Det var en mærkelig tid for Loke, nu når Ileana var tilbage i hans liv. 300 år uden hende og nu var hun her pludselig og ville bestemme alting. Det var okay for en stund. Der var han høj på at hun var tilbage, men det begyndte ligeså stille som om at han var ved at blive klædt, så han gjorde som en hver anden mand. Han tog en pause fra hende. Dog ikke uden at efterlade en besked af en art, han vidste hvor sur hun ellers ville blive, men han havde andre ting at tage sig til end at blive i Azurien og bare lave ingenting. Han var i sin bedste alder! Han skulle opleve noget.

Det var sådan han fandt sig selv, gå ned af landevejene. Solen var gået ned ikke for lang tid siden, og mørket medbragte naturligvis vampyrer. Heldigvis var vinteren god for ham. Han kunne være ude i meget længere tid, og selvom udgangsforbuddet stadig gjaldt i byerne, var det ikke et problem herude på landevejene.
Der var en hvis hoppen i hans skridt og en let fløjtende melodi. De færreste kiggede mod ham når de kom forbi, de ville vel helst bare videre. Det var ikke gode folk der vandrede disse veje om natten. Hvilket Loke var et godt eksempel på.

Det var ikke ligefrem fordi, at han havde ledt efter vampyren, der havde efterladt ham i en lille gyde i en landsby fyldt med vrede beboere, der valgte at skyde skylden for deres døde pigebarn på Randall og stikke ham ned med en møggreb for et par måneder siden. Krystallandet var stort og det var sjældent at Randall faktisk bar nag over noget så lidt som en død. Men han havde da svoret at stikke ham ned, skulle han møde ham igen og han havde da også spurgt sig lidt for. En vampyr med så blondt et hår var nok ret nem at finde, og han var da også hurtigt stødt på eftersøgningen af ham. Med navn. Loke. Godt at vide.

Tiden var gået, Randall havde rendt rundt og lavet det, han nu plejede at lave. En dag var han endt på en kro ikke så langt fra Azurien, hvor nogen havde fortalt om en meget blondt ung mand, der havde snydt ham i kortspil. Bingo. Det var dog et par dage siden, at han havde været der, så Randall tog et satsning og fortsatte mod vest. Og ganske rigtigt, den næste kro havde også haft besøg. Og den næste igen. Hvor de kunne fortælle ham, at den blonde lortemyg var taget af sted meget kort tid før Randall kom. Så han satte sig op på sin stjålne hest igen og tog en smutvej igennem skoven - han havde efterhånden været de fleste steder og vidste, at stien ville møde vejen længere fremme. Han red lidt tilbage af vejen igen og gemte så hesten væk et godt stykke inde mellem træerne, hvor han også efterlod sin falmede røde, let genkendelige læderjakke og den lange kniv. Kun nu iført sin lange sorte trøje og med noget reb over skulderen fandt han ud til vejen igen. Her lagde han rebet bag et træ og lagde sig så i kanten af vejen. Sværdet trak han og holdt det ved sin side, mens han dækkede det med jord og græs, så det ikke ville glimte i månens skær. Til sidst var der ikke andet for end at vente.

Og tricket ville virke vidste han ikke, men det havde haft succes tidligere. En døende mand ved siden af vejen. Enten tiltrak det de gode samaritanere eller også tiltrak det dem, som ville snuppe ens ejendele. Om det virkede på en vampyr - denne vampyr - var et godt spørgsmål, men hvad han havde nået at opfange i det lille hus i den lille landsby mod syd, så var vampyren lidt lige som ham. Altid på jagt efter et nemt rov. Så han ventede tålmodigt trods kulden og endeligt kunne han se en skikkelse komme gående langs vejen. Det blonde hår lyste ved Zaladin nærmest op i natten.
"Hj-hjælp..." Han gjorde sin stemme så lav og hæs, at ingen ville kunne høre, at det var ham, bare en døende mands sidste tiggen om hjælp. Han var lidt af en skuespiller, hvis han selv skulle sige det. Nu kunne han bare håbe, at vampyren kom tæt nok på, til at Randall kunne få sin svorne hævn.

Der var ikke mange på disse veje på dette tidspunkt. Ikke underligt når det var mørkt, så det var lidt svært at undgå at høre den hæse stemme ønske for hjælp. Man kunne næsten se hvordan hans ansigt trak en grimasse, som han kiggede mod hvor stemmen var kommet fra. Det var en anelse svært at se manden der lå ned. Det manglende lys, og det at han lå og var beskidt på landevejen gjorde sit for at skjule sig, men alligevel tøffede Loke hen mod 'liget'.
Egentlig var det mest fordi at Loke var interesseret i at se hvor død han var, nu når han så lidt halv død han var. Måske blodet var ganske friskt og kunne nå og drikkes inde, og ellers havde han måske noget der var noget værd. Uanset hvad blev Loke vel nok egentlig nød til at komme tilbage med en gave til Ileana for at gøre det godt igen. Det havde han også i sinde, men det var tid til lidt mande tid, ikke?

Som Loke kom hen til manden, sparkede han to gange til hans side. "Hva' så? Hvor død er du?" spurgte han, noget så flabet. Tydeligvis ikke i sinde om at hjælpe manden, men hvad skulle man forvente af Loke? Han havde ingen form for filter... overhoved. Desuden så manden døende ud!

Det virkede, vampyren skiftede retning og kom hen i mod ham. Randall måtte anstrenge sig for ikke at smile stort, men forblive slatten og halvdøds-agtig. Åh, det her skulle bare lykkes, for han ville egentligt gerne more sig lidt med den hævn. Det gjorde Zaladins til ondt at blive stukket ned med en møggreb og det var den skide blodsugers skyld.
Han nåede lige at fornemme, at der kom en fod i mod hans side, og trods den automatiske reaktion med at spænde op og tage i mod sparket, tvang han sig selv til at være slap, så Loke ikke ville fatte mistanke. Av for... Hans hånd lukkede sig hårdt om sværdets skæfte og i et spring var han på benene og jog sværdet direkte mod vampyrens mave. Så hårdt at spidsen kom ud af ryggen på ham. Spiddet vampyr! Ha!
Med et skadefro grin lænede han sig lidt ind i mod myggen.
"Ikke så død som du tror jeg er!"

Hurtigt hev han sværdet ud igen og knaldede skæftet direkte i skallen af vampyren, hårdt og uden nåde. Han ville jo ikke dø af det alligevel, vel? Var vampyren ikke væk ved første slag, fik han sgu bare et mere. Randall var ikke så følsom. Så snart Loke væltede om, trådte Randall væk fra ham uden noget forsøg på at gribe ham. Bare ærgerligt, hvis han slog sig. Den smule blod, sværdet havde fået på sig, blev hurtigt tørret af i vampyrens tøj, inden Randall gik tilbage og fandt det reb, han havde gemt, inden han lagde sig. Hurtigt og effektivt bandt han Lokes hænder og fødder sammen, noget han tydeligvis havde prøvet før, hvorefter han lagde rebet rundt om vampyrens brystkasse, under armene. Og der efter slæbte han ham med en let fløjten ind i mellem træerne, hvor han havde udset sig et bestemt stort egetræ, der stod i en lysning. At det nok både gik ud over myggens ansigt og hænder at blive trukket igennem sådan en vinterrå skovbund, ja, det bekymrede han sig ikke om.

Hurtigt fandt han en sten, bandt den til enden af rebet og kastede den over en af træets tykke grene et stykke oppe. Så kunne han begyndte det hårde arbejde med at hive Loke op at hænge i luften, et par meter oppe, sådan at Randall kun lige kunne tage fat op hans ankler. Tilfreds bandt han rebet fast, gav vampyren et skub og gik så ud for at hente sine ting og hesten.
Hvis Loke ikke var vågnet op endnu, når han kom tilbage, ville han sætte sig på stammen til et væltet træ og pudse sværdet helt rent med en klud. Blod ville bare få det til at ruste. Der var stadig mørkt, men ikke mørkere end han kunne se manden hængende i luften.

Loke havde ikke set sværdet komme på nogen made. Et måske dumt træk fra ham, men manden havde set og lignet død ud. Lugten af ham havde også bare genrelt været døende, men det var måske fordi at Loke ikke havde husket på at Randall også bare havde virket som en halvdød person sidst han havde set ham. Han havde haft andre ting på hjernen okay? Okay…. En anden person på hjernen, der var i gang med at opsluge ham hel…
Det var også derfor at han måske i normal opstændigheder ville have reageret hurtigere, men denne gang bare blev slået i hovedet og Randall kunne gøre som han ville med den ellers slatne krop.

Loke fik fornøjelsen af at blive vækket op, med en splittende hovedpine, bundet op i luften. Han havde ikke engang tid til at brokke sig før at han bare stønnede af irritation, og udover at Randall kunne se at vampyren nu var vågen, gjorde Loke ikke meget tegn på faktisk at prøve at komme fri fra de her reb. Mest af alt lignede han bare en der var ved at give lidt op på livet. Det havde nok mest at gøre med den kæmpe hovedpine han stadig besad.

En lød gjorde Randall opmærksom på, at vampyren var vågnet. Det lød ikke til at han havde det specielt behageligt, men det var nu heller ikke meningen. Han skulle lide. Bare lidt.
Randall smed kluden på sine ting og stak sværdet på plads i skeden, inden han rejste sig op og gik hen i mod den dinglende Loke. Det var ikke så ofte, at han gad at tage hævn for drabene på sig selv, men af en eller anden grund, havde han besluttet sig for, at denne vampyr trængte til en afklapsning. Måske hans attitude, hvem vidste. Det var ikke noget, Randall tænkte nærmere over, nu havd ehan bare haft chancen og grebet den. Og ind til videre gik det jo godt, han var ikke død og vampyren han til tørre.

Med et stort smil så han op på Loke.
"Godmorgen solstråle. Kan du huske mig? Jeg kan huske dig. Du efterlod mig til at blive stukket ned med en møggreb. Er du klar over, hvor ondt det gør at få sådan en i brystkassen?" Hans tonefald passede slet ikke til hans ord, da det mest lød som om, at han var ved at snakke om, hvordan vejret havde været dagen før. Han gik helt hen til Loke, klappede en hånd mod hans ene støvle og skubbede så til ham igen, så han svingede lidt i rebet. Jo mere ubehageligt, han kunne gøre det for myggen, jo bedre.
"Og så tænkte jeg, at jeg ville opfriske vores bekendtskab. Hænger du ubehageligt? Det håber jeg." Han snakkede mens han gik tilbage til den væltede træstamme og satte sig med albuerne hvilende på knæene, mens han betragtede den svingende vampyr. Ah. Dejligt syn.

Hvad planen egentligt var, ud over at lade ham hænge lid, det kom helt an på Loke. Sagde han det rigtige, kunne han sikkert få lov til at komme ned, ellers var Randall ret ligeglad og ville tage sin stjålne hest og rejse videre i sit liv uden dårlig samvittighed for at lade han hænge. Randall var ikke ligefrem den, der havde andres død til at tilsmudse sin samvittighed. Faktisk var der ikke rigtigt noget, der efterlod pletter på hans samvittighed.

Loke klemte øjnene sammen som en mand kom tættere på ham. Noget over hans snuskede udseende virkede bekendt, men på den anden side. Han havde tilbragt tid i Piratbyen, så alle sådan nogle typer begyndt lidt at ligne hinanden. Hvilket også var derfor at han bare lidt trak på skuldrene, så godt han kunne, da han blev spurgt om det. ”Du ligner så mange andre, du må undskylde hvis min hukommelse svigter,” han lød dog overhoved ikke ked af det, og endnu engang måtte man overveje hvor meget Loke egentlig værdsatte sit liv.

”Jeg hænger faktisk udmærket. Du ved hvordan os vampyrer har det med at sove. Helst så ubekvemt som muligt,” kom det kækt. At blive svunget i på denne her måde var i hvert fald overhoved ikke behageligt, og der ville nok ikke gå lang tid før at Loke faktisk ville prøve at se om han kunne find eud af at komme ud af sin fælde, men lige nu lod han blot sit hoved lægge sig bagover så han kunne kigge på ham der havde kidnappet ham. Hvem end han var, så virkede han egentlig ikke som om at han var ude på at dræbe Loke, hvilket vel var godt? Ileana ville i hvert fald blive sur hvis hun fandt ud af at Loke havde formået at få sig selv dræbt.

Randall sukkede overdrevent skuffet, da Loke sagde, at han ikke kunne huske, hvem han var. Nå ja, hans egen hukommelse var nok næsten værre, så han kunne ikke bebrejde ham det. Med hovedet hvilende i hænderne, betragtede han ham lidt med de store grå øjne, der ikke rigtigt passede til hans ellers ikke så uskyldige udseende.
”Du sugede min underholdning for natten tør og efterlod mig til en flok bønder, der var sure over, at deres lille prinsesse var død. I en eller anden lille lortet landsby ikke så langt fra den gamle landevej? Du smuttede ind over taget, mens jeg fik en møggreb i brystet. Det er et par måneder siden. Men jeg kan godt forstå, hvis du ikke kan huske det, det er nok sådan noget blonde myg som dig render rundt og laver til hverdag.” Stadig lød han ikke vred, ikke rigtigt, mere som om, at han var ligeglad. Og så dog ikke. Han havde jo fanget ham ikke?

Randall rettede sig op og strakte armene over hovedet, så hans ryg sagde knæk.
”Jeg gider normalt ikke bruge tid på at hævne min død, men nu fik jeg lige muligheden. Nu er det så bare med… hvad skal jeg finde på. Jeg har stukket dig ned med et sværd. Det var sjovt. Det var egentligt det, jeg havde lovet, ikke?” Et lydløst grin gled over hans ansigt. Det havde faktisk være ganske sjovt at stikke til ham med sværdet. Hvis han havde været sadist, havde han gjort det igen, men Randall gik ikke rigtigt op i at skade folk for sjov. Ikke på den måde i hvert fald. Det fik han ikke noget ud af.

Som han sænkede armene igen blev han svimmel, da blodet løb ham til hovedet.
”Puh, kender du det når blodet løber en til hovedet og man for et øjeblik… nej vent, det gør du nok ikke.” Denne gang var der lyd på, som han grinede lidt af sig selv og vampyren.

Loke så lidt eftertænksom ud som han lyttede til  historien. Der var vel egentlig noget om det her. Men det var lidt som om at Ileana sugede alt der ikke skete omkring hende, væk fra hans tanker. Ikke at han kunne indrømme at han var under tøflen hos en kvinde. Eller… okay, det var altså ikke så slemt. En mand der havde sin sande kærlighed var ikke bange for at indrømme sådan noget. Det var også bare lidt som om at Lokes tanker var gledet fra ham, som et næsten fjoget grin kom over hans ansigt.

Det var nok meget godt at Randalls talestrøm afbrudte tankerne om Ileana. ”Men du kom tilbage, så godt for dig!” sagde Loke så begejstret da det blev bekræftet at Randall åbenbart døde, men han stadig var her. Det var ikke detaljer som Loke gad at bekymrede sig om. Væsner var sære her i landet.
”Hahaha, jeg var faktisk også et levende menneske engang… Desuden jeg har blod i kroppen, når jeg har spist,” Loke kunne ikke dy sig fra at vise et stort tandfyldt smil, hvor man nemt kunne se de spidse hugtænder som alle vampyrer havde.

Det virkede ikke helt til, at vampyren havde hjertet med i foretagenet og det var da en smule skuffet, nu man endeligt havde fået ham op at hænge og kunne true ham med alskens pinsel. Måske var det bare fordi, at Randall ikke ligefrem virkede som en, der kunne finde ud af at pine og plage, måske troede vampyren bare ikke, at han kunne finde på noget godt. Som sagt var Randall ikke den, der pinede folk bare for sjov - han havde intet i mod at slå folk ihjel, men der var normalt ingen grund til at trække pinen ud. Så han kunne godt slå vampyren ihjel og tage videre uden at skænke det en tanke, men han havde ikke tænkt sig at gøre ham det helt store først.

I stedet bukkede han sig ned og samlede en lille håndfuld småsten op.
”Et menneske? Jeg troede du var en røv, nogen kom til at trutte for meget i.” Med en blød overhånd begyndte han at kaste sten efter Loke, sigtende efter hans ansigt. Han var ikke helt dårlig til at ramme.
”Hvem i alverden kunne finde på at vende sådan en som dig, jeg gætter på at en skaber ville skulle have dig på slæb i et stykke tid.” Han lagde hovedet lidt på skrå og stoppede med at kaste sten for et øjeblik. Et grin dukkede op på hans ansigt.
”Nu ved jeg det! En kvinde. Du ligner en, der kan gøre en kvinde våd under skørterne bare ved at se på hende. Så du blev nogens legetøj med tap? Har jeg ret?” Han kastede en sten mere, bare for at være træls.

Denne her mand var da også bare yderst irriterende. Det var jo ikke engang fordi at Loke kunne få lov til at ønske at han havde efterladt ham til den vrede pøbel. Det havde han gjort, og se hvor det havde landet ham! Ikke at han ville være blevet gladere at tage ham med, hvis det her var attituden han bragt. Selvom noget sagde Loke, at det her var sådan set hans egen skyld. Hvis han nu ikke havde efterladt manden til at dø.

Hvor Loke ellers havde været mere passiv ved resten af de verbale smæk han fik af Randall, så var det som om at det fik lidt en anden tone, når det involverede Ileana. Hans skaber. Hans elskede. Men også kvinden der holdt ham fanget. Noget Loke endnu ikke helt havde formået at få sin hjerne viklet omkring.

”Og hvad så? Du tror forholdet mellem skaberen og vampyren er den samme lille kliché hvorend man går hen?” spurgte han. Det var muligvis første gang at Randall rigtig formåede at få Loke til at se bare en anelse sur ud. Selvom det kun liggede og dulmede for nu. Loke gik ikke op i det røde felt over de smalle ting.

Randall lavede et ansigtsudtryk, som han tænkte over det, som vampyren sagde, inden han vred mundvigende ned ad og nikkede. Han kastede endnu en sten efter hans hoved.
”Ja, sådan cirka. Hvad skulle en vampyr ellers bruge sine små skabninger til?” Han kastede resterne af stenene mod ham, lidt kedsommeligt over, at manden ikke reagerede mere på det. Men han så ud til at hidse sig lidt over Randalls snak om hans skaber, så den greb Randall som en hund med et ben.
”Men det er måske ikke sådan, du har det med din skaber? Vent. Er det en mand? Ah! Du får den i røven! Ja, jeg dømmer ikke.”

Han lo lidt groft, som han gik tilbage til sin siddeplads, hvor han hev en vandsæk op. Der var bare ikke vand i, der var en god kraftig rom, han havde stjålet sig til. Som om, at han havde krystaller til at betale for så dyre sager. Han tog en slurk og skar ansigt, som det brændte hele vejen ned i mavesækken. Det måtte han nok hellere holde lidt igen med, så han ikke skvattede i søvn i nærheden af den blonde myg.
”Men hvis det ikke er sådan med din skaber, mand eller kvinde, hvad i alverden laver I så? Leger ægtefolk? Forælder og barn? Hund og ejer?” På den ene side var han ligeglad, på en anden side, var det da et ganske spændende spørgsmål. Hvis han nu nogensinde kom af med sin forbandelse, skulle han jo finde nye måder at overleve på. Og at være en vampyrs kropslige fornøjelse var måske ikke det værste, han kunne forestille sig.

Loke rullede bare med øjnene og sukkede dybt, da Randall begyndte at mene at Lokes skaber var en mand. Nu var han ikke ligefrem bange for at blive forvekslet for en der kunne lide fyre. Det kunne også være sjovt at joke med til tider, og Randall kunne da tro hvad han ville om Loke og Ileana, selvom smilet på Lokes læber falmede få øjeblikke efter at Randall var begyndte at remse op hvad de lavede.

Uanset hvor meget man kunne sige at kærlighed gør blind, så var Loke ikke altid naiv omkring Ileana. Måske engang. En gang havde han været hendes trofaste følgesvend, og selvom de følelser stadig var i ham, så var der også følelsen af frihed som han havde behov for.
De var ikke ægtefolk, og de var ikke forælder og barn. Hund og ejer var måske også lidt klamt når man tænkte hvad de lavede, men andre ord kom da op i Lokes hoved som sagtens kunne beskrive hvad de var, og det gjorde ham ikke glad. En del af ham ønskede ikke at give slip på følelsen af kærlighed mod Ileana.

”Der er vel ingen forskel på vampyrer og mennesker. Vi vil bare have stillet vores kødlige lyster,” svarede Loke så endelig og smilet var endnu engang vendt tilbage på de blege læber.

Randall flyttede lidt på sig, så han sad lidt bedre på den væltede træstamme og tog så en slurk mere af rommen. Puh, den sparkede til. Herligt! Han lagde hovedet lidt på skrå, mens han ventede på et svar fra vampyren, der for et øjeblik glemte at smile. Den blonde mand var ikke glad for at snakke om sin skaber, om det så var en kvinde eller en mand. Randall var ligeglad, han ville bare pisse vampyren så meget af som muligt, inden han efterlod ham til at hænge til solen stod op. Brutalt, men Randall havde lovet sin hævn og han var lidt ligeglad med Loke.

”Selvfølgelig vil vi det, men du kunne godt virke som sådan en lille nips, nogen kun holder for underholdningens skyld.” Han grinede lidt over sine ord, drak en slurk mere og så mod himlen, der var var spækket med stjerner og en halv måne, der lyste kraftigt op. Havde han været alene, havde han nok nydt stilheden og måske endda også det kønne ved natten, mens han drak sig selv under, men nu hang myggen der og blomstrede. Gjorde natten grim.
Pludseligt rettede Randall sig op og pegede på ham med pegefingeren fra hånden, der havde fat om vandskindets hals.
”En skam vi er så langt væk fra alting, ellers havde jeg hentet en møggreb og spiddet dig med den. Inden jeg efterlader dig hængende her til når solen står op. Bare som poetisk hævn.”

Det her var ikke ligefrem måden som Loke havde regnet sig selv med at dø, selvom det var noget han havde fantaseret om flere gange de sidste mange år. Han havde altid regnet med at dø på en eventyrlig måde. Ikke at nogen tog hævn mod ham og hængte ham op i solen. Det var bare en trist død, og Ileana ville nok aldrig finde ud af at han var forsvundet, så kunne hun gå med den vrede i evigheder, uden at kunne gøre noget ved den, for han var væk for evigt.
”Ja, det er Ileana for dig,” svarede han i et øjeblik af seriøsitet. Det var jo ikke nogen nyhed det Randall sagde, blot ting som Loke helst ikke ville indrømme overfor sig selv, for hvis han ikke havde Ileanas kærlighed, hvad havde han så egentlig i det her liv? Hans tanker var muligvis også blevet bare en anelse deprimerende nu når han så tiden an og så ud til at han skulle dø inden længe.

”Du har ikke tænkt dig at efterlade mig tilbage til mit forfærdelige liv i stedet for at lade mig brænde op i solen?” spurgte Loke så. Han kunne ikke engang bede om en drink inden han døde, siden hans krop ikke kunne tage det! Alligevel var han nu ikke helt villig til at dø helt endnu.

”HA! Ileana. Det må være en fruentimmer. Lad mig gætte. En yderst sexet sag, der er for fin til nærmeste høstak?” Hans ene hånd lavede formen på en kvindekrop, inden han grinede lidt for sig selv og blinkede til Loke. At han var yderst tæt på sandheden kunne han ikke vide, men han havde en fornemmelse af, at Lokes udseende ville tiltrække en kvinde i den ende.
Det var nu ikke fordi at vampyren så ud til at være videre påvirket af tanken om at blive efterladt, det var ikke frygten der skinnede ud af ham. Nå ja, lidt livstræt blev man sikkert, når man kom over hundrede, eller hvor gammel knægten var. Randall var i hvert fald på vej derhen ham selv.

Myggens spørgsmål fik ham til at lægge hovedet lidt på skrå og rynke på næsen. Altså, pinen ville vare længere, ja eventuelt uendeligt, hvis han lod vampyren leve. Men så igen, så havde han mulighed for at være en røv igen og det var ikke så sjovt.
Endeligt trak Randall på skuldrene og drak endnu en tår, inden han svarede.
”Altså, nu har jeg aldrig set en vampyr brænde op før, så det kunne nu ellers være meget sjovt. Og du slog mig jo ihjel, husker du? Det må da næsten være passende at gengælde det. En skam du ikke vågner til live igen lige som mig, hva’?” Han forsøgte at være drillende, men en svag, næsten uhørlig, undertone af bitterhed kunne måske høres.

Han drejede skindet lidt i mellem sine hænder, inden han kløede sig på den stubbede kind.
”Men vi kan da godt lave en handel. Giv mig en god grund til at skære dig ned fra det træ og så kan det være, at jeg gør det.” Det var ikke ligefrem fordi Randall var en, der holdt, hvad han lovede, så det kunne sagtens være, at han ombestemte sig og gik sin vej.
Men faktisk havde han ikke ligefrem lyst til at efterlade vampyren til solens stråler, det lød ret voldsomt at blive stegt ihjel. Nok var Randall lejesoldat og slog ihjel for penge, men han gik ikke op i at lade folk lide. En hurtig død, det var sagen. Måske myggen kunne tale sig ud af hans hævn.

Lukkes på grund af inaktivitet