Sted: Sadikbrødrenes hjem i Det Nedre Bydistrikt
Tid: Omkring kl. 4 om morgenen
Vejr: Klart og med solens stråler i horisonten

Der var mørkt i det værelse, de sov i, Remus og hans storebror. Midt om natten. Den eneste lyd han kunne høre var storebrorens dybe vejrtrækning og sin egen overfladiske, hurtige vejrtrækning med en hurtig, febrilsk hjertebanken som ekko. Med hænderne knuget om det tæppe, han sov under her i sommervarmen, stirrede han ud i mørket, der langsomt viste sig ikke at være helt mørkt og snart kunne han skimte rummets konturer. Det store skab med tøj, to stole, en kommode og de to senge, den ene med hans sovende storebror.
Mareridtet rumsterede stadig bagerst i hans bevidsthed, men han var allerede ved at glemme,. hvad det havde handlet om, for han gik direkte til et uvirkeligt mareridt til et meget mere virkeligt. Et fysisk mareridt, han efterhånden kendte alt for godt.

Trangen. Trangen efter at lægge sine hænder om en persons hoved og lade sin evne suge den vidunderlige drømme energi ud af kroppen på personen. Den euforiserende følelse, det gav ham at optage andres drømmeenergi var vidunderlig, fantastisk, men også en forbandelse at kende til. For han var afhængig af følelsen. Følelsen af fremmedes menneskers drømmeenergi, følelsen af hans egen krop, der higende sugede energien til sig. Følelsen varede ikke ret længe, når han slap personen forsvandt følelsen stille og roligt og et par minutter efter ville han bare være afslappet og lidt træt i kroppen, som efter en aktiv omgang sex. Det var det eneste, han kunne sammenligne følelsen med, selvom den var mange gange bedre end en orgasme. Mange gange bedre.
Han fandt ret hurtigt ud af, at han var afhængig af hele seancen, da han som barn havde opdaget sin evne. Og siden da havde afhængigheden jagtet ham som en jagthund en hare. For det meste kunne han mærke den komme luskende, men nogle gange slog den ham i gulvet uden varsel, som den havde gjort i dette øjeblik. Da han gik i seng, havde han kun haft en svag kløende fornemmelse bagerst i sit sind, noget han havde regnet med kunne vente en dag eller to. Men han tog tydeligvis fejl.

Angsten fik hans hjerte til at slå hårdt og han havde det som om, at han næsten ikke kunne trække vejret, selvom hans lunger kørte i et hurtigt tempo. Hele hans krop skreg i desperation efter suget, efter den fantastiske følelse, men til at starte med, kunne han ikke flytte sig. Han kunne bare ligge og stirre ud i mørket med store, grå øjne, der næsten skiftede til en mere mørk farve. En bevægelse fangede hans blik. Men da han så derhen, var der intet. Det skete igen og pludseligt var det som om, at væggene og gulvet var levende og bevægede sig, som var der millioner af slanger lige under overfladen. Et dæmpet klynk lød fra ham. Han vidste som sådan godt, at det var hallucinationer, men det føltes ikke sådan og skrækken og trangen blæste al logik ud af hans ellers så kloge hjerne.
Endeligt kom der bevægelse i hans krop og han satte sig op midt i sengen uden at røre den levende væk bag sig. Som et lille barn trak han sine knæ op til det bare bryst og lagde armene om dem. For et øjeblik virkede det ikke til, at der skulle ske mere, men som de uhyggelige bevægelser begyndte at bevæge sig op i træet på Romulus seng, kunne han ikke holde panikken tilbage.
"Romulus." Han hviskede navnet ud, klynkende som en hund, der blev mishandlet, og angsten fik næsten tårerne frem i hans øjne. Virkeligheden forsvandt for ham og små onde, sorte og glitrende øjne dukkede op på overfladerne omkring ham, stirrende og med planer om at drukne ham og flå ham i stykker. 

Der var noget næsten uskyldigt over Romulus når han lå og sov. Det var som om at alle paraderne var nede, og man kunne endda ane et smil til tider mens han sov. Hvad det var han drømte om på de tidspunkter, det var en hel anden sag. Det var jo ikke noget man kunne se. Dog var der alligevel noget i hans krop der aldrig rigtig slappede af, selv når han sov. Det bundede egentlig i at han aldrig havde kunne regne med sin egen moder. Han måtte ikke larme for meget, og blev nøødt til at stå op med et øjebliks varsel, hvis hun nu ville noget. Disse tendenser havde da også båret over i hans voksenliv, selv efter at moderen var kommet på et hjem. Han var varsom, og derfor var det kun når han havde drukket lidt for meget, at han virkelig gav hen i den dybe søvn.
Det var dog ikke sådan en nat denne nat. Hvilket nok var til Remus' fordel. Det var alligevel forholdsvist sjældent at bivirkningerne på Remus' evne kom frem efterhånden, men nogen gange kom det ud af det blå. I hvert fald for Romulus. Dog havde den ældre mand hjulpet Remus igennem det i siden de var teenagere, så det var ikke så skræmmende mere. Den første episode havde været den værste. Romulus havde haft ingen ide om hvad han kunne gøre, men nu var alting lige lidt nemmere.

Om det var en general fornemmelse om at der var noget galt, eller at det var de små lyde der kom fra den anden side af det lille værelse, det var ikke til at sige. Det eneste Romulus var klar over, var at hans øjne langsomt åbnede sig, og han blev opmærksom på at der var noget grueligt galt. Solen var kun ved at stå op, og på denne tid af året var det klart at det var meget tidligere end hvornår de ellers plejede at være oppe. Især fordi at en del af deres handlen foregik om natten.
Han satte sig op og kiggede mod Remus, som var helt krøllet sammen på sin egen seng. Det greb lidt i hjertet på ham. Han hadede at se sin bror sådan her.

"Remus," sagde han roligt, og forsigtigt begyndte at begive sig ud af sengen. "Det er Romulus, må jeg komme hen til dig?" Først blev han lige nødt til at berolige Remus, som mest af alt mindede om et barn lige nu. Hvis han efterlod Remus i denne her tilstand for at finde en person de kunne få drømmeenergi fra, så var det ikke til at vide hvad der kunne ske. Romulus tvivlede ikke et sekund på at hallucinationerne ville kunne få Remus til at skade sig selv, og det ønskede Romulus overhoved ikke.

Remus forsøgte virkeligt ikke at tro på det, hans egne øjne viste ham, men som sædvanligt var hallucinationerne så kraftige, at han fysisk kunne mærke dem - ikke at han denne gang var i berøring med dem, ikke endnu, men han kunne høre dem, se de små sorte øjne, der stirrede på ham og skrækken voksede støt. Han havde ikke prøvet sin egen evne, men sådan som han havde fået den beskrevet var det næsten nøjagtigt det samme, der skete. De ting han så, var bare altid mareridtsagtige. Hans krops og hjernes hævn for hans afhængighed.
Hans blik gled ned, og de gik op for ham, at bevægelserne og de sorte øjne var på vej op af træet i hans egen seng - og han havde ingen vej væk uden at komme i berøring med de vridende overflader. Hans øjne kunne næsten ikke blive større i skræk, som han gjorde sig så lille som muligt midt i sengen.

Han hørte næsten ikke Romulus' stemme, men fornemmede hans bevægelser og så op med panik i blikket. Broderen var på vej ud på gulvet, han satte fødderne direkte ned på gulvet, der vred sig og ville have Remus. Om det var hans underbevidsthed, der vidste Romulus var meget stærkere end Remus, at han var hans beskytter, eller om hans hallucinationer bare ikke ville Romulus noget ondt, blev gulvet roligt om broderens fødder og øjnene trak sig væk. Da det gik op for ham, nikkede han og rakte ud efter ham, stadig med panikkens tårer i de store gråblå øjne, der var magen til broderens.

Remus var en voksen mand, men når disse skrækkelige hallucinationer ramte ham, forsvandt alt voksent ved ham. Hans indre vred sig i abstinenser, han havde voldsom kvalme, hovedpine og synerne var så livagtige, det var svært ikke at tro på dem. Det var sjændent, at han blev så hårdt ramt som i dette øjeblik, normalt rendte han bare rundt og var lidt ekstra bleg med svedeture, hovedpine og manglende appetit, evt med lidt uægte bevægelser i øjenkrogen, men nogle gange var det bare som om, at hans krop samlede sammen og sendte ham ud på den helt store tur. Selv efter så mange år, havde han ikke fundet ud af hvorfor eller fundet en måde at forudse turene på.
Så det eneste han ønskede lige nu, var at mærke storebroderens fysiske og trygge nærhed. Og suge drømmeenergi. Mærke følelsen bevæge sig igennem sig som en lindrende bølge. Men at finde nogen, der sov, når han havde det sådan, var umuligt.

Det var aldrig til at vide hvordan Remus' reagerede, men Romulus kunne heldigvis ikke huske en gang hvor Remus havde været bange for hans nærvær. Heldigvis, var det det samme for denne gange, og han gik med rolige skridt, for ikke at forskrække Remus, hen til Remus. Ligeså stille tog han fat I Remus, og satte sig ned og holdt om den rystende mand.
Det var sjældent at se de to brødre vise nogen form for oprigtig følelse omkring andre. Det tætteste man kom på det, var når Romulus skulle virke charmerende, eller når han blev vred. Nogen folk troede måske de så noget? Men for det meste tog de fejl. Det eneste tidspunkt de to mænd tog deres masker af, var når de var alene, og selv der var det ofte kun når Remus fik disse ture.

"Jeg er her," kom den hviskende, mørke stemme far Romulus, som han holdt den mindre krop ind til sin egen. Hans øjne var stadig fuld af søvn, og hans stemme ru fra søvnen, men det var ikke det der blev fokuseret på i dette sekund. Han kunne være døden nær, og Remus ville stadig have taget prioritet. Hvor ville han ønske, at han kunne finde et sind til Remus. Eller måske bare have at Remus kunne tage hans egen drømmeenergi. De havde uheldigvis fundet ud af fra starten af, at Romulus var immun. Der var intet Romulus kunne gøre på det punkt, andet end at finde en sovende person til Remus. SÅ skulle det være at finde en, få dem til at besvime og håbe på at de kunne drømme. 

Remus klamrede sig til Romulus, som denne satte sig ved ham og holdt ham ind til sig. Det var sjældent, at de havde nogen form for fysisk kontakt, sjældent de viste hinanden følelser, men det var normalt heller ikke nødvendigt. Der var ingen tvivl om, at de var der for hinanden, som de altid havde været det. Krummede nogen et hår på den andens hoved, fik de broren på nakken. Og hævn lå i deres blod, så man skulle ikke forvente at have det godt bag efter!
Lige nu var det eneste Remus dog ønskede fysisk kontakt med sin bror. Han var et skjold mod hallucinationerne og i samme øjeblik, som han lagde armene om ham, trak de sorte glitrende øjne sig tilbage sammen med bevægelserne. Det fik Remus til at lukke sine øjne og hvile panden mod brorens muskuløse brystkasse.

"Jeg... det er slemt." Hans stemme rystede som hans krop og han lød klynkende. Det var nu ikke for at få medlidenhed, men for at informere broren. Selvom han nok havde regnet det ud. Hans vejrtrækning var stadig hurtigt og overfladisk og hans puls hurtig. Det var sket så mange gange igennem hans ikke alt for lang liv og det var lige forfærdeligt hver gang. Og logisk set vidste han godt, at han ville overleve. Moren havde et par gange forhindret ham i at få drømmeenergi, når han fik sine abstinenser, og på et tidspunkt toppede de og han kunne fungere en smule igen, dog havde han det mere end forfærdeligt indtil han fik lov til at suge drømmeenergi. Men når han var i det som nu, fortalte hele hans system ham, at han var døende.

For et øjeblik sad han bare og nød brorens nærhed, så meget han kunne med kvalmen, hovedpinen og angsten siddende i kroppen. Men her var sikkert. Intet kunne nå ham her. Langsomt faldt han til ro, som hallucinationerne vendte tilbage til kun at være synsforstyrrelser. Desværre vidste han godt, at Romulus måtte forlade ham, efterlade ham til ensomheden og sit eget sind, hvis han skulle finde en person, som Remus kunne udnytte. Heldigvis kunne en bevidstløs person også bruges, det var for det meste så tæt på søvn, at der blev åbnet for kanalen ind til drømmeenergien. Heldigvis. Ellers ville det være pænt besværligt for Remus at få det, han havde behov for.
"Det... er okay. Jeg... klarer mig... nu." Hans stemme var blevet mere rolig, men han lød ikke ligefrem overbevisende. Men han kunne ikke vente længere og intet ville ændre sig alligevel, hvis han fik Romulus til at blive her længere.

Romulus gjorde som en storebror nu engang gjorde. Han passede på Remus, også i øjeblikke hvor han ikke forstod hvad der foregik. Sådan havde det været første gang, han havde dog efterhånden fundet ud af hvad præcis skete, men da det aldrig var noget han selv oplevede, var det svært at sætte sig ind i. Det behøvede han dog heller ikke. Hvis der var noget der plagede Remus, så ville han passe på ham. Intet ondt ville nogensinde krumme et hår på Remus uden at Romulus ville gøre noget ved det. I det her tilfælde kunne han dog blot gøre hvad han gør bedst. Slå en person ned og bringe Remus en bevidstløs krop.

Der gik noget tid, men det virkede til at Remus endelig var ved at slappe lidt af. Noget der nok meget hurtigt ville ændre sig, men det fungerede ikke at han var i panik hele den tid Romulus var væk, og ærligtalt ville Romulus ikke vide hvad Remus kunne finde på at gøre når han var alene og i sådan en tilstand han havde været i.
"Hvis du er sikker. Jeg skal nok skynde mig," sagde han og strøg Remus en enkelt gang mere over håret, før han hurtigt tog et par bukser og en skjorte på. Det sad ikke som det burde, var skævt og krøllet, men han var ligeglad. Han skulle finde en person nu! Og det kunne ikke gå hurtigt nok. Han kiggede en ekstra gang på Remus, da han samlede sit bat op ovre ved døren, før han forsvandt ud af døren, og ud i mørket i natten. På jagt efter en person der havde vandret et forkert sted hen. Et lille slag, og bum, så ville han have en person.

Det tog ikke Romulus lang tid at finde en mand. Han stank af alkohol og kunne ikke gå lige. En der havde været lidt for længe på kroen, hvis han ikke var blevet smidt ud og bare drukket videre et andet sted. Han gik ligeså stille og sang en lille sang, men Romulus var ligeglad. Han kom bagfra og gav ham et ordentlig slag i hovedet, og manden faldt om. Han ville nok have en kæmpe hovedpine i morgen, men igen, noget som Romulus var ligeglad med. Han tog personen op over skulderen, og traskede med raske skridt hjemad. Om han blev set vidste han ikke, og hvis nogen så ham, ville de nok notere at det ikke var første gang at han bar en person med sig hjem på disse mærkelige tidspunkter.

"Remus," lød det fra Romulus, ligeså snart han trådte indenfor i det lille hus. Han droppede battet, inden han begyndte at bevæge sig mod deres værelse. Hvem vidste hvor slemt det var for Remus nu. Det var dog okay. Det skulle nok blive bedre, selvom de blev drømmeenergi fra en mand som denne. Alt kunne bruge.

Remus nikkede svagt og slap modvilligt sin bror, som denne rejste sig og tog tøj på. For et øjeblik ændrede intet sig og der var næsten fredeligt, men så snart hoveddøren blev lukket bag Romulus, begyndte de små sorte øjne at dukke op og angsten tog til igen. Det eneste han kunne finde på at gøre, var at gemme hovedet i sine arme og hvile panden på sine knæ, så han intet kunne se. Det hjalp ikke så meget, han vidste, at de stadig var derude, kom nærmere, ventede på det rette tidpunkt at angribe og flå ham i stykker. Han borede neglene ind i kødet på sine arme og forsøgte at fokusere på smerten. Smerte. Nogle gange det eneste, der kunne holde hans sinds nedbrud i skak. Det var sjældent, at han tyede til selvskade, men det var sket før. Ikke meget, men nok til at have skræmt livet af Romulus. Remus kunne ikke rigtigt gøre så meget ved det, nogle gange blev han desperat. Men i dag var ikke en af de dage.

Det føltes som en evighed at vente på Romulus. Han kunne næsten mærke hallucinationerne komme nærmere og lige som han var sikker på, at de ville røre ham, hvilket fik ham til at klynke lidt, gik hoveddøren og Romulus’ stemme nåede ham. Det fik ham til at gispe efter vejret, først ude af stand til at løfte hovedet, men lyden af nogen, der kom ind på værelset, fik ham endeligt til at se op. Lettelsen var tydelig, da han fik øje på den slappe krop. Lettelsen blev hurtigt skiftet ud med grådighed, en skræmmende higen efter det, der var lige foran ham. Drømmeenergi. Pludseligt betød hallucinationerne intet. Han kunne få sit fix.

Som den slappe krop blev lagt på sengen ved siden af ham, drejede han sig hurtigt og lagde sine hænder om mandens hoved. Først skete der ingenting og Remus forsøgte at tvinge sin krop til at gøre det, den havde så meget brug for. Men som sædvanligt kunne evnen ikke tvinges hurtigere i gang, men startede af sig selv, så snart der var forbindelse til den første dråbe drømmeenergi.
Og følelsen var vidunderlig. Ubeskrivelig. Som at drikke koldt vand efter at have tørstet i dag. Som at nå klimaks under den seksuelle akt. Som at spise, når man var døden nær af sult. Tilsammen. Intet nåede op på siden af, hvordan dette føltes for Remus. Jo større hans abstinenser var, jo mere fik han ud af at suge drømmeenergi til sig. Hans krop blev mindre og mindre anspændt, hans øjne lukkede sig og hans vejrtrækning faldt til ro.

Endeligt havde han suget manden tør og han lænede sig træt, og dog fyldt med fornyet energi, tilbage mod væggen. Langsomt åbnede han sine øjne og så på sin bror med et meget taknemmeligt blik. Et blik der også var tilbage til sit gamle jeg. Hallucinationerne var forsvundet, det samme med hovedpinen og kvalmen. Remus var sig selv igen.

Romulus var bekymret. Af god grund, men han vidste dette var hvad hans bror havde behov for. Det var dog stadig en ubehagelig følelse at have. At ty til andre mennesker, for at Remus ville få det godt igen, men Romulus havde lært at leve med det, og når han så hvordan menneskerne havde det efter Remus havde haft fat i dem.... så var han ikke så trist mere. Måske det var en god ting at hans egen drømmeenergi var bag lås og slå. På en måde var det rart at hans sind aldrig kunne brydes igennem af nogen. Der var en vis sikkerhed.

”Okay?” kom det forsigtigt fra Romulus, som han kiggede på Remus. Han så ud til at være okay nu, hvilket gjorde at han slappede langt mere af, og umiddelbart i mørket, kunne Romulus ikke se at der var sket noget stort ved ham... denne her gang.
Det var underligt så få ord de egentlig sagde til hinanden efter sådan nogle episoder. De snakkede aldirg om det. De gik bare tilbage til normalt.
”Lad mig lige skille mig af med ham her,” mumlede Romulus og kløede sig i nakken, før at han tog den stadig berusede person, for at smide ham længere ned af et par gader, så han ikke havde nogle forbindelser til dem.

Bekymringen i den ældre brors ansigt var ikke til at tage fejl af og det gjorde ondt inde i Remus. Han hadede at være så svag og være så afhængig af broren. Ikke så meget for sig selv, men for ham. At det gav Romulus bekymringer og ekstra arbejde - men disse tanker og følelser satte han aldrig ord på. Og kom aldrig til det. Det var bare endnu en svaghed, noget der ikke måtte eksistere.
Som broren spurgte, om han var okay, nikkede han langsomt.
”Ja.” Han havde det bedre og om lidt ville han måske kunne lægge sig og sove noget mere. Måske. Han havde ofte svært ved at sove, trods sin evne nærmest lagde op til nattesøvn. Men abstinenserne gjorde hans krop træt.

Romulus tog den fulde mand ud af huset og Remus blev siddende midt i sin seng med benene over kors og hænderne på sine knæ, mens han stirrede lidt tomt ud i luften og lod sine tanker rejse. Først ikke om noget specielt, som hans krop og sind stadig var en smule rundt på gulvet efter alt det, der var sket. Men langsomt gled hans tanker hen på broren og deres liv sammen. Deres hårde barndom, som han til stadighed var bitter over på deres moder, men ikke mere end at han stadig drog ud for at besøge hende med regelmæssige mellemrum, også selvom hun ikke rigtigt ænsede virkeligheden. Hans indre var fyldt med dårlig samvittighed, samtidigt med, at han ikke kunne lade være med at tænke, at hun havde fortjent det efter alle de år med pinsel fra hendes side.
Nej, det var mest Romulus hans tanker handlede om. Hvor meget han betød for ham, hvor afhængige de var af hinanden. Der blev aldrig snakket følelser i mellem dem, men det virkede heller ikke nødvendigt. Som vidste de stiltiende, hvor vigtige de var for hinanden.

Tankerne stoppede, som Romulus kom hjem igen. Remus rettede sit blik mod ham og de ellers normalt hårde og kolde grå-blå øjne havde et lidt mere mildt udtryk over sig.
”Romulus.” Han tøvede lidt og sukkede så. ”Tak.” Ingen af de tanker, der havde væltet rundt i hovedet på ham, kom til udtryk, men få ord kunne måske også betyde mere end mange.

Romulus lod ikke sig selv tænke så meget. Han blev altid irrationel vred når han tænkte på deres barndom, på livet med deres mor. En del af ham elskede hende jo stadig, men det var altid synligt når han en sjælden gang havde taget ud til hende. Hun bragte virkelig det værste frem i den ældre mand. Romulus havde bare ikke det samme tilovers for deres mor som Remus havde. Måske var det fordi han var ældre? Måske fordi han havde taget alle slagene for dem begge, for at skåne sin lillebror? Der var dog aldrig nogen bitterhed mod Remus, for det var ikke hans skyld, nej, kun den kælling af en mor de havde haft.

Som Romulus trådte ind igen i deres delte værelse, kiggede han op, da han hørte Remus snakke til ham. Han var anderledes, det var hun u altid efter disse episoder, selvom de aldrig talte om det. De behøvede ikke ord for at forstå hinanden, og forstå at de havde behov for hinanden. Det var en måde at få noget stabilitet i deres liv, og føle at de ikke var så alene.
”Ingen årsag, lille bror,” sagde Romulus, og sendte ham et af sine sjældne rigtige smil. Det var blidt, et smil man næsten ikke ville forvente Romulus var i stand til. Det var dog noget som engang imellem skete, når det havde været en hård nat, og de havde behov for at værdsætte hinanden lidt mere.
Der blev dog ikke sagt mere fra Romulus side af, som han tog det meste af sit tøj af, og lagde sig i sin seng. Han kunne stadig få et par timer inden de skulle op til dagens gøremål, og det havde han tænkt sig at gøre. Han tvivlede i hvert fald på at Remus havde behov for ham mere for denne morgen.

Smilet fra Romulus fik også et frem på Remus' sjældent smilende læber. Det fællesskab de var i besiddelse af efter alt det, de havde været udsat for, var stærkt og havde gjort dem så tætte, at nogle gange sagde et smil alt.
Remus betragtede sin bror, som han smed tøjet og lagde sig i sin seng. Med et lydløst suk kravlede Remus også ned under sit tæppe igen. Uden at tænke over det, gled han ind i en mere sammenkrøbet stilling med ansigtet mod muren. En sikker stilling. Først stirrede han bare ind i væggen uden at føle trang til at sove, men det varede alligevel ikke længe, inden hans øjne gled i og søvnen tog over. Drømmeløs, trods drømmeenergien, der flød rundt i hans årer.