun betyde én ting. Mere krig. Mere død og ødelæggelse.
”Jeg var ikke blind for dronningens tilstand og ypperstepræstens greb om hendes sjæl.” Langsomt løftede han blikket og så ærligt på halvdyret. ”Jeg vil ikke lægge skjul på, at siden mit besøg i hovedstaden, har jeg gået med tanker om at afslutte Dragorns troskab mod dronningen og Krystallandet. Jeg har et folk at tænke på, og følelsen af dommedag, der lå over paladset er ikke til gavn for dværgene. Vi har lidt nok.” De sidste ord blev sagt i en fast stemme, men hans øjne afslørede, hvor mange følelser der lå i den sætning. Ja, det havde lidt nok. Mere end nok. For et sekund rungede hans indre af piskesmæld og skrig, men med en anstrengelse skubbede han det fra sig.

”Det du er kommet for at bede mig om, er jeg ikke sikker på, at jeg er villig til at give. Vi er knapt kommet på fode igen efter Mørkets belejring. Overvejelserne om at bryde med resten af Krystallandet har længe ulmet, især blandt mit folk, der ikke kan glemme manglen på støtte, da vi havde allermest brug for det. At bede dem gå i krig for noget, der ikke kommer os ved, vil ikke blive taget vel i mod. Og jeg må indrømme, at jeg ikke har lysten til at gøre det i mod mit folk.” Der var ingen grund til ikke at lægge kortene på bordet som det var. Ingen grund til at trække pinen ud og lade Lysets General tro, at han ville kunne finde støtte i dette underjordiske rige. Godric var træt af krig, hele hans tid som Than havde bestået af krig efter krig og han ville bare have fred i sine sidste år som regent.
De blege blå øjne hvilede på Baldwin, alvorligt, trætte og uden nogen form for gnist. Han var en ødelagt gammel mand, der var træt af at skulle kæmpe andres kampe og bare ønskede fred.

Baldwin stod først med hænderne foran sig, holdende om sit eget håndled og med ret ryg som det var ham forventet. En holdning der var en general værdig. Han fulgte den ældre dværg, og var ikke i tvivl om den træthed der lagde sig over ham. Den tunge følelse der tyngede hans skuldre. Baldwin vidste godt at han stod som en person der skulle opretholde en hvis facade, men synet tyngede ham. Ikke af frygt for svaret der måske ville komme ham, men med tanke på hvor meget den ældre dværg havde måtte udholde igennem årene. Især det frygtelige år. Baldwin satte sig på den mindre stol efter Godrics første svar og foldede hænderne foran sig. Stille og afventende.

Baldwin nikkede langsomt, både med hovedet og med øjnende der let lukkede i, inden han løftede dem igen og så på den ældre dværg. Han vidste han bad om meget, men han ville også forklare sig bedre bagefter. For det var ikke en krigsførsel Baldwin anmodede om. Han var enig – og det tyngede ham at måtte spørge, men han så ingen anden udvej. Og Baldwin sætte umådelig høj pris på hans ærlighed. Skuffelse var en følelse der kun meldte sig i situationer hvor ens håb og overbevisning om et bestemt resultat havde været så højt at alt andet virkede usandsynligt. Sådan stod det ikke til her.

”Jeg forstår, og er enig. Deres folk led en skæbne jeg ikke vil kunne forestille mig. Jeg kan ingen undskyldning give Dem, som har nogen retfærdiggørelse af lysets manglende deltagelse i støtte og hjælp til vores allierede. Dronningen handlede efter beskyttelse af sit folk, og krigen ramte Hovedstaden kort tid efter. Jeg vil ikke bede dem gå ind i en krig der ikke er Jeres.” bekendtgjorde han roligt, og med stor forståelse i de stærke orange øjne. ”Men jeg beder ikke om hjælp på Dronningens vejne. Indirekte jo, men hun ved end ikke jeg befinder mig I deres rige.” han vidste at han fremstod forrædderisk, sådan at gå bag ryggen på sin dronning. Men han så ingen anden udvej. ”Leoric stopper ikke før han har magten. Han forsøger at få sine præster ind af alle sprækker til ethvert rige han kan finde. Elverne har frasagt nogen aftale, og indirekte ført krig mod ordenen. Hvilket har kostet mange uskyldige elvere livet og dem der overlevede, lever i eksil” man kunne se det smertede ham. ”Jeg kan ikke stå passivt til mens denne fordom fortsætter. Leoric ønsker at tage magten, og jeg frygter at hvis han gør.. kommer krigen til alle kanter af Krystallandet, om vi ønsker det eller ej..” Baldwin valgte som thanen at være ærlig. Ligge alle sine kort på bordet. ”Det er det jeg ønsker at modarbejde. Og naturligt vil jeg søge støtte hvor jeg kan, men har også dybt forståelse for det tab Deres rige, og Dem personligt har gennemgået. Krig burde altid være den sidste udvej, og jeg vil ikke bede nogen går i åben krig, hvis jeg har bare den mindste mulighed for at gå en diplomatisk vej.”

Godric lod sit blik hvile på halvdyret, som han begyndte at snakke. Han vidste ikke, hvad han forventede, at manden ville sige, men det var ikke helt, hvad der blev sagt. Så han lyttede, tavst og opmærksomt. Forræderi. Det var, hvad Generalen foreslog. Forræderi mod dronningen og landet. En knude dukkede op i hans mave ved tanken, for det var en farlig tanke. Ordene ebbede ud og Godric var stadig tavs, som han samlede sine tanker, tog stilling til det, der var blevet sagt.

Det Generalen foreslog kunne få dem alle henrettet. Selv en mand som Godric ville komme i voldsomme problemer bare ved at lytte til ham. Men han lyttede. Og han forstod. Han havde set hvordan Leoric havde Dronningen under sin klamme hånd, hvordan hun havde set mod ham for hvert eneste ord, hun havde udtalt. Selvom han ikke havde et nært forhold til Dronningen, var hun stadig hvad han anså for en ven. Han kunne lide hende og at se hende sådan gjorde ondt i hans gamle hjerte. Han var ikke den eneste, der havde forandret sig, siden de sidste havde set hinanden. Hendes forandring så næsten værre ud end hans. Han var i det mindste stadig i live, hun lignede mere en, der allerede var død. Indeni.

Han vidste, at halvdyret havde ret. Der var en krig på vej, måske ikke med våben, men internt i landet. Leoric ville noget, Kiles Orden ville noget med landet, det var der ingen tvivl om. Godric havde ikke fantasi til at forestille sig hvad, men det var nok ikke så meget anderledes end alt andet. Magt, kontrol og rigdomme. Og selvom Dragorn var separat for Krystallandet, var Nordlandet stadig en del af moderlandet og Dragorn ville ikke kunne undgå at blive trukket ind i hvad end for et magtspil der var på vej. Balswin havde ret, krigen ville nå dem lige meget hvad. Elverne var allerede ramt, det vidste han godt. Han havde hørt om deres udsmidning fra Hovedstaden, om uvenskabet mod Kiles Orden. Ikke noget dværgene ville blande sig i, elverne var allierede, men ikke deres venner. For mange års uvenskab stod i mellem dem. Trods det følte han med spidsørerne. En smule.

Langsomt blev hans blik nærværende igen og han  tog en dyb indånding, som vågnede han fra dvale. En hånd blev kørt ned af hans skæg, inden han langsomt og tænksomt begyndte at tale.
"Forræderi er en ting, man ikke skal tage let på." Atter en gang sagde han det, som det var. Der var ikke andre ører i rummet end deres. "Men jeg forstår dine tanker og dine ord." Han lænede sig tilbage i stolen og så med et alvorligt blik ind i halvfuglens ørneøjne, tænksomt og med en pause som ledte han efter sine ord. "Var det muligt at holde Dragorn ude af denne interne politiske krig, ville jeg. Dværgene er ikke interesseret i religion og politik. Men Kiles Orden har allerede lagt vejen forbi vores rige mere end én gang og jeg er ikke i tvivl om, at de vil blive ved med at komme. Jeg frygter ikke for min egen sikkerhed, men jeg er gammel og min død ville svække Dragorn. En dag ville det uden tvivl lykkes Kiles Orden at få fod i Dragorn." Der var ingen tvivl i hans stemme. Han havde set Mørket liste sig ind for mange år tilbage og det skulle nok også lykkes Kiles Orden at finde sprækker at kravle ind af.

Den gamle dværg havde en alvorlig rynke i panden og for et øjeblik var hans egen sorg og pinsel glemt. Dragorns fremtid afhang af det, han sagde nu. En så stor beslutning burde ikke tages alene, men hvis han havde lært noget var det, at skulle samle et råd og diskutere dette, ville krigen være i gang før en beslutning blev taget. Han var Than, han havde det første og det sidste ord. Og han skulle selv leve med sine beslutninger.
"Før jeg kan give dig mit tilsagn, vil jeg gerne vide, hvad du har planlagt. Hvad vil du gøre og hvad er dit mål?" Han var klar over, at han nok ikke ville få et svar. Han kunne lige så godt løbe til dronningen med sin viden og afsløre Baldwin som forræder. Men det kunne aldrig falde ham ind. Den risiko Lysets General tog ved at sidde i stolen overfor ham og ytre ord om forræderi beviste en stor tiltro til den gamle dværg og Godric ville leve op til den tiltro, simpelthen fordi han var enig med ham. For nu. 
Men det vidste Generalen jo ikke og Godric ville forstå, hvis han ville holde sig selv sikker.

Baldwin frygtede ikke for sin egen sikkerhed. Han vidste at han ville dø i lysets tjeneste, men han ville ikke dø for Leoric eller hans planer. Han havde vendt og drejet sig i nattetimerne, holdt sig vågen i alt for mange timer, diskuteret den ene plan efter den anden med sig selv, og kunne ikke finde nogen gylden vej. Der var ingen gylden vej. Dronningen lyttede ikke til ham, og kunne ingen svar give ham. Leoric og Baldwin havde et fjendskab der nærmest var skabt ved første øjekast og Baldwin sammenlignede ofte ypperstepræsten med en slange i sit stille sind. Men at gå fra alle disse indre diskussioner, planer og tanker til at sige dem højt, var en hel anden side, og en farefuld sti.

Baldwin tvang sig selv til at holde hovedet oppe og øjnende mod den meget ældre dværg, selvom det stak i ham for at sænke blikket. At vide det var hvad han gjorde, og direkte at høre det blive sagt højt havde en maveslående effekt. Forræderi. Baldwin lyttede til Godrics ord, og lavede et ganske lille, næsten useeligt nik i enighed til ordene. Kiles Orden havde ikke tænkt sig at stoppe, og tanken om at skabe mere fjendtlighed imellem områderne, var ødelæggende. Noget Baldwin håbede han kunne forhindre, eller på anden måde reparere ved at tage de forskellige steder hen. Elvernes rige var et af stederne, og Norden var også et. Norden der længe havde ønskes deres fritstillelse fra resten af landet, som Baldwin ville bruge til at skabe et forhold. Give dem den frihed, i bytte for samarbejde.

Baldwin holdte sig ved godt mod, ved Thanens svar. Det var ikke spor endegyldigt, men chancen var større så længe Godric ville lytte til ham. Høre hvad han havde planlagt, og hvad han endnu var usikker på. Usikkerheden om at ligge alt på bordet, og det potentielle bagslag det kunne give, var en faktor i hans træk, men hvis han ikke var ærlig med sine allierede, hvor langt ville han så komme? ”Mit mål er at afskære Leoric’s indflydelse på Dronningen. Forhindre ham i at indsætte sig selv som selvudråbt konge over vores land. Men at nå dertil, skal vise sig at være langt mere kompliceret end jeg selv havde kunne tænke mig til” startede han ud og rettede sig op i stolen. Han havde mange teorier, mange tanker, men uden direkte beviser, var det svært at finde ud af hvilke han skulle holde fast ved. ”Jeg vil opsøge landets ledere. Dem, Godric af Dragorn, Daeralda af Elverly og Jarlen i Norden. I er alle en start. Min stærkeste bekymring ligger mest i hvorvidt Leoric tilhøre Mørkets magter, eller om vi i virkeligheden er op imod to fjender. Jeg har brug for stærke, vise og kloge mænd og kvinder, der kan rådgive og hjælpe mig til at genetablere Krystallandet i sin førhenværende storhedstid. Jeg ønsker ingen krig, men at landet bliver helt. Guderne må vide hvor splittet vi alle er blevet gennem årerne. Ikke kun på grund of Kiles orden, og dennes magt.” Leoric og hans orden havde nok sat gang i tankerne for alvor og fået bægeret til at løbe over, men sandheden var at uenigheder, magtkampe og andre situationer havde gjort dem nemme at overtage.

Godric blev glædeligt overrasket over, at Baldwin valgte at fortælle ham om sine tanker og idéer. Ikke at man kunne se det på hans gamle ansigt. Glædeligt fordi han var nysgerrig over, hvad halvdyret så som en mulighed for at redde dronningen og Krystallandet fra Kiles Orden. Så atter faldt han hen i tavshed, mens han lyttede til Generalen. Han var ikke uenig i noget af det, han sagde. Det var vigtigt at holde de forskellige racer i Krystallandet samlet, de forskellige landsdele skulle arbejde sammen. De kunne ikke bekæmpe en fjende, hvis de ikke var samlet. Men med Kiles Ordens krig mod elverne ville de nok være mere end villige til at arbejde sammen om at skulle nedkæmpe dem. Norden ville Godric ikke kunne svare for. Dragorn... ja, det havde han ikke besluttet sig helt for endnu, for tanken om at sætte hans folk i endnu en knibe gjorde ondt helt ind i sjælen. Og selvfølgelig var han klar over, at de ikke ville kunne holde sig ude af den kommende problemstilling. Men han tøvede stadig.

Langsomt nikkede han for at vise sin enighed med det, der blev sagt. Han samlede hænderne foran sig og flettede de korte, tykke fingre sammen.
"Du taler fornuftige ord, General, at holde landet samlet er en vigtig prioritet, når man står i mod en fælles fjende." Han så lidt undersøgende på ham. Det ville blive en hård opgave at holde alle lederne enige og lige tilfredse. Han var ærlig nok til at konkludere, at samarbejde med elverne ikke ligefrem ville blive let fra hans side. Men halvdyret foran ham virkede til at være en mand, der kunne bære den opgave. Godric havde næsten ondt af ham. Det valg, som Baldwin havde taget, ville ikke blive en let vej at gå.
"Hvis du kan formå at samle landet mod Leoric og Kiles Orden, er du allerede nået et godt stykke." Lidt spekulativt fortsatte han med at se ind i hans øjne. "Hvordan har du tænkt dig at afskære Leoric fra dronningen? Jeg fik en fornemmelse af, at han vogter mere over hende end en drage over sin guldskat." Det var sandt. Der havde været flere vagter på dronningen end Godric nogensinde havde set før, de fleste klædt i de karakteristiske sorte rober og hvide masker.

Fra at Baldwin var kommet ind i rummet og til nu, havde Godric ændret sig en smule. Der var kommet mere liv i hans øjne, han havde rettet sig en smule op og han virkede ægte interesseret i problemstillingen, der var blevet præsenteret for ham. Det var ikke en ændring han selv var klar over og den var heller ikke tydelig at se. Men hans nærmeste ville have lagt mærke til den, som man næsten fik et glimt under den tunge kappe af mørke, der havde ligget over ham i et år, et glimt der viste lidt af den mand, han var før Mørket havde besat Dragorn.

Baldwins øre var nærmest på stikker for at høre hvad den ældre og langt visere dværg havde at sige. Han værdsatte højt at Godric svarede ham, og delte sine ord. Korte ord nogle gange, men stadig nok til at Baldwin fik en fornemmelse af hvorvidt hans egne tanker var det rene kaos, eller om han havde fat i en ende af noget vigtigt. At han rent faktisk var i stand til at yde en forskel. At få genskabt noget der var et langt mere fredeligt Krystalland, hvor racerne fandt en måde at leve i symbiose. Det ville aldrig blive perfekt. Aldrig ville så mange forskellige kulturer og meninger leve sammen i fred og fordragelighed - men de kunne prøve at komme så tæt på som muligt.

Thanens spørgsmål til dronningen fik Baldwin til at sænke sit ellers stærke blik i fortvivlelse. Faktisk lukkede han dem og tillod at vise svagheden i sine egne planer. En svag rysten på hovedet, inden han tog en indånding og løftede hovedet igen, mødte den ældre dværgs blik igen. "Jeg ved det ikke, Sir.. Jeg prøvede engang at komme i kontakt. Udenom vagterne, udenom Kiles Orden. Udenom Leoric." en sørgmodig hinde gled over hans blik, hvor rank ryggen og holdningen end holdte sig, var den ikke svær at se. Baldwin var ingen løgner, og havde aldrig været det. Hans øjne afslørede ofte præcis hvad han følte. Og han var sørgmodig. "Leoric vogter hende tæt, som De selv siger. Alt for tæt. Der er en vej ind, hvis den stadig er åben. Jeg kan forlange audience på baggund af min titel. Og hvis det ikke hjælper. Hvis ikke jeg kan trænge igennem til hende..." ja hvad så. Hvad skulle han så gøre? Han kunne ikke bare tage hende med sig. Han kunne ikke bare bortføre dronningen! Hans blik begyndte at flakke som han tænkte tanken, fordybe sig ind i den nye strategi som han næsten ikke engang turde tænke. Kunne han?

Godric betragtede nærgående halvdyret, da hans spørgsmål tydeligvis satte gang i en masse tanker og følelser. Følelser, der var lette at læse på ham. Jo mere tid, Godric brugte i rum med denne General, jo mere følte han, at han var en mand, man kunne stole på og regne med. Hvilket var noget af det vigtigste, hvis nogen skulle kunne stole på ham og hans plan skulle lykkes. Jo, han var en mand, der kunne samle et splittet folk mod en fælles fjende, det var Godric sikker på. Og det åbnede nogle muligheder for den gamle dværg, der ellers sad tungt på et nej. Han kunne lufte idéer og tanker, han normalt ville holde for sig selv.

Han fulgte med, som halvdyret næsten virkede til at have en samtale med sig selv om, hvordan han kunne komme ind til dronningen. Godric lyttede til hans ord og lod sine egne tanker bevæge sig om emnet. Den eneste måde at redde dronningen på, ville være at få hende væk fra Leoric. Og Leoric var ikke bare en mand, man fjernede. Så i Godrics sind, var der kun en udvej og han kunne næsten se Baldwin komme til samme konklusion. Han lod halvdyret spekulere lidt, inden han rømmede sig og lænede sig lidt frem.
”Måske man skulle snige guldet væk, mens dragen er optaget andetsteds.” Hans indirekte måde at foreslå generalen, at han skulle kidnappe sin egen dronning. Indirekte, så han ikke kunne blive holdt op på sine ord. Hvad var der ellers at gøre? Hun skulle væk derfra, det var der ingen tvivl i den gamle dværgs sind, efter han havde set hendes tilstand ved hans besøg.

Selvom Godric efterhånden var ved at bløde op til at ville hjælpe Generalen, havde han ikke slået noget fast endnu. Og derfor også hans forsigtighed med at sige ting direkte til manden. Diplomati var vigtigt og Godric var god til at give tvetydige svar. Så meget som han kunne sige ting direkte, kunne han også give svar, der på ingen måde var svar. Og ind til videre havde han hverken givet sit ja eller nej til halvdyret og sådan ville han holde det. Lidt endnu. Finde ud af mere om ham, hans planer og hans hjerte.

En tung byrde der var blevet ham overragt. Tungere end Baldwin først havde antaget. At tage den tunge Generalkappe på sine skuldre og forsøge at lede en hær var en ting. At skulle forsøge at gøre sit bedste for at redde en hel civilisation fra at køre sig selv i sænk, tale fornuft til folkemængder og samtidigmed forsøge at udrede tråde skabt af en Orden der ivrigt trak magt til sig, som en igle. Presset var så hårdt at det ville gøre Baldwin endnu mere gammel end han i forvejen var. Tynge hans skuldre ned og ligge en tung hinde af sorg i hans blik.

Den største tragedie ved hele hans situation var retfærdighedssansen der gik imod ordre. Direkte ordre fra dronningen, for ikke at tale om højforrædderi ved at tage hende væk fra sit hjem. Væk fra Leoric. Men han frygtede også hvad denne mand kunne finde på at gøre hvis han fjernede sin dronning fra hans nærvær. Men han sad allerede på tronen. Brugte hende som dukke. Men hvis Leoric opdagede at det var Baldwin selv der havde gjort det. Så ville landet også miste deres general. Ikke deres sidste, men et af de håb som han havde bemærket han udfyldte i manges hjerter.

Dværgens kryptiske ord var ikke være at tyde. Men forsigtigheden over intet præcist at have sagt var at aflæse. Ingen ville kunne bebrejde ham for at give et sådant råd, hvis blot det havde været gemt som nu. "Dragen vil aldrig stoppe med at søge efter sit guld. Han vil nedbrænde enhver by, hus og skov på vejen" men hade han andre valg? Hvis Leoric opfangede at Baldwin skabte sig alliancer udenfor hovedstaden, ville han så angribe dem? Norden, Dragorn, Elverne? Elverne var han allerede i krig med, åben krig. Lyset var i åben krig med elverne for ikke at have stoppet den tåbe. Baldwin skulle være heldig hvis han ikke blev henrettet på stedet når han mødte op ved Daeraldas dørtærskel. "Men jeg tror ikke jeg har andre valg." bekendtgjorde han lavmælt, men med sikkerhed i stemme og øjne. "Sir. Jeg søger en krystal med magiske kræfter. Jeg har ladet mig fortælle at det er noget dværgenes folk forstår sig på. En krystal, som gør mig menneske" Det var et andet led i planen, og han havde brug for at finde en sådan krystal. Han var alt for genkendelig med sit nuværende udseende.

Godric var atter tavs, som han lod Generalen tænke, konkludere og overveje. Han lod til at have forstået dværgens slet skjulte forslag til at kidnappe dronningen og han så ikke glad ud ved det. Hans svar var også bare et bevis for dette, og Godric kunne godt forstå ham. Nej, det ville ikke gå ustraffet hen at kidnappe den vigtigste brik i spillet. Som Baldwin sagde, at han nok ikke havde noget andet valg, rettede Godric sig lidt op og nikkede en enkelt gang. Nej, han havde nok ikke så mange andre valg, hvis han ville redde Krystallandet og deres dronning. Stikke en kæp i hjulet for Kiles Orden, inden de fik alt for godt fat i landet og dets folk.
”Jeg tror, at dragen vil brænde hele landet ned til grunden lige meget hvad. Han er allerede begyndt med elverne.” En konklusion fyldt med sandhed. Dragen var allerede begyndt på at ødelægge.

Forespørgslen fra halvddyret overraskede Godric og han skød de buskede øjenbrun i vejret. En krystal, der kunne gøre til menneske. Han var ikke selv klar over, om det var noget, de var i besiddelse af, men mon ikke, at deres Krystalmester kunne svare på det. Hun var en kvinde med stor viden inden for krystallerne i undergrunden og hvilke magier, der kunne klares. Dværgene var ikke et folkefærd med meget magi, men krystallen til magien kunne de sikkert uden tvivl klare.
”Lad mig tage dig med ned til Ursula, det er hendes område.” Han skubbede sig ud af stolen og tog sin stav, men stoppede op og så lidt skarpt på Baldwin, inden han bevægede sig rundt om det massive bord.

”Baldwin Adler. Dragorn er et skadet sted, der stadig er ved at rejse sig efter Mørkets besættelse og jeg burde smide dig ud af porten på hænder og knæ bare for at komme her og forsøge at trække os ind i endnu en af Lysets krige.” De før milde og alvorlige øjne stirrede nu på ham med en før skjult styrke, der viste, hvilken mand der gemte sig i det skrøbelige og ødelagte legeme. ”Men jeg er en realistisk gammel dværg, og jeg ved at Kiles Orden en dag vil lægge deres øjne på disse underjordiske haller. Kan jeg hjælpe med at stoppe dem, før det sker, så vil jeg ved guderne gøre et forsøg. Men vid, at føler jeg, at Dragorns bedste ikke længere er i centrum, står du alene igen. Folket er mit ansvar og som du måske ved, gør jeg alt i min magt for at beskytte dem.” Det sidste var en hentydning til de halvandet år, han havde tilbragt i Mørkets hænder, hvor tortur havde været dagligdag i et forsøg på at få ham til at åbne for Dragorns miner og smedjer.

Den gamle dværg stirrede lidt på ham, inden han kom rundt om bordet og, let lænet til staven, gjorde et dybt, ærefuldt buk for Lysets General.
”Men for nu kan du anse Dragorn som en støtte af Baldwin Adler. Ikke Lyset selv.” Han rettede sig op og mødte de skarpe øjne med sine egne blege blå. Det var vigtigt for ham, at Baldwin forstod, at det var ham, Godric stolede på, og ikke Lyset, der havde svigtet dem så mange gange.

Baldwin ville næppe tro på at han var den eneste der kunne redde krystallandets fremtid. Det virkede for voldsomt, og alligevel følte han et pres ulige noget andet han havde følt før. Ansvaret, tankerne, valgene og beslutninger. Alt sammen noget der i sidste ende kunne koste ham livet. Men det var det rigtige at gøre. Baldwin var mange ting, og vigtigst var han en mande der forsøgte altid at gøre det rigtige. Baldwin lukkede sine øjne, mens man kunne fornemme en rynke i panden i det hans fjer bevægede sig ganske let. "Og det var ingen blidt start" Elvernes valg om at udelukke sig fra at have tilhørsforhold til Kile, havde sat sine præg. Grusomme præg.

Baldwin lavede et taknemmeligt blik. Han rejste sig ikke med det samme, men lod Godric se på ham med et skarpt blik. Han fulgte ham med blikket som han bevægede sig rundt om bordet. Han indvendte sig ikke, men lyttede.
Da dværgen var færdig, bøjede Baldwin hovedet i et buk og udvidste sin forståelse for den andens ord. "Jeg er taknemmelig for Deres hjælp" og det var sandheden. Han var dybt taknemmelig for at den ældre dværg overhovedet havde indvilligt i at se ham, at lytte og tale med ham. At tage alt dette op, vende det i luften og finde noget der var tættere på en løsning end før. Baldwin rejste sig langsomt fra sin plads på stolen og bukkede dybt og ærefuldt tilbage efter Godrics ord, rettede sig op og mødte den andens blik.

Baldwin var rolig i sine træk. I sit stålfaste blik. Men hans hjerte hamrede. Han havde sig en alliance, men det var også gjort klart som solen at det var med ham, og ikke lysets side. Baldwin mærkede presset lægge sig hårdt om sine skuldre, men han kunne bære det. Den lavtstammede halvfugl ville gøre ære af dette, og af sine egne ord. "Dragorn vil ligeledes have min støtte, hvis De nogensinde får brug for min hjælp" og han ville kunne tage anden støtte med sig. Forhåbentlig kunne han få vendt folkets tanker tilbage på deres dronning. Vise at dette ikke var hende, men konsekvenserne af en magtsyg mands tankespind og gøremål.

Godric så stadig fast på Generalen, som denne lovede ham sin støtte. Godric troede ham, at han i det mindste ville gøre alt hvad muligt for at hjælpe det underjordiske rige, hvis det blev en nødvendighed.
”Godt. Dragorns smedjer, krigere og viden står til din rådighed.” Han blev tavs for et kort øjeblik, inden et let smil brød igennem alvoren, et smil der nåede hans øjne.
”Nu hvor det er på plads, kan vi gå ned og besøge Ursula. På vejen tænkte jeg, at du nok har lyst til at se Dragorns indre. Jeg er ikke klar over, om du har set det før, hvem der er gået ind og ud af Dragorns porte de sidste par år, er desværre en smule sløret i min hukommelse.” Han ville nok have husket, hvis Baldwin havde været på besøg efter Dragorn var begyndt at vende tilbage til normalen, men befrielsen og det første halve år derefter var ikke så tydelig i Godrics hukommelse. Han havde brugt det meste af tiden i sine private gemakker og ladet familien stå for Dragorns genopbygning, ødelagt både fysisk og psykisk.

Hans stemme havde dog en let klang og det virkede ikke til, at han tog det så tungt. At depressionen stadig red ham som en mare, det var godt skjult bag skægget. Han tøffede over til døren og lagde hånden på den, så seglet forsvandt. Ganske smart, hvis man spurgte ham.
”Ursula er en ganske speciel kvinde, lad endeligt være med at sige noget negativt om krystaller og klippe.” Han kneb øjnene lidt sammen og så på Baldwin med et lidt hemmelighedsfuldt blik. ”Jeg brokkede mig engang over en sten i skoen og hun havde nær hugget foden af!” Han blinkede med det ene øje og gik ud på gangen med et smil. Om Baldwin ville tro om det var sandt eller ej, det måtte han selv finde ud af.

Helan var dukket op uden for døren og slog følge med dem, som Godric førte dem længere ind i Dragorn, længere ind og længere ned. Gangene var flot udhuggede og man havde svært ved at tro, at det var inde i et bjerg, for ud over manglen på vinduer, var der lige så smukt, hvis ikke flottere end i paladset i Dianthos. Mange hundrede års arbejde lå tydeligvis i riget i bjerget og Godric var kun stolt over at vise det frem.

Det var en lettelse. En lettelse at vide, at mødet var gået godt, og samtidigmed havde fået Baldwin til at tænke. Tanker der i realiteten aldrig skulle være nået ham, men som var nødvendige for at kunne få alting til at fungere. Han vidste hvad han var nødt til at gøre.
"Jeg vil rigtig gerne se Dragorns indre. Har desværre ikke haft megen mulighed for at se dit rige før" svarede han med et smil på læben, og et mere afslappet udtryk i sine øjne. Han havde altid fundet stedet fascinerende, men det havde aldrig lagt i kortene. Når Baldwin tænkte over det, havde han ikke haft langt tid til at slappe af eller koble fra. Det havde tiden simpelthen ikke været til.

Baldwin kom med et ganske let, kort brummende grin. "Hun lyder som en.. selvsikker og standhaftig kvinde" svarede han med en let munter klang i sin egen stemme. Han så hvordan Godric der ved ankomsten havde virket fuldstændig nedbrudt, var kvikket op. Noget i hans blik der afslørede en mand der stadig bar de indre værdier og følelser, fra før Mørket tog over. Baldwin fulgte ufortrødent med, betragtede gangenes struktur og bøjede sig engang imellem for at kunne komme ud af døre. Vingerne blev trukket helt sammen ind mod ryggen, for at gøre ham så lille som muligt og dermed ikke fylde en hel gang. Stedet var smukt, på sin egen speciele måde. Mange ville nok havde troet at det hele var grovt udskåret og ikke ejede finesse på grund af dværgenes generelle udstråling, men det var ikke hvad Baldwin så. Her var smukt.

Gangene de gik igennem var flot dekoreret med udhugninger, relieffer og halve statuer, skabt i klippen. Godric førte Baldwin den mere direkte vej, normalt blev gæster ellers taget ud på en lille omvej for ikke at vise den nemmeste vej til Dragorns værdifulde undergrund. Men den gamle dværg tog beslutningen om, at Baldwin var værd at stole på. Thanens ben var ikke, hvad de havde været og han gik ikke så hurtigt, godt støttet til sin stav, der mest fungerede som en stok for ham.

”Det må vi lave om på!” Og med de ord tog Godric Baldwin med på rundtur. Han viste ham smedjerne, ikke bare fra balkonen som normalt, men han tog ham med ned blandt de arbejdede dværge i heden blandt esserne. Hver eneste dværg de passerede stoppede sit arbejde og bukkede for den gamle dværg, der ganske lystigt hilste tilbage og fortalte lidt om både smedjerne, men også nogle af de dværge, de passerede. Stoltheden var nok ikke svær at få øje på og at Thanen brændte for sit folk, han kendte navnet på hver eneste dværg, havde styr på deres familier og funktion i Dragorns dagligdag.

Efter smedjerne viste han en smule af minerne frem, kun en minimal brøkdel af deres omfang, men nok til at det var til at forstå, hvor meget der egentligt foregik under bjerget. Der var så meget andet at vise, men målet var at besøge Ursula og hun holdt til i et stort rum nær indgangen til minerne, så Godric førte halvdyret derhen. Lidt forsigtigt bankede han på den kraftige dør med staven og en ”kom ind” blev råbt fra den anden side. Døren gled op uden en lyd, som Godric drejede håndtaget og gik ind.
Rummet var fyldt med reoler langs væggene, fyldt med krystaller og mineraler, både opbevaret i små sække, glaskrukker og liggende frit i noget, der så ganske rodet ud. Større sække og tønder var placeret på gulvet. Et stort bord stod midt i det hele, fyldt op med mystiske værktøjer og små glad og krukker med kemikalier og andre spændende ting. En rødmosset, bred kvindelig dværg stod ved bordet og så ned på en sten igennem et forstørrelsesglas sat foran øjet i en læderrem om hovedet. Hendes røde hår var samlet i en tyk fletning ned af ryggen. Hun løftede blikket op fik øje på sin Than, halvfuglen og Helan, der lukkede døren i bag dem.
”Aha! Og hvad kan jeg så gøre for Dragørns Søjle i dag?” Hun lagde stenen fra sig og vippede glasset væk fra øjet, som hun så fra Godric til halvfuglen bag ham, tydeligvis meget nysgerrig.

Baldwin holdte den ældre dværgs tempo, uden at vise at han bevidst gik langsommere end han plejede. Han tog sig i stedet tiden til at nyde dekorationerne der var overalt omkring ham. Hvordan dværgende havde skabt noget smukt ud af bjergets hårde klipper. Det var smuk, på en helt anden måde end hvad han ellers så i sin hverdag. Han smilede varmt til Godric ved dennes ord. Det var som om der var kommet mere liv i den gamle Than. Om det var fordi han nød at vise Dragorn frem eller om det var af en anden årsag, vidste Baldwin ikke. Men en ting var sikkert. Baldwin nød forskellen der var. Han foretrak dværgen der med stolthed i holdning og blik vidste sit hjem og sit folk frem. En sand leder.

Baldwin fulgte rundturen med stor interesse. Stilte spørgsmål engang imellem, og nød ellers blot fortællingerne som den hvidsskæggede man kunne give ham. Så hvordan dværgende arbejdede utrætteligt, og hvordan de fandt alt det som de skulle bruge i de mørke miner. Deres rute førte dem til kvinden, som Godric havde omtalt. Kvinden der kunne hjælpe med en krystal, som bragte hans fokus tilbage til hans egentlig formål med at være her. Hans mission.

Baldwin holdte sig bag Godric, lod ham føre ordet, mens han ventede høfligt. Han mødte den brede kvindelige dværgs blik, med et venligt og roligt af sine egne, mens han smilede til hende. Hendes nysgerrighed fik en let morskab frem i hans indre, men den holdte sig også der. Hvad man mere kunne se var hvor beundret han var. Beundret over omgivelserne, men mest af alt hvordan alle mødte Thanen. Med respekt men også en dyb kærlighed og varme. Han var vellidt af sit folk. Det var tydeligt.

Den gamle dværg kunne tydeligt se nysgerrigheden i kvindens blik og han vendte sig halvt for at slå let ud med hånden mod halvdyret bag ham.
”Dette er min ven Baldwin Adler, Lysets General, han står og mangler en krystal til noget specifik magi.” Generalen måtte selv uddybe, hvad kan skulle bruge. Godric lagde ikke skjul på, hvem han havde på besøg, de fleste dværge fulgte godt nok med i politik til at ville kunne genkende ham. Og rygterne løb hurtigt i minegangene. Nej, det var bedre at spille med halvåbne kort, det kunne nok ikke helt skjules, at manden havde besøgt dværgene, men man kunne altid få det til at lyde som et hyggebesøg. At pleje de politiske forbindelser.

Hvilket også var en af grundende til, at Godric havde taget ham med rundt i Dragorn. Vist ham frem og vist, at han var på besøg for at lære dværgene at kende. Hvad de havde snakket om i hans arbejdsværelse var der ganske få, der skulle vide, heriblandt hans børnebørn. Trods at Godric havde taget beslutningen selv, ville han ikke fortsætte uden at have snakket med den næste generation, der skulle tage sig af deres rige. Dette var en vigtig beslutning og hans børnebørn skulle inkluderes. Helan ville nok også få noget af det at vide, siden manden altid var som en skygge bag ham. Men Godric stolede på ham, så det var ikke et problem.

Ursula så først lidt vurderende på halvfuglen med sine grønne øjne og man kunne ligefrem se, at hun overvejede, om han var værdig til en af hendes krystaller, men et smil dukkede op på hendes ansigt.
”Det må jeg sige, fornemt besøg! Fortæl fortæl, hvilket spændende projekt vi skal have gang i!” Hun gik rundt om bordet og Godric trådte til side for at lade dem finde ud af det. Han vidste ikke frygteligt meget om krystaller, så han ville bare være i vejen. I stedet lod han blikket glide rundt og tankerne vandre lidt om det, der var blevet snakket om tidligere.

Baldwin lod Godric fortælle hvem han var. Forklare hvad han behøvede, hvilket var hovedårsagen til at de havde lagt deres rute denne vej forbi. Baldwin så på kvinden med et ganske mildt smil på læben. "Godric fortæller mig, at De er kvinden til at hjælpe mig hvad magiske krystaller angår" fortalte han en smule videre. Det var ikke fordi han ønskede at holde noget hemmeligt, men hvad denne krystal præcis skulle bruges til, var noget han ønskede ikke skulle vandre i gangene og hele vejen ud af dværgenes rige. Han stolte på Godric, og på sin vis hans folk. Men forsigtighed var meget vigtigt. Faktisk noget af det vigtigste for at dette kunne lade sig gøre.

Baldwin smilede en smule mere, som kvinden så ud til at tage en beslutning om at det var i orden at overveje at hjælpe ham med denne krystal. Nok også besluttet på baggrund at det var selve Thanen der havde taget ham med herned. "Jeg søger en krystal, der er i stand til at holde på en magisk evne. Evnen til at være en anden race. Vi vil forsøge at bruge det som et middel for spioner i lysets rækker - Kan De fortælle mig om en sådan krystal vil kunne fremstilles?" han forklarede ikke til hvem præcis, og det var ikke løgn hvad han sagde. At det var til ham selv, og at han ville fungere som spionen var en delikat oplysning som han ikke turde give væk. Det var trods at den ældre dværg ved siden af sig, udemærket vidste hvad dette omhandlede.