Efter at have fået en betaling for at have været med til at reparere en fiskerbåd, var Faye egentlig både træt af Azurien og dens fisk, og var klar til at rejse videre. Det havde hun så også gjort, men igen, var der noget der afholdt hende fra, bare at rejse videre. Dette var tre mænd, der så ud til, at ydmyge en fjerde, midt i en lejr. Mændene så ud til at være af den højere klasse, så med det samme vendte hun det hvide ud af øjnene og begyndte at gå derhen. Hun hadede når folk af højere klasse spyttede på folk fra almuen, og det her kunne hun ikke bare lade gå uset hen. De havde den robeklædte mand presset ned i sandet på den strand, hvor han ellers så ud til at have fået sig en hyggelig lille lejr sat op. Hun blev ved med at gå i et raskt tempo til hun var inden for omkring fire meter af mændene der ikke engang havde set hende endnu. De var totalt optagede af, at ydmyge manden og holde ham nede mens de lo og drak af deres vinskind. Og de var også fulde? Fy for fanden.
"Hah! Sådan en blind mand der bare tror, at han ejer stranden! Hvad vil du gøre uden din stok fra, blinde idiot?!" den ene af mændene sad nærmest oven på den fremmede mand, tudbrølende af hånlig latter.

Hun rynkede på næsen. "Ej, ad, fy for... Jeg synes godt nok her begyndte at lugte af fulde blomster," sagde hun, højt nok til at de kunne høre det. Én af dem rejste sig brat for at se hen mod hende. "Smut, pigebarn, det her er ikke for sarte ungers øjne," hans tone var truende. Faye brød sig på ingen måder om den, eller ham. Eller de andre to. Hun snøftede let mens hun så på ham med et kækt blik. Kort efter spyttede hun på sandet foran ham. "Hvad? Tror du jeg er sart? Hør her, lille tykke blomstermand, har du nogensinde smagt sand?" hun smilede skævt af ham mens hun samlede en stor klump sand op i hånden. Manden gloede bare forvirret på hende, før han gik frem og tog fat i kraven på hendes jakke, løftende op fra jorden. Dette var nok til at gøre hende vred og hendes øjne lyste op i en hvid, intens farve, før hun tog sandklumpen og smækkede den direkte i hans ansigt. Hårdt nok til at han gav slip og tog sig til ansigtet med et højt brøl. Derefter gav hun ham også et spark lige i nosserne.

"Uh! DET må have gjort ondt, blomstermand. Hvad med jer andre? Jeg har andre sjove ting I kan smage på. Hvad med ild?" Som hun sagde ordene, flammede hendes hænder op i grønne, hidsige flammer, der slikkede sig rundt om hendes hænder. Alle mændene begyndte at løbe væk, skrækslagne over at en tøs som hende kunne gøre sådan noget. Hun gik med det samme frem til den sidste af dem, han der havde været presset mod sandet og slukkede også ilden i sine hænder, kun for at se hvordan hun havde fået et mindre sår på håndfladen. Selvfølgelig. Forbandelsen var der sgu stadig. I stedet for at surmule over det, satte hun sig på hug ved manden. "Så du dem lige... Nåh nej.. Øhm... Hørte du dem lige løbe væk som de små pattebørn de er?"

Manden der var presset ned i sandet rejste sig op og begyndte at børste det værste sand af sig, mens han han stadig kiggende ned i jorden. Derefter rejser han sig op og vender sig imod kvinden der taler til ham. Uden at se hende i øjnene siger han: 
"... Tak for hjælpen. Hvad er dit navn?". Han lyder taknemmelig, men med en eftertænksom pause i hans stemme.

Faye ligger mærke til at hans øjne er tildækket af stof og at han ikke kigger på hendes øjne, men nærmere midten af hende krop. Talib gransker kvindens aura mens han taler til hende.
"Hvem er det som angreb mig? Deres aura virkede stolte men nederdrægtige". Det er til at hører på ham, at deres angreb kom som en overraskelse.

Det gik op for Faye, som den fremmede mand rejste sig, at hans øjne var bundet ind. Denne gang var det super tydeligt, at han nok intet kunne se, men at hans blik sandsynligvis ville have været på hendes brystkasse. Hun så det som værende en ting, blinde gjorde, når de kunne høre dem, som talte til dem, så hun slog det selvfølgelig hen og lod det ligge. Han var blind, sådan var dét.
"Åh.. Det var så lidt, sådan nogle blomstermænd skal ikke rende rundt og se ned på andre, bare fordi de er bedre," det var såre tydeligt, at Faye ikke brød sig om dem. "Mit navn er Faye.. Hvad er dit?" hun ville have givet ham hjælp med at rejse sig, men han så ud til at klare det selv. Han så heller ikke særlig forslået ud, så hun kiggede egentlig bare lidt rundt i hans lejr. 

"Dem der angreb? Rige, ubehagelige f.. Vent, hvad var det lige du sagde om... Aura?" Faye hævede et øjenbryn og gloede nu åbenlyst på manden, forvirret. Hvad i alverden mente han lige med det? Aura? Det lød virkelig underligt.

"Mit navn er Talib." Siger han og nikker til hende. Hans ansigt bærer ikke det store udtryk. 
 Da hun så spørger om aura, som om at hun intet ved om det begyndte han med en lang forklaring uden pause.
"Aura. Det er din essens som et levende væsen jeg snakker om. Alt levende indeholder en chakra, eller ånd hvis man vil, og når man omtaler den som en helhed er det en aura"
Talib sukker kort. Normalt ville han ikke engang prøve på at forklare sig selv, når folk ikke forstår hvad han taler om, men han skyldte hende at være hjælpsom. Men hvem var denne kvinde der havde reddet ham? Og hvorfor omtaler hun de folk som blomstermænd?
"Hvorfor kalder du egentligt de folk for blomstermænd?... og mere vigtigt. Har du sat min stav?)
Han går ned på knæ og leder efter sin stavn ved at føle sig frem. Smidig er han, men ellers virker han meget hjælpeløs mens han roder rundt i sandet efter en stav han ikke kan se.

Talib? Så han måtte helt klart komme sydfra, der hed de altid Talib, Alak'ir eller sådan noget lignende. Faye nikkede hurtigt til hans præsentation af sig selv. Han så helt tør ud. Foruden hans gyldne hud, så kunne hun bare ikke se hans øjne, og det var for det meste sådan, hun fik en fornemmelse af folk: Ved øjenkontakt. Og ham her havde ikke den mulighed. Så han var rigtig besværlig at læse følelserne på, ud over at hans ansigt virkede fuldkommen neutralt.
Mens han plaprede af sted om auraer, ånder og helheder, gloede Faye bare på ham. Ville han have at hun skulle forstå det? For det kom han godt nok ikke langt med. "Såå.. Jeg har en.. Ånd inden i mig? Okay, jeg forstår det med chakra, jeg har hele tiden fået at vide at min er ret stærk.. Eller sådan noget, jeg lyttede ikke rigtig til troldmandsfyren der prøvede på at forklare mig det," Okay, det var måske en forklaring. At det var chakraen, han kunne mærke. Så han kunne mærke sådan noget?

Hun gik på hug og samlede hans stav op da han spurgte, og kunne ikke lade være med at grine lidt, mens hun lagde den i hans hånd. "Blomstermænd? De stinker langt væk af blomster. Det er værre end bare blomster faktisk. Jeg kunne også kalde dem for vin-svin... Men det lyder bare lidt for meget som vildsvin," ved sin egen joke begyndte hun at grine endnu mere. "Så du kan se min chakra.. Ikke? Eller! Øh, jeg mener mærke!" hun skyndte sig at redde sætningen, men hun havde hurtigt på fornemmelsen, at manden nok alligevel havde opfanget hendes brøler.

"Ja du har en ånd inden i dig. Hvordan tror du ellers at du kan være i live???"
Talib bjæffer det med en skarp tone, hvor man kan høre hans frustration over at forklare noget elementalt for ham. Efter hans udbrud husker han dog på, at Faye lige havde hjulpet ham af med en gruppe af bøller, så hans tone bliver mere mild.
"Folk har i hvert fald ret i at din chakra er stærk. Dengang du først kom hen til mig kunne jeg fornemme en rødglødende aura, der bruste med chakra."
Han pauser og mærker nu efter igen.
"Nu føltes din aura stadig stærk, dog er den mildere, men stadig med unaturlig rød glød"
Det føltes nærmest demonisk tænkte Talib, men han kommenterede ikke på det. Det er ikke ligefremme en god idé, at spørge en fremmede person om hvorfor deres aura havde en demonisk glød.

Efter hun gav ham staven rejste han sig op og bare lyttede til hendes snak...
Han blev næsten slået ud af den ikke sammenhængene tankestrøm hun kom med, så hendes jokes fløj direkte over hovedet på ham. hendes forklaring på hvad hun kaldte dem fandt han ret latterlig, og skulle lige til at kommentere på hendes selv opfundet slang, før at hun snakkede om at "se chakra".
Hun forsøgte at redde sætningen, men det ramte ham på et ømt punkt. Så talib råber:
"Ja, jeg er blind!" 
"Nej, jeg kan ikke se!" 
"Ja, jeg kan mærke aura!"
Han pauser og trækker vejret langsomt ind. Holder det nede i hans lunger og puster det langsomt ud.
Der var kun gået dage efter han var gået fra hans mester og allerede havde han ladet sig hyle ud af en fremmede person.
Nu hvor hans mission var at finde balance i sig selv, så var det fandme ikke et skridt i den rette retning.
Efter hans vejrtrækningsøvelser gik han tæt på hende med kun en armslængde imellem dem.
"Undskyld mit udbrud, men jeg er stadig øm over at miste mine øjne" Siger han med den ro, som han lige have frembragt med kontrol af hans vejrtrækning.
Han bukker svagt og ligger hans venstre hånd på sit bryst, mens den højre griber om staven.
"Jeg er faret vild. ("Fordi jeg er blind", mumler han) Vil du hjælpe mig med at finde hovedstaden?"

Faye trådte instinktivt et skridt tilbage ved Talibs bjæffen. Hun oplevede det sjældent, den slags. Når det skete, var det typisk når hun sad på kroen og én eller anden havde besluttet sig for at være for.. Rundhåndet.. Med kropigerne. Så råbte hun af dem. Og de råbte tilbage af hende. Og så endte det typisk i slagsmål, hvilket oftest, mere end hvad godt var, endte med blod. Ikke kun dem, også hende. Den skide forbandelse var der bare, frustrerende, irriterende. Og nu bjæffede Talib utålmodigt af hende, og hun følte sig pludselig som en rolling. Det stod ikke i god jord. Men hun lod det gå. Han var trods alt blind og var lige blevet overfaldet af to åndsvage adelige fuldebøtter. Så hun nøjedes med at træde tilbage, tavs.
"Fint," mumlede hun, til hans forklaring om hendes chakra. Lige nu var det ikke vigtigt, hun havde sit overlevelsesinstinkter uden på tøjet og havde mere lyst til at finde ud af, hvad der havde tisset på hans sukkermad. Sikkert hende selv, men hun kunne ikke lade være, det var bare en ting hun gjorde: Kom til at træde forkert.


Hun reddede den ikke godt nok. Talib begyndte nu at råbe, og det fik automatisk også Faye op mod et rødt felt. Hun var empatisk, men langt mere sympatisk, og hans vrede smittede nærmest af på hende. Hun var alt for vant til, at når folk gik op i det toneleje, så ville det blive efterfulgt af et slag, men i stedet faldt manden til ro efter lidt, og undskyldte. Det hjalp bare ikke på den pludselige rastløshed og vrede, der på få sekunder havde bygget sig op i hendes hoved, og Fayes hænder knyttedes, mens hendes øjne lyste op og den overnaturlige styrke kom tilbage. Hun havde behov for at gøre noget, slå på noget! 
Derfor var hun tavs længe efter mandens efterspurgsel. Derfor forsøgte hun med al sin magt, at undgå et vredesudbrud. Mens hun stod der, ulmede hendes chakra, rødglødende, før den nærmest gik i brand og hun bed hårdt sammen mens hun stod der, næsten rystende af vrede. Det var ubehageligt, hun havde behov for at råbe af ham, også selvom han lige havde sagt undskyld.
"Og du tror ikke andre også har mistet noget?" hendes stemmeleje var kort faretruende, sammenbidt. Hun kiggede sig omkring. Der måtte være noget, et eller andet, at kaste med! Hun ville ikke eksplodere i hovedet på manden. "Undskyld mig et øjeblik.." som hun sagde ordene, kiggede hun lidt rundt på sig selv til hun fandt én af sine kasteknive og tog den frem. Den måtte vel ofres så...

Med en vred mine, krøllede hun metallet sammen - det gav en underlig lyd - før hun kylede den nu metalliske kugle langt pokker i vold. Den endte meget langt ude i vandet, hvor vidste hun ikke, men det hjalp. Det hjalp rigtig meget. Med et suk vendte hun sig tilbage mod ham, noget mindre anstrengt og forsøgte at finde den venlige, mere ligeglade attitude frem.
"Det kan jeg godt.. Men så skal du være forberedt på, at der kan ske ting.. Men det er ikke værre end at rejse alene i det mindste," hendes tone bar stadig præg af den tidligere vrede, og chakraen inden i hende var som glødende kul. Dog ikke i direkte oprør som før.

Han trækker sig tilbage, når han ser hendes aura gløde af vrede.
Mens hun afreagere på kniven tænker han over hvem hun egentligt er.
En demon? Halvdemon? Noget helt tredje?
Uanset hvad så har han brug for en eller anden, der kan hjælpe ham ind til hovedstaden, for sidste gang han valgte at rejse på egen hånd, så blev han overfaldet.
Hun virker stærk, men er hun nu også til at stole på?

Tak. Alene kommer jeg nok ikke til at finde hovedstaden uskadt, så du gør mig en stor tjeneste som jeg ikke vil glemme.
Han bukker mens han holder en hånd på brystet for at understrege sin taknemlighed.
Men jeg bliver nødt til at spørge. Hvad er du? Jeg kan ikke se dig og har på fornemmelsen svaret ikke er et menneske. I hvert fald ikke et normalt.
Han venter anspændt på hendes svar. Måske vil hun vælge at angribe ham med hendes voldsomme styrke.
Hvis det var tilfældet ved han ikke om han kunne slippe fra hende.

Faye stoppede med at være sur da hun så Talib trække sig tilbage. Hun havde ikke lyst til at skræmme nogen der ikke fortjente det, så hun stoppede lidt brat med alle de vrede bevægelser og den sure attitude. I stedet sænkedes hendes skuldre og hun vendte sig mod ham, noget mere afslappet som han bukkede og takkede for hendes tjeneste. Hun stod lidt akavet. Det var ikke hendes stil at bukke for folk og hun forventede aldrig at andre gjorde det for hende, så da Talib gjorde det, føltes det bare mærkeligt.
"Øhm.. Det var så lidt," besvarede hun ham, lettere tøvende.

Men det så ud ikke ud til at alt bare skulle gå fint normalt derfra. Manden havde spørgsmål, og til at begynde med havde Faye det ikke spor godt med det, men hun kunne se anspændtheden hos ham, og sukkede lavt. Hvad end hun var eller havde været før, så var hendes aura forpurret. Korrupteret af den troldmand der havde reddet hendes liv. "Jeg er et menneske," fortalte hun, forvirret. "Men jeg er.. Eehm.. Forbandet.. Engang var der en troldmand der reddede mit liv, men det var ikke uden en pris. Så nu er jeg forbandet. Det er sikkert det, du kan mærke?" Faye var ikke selv klar over, hvad hun var, faktisk var hun fuldt ud overbevist om at hun var et menneske, der havde lidt en uheldig skæbne.

Efter længere tids inaktivitet i denne tråd har jeg besluttet at lukke for den.