Der lå en langt større ro over at befinde sig udendørs disse dage. Kaos rumsterede ikke i gangende eller bragte alle ud af fatning, men der var en underliggende tone der prikkede ligemeget hvor hun befandt sig. Normalvis fandt hun sin ro ved biblioteket, men selv her var folk strømmet til for at finde svar eller egen ro og ladet deres tanker strømme. Tanker der påvirkede hendes egen tankegang gevaldigt, da det var svært at sortere så mange sindsstemninger og følelser fra på en gang. Stedet hun derfor kunne få den ro, var nu i den prægtige labyrinthave, hvis træer, blomster og buske var vokset pænt frem efter tørken og mørkets plage der havde drænet dem for liv. Det meste var nyt, på nær de oldgamle træer der havde overlevet den hårde tid.

Kulden var efterhånden også at føle i vejret, men så længe solen og dens varmegivende stråler omgav området, blev det aldrig det helt store problem. Kirana kunne stadig vandre i kjole på denne årstid, mest fordi det var hvad hun foretrak, men også at hun nu havde nemmere ved at holde varmen end før, Noget de store hvide vinger hjalp på. Hun var efterhånden nem at genkende overalt, især på paladset hvor hun havde indtaget en uventet post af samtalepartner, lytter og rådgiver for de mange krigere der behøvede et syn udefra. Det havde startet ganske enkelt med at hun havde lyttet. Lyttet når folk var frustreret, bange, nervøse eller selv bare glædestrålende havde noget de ville ud med. Og så havde det udformet sig.

Kira lod sine hænder forsvinde ned i overtøjets bløde lommer, som hun gik med rolige skridt ned af grusstien forbi diverse statuer, hun efterhånden havde set på hver eneste dag, da noget nyt fremkom. Noget mørkt i himmelen der fik hende til at standse op og kigge op. Ud fra skikkelsen at dømme var det for stort til at være en fugl og ligende nærmere en mand. At vingerne at dømme efter var han en engel, og ud fra deres farve, knap så normal en. Det var i hvert fald de oplysninger hun selv kodede sammen i sit hoved i det han landede ikke langt fra hende. "Goddag" hilste hun med et roligt blik og et venligt smil på læberne. Nok var vingerne sorte og tøjet ligeledes, men det betød ikke at personen var fjendtlig.

Mitch lod blikket glide over byen under ham som han fløj. Det var ikke mange gange han havde taget chancen med at flyve over hovedstadens travle gader i fuldt dagslys, men som hver gang tidligere var det et tankevækkende syn. Især nu hvor intet virkede til at at have forandret sig og alligevel havde. Gaderne og husene så ud som altid, men tegn på plagernes hærgen og de restriktive regler den sidste havde afstedkommet var ikke til at overse. Heller ikke folkenes udtryk af mistro overfor alle de mødte og de dømmende blikke alle ikke-mennesker fik. Det var ikke den by han havde lært at kende før hans død.

Vejen fra Kiles store tempel og til Krystalpaladset var derfor heldigvis kort og glædeligt uden tilråb. Han vidste han var blevet set af vagterne på muren, som han svævede ind over deres hoveder, men for en gang skyld virkede farven på hans vinger til at fraholde dem fra de ankom de havde været ved at komme med. Et tegn på Kiles indflydelse - eller rettere hendes ypperstepræsts.
Han kredsede rundt om den imponerende bygning for at tage af højden, men også for at finde et passende sted at gå ned, hvor hans tilsynekomst ikke ville tage livet af nogen. Ældre personer kunne være så skrøbelige. Han kom forbi træningspladserne og rundt til haverne, hvor noget fangede hans blik og hans interesse. Uden tøven handlede han på den og kredsede mod jorden.

Let som altid landede han et lille stykke fra kvinden i hvidt, slog vingerne helt ud en enkelt gang, før han foldede dem pænt bag sig som en mørk og illustrativ kappe og så fortsatte til fods hen mod hende. "Kiles fred i dette liv som det næste." Hans svar var det gænse fra hvor han boede nu og faldt ham så naturligt for, som det gjorde at bukke let for hende. Kvindens vinger var hvad han havde spottet og satte hende i en position af en ligesindet - håbede han. I hvert fald en der mødte hans blik og tilsynekomst uden frygt. "Venter De på nogen her?"

Meget kunne man sige indtrak efter døden, og ro i sjælen var en af de ting der for alvor havde taget plads i Kiranas indre. Hun var ikke længere den forskræmte unge pige der havde forsøgt sig at gå steder hun ikke hørte til. Når først man havde været introduceret til Kiles rige, virkede det ikke så skræmmende at skulle tilbage dertil, trods hun naturligvis ikke havde lyst. Hun bukkede hovedet let som hilsen til hans. En hilsen bekræftende for hende især at Kiles orden havde megen magt. Om han tilhørte dem, eller blot var tilbeder af dødens gudinde var ikke til at se. Kira forholdte sig også fra at dømme folk for hårdt inden hun overhovedet lærte dem at kende.

”Nej, min herre. Jeg var blot ude og strække mine ben.” svarede hun venligt og med et ganske roligt smil på læben. At han bevidst havde valgt at lande i nærheden af hende, ville være kommet bag på hende. Kira anså ikke sig selv, eller vingerne på ryggen til at fremsætte hende som noget interessant eller specielt – men hun var under alle omstændigheder umådelig åben og indbydende for fremmede at tale med. ”Jeg synes ikke at have set Dem her før, herre. Er De ny i byen?” Kira ville havde husket især vingerne. Det kunne man ikke komme udenom var det mest iøjefaldende hos den mørkklædte herre.

"Det er også en dejlig dage at gøre det i. Stadig lun for så sent på året." Her var en del varmere end hvor han havde begyndt sin dag. I norden havde sneet lagt sig uger tidligere og havde ikke tænkt sig at forlade den igen før foråret meldte sit komme i marts måske april. Billedet af et snedækket landskab set fra et højdepunkt stod for en stund tydeligt i hans sind for den skønhed han altid fandt i den hvide og knap så meget i det visnende efterårs sidste krampetrækninger.

Han mærkede et smil trække frem på sine læber ved hendes næste bemærkning, men det nåede aldrig at blive til mere. Trods alt kunne han dårligt fortælle hende at han havde set hende før, når det havde været i et syn og i et privat øjeblik af eftertænksomhed. Endnu en grund til at synet af hendes vinger havde fået ham til at lande nær hende. "På ingen måde, men jeg har mest haft min gang i den jævnere del af byen og ikke så meget siden..." Han tøvede med at fortsætte og træk så på skuldrene med antydningen af et skævt smil. Det raslede let i fjerene over bevægelse som en understregning af hans forbehold. De vinger havde ændret alt for ham på alle måder.

"Jeg har altid været her på gennemrejse dog." En pænere måde at sige han havde tilbragte så meget af sit liv med at leje sit sværd ud. Tanken om det skabte dog et klart minde om det i hans sind og lod for den der kunne opfange det ingen tvivl om hvad han havde været. "De har været her længe?"

Kira smilede, men var ikke helt sikker på at hun delte hans overbevisning om varmen i vejret. For folk i Hovedstaden, var vejret selvfølgelig ikke en isvinter, som de før havde oplevet, hvor gaderne var dækkede af sne og is, men der var stadig en kølig temperatur. Alt var selvfølgelig relativt i forhold til hvor i landet man kom fra. En varm forårsdag i Hovedstaden, var en kold dag i Rubinien. Det gav lette antræk til at regne ud hvor i landet han måtte komme fra i hvert fald.

Standsningen i sætningen var på mange måder sigende og beskrivende, uden egentlig at fortælle Kira hvad det var han reelt set mente. Men alligevel mærkede hun en indre forståelse, som hun forstod og gav ham et ganske let nik. Hun selv vidste måske ikke helt hvordan det var, da hun befandt sig samme sted som altid, men visse ting ændrede sig. Mange dybtsidende ting ændrede sig, så snart man havde været på den lange endelige rejse, der vidste sig ikke at væren den sidste.

Kira nikkede roligt. "Ja, hele mit liv.. Både det første og det næste" Det føltes stadig underligt at sige det sådan, trods hun havde været af englens race i et par år efterhånden. "På paladset har jeg været bosat, siden jeg døde. Så.. Det må være tre år siden efterhånden" svarede hun eftertænksomt. Det var efterhånden så lang tid siden, og alligevel så kort tid, at hun faktisk blev overrasket over at det hverken var mere eller mindre. ”Hvad bringer Dem til Hovedstaden denne gang?”

Mitch nikkede let til hendes svar, som han tog hendes udseende nærmere ind. Det var en gammel vane han aldrig havde fralagt sig, men fra tid til anden gav den ham stadig lidt ekstra til at bygge et billede af personen op på. For nu var det dog mest en udstråling af altid at have hørt til hvor hun var nu han noterede sig og det sammen med den fødte alder bekræftede det hans fornemmelse af at hun altid havde hørt til de højere lag.

Hendes næste ord fik alle spor af smil til at forsvinde fra hans ansigt igen og blev erstattet af alvor. "Jeg er ikke sikker." begyndte han tøvende, før end han skar sig selv af. Han brød sig stadig ikke om måden han var blevet sendt til Dianthos på eller den uvished der stadig ekkoede efter den om hvorfor og hvordan. Ubevidste havde han foldet vingerne let ud igen og knyttet hånden nær sværdfæstet. Så tog han sig i det, tog en dybere indånding og åbnede hånden igen. "Faktisk ved jeg det ikke, hvilket er en del værre." Han var ikke sikker på hvorfor han svarede hende uden omsvøb, men måske var det fordi hun virkede og så ud til at være præcis så meget Isari' som han var Kile's. "Det ene øjeblik var jeg i Nordlandet, det næste i min Gudindes tempel her i byen... skræmmende livet halvt af hendes præster også er jeg bange for." Et let skævt smil var kommet frem på hans læber ved det sidste og ægte humor op i hans øjne.

Kira så roligt på ham, bemærkede at smilet falmede til ren alvor. Alvorlige træk der faldte ham naturligt og ikke var fremmed. Ganske let bevægede Kira hovedet til siden, som hun tog mandens udtråling ind. Som han måtte tage hendes udseende og struktr til overvejelse, gjorde hun nok det samme. og hun nåede hurtig frem til at de virkede meget forskellige udadtil, men noget i ediketten fortalte noget andet. At han ikke havde været hvem som helst inden han genopstod.

De grønne øjne fulgte ned til hans hånds bevægelse, tagende mindre notice af vingerne, men mere den fysiske handling af den lukkede hånd. Langsomt lod hun øjnende vende roligt tilbage op til mandens ansigt og brød op i et smil der blev forsøgt presset ned til mindre. Morende over hans ord. "Det kunne jeg desværre godt forestille mig" Kira rømmede sig let, kunne ikke afholde sig fra stadig at have et roligt smil på læben, trods hun tog alvoren mere til sig. "Det lyder til at De på en eller anden måde er blevet hidkaldt. Og så endda til Kiles Tempel." der var noget eftertænksomt over hendes stemme, som hun fjernede blikket fra ham og i stedet så ud over haven. "Kiles præster har fået megen magt i Dianthos." en ganske neutral udmelding, og ganske tydeligt at hun ikke bebrejdede ham for at have den tro han havde. Men det satte tankerne i gang at han skulle hidkaldes på den måde. En mand af alvor, klædt i sort og med sorte vinger der skilte sig ud fra den almene befolknings ide om englevinger. Som hendes egen. Vinger der let pustede fjerene ud, og dalede på plads igen.

Mitch bemærkede ikke hvordan Kiras blik fangede hans ubevidste bevægelse, som han selv stoppede den og fik sig selv tilbage under den jernkontrol der altid havde kendetegnet ham. Den hidkaldelse havde rystet ham dybere end han helt ville stå ved, men måske mest fordi ingen stod ved at have gjort det.
Han kunne dog ikke andet end atter trække lidt på smilebåndene som den anden gjorde det. Hun havde et smittende smil og noget over sig der fik selv ham til at slappe af. Som hun forsøgte at samle sig igen kunne han da heller ikke lade være med halvt forsvarende, halvt i påtaget alvor at tilføje. "Det hjalp så heller ikke at de stillede spørgsmål der kunne misforstås." Han kunne stadig se den lille præstindes chokerede ansigt over hans svar.

Han nikkede let. "Så meget var jeg nået frem til, men ikke af hvem? Er det min Gudinde der ønsker jeg gør noget her eller er det nogen i hendes tjeneste der ønsker at foregive det?" Alvoren var vendt tilbage, som han også havde dæmpet stemmen og vendt blikket mod haven. Et øjeblik stod han blot og så på den, før han bød hende armen. "De var på vej rundt, må jeg slutte mig til Dem?" Han var for rastløs til at blive stående stille og vejret var måske lunt for årstiden, men så heller ikke mere end det.
Atter nikkede han let til hendes ord, men en bekymret rynke havde fundet vej til hans pande. "Kile¨s Ordens præster har fået megen magt i det meste af Krystallandet og ingen af de andre ordner kan stille det store op. De blive udslettet eller opløst hvis de forsøger - og resten? De gør som de altid har gjort og holder Kiles neutralitet i alt der har med livet at gøre." Hun var også alt for nem at tale med.

Kira fornemmede godt den forsvarendes toneleje i den alvorlige stemme. Et nysgerrigt glimt gled over hendes grønne øjne, som hun ganske let løftede et øjenbryn. Ikke at hun direkte spurgte ind til disse spørgsmål som kunne misforståes af forskellig art. Men det lød umildbart til at hidkaldelsen ikke havde været nogen nem start at komme til Dianthos med. "Kan du bebrejde dem for at stille spørgsmål?" det havde nok været en overraskelse. Og ikke noget der skete hver eneste dag.

Hans spørgsmål var ikke nogen han kunne besvare, men det gav hende et eftertænksomt udtryk. En let rynken i panden og et alvorligt udtryk. Det var gode, men også svære spørgsmål. Hun nåede ikke frem til noget svar før han tilbød armen, som hun med et smil tog imod. "Gerne" selvom hun ikke frøs, var det ikke ligefrem vejr til bare at blive stående uden at bevæge sine lemmer. Men hun ville gerne fortsætte samtalen. Den havde interesse, som samtalepartneren ligegledes havde formået at finde frem. En direktehed som gjorde hun følte sig set som en voksen, fremfor det barn hendes familie stadig troede hun var.

"Jeg kan ikke besvare Deres tidligere spørgsmål, men jeg må lade min tro til der er en mening" Ud fra hansegne ord om situationen der havde stået for nyligt, lød til at han tilhørte dem, men hun ville ikke tjekke gennem tankerne. Selvom hun kunne tilegne sig den sikkerhed, var en mands tanker hans egne. Hun havde respekt nok for sine medmennesker til at leve efter den regel.
Den eftertænksomme og bekymrede rynke var tilbage på Kiras pande som hun gik med ham. "Men er det ikke også præcis Kiles vilje. At henholde i neutralitet, fremfor magtsøgelse" svarede hun roligt, men alvorligt. Forstående at denne samtale, de hurtigt havde bevæget sig ind på, ikke skulle tages let på. Trods han var en fremmed, virkede samtalen ikke spor forkert. En farlig egenskab han besad måtte hun nok erkende.

Mitch sendte den anden undersøgende blik, før end han lod det skæve smil glide frem endnu engang og med det besvare en del af hendes spørgsmål. "Nej, ikke det mindste, men de burde - som alle - stille dem med omtanke." Det var altid faren ved halvt-formulerede ting. De fulgte ens egen tankerække, men det gjorde muligheden for at blive misforstået så meget større.

Det var ikke med forventning om svar han stillede sine næste spørgsmål, men så meget for at sige dem højt og dele hvor han stod med Kira. At tilhøre hvem han gjorde var sjældent en positiv ting for befolkningen i Krystallandet og med Kiles Ordens fremmarch var det kun blevet værre. Det var trods alt lettere at generalisere end være åben. Hun lyttede dog alvorligt og det var nok for ham.
Også at hun tog imod hans arm med et smil og uden tøven tiltrods for det emne de var gledet så let ind på. Han ledte hende roligt hen af den sti hun allerede havde været på vej af og lod mere eller mindre til derefter at glemme hvad de gik i blandt.

"Tro er alt vi egentlig har, er det ikke?" Troen på at de fik sandheden at vide eller kunne høre hvis det ikke var tilfældet, troen på gudernes mening med det hele, troen på at der i det hele taget var en mening med det hele. Så nikkede han let. "Jo, Hun har altid stået neutral og ønsket at stå neutralt i menneskenes sager. Mere neutralt end hendes Broder, da hun ingen interesse har i os, før vi kommer til hende. Så er det virkelig Hende Ordenen virkelig tilbeder?"

Et let smil gled over Kiras læber. Ja, folk burde tænke sig om en ekstra gang før de talte. Men ærlighed var også noget der skulle vurderes højt. Og ærlighed kom oftest når man var uforberedt. Forskrækkelsen havde nok givet ham mere sandheden, end hvis de vidste hvad de skulle forvente dukke op. Hvor hårdt den end nogen gange var at høre.

Kira trak vejret roligt, men kom med et enkelt ganske let suk, ved hans spørgsmål. "Uden tro, er der ikke meget andet tilbage, nej" for alt i sidste ende bundede ud i det. Om det var troen på en gud, en dronning eller hinanden. Der var tro i det hele, og uden den, var der ikke mere tilbage. Men den var også farlig at sætte al sin lid til, hvis man tænkte på Kile og dennes Orden. En hun ikke var helt sikker på bevidste hvad Kile egentlig står for.

Kira skævede kort til siden, og blev et øjeblik i tvivl om hun skulle svare. Sandheden kunne også bringe dig i problemer. "Det vil jeg ikke mene. Ikke med alt det som er sket. Intet af hvad Ordenen har foretaget sig, bekræfter Kiles manglende interesse" måtte hun ærligt erkende. Men måske der var noget om Kile som Kira ikke vidste. Det var ikke hendes gud, og det kom det heller aldrig til at være.

Mitch nikkede let, men sagde ikke mere til emnet. Tro var en af de få sikre ting i hans tilværelse. Troen på hans Gudinde og det billede han havde af hende. Troen på de præster og præstinder han levede i blandt i nordens kolde skjul. Troen på menneskene han mødte ikke alle var ens og at der var nogen der ville andre andet end skade. Troen på at Amy følte mere end hun ville være sig ved selv efter deres tid sammen. Den sidste tanke bragte et lille smil frem på hans læber, før end hans blik blev tomt og han blind fulgte hvor Kira ledte ham.

...en strand tonede frem, med en enkelt båd holdt fast lige i vandkanten. To unge kvinde var omkring den. Den ene mørkhåret og ikke så lidt mere adrat end den anden. Den anden rødhåret og alt for velkendt... Amy ...de fik det sidste af deres ting op i båden, diskuterede lidt og så hoppede hans Amy også op i den, mens den mørkhårede skubbede den fri. Hun så ikke begejstret ud, men som han så hende svinge sig op i båden forstod han hvorfor hun valgt til det. Amy havde rorene og havde fået båden i bevægelse så snart den var i ro...

Mitch tog en hånd til ansigtet, som synet slap ham. Han gned opgivende næseryggen og lukkede øjnene kort. Hvad har du nu fået dig selv ud i, tøs? Det måtte dog være et problem til senere. I stedet forsøgte han at finde tilbage til hvad de havde talt om og kunne så ikke lade være med at smile skævt til hende. "Så udfra hendes tilhængeres handlinger kan vi også konkludere at Isari går ind for tortur og mord på uskyldige?" Der var altid eksempler i historien at finde frem, som viste de sider frem af den menneskelige natur.

Kira fulgte eller nærmere ledte ganske roligt indendørs. Hun havde befundet sig så meget dette sted, at ruten forekom hende normal. Det gik ganske roligt fremefter, men noget ændrede sig meget pludseligt. Kira skævede let til side, opdagende at manden så ud til at være en smule mere tomt ud. Som hans tanker var et helt andet sted end i nuet. Hun saknede farten en smule, mens en bekymring gled op i hendes træk. Var han okay?

Ganske let ragte hun ud med sin evne, blot for at se om der foregik noget slemt. Hun så ikke meget, mere afskyggelsen af et par skikkelser og en rødlig farve. Kira trak sin evne sig til igen, en smule mere forvirret end så meget andet. Det virkede. sært. Som at det ikke helt havde været en del af tankestrømme men noget helt andet.

Kira blinkede et par gange, forsøgte at skubbe til side hvad der foregik, og i stedet blot have den lette bekymrende tone over sig. Den forsvandt ikke helt som emnet blev skiftet over, men Kira fjernede sit blik til at kigge ned på jorden. Hun sukkede dybt, velvidende at hendes egen gudindes tilhængere ikke var lige rare i kanten. "Isari gør ikke. Men nogle af hendes tilhængere gør." konstaterede hun lavmælt, velvidende at ingen var fuldt ud godhed. "Enhver guds styrker og svagheder males ind i historien af de mennesker der siges at være deres følge. Menneskelig indblanding og fortolkning kan let komme væk fra oprindelsen" hvis de overhovedet kendte til oprindelsen. 

Noget i Kiras blik havde ændret sig mens han havde været optaget af sit nyeste syn. Ikke noget han helt kunne sætte fingeren på, som han selv følte det filosofiske og samtidigt alvorlige emne videre. Han fornemmede dog hun forstod hans prointe som hun sukkede let. "Præcis. Kile gør ikke. Hendes tilhængere gør og de brød sig ikke om min opdukken med sværd i hånd..." Det burde han måske ikke have nævnt, men udtrykket i de mange ansigter hang stadig hos ham og havde efterladt en dårlig smag for fremtiden han ikke kunne ryste af sig.

"Måske er det derfor vi i det hele taget kaldes tilbage hertil. For at minde de levende om at livet ikke er evigt?" Han så til siden på hende og så fuldt på omgivelserne igen, hvilket fik ham til at stoppe op et skridt, før han indhentede hende igen. De var nu indenfor et sted, men ikke langt fra haven.
"Beklager mit lille udfald før." Han vidste ikke hvor meget hun havde lagt mærke til, men noget havde forstyrret hendes ro og der var ingen andre i nærheden end ham. En tomhed han ikke havde ventet at finde på den måde i paladset.

Kira drejede blikket en smule overrasket op til manden ved at fat at han var dukket op med et sværd i hånden, midt på deres alter. Alt i alt formede der sig et noget voldsomt billede i hendes indre omkring den situation der havde udformet sig da han var dukket op. "Det tror jeg ikke mange ville være vildt begejstret for" der var en ganske let morskab i kanten af hendes stemme, selvom alvoren stadig var der.

"Måske, eller fordi vores opgave i live ikke var udført" svarede hun tilbage. Enhver vidste jo godt at livet ikke varede evigt. Det burde de i hvert fald. Nok tænkte man ikke på det hver dag, eller lod alle ens handlinger afspejle af det. Men alle mennesker måtte affinde sig med, at når alderen steg, kom døden tættere på. Manden ved siden af sig så ikke ud til at have været gammel da Kile hentede ham hjem. Kira selv havde været endnu yngre.
"Hvad skete der?" hun kunne havde pakket det ind, men nu han selv åbnede op for det udfald han havde haft, hvor han havde været helt væk fra samtalen, og muligvis også stedet. Men selvom hun var nysgerrig, ville hun ikke rode rundt i hans hoved. Ikke uden han vidste det.

Mitch fangede hendes blik, som Kira så til siden på ham ved hans lidt for nøgterne konstatering og kunne så mærke hvordan hendes ord og stemme brød igennem alvoren hos ham og fik et smil til at trække op. Han lod det nå blikket og komme en smule frem på hans læber også, som han morende svarede. "Så skræmmende er jeg heller ikke..." Amy ville have fnyst af den bemærkning og en hel del andre nok også.

Så nikkede han let, men uden nogen begejstring. "Det er desværre også en mulighed..." Han brød sig ikke om det uvisse i den mulighed eller tankerne om hvad der kunne have været så vigtigt for ham at gøre at Kile ville bringe ham tilbage til livet. Det var i det hele taget tanker han normalvis forsøgte at undvige, men ikke altid kunne.

"Jeg fik et syn." Han sukkede let, men så ingen grund til ikke at uddybe overfor hende. "Det er altid Nuet, altid nogen der har eller vil få betydning for mig og kun meget sjældent et sted i nærheden. Det er desuden næsten aldrig nyttigt for andet end at præsentere en kommende person for mig, så jeg lægger mærke til dem den dag vores veje krydser." Han smilede skævt og tilføjede. "Jeg så dig siddende med en bog for nogle måneder siden..." Hans dødsgave på mange måder for magien var vågnet den morgen hans liv var endt og det første syn havde været af hans nye livs omdrejningspunkt.

Kira løftede ganske svagt et øjenbryn som hun kiggede på ham. Smilet var stadig at se på hendes læber, og blikket var muntert. Nej, slet ikke spor skræmmende. Hun havde naturligvis ikke været bange for ham, men hun stod også ude i det åbne, et sted hvor hjælp var let at komme til. Desuden var han ikke landet foran hende med en fjentlig mine. Noget hendes evne var en stærk behjælpelig faktor til at læse sig frem til. Men midt på et alter, i et fyldt tempel med hævet sværd. Det virkede til at være en kende anelse mere skræmmende. Men hun svarede ikke på det, lod i stedet smilet og det hævede øjenbryn tale for sig selv.

Ikke alle håndterede uvisheden så vel som Kira syntes selv at gøre. Måske var det fordi hun ikke følte hun levede i uvished. Hun følte hun hørte til, og havde fundet sit hjem og formål. Forhåbentlig var det også det rigtige formål i forhold til Isari's plan om at sende hende tilbage.

Nysgerrigt kiggede hun på ham. Han havde evnens gave til at se syn. Sådan en evne var hun ikke stødt på før, og det forklarede også hvorfor hun ikke kunne læse hvad han så. Det havde ikke været tanker. Ikke direkte. Overraskelsen gled over hendes træk. "Mig?" et roligt smil på frem på hendes læber. Det måtte vel betyde at hun var en person han skulle ligge mærke til på sin vej. Det kunne man vidst også sige han havde. "Det er en spændende evne at have. En måde at blive guidet forestiller jeg mig." hun havde ikke hørt om en sådan evne og hendes fasination var tydelig.

Kira bed sig ganske let i læben. "Jeg må tilstå noget. Nu De var ærlig at dele hvad der skete med Dem. Jeg er telepat, og forsøgte at trænge ind i dit sind som dit syn foregik. Jeg kunne ikke se meget, da det ikke var tanker. Jeg beklager at jeg trængte ind, men Deres tilstand bekymrede mig. Normalvis er det intet jeg gør uden den andens accept" Hun gjorde det da hun var yngre og inden hendes død. Ofte faktisk, og hun morede sig ofte med at læse følelser på den måde. Men efter sin død var hun blevet mere observant på privatlivet, som hendes eget havde udviklet sig. Hun ønskede ikke at nogen skulle læse hendes tanker og minder uden samtykke, så derfor gjorde hun det også kun sjældent mod andre.

Det glimtede muntert i Mitch blik, som Kira med øjenbryn og smil besvarede hans ord. Ingen grund til at sige mere end det. Han vidste hvem og hvad han var, men endnu vigtigere hvordan han tog sig ud. Det var en hæmsko i nogle situationer, men også noget han brugte. Dog ikke nu hvor han nød det enkle i selskabet og den forståelse der virkede til at være opstået imellem dem. En forståelse og en fortrolighed mellem to væsner i verden og udenfor den. To væsner udenfor tiden.

Han så ikke på hende, som han fortalte om sin dødsgave,men først da han nævnede hende. Smilet han fik retur gjorde det nemmere at fortsætte med et lille nik. "Ja, dig. Hvid kjole, hvide fjer, et drømmende blik, men bekymret pande. Et af de mere stille syn jeg har haft." Det kunne ikke falde ham ind at spørge om hvad der havde bekymret hende. Det var trods alt en personlig ting og trods deres tidligere emner, var de ikke helt der endnu for ham. I stedet sendte han hende endnu et skævt smil, der dog havde en lidt hård kant. "Spændende bestemt, men ikke særlig rart og meget invaderende i andres liv." Han bestemte trods alt ikke hvilke glimt han fik og der havde været nogle særdeles private imellem fra tid til anden.

Mitch hævede let et øjenbryn, som hun bed sig i læben og startede. Så nikkede han let, mens han tog de nye oplysninger ind. Telepater havde han krydset spor med nogle få gange før, men ingen så høflig eller tilbageholdende som hende her. "Ingen grund til at undskylde, Kira. Jeg er glad for du bekymre dig nok om en fremmed som mig til at forsøge at finde en grund." Han var helt rolig om det. Roligere end han måske burde, men intet ved tanken om den unge kvinde skimmende igennem hans tanker og minder rystede ham stort. Måske lidt tanken om fortiden, hvad han havde været før han fik sine vinger, men selv den var en del af ham. "Du er velkommen til at se ind."

Udtrykket han beskrev virkede bekendt, og Kira smilede blidt. Det drømmende blik med de bekymrede træk. Det var efterhånden noget der befandt sig ofte i hendes hverdag, som hun befandt sig mere og mere på paladset. Hvordan hun var blevet mere og mere indviget i de komplikationer og politiske spil der foregik bag disse mure. Kira var efter sin død gået fra at være en rigmandsdatter med formålet at være køn at kigge på, til en kvinde der rent faktisk forstod langt mere omkring sig end hun gav udtryk for. Og på mange punkter udvidste evne til at være diplomatisk.

Kira kiggede først på ham emd et let undrende blik, hvortil det gik op for hende hvad han mente. "Oh! Ja det kan være.. Meget grænseoverskridende." hun havde selv før fået fat i tanker som ikke lige var for hendes sind at opfange. For det meste havde hun været heldig, men som barn havde hun ikke helt samme indstilling og filter til hvad hun måtte lytte sig frem til, som hun havde nu. Det gav nogle akavede situationer.

Kira var taknemmelig for hans svar. Hans indstilling til at hun havde forsøgt at få adgang uden at spørge om lov. En andens sind var ikke legetøj! Respekt for en anden vidste hvordan hun selv ville behandles. Hun ville ikke syntes det var rart at blive invaderet på den måde. "Tak. Nogen gange ved jeg ikke om jeg skal se det som en byrde eller en fordel at kunne se meget mere end jeg burde" Som han havde givet hende lov til at få adgang, koncentrerede hun sig ikke længere om at lukke ned. Givende hende en mere fuldbyrdet adgang til hans præcise følelser i denne stund, og indsigt ved den mindste ændring. Ikke at det ændrede så meget, da hendes indskydelse virkede til at være ganske lig hvad evnen lige nu fortalte hende. Ro.

Et nyt skævt smil gled frem ved Kiras udtryk som betydningen i hans ord gik op for hende. Trods holdning og ro virkede hun stadig så ung som den alder hun var død i. På nogen punkter under alle omstændigheder. Måske var forandring også bare sværere når livet ikke rigtig var livet længere. Selv følte han sig ofte glidende let forbi alle andres bekymringer og ikke tagende dem så alvorligt som de. Perspektiv gjorde en del der og så igen havde Amy skubbet ham videre fra den stilstand hver eneste gang hun stillede spørgsmålstegn ved hvad han gjorde.
"Meget. Nogengange kan jeg afbryde et syn og det forsvinder, men det er aldrig til at sige hvad jeg ikke ser så, som jeg burde have set." Det var faren ved at afbryde, ved ikke at se til ende hvad han skulle se. Et dilemma han endnu havde afklaret med sig selv, for hvad end han missede kunne jo være den oplysning der gjorde en forskal for nogen senere.

Så nikkede han let og så afventende på hende. Han viste ikke helt hvad han havde forventet. Hans egne evner var kun delvist forbundet til sindet, så at mærke hende trænge ind var en mulighed. Han havde kun svagt fornemmet de tidligere telepater og det kun fordi de havde været ligeglade med om han vidste hvad de gjorde eller ej. Kira var som en sommervind i sammenligning. Blid, forfriskende og så væk igen, svævende i udkanten klar til at se hvad han viste frem for hende at se. Mitch smilede let og trak det nyeste syn frem fra minderne, så hun kunne se hvad hun tidligere havde forsøgt at se. Den rødhårede er min Amy...