Sted: En kro langs landevejen tæt ved Dødens Kløft
Tid: Ikke så længe efter solnedgang
Vejr: Sne, der dog ikke bliver liggende.

Ileana var i et forfærdeligt humør. Eller rettere sagt, hun var rasende. Loke havde forladt jagthytten uden andet end en note til hende. Og der var hun kommet hjem og havde haft brug for ham, efter en uge i hovedstaden. Hvor vovede han?! Hendes raseri var gået ud over hjemmet - de to tjenere og slaven havde heldigvis været fornuftige nok til at låse sig inde i deres lille hjem. Da hun havde raset ud, havde hun siddet lidt på stuegulvet i sin nu ødelagte kjole og stirret ud i luften. Loke havde ændret sig og hun hadede det! Han svigtede hende!
Til sidst havde hun kaldt sin slave og den kvindelige til sig. De havde lavet hende et varmt bad, skiftet den ødelagt kjole ud og den unge mand havde gjort hendes hest klar, trods at den var lidt træt efter det lange ridt fra hovedstaden. Og så havde hun reddet ud i natten igen, i jagt efter et bytte for hendes vrede. Om det var Loke eller en anden mand, ja det betød ikke så meget.

Det viste sig, at hendes vrede var uslukkelig og hun tog på en ødelæggende færd igennem landevejens kroer. Mænd måtte lide under hendes skarpe tænder og negle, men blodet fik hende til at blive mindre vred, bare stærkere.

Hun var kommet frem til en kro ikke så langt fra Dødens Kløft. Solen var på vej op og selvom hun stadig var rasende, havde hun brug for søvn. Så der blev gjort et værelse klar til hende og hun sov som en død dagen igennem, ikke forstyrret af skramleriet i krostuen. Som solen gik ned igen, vågnede hun. De lyse blå øjne stirrede ud i mørket og raseriet kom tilbage. Forbandede vampyr. Hun skulle aldrig have vendt ham! Han var umulig, ulydig og en damebedårer!
Hurtigt rettede hun på sit udseende og bevægede sig ned i krostuen. Der var halvt fyldt op, de fleste tydeligvis enten kriminelle eller kedelige arbejdende mænd. Hendes tilstedeværelse lyste nærmest op i den kedelige krostue - iklædt en kjole i mørkegrønne og brune farver, der sad tæt på hendes overkrop og ved livet foldede sig ud i et vandfald af stof. Ikke en af de dyre kjoler i fint stof, men langt dyrere end hvad en bondepige ville kunne betale, selv hvis hun sparede op det meste af sit liv. Hun havde et par simple smykker på, der blot forstærkede hendes skønhed. Den blege hud, de lyseblå øjne og det blonde hår, der var sat kunstfærdigt op om hendes hoved i fletninger. 
De blå øjne gnistrede, som hun så rundt. Var der nogen her, der var hende værdig eller skulle hun bare kaste sig over den første og den bedste?

Rygterne var nået omkring hvor Talion befandt sig, nogle mennesker havde måtte lade deres liv, en morder der blot havde slået ihjel for sjov skyld, det var noget talion måtte stoppe han greb sig bue og pile, og gik ned i stalden for at finde sin hest hvor efter han red ud, og imod kroen hvor menneskerne var blevet drabt, der var ikke så meget at komme efter for personen der havde gjord det var tydeligvis her ikke mere, så Talion red videre og kom til en anden kro hvor de fleste der holde til her var små kriminelle, Talion havde selvfølgelig sin grønne læder rustning på, og det var faktisk kun hans lysets smykke der viste hvem han var, men den var altid gemt ind under tøjet så det var svært at se hvem han var, som han kom ind kiggede han også rundt for at danne sig et overblik, og selvfølgelig hvad der altid et par stykker der skilte sig ud i mængden.

Talion gik op til baren og satte sig med ryggen til folket, han stillede hans bue ved sin side, imens hans pile stadigvæk hang på hans ryg, " Whisky tak " sagde han roligt som det blev hældt op til ham, han tog en slurk af glasset hvor efter han vende sig om imod mængden, og igen dannede sig et overblik.

En kvinde fangede hans opmærksomhed hurtigt han havde ikke lagt mærke til hende da han var kommet ind, men nu havde han og hun var ikke lige en type der passede ind i disse selv skaber, hans blik holde sig roligt fast på hende uden at virke truende eller nogle andre former for signaler, kunne de kvinde hver det han havde søgte chancen var lille, og hvorfor skulle det også være hende og hvor heldig ville man være hvis det var hende, hun var nylig og pæn men det var en af de ting der var farligt ved kvinder, deres ydre kunne nare folk så Talion var nød til at være passiv og afventene.  

Ileanas blik faldt på en mand ved baren, en mand der skilte sig ud fra resten i sin rustning og bue og pil. Ikke den typiske jæger. Han stank langt væk af kriger. Og det betød fare for Ileana, men bare den tanke, at en mand var til fare for hende, fik hendes blod til at koge endnu mere. Langsomt dukkede der et smil op på hendes ansigt, noget der kun gjorde hende endnu kønnere, men måske også havde sit eget glimt af rovdyr. At få sådan en mand ned med nakken ville være en fornøjelse. 
Roligt ændrede hun retning, så hun kom op til baren. Ikke for tæt på, det skulle ikke se ud som om, at hun var interesseret. I stedet så hun på manden bag baren med sit forførende blik.

"Kan jeg få Dem til at bede stalddrengen om at opsadle min hest? Jeg må videre." Hendes stemme var blid og en smule sørgmodig, som havde hun ikke lyst til at tage af sted. Krofatter, der måske havde en anelse om, hvilken race hun var, men intet bevis, nikkede, glad for at få hende ud af sin kro. Da han forsvandt ud af døren bag baren, vendte Ileana sig op så mod kroens vinduer, hvor mørket herskede udenfor. Et bekymret udtryk gled over de smukke træk og hun samlede sine hænder foran sig for at pille usikkert ved folderne i sin kjole.
Hun så ud til at være en skønjomfru, der var bange for at skulle ud at rejse i nattens mørke alene.

Ileana gjorde alt, hvad hun kunne for at forstærke det udtryk og ikke ligne sit eget selvsikre jeg. Og hun var god til det, med mange hundrede års øvelse. Den uskyldige ungmø. Som mænd flokkedes om at ville hjælpe, selvfølgelig med beskidte bagtanker. Det var jo mænd! De skulle dog ikke regne med at få det fra Ileana, medmindre hun kunne få noget ud af dem. Ud over blod.
Manden ved siden af hende ville nok ikke kunne give hende andet end tilfredsstillelsen ved at pine ham og tømme ham for blod. Men det var også godt nok for hende, som vreden brændte inden i hende.

Alt tydet på fare ved denne kvinde, men man kunne selvfølgelig ikke altid antag sig at kvinder der ikke passede ind i selskaber var anderledes, eller noget andet og selvom Talion havde på en måde regnet med at hun var ond eller hvad man måtte kalde det, så fik hendes uskyld overfor kro manden ham til at tænke sig om et par gange, og det var først til sidst at det gik op for ham at hun måske blot havde ventet på at kunne komme afsted sikkert, hvor der måske ikke var så mange mennesker der kunne gør hende fortræd, så derfor åbnede han munden som den elegante og hjælpsomme mand han var, " Frøken " sagde Talion og greb ud efter hendes arm, sådan at han rørte den blidt og på en meget forsigtig måde, sådan hun ikke skulle blive bange for ham, " lad mig følge dem ud til deres hest, " sagde han og rejste sig op fra stolen og gik lidt tættere på hende sådan at det kun var hende der ville kunne hører hans næste sætning, " denne kro er ikke kendt for at være fuld af rar mennesker, og jeg er fra lyset så de er i sikkerhed ved mig ved deres side " sagde han roligt med et lille smil på læben, for han vidste godt at hun nok ikke stolede på det han havde at sige, at hvilken som helst mand kunne sige dette, men han talte sandt og han ville sikre sig at hun ville få en god rejse og komme hjem i sikkerhed for natten, vel vidende om at det nok mest af alt var ham der var i fare nu.

Så Talion rejste sig ondenligt og, gik ud imod stalden hvor heste holde til, og hvis hun ville have hans hjælp ville hun nok komme der ud, for velvidne om at hun måske gik en anden vej eller aj, så gik han der ud og valgte at tro det bedste om hende, at hun faktisk var en der blot var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, så der gik ikke længe før han var gået ud af døren og ud i stalden hvor han, spændt stod og ventede på at kvinden ville dukke op, han ville selvfølgelig ikke står der i evigheder, så han tænkte hun fik  15 min til at dukke op, før Talion måtte videre igen, for der var jo en morder omkring disse kanter og han havde tænkt sig at finde den person, selvom han på en måde allerede havde fundet den person han vidste det bare ikke selv.

Som Ileana stod der og spillede den uskyldige, bekymrede adelige, der var bange for at skulle ud at ride i mærket, flyttede krigeren sig tættere på hende, for at række ud og røre blidt ved hendes arm. Noget der allerede der gav hende lyst til at skære hånden af ham, men hun undertrykkede lysten og så i stedet for ham med sine kønne blå øjne. Så han ville følge hende ud til hendes hest. Hendes udseende lokkede som sædvanligt mænd i fælden, som en krukke med honning lokkede fluer til.
Inden hun kunne nu at svare, trådte han endnu tættere på hende, gav hende mulighed for at høre hans hjerte banke og lugte hans blod. Ikke at hun var sulten, hun havde frådset i varmt blod de sidste mange nætter, men lysten til mere var der stadig. Enhver kvinde ville nok finde ubehag ved det pludseligt nærvær, så Ileana foregav også at han skræmte hende en smule, mens hun lyttede til hans ord. En svag trækning kunne ses ved hendes mundvig, som hun stoppede sig selv i at le. Hun skulle være sikker, bare fordi han var fra Lyset? Åh, ved guderne, mænd og deres tro på deres titler. At han i det hele taget sagde det, fik hende til at tro på ham. Selvfølgelig var han fra Lyset.

Hun sagde intet, men så efter ham, som han åbenbart forsvandt ud til hesten, uden at følge hende derud, som han havde sagt, han ville. Ileana blev stående lidt med et svagt smil om læberne, mens hun overvejede situationen. Han var farlig, man blev ikke kriger for Lyset uden at have evner. Så meget vidste hun. Men hendes indre bruste af kraften fra det blod, hun havde drukket det sidste stykke tid, og af vrede mod det mandlige køn. Hun ville elske at smage hans blod, høre hans skrig og forlade ham tiggende på jorden om nåde.
Med den tanke rettede hun lidt på en fletning, inden hun forsvandt op på det værelse, hun havde lejet, for at hente sin rejsekappe, der var vandafvisende og foret med hvid pels, så hun ikke kom til at fryse på sin tur. Med den over skuldrene gik hun ud i stalden.

Staldknægten havde allerede trukket hendes hest frem og var ved at sadle den. Krigeren stod og ventede på hende, men først sendte hun ham kun et enkelt - måske en smule lokkende - blik, mens hun gik over til hesten og strøg den over mulen, som tog hun sig af dens velbefindende. For hende betød hesten dog intet andet end transport. Det var et dyr. Som manden, der havde introduceret sig som en fra Lyset. Igen sendte hun ham et lidt skjult blik, de blå øjne under de lange øjenvipper.
”Det er betryggende at vide, at der er gode mænd et sted som dette.” Hun trak kappen om sig som i en blanding af, at hun frøs og følte sig utryg. ”Jeg har fået bud om, at min fader er syg og jeg har allerede redet i dage for at nå hjem inden Kile tager ham til sig. Men hesten kunne ikke mere og krævede en pause.” Hun sænkede hovedet for at skjule de blanke øjne. Tårer var nemme at tvinge frem. ”Jeg er bange for at ride om natten, men jeg kan heller ikke lade min fader dø uden at sige farvel.” Mon han ville falde for den historie?

Lukkes på grund af inaktivtet