De sidste af de blodrøde lysstråler kastede sig hen over himlen, dækkede bjergene i et mørk rødt skær, som blev kastet tilbage imod dalen. Dette resulteret i at dalen var lysere nu, end den havde været det meste af denne overskyet grå dag. Ganske vis blev dette lys kastet som solen var på sine sidste timer denne dag, før mørket igen faldt over denne dal. Modsat mange andre områder i krystallandet, undtaget områder plaget af vampyrer, varulve, orkere, eller andre racer der kan være lys følsomme, faktisk, som mange andre steder i Krystallandet, betyde dette, at både temperaturen faldt, og flere væsner lod deres dag begynde. Flere kom ud, nogle vågnede, og nogle få låste deres døre, vinduer og gik i seng, med en kniv ved hovedpuden. Byen, Kzar balazar, der lå op af bjergene, vågnede også som mange andre. Dette var dog ikke grundet væskerne i byen, først var aktive jer, men arbejderne i minerne fik fri, hvilket fik livet i byen godt i gang. Folk kom ud og spiste, sad og drak, snakkede og hyggede sig, familier begyndte at larme, elskende begyndte at have deres skænderier. Der kom liv i byen, som folk kom hjem! Som solen forsvandt, fandt vinden igen sin styrke og blæsten tog til, støvet i området begyndte at løfte sig som vinden fangede det, og selv om dalen ny var lysere end tidligere, begyndte støvet af flyve i luften og med det samme, som lyset blev kastet rundt i dalen. Folk i byen mærkede nærmest intet til dette, deres hygge var ikke påvirket og byens liv forsatte med at vokse her starten på aftenen, det byen mest kunne mærke til dette, ville behovet for at feje næste dag. Dog, uden fra byen, var støvet ikke blokeret, og fik lov at flyve frit og hastigt nok, til fugle landede i læ. Rejsende gik med hætterne langt nede over hovet og hænderne ved ansigtet, alt hvor vinden kunne få fat, fik den fat i.

En gruppe af handlende bandede og svovlede som de træk sig nærmere og nærmere byen, deres hest træk vognen fint, men varerne var samtaleemnet, støvet kunne skade nogle af deres vare, og de havde travlt med pakke dem ind i tæpper. Som gruppe af rejsende handles folk mødte byens engang, åndede de lettet ud, som de kom i lå under bygningerne, ”Se! Jeg sagde jo alt ville gå!” råbte den første af dem ud, som de tog deres første pause siden vinden startede. De andre, kiggede så om, personen havde sagt noget andet for knap ti minutter siden, men deres blikke blev hurtigt vendt imod deres hest som den pludseligt vrinskede den, og gik skræmt tilbage ind i vågen. ”Hey hey hey! Belma! Hvad sker der?” Lød det fra den første af dem fik fat i remmene. De kastede alle blikket rundt, og byen var hyggeligt, der var intet at se. Et lille suk, kunne høres i en gyde få meter foran hesten, som sukket forlod personen dukkede en lille klar hvid tåge, frem om kvinden der tog en dybt hver trækning, træk hætten lidt længere ned over hovedet, og forlod sin egen lille tåge, som hun igen gik ud på hovedgaden på ny. Hesten igen træk sit hoved tilbage, og gik et skridt baglæns, men reagere ikke så voldsomt som sidst, da de rejsende havde deres hænder om den, men de var ikke i tvivl, det var den kvinde det lige gik ud fra gaden, det eneste nye på gaden, som fik hesten til at reagere. Hele gruppens blik var på hende, som gik med hætten trukket langt hen over hovedet, blikket ned.  Den ene hånd hang langt ned af hendes side, den anden holdt om kæden på den bog om hendes skuldre som en taske. En anden bog hang og klaskede hende på låret, hænderne var blege, og ar løse. Bukserne var slidte, skoene var nye, nærmest så om det var formålet med at tage herind var nye af dem. Kappen var slidt, med små minder huller, endda et i hætten, der vidste det rodet sorte hår, der var sat nærmest så om det dækkede noget. ”Tun, Tung, tung” lød det i de rejsende som hun gik nærmere, og nærmere, de vidste noget var galt, selv hesten stod stille. ”tung!” og hun var inde for to meter af hesten som den vrinskede igen, og hvis ikke de havde fat i den, ville den have løbet. Kvinden kiggede kort op, da hesten vrinskede i frygt, og det røde, samt lilla øje kiggede frem under hætten, og kvindens smilede til de rejsende som hun træk sig længere imod byens port, og gik ud i den milde støv storm, hvert skidt og mere af hendes forsvandt. Som kvinden forsvandt, begyndte de rejsende at trække vejret igen. ”Slikkede hun på sine tænder, som hun…”, ”Wow! hvem i Kiles navn var det?” lød det højt af den yngste mand i gruppen, som stadig stod og kiggede, efter kvinden.

Kzar Mora. Et engang fantastisk rige, men Rakshasa havde nu aldrig set riget i sin storhedstid. Var hun trist over det? Egentlig ikke. Var hun nysgerrig på hvordan det engang havde været? Engang imellem. Men der var ingen måde at vide hvordan det mægtige dæmonrige engang havde været, og Rakshasa lagde sjældent tanker ind om det. Der var ingen grund til at bruge tid på noget så simpelt.
Det betød tilgengæld ikke at Rakshasa ikke begik sig i riget. Undersøgte hver en afkrog af det, ligesom hun havde gjort i resten af landet de sidste 1000 år. Hun havde så meget overskydende tid, og da dæmonriget var blevet lukket op for kun halvandet år siden, så virkede det oplagt at undersøge det nye sted. Selvom der lurede fare omkring hvert et hjørne. Hvis det ikke var en dæmon, så var det en kriger af Mørket, og hvis det ikke var en kriger af Mørket, så var det en af de utallige racer af Mørket. Heldigt for Rakshasa, så var hendes aura nok til at de fleste ikke nærmede sig hende. Der var bare noget uhyggeligt over en dæmon der stirrede tomt på en gennem en maske. En maske der ændrede sig hurtigere end man kunne blinke til tider.

I denne tid var det Kzara bjegene huun vandrede. Her var små byer spredt ud, og en stor del af dem var ikke engang med dæmoner. En ting som Rakshasa undrede sig grufuldt over, men det gjorde det bare rart for hende. At stjæle ansigter på folk der ikke var klar over hvad der kom var dejligt for hende. Det var nemt, og hun var altid glad for at tilføje endnu et ansigt til sin kollektion.
Hun havde fundet sit næste lille offer. Hun var ikke langt væk fra byen, da hun havde fundet en ung kvinde der lavede, guderne måtte vide hvad. Rakshasa var ikke interesseret i dette. Hun virkede dog så forsigtig. Så bange for omverdenen, selvom hun var her alene.
”Du skal ikke være bange,” kom den rolige stemme fra Rakshasa, som hun rakte frem og forsigtigt rørte kvindens kind. Kvinden trak sig tilbage, men det var allerede forsent, og Rakshasas maske ændrede sig. En mørk maske, med stjerner og en måne. ”Det kommer nok ikke til at gøre ondt i hvert fald,” sagde hun så og tog masken af. Det samme ansigt som kvinden havde, stirrede nu tilbage på hende. Det eneste der var forskellen på de to, var kroppen. Rakshasa havde en næsten sygelig krop i øjeblikket. Om det var en mandlig eller kvindelig krop kunne ikke ses under de flere lag tøj hun havde på. Modsat havde kvinden hofter og barm i allerhøjeste stil.
Kvinden tog ind luft af forskrækkelse, før et øredøvende skrig lød fra hende, og hun løb. Væk fra Rakshasa, men også væk fra byen. Et næsten grusomt smil spredte sig over læberne på det lånte ansigt Rakshasa var iført. 

Endelig, var hun ude af byen, endelig kunne hun ånde mere frit. Forbandet hest! Hvorfor blev du så bange?! Sådan lyd hendes tanker som hun stod der, ikke langt ude af byen, med en hånd på sin skuldre, og den anden på hendes hofte, et smil var målet på hendes læber som man kunne ane at hendes tunge bevægede som hendes tænder.  En mærkelig glæde kunne mærkes i hendes aura, som hænderne langsomt begge bevægede sig imod hendes mave, og kærligt nussede den kort, før hun på ny, begyndte at sætte den ene fod, foran den anden og sætte byen bag sig. Kvinden valgte dog ikke at forsætte ud af vejen, ind mod Kzar Moras smukke landskab, i stedet valgte kviden at bevæge sig imod bjergende der lå op af byen.

”du, du, tun” lyd det fra hendes, som de to bøger ramte hendes hofter gang, på gang, som hendes fødder ramte jorden. UD af intet, toppede hendes gang, som en smag blev båret i luften, som hun stirret i en retning, og slikkede sig om munden. ”heee” lød det fra hende og som lyden forlod hende blev hende nærområde dækket i en kold tåge, jorden blev hård, og sne faldt omkring hende. Spontant kom der en voldsom bevægelse i denne tåge, som kvinden satte i løb, imod smagen, tågen blev skubbet til side, hvilket afsløret at jorden var dækket af et mindre islag, sneet der faldt var ikke bare sne, men mindre kugler af is der faldt imod jorden hvor de flækkede som de ramte den. Der hvor kvinden stod, var der et dybt fodaftryk i islaget, fra da hun satte af.

Et stykke derfra, stod hun nu på en klippe og stirret imod en kvinde der løb, panisk, væk fra en dækket skikkelse, et stykke fra den paniske kvinde. Gråden, panikken og frygten kunne høres, mærkets, og ikke mindst smages, og kvinden der havde løbet her hen stod i vindretningen og fik disse dufte, og smage kastede imod sig, og ud af intet igen, et hop og løb imod kvinden, dog med henblik på at komme foran hende. Med et sæt stoppede kvinden, da der ud af denne sandtåge dukkede en lav kvinde op, i en blanding af frygt, og glæde stoppede hun et sekund, og snakkede nærmest uforståeligt om hvad der lige var sket, en blanding af ”vi skal løbe!” ”jeg aner ikke hvad der er sket!” ”hjælp!” ”Vi skal finde hjælp!” forlod uforståeligt og panisk  kvinde, svaret fra den lave, anden, kvinde dækket af hætte, var gå tæt på hende, tage hendes hund og langsomt føre den op til Opias mund, og langsomt slikke på den, bare et sekund før de spise tænder blev bordet ned i håndryggen, og to af kvinden fingre var væk, blod løb ned både, af kvinden som nu, i panik faldt bag over, og træk sig tilbage store hul der hvor bidet var sket, men samme tid dryppede blodet fra munden af Opia, som stod og smilede og slikkede blodet af sine tænder, og tydeligt stirret ned på denne paniske kvinde, som sad på jorden, og stirret med panik imod de to forskelligt farvet øjne, som tydeligt kun så denne kvinde som mad.

Som kvinden løb væk, så kunne Rakshasa ikke lade vær med at kigge efter hende. Det var utrolig så travlt hun alligevel havde haft. Der var jo intet at være bange for. Det var i hvert fald hvad Rakshasa mente, men hun bar stadig det skræmmende ens ansigt til kvinden.
Kvinden fik dog ikke lov til at løbe langt, og da Rakshasa havde fulgte hende med øjnene, så så hun også hvordan et andet monster tog en bid af kvinden. Ganske vidst var monsteret det der lignede en nydelig kvinde, men de fleste i dette land var monstre, og man kunne ligeså godt kalde dem monstre i stedet for væsner, i ser når de tog bidder af folk.

Alligevel var der en nysgerrighed som Rakshasa gik nærmere. Masken i hendes ene hånd. ”Hvorfor stopper du hende?” spurgte Rakshasa højt nok til at monsteret og kvinden med ansigtet kunne høre hende. Rakshasa forstod ikke for det første hvorfor dette monster ville spise kvinden, men heller ikke at stoppe. Var noget af det sjoveste ikke hvor langt de kunne løbe? Og hvordan ingen ville tro dem. En dæmon med tusinde ansigter. Det var jo absurd, og det var også derfor at Rakshasa lagde hovedet på skrå og så eftertænksom ud.

Hvorfor stopper du hende, de ord svævede igennem luften og ramte både Opia og offerets øre, hvilket fik deres handlinger til at stoppe i sekundet deres sind havde hørt det, Opia lod sit blik falde på den anden jæger, tilbage på byttet og på jægerne, og kort blev hendes ansigts mimik fra denne glade sultne ting, til en skuffet ting, som hun slap kvinden helt, kastede et sidste blik på hende og hun slikkede sine tænder en gang mere. Opia begynde at gå op imod den anden jæger.

Byttet skreg som hun tog hånd om hendes sår, selv om det ikke blødte, var smerten intens, men blandingen af både at få knogler bidt over, og forfrysninger, og så alt den frygt hun havde, resulteret i at kvinde kort efter på trods af smerterne kom op benende og løb, skrigende væk på ny.

Opia træk sig imod jægerne, og fumlede med sin bog på vejen, hendes hånd dansede over den blanke siden mens hun gik, hun tænkte ikke meget over sit skuffet kropssprog, eller om hun ville virke intimiderende, men her gik hun, imod den anden jæger og skrev.
Da hun var nogle meter fra den anden vendte hun bogen om, og blottede en side, hvor der stod kun et ord på dæmonisk, et ord, der næsten aldrig skrives eller siges, et ord der er levet tilført fra et andet sprog fordi, det alligevel var nødvendigt at have netop et ord for dette. Undskyld. stod der, og som Opia havde vurderet den anden havde set denne besked, skiftede hun side, som denne side blev vist, træk hun sig tættere på den anden, der var noget kun mere tekst på disse to sider. beklager at jeg angreb dit bytte, mistede min selvkontrol til min sult. Hun burde overleve hvis du vil videre med din jagt. stod der, i elegante bugstaver, som tydeligt vidste, en form for træning i at skrive. Opia drejede hovedet lidt på skrå, og sendte en kort smil imod den anden Jæger. Dog, som forsvandt dette, som hendes blik faldt på den anden, og en undren blev hendes synlige mimik.

Rakshasa ænsede ikke deres offer, og generelt havde Rakshasa en følelse af ligegyldighed omkring sig. Der var ikke mange følelser tilbage i dæmonen med de tusinde ansigter. De var forduftet som alt hvad hun kunne stræbe efter blev opfyldt og hun nu ikke længere havde noget mål i livet. Gjorde alt efter hvad hun havde lyst til, men det opnåede aldrig at give hende nogen form for nydelse.

Rakshasa kneb øjnene sammen, før at hun lagde masken over sit ansigt igen, og øjnene nærmest blev skjult bag den blanke overflade. Det var en simpel sort og hvid maske, den var ikke specielt dekorativ denne gang, men det var ikke noget Rakshasa selv havde valgt. Det var trods alt ansigtet der valgte masken. Masken blev egentlig kun placeret tilbage fordi at Rakshasa allerede kunne mærke hvordan kroppen var ved at give efter for magien der flød i hende, når masken ikke var på. Kroppe var så ustabile.
Der opstod mere og mere fovirring i Rakshasa. Over hvorfor denne dæmon havde gjort noget mod hendes bytte, men også hvorfor hun forstod det som om at Rakshasa ville løbe efter byttet. Legen var jo allerede ovre?

”Min jagt er færdig. Jeg har ikke længere et ønske om at forfølge hende. Hendes panik er nok for mig,” kom det forvirrede svar på dæmonisk tilbage. Det var alligevel utroligt at der var nogen der kunne få Rakshasa til at undre sig efter alle disse år. Der var ikke mange ting der lavede en ændring i Rakshasas ligegyldighed. 

//Siden du som sagt ikke har lyst, så lukker jeg bare denne her tråd. Håber du på et tidspunkt kommer tilbage <3