Hvis man spurgte Kvakket om hvordan hun var endt her, så ville hun sandsynligvis ikke kunne svare på det. Det var ikke så meget at hun ikke ville svare på det, og historien var nu ikke så svær at gengive, men den lille frø-pige havde ikke ligefrem den bedste hukommelse... eller nok nærmere, den bedste koncentration. Det var jo lige meget med hvordan hun var endt her, det vigtige var at Manfred Månefryd, hendes stakkels lille gris, var i gang med at splitte bordelhuset ad.

Så Kvakket havde over de seneste par måneder erhvervet sig en gris. En venlig mand ved navn Gumle havde givet den til hende, og naturligvis havde hun været forelsket i den. Det kunne godt være at Manfred selv ikke havde været så glad for frøpigen til at starte med, men som hun fandt ud af hvad Manfred kunne lide, begyndte han naturligt at følge efter hende.... lige indtil de var kommet til bordellet. Han havde fået et af sine 'anfald'. I Kvakkets øjne havde han måske fået lidt for meget sukker, men i hvert fald var han styrtet ind af den nærmeste dør, hvilket endte med at være bordellet, og naturligvis hoppede Kvakket med og nu var de her.

Manfred i sit 'anfald', hvilket egentlig bare var dommedags syn, væltede borde og stole, og Kvakket der hoppede efter ham, væltede de resterende ting i deres vej.
"Manfred, Manfred!... Kom nu tilbage," sagde hun,  men det var ikke fordi at hun bekymrede sig om hvad der skete her, nej, hun var mere bekymret for om han kom til skade. Til slut stoppede han dog også op, og hun kastede sig nærmest på gulvet og tog fat omkring den lille gris der så noget forvirret ud. En lille lyserød sløjfe var også bundet om hans hals. Det var nok et påfund af frøpigen, der bar en kjole der matchede farven lidt for godt.

"Nu er du vel ikke kommet noget til vel? Det kan vi ikke have," sagde hun og aede grisen som hun kiggede på den. Det var ellers ikke ofte at hun faktisk huskede at bekymre sig om folk. HUn var ikke usympatisk, men ofte var der bare ikke tid til at være ked af det i hendes verden.

Juno havde stirret noget efter dem, da en pige og hendes gris var kommet forbi ham, men reagerede ikke før grisen gik amok. Selv da fulgte han afslappet efter dem og stilte sig blot op i døråbningen ind til bordellet, til gene for de kunder der skulle ind og ud - han var ligeglad, de kunne godt vente på at han var færdig. Som sædvanlig bevægede han sig rundt i gaderne som om han ejede det. Det følte han også at han gjorde.
Det var først, da pigen selv havde fået styr på grisen at han gik hen til dem. "Vi skal nok ud herfra, inden de kommer på at få dig til at betale for skaderne," fortalte han hende lavmælt. "Hun er med mig," sagde han noget højere til kunderne og dem der arbejdede der. Det var samme bordel som hans mor arbejdede på og til hans ærgelse fik han øjenkontakt med hende, inden han tog pigen under armen og insisterende trak hende med sig ud af bordellet.
Sandsynligvis vidste de fleste derinde hvem han var og ville ikke genere ham med at skulle betale for skaderne, men selv hvis de prøvede, ville han ikke gøre det, og så ville den ryge videre på hans mor - hun lå som hun havde redt. Juno havde ikke medlidenhed med hende. Han gik meget mere op i at få pigen og grisen væk fra de grådige voksne, end han gjorde i at gøre noget som helst for sin mor.

Selvom Kvakket talte så selv menneskerne kunne forstå hende, så var det næsten også som om at grisen forstod hende, som hende kiggede på hende, skræmt, men ligeså stille faldt den til ro, og gryntede lidt af hende, som fik hende til at le. Hun var fuldstændig blind for hvad der skete omkring hende. De sure blikke, og en mand der lå i et hjørne og tog sig til sine ædle dele. Manfred havde vidst lige løbet i fuld fart ind i ham og hans ømme punkt.

Frøpigen kiggede forvirret op, som en dreng, ikke meget ældre end hende selv, kom ind og prøvede at få hende ud. "Betale for skaderne? Hvilke skader" spurte hun endelig. For hun forstod ikke konceptet af at ting var ødelagt som sådan. I hvert fald ikke at man skulle betale for det. Måsk var hun løbet fra sådan en regning lidt for ofte.
Endelig lod hun også Manfred blive fri, så hun kunne rejse sig. Når man tænkte på at hun var et halvdyr og hvilken slags halvdyr, så var hun faktisk ret høj. I forhold til drengen, ikke ligeså høj, men altså, man kunne vel ikke vinde alle kampe.

Det gik dog ligeså langsomt op for hende hvad han havde sagt og et stort bredt smil fyldte hendes læber. "Er vi venner nu? Det er vi, er vi ikke?" spurgte hun glædeligt da de så kom ud af bordellet, og var hurtigt til at give ham et stort kram. Fuldstændig ligeglad med den personlige bobbel folk normalt havde. Manfred var heldgivis fulgt efter de to af dem, hvilket var imponerende når han ikke engang havde en snor på af nogen art.

Juno hævede skeptisk et spørgsmål da frøpigen spurgte hvilke skader, og han løftede da også blikket fra hende for at se sig omkring på de væltede borde og resterne af de vaser der engang havde stået på dem, inden han så ned på hende igen med et bredt smil og et glimt i øjnene. Han syntes hun var frisk.

Heldigvis fulgte hun med ham udenfor, og til endnu større overraskelse gjorde grisen det samme. "Øh-" nåede Juno at få ud, inden frøen havde kastet sig om ham i et kram. Han stod med sine arme hævet, både for at holde balancen og for ikke at røre hende - han havde den fornemmelsen for personlig afstand, som frøpigen tydeligvis manglede. Men så, efter et øjeblik, sænkede han armene og gav hende et venskabeligt klap på ryggen.

"Jo, vi er venner nu. Mit navn er Juno. Hvad er dit?" Juno rettede på sin jakke, selvom den urettelig så længe frøpigen holdt om ham, og skævede ned til grisen. "Og grisen - har den også et navn?" Juno vidste præcis to ting der omhandlede dyr. Den ene ting var, at hvis man spurgte en ejer om deres dyr, så kom man straks på venskabelig fod med dem (dette gjorde det meget lettere at stjæle fra dem). Den anden ting var hvordan man slagtede dem.

Frisk var et ord man kunne bruge om Kvakket. Nogen mente at ’idiot’ var et mere passende ord for hende. Hun var i hvert fald ikke den skarpeste kniv i skuffen, så meget fandt man i hvert fald hurtigt ud af, men hun ønskede ofte ikke folk noget ondt, og hun forstod ikke at bære nag. Det sagde også lidt om hende hvor hurtigt hun havde stemplet de to af dem som venner.

Langsomt gav hun slip på ham, med det største smil på læberne. ”Mit navn er Kvakket, og det her er Manfred Månefryd. Jeg har prøvet at fortæller ham at han ikke må spise så mange søde sager, for så bliver han lidt sær,” sagde hun grinende. Som om at søde sager var nok til at man ville gå amok inde på et bordel. Det var nu heller ikke fordi at Manfred ikke havde prøvet at fortælle Kvakket om dommedagssyneen, men hun forstod det ikke, og anså det bare så en finurlighed han havde.
”Jeg fik Manfred af en dværg! Han havde endda lyserødt hår ligesom… Ligesom min kjole!” sagde hun begejstret og strakte ud i de slidte stof, som da stadig havde farven af pink, men den var noget nedtonet efterhånden.  Hvilket nok havde noget at gøre med at hun havde haft den i årevis og ikke havde skiftet den ud.

Juno lyttede til alt hvad Kvakket sagde, imens hans øjenbryn forblev hævede. Den her tøs sagde de underligste ting, men han lod hende tale ud. Det var trods alt en ret vild historie, han ville sgu gerne vide hvor hun havde fået sin gris fra.

"Kvakket, huh?" Det lød som et kælenavn mere end som et normalt navn, men det var Juno vant til. Det var ikke alle der gad bruge deres rigtige navne, hvilket også var farligt hvis deres forældre ledte efter dem. "Mit navn er Juno." Han skævede ned til grisen. Manfred Månefryd. De to konkurrerede vist om hvem der havde det underligste navn.

"Hvad, gav dværgen dig bare en gris gratis? De er meget værd. Ved du hvor mange dage man kan blive mæt på en hel gris?" Han stillede spørgsmålet med et glimt i øjnene og blinkede overlagt til hende, så hun forhåbentligt kunne se at han jokede. For en sikkerheds skyld tilføjede han, henvendt til grisen; "Jeg joker."

Det var ikke så meget at Kvakket var et kælenavn, som det egentlig bare var at hendes slægt måske ikke var de meste kreative til at finde på navne. Ikke noget hun fandt noget galt i, og hun havde aldrig selv overvejet at dette kunne være et problem for folk.
Manfred var ligeså stille begyndte at cirkle om sig selv, lidt som vis en hund prøvede at fange sin egen hale, selvom han gjorde det ligeså stille og roligt. I det mindste var han ikke i gang med at destruere noget… i øjeblikket.

Hun begyndte at nikke begejstret for derfor ligeså stille at stoppe, som der blev nævnt at man kunne spise dem… Man kunne da ikke spise en gris? En levende gris, og det der blev serveret som svin eller gris var jo ikkke det samme. Det sidste var jo bare et dødt dyr. Manfred var levende. Manfred så dog ikke ud til at ænse samtalen. Måske han alligevel ikke var så klog at han forstod mennesker, selvom h an i den grad virkede til at have lyttet til Kvakket tidligere.
”Det forstår jeg ikke…. Manfred kan da ikke spises,” kommenterede hun, før at hun kom i tanke om det han havde spurgt om tidligere. ”Oh ja! Dværgen mente at den skulle have et godt sted. Jeg tror dværgen hed Mumle… eller Gumle… Noget i den stil! Han var super venlig og så gav han os begge mad!” Det lød som en historie der bare var lidt for underlig til at være sand, selvom det var sådan Kvakket havde oplevet det.

Der kom en rynke imellem Junos øjenbryn, da Kvakket påstod at Manfred ikke kunne spises. Han havde opfanget at hun var en underlig én, men nu tilføjede han 'naiv' til listen af hendes egenskaber.

"En dværg, hva?" Spurgte Juno, stadig lidt skeptisk. Han kunne ikke forestille sig en dværg, der frivilligt ville give en fed gris væk, når han kunne have spist den i stedet, men på den anden side så inspirerede Kvakket tilsyneladende det bedste i enhver. Selv Juno var løbet ind på sin mors bordel for at hjælpe hende. "Han lyder venlig. Jeg har også noget mad, hvis du vil have det? Jeg bor ikke så langt herfra, du må gerne komme med." Han trak på skuldrene, som om han var ligeglad, hvilket han egentlig også var, med undtagelse af at han ikke troede på at pigebarnet kunne passe på sig selv, overhovedet.

Kvakket var heldigvis fuldstændig blind med hvordan andre ragerede på hendes tilstedeværelse, om det var med undren, vrede eller noget helt tredje. For Kvakket var alle venner med hende, og med Manfred. Det var utroligt at hun ikke var kommet mere i problemer end hun allerede var.

Kvakket kunne ikke helt stoppe sig selv fr at hoppe lidt på stedet, som der blev nævnt at han havde noget mad hun måtte få. Måske var det ligegodt som det Gumle havde haft! Det var i hvert fald det Kvakket overvejede. ”Jajajajaja, meget gerne!” sagde hun begejstret og bøjede sig endda ned for at tage Manfred i armene for at hoppe lidt op og ned. Dog ikke uden at Manfred var ved at glide ud af hendes arme, så han fik snart lov til at sidde nej. ”Åh, er det noget godt mad? Er det ligeså godt som Mumles mad? Eller Gumle… Fumle… Tumle… Dumle… Noget med Umle… eller Ulme… måske Ulla?”

Juno grinede da den lille frøpige begyndte at hoppe - selvfølgelig hoppede og sprang frøpiger, når de blev begejstrede! Juno elskede det. Han så sjældent noget så uskyldigt og rent, og han blev glad for at han havde inviteret hende med sig.

"Det... det er sgu okay, vores mad," svarede Juno, som om han virkelig skulle tænke sig om. Det var også ham selv der som regel lavede den, så han havde svært ved at rate den. "Der er alt, hvad du har brug for for at blive stor og stærk. Æg, kartofler..." de gik forbi en bod med grøntsager og da manden, der ejede den, kiggede væk, hapsede Juno to tomater, som han stoppede i hver sin lomme, inden han afslappet fortsatte med at snakke med Kvakket; "nogle gange er der også lidt grøntsager til." Han så ned på hende med et skævt smil.

"Men hør, vores gemmested, der hvor jeg bor, det er hemmeligt. En stor hemmelighed. Så når du har været der, så må du ikke fortælle andre hvor det er, forstået? Ingen. Det er vigtigt."

Det var ikke som om at Kvakket nogensinde ville opdage at der var noget fusket ved Juno og hvordan han bare tog maden fra boderne. Kvakket havde for en stund været en del af den generelle civilisation, men selv der havde hun ikke rigtig forstået normerne, og kom ofte i problemer fordi hun bare lidt gjorde som det passede hende, og hvordan hun troede hun skulle opføre sig. Hun kom bare fra et andet slags folk.

Hendes øjne blev bare endnu større da hun hørte at gemmestedet var en hemmelighed. Hvis Juno havde kendt Kvakket, ville han nok havde tøvet lidt mere med at tage hende med. Det var ikke fordi at hun ikke gerne ville holde på hemmeligheder, men hun havde bare en tendens til at glemme at hemmeligheder kun var for dem der indviet i det.
"Selvfølgelig!" sagde hun begejstret. "Jeg er sikker på at det virkelig fantastiske! Hemmelige gemmesteder er altid fantastiske. På skolen havde jeg en lille hule helt for mig selv. Men der kunne jeg kun være når jeg var frø. Men du er ikke en frø. Så det må være stooooort!"

Juno så allerede Kvakket som værende noget for sig, men han havde også altid været vild med den type der skilte sig lidt ud fra mængden. Hun skulle nok blive en god tilføjelse til banden, hvis hun ville.

Han grinede over hele hovedet, da hun begyndte at tale om hemmelige gemmesteder. Hun havde virkelig et andet syn på verden og det skulle nok blive nyttigt for hele banden. Især hvis hun virkelig kunne forvandle sig til en frø.

"Det er rimelig stort," medgav han med et skuldertræk. Han var stolt af det, fordi han ejede det, men i virkeligheden var det alt for lille i forhold til hvor mange der boede der. Det var alligevel okay - resten af beboerne i skumringskvarteret boede lige så trangt og kummerligt. "Der er vildt meget plads, hvis man er en frø. Kan du virkelig forvandle dig til sådan én? Er det dine.. øh.. gener? Eller din evne?"

Nu skulle der heldigvis ikke særlig meget til før at Kvakket var imponeret, så hun stirrede bare med store, begejstrede øjne på den stakkels dreng, der før eller siden ville fortryde at taget hende under hans vinge. Hun var fuldstændig betaget over at en så normal ligende dreng havde et kæmpe gemmested. Hun glædede sig meget til at se det.

Hun lagde lidt hovedet på skrå. " Gener? Evner? Jeg tror ikke jeg forstår," sagde hun og de begejstrede øjne var byttet ud med nogle forvirrede øjne før at hun rysted epå hovedet. Det var jo også lige meget. "Men jeg kan blive til en frø. Lille bitte! Og så kan man snige sig ud. Ingen opdager en frø. Men det er lidt svært når MAnfred selvfølgelig skal med. Det har jeg ikke fundet ud af hvordan man gør endnu. Måske han også kunne lære at forvandle sig til en frø. Det tog trods alt mig et godt stykke tid før jeg havde styr på det." Det slog ikke engang Kvakket ind at en gris nok ikke ville kunne forvandle sig til en frø. Det var jo ikke logikken i det her.

Juno forstod knap nok hvad han selv snakkede om og han havde da slet ikke evnerne til at forklare det for Kvakket. Det var næsten også bedre at hun selv forsøgte at forklare hvad end hun vidste om sin evne. Hun lignede et halvdyr, så det valgte Juno at gå ud fra at hun også var.

"Deeet... Det tror jeg sgu ikke at han sådan lige lærer," svarede Juno ærligt, med et bedømmende blik ned på grisen. "Men, øh, du, måske Manfred ikke behøver at kunne forvandle sig til en frø? Der er vel ikke nogen, der leder efter en gris, er der?" Hvis man spurgte Juno, var det værste der kunne ske, at nogen så grisen og besluttede sig for at æde den. Dér var han næsten selv.

"Hey, det er mit hus, det derovre," påpegede Juno da de kom ned på den rigtige gade og pegede på et hus lidt længere oppe. Smalt og faldefærdigt, men perfekt i Junos øjne.

Det var som om at et lys gik op for Kvakket. Som om at Juno lige havde formået at forklare hele Kvakkets liv for sig. ”Du har ret! Han er allerede lille! Jeg mener ikke ligeså lille som jeg er, men nu er frøer også normalt helt små. Eller jeg er selvfølgelig ikke så lille, selvom jeg er en frø…” begyndte hun, og det var da også kun da Juno påpegede at de var nået til huset, at hun stoppede med at snakke… i hvert fald for fem sekunder.

”OOOOOOOOOOOOOH!” udbrød hun begejstret og stirrede med åben mund og store øjne på ’gemmestedet’. ”Det er jo kæmpe! Hovrdan har du fået lov til at få så stort et gemmested? Jeg vil vædde med at det perfekt til at lege gemmeleg i når det er så stort. Mit gemmested, der var aldrig særlig meget plads til det, og ingen af mine venner kunne passe. Men jeg er sikker på noget så stort, at det vil være perfekt!”

Juno nikkede smilende, da Kvakket forklarede om grisens størrelse, og hans smil blev mere og mere til et lydløst grin, des længere Kvakket talte. Han holdt allerede af hende - hun var en af de sjoveste væsner han nogensinde havde mødt, og tilsyneladende uden overhovedet at gøre noget for det.

"Det er ret godt til gemmeleg, men kun fordi alle mine venner, der også bor der, er nogle svin, der aldrig rydder op efter sig selv," svarede Juno og blinkede ned til Kvakket. Juno var selv en af de værste svin, bortset fra når han engang imellem fik et anfald, hvor alt pludselig skulle være rent, ellers var han ved at myrde nogen. De anfald kom heldigvis sjældent og for det meste havde han det fint med at leve i et rod, og hjalp selv gerne til med at rode huset til så meget som muligt.

"Vi brugte engang to timer på at lede efter en af de yngste, der viste sig at være faldet i søvn under en jakke. Tøj ligger og flyder, mad, glas, tæpper, væltede møbler - ja, du får det jo selv at se om lidt," sagde han og tog trapperne op til døren to af gangen, for at åbne døren for Kvakket.

Han sprang helt over at svare hende på, hvordan han havde fået sit gemmested - det virkede som en større mundfuld end hvad hun ville kunne gabe over eller forstå.

Man kunne næsten se julelysene i Kvakkets øjne, som Juno nævnte at de var svin. Kvakket havde aldrig mødt et svin før, ikke et halvt svin i hvert fald, og de måtte jo være ligesom hendes bedste ven Manfred. At Juno fornærmede hele svinebestanden var ikke ligefrem noget Kvakket bed mærke i, for måske alle svin var rodehoveder. 
Uanset hvad så glædede Kvakket sig itl at se dette sted. Et nyt gemmested. Nye venner. Bedste nye venner!!!

Øjnene var derfor også store, som hun hoppede op af trapperne efter Juno, og da han åbnede døren måtte hun stirre lidt, før at begejstringen bare væltede op i hende..
"Det er så stoooort. OKay, måske en smule mørkt, men sumpede mørke steder kan også være rare... jeg elsker sumpede steder, det er så rart, men vent.. hvor er svinene? Du sagde der var svin?" hun kiggede lidt på de få børn hun kunne se, hvilket så ud til at være primært mennesker. Det var jo ikke svin.

Juno grinede lykkeligt, da han så Kvakkets begejstring for hans gemmested. Han var også selv glad for det og stolt af det - han havde jo lagt en masse arbejde i at få det! Så var det ligegyldigt at der var lidt mørkt. Lys var dyre, og der blev kun tændt op i pejsen hvis der var koldt. Brænde til pejsen var også dyrt, men heldigvis var det et job de små også kunne gøre - at tage med ud i af byen for at hente brænde.

"Svinene?" spurgte Juno og lagde sine arme over kors, imens han vendte sig imod børnene. "Hvem af jer er et svin? Hænderne op?" bad han, og så til imens flere af børnene begyndt at grine og skubbe til hinanden, inden et par af dem rakte hænderne op eller tvang deres venners hænder op.

"Svinene er lige her! Svin, mod Kvakket, Kvakket, mød mine grisebasser. De er søde nok, når man lige lærer dem at kende," sagde han med et smil til både Kvakket og børnene.

Man skulle ikke tro at forvirring var en følelse der i det hele taget kom til Kvakket. Hun virkede for ligeglad med bagateller til at tænke mere over det, men uanset hvor meget hun vendte og drejede det her, så var de børn der rakte hænderne op altså ikke svin.
Man kunne se hvordan hendes øjne først kiggede ned på Manfred og så op på børnene, for derefter ned på Manfred og tilbage til børnene.

Endelig sagde hun noget. "De ligner på ingen måde grise!" Ordspillet var tydeligvis fuldstændig gået tabt på den stakkls frø, som bare mest af alt følte sig tabt på gulvet.
Dette var dog ikke ngoet som Manfred lagde interesse i som at han begyndte at gå snuse rundt på gulvet, ligesom en hund, inden at han gav et hvin fra sig og gallopperede ret mod den anden ende af rummet, tværs gennem børnene.

Juno kvalte et grin, der kom ud som et overdrevent grynt, men han så på Kvakket med et glimt i øjnene og øjeblikket efter lød han sin kølige facade forsvinde og brød ud i et ægte grin.

"Det siger du nu, men bare vent til du lærer dem at kende," svarede han, selvom det var tydeligt for ham at Kvakket slet ikke forstod ordspillet og nok heller ikke ville komme til det, medmindre nogen lærte hende det - han syntes bare det var så morsomt, at hun ikke kendte det, at han ikke ville ødelægge morskaben ved at lære hende det.

Han så også bare smilende til imens grisen Manfred løb rundt som en tosse. Det måtte være en andens ansvar nu. Det var alligevel ikke noget af værdi i huset den kunne ødelægge.

"Hvis du har lyst til at blive, må du gerne det. Freja kan vise dig rundt," tilbød han og kaldte en pige over til sig og introducerede hende for Kvakket. "Kvakket her vil måske gerne blive, kan du ikke vise hende hvor vi har mad, og hvor hun kan sove?" Bad han den lille pige der nikkede ivrigt og så på Kvakket med store øjne.

Juno ville sige noget mere, men fik øje på Hector i døråbningen ud til køkkenet, og det kunne pludselig tydeligt ses i hans ansigt at han havde noget helt andet at tænke på. "Vi ses omkring, hvis du bliver, lille frø-pige," afsluttede han og rodede op i hendes hår, imens han skubbede sig forbi dem og med et skævt smil gik over til sin ven, som han skubbede til, så han kunne lukke køkkendøren efter dem.