Hun havde vænnet sig til, at Kiles rober efterhånden havde givet hende en form for immunitet. Fremmede på gaden så på hende med respekt og flyttede sig hurtigt, for at lade hende komme forbi. Fra hendes tidligere liv, for sjofle tilråb var hverdagskost, var dette en velkommen forandring. Ordenen gav hende et form for skjold mod omverden, og som ugerne gik, begyndte hun at føle sig mere selvsikker: Kiles Orden var den rigtige vej frem. De gjorde livet bedre for alle.

I hænderne bar hun en lille mængde af pergamentstykker, hvorpå tekster fra Kiles Bog stod skrevet. Hendes mål for i dag var at få nye folk til at interessere sig for Ordenen, for selv om mange allerede fulgte dem, var der altid brug for flere støtter. Især her i Det Nedre Distrikt, hvor meget af byens kriminalitet foregik.
På trods af det sted i byen, hun befandt sig, følte hun sig dog forholdsvis sikker: gaden hun gik på var en af de større, og der var mange folk, der hastede frem og tilbage i færd med forskellige ærinder. Ingen ville gøre en kvinde iklædt Kiles Ordens klæder noget - især ikke ved højlys dag med så mange vidner...

Bag masken afsøgte hendes grønne øjne gaden for mulige interesserede, hun kunne falde i snak med. Hurtigt faldt hendes blik på en spinkelt bygget mand med sort hår, som var ganske velklædt i forhold til mange af de andre på gaden. Hun nærmede sig forsigtigt, og da han ikke var optaget af at snakke med andre på gaden, rømmede hun sig forsigtigt: "Kan jeg interesse Dem i nogle af Kiles Budskaber, min gode Herre?" Spurgte hun. Øjnene, som kunne ses gennem maskens øjenhuler havde et venligt blik, som en troende, der er overbevist i sin sag og ønsker at gøre verden et bedre sted.

Solen skinnede ned over Det Nedre Bydistrikt denne fredelige formiddag. Remus havde forladt hans og Romulus’ lille hjem, hvor de var vokset op, for at bevæge sig ud på gaderne. Han havde et par ærinder, hvoraf det ene bestod af at snakke med en af deres sælgere. Det var ikke noget videre alvorligt, blot et par spørgsmål og et par informationer.
Som han gik igennem de små gader, flyttede folk sig for ham. Det var ikke så meget tøjet, der stak ud med sølvspænderne og snittet, nej, det var de kolde, grå øjne og navnet, der fulgte med. Sadik. Selv før deres mor på mystisk vis forsvandt, var de to Sadikbrødre kendt for deres evner og deres brutale fremgangsmåde. Romulus var kendt for volden, Remus for… noget andet. Efter de havde overtaget deres mors lille foretagende, var det kun gået fremad for dem og det sidste halve års tid var navnet løbet igennem Det Nedre Bydistrikt som en steppebrand, ja det havde spredt sig videre end det, og Remus kunne med tilfredshed se, at folk sænkede blikket, når han gik forbi. Sikkert en fejlantagelse om, at han kunne forbande folk med blikket, et rygte han ikke forsøgte at stoppe.

Til sidst nåede han ud på en af de lidt større gader og der kunne han ganske rigtigt se sin mand. Det var en hurtig samtale, der sluttede ud med en udveksling af en lille klirrende lærredspose, der var fyldt med små glas med en klar, lidt gylden væske og en pose med krystaller. Som manden bukkede let og vendte om og gik, så Remus efter ham med et dødt blik. Han havde intet tilovers for dem, de hyrede til at sælge de små flasker med drømmevæske. De var nogle småkriminelle desperate personer, der ville stikke ham og hans bror i ryggen så snart de fik muligheden. Remus vidste, at de havde brug for dem, men ville ønske, at de kunne undgå at bruge mellemmænd.

Som han stod der i sine egne tanker, var der en køn stemme, der snakkede til ham. Langsomt vendte han sig og fik øje på en kilepræst. For et kort øjeblik kunne man se en iskold irritation i hans øjne, men som han mødte blikket bag masken, forsvandt udtrykket igen. I stedet dukkede der en tyndt smil op om hans læber. Han havde lige fået en idé, der hurtigt blev vendt og drejet i hans skarpe hjerne.
”Kiles budskaber siger du? Min bedstemor, der nærmer sig sine sidste år, har længe snakket om at høre mere om Kile. Kunne jeg måske lokke dig med hjem og snakke med hende?” Han morede sig, men det kunne man ikke se på hans ansigt. Hvis han nu lige kunne lokke denne lille kiletilhænger med hjem, kunne denne dag blive lidt mere underholdende end hvad den først så ud til at ville blive.

De forbipasserende lod ikke til at lægge særlig meget mærke til den sortklædte kiletilbeder og den velklædte mand, men passerede blot forbi dem, optaget af deres forskellige ærinder. Kiles Orden var blevet så velkendt et syn på gaderne efterhånden, at de færreste lagde mærke til dem. Sin'thya satte pris på det - det gjorde hende i stand til selv at bestemme, hvornår hun ønskede kontakt med omverden.
Som nu, hvor den slanke, mørkhårede mand vendte sig mod hende. I et splitsekund følte hun et lille stik af nervøsitet ved at møde mandens blik, men det kolde udtryk, hun syntes at have set, var forsvundet som dug for solen, da han så ind i hendes øjne, og hun bestemte sig for, at det måtte have været en indbildning.

Han lød oprigtigt interesseret, og hun smilede bag masken. "Naturligvis. Jeg vil med fortælle Deres bedstemor mere om Kile." Svarede hun. Manden lignede én, der havde penge, og hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule nysgerrig efter at se hans families hjem. Måske var det Ordenens påklædning, der fik hende til at føle sig overmodig. I hvert fald var det kun en meget lille stemme i hendes baghoved, der talte med den advarsel, hun ofte havde hørt, da hun arbejde på bordellet: "Pas på med at gå med en fremmed mand hjem. Du ved ikke, om du ender som en død krop i rendestenen den følgende dag.."
Hendes blik betragtede nysgerrigt manden, idet hun gjorde tegn til, at han skulle vise vej.

Remus kunne høre smilet i hendes stemme, som hun talte bag masken. Han havde aldrig forstået, hvorfor de skulle rende rundt med masker på, selvom det selvfølgelig gav en dejlig form for anonymitet. Men det gjorde dem også til en flok får, der blev guidet rundt af en ukendt hyrde. Hvis han var interesseret i at have en skare følgere, var det, der blev tilbudt kilepræsterne tydeligvis meget effektivt, men ærligt talt var han ikke interesseret i at skulle holde styr på sådan en flok naive personer. Dog interesserede teorien bag det hele ham alligevel. Magten ved at styre så mange folk bare ved at lade dem tro.

Hans indtryk af, at disse kiletilhængere var naive, blev bare forstærket af, at denne ene kilepræst helt uden tøven sagde ja til at følge ham hjem, for at snakke med hans imaginære bedstemor. Det tog ham lidt ekstra ikke at smile hånligt af hende og han drejede kort hovedet, så han så væk fra hende og ned af gaden, som havde han fået øje på noget. Blot for at skjule den samme hånlige følelse i hans øjne.
”Det er jeg glad for.” Hans stemme var lige så flad som før, men han fik det lidt venlige udtryk tilbage på sit ansigt, som han igen så på hende.

Da hun gjorde tegn til, at han skulle vise vej, drejede han om på hælen og begyndte at gå ned af den store gade, mens han kastede et blik bagud for at se, om hun fulgte med. Der var ikke så langt hjem. Siden kvinden var så meget mindre end ham, sørgede han for at tilpasse sin fart hendes, så hun ikke skulle løbe efter ham. Han gik normalt rimeligt hurtigt, som en mand der altid vidste, hvor han skulle hen.
Folk på gaden sendte små skjulte blikke til ham og kilepræsten. Gad vide, hvad den yngre Sadik skulle med sådan en? Men ingen sagde noget. Det angik ikke dem. Der var ikke mange, der kunne lide kilepræsterne og ingen ville lægge sig ud med en Sadik. Kilepræsten måtte sejle sin egen sø.

Til sidst, efter at have ledt hende ind igennem flere små gader, ankom de til hans og Romulus' hjem. Han åbnede døren for hende og lod hende gå først.

Der var noget spændende ved at lære folk at kende gennem arbejdet for Kiles Orden: At have mulighed for at besøge en fin herres hjem, uden at skulle at skulle give de ydelser, hun tidligere havde været nødsaget til, og hun betragtede manden nysgerrigt, idet hun fulgte efter ham gennem gaderne. Hvem var han? Hvad levede han af?
Hun lagde mærke til, at dem, de passerede på gaderne, kastede blikke i deres retning, men da hendes egen påklædning var et ganske almindeligt syn i gadebilledet, gik hun ud fra, at det var fordi den spinkle mand med sit pæne udseende, skilte sig ud fra gadens folk: spraglet klædte handelsmænd og mere sjusket klædte og beskidte tiggere. Mandens tempo gjorde det muligt for hende, at betragte dem alle, idet de bevægede sig gennem gade efter gade.

"Jeg fik ikke deres navn.." Lød hendes melodiøse stemme bag masken efter en tids tavshed. Hun var nødt til at hæve stemmen over gadens almindelige støj, og hun tog et par hurtige skridt, således at hun nåede op på siden af ham. Solen var fremme denne dag, og hun satte pris på, at stoffet på den sorte klædedragt var ganske let, men når de gik i direkte sollys var varmen stadig en smule overvældende. Hun søgte mod den skyggefulde ende af den mindre gade, de i øjeblikket bevægede sig af.

Nu så det ud til, at de var fremme: manden, hun fulgtes med, havde stoppet foran et hus, men idet han åbnede døren, fik en lille fornemmelse af uro hende til at stoppe op. Hun vidste ikke noget som helst om denne fremmede. "Undskyld.." Sagde hun forsigtigt. "Det er ikke for at være uhøflig, men jeg er blot en ung kvinde, og det kan være farligt at uden videre gå ind i en fremmed mands hus.." Hun så op på ham fra sit skjul under masken, og fik en lille, nervøs latter frem: "Måske kan Deres bedstemor komme til døren, så jeg kan hilse på hende?" Hun håbede ikke, at han blev fornærmet over hendes tøven, men hun havde hørt nogle ubehagelige historier, fra de kvinder, hun tidligere havde arbejdet sammen med, om hvad en fremmed mand kunne finde på at udsætte dem for, i sit hjem..

Hendes spørgsmål om hans navn, fik Remus til at skæve til hende. Hvor meget vidste en som hende? Det var måske en god idé at forblive rimeligt anonym.
"Mit navn er Remus." Hans efternavn kunne afsløre for meget og han ville nødigt se hende pile ned af gaden i viden om, at hun nær var røget i ulvens klør. Det var efterhånden gået op for både ham og hans bror, at de ikke længere kun var kendt i Det Nedre Bydistrikt og som en hvisken i blandt de rige mænd, deres mor havde tvunget dem til at benytte deres evner på, nej deres navn var efterhånden kendt i alle dele af byen. Dog var det stadig kun i Det Nedre Bydistrikt, at deres ansigter var kendte. Navnet var løbet i forvejen, hvilket også passede dem fint. For nu. Anonymitet kunne have dens fordele.

Som han åbnede døren og gjorde tegn til, at hun skulle komme ind, stoppede hun op og han kunne fornemme på hendes kropsholdning, at naiviteten så heller ikke gik længere.
Hjemmet var småt og gammelt, men efter deres mors "forsvinden" havde Remus og Romulus gjort deres for, at hjemmet så noget mere velholdt og knapt så faldefærdigt ud. Det var det pæneste på gaden og stak lidt ud. En eller anden dag skulle de flytte ud af Det Nedre Bydistrikt, men tiden var ikke til det endnu. Samtidigt med, at selvom hjemmet indholdt så mange dårlige minder, var det stadig deres hjem og havde været det hele deres liv.

"Bedstemor er ikke hjemme lige nu, hun er gået over til en bekendt et par gader herfra. Men hun burde være tilbage om ikke så længe." Remus vidste ikke, om løgnen var nok til at lokke hende med ind. Han kunne sagtens forstå hendes forbehold, det var ikke det sikreste sted for en kvinde at rende rundt alene. Hvilket hans intentioner også bekræftede. Bare ikke som hun sikkert frygtede.
Han havde allermest lyst til at tage hende i kraven og slæbe hende ind af døren og derefter gøre hendes liv til et mareridt, bogstavligt talt, for de næste par timer, men det var ikke meningen. Romulus ville blive utilfreds, når han kom hjem. De skulle skaffe kunder, ikke skræmme folk væk. Så Remus måtte bruge sit store hoved til at finde på en venlig måde at få hende med ind i deres hjem. Så han fik fremtvunget et venligt smil.
"Vil du have det bedre, hvis vi lader døren stå åben? Der er intet at frygte."

Hvis hun sagde ja, ville hun komme ind i et ryddeligt hjem. Direkte ind i et rum, der tydeligvis blev brugt som opholdsrum med et bord og stole, en enkelt reol med ting og nogle bøger og et stort ildsted ved den ene væg. Spartansk og ikke specielt. Der var en enkelt lukket dør til et lokale bagerst i rummet og en anden dør, der stod på klem, hvor man lige kunne skimte en seng. Brødrenes soveværelse. Intet burde fortælle hende, at der boede to psykopater i dette hus.

Remus. Igen betragtede hun nysgerrigt mandens spinkle skikkelse. Skulle hun fortælle sit eget navn? Hun besluttede sig for at lade være, medmindre han spurgte, for det var forventet af medlemmerne af Kiles Orden, at de skulle fremstå anonyme. Desuden var der altid risikoen for, at hendes navn, som hun også havde brugt på bordellet, ville blive genkendt - også selv om hun var ret sikker på, at hun ikke havde set lige præcis denne herre gæste bordelhuset.
Hvis det ikke var fordi, hun ikke havde tilbragt det seneste halve år på bordelhuset, ville hun muligvis have hørt om Sadikbrødrene. Prostituerede var nemme ofre for det, de solgte, og stoffet var sandsynligvis i omløb blandt både ludere og deres gæster. Men Sin'thya havde holdt sig langt væk fra stedet, efter at hun havde sluttet sig til Ordenen - taknemmelig for langt om længe at være ud af prostitutionens kløer.. Hos Ordenen var det anderledes. Hvis folk her var afhængige af det, Sadikbrødrene solgte, holdt de det for sig selv..

Så den unge kvinde var ganske intetvidende idet hun nysgerrigt så ind ad døren til pæne hjem, der skilte sig ud fra de omkringstående, faldefærdige huse. Det eneste der nagede hende, var følelsen af, at befinde sig alene med en fremmed mand. Hun så ud mod gaden, der stadig var fyldt med travlhed og tilbage på huset. Under masken fugtede hun læberne, der pludseligt virkede meget tørre..

"Kan jeg bede om noget at drikke? Et glas vand?" Spurgte hun til sidst, idet hun så op på hans ansigt, der ikke viste andet end et venligt smil. Hun bestemte sig for, at arbejdet for Ordenen måtte komme først, og at hun måtte lægge sin frygt for fremmede mænd til side - hun var ikke længere en ung pige i andres magt - hun var nu en budbringer for Kile!
"De kan godt lukke døren. Undskyld min nervøsitet, jeg håber ikke, at jeg fornærmede dem." Hun trådte ind ad døren og lod blikket glide rundt i opholdsrummet - det lignede, hvad man kunne forvente, men her var pænt og ryddeligt. Noget, der igen skilte sig ud fra hvad, man kunne forvente, i Det Nedre Bydistrikt. Hun kastede endnu et kort blik i retning af Remus, inden hun gik længere ind i rummet .. ind i løvens hule.

At Remus ikke fik noget navn fra kvinden, rørte ham ikke. Han var ligeglad og skulle ikke bruge hendes navn til noget alligevel. Det irritererede ham mere, at han ikke kunne se hendes ansigt, men måtte stille sig tilfreds med at kunne se hendes øjne i hullerne i masken. Men så igen, han kunne heller ikke bruge hendes udseende til noget. Nej, han kunne bruge hendes krop og dens reaktion på det, han ville gøre den afhængig af. Som en form for pervers joke. Kilepræsterne var ikke ligefrem hjælpsomme og Remus havde en fornemmelse af, at de kunne komme til at stå i vejen fremover. Hvis han og Romulus kunne starte med at ødelægge dem indefra, ville det more Remus gevaldigt. Men det var store planer, som han ikke satsede på skulle lykkes. Men kunne han gøre bare én kilepræst afhængig af Nox, ville han være glad.

Da hun bad om et glas vand, måtte han igen anstrenge sig for ikke at smile som en ulv med et bytte, der kastede sig for dens fødder. Vand. Ja, hun kunne få alt det vand, hun ville have. Med et lille tvist, der ville sende hende en tur ned af drømmens gade.
”Selvfølgelig.” Han fulgte hende med øjnene, som hun gik ind samtidigt med, at hun undskyldte.
”Det er helt i orden. Det er ikke den sikreste bydel at befinde sig i, heller ikke som en præst af Kile.” Roligt lukkede han døren og gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig på en stol ved spisebordet, mens han selv fortsatte ud i køkkenet. Der stod en pumpe til brøndvand ude i gården bag huset, men de havde en større balje med rent vand stående i køkkenet, så de ikke skulle ud hver gang de blev tørstige eller skulle bruge vand.

Han tog et krus ned fra en hylde og fyldte det med vand. Med ryggen til stuen lukkede han øjnene og lod drømmeenergien flyde ud i vandet, hvilket fik både hans hænder og vandet til at skinne gyldent for et øjeblik. Han var lokket til at give hende mareridt, men som sagt var det ikke meningen, at han skulle skræmme hende væk. Så hun fik den gode drømmenergi. Lidt mere end han puttede i Nox, bare for at give det et lille boost og samtidigt sikre, at hun ikke ville kunne undvære det, når hun gik herfra igen.
Da genskinnet var forsvundet, gik han ind i stuen og placerede vandet foran hende. Forhåbentligt lagde hun ikke mærke til, at vandet stadig havde en svag gyldent farve i det mørke krus. Han satte sig på en stol og betragtede hende.
”Er det spændende at være kilepræst?” Han var oprigtigt nysgerrig, men han forventede ikke at få så meget svar, hvis hun startede ud med at drikke vand. Drikkens virkning var næsten øjeblikkelig, som gled man langsomt ud af virkeligheden og ind i en drøm.

Sin'thya gik med forsigtige skridt hen til bordet og trak en stol ud, som hun satte sig på. Igen kunne hun mærke nervøsiteten ved at befinde sig i en fremmed mands hjem, men hun trak vejret dybt og beroligede sig selv. Et glas vand ville sikkert hjælpe på usikkerheden, og forhåbentlig ville Remus' bedstemor snart dukke op..
Hun foldede hænderne i skødet og mindede sig selv om, at hun tjente Kile nu og hendes formål var at sprede Kiles budskab. Måske ville denne fremmede også være interesseret - han virkede som om han var en af de rigere personer, der boede i denne ellers fattige gade, og en sådan person kunne være værdifuld for Ordenen. Hun smilede blidt bag masken, da Remus vendte tilbage med et glas vand i hånden, som hun tog imod. Rummets halvmørke og det faktum, at hun stadig betragtede Remus i skjul fra masken gjorde, at hun ikke bemærkede det gyldne skær i vandet.

I stedet løftede hun blot en smule på masken således at hendes fyldige læber kom til syne og drak dybt. Vandet var køligt og føltes forfriskende efter gadens støv. Det tog hende derfor ikke længe at tømme glasset, og hun satte det på bordet med et "Tak skal De have" mens hun lod masken falde på plads.
"Kiles Orden har taget godt imod mig. Der er plads til alle .. rig som fattig.." Begyndte hun mens en søvnighed langsomt begyndte at overtage hende. Det føltes ikke længere som om hun sad i Remus' hus - i stedet gled hun ud af den velkendte verden og ind i noget, der føltes som en drøm. I stedet for den ukendte stue så hun det lille rum i huset i Tusmørkedalen, hvor hun var vokset op. Et dybt suk forlod hende. 

Remus’ blik fulgte hendes bevægelser, som hun tog glasset op og begyndte at drikke. Det trak i hans mundvig og det venlige udtryk forsvandt fra hans øjne. Nu var de lige så følelseskolde som altid, med et glimt af iver, for han var som altid spændt på at se, hvad reaktionen på hans evne var. Og reaktionen kom hurtigt, som hendes sætning døde ud og hendes øjne blev tomme.
Remus lænede sig lidt frem og så undersøgende på hende for et øjeblik. Jo, drikken virkede. Et koldt smil gled kort over hans læber. Det var meget tilfredsstillende, når hans magi virkede på folk, men det var især tilfredsstillende, når det var Nox, der havde effekten. Hans skabelse. Og hvad der var endnu bedre i dette øjeblik var, dat det var en kilepræst. En kvindelig kilepræst.

Han rejste sig og vippede masken op fra hendes ansigt, så han kunne se det. Køn. En kort trækning af afsky løb over hans ellers følelsestomme ansigt, inden han tog masken helt af hende. Allermest havde han lyst til at trampe på den, men han nøjedes med at lægge den på bordet, så hun kunne få den, når hun vågnede op. Igen betragtede han hende lidt og måtte afholde sig selv fra at give hende et skud mareridt. Det var sjovt, men nej, han måtte hellere bare nøjes med Nox. De skulle have kunder.

Med et suk så han rundt i stuen. Der var ikke så meget andet at gøre end at vente til hun vågnede op igen. Han vidste ikke helt, hvor længe det ville tage. En times tid måske lidt mere, alt efter hvor stærk hun var. Han kørte en hånd over sit sorte hår og gik hen for af finde den bog, han var i gang med. Romulus rystede lidt på hovedet af ham, at han gad at bruge sin tid på ting, der var nedfældet på papir, men Remus elskede at læse. Han lærte af det. Dette var en bog om sproget i Krystallandet. Fra krystallisk til dæmonernes sprog. For Remus et meget spændende emne, selvom han aldrig havde været ude af hovedstaden og nærmeste omegn.
Med bogen satte han sig på stolen og begyndte at læse, mens han ventede på at effekten af drømmeenergien tog af.

Sin'thya mærkede ikke, at masken blev fjernet fra hendes ansigt. Hendes hoved tippede tilbage mod stolens ryglæn, hendes fyldige læber var let adskilte, som hendes tomme øjne stirrede ud i det fjerne. En enkelt tåre havde dannet sig i krogen af det ene øje, og den banede sig langsomt ned over hendes ansigt, som under pesten havde mistet en del af sin blødhed, og derfor nu var domineret af skarpere træk.
Hun hørte heller ikke Remus bevæge sig gennem rummet og tage en bog frem: det var tvivlsomt, at hun overhovedet ville reagere, selv hvis huset skulle falde sammen om ørerne på dem.

Ilayaras skinnende, sorte hår dansede om ørerne på hende, mens hun leende løb efter Sin'thya. Det var sensommer og markerne omkring dem var korngule. I horisonten rejste Tusmørkedalens mindre bjerge sig mod himlen, bjergskrænterne stort set dækket af mørke grantræer, hvis nåle dækkede skovbunden i et tykt lag.
De to piger, som endnu ikke havde nået teenageårene, løb ind mellem træernes dybe skygger. En smal sti førte dem længere og længere ind i skoven, ind til de nåede deres yndlingssted: en smal, rislende bæk løb i en kløft ned fra bjerget, og her var en lille lysning, hvor man kunne sidde i det bløde græs og nyde solens kortvarige stråler.
De havde plukket bær på vejen, og den røde saft farvede fingre og læber på begge piger, som de leende udvekslede historier om de andre landsbyboer og snakkede om deres fremtidsdrømme. Der var ingen af dem, der vidste, at fremtiden ville byde på sorg, døde og smerte..

Der var gået en times tid, før stuen i Remus' hus, langsomt vendte tilbage. Sin'thyas grønne øjne havde svært ved at fokusere på omgivelserne, og hun kunne stadig mærke varmen og freden fra lysningen i skoven. Hendes hænder greb krampagtigt om armlænet på stolen, og der gik en rum tid, før det langsomt gik op for hende, hvor hun befandt sig.
Endelig fandt hendes blik den mørkhårede, blege mand, der sad med en bog i hænderne, og hun forsøgte at rejse sig fra stolen. "Hvad.. hvad var det?" Fik hun hæst frem: hendes stemme lød, som om det var meget længe siden, hun havde brugt dem. Hendes sind var stadig i kaos, og hun vidste ikke, forstod ikke, hvad der var sket..

Remus læste uden at være tynget af nogen som helst form for dårlig samvittighed over, hvad han var i færd med. Om han nogensinde havde haft nogen form for samvittighed stod lidt hen i det uvisse, for hans mor havde tampet enhver hentydning af sådan noget ud af ham fra en meget tidlig alder. Bogen tog hans opmærksomhed og tiden flød af sted i stilhed.
Indtil kilepræstinden begyndte at røre på sig. Remus læste sætningen færdig og flyttede så sit stadig kølige og følelsestomme blik mod hende. Ingen grund til at lege venlig mere.
"Nox. Eller Drøm, som det vist bliver kaldt på gaden. Kunne du lide det?" Han lukkede bogen sammen om bogmærket og lagde den fra sig på bordet. Et svagt iskoldt smil var at skimte i hans ene mundvig. Facaden var faldet.
"En lille mikstur med drømmeenergi. Ganske harmløs." En lille hvid løgn, for selvom den virkede harmløs, kunne den have rimeligt stærke konsekvenser. Om pigen her var blevet afhængig af den lille tur i drømmeland vidste han ikke, men der var en god sandsynlighed for det.

Han lænede sig en smule frem, nysgerrig over, hvad hun havde oplevet, men han regnede ikke med, at hun ligefrem begyndte at fortælle. 
"Jeg løj, da jeg sagde, at jeg havde en bedstemor. Jeg ville blot give dig denne oplevelse." Han lagde hovedet en smule på skå. "Bare rolig, jeg har ikke gjort dig noget." Hvilket var sandt. Han var på ingen måde interesseret i hende, andet end at hun var endnu en flue i hans spind af drømme. Roligt stak han hånden i lommen og hev en lille flaske op med en klar væske, der havde et svagt gyldent skær. Han stillede den på bordet foran hende. "Men jeg har en gave. Tag den, hvis du har lyst. Den eneste gratis flakse Nox du nogensinde vil få tilbudt." Han lænede sig tilbage i stolen igen, stadig med hovedet lidt på skrå, og betragtede hende. 

Hun havde stadig svært ved at fokusere tydeligt på rummet, der var Remus' stue. Oplevelsen af at være blevet taget tilbage til barndommen var så virkelig, at det gjorde forfærdelig ondt at være tilbage i den hårde, kolde virkelighed, der var nutiden. Hun lagde armene omkring sig selv, og et lille glimt af en tåre kunne ses i hendes øjenkrog. 
"Hvorfor .. gjorde du det?" Hendes stemme rystede en smule, og hun løftede ansigtet og så på Remus gennem de skinnende, sorte lokker af hår, der faldt ned om hendes ansigt. Hans ansigt virkede ikke venligt længere, og hun vidste ikke, om hun skulle være vred, fordi han havde bragt hende i denne situation, eller om hun skulle være taknemmelig for det, han havde givet hende. Hendes hænder lukkede og åbnede sig et par gange og hun tog en dyb indånding. 

Hun lod hænderne glide ned over de sorte rober, der dækkede hendes velformede krop. Det føltes ikke som om, der var sket noget med hende, mens hun havde været væk, og hun stolede på det, da han sagde, at han ikke havde gjort hende noget. Resten af hans person forekom dog mere løgnagtig .. falsk og farlig. Han havde lokket hende hertil uden at fortælle, hvad han ville byde hende på.
Hendes blik faldt på masken på bordet foran sig, og hun rakte ud efter den og satte den igen foran sit ansigt. Foran hende stod den lille flaske med sit lokkende, gyldne skær, og hun vidste, at hun burde rejse sig for forlade stedet. Lukke døren bag sig og glemme, hvad hun havde set.
I stedet rakte hun med langsomme, rystende hænder ud efter flasken, hendes blik stirrende på den, som var den en giftig slange.

At læse hendes kropssprog var ganske underholdende, som han kunne tyde, at virkeligheden ikke længere var så tillokkende for denne kønne lille kilepræst. Succes. Som svar til hendes spørgsmål, trak han på skuldrene.
”Fordi jeg hverken kan lide kilepræster eller kvinder. Så tanken om, at introducere en som dig til Nox, morer mig.” Hans hoved gled over til den anden side på skrå, som han betragtede hendes forsøg på at komme tilbage til virkeligheden. Et hurtigt træk af utilfredshed gled over hans ansigt, som hun tog masken på igen. Forbandede ting, der forhindrede ham i at få fuld fornøjelse af hendes reaktioner. For et øjeblik fortræd han, at han ikke havde ødelagt den, men så igen, han ville ikke skræmme livet helt af hende. Selvom han havde lyst.

Et smil sad i hans mundvige, som han så hende række ud efter flasken, som ville den bide. Han var så tilfreds, det virkede. Selvfølgelig gjorde det det, men det virkede så fantastisk godt.
”Tag den bare.” De få ord var nærmest blide og beroligende, som lokkede han hende. Lokkede lige så meget som det flasken kunne love. Drømme fyldt med… ja, hvad end hun kunne lide at drømme om. Måske det ville være en god idé at give hende lidt fred. Som om at det hele var afsluttet fra hans side, tog han bogen igen og slog op på den side, han var kommet til. Ikke at han faktisk læste, hans opmærksomhed var rettet mod pigen.
Hvis hun ikke rejste sig med det samme, ville han lidt efter løfte hovedet og se på hende.
”Døren er bag dig.”

Hans ord var hårde og uvenlige, og hun bed sig læben bag masken, uforstående. Ville han hende ondt? Han havde ikke gjort hende noget, mens hun var bevidstløs, påvirket af stoffet. Var stoffet ondt? Det havde føltes så ægte, så vidunderligt.. tårerne begyndte for alvor at vælde op i hendes grønne øjne, som man kunne skimte gennem maskens øjenhuler.

Hun sad en rum tid mere og stirrede på flasken. Lige så vidunderligt, som det havde føltes at være tilbage i fortiden, lige så forfærdeligt havde det været at vågne og opdage, at det hele var en drøm. Men hendes ønske om at komme tilbage, opleve det endnu en gang, var nok til at få hende til at række ud efter flasken. Hun gemte den hastigt væk under de sorte rober, dens lille, kølige form, givende hende en fremmedartet fornemmelse.

Hun blev stadig siddende, stirrende på manden over for sig. Han sad så roligt og upåvirket. Hun forstod stadig ikke hans motiver eller hans person, men hans utålmodige ord fik hende endelig til at rejse sig fra sofaen. "Jeg.. forstår stadig ikke." Hviskede hun. Drømmeenergi. Hun vidste ikke, hvad det var. Andet, end at det viste hende minder. Glædelige minder.

Et svagt smil trak i Remus’ ene mundvig, som pigebarnet endeligt rakte ud og tog den lille flaske, med det klare, gyldne væske. Endnu en kunde til den hurtigt voksende gruppe af folk, der hungrede efter hans magiske evner. Magten bag det hele var vidunderlig. Han kunne ødelægge så mange liv, både ved at give, men også ved at stoppe. En tanke han en gang i mellem havde leget med, men det var mere vigtigt med de krystaller, de små flasker kunne indbringe. Nå, ja, en eller anden dag døde han vel og så ville kilden til Nox dø ud sammen med ham. I det mindste kunne han more sig over det.

Kilepræsten blev siddende og han kunne mærke hendes blik på sig, men han blev ved med at se ned i bogen, lade som om, at han havde glemt, at hun var der. Indtil hun hviskede til ham. Lettere irriteret så han op og sukkede demonstrativt over hendes forvirring.
”Hvad er der at forstå? Du virker ellers ikke som en, der er langsom i hovedet.” Fornærmelsen gled over hans læber med en let naturlighed. ”Jeg har givet dig en gave og med et par krystaller til de rigtige folk, kan du købe dig til mere af den gave. Du skal bare spørge efter Nox i de rigtige kredse. Måske endda inden for dit eget tempel.”

Han lukkede den store bog sammen om en finger, så han vidste, hvor han var kommet til. Mest en vane, som han kunne slå op på nøjagtigt den side uden at skulle tænke sig om.
”Nu vil jeg gerne have dig ud af mit hjem. Og jeg håber ikke at se dig igen, nogensinde.” De gråblå øjne stirrede uvenligt på hende, mens han forventede at hun selv kunne finde ud af at gå ud af døren. Havde Romulus været der, havde hun nok fået en lidt mere fysisk afgang, men Remus nøjedes med at nedstirre hende - som en start i hvert fald.

Al den påtagede venlighed og interesse, manden til at starte med havde udvist, var forsvundet. Nu var der kun et køligt menneske tilbage, der ikke ønskede hende noget godt - tværtimod. At han ønskede at gøre hende afhængig af væsken i den lille flaske, stod efterhånden klart. Nox. Drømmenergien, der var i stand til at tage hende til et andet sted..

Selv om hun vidste, at hun var på vej ud, hvor hun ikke kunne bunde, kunne hun alligevel ikke få sig selv til at give slip på flasken. Hendes underlæbe rystede en smule, idet hun med store øjne så ud gennem maskens øjenhuler på den kolde, uvenlige mand. Hun turde ikke blive. Hun vidste ikke, hvad han ellers kunne finde på, hvis hun blev.

Hun stak hånden i lommen på de sorte klæder, knugende den lille flaske. Så vendte hun om på hælen, roberne hvirvlende om anklerne. Hun havde svært ved at holde gråden tilbage, og hun var taknemmelig for masken, idet hun med et sidste, langt blik så tilbage på manden i stuen. 
Gadens lys og støj virkede underlig fjern, og hun gik i en tåge tilbage mod Kile-templet.
Jeg drikker det ikke. Jeg smider flasken væk. Det gør mig ikke noget godt. Tænkte hun, men hun vidste allerede nu, at hendes vilje var for svag.