Den kolde vind, kastede og snoet sig området, op og ned af de høje bjerge. Sneet som lå på jorden er oppe, blev gang på gang fanget af viden, kastet i luften og flyttet rundt. Dette gjorde, at på trods af hvad mange forventede her oppe, var udsigten blindende da sneet blev kastet rundt. Dagen i dag, kastede ganske vis solskin i området, men den kraftige vind gjorde at udsynet var umuligt, enten bliv man blindet af flagerne i luften, eller blev lyset kastet fra sneet og imod en. Solen stod højt, himlen var blå og klar, nærmest babyblå denne tidlige formiddag. Her, blandt bjergene var der stille, men dets længere man kom ind i denne mindre dal mellem klippe formaterne, fandt man denne fæstning, sneet som ramte taget fik aldrig fat, før vinden på ny fangede det, dette gjorde at Fæstningen nærmest var omringet af vejret selv som sne var i kontant bevægelse om fæstningen, dette gjorde ikke bare at fæstningen var et utrolig smukt syn, men også at den var nærmest umulig at se hvis man kiggede fra bjergene og ikke fra dalen mellem dem.

Denne sorte fæstning havde stået her mange år, var den første tanke kvinden i dalen tænkte da hendes blik blev kastet over den. Den næste tanke der kom igennem hende som hun langsomt træk sig tættere på denne fæstning, var hvorfor hun ikke havde hørt om den. Hun hævede hovedet, stadig dækket af hætten som en ramte toppen af en bakke af sne, lod blikket falde over fæstningen som vinden tog til, hætten og den korte kappe hang så langt som de var til hendes venstre side. Det korte, kaotiske hår bevægede sig som vinden fik fat, to minde buler var omkring hendes tændinger, de to forskellige farvet øjne – et rødt, et lilla, blev kastet over fæstningen, en irriteret mimik blev vist som hun fjernede hånden fra munden, hvilket blottede en række af spise tænder. Hætten blev revet ned overhovedet, og holdt fast i. Den spinkle kvinde sukkede, som hun gjorde var det nærmest så om sneen begyndte at bevæge sig om hende. Kappen var brugt og gamle, fyldt af huller takket slid, og tidens gang. Trøjen under virkede ny, men dette var tydeligt en trøje lavet til vandring i Azuiren, og ikke til bjerge, alligevel gik denne kvinde så om hun nydt dette vejr, disse temperaturer. Hendes sko var usynlige som de var dækket af sne, men bukserne afsløret af det i hvert fald ikke støvler hun havde på.

Denne kvinde i sommertøj, havde mange ting pakket væk i hendes tasker, dette kunne mærkes på hendes aura, og endnu mere på de bøger hun bar, en i bæltet, en i en kæde over skuldrene, en amulet bundet om armen, på en måde at man kunne se den tydeligt var skjult af læder, en amulet mere om halsen, der lige nu var dækket af en hånd, som hun løftede en fod efter en anden, og nærmede sig skyggen af fæstningen. Et hav af tanker bevægede sig rundt, designet mindede hende om fortiden, og sendte hendes tanker hjem på Kzar Mora, men hvorfor havde hun ikke hørt om en fæstning der var designet som mørkets?  Var uden tvivl det spørgsmål der bar sig i hendes mimik, i hendes øjne. Som hun ramte skyggen af fæstningen rystede hun hovedet, kiggede up på dette smukke bygningsværk som et smil dukkede op i hendes mimik.

Der var ro og frede omkring fæstningen Ra sad og lagde planer for sit næste træk, da en af hans vagter kom ind i den store sal hvor Ra sad " Herre " sagde han og bukkede sig ned foran Ra, hvor efter Ra nikkede til ham som et tegn på at han skulle snakke " der er en lige ude foran fæstningen en kvinde, ikke en vi har set før " blev der sagt roligt hvor efter Ra rejste sig fra sin stol og tog sin frakke på som var ligeså sort som hans øjne med hans logo på ryggen af ham, han gik roligt ud igennem døren igennem de mange genveje der gjord at han nærmest var ved udgangen af hans fæstning.

For når alt kom til alt kunne man ikke bare komme ind til Ra bare sådan, for ser man nok kunne man komme igennem porten men efter porten er der labyrinten, som man skulle igennem og det var der ingen der var kommet igennem før, så kun med Ra's tilladelse ville man kunne komme igennem labyrinten, så han kunne lade denne kvinde komme igennem porten for sjov, eller han kunne få sine vagter til at slå hende ihjel, men idag var denne kvindes heldige dag for som hun nærmest stod ude foran fæstningen, åbnede dørene sig og Ra kom til syne med en vagt ved hver sin side og to mere kom frem bag dem bue og pil rettet imod kvinden.

Han gik imod kvinde meget roligt og elegant og hun ville kunne fornemme han var herren af dette sted, han stoppede op ca tre meter fra hende sådan hans evne gjord at hun på ingenmåde ville kunne bruge sine evner på ham, eller noget andet " hvem er de og hvad laver de her " sagde han roligt men med en bestemt tone i hans tale måde, begge bueskytter havde rettet sig imod hende og kun et enkelt ord ville nede hendes dage. 

'var den forladt?' var den første tanke der gik igennem kvinden, som hun stod her, foran trappen der førte op til den store port ind i fæstningen, ganske vis var der lys i nogle af vinduerne, og her duftede ikke så om det var tomt, lufte smagte også af andre. Men alligevel virkede det for specielt at der ikke var nogle i området, og endnu mere at hun ikke havde kendskab til denne fæstning, så at den var forladt gav bare mere mening end andet. Men netop som hun overvejede at gå op og tvinge porten op, kunne hun høre bevægelse på den anden side, så hun valgte i stedet at tage bogen af hendes skuldre, finde kullet frem til at skrive, og vente, og ganske roligt dette gjorde hun. Dog var hun lidt skuffet over hvad der mødte hende, to bueskytter og en noble? Men igen, det måtte være svært at finde nyt bemanskab her, så at det var begrænset gav for meget mening. Han gik lige lovligt langt ned, for din normale noble, de fleste var blevet blandt sine skytter, og snakket derfra, men han gik tæt på, nærmest helt ned til hende for at snakke? Gensidig respekt – var en af de første tanker der dukkede op i Opias sind, dog var dette ganske forkert.

 ”Hvem er de og hvad laver de her” lød der, fra denne menneskelige stemme med en form for arrogance og ære, dog roligt. Kort dukkede et smil op på hendes læber, og kullet mødte bogen, og manden tog sit sidste skridt, og troede hun at hun var fanget i hans spin. Alt hendes bevægelse stoppede, som han ramte denne afstand, nærmest det sekund han ramte her, og hun åndede ud, dukkede luft frem foran hendes næse og mund, men ikke koldere end luften selv, varmere. Hendes tøj forsvandt lige efter, og kun bæltet og bøgerne bliv, kort stod denne kvinde nøgen i dette vejr, i dette klima, men igen, knap to sekunder efter at manden havde ramt ’hans afstand’ begyndte alt at ændre sig, som store flagermusen vinger spontant voksede ud af hendes ryg, en nærmest to meter langt spis halse voksede ud fra det nederste af hendes ryg, og en sky af blod fulgte med denne ”spontane mutation” og sneen omkring hende, begyndte at have mærker at dette blå-lilla blod som forlod hende. Det røde øje begyndte at lyse, det lilla blev mørkere og mørkere men alligevel mere tydeligt. Læberne forsvandt og de spise tænder der gemte sig bag dem blev tydeligere, og begyndte at vokse, hele kvinden begyndte at vokse. Hendes negle blev længere og hænderne begyndte mere at ligne klør end fingre, og på hendes hoved begyndte to horn at vokse fra hendes tænder, og et tredje begyndte at vokse fra hendes baghoved, og lå hans hendes hoved og pegede imod manden. Som kvinden begyndte at vokse, voksede fra under hendes hud, det ene tykke sorte skæl, efter det andet, og hvis ikke hun blev breder af at vokse, blev hun som disse trykke sorte og grå skæl voksede ud over hele hendes krop, og knap ti sekunder efter at manden ramte de tre meters afstand fra hende, stod der nu en lidt over to meter høj, tydelig dæmonisk skikkelse foran ham. Bæltet hun havde om sig, var knækket, tasken lå også på jorden lidt bag hende, og bogen i hendes hånd havde tre klør igennem sig. Det korte, sorte hår, var vokset til at være mindst lige så langt som hende og hvidt som sneen omkring hende.

Her stod hun, med hovedet på skrå, forvirret og kiggede på sig selv, op på manden og tilbage på sig selv, men havde endnu til åbne sin mund.
                                                                                       

Af alle dage som han havde oplevet i sit liv blev denne den mest mærkelige, han vidste det bare ikke før hans magi sparkede til omkring hende da han gik tæt på hende, han skulle lige til at sige noget som hun forvandlede sig til noget han aldrig havde set før, at hun var nøgen for få sekunder var slet ikke gået op for ham, for alt forandrede sig så hurtigt at han nærmest ikke kunne nå at følgemed, foran ham stod en kvinde der nærmest på ingentid blev forvandlet til en mustant ligende dæmon monster, Ra's folk var ikke folk der blev bange for at være i undertal eller noget, de var frygtløs og vilde men denne kvinde fik dem til at bakke lidt tilbage, osse Ra fik en overraskelse men stod stadig hvor han stod, men heldigvis skjulte hans sorte øjne meget i forhold til hvordan han havde det, Ra løftede hånden kort op i luften og bueskytterne fjernede deres bue og gik indenfor, og låste porten.

Ra kiggede meget undrene på denne person eller hvad det var hun var for en " Overraskende meget er det et tricks du selv er herre over eller, er det min skyld det skete " spurgte han roligt, men han var stadig lidt nervøs over hvad hun var og hvad hun var i stand til, for det her var som sagt nyt for ham at sådan en kvinde kunne blive til sådan et monstre, og hvad ville de ikke give ham hvis han kunne få vendt hende om op hans side, og gør hende til en del af hans klan det vil selvfølgelig kræve en del, men det var en mulighed i hans øjne, men hvordan hun vil tackle det vidste han ikke og han havde heller ikke tænkt sig at lige med det samme sige det, " lad mig omformulere mig selv, hvad bringer en som dem til mit sted " sagde han roligt, med et lille smil på læben, Ra vidste at man nogen gange kunne komme langt med venlighed selvom det ikke var noget han gik så meget op i, men lige nu var han nød til at være venlig over for dette væsen, for hun kunne sikkert flå ham i stykker så nemt som ingen ting, og det ville han på ingen måde finde ud af.

Nu stod hun der, foran denne fæstning mens sneen faldt omkring hende, i sin fødselsform, blikket var læst på hendes bog hvor nogle af hendes klør gik igennem, langsomt hævede hun blikket til manden før sig, i takt med at manden talte. Det første af hans spørgsmål, fik ikke et svar, blot et smil blev sendt imod ham, blikket blev lagt på de to bueskytter i porten, og langsomt tilbage og lagde blikket på mandens ansigt. ” "lad mig omformulere mig selv, hvad bringer en som dem til mit sted”, Dem, dette ord fik hende tydeligt til at reagere som hele hendes mimik ændrede sig kort, da ordet blev kastet imod hende, mimikken medførte dog et smil, og en kort latter – øjne lukkede, smilehullerne blev mildt synlige blandt de sorte skæl, ørene vippede en smule, og hendes ’stilling’ blev mildt ændret.

Denne, glædes fulde latter blev spontant stoppet som hun tog en hånd foran sin mund, og kiggede frem, lidt skræmt. Dog, virkede det til, at noget var galt her, som hun pludseligt blev meget forvirret. Et sekund gik hvor hun blot kiggede, forvirret på manden før hun rystede sig hoved mildt, ”Beklager, er ikke van til mine magiske energier ikke kan finde form. ” kort ventede hun på en reaktion fra manden, dog med tydeligt tegn på at forsætte sin monolog lige nu. ”Jeg, var faktisk på jagt – Fangede og spiste en sneleopard der over af – ” Hun kastede hovedet lidt bag sig, og kort vidste med sit blink, hun mente en høj i baggrunden. ”Valgte blot at gå igennem bjergpasset her, og så noget der fangede min opmærksom.” Hun ændrede sin stilling til mere afslappet, rettede sin vinger lidt – således de hurtigt kunne bevæges hvis skytterne handlede, som hun rettede sig, gav læderet efter på hendes arms nye størrelse, således hendes ranks tegn, fra mørkest hær blev synligt. Dog smilte hun, enten fordi hun nydt dette, eller blot høfligt til manden.  

Ra havde aldrig set noget ligende dog havde han hørt om en dæmon, der havde disse evner men han troede ikke ligefrem på dette før han så det, Ra løftede hånden og gav tegn til bueskytterne at de skulle slappe af, han vidste at denne person nok ikke gik kold efter et par pile, så der var ingen grund til at virke fjendtlig endnu " det er ellers sjældent at folk viser sig på disse kanter, men som jeg ser det er de blot faret vild, også har min fæstning fanget deres opmærksomhed og lige nu som jeg ser det har min magi fremtvunget at deres magi er annulleret, hvilket gør de ser sådan ud nu jeg beklager " sagde han men var stadig meget betaget af denne dæmon, hvilken evne at have en mere ind unik evne at have, et godt våben og Ra overvejede at tilbyde hende en plads ved hans side, men ide hun bevægede på sig og hende mørkets hær logo kom frem, fik det ham på andre tanker og de var ikke ligefrem gode.

Hans hånd blev mere roligt placeret på hans sværd han havde i skeden, sådan han var klar han gik to små skridt tilbage så han faktisk var på kanten til at hun ville få sin magi tilbage, " mørkets hær ser " sagde han og signalere til det mærke hun havde, Ra var som sådan også ond som mørket, men mørket og ham havde det samme mål i dette land, og der kunne ikke sidde to på magten ifølge Ra, så som sådan havde han intet imod mørket men han vidste også, at han var nød til enden at slå mørkets lord ihjel og alle hans håndlanger, og lige nu stod der en foran ham.

" så de har ikke som sådan et formål her oppe ellers " lød det fra ham, Ra var usikker om denne dæmon en dæmon der var hos mørket var ikke godt, for enden havde de tæmmet dæmonen eller også havde de noget at tilbyde som dæmonen ikke kunne sige nej til, han kunne ikke forstille sig at hun bare havde joinet mørket bare sådan.

*Jeg lukker denne tråd, da vi har haft en lang pause fra den grundet mit fravær fra siden... vil meget gerne skrive om at tage den op igen, snakke om udkom eller andet...  :)*