Månen herskede over tusmørkedalen som Elios kom gående i den mørke dal. Han havde følt for at gå en tur, og var derfor taget hertil for at gøre det. Han gik et godt stykke væk fra både kroen og tusmørkely, han ønskede ikke at blive forstyrret, men blot tænke lidt, tænke over hans fortid, hans familie, hans lillesøster som lå trygt og sov tilbage i deres hus i troldeskoven. Hans lillesøster var jo det eneste familie han havde tilbage, og han ville gøre hvad som helst for at beskytte hende. Men her gik han, i mørket, endnu en gang og tænkte.

Han var som altid iført  en lysebrun skjorte, med en mørkere brun vest udenover, et rødt halstørklæde sat lidt ligesom et slips, sorte bukser, sorte støvler der gik op til knæene, en lang rødbrun frakke der gik ned til hans ankler og hans fars gamle store sorte raget hat.

Den lette nattebrise i dalen fik hans lange frakke til at blafre let som han kom gående. Han åndede den dejlige natteluft ind i hans lunger, da en lyd brød stilheden. Han syntes fjernt at han kunne høre nogen lyde der kom lidt længere nede af dalen, og grundet hans ravende nysgerrighed valgte han at gå derned. Dernede fik han øje på tre store mænd med våben som var ved at omringe en ung kvinde. Elios var typen som vist nogen prøvede at komme i kamp med ham, så ville han løbe, han hadet vold, men det var også derfor han ikke bare kunne lade den såre denne unge kvinde, han var nød til at gøre noget! Han nægtede at bruge vold, men heldigvis så kendte Elios til mange måder hvoraf man kan hjælpe folk uden brug af vold.

Céline fik ordentligt skub i ryggen af en af de store, brede mænd, som havde fanget hende. Hun landede på jorden med fronten nedad med et 'umpf'! Op kunnne hun ikke komme selv, for sine hænder var bundende med groft reb, som gnavede sig ind i sine håndledde. Hun tog sig selv i at blotte sine tænder og hvæse af dem, men forsøgte at skjule det i et host. Hun vidste ikke, hvorfor hun gjorde det, det var bare blevet en automatisk reaktion, når hun følte sig truet. Den første af mændene trak hende på benene.

"Hvad gør I? Hvad vil I med mig?" spurgte Céline i et desperat tonefald, og forsøgte at sparke bagud, for at ramme ham, som holdt hende nu.

"Monetos (= penge). Vi får penge af de hvide, hvis vi bringer dem dit hoved." svarede en af mændene grinende.

Céline kunne ikke forstå, hvad han dog ville med hendes hoved. Hun var trods alt ingen trussel. Hun var ikke andet end en elver, som ikke kunne tåle sollys. Det gjorde hende bare endnu mere forvirrende. Igen forsøgte hun at sparke efter ham, som holdt hende, men det lykkedes ikke rigtig og hun blev igen skubbet i jorden så hun væltede. Denne gang med hovedet først, og mændene gav sig til at sparke hende gul og blå. Sikkert i et håb om at gøre hende mere håndterbar.

Céline krøllede sig sammen om sig selv, så de ikke ramte hendes hoved.

Elios havde ikke tænkte sig at kæmpe mod disse mænd, han hadet jo at kæmpe, nej, han havde tænkt sig at gøre noget helt andet, han havde tænkt sig at bruge hans mest formidable evne! Han havde tænkt sig at snakke med dem. 
Elios hviskede kort, ''Knipsy, Nipsy.'' Og knipsede på synkront med at han talte. Foran Elios opstod en af hans magiske portaler, det var den her kræft der havde fået ham kendt som en omvandrende Portalist. Han trådte igennem sin portal og faldt et par meter ned på jorden, han stod nu lige ved siden af de tre store mænd som var i gang med at tæve den unge kvinde. Alle tre mænd stoppede overraskede op som Elios dumpede ned fra en form for portal der veg et par meter over jorden. Elios hviskede kort ''Dipsy'', hvorefter portalen igen forsvandt. Han børstede lige hurtigt sin jakke af, hvorefter han tog sin hat op fra jorden da den var faldet af ham idet han hoppede ud af portalen. Han børstede kort sin hat af, hvorefter han satte den for sit brøst og kort bøgede for de tre mænd. Han stillede sig op endnu en gang og talte; 

''Mine ærede mænd, jeg er den omvandrende portalist Elios Matthews Treaty! Jeg er kommet her i dag for at se på eders fundenskab. For oh ved den store TIPSY er det dog et fundenskab i sandhed.  Denne unge unge kvinde som i dermed har fundet og nu tæver både gul og blå, et fundenskab hun er, et fundenskab hun for altid vil blive.'' De tre store mænd så dybt forvirret ud ved hans ord, og denne forvirring havde Elios tænkt sig at udnytte. Han gik forbi dem og hen til Céline, bukkede sig hurtigt ned, tog fat i hendes hage og vendte hendes ansigt mod hans så han kunne se hende i øjnene. Derefter drejde han lidt på hendes hoved, nærmest for at se hende an. ''Ja da! Dybt i disse grønne øjne hviler liv og død! Oh hvor er den store TIPSY dog et fundenskab i sandhed mine kære mænd.'' Mændnene omkring dem blev blot mere forvirret, og til sidste skulle den ene af dem til at tage fat i Elios, men lige inden han nåde det så var Elios begyndt at se inde i Célines mund og udbrud; ''Åh, lyver mine øjne for mig eller er disse hugtænder? Ikke blot er dette en ung skovelver kvinde, men minsandten også en vampyr! Oh den store Tipsy ved Bipsy og Skipsy er det dog ikke et fundenskab! Oh jeg ser kun en mulighed for et sådan Tipsy!'' Elios rejste sig op, bukkede kort for mændene som så småt begydnte at tro at Elios var en eller anden form for landsby tosse. ''Den eneste mulighed er da selvfølelig en Knipsy Nipsy!'' Elios lagde ekstra tryk på de to sidste ord samtidigt med at han knipsede, og ved dette opstod en portal under Céline som førte hende til et fremmede hus. ''De mænd, jeg byder jer farvel og gode rejser'', sagde Elios kort med et buk, hvorefter han lod sig selv falde bagover ned i portalen og landede ved siden af Céline i det lille hus. Inden nogen af mændene kunne nå at følge efter grundet deres rene og skære forvirring, så hviskede Elios kort ordet, ''Dipsy'', hvorefter portalen lukkede.

De var endt i et lille let møbleret hus, der var to døre og ingen vinduer, den ene dør førte jo nok udenfor, og den anden dør førte ind til et andet rum.

//OOG: Jeg går til tider død i karakterer, og denne karakter kan jeg mærke, at jeg ikke kan finde rundt i, hvorfor jeg lader hende dø af blodmangel. Har allerede erklæret hende død, hvorfor jeg skriver fra en anden karakter.