Tågen lå tungt over Elverhøjene, og kulden var decideret bidende herude. Efteråret var kommet, og snart nok ville vinteren også være her. En tid hvor en hvis elver ikke gik meget udenfor, men idag var en special dag, så trods for kulden havde Caelon begivet sig ned til Elverhøjene. Det helligste sted i hele Elverly, og et sted de fleste elvere ikke begik sig. Døden var ikke en del af deres liv, men alligevel var Caelon en der var blevet ramt lidt for mange gange af det.
Hans forældre havde et fællesgravsted i en af højene herude. Noget han havde sørget for at de var kommet til, da hans far døde årerne efter hans mor. Det var også derfor at han i det mindste engang imellem tog herud med friske blomster og urter, og snakkede lidt til dem. Han var ikke en stor tilhænger af ånder, men der var noget beroligende for ham at snakke med sine forældre, som om at de stadig var levende, for selvom der var gået 400 år, så savnede han stadig sine forældre. Nogen af de enste folk han nogensinde havde holdt af.

Han var svøbt ind i flere lag af varme klæder, noget som man ellers kun så elverne gå i når sneen endelig faldt, men nu var Caelon også lidt speciel. Kulden var absolut ikke hans ven og selv med alle disse klæder på, så kunne han bare ikke holde varmen, og han tog sine arme om sig selv, mens han gik langs gravhøjene hen til hans forældres. Han kunne have teleporteret sig, men der var noget over Elverhøjene der fik ham til at holde igen med hans magi. Det her var et helligt område, og han ville ikke besudle den med sin magi. I hvert fald ikke så tæt på hans forældres grav. De skulle have lov til at hvile i fred.
Da han endelig nåede gravhøjene som var hans forældres, dukkede han ind i gangen der første til kammeret hvor de var. Der var noget næsten ubehageligt ved dette, måske fodi at dette generelt var et sted der var sjældent besøgt. De færreste elvere tog herud mere end en gang årligt, hvis det overhoved kunne gøre det. Nogen havde været flere hundrede år og aldrig været her.

Højen var lidt varmere end udenfor, men han tog ikke sit overtøj af. Han skulle ikke være her længe. Den gamle buket blomster der havde ligget her blev fjernet, og han lagde en frisk buket, og nogle urter der skulle rense luften. Det var ikke meget, men det gjorde lidt for at få ham til at få det bedre med det hele. At han stadig kunne passe på sine forældre, selvom de var døde.
"Mor. Far. Jeg savner jer, men I ved vel at jeg altid har kunne klare mig. JEg tror jeg er ved at finde en modgift mod min sygdom. Det kan ikke tage lang tid, men jeg er så ked af at jeg ikke kunne gøre det i tide for dig..." sagde han ligeså stille til graven, før at han tog et sidste suk og endnu engang forlod graven, for at gå udenfor i den bidende kulde igen.
Det var ikke fordi at han kunne se specielt meget, især med hvordan han var dækket ind, men den lille fakkel han selv holdte, var nok indikator til at hvis folk kom gående, ville de nok kunne se den ensomme elver, nu stå ude foran en gravhøj, med et sørgmodigt blik i øjnene. 

"Argh!"

Jorden var hård af kulde, da Ezhno landede på den med ansigtet først. Han var virkelig træt af magi, ihvertfald den slags magi, der blev brugt til anden end at heale. Det var nu anden gang, at han var blevet sendt af sted, ud i det blå, til et ukendt sted. Han var ikke helt sikker på, hvad kentaurerne havde gjort, eller hvordan de havde gjort det, men han var da i det mindste ikke i deres landsby mere. I stedet var han et meget koldt sted, og han var på ingen måde klædt på til det.

Ezhno rejste sig med et grynt og skubbede det lange, løse hår ud af sit forslåede ansigt. Han genkendte ikke stedet overhovedet, og han var lige ved, at bare give op og sætte sig ned på jorde og overgive sig til sin skæbne, da han så en mærkelig skikkelse komme gående med en lille fakkel. 

"Hey!" kaldte Ezhno efter skikkelsen. "Øh, undskyld, kan du sige mig, hvor jeg er?"

Det sidste Caelon havde forventet var at blive afbrudt herude i tågen. Som sagt var der ikke mange der begav ser herud, og endnu færre vågede at hæve stemmen når de endelig var her, men det var selvfølgelig også fra et elversk synspunkt. Hvad de fandt helligt, og hvad resten af racerne fandt hellige var vidst forskellige. Det skulle dog ikke overraske ham hvis de fleste stadig undgik højene, af den simple grund at her bare virkede meget øde.

Hans hoved slog hurtigt rundt for at kigge mod hvor lyden kom fra, selvom der næppe var meget han kunne se. Der var en skikkelse, men tågen stod for tæt til at han kunne danne sig et syn af hvem eller hvad det var. Tydeligvis ikke en elver, siden han hørte en mande stemme spørge om hvor de var.
Alligevel vågede Caelon sig tættere på manden, mens han holdt faklen foran sig. "Elverhøjene i Elverly," svarede han skarpt, så ulig hvordan han havde været i sine forældres grav, men ærligtalt havde Caelon altdrig været meget for at socialisere, selvom noget af hans nysgerrighed som barn, stadig lå i ham.

Nå, i det mindste så skikkelsen ud til at være menneske-agtig. Den kunne da ihvertfald tale. 

"Elverly?" sagde Ezhno og så sig omkring, selvom der ikke var meget at se i tågen. "Det var da altid noget."

Skikkelsen kom tættere på, og da kunne Ezhno endelig se, at det var en elver, han talte med. Elveren så ikke ligefrem venlig ud, men Ez var efterhånden vant til lidt af det hele. Det kunne godt føles lidt, som om en ulykkes guddom var ude efter ham, for Ez synes godt nok, at han havde været ret uheldig på det seneste.

"Undskyld," sagde han og smilede til elveren, mens han rakte hånden frem. "Jeg har aldrig været her før. Jeg er lige, øh, kommet dumpende. Jeg hedder Ezhno Agoyoanye."

Faklen lyste op det ikke særlig venlige ansigt, som dog var halvt dækket med hår. I et bedre lys ville man måske kunne ane arvævet der vred sig over den ene side af Caelons ansigt, men i det lys gemte håret det hele, og i stedet for blev han mødt af et øje der var stålkoldt.

"Kommet dumpende? Man kommer ikke bare dumpende ind over Elverlys grænser," pointerede Caelon, og var nu også endelig kommet tæt nok på at se noget af den mand han snakkede med. Der var noget næsten elvisk over ham, selv i det svage lys, men hvis han aldrig havde været i Elverly, var chancerne for at det var en skovelver meget lille. Dog kunne Caelon ikke se ørerne så et decideret gæt kunne han ikke komme med endnu. Heldigt for denne halvelver dog, var at Caelon var en af de langt mindre racistiske elvere.
"Hvordan er du kommet herind?" selvom Caelon virkede sur, og man måske kunne forvente en næsten truende adfærd fra en elver, var det overraskende nok mere et nysgerrigt spørgsmål fremfor en trussel. Caelon havde alligevel ikke alt for meget til overs for sine artsfæller i Elverly.

"Godt spørgsmål," svarede Ez med et skævt smil. Elverne foran ham så en kende mistroisk ud, men det var svært at se, da hans hår skjulte en stor del af hans ansigt.

Ez orkede næsten ikke at forklare, hvordan han var havnet her, men han gjorde det alligevel. Han fortalt manden om den mystiske, lille alf, der havde givet ham en krystal, hvordan den havde teleporteret ham til kentaurlandsbyen, hvordan han havde mistet den, og endelig hvordan kentaurerne havde hjulpet ham. Eller prøvet på det ihvertfald.

"Og nu er jeg så her," sluttede Ez med et suk og slog ud med armene, selvom de var stivfrosne. "Jeg kan godt lide at rejse, men jeg ville egentlig bare gerne hjem til Hovedstaden nu. Der en en, jeg gerne vil se."

Det var svært at fokusere på historien, når alt hvad Caelon kunne fokusere på var hvor kold han egentlig var ved at blive. Hans krop var ikke god til at være noget der sted der ikke var mindst 25 grader. Et problem ligeså snart efteråret kom omkring, og han blev nødt til at gå udenfor. Han kunne selvfølgelig også have ladet vær med at besøge sine forædlre idag, men han havde forventet det ville være en hurtig tur, og ikke at han blev nødt til at stå og udspørge en eller anden idiot der var kommet galt afsted, fordi de tog imod en krystal fra en fremmede. Lærte folk bare ingenting? Stol ikke på ting der var for gode til at være sande.

"Du kan godt få problemer at komme igennem grænserne på dette tidspunkt, selvom du bare gerne vil væk. Desuden, ingen folk med elver træk er tilladte i Hovedstaden mere, så det kan godt være et problem," sagde han. For selvom han ikke var helt sikker på denne mand, så var de ansigtstræk lidt for markante til bare at være et menneske, men nu vidste Caelon så ikke hvor strenge de ville være med at lade folk komme ind og ud af Hovedstaden. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at tage dertil og undersøge det, han havde det fint her i Elverly!

"Hvad? Det må du da have misforstået. Jeg har da set masser af elvere i Hovedstaden. Jeg har en... en god halvelver ven, der bor der, og jeg er halvelver," sagde Ez med et smil og strøg dit hår væk fra et spidst øre.

Stemningen havde godt nok været lidt spændt, da Ez sidst havde været i Hovedstaden, men så var det vel heller ikke værre. Elveren måtte havde hørt forkert eller misforstået noget.

Caelon var ligeglad med hvilken 'god ven' som denne Ezhno havde, for det hjalp ikke nogen af dem med forbudet der var kommet kort efter at Daeralda praktisk talt havde erklæret krig mod dem. Måske ikke åben krig på slagmarken, men åben nok krig til at der var indført jagt mod Kile tilbederne. Det gav mening at Kiles Orden svarede igen med at forbyde elvernes indgang i hovedstaden.

"Der kan ske meget på få dage. Vores kære leder," et snert af irritation lå dog i Caelons stemme, selvom han snakkede om sin egen leder. Måske denne elver ikke var så glad for lederen, selvom det nok var hele samfundet Caelon egentlig var små irriteret mod til dagligt. "Bestemte at Kiles Orden ikke længere var velkommen her, så de svarede tilbage med at vores slags ikke var velkommen i Hovedstaden heller," forklarede Caelon irriteret. Det var egentlig ikke så svært at tro på hvis man tænkte sig om med hvor anstrengt tingene i forvejen havde været.

Ez vidste ikke, hvad eller hvem Kilens Orden var, men de var tilsyneladende magtfulde nok til at overtage byen på den måde. Ez var egentlig ret ligeglad med dem, for han var mere bekymret for Keeran, og hvad der kunne være sket med ham.

"Hvad sker der så med alle elverne i Hovedstaden?" spurgte han elveren, der endnu ikke havde afsløret sit navn. "De bliver ikke... skadet, vel?"

"Det lyder til at de bare bliver smidt ud af byen, hvis de ikke gør oprør," sagde Caelon og trak på skuldrene. Han lød til at være rimelig ligeglad med hvad der skete for elverne, også selvom elvere normalt var kendt for at være rimelig glade for deres eget folk. Et hav af gæt kunne blive lavet mod hvad egentlig gjorde at Caelon var så kold selv overfor disse.
"Du kan selvfølgelig prøve at tage tilbage til Hovedstaden, og se for dig selv hvordan tingene står, men jeg går ud fra at halvelvere især får en dårlig tid.... jeg forventer ikke at de nogensinde kommer til at være velkomne her," sagde han, og selvom Caelon ikke vidste at han stod overfor en halvelver, så ændrede det ikke på hans svar. Det var de kolde sandheder om elverriget. Kun rene elvere var tilladte at være her. 

Ez slugte en klump. Så han var ikke velkommen her, og han var heller ikke velkommen i Hovedstaden. Hvor skulle han så tage hen? Han kendte vitterligt ingen andre steder, og hvad med Keeran? Hvor var han? Havde de fanget ham og smidt ham ud, eller var han gået under jorden? Eller måske...? Ez sank igen og skuttede sig lidt; han kunne ikke helt holde ud at tænke på det. Han sukkede opgivende, og selvom han normalt ikke var en person, der overgav sig til håbløsheden, så så det hele godt nok ret håbløst ud.

"Men... hvis jeg ikke er velkommen i Hovedstaden og heller ikke er velkommen her, hvad skal jeg så gøre?" spurgte han, selvom han godt vidste, at elveren foran ham ikke kunne vide det. Han gned sine brune øjne med et frustreret støn. "Nej, undskyld. Det ved du selvfølgelige ikke. Kan du ikke... kan du ikke bare pege mig i retning af Hovedstaden? Så må jeg gå."

Caelon hævede sit ene øjenbryn lidt, før at han tog faklen over i sin anden hånd. Han vidste da absolut ikke hvad denne mand skulle gøre, og det indså manden da også. Det var dog så godt som blevet bekræftet at det var en halvelver, hvilket betød at han nok ville have noget af en tur prøve at forklare sig for hvorfor han var i skoven. Måske han ville være heldig og kunne komme ud, men patruljeringen havde været tæt disse dag.
Caelon rakte hånden mod nord, som eftersigende skulle være den generelle retning af hvor Hovedstaden lå. Han havde i det mindste så meget i ham at give ham det. "Den vej. Når du støder på den store landevej, ved du at du er på rette vej," sagde han så, før at han tog hånden ned igen, og skuttede sig lidt mod den kolde vind der kom forbi.

"Tak," sagde Ez og nikkede til elveren, og det lykkedes ham endda at smile lidt, selvom der ikke var meget at smile over lige nu. "Ved du, hvor mange dage det tager at gå?"

Mens han talte, trak Ez sit hår tilbage og bandt det op i en knold, så hans ører kunne ses tydeligt. Det lod til, at det vist var bedst, at folk heromkring vidste, at han var elver eller ihvertfald af elverslægt. Nogle gange ville han ønske, at hans mor havde været bedre til at fortælle ham om hans elverophav, for Ez vidste intet om elverne eller deres skikke. Hvis de alle samme var lige som ham her, var de dog et noget uvenligt folkefærd. 

Det var nu efterhånden tydeligt at det var en halvelver som Caelon stod overfor, og det kunne godt være svært for at ham faktisk at komme ud af skoven med de grænser der var.
”Ingen ide.... jeg kan dog hjælpe dig måske hjælpe dig med noget andet. Har du nogen penge?” det lod lidt som om at det lå noget andet bag det, men Caelon havde altid brug for penge, og mod ikke denne Ezhno ville gennem grænsen uden at blive skudt ned af elverne? Det var nemmest hvis man lignede en elver, og Caelon havde noget der kunne hjælpe på det.

"Øh," svarede Ez og begyndte straks at gennemrode de mange lommer i sit tøj. Det tog lidt tid, men han fandt efterhånden en lille håndfuld mønter, som han viste til elveren.

"Kun dem her," sagde han lidt forlegent. Men så huskede han... "Åh, vent lidt. Jeg har også den her!"

Ez løsnede lidt for sit halstørklæde for at hive sin fine guldkæde frem. Den var tydeligvis lavet af elvere for mange, mange år siden. Han havde fået den af sin mor og gik egentlig mest med den af vane. 

"Hvad med den her?" spurgte han.

Det var da utrolig så villig halvelveren var at vise sine ting frem, selvom Caelon tvivlede på at han ville give væk sådan en fin guldkæde for lidt hjælp til at komme over grænsen, men det skadede vel ikke at høre om han var interesseret.
”Det er ikke nogen hemmelighed at komme over grænsen, især for tiden, er utrolig svært. Nu er det både halvelvere og kiletilbedere der nærmest bliver skudt med det samme. Jeg har dog en eliksir der kan forvandle dig midlertidigt til en elver, så du sikkert kan komme over grænsen, hvis du er interesseret?” kommenterede Caelon. Det var da godt at han stadig havde et par stykker tilbage i sin frakke. Han var mere interesseret i at få ekstra penge end nogen som helst form for loyalitet overfor sit folk. Og det var nogen af de nemmeste eliksirer at sælge. 

"Jeg er meget interesseret!" svarede Ez og tog straks kæde af. Han havde aldrig brudt sig specielt meget om materielle goder alligevel; det eneste, han var interesseret i, var at komme tilbage til hovedstaden, så han kunne finde Keeran.

"Her, tag det," sagde han og holdt hånden ud med kæden og mønterne. Det gik op for ham, at elveren her kunne være godt i gang med at snyde ham, men Ez følte nu ikke nogen speciel mistro mod ham, og han virkede virkelig ikke som en uærlig type... mest bare ret gnaven. 

"Du snyder mig ikke, vel?" kunne Ez alligevel ikke lade være med at spørge. Det var egentlig et dumt spørgsmål, for elveren ville naturligvis ikke bare indrømme det, hvis han virkelig var ved at snyde Ez. 

Caelon var måske lidt chokeret over hvor ivrig Ezhno var for at give sine ting og komme sikkert ud af Elverly. Ikke at Caelon kunne brokke sig som han tog imod pengene og kæden, og han med sin anden hånd og tog hånden under kappen og fik fat i en lille flaske med en lilla væske i. Det så næsten giftigt ud, men der var virkeligi kke nogen grund for Caelon at snyde denne halvelver.
"Hvad ville jeg få ud af at snyde dig?" spurgte Caelon tilbage med et hævet øjenbryn, og stak halskæden og pengene i lommen og holdt flasken ud til halvelveren. Den ville ikke ændre hans udseende særlig meget, især fordi han var en halvelver, men skarpere ansigtstræk, længere ører, og generelt en mere elegant krop. Der ville ikke sås tvivl om han var en elver når den var blevet indtaget.

"Tja, hvad får folk ud af at snyde andre?" spurgte Ez med en smil, som han tog den lille flaske fra elveren. "Det kunne jo være gift? Så ville du have fået mine værdier uden at skulle af med noget."

Indholdet i flasken så ikke ligefrem appetitlig ud, og Ez tog proppen af den og snusede til den.

"Skal jeg bare drikke det hele?" spurgte han. "Jeg ved ikke så meget om eliksirer."