Der var blevet sagt noget om banditter oppe i bjergene, så selvom Faye havde sagt til ham, at hun sagtens kunne klare sig, havde han nægtet at lade hende tage imod arbejdet om, at finde hans hestevogn, som netop de banditter havde ranet fra ham. Det var ærgeligt for ham. Hun ville ellers hellere end gerne have gjort det, for hun var efterhånden lidt i mangel på krystaller. "Nå.. Jamen så må du jo hellere finde en stoor stærk mand der kan klare mosten, hva'? For du er sgu alt for lille og slap, og der er ikke andre, der har lyst til at hjælpe med en skide hestevogn," og det var der virkelig ikke. Der var kun landsbyboerne, der var for bange til at gå derop i bjergene, samt en enkelt fyr med to livvagter, der åbenbart havde fanget en vampyr, som nu sad i én af byens vogne med bur. Ikke at hun bebrejdede dem det. De var jo bare normale folk.
Hun rystede på hovedet af den adelige herre og gik sin vej før han endte med at få et hjertetilfælde over hendes næsvished.

Som hun var på vej ind på den lokale kro, fik hun igen øje på manden i buret og så hvordan fyren og den ene af livvagterne gik inden for. Der var kun én anden vagt herude, og da hun gik hen mod kroen, lidt for tæt på buret, stillede han sig hurtigt op foran hende. "Pas på, han er en vampyr.." hun stirrede forvirret på ham med et hævet øjenbryn. "Ja, og hvad så?" vagten kunne ikke lade være med at smile skævt. "Du ved ikke hvad de gør? De æder folk.. Især rollinger som dig," med det samme vidste Faye bare, at manden forsøgte at skræmme hende, og hun fnes af ham. "Ej, virkelig! Uha, for han ville jo helt klart hoppe ud af buret og æde os alle sammen.. Jeg tror dog nok at han ville tage dig først, du er større end mig," for at understrege sin mening, lavede hun det bedste løgnagtige bangefjæs hun overhovedet kunne og vagten rystede bare på hovedet af hende, før han gik lidt væk. Hun skævede tilbage mod vampyren, stadig grinende. "For du æder ham der først, ikke? Vent... Han har sure tæer og grimme tænder, det går ikke."

At blive fanget var... ikke i Lokes kort. Det skete til tider. Der var ikke rigtig noget at gøre ved det, men det var yderst kedeligt at sidde i en vogn og bare vente på at de ville tage sig sammen til at tage hans liv.
"Okay, hvad med den her! En vampyr og en mand går ind på en kro," begyndte han at fortælle de to vagter der holdt øje med ham. "... og ingen af dem kommer ud af kroen i live." En yderst dårlig joke, men med et godt hint mod det morbide. Jokes på den måde var ikke hans stærke side, selvom han værdsatte de morbide jokes. Ærgerligt at han ikke kunne komme i tanke om dem lige nu... og livvagterne så ikke ud til at værdsætte hans joke, faktisk så meget at den ene gik, sammen den fyr der mente han havde reddet byen fra en vampyr.

Han sad egentlig bare mod et af hjørnerne i vognen, og prøvede at få den forbandede livvagt til at snakke med ham. Han var noget sur, og gad ikke rigtig, da livvagten pludselig forsvandt lidt. Det gik hurtigt op for Loke hvorfor han var forsvundet. Et lille pigebarn var gået for tæt på ham.
"Rawr. Jeg er farlig og spiser alle. Du kan jo selv høre hvad Hans her mener om det," sagde Loke og lavede klør ud af sine hænder og lod som om at han skulle bide ud i luften. Ja, hans hugtænder var synlige, men han så ikke mere farlig ud end en ganske almindelig mand.
Der kunne svagt høres fra vagten, noget om at Hans i hvert fald ikke var hans navn, men Loke ignorerede det som altid.

"Men du har ret. Han ville ikke være særlig rar at have til middag... dig på den anden side. Det ville være en fin lille forret," sagde han og en dyb latter kom fra Loke, som han rejste sig op, og begyndte at hænge med sine arme ud af tremmerne, som han kiggede på hende. 

Bare ved at se på, samt lytte til vampyren, begyndte Faye at fnise. Han havde en humoristisk sans der lignede hendes en god del, og det kunne hun faktisk ret godt lide. Hun krydsede armene, som hun så på ham lade som om at han var farlig, frem til da vagten tog afstand fra dem. "Mig? Ååh, hvor du smigrer mig!" hun grinede let af ham før hun gik helt hen foran buret, ligeglad med hvad ham vagten Hans mente. Han var også halvt inde af døren til kroen alligevel. "Måske jeg burde åbne døren til det her bur og så se om du kan fange din forret?" hun talte denne gang lavt, mens et drilsk smil formerede sig på hendes læber. Hun fandt virkelig hans humor sjov.

"Men så bliver lille Hans her bare sådan en sur, rynken rosin. Og rosiner er min hademad, hold nu kæft hvor det smager af muggen røvhul," hun tøvede lidt før hun lagde en hånd på tremmerne. Selv hvis vampyren ville drikke hende, så ville han nok få problemer med at gøre det, med alle de vidner der var her. "Men du vil måske gerne ud herfra alligevel?"

Loke lagde hovedet let på skrå, som han studerede den unge kvinde. Det var et noget vovet forslag hun var kommet med. Det kunne godt være at vagterne dårligt holdt øje med dem, men der ville ikke være tvivl om hvem der havde lukket ham ud. Ikke fordi at det egentlig var hans problem.
Et stort smil, der vidste hans spidse tænder, kom op på hans læber. "Jeg synes da dit forslag er en god ide. Jeg tror ikke at du skal være bange for at de fanger dig," kom det grinende fra Loke. "Mig på den anden side. Hvem ved hvad jeg kan når jeg kommer ud herfra." Det var tydeligt at pigen ikke så ham som en real trussel, så han kunne joke så meget han vel.

Han løftede dog lidt et øjenbryn da hun spurgte om han gerne ville ud. "Nej, jeg kan bare godt lide at være lukket inde i småbure," kom det måske en smule tørt, meget ulig den legende tone han havde haft tidligere.

Troede han hun var dum? Faye smågrinte med det samme ved hans forslag. "Jeg er ikke bange. Jeg er fornuftig.. Og nej, det hører jeg aldrig folk kalde mig," den sarkastiske bemærkning burde være opfanget af vampyren, for hun følte trods alt at de var på samme side når det kom til at være sjov. Hun lænede sig let op af buret, på ingen måder nervøs over for ham.
"Du forvandler dig sikkert til en kæmpestor flagermus og jagter samtlige borgere med dine store flagermuse-hugtænder," jokede hun tørt, før endnu en kluklatter undslap hendes læber. Hun trodede ikke på de børnehistorier længere, det her var bare jokes, der før havde været fortalt i dybe alvor.

"Jeg har også hørt at det er en luksus at være buret inde, til skue for alt og alle. Måske jeg vil overveje det selv en dag," mens de stod og sludrede kom Hans, vagten, tilbage. Han så ekstra sur ud og tog lidt hårdt fat i Faye for at trække hende væk. "Er du sindssyg, rolling?! Du skal sgu da ikke læne dig op af buret!" med det samme himlede Faye med øjnene. Ingen skulle tvinge hende på denne her måde, så hun lossede ham i de nedre dele, hårdt nok til  at han ikke engang var i stand til at hvine. Han lagde sig bare, grædende. "Og du skal ikke bestemme hvad jeg gør og ikke gør."

Loke rollede med øjnene. "Iiihhh ja, for hvis jeg var en flagermus, så kunne jeg ikke klemme mig ud fra dette bur," kom det ligeså tørt fra Loke. Flagermus var nok den mest brugte generalisering af vampyrer. Han var ikke mere magisk end et normalt menneske. Han havde noget med blod og havde ikke behov for ligeså meget at spise, men det var jo detaljer.

"God ide, der er ikke noget bedre end at få smidt rådne tomater på sig. Du skulle prøve det. Måske du også kunne være heldig at opleve en offentlig hængning, med dig selv som hovedattraktion," kommenterede han tilbydende. "Jeg giver gerne min plads op, hvis du skulle være interesseret til det."
Han stirrede mod vagten som han opførte sig som om at han bestemt, og han kunne da ikke lade vær med at flytte på sig, og stå med viste tænder lidt tæt på Faye, som om at han hånte vagten ved at ville bide hende. Dog med et lidt for stort grin på læberne.

Fayes latter lød nu meget klar i landsbyen over vampyrens jokes. Han var skide sjov! Det måtte hun give ham.
"Jeg sagde kæmpe flagermus," svarede hun igen, stadig grinende. Hun var halvt ved at dø af grin og halvt vred over vagtens antagelser, så da hun rykkede lidt i én af tremmerne, rykkede den sig med en metallisk hvinen.
"Jeg takker nej. Jeg har aldrig brudt mig om, at være i centrum for opmærksomheden, nu jeg tænker over det," hun rev lidt mere i tremmen. Nu var der skabt et hul stort nok til at hun i hvert fald sagtens kunne komme ind. Om vampyren kunne komme ud var et interessant spørgsmål.

"Hvad med at vi smider Hans derind i stedet..." hun kiggede næsten hævngerrigt på den lille vagt. Ikke at hun ville dræbe ham. Hun ville bare ydmyge ham ved at smide ham i sit eget bur. Inde fra kroen larmede det stadig nok til, at ingen hørte noget, og folk heromkring var inde i deres huse. Kysten var sådan set ret klar hvis vampyren ville flygte.
"Eller du kunne tage chancen og smutte nu.. Jeg så i hvert fald slet ikke noget," sagde hun roligt, stadig smågrinende.

Et stort, bredt smil strakte sig over Lokes læber. At tage lidt hævn, selvom den var dum og latterlig. Det var bare lidt for sjovt. "Man får kun det sjov i livet, som man laver til sig selv," svarede han grinende, og kiggede på åbningen. Mon ikke han kunne komme ud. Det var ikke så elegant, men ud kom han dog af buret, før de nu stod og kunne se på den bevidstløse vagt.

Han satte sig ned på hug, og begyndte så at klæde vagten af uden et ord. Hvis kvinden var lidt hurtig, så ville hun nok hurtig opdage hvad Loke havde gang i. Han skulle af med tøjet og så proppes ind i vognen. Det ville i hvert fald være en ganske sjov ide. Især hvis de andre vagter ikke kom ud særlig hurtigt. Så kunne han vågne op og få lov til at stå med bar røv i et bur. Aahhh... det ville Loke trods alt gerne se ske. 

Faye kiggede efter vampyren som denne fik mast sig ud af buret. Han havde gang i et eller andet med vagten, men hun var hurtigttænkende nok til at se hvad det var. Og da det gik op for hende, begyndte hun at grine, lavt og fnisende, da hun ikke ville have at de tiltrak opmærksomhed. Men hold nu kæft hvor var det hårdt at holde grinet nede! Hun gik hurtigt hen til dem begge og satte sig på hug ved siden af manden.

”Du… Du har ret!” det var svært at tale fordi hun grinte så meget, og hun begyndte at hjælpe ham med at klæde vagten af for tøj. ”Ååh… Jeg tror.. Jeg tror jeg dør.. Af grin! Lad mig hjælpe!” snart var vagten helt nøgen, så man kunne se både bar røv og dolk og Faye var efterhånden ved at græde af bare latter. ”Du havde tænkt dig at smide ham i buret… Ikke sandt?”

Pigebarnet havde da humor, det kunne Loke godt se, som hun begyndte at stå og grine af hvad han havde gang i. Så lang tid at de ikke fik for meget opmærksomhed, selvom det var svært at forholde sig anonym når de klædte en mand af på åben gade.
”Selvfølgelig, jeg ved at han inderst inde brænder efter at vise sig frem for pøblen. Der er bare noget befriende ved at være udstillingsdyr,” kom det fra Loke, der havde et lidt for bredt smil på læberne. Han tog fat i vagten, og bar ham op og ind i buret, med en smule besvær. Loke var stærk, men det var da med visse begrænsninger. ”Jeg ved bare han vil takke mig næste gang han ser mig!”

Vampyrens kommentar omkring vagten var virkelig sjov og Faye vedblev sin halvkvalte latter, for hun ville jo heller ikke ende med, at tilkalde flere folk hertil ved at grine højlydt. Hun så til mens vagten mistede alt sit tøj og blev anbragt i vognen. Stadig grinende tog hun fat i de tremmer, som hun før havde åbnet. Der skulle ikke meget mere end tanken omkring hvordan vagten havde tiltalt hende, for at hun kunne lukke tremmerne sådan som de havde været før og da hun derefter rodede hans tøj igennem og fik fat i nøglerne til buret, samlede hun dem, samt en pung med krystaller i op fra jorden og dinglede let med det. 

”Så er jeg også sikker på, at han slet ikke vil savne sine nøgler,” kommenterede hun selv grinende, før hun gik hen til en brønd der stod ikke mere end fem meter væk. Her fik hun fikseret nøglerne til den spand der hang over brønden, før hun stak pungen med krystaller i lommen. ”Vi burde nok skride, før de andre begynder at få medlidenhed med stakkels lille Hans,” hun så mod vampyren, afventende. Om han ville med, måtte han sgu selv om, men hun havde da fået sin del respekt for ham, mest af alt grundet hans sarkastiske bemærkninger.

Pigebarnet vidste da hvordan man havde det sjovt, og et stort smørret smil var på vampyrens læber, som hun fiskede nøgler og krystaller ud af mandens tøj.
”Nej, hvad skulle man dog burge sådan nogle nøgler til. Vi klarede os, så mon ikke os han gør. Desuden, der er plads nok til at give ham mad ind mellem tremmerne,” pointerede han. Der var absolut ingen medlidenhed at finde hos Loke. Manden havde ikke ligefrem opført sig pænt overfor ham heller.

Han kiggede sig lidt over skulderen over på manden, da hun foreslog at de tog benene på nakken, inden folk begyndte at stoppe dem. ”Lyder som et godt forslag. Uanset hvor meget jeg elsker de bure, så er friheden noget jeg i den grad værdsætter,” indrømmede han kækt, før at han strakte sig og begyndte at gå væk fra pladsen i en vilkårlig retning. Det var ikke fordi at han havde noget planlagt.

Faye skævede mod vampyren, stadig med det skæve smil på læberne. "Nøgler er også så åndvage. Og begrænsende. Hvorfor i alverden sku' de også overhovedet blive brugt nogle steder, eh? Så kan man jo ikke bare gå ind steder," jokede hun løs med en grinende grimasse. Lokes indslag var komiske nok til at Faye ikke kunne lade være med at le igen. 
"Jah, det kan jeg sgu godt forstå, selvom du nok burde få hjælp til at komme af med din forkærlighed for de bure der. Vi må nok hellere splitte os op. I modsætning til dig, kan jeg ikke fordrage sådan nogle kasser," og med de ord forlod hun vampyren. Ikke et sekund i tvivl om, at hun nok skulle møde ham igen. Og næste gang ville nok ikke blive lige så sjov hvis hun kendte sit eget uheld godt nok.