Solen havde for nogle få timer forladt himlen. Makayla havde befundet sig i skoven i nogle dage efterhånden, på jagt efter ene stående krydderier, blomster m.m. som hun kunne smugle ind til byen og få en god stak penge ud af. Hun havde fundet ly for solens bagende stråler i en lille hule. Det var ikke ligefrem de bedste forhold at finde ly i, men det var nødvendigt. Det var ikke ligefrem fordi det vrimlede med hytter hvor hun kunne dræbe hele familien og sove der. 

Da May var helt sikker på at solen endelig var væk trådte hun frem ud i mørket iført en kort sort kjole, med borderet del ved brystet. Den var let og dermed kunne hun bevæge roligt rundt i skoven, samtidig havde hun lange støvler på der gik hende næsten til knæene. Selvom Makayla ikke havde noget imod at blive beskidt i blod, havde hun lidt imod at blive smurt ind i mudder. Hun gik roligt igennem området, samtidig var hun lettere lyttende omkring hendes omgivelser, hun ønskede ikke at blive opdaget eller angrebet af et andet væsen.  

 Dagen havde været som alle andre dage, for Than. Det var startet i marken, fortsat i byen og afsluttet med dukket hoved. Kvinderne havde været efter ham, sådan som de altid var det. Han gøs for sig selv, som han langsomt travede ud af sumpbyen og ud i den vilde natur. Than ville bruge et par timer for sig selv, hvor han forhåbentligt kunne få lidt ro i sindet, som han gjorde næsten hver aften i disse dage. Han ville finde sig selv, så komme tilbage og tvinge sig selv i søvn, så han kunne stå op dagen efter og løbe hele møllen igennem igen.
 

Thanases børstede sig refleks-agtigt over brystet, for skidt som ikke var der, imens han satte farten lidt op, og kom længere ud i det vildt. Med sig havde Than blot sin bue og pile, for det var hvad han lige havde følt for, inden han forlod sit ydmyge hybel. Than satte i gallop, og mærkede hvordan den selvvalgte anstrengelse øjeblikkeligt gav ham en forløsning i kroppen. Han bemærkede en bevægelse, ganske kort, flere hundrede meter væk, i øjekrogen. I en sammenhængende, trænet bevægelse og med et smil på læben spændte Than en pil for den store bue, som han trak med fuld kraft, og sendte hårdt afsted imod det sorte mål... Som det netop gik op for ham, efter pilen var sendt afsted, var en kvinde – et menneske, af hvad han kunne se. Farven drænede fra Thans ansigt, og han kunne ikke andet end hjælpeløst at fægte med armene, i håb om at kvinden kunne se pilen komme – og få sig selv af vejen. Than mærkede allerede i de par sekunder pilen var undervejs, hvordan det begyndte at stikke i maven, at han havde været undervejs så dybt i egne tanker, at han havde skudt et menneske.

Makayla der var yderst opmærksom på sine omgivelser. Opdagede i få sekunder før det ellers ville være for sent en pil flyve direkte imod hende. Med utrolig rolighed over situationen trådte hun et skridt frem og undgik pilen. Hun skulede imod det sted den var blevet skudt og så en mand, nej en kentaur. Skjult slikkede hun sig om munden hun havde aldrig smagt en kentaur, mon de smagte ligesom heste eller mennesker?

Hun vendte sig om og tog pilen ud af et træ den havde boret sig ind i, den sad godt fast og det var også lettere besværligt for hende at få den ud, men ud kom den. Makayla vendte sig derefter imod ham og gik med rolige skridt frem. Hendes blik var blevet intenst nærmere gal. Ville han mon dræbe hende? Han kunne umuligt vide hvilket væsen hun var. Hun var nu tæt nok til at han ville kunne høre hende ”Hvad bilder du dem ind at skyde sådan med pile?” sagde hun sammenbidt med et undersøgende blik.