Dette er et indlæg til skrivekonkurrencen!

Jeg trak stedet "Hos den lille klan af orker, der holder til i Tusmørkebjergene" og valgte at svare med Randall.
__________________________________

Sted: Hovedstaden/Hos den lille klan af orker, der holder til i Tusmørkebjergene
Tid: Eftermiddag
Vejr: Overraskende skyfrit og rimeligt køligt

Randall hev lidt op i sine bukser og rettede lidt på bæltet, som han bevægede sig ned af en mindre gade i Skumringskvarteret i hovedstaden. Der sad et tilfredst udtryk på hans skæggede ansigt og han følte sig fantastisk dejligt tilpas. Åh, den kvinde forstod da at sende ham i den syvende himmel. Og gøre han træt. Lige nu følte han sig lidt som en gammel mand og alt i ham skreg efter noget fast føde og et krus øl. Eller ti. Han havde krystaller nok på sig til at kunne feste hele natten, så mon ikke, at det var det, der skulle ske. Med en dæmpet fløjten satte han af sted mod en lille kro i hjørnet af Skumringskvarteret, hvor øllen var billig, næverne sad løst og man kunne spille sig til flere krystaller. Dog nåede han ikke mange skridt, før en lyd nåede hans ører. Gråd. En lys, skinger gråd, der sagte lød fra en mindre gryde mellem to af de små huse. Normalt var Randall ligeglad med andre og deres liv, men et eller andet gjorde ham nysgerrig. Måske hans gode humør over dagens aktiviteter havde sin indvirkning også, hvem ved, men han gik langsomt hen til gydens åbning og så ind. En mørk skikkelse, siddende på en kasse var lige til at skimte i skyggerne. Ikke større end et meget lille barn. Lidt tøvende gik han længere ind i gyden og hen til kassen, hvor han satte sig på hug, så han var mere på højde med barnet.
”Har du brug for hjælp lille ven?” Han kunne ikke se barnets ansigt, som det var pakket ind i en lille kappe. Men som gråden stoppede og hovedet blev løftet gik det op for ham, at det ikke var et barn. Det var en alf. En grønlig hud og smaragdgrønne øjne, store kønne øjne der så op på ham med tårer i øjnene. Alfen sagde ingenting, men så bare på ham for et øjeblik. Pludseligt dukkede der en hånd frem og den rakte noget i mod ham. Lettere forvirret tog Randall i mod en lille hvid krystal. Og som hans blik gled tilbage til alfens ansigt, forvandlede det kønne lille ansigt sig til noget grimt og rynket og det lille uhyggelige væsen smilede og afslørede et sæt spidse tænder, inden den forsvandt som havde den aldrig været der. Randall rejste sig og bakkede forskrækket et par skridt. Hvad i Zaladins kolde røvhul. Krystallen i hans hånd begyndte at lyse, så meget at han kunne se skyggerne af knoglerne i sin hånd. Og lige som han måtte lukke øjnene gav det et ulækkert sug i hans mave, jorden forsvandt under hans fødder og det føltes som om, at han faldt.

Og pludseligt havde han fast grund under fødderne igen og solen lyste skarpt ned over ham. En vind smøg sig om ham og lugten af frisk natur fortalte ham, at han ikke længere var i Hovedstaden. Bjergluft. Var han død? Han slog meget hurtigt den tanke hen, for det havde aldrig føltes sådan før, når han døde og dukkede op et nyt sted. Det her havde været noget andet. En lyd fik ham til at åbne øjnene. Lyset fra krystallen havde efterladt hvide pletter for øjnene af ham og det tog ham et sekund eller to at fokusere. Det første han fik øje på, var spidsen af et spyd. En økse. Og en kølle. Som han løftede blikket et smule, fik han øje på dem, der holdt våbnene klar i mod ham og han bremsede sig selv i at stønne over sin eget forbandede held. Orker. Mange af dem. Og se så lige så forvirrede ud, som han følte sig, for hvordan i dødsrigets torturkamre var han endt her?! Svaret gav næsten sig selv. Krystallen. Han åbnede hånden og så ned på den. Sand løb ud mellem hans fingre, som krystallen ikke længere var. Et suk gled over hans læber, som det gik op for ham, at det ikke var vejen væk herfra igen. Nå ja, han havde været i værre situationer. Og hvad var det værste, der kunne ske? At han døde? Tøhø.
En bevægelse, som en ork tog et skridt frem mod ham, fik ham til at åbne munden.
”Har I nogensinde hørt joken om skovelveren og minotauren? Den ender muh-ligvis ikke særligt godt for skovelveren.” Om de grønne væsner forstod, hvad han sagde, var ikke så sandsynligt, men det var da et forsøg værd. Men de blikke, der forvirret blev sendt rundt i flokken, fik hans håb til at synke. Det så ikke sådan ud.
”Randall? Hvad laver du her?” En grov og dog feminin stemme fik ham til at vende sig og et bekendt ansigt dukkede op i mellem de orker, der havde omgivet ham. Lettet smilede han stort til den kvindelige ork, mens hans hjerne hurtigt sorterede ud i navne, til det rigtige dukkede op.
”Trudi, smukke blomst, lige så yndig som altid!” Måske var det ikke ligefrem det, man kunne kalde den store, muskuløse hunork, men Randall var uforbederlig, når det kom til kvinder. Og han havde nu en ting for orker. De var så dejligt brutale i sengen. Hunorken maste sig frem til ham og så på ham med sammenknebne øjne. Der var ikke meget gladelig gensyn hos hende.
”Jeg spurgte, hvad du laver her? Hvordan har du fundet vores lejr?”
Endeligt gik op for Randall, at han åbenbart var landet midt i en hemmelig orklejr og det ikke ligefrem var en god ting. Skulle han bare sige sandheden? Den var næsten mere troværdig end at han bare var vadet herop selv. Så vidt han vidste, kendte denne ork ikke til hans egen lille forbandelse. Efter et par sekunder valgte han at vælge en lille hvid løgn, der nok ville være mere troværdig end en lille ondsindet alf. Så han rakte det sidste af den lille håndfuld sand hen i mod hende.
”Teleportationskrystal. Troede den ville sende mig til Piratbyen. Men det gik ikke helt som planlagt, så får nok ikke købt det skib alligevel. Det er nok godt nok, jeg ved ikke noget om både.” Han blinkede til hende og smilede stort, som han ventede på en reaktion. Lige nu virkede det lidt til, at det kunne gå to veje. Enten ville hun slagte ham for at være der eller også kunne han charmere sig lidt ind på hende. Orken stirrede lidt på ham, så ud til at overveje hans skæbne og trak så på skuldrene, inden hun sagde noget højt på orkernes grimme sprog. I samme øjeblik blev våbnene sænket og pakket væk. Et støn kom fra Randall, da hun bankede en stor, flad næve ind i ryggen på ham.
”Du er et røvhul, Randy, og ikke på den gode måde! Kom og deltag i vores festligheder, vi har røvet en hel landsby og agter at feste til natten ender!” Hun slæbte ham med hen til et bål, hvor orkerne tydeligvis havde hygget sig omkring, da Randall poppede op ud af den blå luft. Uden at han fik lov til at bestemme noget, skubbede hun ham ned at sidde på en væltet træstamme og inden han så sig om, havde han fået skubbet en vandskind fyldt med noget kradst lugtende alkohol i favnen.
”Drik! Fest! Fortæl flere vittigheder!” Trudi satte sig ved siden af ham og de andre orker samledes atter om bålet. Randall kastede et blik rundt. Der var tydeligvis ingen vejen udenom. Og hvorfor skulle han sige nej til det det her?! At drikke og feste, var det han gjorde bedst! En lille stemme lød dog i hans hoved - det var nok bedst at komme væk så hurtigt som muligt, inden de så sig sure på ham eller besluttede sig for, at han ikke skulle fortælle nogen om lejrens placering. Med et grin løftede han sækken op og tog den første slurk. Det brændte som ild hele vejen ned i mavesækken og tårerne dukkede op i hans grå øjne. Fy for en klam prut, det var stærkt. Han måtte hellere holde igen med det stads.

Mørket havde lagt sig og lejren var nu oplyst af fakler og det store bål, der stadig brændte lystigt. Timerne var gået, sprutten blevet drukket og historier og latter havde genlydt i mellem klipperne. Men nu herskede stilheden - eller næsten stilhed, som diverse former for snorken lød i natteluften. Langsomt åbnede Randall øjnene og lod blikket glide rundt. Det virkede til, at alle sov, slået ud af det rævepis, de åbenbart var vilde med at drikke. Det slog hårdt, og da Randall langsomt skubbede sig op af sidde, vippede hele verden også for ham. Ved Zaladin, en brandert. Så stille som muligt kom han på benene. Væk, det skulle han, inden alle orkerne vågnede op med tømmermænd og blev arrige. Lidt usikkert på benene trådte han over Trudi, der ucharmerende med åben mund lå og snorkede og savlede. Ak ja, det blev nok ikke til en tur i høet med hende igen. En skam. Uden at tænke mere over det, slingrede han i den retning, han mente at udgangen af lejren lå.
Der var helt stille, de havde åbenbart ikke engang vagter i lejren. Alle havde fejret. På vej ud i mellem de sidste to telte, fik han øje på et æsel, der stod bundet til en sten. Æsel. De svømmende grå øjne lyste op og han slingrede hen for at løsne det. Det ville helt sikkert være bedre at ride ned af bjerget! Æslet virkede ikke synderligt tilfreds med at blive hevet ud i mørket, men fulgte med efter et par hiv i rebet.

Månen lyste klart ned over bjerget og det var ikke svært at se stien, der snoede sig ned igennem de stejle klipper. Tiden gik. Randalls brandert blev efterhånden en smule mindre, men han var ikke i tvivl om, at dagen efter ikke ville blive sjov. Puh, han skulle huske sig selv på ikke at drikke ork-sprut igen!
Stien nåede frem til en kløft, som den gik langs. Der var ikke meget plads på stien, som der var en klippevæg på den ene side og et brat fald på den anden. Æslet traskede videre og Randall kastede et blik ud over kanten og ned i mørket. Han kunne slet ikke se bunden her om natten. Ubevidst blev hans greb om rebet og æslets hals lidt hårdere. Han var ikke ligefrem glad for højder, slet ikke når sprutten stadig fik alting til at gynge.
Og apropos gynge, æslets gang fik det alligevel til at vippe lidt for meget, så da de nåede en lidt brede afsats, stoppede han dyret og hoppede af, for at læne sig mod klippemuren og tømme maven. Rævepisset smagte ikke bedre på vej op og han skar utilfredst ansigt.
”Jeg sværger ved mit grimme ansigt, jeg drikker ikke det stads igen!” Hans stemme gled ud i mørket, kun med æslet som tilskuer og han nød den kolde vind for et øjeblik. Nå, de måtte hellere se af at komme videre. Så tænkt, så gjort, så han svingede sit ene lange ben over æslets spidse ryg. Men dyret stod stille. Han sparkede til det, klappede det i røven og bandede så selv en pirat ville rødme. Men stædige som kun æsler kan være det, stod det som sømmet til stedet. Med endnu en ed, kravlede Randall af igen og forsøgte at hive det af sted i stedet, men lige lidt hjalp det. I sin fuldskab tænkte han ikke så langt, så han gik om bag det stædige kreatur og begyndte at skubbe. Nej, heller ikke, han fik kun en irriteret viften med halen ud af det. Til sidst klaskede han vredt dyret i måsen og trådte et skridt tilbage.
”Så må jeg jo GÅ ned af det her dumme bjerg!” Inden han nåede at registrere andet end en brændende smerte i brystkassen, havde æslet losset ham en med begge bagben. Kraften bag sparken fra det lille æslet var nok til at få Randall til at bakke flere skridt bagud, allerede med en dårlig balance efter sprutten. Og pludseligt var der ikke mere klippe under hans bagerste fod.
”Åh, lort,” nåede han lige at stønne, inden kroppen fik overbalance og han var i frit fald, på vej mod kløftens bund. Det var så typisk hans held at overleve en orkflok, for derefter at blive slået ihjel af et dumt æsel. Så typisk. Livet var ved Zaladins behårede røvhul bare heller ikke fair!

*SMAK*