Efter en specielt hård partrulje ude rundt omkring vejene uden for hovedstaden var Alix på vej tilbage. Dog ikke mod byvagtens kvarterer, men derimod Krystalpaladset. Hun havde et af mange brev i sin hånd og rustninggen var stadig lettere støvbelagt og med et par enkelte blodstrint hist og her. Hun havde allerede fået at vide hvad der stod i brevet og at det skulle afleveres på Krystalpaladset til en person ved navn Johan Foster, så det var her hun var på vej hen nu, til trods for træthed og en stor trang til at komme ud af den lidt tunge rustning.

Hun kom ind på paladset og gik egentlig bare direkte mod beboelsesfløjen. Brevet havde været i besiddelse af en kurér, der dog var blevet dræbt af banditter på landevejene, før han var nået til sin destination, og Alix, samt en masse andre byvagter havde valgt at tage den ekstra tjans at få brevene tilbage til deres retmæssige modtagere eller sendere. Ikke at det var noget, Alix egentlig havde lyst til, men det skulle jo gøres.

Da hun nåede til beboelsesfløjen, fik hun lidt hurtigt spurgt en tilfældig af tjenerne og brugte egentlig navnet, så tjeneren førte hende til en dør, hvor hun egentlig bare valgte, selv at banke på. Som døren blev åbnet, holdt hun brevet op. "Jeg har et brev her til en Johan Foster? Det er egentlig ikke mit arbejde men..." længere nåede hun ikke før hun meget pludselig blev trukket hårdt med ind på værelset og døren blev smækket i meget pludseligt bag hende. Hun blev meget forskrækket og mindst lige så mundlam.

Dagen havde været rolig for Joanna. Hun havde lavet nogle få ting for Lyset, og havde været nede og købe noget nyt tøj og noget mad, så hun havde noget at spise og også lidt lettere tøj til sommeren. Hun  havde dog ikke forventet på nogen måde at nogen ville komme forbi at besøge hende. Amelia havde for travlt disse dage, og det var faktisk begrænset hvor mange venner hun egentlig havde i Hovedstaden. Hun var stadig for akavet omkring sin lille hemmelighed til at kunne relatere til de fleste.
Så da det bankede på rejste hun sig lidt forvirret op og gik over for at åbne døren. En eller anden byvagt stod der? Alting begyndte dog at blegne som byvagten begyndte at snakke om at hun ledte en Johan Foster. Nej. Nej. Nej. Det kunne ikke være rigtigt. Ingen kunne vide det. Hvordan havde personen fundet ud af det?
Hun hev fat i byvagten og bare hev personen ind på værelset og lukkede døren efter hende. "Hvorfor har du det brev?" spurgte hun mens hendes øjne lynede, som hun stirrede på... personen.... Umiddelbart ville hun have sagt at det var en mand, men der var noget lidt forkert ved denne byvagt. Det var dog ikke det som hun fokuserede på. Lige nu var fokusset på denne byvagt som åbenbart kendte hendes navn og havde fået fat i et brev til hendes forældre.

Det var en kvinde der stod foran hende, hvilket bare fik Alix til at stå mundlam i lang tid efter kvinden havde spurgt efter brevet. Hvorfor et brev til en mand når der stod en kvinde herinde? Alix kiggede lidt rundt for at lede efter en mand, men her var ingen. Og hun havde specifikt fået at vide at han skulle bo her, samt være en lysets kriger. Denne kvinde havde tilmed uniformen på, så alt pegede altså på at hun nok var denne... Mand? Men hun var jo en kvinde! Hun rystede kort lidt hårdt på hovedet og kneb øjnene lidt sammen, fokuserende på denne såkaldte "Johan". "Øøh... Her? I min hånd? Lige her?" hun viftede med brevet let for at vise det, og holdt det egentlig frem mod kvinden, forvirret.

"Men eehm... Her er ingen Johan her? Med mindre De tilfældigvis skulle hedde det? Det var da alligevel noget sært noget at blive kaldt," hun tog meget hurtigt sig selv i at have sagt disse ord, sekundet efter at have sagt dem. En hånd røg op for munden på hende, fra hende selv og hendes øjne så omgående undskyldende ud, for det havde slet ikke været meningen at hun ville sige sådan noget! Hun var åbenbart blevet så forskrækket at hun havde glemt sine manérer, og nu sagde hun ikke engang undskyld! Dette gjorde blot hendes øjne endnu mere undskyldende.

Det var en langsom panik der begyndte at gå op i hende. Det her kunne bare ikke ske for hende. Hun havde brugt årevis på at gemme sin identitet og det her var hvordan hun blev opdaget. Men... hun var jo en kvinde... men det mente alle andre bare ikke. Det var tydeligt at se at hendes hoved arbejdede på højtryk.
"Du kan ikke sige det til nogen!" kom det så desperat fra Joanna som hun stirrede på byvagten og trådte et skridt nærmere. Det var egentlig ikke ment som en trussel, men det kunne godt føles sådan. Især med hvor desperat Joanna så ud. En vildskab i hendes øjne som ikke ellers fandt sig der. Men der var panik og sorg også. Hun havde behov for at det forblev en hemmelighed. Hun havde behov for at forsætte med sit liv som kvinde, fordi det var det liv hun ønskede.

Kvinden foran hende så efterhånden ud til at være på desperationens rand. Hendes øjne så paniske ud, og Alix, der var en meget god menneskekender, kunne sagtens se gennem den nært truende adfærd. Det var ikke en vred kvinde, hun havde stående foran sig. Det var en panisk kvinde, der blot ønskede, at brevet forblev fuldstændig hemmeligt og at ingen nævnte dette for nogen. Det var da, at det dæmrede for Alix. Denne kvinde var Johan. Men tydeligvis var hun også en kvinde, og aldeles ikke en mand, så meget kom Alix i hvert fald frem til på denne adfærd, så hun holdt blot sine hænder oppe i en gestus der viste at hun intet ondt ville.

Selv udviste Alix ingen frygt. Blot et usagt undskyld og en bekymret mine. "Rolig.." sagde hun langsomt, mens hun holdt sine hænder der. "Rolig.. Jeg siger det ikke til nogen, det bliver hos mig. De andre hos byvagten ved ikke det her, og det kommer de heller ikke til. Jeg lover at dette forbliver en hemmelighed. Okay?" hun lod det være hos denne kvinde, om det var nok, og stod blot tålmodig som et stille hav og ventede på hvad "Johan" havde at sige til dette i stedet for at stresse hende yderligere.

Det var hårdt for Joanna. Hun havde aldrig stået ansigt til ansigt med at hendes hemmelighed ville komme ud. Der havde været situationer hvor det havde været tæt på, men aldrig havde det stirret hende så meget i ansigtet som denne byvagt. Det kunne ikke være rigtigt. Nej. Nej. Nej! Hun kunne mærke hvordan panikken var ved fuldstændig at overtage hende, og den eneste grund at hun blev hevet lidt ud af det, var pga. byvagten der begyndte at tale til hende, fortælle hende at det ikke ville komme ud. Det kunne dog ikke stoppe Joannas tåre i at vælde op og hun bukkede bare samme. Hun sad på hug, hendes arme over hendes knæ og ansigtet solidt plantet i armene og hulkede. Der var intet der kunne stoppe det. Det var bare angst, og en smule lettelse over at byvagten intet ville sige. Det var dog tydeligt at det var noget der tyngede på hende. At gå rundt hver dag og ingen vidste dette om hende, og hun var bange for at blive opdaget hvert eneste sekund. For hun følte sig på ingen måde som en mand, men samtidig vidste hun at folk ikke ville se hende som hun var, men hvad hun var født som.

Alix blev blot mere bekymret idet tårene vældede op i øjnene på den faktisk ret kønne kvinde - Alix havde anderledes syn på mange folk, og dette var ikke anderledes - og hun stod først lidt stivnet til stedet da kvinden brød sammen for øjnene af hende. Hun stirrede, tog derefter sig selv i det og gav sig selv en mental dumflad før hun satte sig på hug, lidt tungt grundet ringbrynjen og langsomt lagde sine arme om kvinden. Om hun ville tage det som et faresignal tænkte Ali ikke helt over, for hun kunne ikke bare stå til og se på mens folk havde det skidt. Det var ikke sådan, hun var. Hun var en menneskekender og en menneskehjælper. Hun var mest af alt en byvagt fordi hun troede på lov og orden i samfundet, men det var ikke hendes største drivkraft. Det var at hjælpe folk som hende, der nu græd i hendes arme. Hun lod sine arme forblive om kvinden i et trygt, men ikke alt for tæt kram.
"Det lyder til at du ikke er helt så vant til sådan en situation som denne, og det forstår jeg godt. Meget godt, faktisk. Du behøver ikke forklare noget over for mig, jeg forstår dig. Hvis du har brug for nogen som helst form for hjælp, så bor jeg også her i hovedstaden og jeg vil hellere end gerne være den hjælp," det ville i visse andre situationer være et ret akavet tilbud, det hun stillede op, men det her var generelt en rigtig akavet og ubehagelig situation, i hvert fald for denne lysets kriger, der havde reageret så naturligt som man kunne når man var udsat for dette. "Du skal blot sige ja.. Eller nej."

Det var svært for Joanna at stoppe med at græde, men det var hårdt for hende. Hun var ikke god til at lyve, faktisk var hun forfærdelig til det, og det var da kun fordi at folk ikke havde stillet spørgsmålstegn til hendes køn at hun havde formået at holde det en hemmelighed. Selv i brevene, hvor det burde være nemt at lyve, der undgik hun bare alle detaljer der kunne have været med hendes køn at være, og hun havde bare ikke set sin familie i årevis. Det var svært. Kun Amelia var der til at muntre hende op i sådan nogle tider.
"Hv-hvorfor..." et snøft. "Er du så s-sød..." Hun snøftede og græd, og var tydeligvis ikke helt klar over hvad der egentlig skete. Hun blev holdt af en fremmede person, og var hysterisk fordi hendes  hemmelighed var blevet opdaget. HUn kunne ikke engang tro at hun kunne stole på denne byvagt, men måske blev hun nødt til det. Der var jo ikke så meget hun kunne gøre. Hun kunne ikke bare true nogen til at tie stille. Det var ikke værdigt.

Kvinden så ud til at være hysterisk, så Alix havde ikke planer om, at give slip på hende endnu. Hun havde brug for en form for tryghed, og selvom hun nok ikke ville få det ved at være i en fremmeds favntag, så måtte Alix bare gøre hvad hun kunne for at hjælpe. Hun kunne ikke bare stå og se til. Kvindens spørgsmål kom lidt bag på hende, og Alix gav langsomt slip, kun for at holde et blidt greb om kvindens overarme, for at vise at hun stadig var her, hvis der var brug for det. "Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sige det, men... Vi har alle vores kvaler, min er, altid at blive antaget for noget, jeg ikke er. Så jeg forstår hvad De går igennem. Måske ikke med fuldstændig sikkerhed, men.. De ved.. Eller," det havde altid været super akavet for Alix at tale om hvordan folk altid troede at hun var en mand. Det hjalp ikke, at hun gik klædt i rustninger og uniformer hele tiden, samt havde kort hår, men hun var af den praktiske tankegang, så selvom det sikkert ville være pænere med kjole og pæne lange frisurer, så ville det aldrig gå an. Ikke som byvagt. Slet ikke som sømand. Hun var født til at være praktisk, opfostret til at være praktisk, og ville for evigt forblive praktisk. Men det betød ikke at hun ikke ønske at nogen kunne se ham som hun var. En kvinde, der havde samme behov som alle andre kvinder.

"Jeg ved ikke, om De tænker det samme som de andre derude, men... De fleste tror, at jeg er en mand. Det er jeg ikke. Jeg er en kvinde.. Bare en meget... Praktisk.. Kvinde.. Så.. Der har du - De det," Alix skyndte sig at rette på sit høflighedsbrud og kiggede lidt ned på gulvet, lettere ubehagelig til mode ved at skulle tale om sådan noget her. "Derudover.. Så kan jeg ikke se til. Jeg kan ikke bare gå ned og rapportere Dem fordi De har dette ønske, som er personligt og ikke vedrører nogle andre. Hvis jeg gjorde det, ville jeg gå imod alle mine principper og det ville heller ikke være værdigt."

Joanna havde oplevet følelsen af at blive forvekslet med noget hun ikke var før. Men for hende havde det været anderledes, for hos alle andre var hun jo en dreng. Det var bare inde i at hun ikke følte sig tilpas. Hver eneste gang et 'han' kom ud, eller et ' Johan'. Det føltes forkert i hele hendes krop. Inderst inde havde hun nok altid vidst at hun ikke var en mand.
”Jeg mente nok at der var noget... der ikke helt passede,” kom det snøftende fra Joanna, selvom tårerne stadig trillede ned af hendes kinder. Om det hjalp at Alix fortalte om hende selv, men det hjalp tilgengæld at vide at byvagten var på Joannas side.

Der gik lidt tid hvor Joanna ikke rigtig sagde noget, før at hun så tog en dyb indånding. ”Jeg... jeg er okay nu,” mumlede hun, selvom gråden stadig kunne høres i hendes stemme. Tilgengæld så var tårerne stoppet med at blive ved med at falde, og hun følte at hun nok godt kunne finde hoved og hale i sig selv.  

Joanna rystede på hovedet, selvom hun selvfølgelig stadig var lidt oprørt. Det var dog ikke mere end at hun godt kunne overleve. Hun havde før brudt sammen grundet stressen hun selv havde fået opbygget, men hun kom igennem det. Det gjorde hun altid, fordi hun levede trods alt som hun ønskede. En del af Lysets Hær, og som den kvinde hun nu engang var.

”Nej, virkelig, jeg er okay. Jeg kan ikke opholde dig pga. sådan nogle små ting,” sagde Joanna og så bare en smule bestemt ud. Det var tydeligt at byvagten var træt, og havde udentvivl haft en lang dag. Joanna forstod dage som dem. Man havde bare lyst til at komme hjem. Slappe af, måske varme sig med en kop varm te. Måske en bog hvis man kunne få læst sig igennem det. Ikke fordi at Joanna ligefrem var en ørn i et område, men engang imellem havde man bare behov for historierne der stod i bøgerne.

Det bestemte udtryk i Joannas øjne fik hurtigt Alix til at rette sig lidt så hun stod lidt mere rank. Hun var desværre blevet for vant til at følge andre, især i mere krigeriske ordner, og var ofte meget rigid når hun fik et bestemt blik fra enten en overordnet eller én af lysets krigere. Igen overordnede. Men hun tog det ikke negativt, havde bare en naturlig reaktion, som hurtigt blev efterfulgt af et mere venligt smil. "I så fald vil jeg lade Dem få lov til at være alene," hun nikkede afmålt, men stadig venligt og høfligt. "Vi ses sikkert en anden gang, frøken Joanna," det var med vilje at hun brugte dette navn i stedet for det der havde stået på brevet. Det ville også være langt mere komfortabelt for kvinden. Og med de ord åbnede hun døren og forlod Joanna og paladset. Hjem til varmen og søvnen.