Sted: På vejen fra Lazura mod nord
Tid: En god time efter solnedgang
Vejr: Frostklart

Natten var endnu ung, som hestens tunge skridt forstyrrede freden omkring dem. Den næsten fulde måne lyste klart ned over dem og man kunne tælle hver en stjerne. Hestens ånde stod som en hvid sky ud foran den, men intet var at se foran ansigtet på dens rytter. Vampyren trak ikke vejret og hendes hjerte bankede ikke, som hun sad på ryggen af det travende dyr og så frem i natten. Hendes blik var tomt, ikke på grund af døden, der ikke havde taget hende, men fordi hende tanker vandrede langt væk fra nuet. Den smalle krop var klædt i en tyk kjole med flere lag og en lang foret kappe, der lå flot draperet over den hvide hests bagpart. Skønheden i det blege ansigt blev kun forstærket af månens lys, det lyse hår sat i en flot opsat frisure bestående af fletninger, næsten som en krone om det kønne hoved.

Trods hendes skønhed og spinkle fysik, var hun nok ikke den første, en landevejsrøver ville kaste sig over. Så lokkende en rig smuk kvinde ville være, var der noget over hendes udtryk, der kunne få enhver til at tøve. Et glimt af hårdhed og en kulde værre end nattens egen. Et lille hint om, at man nok ville komme i problemer, hvis man havde onde hensigter med denne kvinde.

Ileana var dog træt denne nat, som hun havde tilbragt en lille uge i Lazura sammen med en handelsmand, der med jævne mellemrum kom forbi for "forretninger". I mellem lagnerne havde han dog roligt afsløret, at han rejste dertil for at få en pause fra sin familie. En ung kone og lidt for mange børn. Forretningerne bestod af spil, en smule druk og mange timer i favnen på vampyren, der gladeligt tog i mod hans krystaller. Denne mand havde, trods sin utroskab, manerer og forstod sig på personlig hygiejne. Ikke alle hendes herrebekendtskaber var så godt et selskab.
Men det havde ikke været muligt for hende at finde blod og hun var sulten. Udmattet. Som hun red der, overvejede hun at finde et tilfældigt ensomt bondehus og drikke til hun ikke kunne mere. Men det ville kræve en omvej og hun var næsten mere lokket til at tage hjem og sove og lade Loke skaffe noget mad. 

Hun lod hesten selv finde vej, langs landevejen, kun en gang i mellem lade hælene røre dens varme sider. Hun frygtede ikke natten, som den var hendes ven.

Dagen var gået på hæld, og aftenen havde taget over. Det var køligt, og vejrtrækningen sendte små, hvide skyer ud fra hætten i et roligt tempo, der dog var i takt med gangen. I øjeblikket var lyden af de hårde hæle på de langskaftede støvler, der ramte vejen, den eneste lyd, der brød den ellers så rolige stilhed. Den mørkerøde hætte fortsatte ned i en uldkappe, der gik til anklerne af støvlerne. De taktfaste skridt afslørede et par sorte, lettere tætsiddende bukser, der var stukket ned i de mørkebrune læderstøvler, hvis spænder, der reflekterede månelyset, gav en kontrast til det ellers mørke udseende. Selvom ansigtet var henlagt i mørke under hætten, kunne man, hvis man kiggede lidt efter, se et par glødende orange par øjne. Disse var ikke ganske tydelige, men de var dog til at få øje på. I takt med gangen svingede et sværdgreb ind og ud af syne fra kappen. De beskyttende hvirvler af metal der omkredsede håndtaget, der normalt beskyttede hånden, fangede ligeledes månens lys og kastede det tilbage.

På trods af den kutteklædte figur, ville det ikke tage mange øjekast at identificere individet som en kvinde. Selvom kappen hang løst over skuldrene fastspændt ved halsen, blev kappen skubbet ud ved brystet, hvilket vidnede om en barm. Skulderbredden afslørede en forholdsvis spinkel bygning, men på grund af armene, kunne man ikke rigtig vurdere bredden af hofterne under kappen. Hænderne kom heller ikke til syne, men folderne på kappen gjorde det klar, at disse blev brugt til at holde kappen sammen lige under brystet.

Alicia var netop blevet færdig med sin patrujlevagt. Hun var blevet afløst lidt senere end normalt, men hun var nu på vej tilbage til Lazura for et glas vin og hvile på den lokale kro. Det var ikke længe siden, hun var blevet udstationeret her, og selvom hovedkvarteret betalte kroregningen, måtte hun indrømme, at hun hellere foretrak sin egen seng. Ikke at forholdene var dårlige på nogen måde, men hun havde endnu ikke vænnet sig til skiftet. Hun vidste dog samtidig, at det bare var et spørgsmål om tid, før hun ikke længere ville kunne mærke forskellen på skiftet alligevel.

Lidt i sine egne tanker blev hun afbrudt af lyden af hestehove mod jorden i rolig gang. Hun rettede blikket op, og fik øje på en rytter i flotte gevandter. Den blege hud og det lyse hår stod i stærk kontrast til den ellers sorte men stjernespækkede nattehimmel. Hun var ganske køn, og Alicia kunne næsten mærke skønheden emme ud fra kvinden. Hun bemærkede en rank holdning på trods af, at kvinden egentlig så ud til at være i sine egne tanker.
Alicia trak til siden, så hesten kunne passere, efterfulgt af et høfligt "godaften." Hvis man havde været i tvivl om kønnet indtil nu, var man det i hvert fald ikke længere, for Alicia havde på ingen måde en dyb stemme, der måske kunne forveksles med en mand. Den var lys, uden at være gennemtrængende, men samtidig alt for lys til at den kunne tilhøre et voksent hankønsvæsen. Hovedet blev desuden let bukket som hilsen til kvinden, mens Alicia ventede på, at hesten skulle passere.

Ileana opdagede ganske tidligt skikkelsen på vejen, men rørte ikke på sig. Hun var ikke interesseret i at tiltrække sig opmærksomhed og lod hestens trav fortsætte, mens de nærmede sig hinanden. En kvinde i natten, ganske modigt. Men det bundede måske ud i det sværdskæfte, som man kunne ane i månens skær. Ileanas blå øjne gled over kvinden, en smule nysgerrigt. Det var tydeligvis ikke en almindelig bondepige. Altså ikke et let måltid, der lige havde præsenteret sig selv i mørket. Som hun kom nærmere vidste Ileana godt, at hun burde ride videre og lade kvinden være. Det var ikke værd at angribe en person med våben, når der var andre fødekilder ude i natten. Og der var et eller andet over hende, der sagde, at hun ville ville lægge sig ned og give op.

Men som hun red forbi hende, kunne hun ligefrem lugte kvindens blod, høre det pumpe i hendes årer og sulten vandt alligevel over fornuften. Det var alt for længe siden, at hun havde fået noget at spise. Så lige så snart, kvinden vendte ryggen til hende, gled Ileana ned af hesten, ikke med mere lyd en al stoffet, der flyttede på sig og den svage lyd af gruset under hendes fødder, da hun elegant landede på jorden. Hun havde ingen våben på sig, ikke synlige, men neglene på hendes ene hånd begyndte umærkeligt at vokse en smule, gøre sig klar til selvforsvar, skulle kvinden vise sig svær at nedlægge. Hesten gik et par skridt mere, men stoppede op som hun ikke længere sad på ryggen af den og drev den frem.

Hurtigt og lydløst bevægede Ileana sig i mod kvinden. Det var ikke hendes hensigt at slå hende ihjel, ikke direkte. Om hun tømte hende for blod var en anden sag, men hjertet skulle helst pumpe, når hun begyndte at drikke. Det bedste ville være, hvis hun kunne sætte tænderne i hende og lamme hende med sin gift, inden der skete mere. Der var vinteren bare et problem, alle havde så utroligt meget tøj på.
Trods det risikable i det, fortsatte Ileana hurtigt frem mod kvindens ryg, klar til at angribe og flå hætten af hende.

Alicia bemærkede kort i farten, at kvinden ikke så ud til at trække vejret, da denne gik forbi, trods det at hun var vågen og opmærksom på Alicias tilstedeværelse. Dette fik hende ret hurtigt til at konkludere, at dette var en vampyr. Hun gjorde som sådan ikke noget ved det, for hun havde sluttet sin vagt, og selvom hun stadig havde været det, ville hun nok alligevel ikke have gjort noget, for det lå ikke til hendes natur at være fjendtlig over for andre alene på baggrund af deres race. I hendes øjne talte handlinger langt over den enkelte race.

Der gik nogle øjeblikke, inden det egentlig gik op for Alicia, at lyden fra hestens hove var forsvundet. Hun var vendt tilbage til sine egne tanker, da kvinden havde passeret uden at sige noget, så hun havde umiddelbart ikke været opmærksom på sine omgivelser. Da det imidlertid gik op for hende, at der var blevet helt stille vendte hun sig om. Kvinden var et par meter fra hende, og dennes negle på den ene hånd var vokset gevaldigt. Reaktionen var at Alicia instinktivt trådte et par skridt baglæns, trak sit sværd og fjernede hætten med den frie hånd, så denne ikke kom i vejen for hendes udsyn. Det ildrøde hår kom til syne, og det blev gevaldigt nemmere at se de let glødende øjne.

Selvom vampyrer generelt var blege, bemærkede Alicia, at denne var usædvanligt farveløs. Hun nærmest lyste imod månen. Hun bemærkede også, at kvinden havde svage render under øjnene. Hun virkede til både at være træt og i mangel på blod. Hun havde ikke mødt så mange vampyrer i sit liv, men hun havde aldrig set dem i sådan en tilstand, og det at kvinden havde nærmet sig hende uden en lyd, fik hende til at konstatere, at denne nok ikke havde spist et stykke tid. Stadig med sværdet hævet åbnede hun munden for at tale: "Hvis jeg følger frivilligt med, lover De så ikke at angribe nogen? Der er vagter på denne vej, og jeg tror ikke, det ville blive toleret, hvis det blev set, at De drak mit blod lige her." For kvinden virkede det måske som en mærkelig gestus, at Alicia frivilligt ville følge med, men hun vidste samtidig, at vampyrer var afhængig af andres blod. Desuden var der større chance for, at hun selv ville overleve ved ikke at blive tømt fuldstændig for blod, fordi kvinden muligvis ville holde igen, når hun nu frivilligt ville give hende sit blod.

Det skulle ikke være nemt, men det havde Ileana nu heller ikke regnet med. Kvinden opdagede hurtigt, at noget var galt, hvilket fik hende til at snurre rundt, bakke væk fra hende, trække sit sværd og trækken hætten tilbage, hvilket afslørede et imponerende rødt hår og nogle let lysende øjne. Det var ikke bare et menneske. Hvad hun var, vidste Ileana ikke, men hun ville da glæde sig til at forsøge at gætte det ud fra blodets smag. Hvis hun kom så langt.
Hendes blik forblev på kvindens ansigt, som var sværdet ingenting. Så længe hun holdt det fra sit hjerte, ville hun overleve et sammenstød med det. At hun helst ville undgå det var en anden sag, det var aldrig behageligt at blive stukket ned.

Men hun var klar til at kæmpe for føden. Hendes knivskarpe negle, der fungerede som våben, var efterhånden vokset ud til fuld længde. Nok så de drabelige ud, men man kunne ikke vide, at de var så hårde som stål og lige så farlige som knive.
Det var ikke ofte, at Ileana decideret udsatte sig selv for fare for at spise, hun var mest glad for bagholdsangreb uden kamp, så hun ikke var i farezonen, men hun var trods alt over 700 år gammel og var ikke uvant med at skulle slås for sin mad. Denne gang var hun bare lidt for udmattet og hendes krop uden tvivl svagere end det veltrænede væsen foran sig. Forhåbentligt kunne hun gøre det op med erfaring.

Inden hun nåede at gøre noget, åbnede kvinden munden og begyndte at snakke nonsens. Følge med frivilligt? Vagter? De blå øjne så lidt på hende med et ulæseligt udtryk, inden et svagt smil bredte sig om de blege læber, et smil, der afslørede hendes tænder. 
"Så du vil lade dig være føde frivilligt?" Hendes stemme var fast og en smule arrogant, dog stadig blød som fløjel, afslørende at hun var vant til at være den, der var øverst i hierarkiet. Hun var trods alt stadig adelig med flere titler efter sig. Hendes kropsholdning var meget rank og korrekt, trods sulten og situationen. Den tunge kjole og kappen hang pænt om hendes slanke krop og månens lys fik det til at glitre lidt i smykkerne i hendes ører og hår.
"Det har jeg lidt svært at tro på." Hun nikkede let mod sværdet. "Især når du peger den der i mod mig."

Vampyrkvinden bakkede ikke ved synet af sværdet, men det kom som sådan ikke bag på Alicia. Hun så ikke desperat ud, men hun var stadig stoppet for at spise på en bevæbnet forbipasserende, og Alicia havde endnu ikke fået opløst magien, der lå på hendes sværd. Ikke at hun følte, at hun havde synderligt meget brug for den. Den øgede hendes styrke ganske vist, men hun kunne fint klare sig på sin egen magi alene.
Selvom øjenkontakten blev holdt med kvinden, havde Alicia bemærket neglene, der langsomt blev længere og længere. De ville ikke være rare at blive ramt af, så hun var endnu ikke helt tryg ved at sænke sværdet.

Alicia måtte tage sig selv i kort at beundre kvindens skønhed, hendes ranke holdning og den perfekte måde tøjet faldt om hende. Hun følte sig samtidig en smule misundelig over, at hun ikke selv besad samme mængde skønhed og perfektion, men så igen. Det passede vel heller ikke til en byvagt.
Alicia sænkede sværdet, dog uden at sætte det tilbage i skeden, da kvinden svarede hende. "De er tydeligvis sulten og desperat. Jeg har aldrig mødt en vampyr angribe et bevæbnet individ. Selvom De har en fantastisk udstråling, har jeg aldrig mødt en vampyr med render under øjnene. Vi er alle til i denne verden, og der skal være plads til alle. Mennesker jagter vilde dyr og slår dem ihjel. Vampyrer drikker blod, men I dræber ikke altid jeres ofre. Jeg har intet imod at lægge hals til, hvis det betyder, at De ikke går sulten i seng. Ved at tilbyde mig selv, sikrer jeg mig også, at der ikke er nogen, der kommer til skade" svarede hun. Hendes stemmeføring var høflig, og det var tydeligt at høre hendes respekt for de andre racer, mens hun talte.

Ved hentydningen til hendes sværd, slog hun et kort blik ned på det, inden det igen fæstede sig ved de kønne, blå øjne. Et svagt smil brød frem på hendes læber. "Det her? Det er egentlig mest til pynt, selvom det burde beskytte mig en del mod de der" svarede hun, og nikkede kort mod hvad, der for hende, lignede kløer på kvindens fingre. "Selvom jeg tilbyder mit blod, ville det ikke være rart at blive flået i stykker samtidig. Misforstå mig ikke, jeg nærer intet fjendskab til Deres race, men jeg er ikke naiv." For en gangs skyld var der en smule stolthed at spore i Alicias stemme. Hun satte stor ære i ikke at dømme væsner på baggrund af deres race, og det kom tydeligt til syne i dette øjeblik.
"Det er op til Dem, om De tror mig, eller om De vil tage chancen og angribe, men selv hvis De skulle vinde, kan jeg garantere, at det ikke vil være uden skader. Desuden, som jeg sagde før, så er disse veje patruljeret af byvagter, og jeg kan ikke garantere, at de vil stille spørgsmål, før de angriber" sagde hun stadig med den høflige stemmeføring, men nu også med alvor i stemmen. Hun havde set på første parket, hvad der skete med selv venlige vampyrer, så hun talte af erfaring.

Ileana blev roligt stående, selvom lyden af blod der pumpede var ved at driv hende til vanvid. Lyttende til kvindens ord, der næsten fik hende til at le højt. Var tøsen virkeligt så naiv? Aldrig set en vampyr angribe nogen, der var bevæbnet? Ileana havde lagt soldater ned uden at blinke. Selv hendes lille Loke havde ingen respekt for sværd. Men det var med blod i kroppen, lige nu kunne hun intet. Hendes menneskelige svaghed havde overtaget og hendes krop var så svag som den så ud. Men hvis kvinden holdt fast i at ville være frivilligt offer… Hun fugtede de fuldige læber med tungen og kunne næsten smage blodet.

Det var en meget lang tale, kvinden fik spyttet ud og Ileana kunne mærke utålmodigheden i kroppen. Troede hun på kvinden eller var det en fælde? Ville sværdet pierce hende, så snart hun kom nær nok? Eller kunne den specielt udseende kvinde mere end man skulle tro? Det var hun sikkert. Alle og enhver rendte rundt med magi og en del af det var farligt for en som Ileana. Men sulten red hende og hun besluttede sig for at tage chancen. Og underspille sig selv lidt, hvis det kunne nås endnu. Hun var tavs for et øjeblik, som hun vendte kvindens ord i hovedet, inden hun løftede hånden med de lange negle, der var så lange som knive og lige så farlige, og så på dem for et øjeblik.

”En kvinde skal kunne forsvare sig selv.” Mens hun snakkede, begyndte neglene at trække sig selv ind igen i et roligt tempo. Hun vendte blikket mod kvinden igen. Lod sig selv se godt træt ud og nedtonede sin kølighed. Lod sig selv se ud som om, at hun havde… følelser. At kvindens ord havde ramt noget ved hende.
”Jeg finder dine intentioner prisværdige. Jeg ved blot ikke, om jeg kan… stole på dig.” Hendes blik gled over uniformen og tilbage til sværdet. ”Byvagter og vampyrer plejer ikke at kunne sammen.” Hun lagde armene om sig selv som om, at hun var utryg. Eller frøs.

Alicia sukkede lydløst, da vampyren lod neglene blive kortere igen, og hun kastede skødesløst sværdet på jorden foran kvinden. "Kan De så virkelig bebrejde mig for at være defensiv?" Spurgte hun mest som svar til konstateringen om, at kvinder skulle kunne forsvare sig selv. Det var jo trods alt bare, hvad Alicia havde gjort. "Faktisk er jeg ikke byvagt lige i øjeblikket. Min vagt sluttede for... en halv time eller så siden." Svarede hun lettere flabet, inden hun selv kastede et blik på koften. Efter et øjeblik trak hun den over hovedet, så hun nu stod i sit civile tøj, for herefter at kaste koften til side på jorden. "Tilfreds? Nu er jeg bare gennemsnitlige, kedelige Alicia." Hun rakte lettere drillende tunge ad vampyren uden egentlig at tænke over, at kvinden nok stadig havde styrke til at rive hende i to. Tanken fik hende dog til at stikke tungen tilbage i munden med det samme.

Alicia trådte et par skridt tættere på vampyren, så hun nu var inden for rækkevidde af denne. Hun placerede hænderne bag ryggen, som de orange øjne fandt de blå. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at vise, at De kan stole på mig?" Sagde hun ærligt. Måske det at hun viste vampyren tillid, kunne overtale hende til at stole på Alicia? Det burde være tydeligt på det lettere bekymrede ansigtsudtryk, at hun ikke ligefrem ønskede at skade vampyren. Det mente hun i al fald selv. Hun var ikke sikker på, hvordan vampyrer tydede ansigter, men hun tvivlede alligevel stærkt på, at det afveg ret meget fra normen.

Alicia var let begyndt at trippe nervøst. De havde stået der for længe, og de andre vagter var højst sandsynligt lige på trapperne. Hun bed sig nervøst i læben, som hun kastede et blik bagud, inden hun igen fandt vampyrens blik. "Med al respekt, vi burde virkelig se at finde et mere privat sted. Der er stadig udgangsforbud." Hun havde tydeligt travlt med at komme væk fra vejen. Hun havde efterhånden været her længe nok til at vide præcis, hvor lang tid det tog at gå en runde, og med mindre hun da havde regnet helt forkert, ville vagterne snart være her. Hun var ikke sikker på at hendes egen status ville kunne redde hende, og hun var ikke sikker på, om vampyren var vigtig nok til at blive hørt. Det så sådan ud på tøjet, men skindet kunne godt bedrage.

Afsluttes efter aftale