Det havde været en travl morgen på helbredshuset, Myrilla havde haft al for travlt til overhovedet at tænke på sig selv i disse dage. Det kunne også tydeligt ses på hendes underernærede krop som var tynd og tæt på ranglet. Myr bemærkede det ikke selv, hun havde sine tænker på de folk der kom her ind med de diverse skader og råd de nu engang havde brug for.

Myrilla levede af at hjælpe andre og det gav hende en varm fornemmelse i kroppen. Efter endnu et overfaldt havde hun taget en ekstra vagt denne dag, blot for at gemme problemer lidt, de var efterhånden kommet lidt for tæt på. Og hver morgen stod hun og vurdere om hendes tøj var for udfordrende om dette var årsagen til at nu to mænd havde overfaldt hende.. Alligevel havde hun taget en hvid kjole på, som var hendes fortrukne selvom overfaldene havde skræmt livet af hende, ønskede hun stadig at være den glade, varme Myrilla som hun altid havde været. Kjolen var fuldt med broderier over det hele, samtidig var den en anelse gennemsigtet, men blot så man kunne fornemme hendes ben skikkelser.

Efter en meget lang dag, var det begyndt at blive aften tæt på natten, og hun havde arbejdet siden tidlig morgen, hendes chef kom ind til hende og sagde ”Hold nu fri” stemmen var varm og imødekommende, og Myr smilede blot og svarede ”Jeg går snart, jeg skal bare lige rydde lidt op og gøre klar til i morgen” chefen gik opgivende ud. Myrilla ville ikke efterlade hendes plads så rodet og hun gik roligt i gang med at rydde op, og efter en tid var hun klar til at forlade helbredshuset. Myrilla så ud på aftenhimlen, det var endnu lyst og solens varme farve havde forvandlet himlen rød og lille, hun betragtede himlen og et lille smil kom frem forhåblig ville hun komme sikkert hjem i dag. 

Mange ting var sket i løbet af årene og Shane havde fået en meget simpel opgave, som ville gøre at han blot bare skulle gør en af de lokale by vagternes job, men på grund af de havde for travlt havde de spurgt lysets om hjælp til at beskytte dem der var i helbreds huset, efter der var en der var blevet overfaldet, så Shane havde derfor begivet sit hen til stedet hvor healerne holde til, han stod i hans uniform ude foran døren til der hvor man gik ind, og da den sidste kvinde gik og kom ud af døren gik han et skridt frem " Øhhh frøken jeg er her for at følge dem sikkert hjem " sagde han og gik selvsikkkert frem og smilede kort til kvinden der lige var kommet ud, hvor efter han gav andtegn til at hun bare skulle føre an så skulle han nok beskytte hende, Shane holde sig omkring et par skridt bag ved hende imens han kiggede rundt for at se om der var nogen som var en trussel.

Shane forstod ikke at man angreb de healer som hjælp folk, de var jo meget vigtige for byen og uden dem så var der ingen til at hjælpe de sårede mennesker så det gav virkelig ingen mening at gøre dem fortræd, kvinden der var kommet ud fra helbredseshuset så meget lidt bekendt ud på en måde, men han ville ikke kigge for meget på hende, for hendes tøj var adeles pænt i følge ham men han var nød til at være professionel over hende, og være tro over for hans job.

" hvis de sker noget der gør dem utryg eller andet så sig til så ser jeg på det frøken " sagde han roligt bag fra hende og tog sig selv i, kort at se på hendes røv hvor efter han hurtigt igen kiggede op og rundt, som han aldrig havde gjord det.

Myrilla der før så op på aftenhimlen, så nu hen på den mand som tydeligvis skulle følge hende hjem. Hun fik et bekymret blik, hun håbede ikke alene det var begrund af hende at dette var blevet en nødvendighed. Hun troede det ikke, efter angrebet på en lyset kriger ved dronnings tale og vist et overfald på nogle kile præster, var det vel forståeligt nok at passe på dem der tjente samfundet, konkluderede Myrilla. Som hun så på manden, virkede hans ansigt genkendeligt, men hun ikke huske hvorfra hun havde set det før.
Myrilla begyndte roligt at gå imod hendes lille hjem. Hvor han fulgte roligt med hende bagefter, hun følte det lidt underligt med tavsenheden imellem dem og det gjorde ikke bedre at han blot ville være der hvis hun var utryg. Hun var i forvejen generelt utryg. Efter hendes sidste overfald hun generelt været bange for at være ude. Selvom vagten var der, ændrede det ikke på følelsen, da den mand var yderst ond og måske stræk nok til også at overfalde ham, hun gøs ved tanken og fik let en kuldegysning.

Myrilla vendte sig mod vagten med et lille venligt smil ”Vil De ikke hellere gå her oppe ved mig?” hun følte en vis nervøsitet ved spørgsmålet. Hvorfor vidste hun ikke helt, måske fordi den anden var attraktiv, eller var det fordi hun blot generelt var nervøs. Hun vendte ryggen imod ham igen, da hun følte at spørgsmålet var en anelse akavet og generelt følte hun sig akavet. I det hun vendte som om kom en kat løbende hen over vejen. Myrilla sprang nærmest op og gispede som den kom forbi hende. Det var tydeligt at hun stadig var meget mærket af hendes seneste overfald, heldigvis skreg hun ikke tænkte hun. Det ville blot blive mere akavet tænkte hun og begyndte stille at gå igen, hvor hun håbede at han snart ville være oppe ved hendes side.  

Shane fulgte hvert et skridt hun tog og lagde mærke til hver en bevægelse der var omkring dem, og selvom de ikke rigtig snakkede betød det ikke at han ikke lyttede til hendes ord, for da hun nævnte om han ikke heller ville op ved siden af hende smilte han blot, for jo han kunne godt gør det men på den anden side så ville han ikke have det samme overblik, som han havde når han gik bag ved hende, og det var jo ikke en snakke klub de var i, han havde til opgave at følge hende sikkert hjem om hun vil det eller aj, og derefter ville hans mission være godkendt, så at snakke med hende på denne tur ville ikke være oplagt for ham.

"det går desværre ikke frøken, da det ville gøre mit udsyn til det hele svækket, og det vigtigeste for mig er at bringe dem sikkert hjem " sagde han roligt og smilet, inden han mærkede en lille dråbe på hans næse, han kiggede kort op og nærmest i samme sekund begynde det at regne meget heftigt, Shane vidste ikke hvor hun boede men han håbede at der ikke var langt, for at være våd var aldrig en god ting så kunne man blive syg, og går glib af arbejdet som kalder, men på den anden side så var det vel også en del af arbejde.

Han blik blev igen placeret på hendes bag eller nærmere på hendes tøj som så ud til at blive våd ligesom hans, havde han bare taget hans hest med idag så kunne de være kommet hurtigere frem, men på den anden side der var ikke så mange mennesker at holde øje med nu, for regnen gjord at folk søgte ly over det hele og dem der nok ville være ude i regnen uskyldige mennesker, hvor de ikke uskyldige menneske altid ventede i gyderne eller rundt om hvert hjørne

Myrilla hørte endelig hans svar, og et sted gjorde det hende trist til mode og på den anden side så gjorde det hende lidt tryg at han så på situationen som han gjorde. Det var for hendes beskyttelse at han befandt sig der. Selvom hun følte at denne beskyttelse var helt unødvendig, trods det nylige overfald kunne det vel ikke forsætte, eller kunne det? Myrilla lukkede kort sine øjne og forsøgte at tænke på noget mere rart.

Inden hun åbnede dem igen, fornemmede hun en dråbe på hendes kind. Hun så med det samme op igen og en kraftfuld regnbue kom over dem. Typisk Den ellers så anstændige kjole, begyndte at blive gennemblødt og gennemsigtig, samt klister sig op ad hendes tynde krop. Myrilla begyndte at føle sig forlegen i hans selskab nu, og satte tempoet op, mest fordi så hun kunne komme det hurtigere hjem og det hurtigere af det våde tøj. Myrilla svarede ham ikke, hun så ingen grund til nu når han ikke ville op til hende. Myrilla gik blot så hurtigt hun kunne. Hun begyndte at føle sig våd og kold og umiddelbart så det ikke ud til at regnen havde tænkt sig at stoppe lige forløbelig.

Der var noget tid før de ville ramme hendes værelse. Myr lage armene omkring sig da hun var virkelig var begyndt at fryse, men det eneste hun havde i tankerne var en varm seng og eventuelt et varmt langt bad, men af hendes varme sind tænkte hun også på ham. Mon han frøs lige så meget, uanset hvad følte hun at det var hendes pligt at invitere ham ind, i det mindste til en kop te og til regnen ville forsvinde. Myrilla skyndte sig og regnede stærkt med at fulgte trop. Inden længe befandt de sig der. Endelig hun kunne se døren op til værelset. Hun stillede sig foran den og imod ham og spurgte stille mens regnede endnu stod ned ”Lad mig i det mindste invitere Dem med op til en kop te, De må da fryse mindst lige så meget som jeg” spurgte hun med en kærlig og velkommen stemme. Hun håbede han ville sige ja, men hun kunne knap se ham, dels begrund af regnen, men også hendes utrolig våde hår der skjulte for de væsentligste detaljer.  

Da de langt om længe noget hendes hus, var hans opgaver endelig færdig og han kunne komme hjem og få hans våde tøj af, lidt lige som hun nok også måtte have det efter at det nærmest havde regnet siden de gik, men lige ide han skulle til at vende sig om og gå sin vej snakkede hun til ham igen, han kiggede kort ned af hende han kunne virkelig se at hun var våd, og jo han frøs da lidt og en kop te kunne da helt sikkert være dejligt, men kunne han gør dette eller skulle han i virkeligheden lade være, " jamen jo så pyt en enkelt kop skader vel ikke, " sagde han med et smil på læben hvor efter han gik ind af døren men han holde sig stadig bag hende.

Shane var ikke klar over hvad der ventede ham når han kom op til hende, men han var godt klar over at hun nok skulle have noget andet tøj på, og han vidste godt at det ville kræve at han kiggede væk ikke at det gjord ham noget for selvfølgelig skulle man ikke stå og klog på en kvinde der smed tøjet, men han var mere i tvivl om hvordan han skulle undgå at dryppe på hendes ting gulv stol, eller hvad hun end måtte have for ja han var våd, og han kunne ikke ligefrem låne en af hendes kjoler, det ville være for mærkeligt så han var da lidt spændt, for jo længere tid man havde sit våde tøj jo større blev muligheden for at blive syg eller forkølet.

Myrilla smilede da trods alt takkede ja, selv om det lød til at han nu foretræk at komme hjem også. Derfor blev hun nok også mere beslutsom og ville sørge for at han fik det godt og ikke ville blive syg. Myr førte dem an først op ad en trappe også ind til et mindre værelse. Der stod en seng. To stole foran en kamin, samt i et hjørne stod et større balje, derudover var der to døre den ene førte ud til et toilet og den anden køkkenet. Myr gik stille ind og sagde ”Tag endelig plads, og smid gerne deres tøj over stativet” hendes stemme var rolig og lettere varm, og hun sagde det som om det var det mest naturlige at han skulle fjerne sit tøj. Hvor der var et lille stativ foran kaminen hvorpå han kunne få tørret sit tøj. Der var dog kun nogle gløder tilbage i kaminen så der skulle meget snart brænde på, men først fandt Myrilla nogle større håndklæder, som hun lage på den anden stol, til ham. Myrilla gik ud i køkkenet og begyndte at varme noget vand. Imellem tiden tog hun selv sin kjole af og viklet et håndklæde omkring sig. Teen blev endelig færdig og som hun gik ind i stuen forventede hun at havde nu sad i viklet ind i et håndklæde ligesom hun. Hun rakte ham derefter teen og satte sig i den anden stol, hvor hun inden hun satte sig fik lagt lidt brænde på. Myrilla der havde fået sat håret op i knold kunne nu tydeligt se ham. Han så bekendt ud, hvor fra? Hendes hjerne tænkte men hun kunne ikke lige sætte en fingre på hvor og det irriteret hende. ”Mit navn er for resten Myrilla” svarede hun med et lille smil og tog sip af teen. 

Han flugte hende ,ed blikket som de kom ind til hendes sted, han kiggede kort rundt inden hans blik blev rettet på hende ide hun snakkede til ham, hendes ord var meget lige på og kunne godt misforstås, ikke at det var meningen men alligevel han kiggede efter hende som hun forsvandt fra rummet, hvor efter hun kom med håndklæde til ham som han kunne bruge, der gik ikke længe før Shane tog hans trøje af, og derefter hans bukser det hele var bare driv vådt, han hængte kort til tører ved hendes brænde ovn inden, han fik gang sat gang i den da den var tæt på at gå ud, han tog håndklædet om sig så kun hans overkrop var til syne hvor efter han satte sig i stolen og ventede på hun ville dukke op igen.

ide hun kom til syne igen med te og kun iført håndklæde kiggede han kort ned i jorden også op på hende igen, " hyggeligt at møde dem Myrilla, jeg hedder Shane " sagde han og nikkede venligt til hende, hendes navn virkede bekendt men alligevel ikke han kunne ikke huske hvor det virkede så bekendt fra, " og ja tak for teen og håndklædet det havde de ikke behøvet, og nydeligt sted de bor " blev der sagt før at tog en tør af teen, det var nu skønt med noget varmt når man var så våd som han lige havde været, han kiggede rundt for at se på hendes billeder der stod omkring " har de ingen mand eller kæreste eller noget liggedne, hvis man må spørger  " sagde han meget uskyldigt uden at der var nogen hensigt, han var blot nysgerrig for hvem hun var.

Shanes blik til gengæld flakkede imellem rummet og hendes øjne, og derefter kanten af hendes håndklæde hun havde på, det var meget sådan offensivt at sidde med så lidt tøj på overfor ham, ikke at det gjord noget, men stadigvæk hun kende ham ikke, for selvom han heller ikke havde så meget tøj på var det ham mere normalt at det var ham der ikke havde så meget tøj på.

Myrilla så med rolige øjne på ham, som hun nu sad overfor ham. Hun skulle måske have givet ham to håndklæder, så han kunne skjule mere af sig selv. Myrilla havde slet ikke lige tænkt tanken at det måske var en anelse udfordrende det hun havde på. Til hendes held var håndklædet så stort at det gik fra starten af hendes bryst til næsten ned til knæet. Så det var vel næsten som en kort kjole? Hendes tanker om det forsvandt dog hen på noget helt andet da han nævnte sit navn. Shane et varmt lille smil dannede sig, da minder om en kær barndom kom til syne. ”Det glæder mig at møde dem Shane” svarede hun med en behagelig stemme. ”I vagter gør så meget for os, det er det mindste jeg kan gøre” forsætte hun med et smil. Trods at hun ikke ønskede at blive fulgt hjem, prissatte hun mange af de ting vagterne og lyset gjorde for landet. Myrilla havde kun billeder af sin familie, desværre kun et billede hvor hele familien var på. ”Nej desværre” svarede hun blot stille. Hendes familie havde dog aldrig presset hende til at finde en der burde passe på hende, men det havde hellere ikke kendskab til de overfald så de troede jo nok at hun havde det godt.

Der var et andet billede, som stod på hendes kommode nær hendes seng, ikke af familien, men af hende og hendes barndomsven Shane. Myr rejste sig op og tog det og lage det i hans skød ”Det er lidt pudsigt at min bedste barndomsven også hed Shane. Her er han, hvis de skulle være nysgerrig” afsluttede hun med et lidt drillende smil og satte sig ned i stolen igen.   

Shane smilede til hende og nikkede for han vidste godt at det var en del af hans job, og det vidste hun også hvis hun tænkte sig om, men han lod det ligge og smilede blot til hende, at hun ikke havde nogen mage var for ham hende trist, men der skunne jo være sket mange ting der gjord hun ikke havde en, men det var ikke noget han ville forhører sig om, for de havde trods alt blot mødt hinanden og han var kun taget ned op til hende på grund af vådt tøj, og fordi hun nærmest ikke ville tage imod et nej, men jo selvfølgelig var hun køn men han måtte forblive neutral, for hvordan ville det ikke lyde at en lysets kriger i tjeneste lagde sig i lagn med hans opgave, det ville ikke falde i go jord ved lyset men på den anden side hvis det var hende der lagde op så ville det ikke gør noget, men de tanker var i helt til stede endnu.

Ide hun rejste sig op og kig ind for at hente et billede, kiggede han efter hende og det næste der skete var ham uventet et billede blev placeret i skødet på ham, han lyttede til hendes ord omkring hendes barndoms ven som også hed Shane, først smilede han blot uden at sige noget, hvor efter han kiggede over på hende ide han så billede, for billede hun havde af hende og hendes ven var faktisk ham som lille, hvor hun havde det fra vidste han ikke, hans blik blev forvirrende imens han kiggede over på hende og derefter ned på billede. " hvor vil du hen med det?, og hvor har du det billede fra for ham på billede er mig som lille " sagde og kiggede undrende på hende, hvem var hun han kunne virkelig ikke sætte ansigt på hende

Myrilla så forbavset på ham som han sagde det var ham. Det kunne da ikke være ham? Kunne det? Myr måbede lidt og forsøgte finde ord, idet han var meget anklagende overfor hende. ”Øhm.. Hun anede ikke hvad hun skulle sige til det første, hvor ville hun hen med det? ingen steder tænkte hun. Myr var jo ikke ond. ”Den anden er mig som barn. Se på de andre billeder så kan du se det er mig.” svarede hun først forsvarede overfor sig selv. Hun forstod slet ikke hvorfor han var så anklagende. For hvis det var ham, så så var det hendes bedsteven. Hvorfor kunne de ikke kende hinanden.. ”Hvis du er den Shane så var de min nabo, og vi brugte hele vores barndom sammen, lige end til de drog til paladset for at blive en del lysets kriger og og jeg har ikke set den Shane siden..” Myrilla så ned. Hun kunne næsten ikke tro på, at hun kunne være så heldig. Eller kunne han drille hende? Men hvor skulle han vide fra at hendes bedste barndomsven hed Shane, det var ikke noget hun havde nævnt for nogen. Det måtte være ham konkluderende hun. Myrilla var tæt på at græde, mest fordi hun havde manglet ham, men fordi han var så anklagende var hun stadig lidt tvivl om at åbne sig for ham. Myr kunne kun håbe at han kunne huske hende, og hendes store familie og deres brød. 

Shane var meget forvirret det hele gav ikke mening eller gjord det, han kunne ikke rigtig finde ud af om det hele var sandt men hvorfor skulle hun lyve for ham, der var jo ingen grund til det men der var jo kun en måde at finde ud af om hun virkelig var hende hun påstod, han tænkte kort tilbage hvad var det nu hendes familie var så gode til at lave, han kiggede på hende " nuvel er det iorden jeg spørger om noget så? " sagde han kort og gik ud fra hun ikke havde noget imod det.

" min bedsteven og barndoms vens familie var kendt for noget bestemt, som hendes familie var vanvigtige til at lave og ingen andre kunne lave det, ved du evt hvad det er" sagde han roligt og vidste virkelig ikke hvad han skulle stille op hvis hun sagde brød, for hvis det virkelig var hende, efter alle disse år det vil betyde meget for ham men stadig hvis det var hende, så ville det være det mest mærkeligste han havde oplevet længe, men han håbede da at det var hende.

han tog en slurk af sin te og ventede på at hun ville svare på hans spørgsmål, et spørgsmål der ville forandre alt imellem dem, og hvis det ikke er hende så er intet forandre blot en masse spørgsmål han ville have svar på.

Myrilla så afventede på ham, det var som om det var svært for dem at begge at forstå dem på billedet, var dem der sad overfor hinanden nu. Myrilla nikkede hvis dette kunne give ham tro nok på hende. Hvorfor i alverden skulle hun lyve? Og hvor i alverden skulle hun skaffe alle disse billeder og samtidig have ligheder med den pige som var hende.

”Det må være vores brød. Vi havde vores egen forretning hvor vi lavede brød til hele byen” svarede hun roligt. Myrilla rejste sig uden videre gik ud i sit køkken og fandt et stykke brød. Hvor hun satte sig og rakte det til ham ”Her, min mors opskrift på det bedste brød jeg kender” svarede stadig roligt og håbede at dette ville være nok bevis for ham. Men fordi han var så usikker på at hun talte sandt fik det også hende til at tvivle lidt, men det kunne vel ikke være andre? Det måtte tiden vel vise ud fra hans reaktion når hun ville sige brød. For hvis det virkelig var Shane ville han vide det om hendes familie og måske blive glad for de endelig blev genforenet igen. Hun havde savnet ham, utrolig meget. Bare de ikke var vokset fra hinanden. 

Dan hørte hende sige brød hvis han slet ikke hvad han skulle gøre eller tro, var det virkelig sandt var det hende efter alle disse år, han vidste nærmest ikke hvordan han skulle tag det, hvad han skulle gøre hvad han skulle sige nu, han stillede teen fra sig og rejste sig op og gik hen og stillede sig foran hende imens et smil kunne ses på hans læber, " det er virkelig dig Myr " sagde han og satte sig på hug foran hende imens han placerede hans hånd på hendes kind, hvorefter han hev hende ind i armene på sig og gav hende et knus, og efter få sekunder slap han og kiggede på hende, det var lidt mærkeligt at give hende et knus han havde jo næsten intet tøj på.

" hvor hvordan hvad har du lavet, har din familie det godt fortæl " sagde han og tog imod det brød hun havde hentet til ham hvor efter han tog en bid, hans øjne lukkede kort hvor efter de åbnede igen, der var ingen tvivl det var hende det var han sikker på, han vidste nærmest ikke hvordan han skulle tag det hele.

han gik hen og satte sig i stolen igen og ventede spændt på at høre hvad hun havde at fortælle, han kiggede lige et par gange på hende, på en meget betagene måde hun var godt nok blevet noget af en køn kvinde, det skulle hun alligevel have.

Myrilla nikkede stille til hans svar. Det var virkeligt hende og det var virkelig Shane. Myrilla så med varme øjne på ham som han pludselig var foran hende, og let som en fjer havnede hun i hans favn. Hun smilede og samtidig lukkede sine øjne og lod sig omfavne Shane og uden hun lage yderligere mærke til det, så indsnusede hun hans søde duft. Selvom det stadig var i hende at hun var blevet overfaldt vidste hun også i sit hjerte at Shane aldrig ville såre hende, ikke hvis han stadig var den rare, varme Shane hun altid havde kendt. Krammet blev naturligt afbrudt og hun selv satte sig tilbage i stolen, med en anelse rødlige kinder, han var trods alt varm bildte hun sig selv ind, selvom det nok var noget dybere.

”Vi klare os, vi mistede desværre mor og Mia til pesten” startede hun lidt trist ”Men far og Matt er kommet godt videre og har fået gang i butikken igen. Og jeg, ja som du nok kan gætte så er jeg blevet velsignet med helbredende evner og er rejst til storbyen for at hjælpe enhver der skulle have brug for det” afsluttede hun med et lille smil. ”I og med at du vagt, betyder det så er du er blevet en del af lysets kriger?” udbrød hun lidt, med en forhåbning om at dette var sandt, det havde trods alt været hans største drøm og kendte hun ham rigtigt, så ville han nok aldrig opgive den drøm før det var lykkes. Myrilla vidste dog ikke helt om hun skulle fortælle om de nylige overfald og at der endda havde været to af dem. Myr så lidt ned, han var hendes bedsteven, hun vidste hun kunne betro ham med den slags og hvis ikke nu så blev det et andet tidspunkt ”Shane, jeg er også blevet overfaldet, endda to gange.” hun så lidt væk da hun sagde det og sank en klump i halsen, han var den første hun sagde det til og ville nok også være den eneste ”Men jeg er okay” selvom det var en løgn, så forsøgte hun at smile til ham. Myr ville ikke bryde ham med de skader der var sket på hende. De var jo endelig sammen igen det skulle være glæde ikke sorg, eller en byrde. 

Shane var så glad for det var hende, og at de var mødes sådan her, men ide hun fortalt ham hvad hun havde oplevet blev han ansigt helt seriøst og overrakene " vent hvad er du okay, så du hvem der gjord det aj det er jeg virkelig ked af at hører " han glemte helt at lytte til hvad hun havde at sige om hendes familie på grund af det sidste hun fortalte som hun havde oplevet, Shane havde det ikke godt med at høre dette at han ikke havde været der for hende når det virkelig galt, det var han ked af hvilken ven ville gøre det, men han vidste også han ikke kunne gøre noget ved det nu, så han måtte komme videre, han kiggede ned i jorden hvor efter han så på hende " ja jeg er blevet en del af lyset, og det er virkelig skønt for det var det som har bragt mig her ved dig " selvom de ikke havde set hinanden i langtid, så vidste han når noget ikke var som det skulle være.

Han rejste sig igen og gik hen og satte sig igen foran hende " hey du ved jeg altid vil være her for dig, så fortæl søde jeg ved der er noget du ikke fortæller " sagde han og placerede hans hænder på begge hendes skulder hvor efter han så hende dybt øjne så godt han kunne, for det gjord det svært når hun kiggede væk.

Men han var opdsat på at nu ville hun aldrig føler sig alene i verden nu når de vidste hinanden var i live, og hvor de var for den sags skyld, det hele havde ændret sig og fik Shane fat på de to der havde overfaldt hende, ville de ønske de aldrig var blevet født.

Myrilla lage med det samme mærke til hans bekymrende ansigt, og et sted fortrød hun at hun overhovedet havde sagt det. Hun ønskede ikke det blev til et større nummer end hvad det var. ”Jeg kendte dem ikke, men den ene var en vampyr” svarede hun blot. Den mands øjne ville nok være den ting hun aldrig ville glemme, de gule onde øjne var på ingen måde til at glemme. Men et glad og kærligt smil kom frem da han nævnte at han var blevet en del af lyset, det var jo fantastisk ”Hvor fantastisk Shane, dine forældre må være så stolte” sagde hun glad, og med varm stemme, selv Myrilla var stolt af ham. At følge sin drøm og have sine forældre bag sig måtte da være noget det bedste i verden.

Som han tog fat i hende, rettede hun sine øjne imod hans. Hans dybe brune øjne. ”Det ved jeg” Myrilla vidste ikke helt hvad hun egentlig skulle sige. At hun ikke havde bearbejdet det, at hun stadig havde mareridt at hun tog så mange vagter som muligt for at glemme det. Hun var bestemt ikke god til at passe på sig selv. ”Du er den første jeg har fortalt det til.. Jeg vil ikke bare ikke bryde nogen med det.” svarede hun stille og et sted havde hun bare lyst til at ligge sig helt ind til ham og føle sig tryg igen. Vide at ingen kunne røre hende lige nu, men blot at han var overfor hende gav hende tryghed og forsikring om at ingen kunne røre hende. Myr var utrolig glad for at de boede i samme by og mod alle ods så havde de mødt hinanden. 

Af alle god hjertet mennesker så skulle sådan noget ske for hende, Shane vidste ikke rigtig hvad han skulle tænke havde han bare været der for hende til at starte med, var det nok ikke endt sådan og Shane havde kunne sende vampyren tilbage fra hvor den kom fra, han lyttede til hver sætning hun sagde, " bestemt Myr men det er ikke det som er vigtigt, det er dig kan du huske hvordan den vampyr så ud for så kan jeg efterlyse den mand hos lyset, og derfor ville han være nemmere at finde måske, for det gør mig virkelig ondt at jeg ikke var der for dig hvor det virkelig galt " sagde han og kiggede ned i jorden kort, men kiggede igen op på hende.

det var lidt akavet at skulle være tæt på hende lige nu med næsten ingen tøj på, men han kunne virkelig godt lide hende og hun betød meget for ham, han rejste sig op og åbnede armene ud til siden " kom her søde jeg skal nok passe på dig " sagde han og hun ville vide at han mente det, men han kunne ikke finde ud af hvordan hun følte det hele, han vidste heller ikke hvordan hun ville reagere på det hele om hun overhovedet ville rejse sig op og komme ind til ham, eller om det var for offensivt men det var en chance han gerne ville tag med hende, for Shane havde altid været vild med myr lige siden de var små men han vidste slet ikke hvordan hun havde det med det hele, men han var for generet til at spørger og han ville ikke risikere noget.

Som samtalen gik, fandt hun hurtigt ud af at hun næppe ville slippe udenom at forklare ham tingene, han ville virkelig sikre sig at hun var helt okay. Det glædede hende et sted, men det gjorde også hende utilpas at tænke igen på den mand. At forestille sig ham igen. ”Okay, han havde gule øjne, virkelig onde, skræmmende gule øjne, som nærmest glødede. Han havde spidse negle.. Han meget lys og høj, ingen skæg og sort hår.” Myrilla kunne tydelig huske de negle, de negle der havde boret sig ind hendes lår og fået det til at bløde. Små tåre trængte sig på, men hun nægtede at spilde flere tåre på den mand, han fortjente dem ikke!

Myrilla smilede skævt, som han åbnede sine arme for hende. Hun sagde intet, hun rejste sig blot og gik over til ham og satte sig lige så forsigtigt på hans skød. Hun lage roligt sit hoved på hans bryst. Det var utrolig intimt og hun kunne tydeligt mærke hvordan hendes kinder blev rødlige at være så tæt på ham, også endda næsten nøgen! Myrilla lukkede sine øjne, for blot at dufte hans søde duft. Det var rart og hun havde ikke følt sig så tryg, siden ja det kunne ikke faktisk ikke huske. Hun sad stille i et øjeblik, men vendte så hovedet imod ham og så ind i hans dybe brune øjne ”Jeg er så glad for du er hos mig igen” sagde hun med en kærlig stemme og mente hvert et ord. 

Shane var irriteret over dette var sket med hende, hvorfor havde han ikke været der for hende hvorfor, hans job var kommet i vejen for ham og hende hans drømme var mest af alt, han holde hans arme om hende som hun kom over og satte sig på hans skød, han vidste godt hvad der skulle ske nu, han ville holde fri fra jobbet bruge alle talenter på at jage denne vampyre, for at slå den ihjel om det så var det sidste han skulle gøre så skulle det ske, " Myr jeg er virkelig ked af det på dine vejne, men hey jeg lover dig denne vampyr skal fra nu af leve sit usle liv frygt for at jeg ikke finder ham, for hvis jeg gør så ville der være en mindre vampyr i verden at tænke på, for jeg ville slå ham ihjel " sagde han irriteret, og hvis man kiggede ham i øjne ville man kunne se han mente det, og at han havde en vrede i øjne.

Lige nu kunne han ikke gøre noget det regnede stadigvæk, og hans tøj var stadig vådt og det var også blevet sent, efter noget tid kiggede han på hende som hun var indtil ham " det er ved at blive sent myr jeg burde se at komme vidre, " han kiggede over på hans tøj og så det stadig var vådt, så han vidste at han var nød til at ifører sig sit våde tøj igen, om han ville det eller aj.

Han prøvede at rejse sig op men kunne ikke rigtig nænne at rejse sig op når hun var der, hun var så uskyldig og han fattede ikke hvordan folk kunne være så onde imod hende, men det var nok ikke meningen at han skulle forstå det, men blot gør sit arbejde og ikke andet.