Siden slåskampen havde Era undersøgt ham. Morpheus Atillian, en adelig herre, sønnen af Lord Atillian, en udsending. Hvis folk vidste hvad han brugte sine aftener på, ville det sandsynligvis skabe komplikationer for ham. Det ville nok ikke betyde hans undergang, men i modsætning kunne han sikkert også give hende problemer. Grunden til at de begge var blevet enige om, at være stille med dørene, så Era havde ikke gjort andet end at undersøge hvem han var, og nu da det var ordnet, havde hun en uge fri fra sit arbejde med mørkets hær. Hun brugte den på, at spendere tid i labyrinthaven hvor hun lige nu gik rundt uden et reelt formål. Det var rart at have uniformen på igen, for hun var ikke glad for at arbejde for mørket. Hun var én af bedste spioner, men ingen var klar over hvor hårdt det kunne være: At være i tvivl om hvem man var, var til tider et problem, hun havde.

Som hun gik, fik hun øje på ham. Morpheus. Interessant. Hun gik stille og roligt hen mod ham, som han stadig stod med ryggen til hende. Uden at sige et ord stillede hun sig ved siden af ham med hænderne på ryggen og et neutralt udtryk i ansigtet. Hun undervurderede ham ikke længere, så selvfølgelig var hun forberedt på hans vrede. "Lord Atillians søn.. Sikken interessant udsending, han har valgt," konstaterede hun, uden nogle følelser over stemmebåndet. Hun fandt det faktisk ret spændende, hvordan Lord Atillian havde valgt Morpheus at sende til hovedstaden. Af alle personer, så var det denne voldelige mand der skulle tage hertil.

Der var gået et par dage, siden Morpheus havde haft et sammenstød med en Lysets Kriger. Karkhos var selvfølgelig gået amok, da Morpheus var kommet hjem, næsten ude af stand til at stå på sine ben. Slaget havde givet ham en ret kraftig hjernerystelse og healeren havde anbefalet ham at holde sig i ro, selv efter healingen. Det gav ham et par dages fri fra Karkhos krav om træning, hvilket både var godt og skidt. I stedet havde han brugt tiden på at undersøge lidt om Lysets Krigere. Normalt var han ikke nysgerrig for sådan noget, men et eller andet skulle han jo lave. Samtidigt havde han forhørt sig lidt om denne kvinde. Diskret selvfølgelig. Han havde fået et navn, men var der ikke rigtigt noget at komme efter. Havde han heller ikke regnet med, men et navn var også fint. Hvis han en dag havde muligheden for at få hævn.

I dag havde han været til endnu et af de forfærdeligt kedelige møder på paladset. En samtale var trukket ud og han havde fulgtes med en ældre herre fra Medanien ud i Labyrinthaven. Hvorfor hans far havde syntes det var sådan en god idé at sende ham til hovedstaden forstod han ikke. Han var elendig til småsnak og selvom han trods alt havde lært alt om diplomati, lå det ham ikke naturligt til. Han var en kriger, ikke en diplomat. Men han gjorde det bedste, han kunne og forsøgte at være så venlig som muligt. Selvom han var ved at brække sig.

Mens han stod og lyttede til den ældre herre fortælle om en fejlslagen høst fra før Morpheus var født, var der en stemme, der afbrød. En stemme han genkendte. Hurtigt så han til siden. Hende. Era. En hurtig trækning af vrede løb over hans ansigt, men det faldt hurtigt i neutrale folder igen. Han kunne ikke være vred her. Ikke gå til angreb på hende. Nok kunne an styre vreden i sit ansigt, men hans hænder blev hårdt knyttet. Langsomt så han tilbage på den ældre herre.
”Vil du have mig undskyldt, Lord Sidius, Lyset ønsker min opmærksomhed.” Han bukkede let for manden, der sagde farvel og gik med et ekstra blik på kvinden. Så snart han var ude af hørevidde, vendte Morpheus sig mod hende, vreden nu synlig i hans øjne og hans ansigt en smule sammenbidt.
”Hvad vil du?”

Hun kunne med det samme se vreden i herrens ansigt. Godt. Hun havde håbet på, at han ville vise den vrede, før hans ansigt blev lagt i de høflige folder, som man gerne holdt over for andre officielle folk. Folk som Lord Sidius. Den lord forlod nu selskabet og der var de to tilbage. Era fik armene om bag ryggen så hun stod lidt mere myndigt, mens hendes øjne tog kontakt til hans, der tydeligt var gennemsyrede af vrede som hans spørgsmål dukkede op på hans læber. Hun smilte et iskoldt smil. "Hvad jeg vil?" gentog hun hans spørgsmål, før hun bare stillede sig ved siden af ham. "Jeg ville hilse mere.... Officielt.. På Dem.. Sidst tog vor hilsen jo en lidt uventet drejning," hendes hentydning var så tydelig og så tyk at man kunne skære igennem den som var den smør. Hun kiggede sig lidt rundt mens hendes hænder placeredes i våbenbæltet. Højre hånd en smule tæt på en af knivene.

"Jeg antager, at De ser bedre dage nu? Sidst vi talte sammen var vor forfatninger ikke de bedste i den givne omstændighed, vel?" det var altid rart at hælde lidt salt i såret. Især for en kvinde, der spionerede for mørket og derfor udmærket vidste hvordan man kunne være en led lille kælling. Og det vidste Era godt. Hun var ret dygtig til det. Og dette var kun et bevis deraf ifølge hende. Om Lord Morpheus ville kunne håndtere det, var så en anden side af sagen. Måske hun kunne gejle ham op til mere håndgemæng herinde? Det var altid så rart når folk som han tabte ansigt officielt.

Åh, vreden boblede i Morpheus, som han måtte holde sig tilbage fra at forsøge at smadre hendes ansigt til ukendelighed. Bare det at holde sit ansigt og krop nogenlunde i neutral udstråling kostede al det selvkontrol han havde. Minderne fra den aften i gyden rodede rundt i hans hoved og gav ham kvalme. Af vrede.
Hendes ord hjalp ikke på det og hans kæbemuskler arbejdede for et øjeblik, mens han holdt sig selv tilbage fra at sige ting, der kunne afsløre deres ”møde” for folk omkring dem, hvis der var nogen, der lyttede. Paladset havde ører, så mon ikke, at der var.

Hendes spørgsmål og hendes hånd, der var lidt for tæt på en kniv fik ham til at åbne sine stadig knyttede hænder og selv placere dem lidt ”tilfældigt” i bæltet, der var spændt om den dyre robe, denne ene ved sværdet, der altid hang ved hans side, også et sted som her. Med en roligt vejrtrækning forsøgte at han få sig selv til at falde ned. Det nyttede ikke noget at hidse sig op herinde. Og for én gangs skyld, benyttede han sig af et af Karkhos’ tricks til at styre sin vrede. Han lod sine tanker vandre hen til et mentalt billede af en rolig sø.
”De ser også ud til at være en smule mere i vigør i dag. Har De fået hvilet?” Den lette snerren i hans stemme burde ikke være til at tage fejl af. Han havde lyst til at lægge hænderne om hendes hals og klemme tid, men han lod være. Selvom det var fristende.

Hun kunne se tegnene på mandens ansigt med det samme: Hans kæbemuskler der arbejdede på højtryk og de knyttede hænder. Det varede et stykke tid sådan, og overraskende nok holdt Era sig tavs, ventede pænt på, at hans vrede dulmede af. Det var nemlig altid bedre at lade den komme i etaper for hende, for det betød, at jo flere gange han var nødt til at hidse sig ned, des værre blev det sandsynligvis for ham. Konstant vrede var lettere at arbejde med, end når den blev eksplosiv. Hun stirrede blot neutralt på ham, til hans hænder løsnedes og blev sat til hvile i bæltet, som hende, tæt på et våben. Dette fik hende til at trække meget lidt på smilebåndet. Det var næsten ikke til at se, hvordan hjørnet af læberne meget kort vendte blot en lille smule opad, før den neutrale mine var tilbage.

"Alle har vel brug for et hvil nu og da," konstaterede hun med en ro, der genafspejlede sig i hendes øjne, der lige nu holdt en fast kontakt med hans. "Især når man har så mange vigtige pligter. Arbejdet for Lyset er ikke et man blot tager let på," han skulle da selvfølgelig vide, præcis hvem han havde angrebet. Så det gav hun ham uden tøven. Hun trådte et enkelt skridt tættere på ham, udelukkende for at gøre fristelsen for at lægge hænderne om hendes hals større. Hun håbede virkelig at han ville gøre det. Tabe ansigt lige nu og her, og ødelægge andres billede af ham komplet.

Morpheus tog ikke blikket af det forfærdelige kvindfolk, han havde haft sin kamp med. Lysten til at flå hende i småstykker og fodre hende til ulvene var stor, men han holdt sig i skindet. Men også kun lige, Havde de været et øde sted, havde han uden tvivl forsøgt, nu mere forberedt på, at hun var en kriger. Den store krop var spændt som en fjeder, som han sloges med lysten til vold og blod.
”Nej, det kunne jeg forestille mig, at det ikke er. Alt det kæmpen for det gode.” Der var ingen overraskelse over hendes ord om at arbejde for Lyset. Det vidste han godt. I stedet var hans stemme fyldt med dryppende syre.

Hun kom tættere på og han så ned på den noget lavere kvinde med et blik, der kunne dræbe. Hun gjorde det kun for at provokere, det vidste han godt. Og det hjalp ham med at holde igen. Men han trådte ikke tilbage, lod hende komme tæt på.
”Jeg håber, at jeg en dag får muligheden for at få dig mellem mine hænder igen.” Han hviskede så dæmpet, at kun hun kunne høre det. Men inden der kunne ske mere, var der en klokke, der ringede. Det var tid til at samles i salen igen. Så han trådte tilbage og så med et koldt blik fyldt med afsky op og ned af hende.
”Til vi mødes igen.” Hurtigt vendte han om og bevægede sig mod mødesalen igen. Åh, han håbede, at han fik hende at se igen. Under andre omstændigheder.

Afsluttes grundet inaktivtet