Gaderne var travle og menneskemængden trang. Sommeren var på sit højeste, og slaverne stod i lange rækker nede på slavemarkedet, for at blive solgt til den højest bydende. Varmen var næsten tryggende i ørkenbyen, og langt de fleste prøvede at holde sig i skyggen og dække sig til for den skarpe ørkensol. En af disse var Bandorion.
Der var en markant varmeforskel mellem Thal'Elor og Balzera, da den gamle ørkenelver by trods alt var væk fra solens varme, og da de levede på kunstigt sollys var det bare ikke ligeså varmt. Her i Balzera var temperaturen høj, og menneskemængden gjorde det varmere. Det var kun fordi at Bandorion besøgte byen så ofte, at han på sin vis havde vænnet sig til den varme temperatur.

Han var iklædt lyse klæder, og havde taget et tørklæde over hovedet for at skjule de tydelige elverører. De første par gange han havde været her, var han da nær blevet kidnappet til at være slave, fordi han ikke skjulte det. Han var ved at blive klar over de hårde realiteter ved omverdenen, men han tog sig ikke så meget for dem. Verdenen var stadig hans legeplads.

Han stod oppe af en af bygninger og spejdede ud over den store hovedgade han stod på. Her var trængt, men han kunne stadig orientere sig om hvor han var, og se om han kunne finde noget han havde lyst til at få. Et par mønter lå i hans pung, men det var ikke den måde han ville have fat i ting. De fleste ting var alligevel for dyre til ham, så det var nemmere bare at tage hvad han ville have. Så det havde han tænkt sig at gøre. Uanset hvor vred hans far ville blive. 

Begrund af en større krystalsum havde Makayla bevæget sig det sted i verden, hun ellers altid undgik – Rubinien. Det varmeste sted og slet ikke perfekt for en vampyr. Hun havde også medbragt tøj, som ville skjule hendes krop passe på den for solens så vidt muligt, men hendes kræfter ville være yderst svækket og hun ville nok virke syg for de fleste. Kjolen hun bar i dag, var en lilla kjole, som sad tæt og elegant. For at beskytte hendes arme var der en lyseblåt gennemsigtigt som gik helt ned til armene og sad lettere løst så hun faktisk også kunne ånde. Derudover havde hun en kappe uden ærmer som var noget tykkere i stoffet den gode ved den var, at den hang over hendes hoved og gav dermed skygge på hendes ansigt.

Som Makayla gik på gaden følte hun sig svag og udsat. Heldigvis havde hun havde taget visse forholdsregler. Nemlig en par læderdunke med blod. Hun vidste at der ville behov for det. Jobbet bestod i at købe en slave og medbringe denne op til nordlandet. Ja det var ulovligt, men hun havde allerede fået den første del af hendes betaling og var derfor gået med til handlen, ellers havde hun aldrig overvejet at tage hertil. Endelig handlen var overstået og slaven blev ført hen til hendes hest og den overdækkede vogn. Hvor der både befandt sig lidt mad, korn og diverse andre ting. Hun kunne ligeså godt tage alt det hun kunne bære herfra, for hun havde bestemt ikke tænkt sig at tage til Rubinien igen lige foreløbig. 

At stå i varmen var faktisk lidt dræbende, selv for en som Bandorion som var vant til varmen. Han havde naturligvis en vanddunk ved sin side, men ude i ørkenen måtte man være påpasselig med brugen af vand, så selvom Bandorion havde det varmt så gemte han på vandet. Det var ikke sikkert at han ville få flaksen fyldt op før at han tog tilbage til Thal'Elor, så det var bedre at være på den sikre side.
Han havde efterhånden stået og luret i et stykke tid på hvem han skulle stjæle fra, og havde da godt opdaget en kvinde med hendes hest. Det så ikke ud til at hun var i bedste stand, og det var ikke nødvendigvis fordi at han nød at stjæle fra de syge, men det var lidt nemmere, og man skulle vel have noget godt ud af at være kommet til Balzera. Desuden, dem der ikke vil dele, de ville nok lukke der goder lidt mere væk. Det var da også derfor at han var ovre ved hesten og vognen mens han var sikker på at hun ikke kunne se ham, og var så begyndt at rumstere rundt i vognen efter ting. De mest dyrebare ting var herinde. Det var dog et noget sølle udvalg. Måske var det også grunden til at han ikke havde dukket ud af vognen i tide, eller hørt efter hvornår hun var kommet, fordi han var stadig inde i vognen og rumstere da hun nærmede sig.

Som Makayla nærmede sig vognen med slaven, hørte hun lyde fra vognen. Hun begyndte at undre sig, var der virkelig nogen som gået ind hendes vogn. Bestemt og fast bandt hun slaven fast til en pæl, hvor hesten også befandt sig. Hun ønskede bestemt ikke at denne skulle lave et flugtforsøg imens hun så var det var som befandt sig i vognen. Det kunne være et sulten dyr, men det kunne også være en tyv.  

Makayla bevægede sig roligt op i vognen og så at det ikke var et dyr, men en person. En lille tyv. Makayla blev hidsig, selvom måske mange af tingene så ud af ingenting, gemte der så også andre mere værdifulde ting i vognen. May som nu stod i vognen og spærrede for enhver udgang så med skeptiske øjne ”Hvad tro du lige du har gang i?!” hendes stemme var hård, og det var ikke til at tage fejl af at hun var lettere irriteret på denne person. Ikke nok med at solen skulle være et problem, men små slynger skulle også være med til at ødelægge hendes dag. 

Der havde været bedre dage i Bandorions liv. Der havde også været bedre tyverier i hans liv. Desværre vidste han også godt hvad der skete med tyve heromkring, og han kiggede rundt efter en udgang, men det så ikke umiddelbart ud som om at der var en.
"Jeg tror jeg har den forkerte vogn," forsøgte han så at sige, selvom det var et yderst dårlig bluff, som han faktisk stod med en ting eller to i sine hænder, som han fint prøvede at gemme bag sig. Han skulle virkelig bare være gået tilbage til Thal'Elor mens han havde chancen, i stedet for at udfordre skæbnen på denne her måde.
"Så jeg tror bare at jeg kommer videre, undskyld for forstyrrelsen," sagde han og pegede mod døren, hvor hun stadig tydeligt stod og blokerede for hans vej, hvilket også var grunden til at han ikke var gået nærmere hende endnu. Han foretrak at være udenfor hendes rækkevidde, selv hvis der ikke var meget plads at flygte på.

Makayla der så afventede grinede en smule da han nævnte at det nok var den forkerte vogn. ”Nåe, så det tro du alligevel” hun kunne godt se nogle af de vare han havde i sine hænder. Heldigvis var det små ting ikke af den store betydning. Men det betød ikke at May var okay med at nogen tog noget af hendes varer.

Makayla så på ham med et lettere lumsk smil ”Hvorfor nu det, hvis du må stjæle fra mig, kan jeg måske også stjæle noget fra dig?” hendes smil skjulte lige netop hendes hugtænder, men hvis han svarede ja. Ville han få sine svare mod betaling af hendes blod. Det var så ugideligt varmt så hun kunne sagtens bruge lidt varmt blod. 

Smilet gjorde ingenting for at få Bandorion til at føle sig mere afslappet. Tvært imod. Det lignede en der var ude efter hans blod, eller liv. Ikke at Bandorion havde nogen ide om at den smukke kvinde faktisk var en vampyr. Vampyrer var jo ikke ude i solen, og da slet ikke i den brændende hede som Rubinien var kendt for.
"Jeg er ikke helt sikker på at det er sådan tingene fungerer desværre," sagde Bandorion og prøvede at forhold sig i ro. Han skulle nok kunne komme ud af denne her situation. Selvom det var lidt tvivlende som det så ud lige nu. Især når man tænkte på at der ikke ligfrem var et hav a planter i en ørkenby? MEst ubrugelig evne præmien, den måtte han godt nok få. Begge hans evner var faktisk ganske ubrugelige i situationer som disse.

Makayla smilede blot, og lage hovedet lidt på skrå ”Hvorfor ikke det?” hendes stemme var næsten uskyldig, men også lokkende. Det var tydeligt at hun kunne være farlig, for enhver hun kunne fange i sine klør. Denne gang var smilet større, stort nok til at den anden ville kunne se hendes hugtænder, smilet forsvandt idet hun slikkede sig om munden, og lod tungen drillende gå over sine hugtænder ”Hvis du smager godt, er jeg villig til at gøre en byttehandel” spurgte hun lokkede, enhver tyv ville nok overveje dette. Det eneste den anden skulle undvære var lidt blod, hvorimod han igen kunne få lidt mad og måske lidt tøj. Hun så afventede på ham, med lille smil i hendes øjne, May håbede jo på at han ville overgive sig til hende. 

Da tænderne blev fremvist, vidste Bandorion at han havde bidt over mere end han kunne tygge. Alligvel... hvad var chancen for en vampyr i dagstimerne i Balzera? Der var ikke andet end varme og sol hernede, hvorfor ville sådan en type herned.
”Jeg tror ikke at den byttehandel rigtig ville fungere. Jeg er sikker på at mit blod ikke smager af andet end jord og sand, og ærligtalt har jeg ingen basis for at stole på dig,” sagde Bandorion, og holdt sig på mærkerne, i tilfælde af at hun ville pøve på noget uden han var opmærksom på det. Han ville ikke løbes om hjørner med hende, men det var samtidig ikke rigtig hendes skyld. Bandorion var den eneste der var skyld i at han var endt i fedtefadet.

//Inaktiv