Det var en lun aften i hovedstaden, og der var overraskende mange folk på gaden stadig, selvom mørkets frembrud nærmede sig med hastige skridt. Den hyggelige sensommerstemning døde dog hurtigt ud, i takt med at Netrish fik gået sin runde. Hendes nye uniform, den sorte robe og hvide helmaske, var en skarp påmindelse om det igangværende udgangsforbud. Sværdet ved hendes side var stadig en uvant vægt. Det var langt lettere end hendes eget våben, og hoppede langt mere når hun bevægede sig end hun var van til, selvom hun havde brugt tid på at træne med det. 150 års vane var ikke noget man bare sådan lagde fra sig..

Dagens sidste lys opredt, og næsten som ved et trylleslag var gaderne tomme. Netrish fortsatte sin rute, men kunne ikke undgå at få kuldegysninger ved synet af de tomme gader. Det var ikke sådan en by burde være.. udgangsforbuddet havde været et drastisk træk, men det var for folkets bedste, det var for at holde dem sikre!

Selvom der var et udgangsforbud havde Makayla alligevel sneget sig ud i løbet af aftenen. Det var underligt at se gaderne så tomme. Hvordan i alverden skulle hun finde noget at spise, når der ingen mennesker var at finde.. Selvom hun også tilbad Shara en gud der også tilbad Kile, så forstod hun ikke hvorfor det var nødvendigt med ligefrem et udgangsforbud. Hvad skulle det dog nytte? At forbrydelser nu blot skete andre tider af døgnet, eller mere skjul uanset ville forbrydelser stadig ske.

Makayla havde iført sig en lang sort kjole, med tilhørende sort kappe så hun kunne søge tilflugt i de små gyder hvis nu en eller anden Kile præst eller byvagt fik øje på hende. Hun havde ingen papir på hun måtte være ude om aftenen og ej hellere ikke nogle papir der beskrev hvem hun egentligt var. Da det kunne betyde hvis hun var eftersøgt så ville hun ryge i fængsel og det var næppe noget hun ønskede. Som Makayla gik stille rundt opdagede hun en kvindelig Kilepræst længere fremme. Et lumsk smil bredte sig på hendes læber, hun var alene. Et let bytte. Som kvinden endelig kom forbi hende, greb Makayla hårdt med fast i hende og kastede med alle hendes kræfter ind i gyden. ”Hvad ser mit øje, en uskyldig præst” svarede hun lumsk, og kastede sig over hende som et eller andet vildt dyr. Makayla lå oven på hende og holdt hendes hænder ”Hvordan har Kile det egentlig med vampyrer?” spurgte hun nysgerrigt og smilede atter lumsk lige nok til den anden ville ane hendes hugtænder. Makayla var yderst spændt på hendes reaktion, når hun opdagede at hun var en vampyr. 

Netrish nåde at sende en hadsk tanke til masken der slagtede hendes periferi syn inden hun ramte jorden i gyden. Hun nåde ikke engang at rulle væk, før hendes angriber var over hende igen. "Det er bredt diskuteret.." svarede hun sammenbidt og skar en grimasse under masken da hun så tænderne "Men i dit tilfælde.." Netrish færdiggjorde ikke sætningen, men brugte afledningen til at nikke sin overfaldskvinde en skalde. Dernæst foldede hun benene op mellem sig selv og sin angriber, og sparkede til, for at få hende af og komme på benene igen. "..så tror jeg ikke der er megen diskussion længere" og med de ord trak Netrish sværdet hun havde fået udleveret af Kiles orden, en smal klinge med gudindens symbol.
Netrish havde brugt de sidste 150 år på at forkynde Kiles bud og ord på landevejen til bønder, borgere og banditter.

Et let bytte måtte man lede andetsteds efter.

Makayla så blot mere interesseret på den maskeret Kilepræst, det kunne diskuteret så disse præster var måske slet ikke så uskyldige og hellige som de ellers gav udtryk for? Før hun overhovedet vidste af det, mødtes deres pander i et hårdt stod. May blev nok omtåget til at hun fik endnu et slag blot i maven. Makayla fjernede sig instinktivt fra præsten og ømmede kort sin krop før hun ømmede sig. Der var bid i denne præst, ”Så det tro du” svarede hun lettere hånede, nej Makayla lod sig ikke bare slå ud af ingenting. Hun fnøs over hendes sværd. Så denne true ikke at stå ansigt til ansigt med hende. Makayla følte ikke situationen var på hendes side, hendes evner var næppe til den store hjælp og hun havde ingen våben, eller nogen færdigheder for at benytte dem. Heldigvis var hun yderst smidig og hun ville let bevæge sig rundt. Makayla gik begyndte blot at gå rundt om denne ”Er du bange? Siden du ikke tør at møde mig, ansigt til ansigt uden våben?” spurgte hun drillende, uden at angribe hun forsøgte at få øjenkontakt, nok øjenkontakt til hendes evne ville overtage hende, få kontrol over hende, nok til hun ville ligge sit våben fra sig. 

Netrish holdt sit sværd oppe og parat til trods for kvindens hån. "Jeg frygter ikke Kiles rige" sagde hun med næsten skræmmende overbevisning. Det var tydeligt at hun mente det og reelt ikke frygtede døden. "Men jeg er ikke tåbelig nok til at ligge mit våben fra mig" stod hun fast.

Netrish mødte kvindens blik, for det var også et krav for hendes egen evne, og nødvendigt for at vide om kvinden skulle arresteres eller hugges ned på stedet. Men hun havde brug for en smule tid "Så hvilken tåbelighed ville få dig til at angribe en præstinde af Kile? Eller er det ren desperation?" hånede hun igen alt imens hendes skulder sank en anelse, hendes greb om sværdet blev løsere. Kvindens evne gjorde sit arbejde, selvom det skete langsomt.

Makayla smilede, Kiles rige var jo et lettere vidt begreb. Mange vampyrer tilbeder Kile inkluderet hende selv ”Så du er ikke bange for at blive forvandlet, interessant” svarede hun med et lille smil. Makayla havde ikke regnet med andet, men det betød også at hendes chancer for faktisk at vinde var utrolig lille. Hun kun håbe at hun kunne nå langt ind til kvinden at hendes evner overtog hende og fik hende til at ligge sværdet.

Deres blikke var fastlåst, og hun hvert sekund forsøgte hun at overtage over hendes krop alt imens hun gik rundt og så på hende som et lille bytte. ”Tro du virkelig at jeg vil dele mine planer med dig?” svarede hun lettere hånligt, aldrig i livet at Makayla ville fortælle sine planer for kvinden. Makayla kunne både gå ud i mørket med hendes dragt og have hende som bytte liggende i kælderen som hun kunne spise af når sulten var størst. May ville først igen slå til, når hun kunne tydeligt kunne se at den anden havde givet mere afkald på sit våben. Ellers ville det kræve en del blod og hvile for at komme sig igen.

Netrish havde set hvad hun ønskede. Kvindens levetid, som Kile ville det. Der var en del af hende der ville bryde øjenkontakten, som måske havde vist det en fejl at opsøge den overhoved. Men den lille, advarende stemme var nu tavs.

Netrish ventede til kvinden, der stadig cirklede hende, nåde det punkt rundt hvor hun ville være svagest, hvor hun ville have sværest ved at undvige og slippe væk. Det var der hun slog til.
Netish viste kvinden var stærk og hurtigt men hun virkede ikke som en kriger. Erfaring var Netrish stærkeste side.. og så selvfølgelig sværdet. Netrish ville lave et hurtigt stød frem, men det ville blot være en finte for at fange kvinden uopmærksom mens hun undveg! Hun ville ikke dræbe kvinden, men vampyrer var sværer at slå ihjel, så hun ville ikke ligge fingre imellem.

Det var hvad Netrish ville have gjort, men det var blot ikke det der i virkeligheden skete.

Klank-klankklank lyden af et sværd der ramte brostenene. Netrish strammede sit greb, kun for at finde det tomt? Hun forsøgte at se ned for at finde sit sværd, men hun kunne ikke bryde øjenkontakten!
Netrish mærkede kold sved pible frem under masken. Hun forsøgte at råbe om hjælp, men intet andet end hendes åndedræt passerede hendes læber.

Hun var i vampyrens vold.

Endelig efter længere tid så faldt sværdet. Makayla var yderst tilfreds at hendes evne og koncentration, tålmodighed havde belønnet sig. Et lumsk smil kom frem på hendes læber da hun nærmede sig kvinden, lettere drillende lage hun sin hånd under kvindens hage og sagde ”Du er min nu” Makayla smilede blot lumsk. Det var tydeligt at se på hende at hun havde nogle planer med denne kvinde.

Makayla tog båndet fra sin kappe, som ellers normalt var til at snøre rundt om livet, men hun havde hverken reb eller håndjern til at beholde kvinden. Hun gik helt tæt på hende og bandt det hårdt fast omkring hendes hænder, både rundt og omkring således at hun ville rimelig sikker på at denne kunne ikke få op sådan uden hjælp. Efterfølgende hev hun kvindens hætte langt ned over hovedet så hun kunne se mindst muligt. Derefter tog hun fat i kvinden og snurrede hende rundt. Trods alt var Makayla ikke dum, hun ville ikke vise hvor henne hun boede. Derefter bukkede hun sig og samlede hendes sværd op gik om bag kvinden og prikkede hende blidt i ryggen ”Denne vej”

Selvom Makayla var ond, så ville hun ikke lade ejendele ligge og flyde til enhver kunne tage dem. Derudover så sværdet ikke normalt ud. Hvis nogle fandt det og vidste det var hendes ville det være et spor til efterforsikring, hvilket hun også ville undgå.

Til Makaylas held boede hun ikke langt derfra, men alligevel prikkende hun kvinden en forskellige retninger, blot så hun ikke kunne regne ud hvor henne hun befandt sig. ”Stop” sagde hun kommanderende og gik igen til kvinden snurrede hende rundt og sagde igen med et prik ryggen af hendes sværd ”Gå igen” til sidst endte hjemme ved hende. ”Du kommer ned ad en trappe, forsøg ikke at vælte” sagde hun og skubbede igen med sværdet så hun begyndte at gå. Kvinden blev ført ned i Makaylas kælder hvor der bl.a. befandt sig fangehuller hvor hun blev ført ind i en af dem. Sværdet blev placeret udenfor hullet og May lukkede døren efter sig og sagde meget bestemt ”Det bliver værst for dig selv hvis du forsøger at slippe forbi mig” og det ville, hvad kvinden ikke vidste var at May havde en halvdyr i form af en ulv, godt nok var han ikke hjemme men hun vidste at han lugte hende frem igen også ville det blive værst for hende selv. Makayla valgte med troen på at kvinden ville forholde sig i ro at slippe hende fri for hendes bånd om hænderne.  

Netrish bed tænderne sammen ved kvindens berøring, og bekæmpede lysten til at spytte hende i ansigtet. Til hendes vilje igen var hendes egen, var det klogest ikke at provokere vampyren unødigt.
Netrish lod sig binde, ikke at hun havde meget valg, og forsøgte at holde styr på hvor hun blev ført hen fra under hættens mørke, men tabte tråden anden gang hun blev snurret rundt.

Hun gik langsomt, men forholdt sig i ro. De ville blive set. Der var byvagter, andre af Ordenen, nogen! Mens de gik genvandt Netrish sin frie vilje og holdt sine bundne hænder mod sit bryst og mærkede den simple maske medaljon hun bar under roben. Hun var nød til at gøre noget.. hun greb om medaljonen og med et kort, skarpt ryk knækkede hun diskret dens kæde. Hun ventede et øjeblik for at sikre sig at hendes vogter ikke opdagede det, inden hun slap smykket, og lod det falde ned på indersiden af hendes robe. Næsten lydløst ramte det jorden, og blev trådt ned mellem brostenene af Netrish næste skridt. Halskæden var unik, men det var stadig et spinkelt håb.

Netrish hjerte sank da de nåde trappen. Hun kunne gætte sig til det var en kælder, så de var nok stadig i det nedre by distrikt. Men det var ikke meget at gå efter..
Mørket i kælderen gjorde det næsten umuligt for Netrish at se hvor hun satte fødderne, men hun kom da ind i fangehullet, og vendte sig langsomt da hun ikke længere mærkede sværdet i sin ryg.
Med hænderne fri skubbede hun hætten helt tilbage og gnubede sine håndled, mens hun betragtede vampyren gennem den hvide maske. "Er du sikker på dette er en vej du ønsker at tage? Ordnen vil hurtigt opdage jeg mangler, andre ligeså" advarede hun roligt vampyren.

May smilede blot, af hendes trodsighed, hendes vilje for at leve. Desværre for kvinden var May ikke bange, selv ikke for denne orden. ”Hvem siger, at jeg vil beholde dig for evigt?” svarede hun igen.

Selvom Makayla havde planer for hende over en periode, havde hun nu ikke tænkt sig at holde hende fanget for evigt. Makayla smed al våben og udstyr kvinden ville kunne bruge imod hende, og lukkede sig selv inde ved hende. Hun gik gav hende et kort et elevator blik "Jeg har brug for din kappe og maske" sagde hun med et lumsk smil, og begyndte at tage kappen stille og roligt af hende og smed den ved udgangen. 

Makayla ville bruge denne kappe til slippe ud om natten og aftenen. Hun kunne trods alt ikke tåle solen for godt, og var så sulten disse dage. Til sidst røg kvindens maske også af, hvorefter hun slikkede sig om munden. "Al dette, har gjort mig så frygtelig sulten" sagde hun og slikkede sig om munden, hvorefter hun kærtegnede kvindens arme. Blot for drille hende, hun ville se hendes reaktion før hun ville bore sine tænder i hende.

"Hold mig her et år eller en dag, det vil ikke gøre nogen forskel for den straf der vil påfalde dig" advarede hun endnu engang, selvom det var tydeligt det ikke havde nogen effekt. Denne kvinde tænkte sig selv hævet over vagterne, Ordenen og guderne selv!
Netrish lod sig afklæde af sin kåbe og stod tilbage i en grå underkjole. Hun lod sågar vampyren tage masken. Det var blot værktøjer. De kunne erstattes. Netrish ansigt viste dog ikke meget mere følelse end masken hun havde båret havde gjort. Hun viste ikke sin frygt eller sin foragt. Da vampyren rørte hendes arm, reagerede hun dog, og trak den til sig, ikke oprørt, men defensivt. "Du har fået kappen og masken som du ønskede. Sæt mig fri nu, og jeg vil undlade at rapportere hændelsen" holdt hun fast, selv nu. Det var nok et spinkelt håb, men hvis dette udyr kunne tales til fornuft..

Makayla sagde intet, hun var ligeglad om der ville blive sat varsler med mere om hende. Det gjorde der måske allerede visse steder. Hun solgte trods alt Nox og diverse andre smugler vare. Det var blandt andet det, der gjorde livet spændende og uforudsigeligt.

Hun slikkede sig om munden, som kvinden stod i den grå underkjole, May kunne fornemme hendes blod køre rundt i kroppen, det gjorde hende næsten helt ekstatisk at fornemme. Makayla smilede drillende som kvinden trak armen til sig og smilet blev blot større som kvinden endnu engang forsøgte at komme fri fra dette helvede ”Men hvorfor skulle jeg, nu når jeg er blevet så sulten?” svarede hun drilsk.

((forældet))