Det var en mandag eftermiddag og Firs ægtemand, Richard Croix, var taget afsted på en forretningsrejse for bare få timer siden, men hun planlagde allerede at gøre alt i sin magt for at fornærme ham og ødelægge hans ry. Hun var god til den slags. For god til den slags, måske. Det var den samme slags planer, der havde skaffet hende blå mærker langs venstre side af kæben og et blåt mærke, der ligefrem var formet som et håndaftryk, på hendes højre overarm. Det stoppede hende ikke. Hun havde prøvet værre. Tværtimod gjorde det hende kun endnu mere opsat på sin nye plan.

Hun havde sendt Marianna, en af sine tjenestepiger, ned i byen efter en vare til hende. En ganske bestemt vare. Han skulle være charmerende og han skulle være til salg. Der måtte slet ikke være tvivl om, at han var typen man købte sig til. Hun stolede generelt ikke på Marianna, men hun stolede på hendes smag i mænd. 

Fir havde fået nogle af de andre tjenestepiger til at hente et karbad ind på sit soveværelse og fylde det op med varmt vand, med duftende sæber lagt i rækkevidde, men ikke hældt i selve vandet. 

Imens hun ventede på varen, åbnede hun døren ind til sit soveværelse, og smed sig så i sin seng, iklædt intet andet end en morgenkåbe i silke, der kun var holdt lukket af et tyndt bånd. Hun havde et glas rødvin i hånden og en bog åbnet foran sig, men så snart hun hørte døren gå op et sted nedenunder, kunne hun ikke længere koncentrere sig om bogen. Det var alt for interessant at følge med i de gisp og højlydte klager, der nåede hele vejen op på tredje sal til Fir, der vidste at Richards butlere ikke kunne smide en gæst ud som hun havde inviteret. Hun var trods alt øverstbefalende når han ikke var hjemme.

Hun havde været rasende hele dagen, men nu strøg hun smilende sit hår om bag ørerne, imens hun med noget nær glæde forestillede sig, hvordan det samme tjenestefolk der brokkede sig nedenunder nu (imens Marianna førte deres gæst den længst tænkelige vej op til Firs soveværelse), var det samme tjenestefolk der ville give nyheden videre til Richard når han kom hjem om et par dage - og, hvis hun var heldig, videre til naboer, venner og familie også. 

Det var ikke en sjældenhed at der kom bud efter Fabian. For en snuske prostitueret, der var villig til alt såfremt at betalingen var i orden, så var der overraskende højere stående kunder ofte hentede ham ind. For nogen var det ensomheden de ville have skulle forsvinde for en dag, nogen ville bare gerne have et hurtigt knald uden for mange spørgsmål, men også en god del gjorde det for at gøre nogle vrede. Fabian selv stillede ikke spørgsmålstegn til det (med mindre han måtte), og lod sig bare betale for ydelserne.

Denne dag var det en ung tjenestepige der havde fundet ham, da han sad og spejdede efter kunder. Et løfte om penge og at yderst fornemt sted, drak han ud og fulgte efter hende. Dette var en ny kunde, så Fabian ville selvfølgelig gøre sit bedste for at imponere hende og potentielt få en ny stamkunde. Det var trods alt dem der sørgrede for at han aldrig gik sulten i seng, og gjorde hele hans job nemmere. Var det sjovere med nye partnere hver dag? I den grad! Men at gå sulten i seng var ikke noget han nogensinde ønskede skulle ske for ham igen.

Han fulgte roligt med tjenestepigen, og kiggede kun meget kort på de forargerede tjenestefolk. Sådan var de nu altid på det første besøg, men de ville nok vænne sig til det, selvom han mått eindrømme at det hurtigt virkede til at de tog den mere sceniske rute, op til værelset. Dette nævnte han dog ikke, og snart stod han på et værelse overfor hvem der nok var fruen i huset, og et soveværelse.
Hun var faktisk noget nydeligere og yngre end dem han normalt havde seksuel omgang af de adelige, ikke at han skulle brokke sig over det i det fjerneste. Det var rart at have et kønt ansigt at kigge på. Han sagde dog ikke noget, endnu, men ventede på at enten Marianne gik efter præsenterede ham. 

Fir havde gjort det klart for Marianna at hun ikke gik op i hvordan varen skulle se ud. Han skulle være godt selskab og han skulle være til salg, han behøvede ikke at være flot. Men det var han. I overraskende grad. Det lod Fir dog ikke vise at hun tænkte, i stedet lod hun lydløst blikket glide dømmende over ham, inden hun blot så over på sin tjenestepige.

"Fru Croix," sagde tjenestepigen og nejede. "Jeg har medbragt Deres gæst. Hans navn er Fabian.." Et øjeblik så hun ud som om hun ledte efter hans efternavn i sin hukommelse, men Fir afbrød hende; "sørg for at vi ikke bliver afbrudt," sagde hun koldt og vinkede hende afvisende ud af det store soveværelse.

Med en pegefinger imellem læberne og et glas vin i den anden hånd trådte Fir tættere på horen. Fabian. Hun følte ikke at hun behøvede behandle ham pænt eller med respekt, men hun ville gerne bruge hans navn. Det var længe siden hun havde været alene sammen med en mand, der ikke var hendes mand, og selvom hun ikke havde planlagt rent faktisk at have sex med ham blev hun en smule fristet.

"Der er blevet klargjort et bad til dig," sagde hun så og nikkede imod badekarret der stod i midten af rummet og dampede af varme. Han så ikke så beskidt ud som hun havde forestillet sig en prostitueret, eller beskidt overhovedet, men hun ville gerne sikre sig at han var ren og hun ville også gerne have tid til at se ham an på afstand. 

Fabian kiggede sig nysgerrigt omkring. Det var ikke første gang han var sådan et sted, nej tvært imod. Et af hans mange besøg, men han havde aldrig været her. Ikke så vidt han kunne erindre i hvert fald, men nu var det jo heller ikke fordi at han normalt fik lov til at tage en scenisk rute gennem de flotte huse. Han blev ofte ledt ind af bagdøren, og op i hans kundes gemakker, for så at hygge sig der et par timer.

Et øjebryn skød op, som han blev bedt om at tage et bad. Den havde han ikke set komme alligevel, og han blev simpelthen nødt til at spørge. ”Du er godt klar over at du kommer til at betale for alt hvad jeg gør ikke? Det inkluderer at bade,” det var ikke fordi at han ikke ville nyde at tage et bad for en andens regning, men det var usædvanligt. Normalt blev han kun bedt om sådan noget når nogen søgte hans selskab i teatret. En sjældenhed, men det skete. At se så ofte havde sex oppe på balkonerne.... ja, det var jo bare hans job.
Alligevel begyndte han langsomt at åbne sin skjorte, så den fine dame, rigtig kunne få et udsyn på dn yderst tiltrækkende overkrop, for hvis hun mente at han skulle have et bad, så tog han gerne et.

Fir slog afvisende ud med hånden. "Du behøver ikke at bekymre dig for betaling," svarede hun køligt, indtil hendes blik blev fanget af den skjorte, han langsomt var ved at åbne. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været tæt på en mand, hun var tiltrukket af, og selvom hun havde aftalt med sig selv at hun ikke rent faktisk ville lave noget seksuelt med ham her, så blev hun pludselig utroligt fristet.

"Lad mig hjælpe dig," sagde hun, mere som en ordre end som noget andet, og trådte tæt nok på ham til at kunne knappe resten af hans skjorte op for ham. Hun skubbede den af hans skuldre og tog den i sine egne hænder. Der brugte hun et langt øjeblik på at stå i forbavselse over hvor flot han var; hans mavemuskler, hans fine, unge hud, lokkerne af hans lyse hår der faldt om hans skuldre. Hun fik lyst til at sætte tænderne i ham og smage hans blod. Ligegyldigt hvor længe hun havde forsøgt at leve som menneske, kunne hun ikke undgå at få halv-morderiske tanker mindst et par gange om dagen.
Så vendte hun sig pludseligt halvt væk fra ham, foldede distræt skjorten og lagde den fra sig på en stol i nærheden af badekarret.

"Jeg vil gerne have at du bliver her til i morgen tidlig. Og jeg vil gerne have at du tager et bad. Hvor meget skylder jeg dig for det?" Spurgte hun, imens hun gik over til sit natbord og rodede en lille kiste med krystaller igennem. Hun vidste endnu ikke hvad hun ellers ville have, men hun var okay med at skulle kaste flere krystaller efter ham aftenen og natten igennem. 

Fabian skulle da ganske vidst ikke sige nej til at der blev hjulpet med at få åbnet skjorten. Der var noget over kvindelige hænder, der var bløde fordi de ikke havde lavet en dags hårdt arbejde i deres liv. Det var en underlig følelse, når man var vant til at det var mænd med grove hænder der tog en, men ikke en ubehagelig følelse. Hvis han skulle vælge, så var der langt flere dage han ville tage en kvinde end en mand, af den simple grund at det var mere afslappet. Det fik ham ikke til at være ligeså udmattet, fordi de generelt virkede til at ville have noget blidere. At han så også ofte skulle sige sukkersøde ord til dem, dæmpede lidt på det.

"Hvad med at vi afregner det i morgen tidlig? Jeg stoler på at du holder dit ord, og det bliver noget nemmere, hvis du ombestemmer dig om hvad du vil have ud af mig," sagde han grinende. Han håbede i hvert fald at hun ville holde sit ord, men de fleste adelige gjorde det. Der var ikke noget så slemt som at pøblen gik rundt og snakkede om at en familie ikke overholdte deres aftaler, eller betalte for ydelser. Og normalt ville de gerne have ting som disse holdt under fire øjne. Selvom det var ret tydeligt at denne kvinde ikke just ønskede det, med hvordan han var blevet slæbt til offentlige skue gennem palæet.

Siden det så ud til at kvinden ikke havde planer om at hjælpe ham med at tage resten af sit tøj, gjorde han det selv. Skoene og sokkerne først, og så langsomt blev bukserne åbnet og smidt ned, så hans herlig stod frem til at kunne set. Han var i den grad stadig tonet efter at være landmandssøn, og der var ikke meget fedt til overs. Det var jo ikke noget der solgte alt for meget her i byen.
En kækt smil blev sendt til Fir, før at han forsigtigt gik op i det varme vand, for at kunne gå i bad, nu når han blev tvunget til det. "Sikker på at du ikke har lyst til at komme herned med mig?" kom det kort tid efter fra Fabian, der ikke kunne lade vær med at tilbyde det.

Fir lod krystallerne rulle fra hendes håndflader og tilbage ned i kisten. Hun nød følelsen af dem i sine hænder og lyden af krystallerne, når de ramte flere krystaller. De var mindst lige så interessante at betragte som Fabian var.
"Det er en aftale," svarede hun og hans grin fik et smil frem på hendes læber. Det føltes som en evighed siden hun havde hørt oprigtig latter. I de omgangskredse hun kom, var latter altid til for at smigre andre magtfulde og rige personer, ikke fordi der var reel glæde i deres liv.

Hun stod i sine egne tanker med ryggen til ham, indtil hun hørte ham stige op i karret. Da skævede hun til ham i tide til at se hans manddom. Forlegen slog hun blikket op til hans ansigt og blev kun endnu mere forlegen, da han blot smilede til hende. "Hm," svarede hun og lod blikket glide over ham, inden hun langsomt gik hen til karret, som hun satte sig på kanten af. Med en selvsikkerhed som ejede hun alt i hjemmet, inklusiv ham, lagde hun sin vielsesrings-besatte hånd glide over vandet.

"Jeg har endnu ikke besluttet mig for om du må se mig nøgen," svarede hun, hvert eneste ord velovervejet. "Jeg vil have sugemærker. Jeg vil have støn så højlydte, at hele tjenestestaben bliver flove. Jeg vil have lugten af dig gnubbet ind i hver eneste centimeter af mit lagen. Jeg vil have.. hævn." Ved indrømmelsen flammede hendes blik op med raseri og hun knyttede sin hånd i vandet. Hun var klar over at det kunne lyde som om hendes mand havde haft en affære, men hun talte egentlig om de blå mærker der befandt sig flere steder på hendes krop. Hun havde ikke styrke til at give ham igen af samme slags, men i det mindste kunne hun gøre dette.

Vandet var rart, og selvom Fabian godt var klar over at vandkvaliteten nok ikke var anderledes for adelige og folk på hans stand, så føltes det bare rarere her. Måske var det det bedre kar han sad i? Måske også havde noget at gøre med at han var lidt for tilbøjelig til fællesbade, så der var det nok ikke ligeså rent som her.
Han lyttede interesseret i hvad Fir sagde om hvad hun ønskede, og han kunne kun indrømme at det lød sjovt, selvom  han ikke sagde dette højt. De adelige bekymrede sig næppe om de købte lystdrenge eller piger, når hævnen endelig skulle gengældes, så forhåbentlig var han uden for skudfaren.

"Jeg kan give dig alt det og langt mere, hvis du ønsker det," kom det fra Fabian, som han slængede sig over karet og kiggede på Fir med en lyst i hans blik, så man kunne være fristet til at tro at de øjne kun var skabt for en selv. De fleste lod sig tro bare for en nat at Fabian ønskede dem med hele hans krop og sjæl.
"Jeg er sikker på at han ikke giver dig hvad du har behov for, men det kan jeg give dig," startede han med at sige og sænkede sit hoved lidt for at fange Firs blik. Hans eget var ligeså brændende som hendes, men ikke af vrede, han havde intet at være vred over. "Hvis du giver mig lov, kan jeg minde dig om begæren vi alle har inden i os. Lad os tage den hævn, og samtidig, gøre det på den mest nydende måde."

Det var uden tvivl en flot mand Marianna havde fundet til hende og Fir fortabte sig et øjeblik i omridset af hans muskler, men ikke mere end at hun stadig hørte ham sige, at han ville give hendes alt hun ønskede sig og mere. Han vidste åbenbart præcis hvad man skulle sige til kvinder som Fir, der var grådige og aldrig kunne takke nej til gaver eller opfyldte ønsker.
Hun flyttede sit blik fra hans overarme og op til hans ansigt, og et øjeblik sprang hendes hjerte over, da det gik op for hende hvor længe siden det var siden der sidst var nogen der havde set på hende, som Fabian så på hende nu. Det skete engang imellem, men det var altid andre adelige mænd til fester hendes mand holdt, og det var svært at udleve en fantasi, når ens mand også selv var i lokalet.

Hun brød ud i lavmælt latter, da Fabian omtalte Richards evner til at give hende hvad hun havde brug for. Når han endelig trak hende med ind i sin seng, var han som regel for fuld til rent faktisk at kunne gennemføre noget. Des længere Fabian snakkede, des dybere faldt Fir ind i hans intense blik. 

"Jeg kan godt lide hvordan du tænker," svarede hun med latter i stemmen, da han forslog at de hyggede sig, især fordi han havde sagt ordet 'hævn'. Det var dét, der endelig fik hende til at hive i båndet, der holdt hendes morgenkåbe lukket, men hun hev det kun halvvejs åbent, før hun rejste sig op og med et sæt gik hen for at skænke dem begge et glas vin. Han gav hende ideen om at hun kunne blive elsket, og hun følte sig allerede helt høj af det, men hun havde aldrig været sammen med en prostitueret før og han virkede så menneskelig. Med en livsglæde hun ikke selv havde følt, nogensinde.

"Der er håndklæder på stolen ved siden af dig," mindede hun ham om, imens hun hældte vinen op. 

Ensomme adelige kvinder var nok nogen af de lettelse at få overtalt til at det var en god ide. De længtes så ofte efter at føle kærligheden, selv hvis det var i formen af en prostitureret, og Fabian vidste hvordan han skulle kige på dem, så de kunne tro at de var det vigtigste i hele verdenen. Et sted i Fabian, var der nok en del af ham der havde ondt af dem. Ofte var det arrangerede ægteskaber og deres mænd var lømler der var ligeså tilbøjelige til at gå ned og finde en luder, og ikke gad at opfylde deres hustrus behov, men det var ofte ikke en del Fabian var i kontakt med. Adelige kvinder gav gode penge og det var det vigtigste.

”Jeg ønsker bare at gøre dig lykkelig,” sagde Fabian blidt, før at han gik tilbage til faktisk at vaske det smule skidt han havde på sig af. Lidt beskidt var man vel altid når man boede i Hovedstaden, og havde op til flere kunder om dagen. Det var lidt af et mirakel at han ikke stod værre til, når man tænkte på de steder han var endt henne pga. en kunde.

”Så du er sikker på at du ikke ville med herop?” spurgte Fabian en sidste gang for at bekræfte, at han bare skulle færdiggøre sit bad og komme op. Han var i hvert fald ikke tvivl om hvor denne her aften ville føre hen, nu når han var kommet lidt mere ind på denne Fir. Hun havde behov for noget kærlighed i livet, og Fabian kunne give hende noget der var tæt nok på, så hun i det mindste fik sine lyster stillet.

Der var aldrig før nogen, der havde nævnt Firs lykke, medmindre det var for at fortælle hende, at hun ikke kunne regne med at blive det. Mørkets Hær havde ikke gjort hende lykkelig, rigdom havde ikke gjort hende lykkelig, skønhed havde ikke gjort hende lykkelig. Og nu troede denne prostituerede, at han kunne gøre hende lykkelig? Hun var ikke optimist, men hun havde lyst til at lade ham prøve og hun troede næsten på at han kunne. Han havde fået hende til at grine. Det var halvvejs til lykkelig, var det ikke?

Hans ord fik hende til at overveje at slutte sig til ham igen. Hun ville gerne røres af ham, ligesom hun også gerne ville røre ved ham, men hun gjorde alt hvad hun kunne for ikke at falde for dybt for Fabian allerede, så hun var nødt til at lade være. Desuden er vandet beskidt nu, tænkte hun, i et forsøg på at lades som om alt hun gjorde ikke var på grund af Fabian.

"Ellers tak," svarede hun, strøg en lok af sit hår om bag øret og vendte sig, så hun kunne betragte ham. Hun tog en tår af sin vin, men så ikke væk fra ham. Han var en flot mand og hun regnede med at det ville være sidste gang han var langt nok væk fra hende til at hun kunne nyde at se hele hans nøgne krop, og hun ville allerede gerne have ham tættere på. Hun tog et enkelt skridt imod ham, men stoppede så. Det er hans job at komme til mig, tænkte hun, men var ikke sikker på om hun havde ret.

Fabian kunne næsten se hvordan han allerede havde hende i sine kløer, så at sige. Hun virkede i hvert fald til at hun ønskede ganske meget at komme til ham, og det skulle hun da også have lov til. Så Fabian rejste sig op fra sit bad, og tørrede sig af, og gjorde ikke noget for at skjule kroppen. Nej, han nød decideret hvordan hun stirrede på ham, og han holdt da også et øje på hende, som han langsomt tørrede sig selv.

Da han var færdig med at tørre sig, lagde han bare håndklædet sig fra, og gjorde intet for at dække sig, som han tog et par skridt tættere på hende, og rakte op for at køre en løs hårtot om bag hendes øre.
”Hvad ønsker du?” spurgte han lavmeldt og kiggede hende ind i øjnene. Hans egne øjne var allerede fulde af lyst, bare ved tanken om hvad der skulle komme. Men sådan så hans øjne vidst ud for det meste, ikke at Fir ville han nogen ide om det. Det gode ved kun at have et 'professionelt' forhold.

I forhold til at Fir aldrig havde interesseret sig vanvittigt for sex, fulgte hun nærmest besat Fabian med øjnene så snart han steg op af karret. Hun blev oven i købet kun svagt varm i kinderne af det - ingenting i forhold til, hvor røde i hovederne de fleste andre adelige kvinder i hendes omkreds ville være blevet bare ved tanken.
Først da han begyndte at træde tættere på hende, løftede Fir blikket til Fabians ansigt og til hans lyse, fugtige hår, der flere steder klæbede sig til hans hals, nakke og kæbe. Hun havde lyst til at røre ved det, men så kom han tæt nok på og hun frøs på stedet imens han i stedet rørte ved hendes hår.

Hun forstod godt hans blik, men da han spurgte hende hvad hun ønskede, tog hun udelukkende højde for hvad hun selv ville, også selvom hun nærmest stod og faldt for ham på stedet.

"Jeg vil.." for første gang i sit liv var Fir ude af stand til at sætte ord på hvad hun ville have, og hun sank en klump, hendes øjenbryn rynkede i koncentration. Hendes mund faldt åben, på nippet til at sige noget, men i stedet rakte hun en hånd frem om lagde den om hans trænede overarm. Musklerne under hendes fingre var hårde og da hun så op på Fabian igen, under sine mørke øjenvipper, havde hun allerede en bedre ide om hvad hun ville have.

"Jeg vil have at du holder om mig og behandler mig, som om du elsker mig. Under de betingelser vil jeg også.. have sex med dig." Hun slap tøvende sit tag om hans overarm efter at have talt ud.

Der var noget i Fabian der nød at fange blikket af andre, at havde dem blive røde i hovedet, som deres egne tanker blev syndige. Det at han vidste folk tændte på ham, gjorde dette job så meget bedre. Og  måden de gav sig hen til ham på. Det var jo næsten til at blive høj på. Ikke noget han nævnte, som han tålmodigt lod hende bestemme hvad hun havde lyst til. Der var ingen grund til at presse for noget han ikke kunne få. Det var ikke en del af hans jobbeskrivelse, med mindre de selvfølgelig sagde at de ville blive taget mod deres vilje.

”Selvfølgelig, og du ved vel at du til en hver tid kan sige nej,” sagde han blidt, og kiggede med det der lignede omsorg ind i hendes øjne, før at hans hænder gled omkring hende, for at holde om hende. Han gjorde ikke så meget endnu, men nussede blot hende lænd og hofte gennem tøjet hun havde på. Hans egen krop stadig tydeligt nøgen.

Fir havde aldrig før haft lov til at sige nej. Hun havde sagt nej. Masser af gange. Men hun havde ikke haft lov til at forlade Mørkets Hær, hun havde bare gjort det. Hun havde heller ikke fået lov til at sige nej til sin mand, når han ville have hende, men det havde ikke stoppet hende fra at skrige det så højt at hele palæet havde hørt hende. Intet kunne stoppe hende fra at sige nej, eller fra at gøre hvad hun ville, men det var underligt beroligende for hende at høre at denne gang måtte hun gerne.

"Mmh," svarede hun, for en enkelt gangs skyld uden at vide hvad hun skulle svare, på trods af en fornem opdragelse i manerer og social omgang. Hun skyldte skylden på Fabians klare, omsorgsfulde øjne, og lænede sig ind imod hans favntag uden forbehold. Hans krop var varm og velduftende, og hun lagde afslappet sit hoved imod hans skulder, hendes ansigt ind imod hans hals. På trods af badet duftede han af mand. Fir havde lyst til at sætte tænderne i ham, og inden hun fik tænkt sig om, åbnede hun munden og satte blidt tænderne i den bløde hud på hans hals. Dog kun et øjeblik, inden hun blot lod tænderne skrabe over ham og derefter slap ham.

"Hjælp mig ud af den her," bad hun ham så lavmælt, selvom det eneste hun havde på var en morgenkåbe i silke, der blot skulle løsnes i bæltet og trækkes af hendes skuldre.

En lyd af tilfredstillelse kom der uden forbehold fra ham, som hun satte tænderne i ham, selvom det ikke varede mere end et øjeblik. Det var dog nok til at Fabian havde vist at han havde intet imod det. Tvært imod. Hun måtte bide løs i ham så meget hun ville. En krop der kunne gøre præcis som hun ønskede.

Han lod sine arme gå fri af hende, for at tage fat i bæltet, for at løsne det ligeså stille. Han lod sine hænder glide under kåben om hendes skuldre for at tage den af. Hun var smuk under det. Selv Fabian kunne se det og han havde set mange kroppe i sin tid.
”Du er smuk,” hviskede han og lænede sig ind for at placere et lille kys på siden af hendes hals, og lod sig endnu engang presse lidt tættere på hende, nu når de begge rigtig havde mulihged for at føle deres egen hud mod den anden.

Fir havde altid nydt at se sine ordrer blive fulgt, også selvom det altid kun havde været tjenestefolk og liderlige mænd hun kunne få det til. Eller i dette tilfælde, en betalt mand. Der gik et gys igennem hendes krop, som hun stod nøgen foran ham, men øjeblikket efter var hans varme krop presset tæt op imod hendes, og hun slappede af igen. Hun lagde oven i købet sit hoved lidt på skrå, så han nemmere kunne komme til at kysse hendes hals.

"Tak," sagde hun lavmælt, flere sekunder forsinket fra da han havde kaldt hende smuk, men hun var ikke vant til at få den slags komplimenter. Ikke fordi hun ikke vidste at hun var smuk, men fordi hun som regel havde et ansigtsudtryk, der viste at hun havde lyst til at myrde enhver der forsøgte at tale til hende.

"Jeg har aldrig før villet have en mand, som jeg vil have dig," indrømmede hun rødmende og hvilede sin pande imod hans skulder, så hendes hår faldt ned og dækkede for hendes varme ansigt. Hun rakte en hånd ned imellem dem og greb løst fat om hans manddom. 

Selvom Fabian næppe var kræsen med sine sengemakkere, så var der stadig bare noget over at stå her med en velformet, smuk kvinde. Det var bare en anelse bedre, end de snaskede, lusede, gamle mænd der ellers også var glade for hans selskab. Især fordi de vidste at de kunne få Fabian til hvad som helst.

Han hummede tilfredst, da han mærkede den bløde hånd om hans lem. Ikke at hun gjorde noget specielt endnu, men det var da godt at hun var ved at føle sig nok tilpas at hun også initierede deres forsatte leg. Ikke at Fabian havde noget imod at tage kommandoen, det var han så vant til. Men han var interesseret i hvor langt denne uskyldige adelskvinde faktisk ville gå, og hvad hun ville have, som hun måske ikke var klar over.
Han forsatte med at kysse Fir på halsen, men det blev hårdere, lidt mere med et formål at efterlade et mærke. Hvis Fir ønskede at hendes mand blev gal, så kunne Fabian godt hjælpe med det.

Fabians læber var bløde imod Firs hals og hun trak skælvende vejret ind. Hendes hjerte slog så hurtigt at hun kunne mærke det i hele kroppen. Det var lige før hun var sikker på at Fabian også kunne mærke det. Det var ikke en ubehagelig følelse, tværtimod, men den var fuldstændig uvant for hende. Hun var begyndt at tro at hendes hjerte var lavet lige så meget af is, som hendes evne kunne få hendes hænder til at være.

Med sin frie hånd skubbede hun sit hår væk og lagde derefter hovedet på skrå, så han nemmere ville kunne komme til. "De skal være tydelige," hviskede hun, hendes vejrtrækning overfladisk. "Selv tjenestefolkene skal kunne se dem." Hendes stemme var bedende, selvom hendes ord var, som havde hun beordret en tjenestepige rundt.

"Der er én ting, jeg altid gerne har villet prøve," indrømmede hun lavmælt, og holdt sit hoved sænket, for ikke at afsløre sine røde kinder. "Tror du at du kan bære mig?" Ved spørgsmålet så hun op på ham uden at løfte hovedet helt, igennem sine lange, mørke øjenvipper, og selvom hun skulle betale ham for at være her, tog hun bedre fat om hans lem for at få ham med på sin lyst.

Et bredere smil spredte sig på Fabians læber. Det kunne godt være at den vrede ægtemand også ville komme efter ham, men at være med en kvinde der så gerne ville have det var tydeligt at hun havde været en lystdreng, det var alligevel noget unikt, og det morede Fabian. Så han tog lidt hårdere fat med sin mund på hendes hals.

”Selvfølgelig,” sagde han og tog endelig sit hoved væk fra hendes hals, for først at stirre lidt på sit smukke vækr, før at han kiggede hende i øjnene. Det var dog tydeligt i hans nedre regioner, at han var mere end klar på hvad end hun bedte om. Hans lem var stiv i hendes hånd, og hver en berøring fik en eller anden form for rekation fra ham.
”Bare… sig hvad du ønsker,” hviskede han og ventede så tålmodigt han kunne, på hendes svar.