Solen i horisonten skinnede med sin smukke orange farve ud over himmelvævet som den var på vej ned, for endnu en gang at lade månen hæreske over himmelen. Der var en let brise i vinden, og træernes blade raslede så fint. Elios nød virkelig det her, brisen, bladene, solnedgangen, det hele, han elskede den ro der kom af det. Det var også derfor han gik hjem, der var mange som ikke helt forstod hvorfor han nogensinde ville vælge at gå rundt omkring i stedet for bare at bruge sine portaler, men nogen gange, nogen gange så er rejsen endnu bedre end destinationen. Og derhjemme i den lille hytte i troldeskoven, der ventede hun, hans lillesøster. Hun sad sikkert og legede med nogen af troldene fra skoven af, de trolde som havde været så venlig og gavmilde overfor dem, og som de var vokset op med lige siden at Elios og hans søster var kommet til dette land.

Elios bar sit sædvanelig tøj bestående af en lysebrun skjorte, med en brun vest udenover, et rødt halstørklæde sat lidt ligesom et slips, sorte bukser, sorte støvler der går op til knæene, en lang rødbrun frakke der gik ned til hans ankler og hans fars gamle store sorte raget hat. 

Som Elios kom gående igennem skoven fik han øje på en skikkelse, en meget mærkværdig mørkeblå skikkelse. Der stod et inetrresant væsen som Elios aldrig havde set før, et væsen med mørkeblå hud, hvide arme som var de taget direkte af månen selv, et hvidt hjorte kranium over ansigtet som Elios ikke kunne se manglede. Han så noget der lignede grene løbende ned af dette væsens arme, og en blanding af stof og skind der sad som tøj. Stoffet og skindet lignede noget der var direkte vævet af strenge skabt af den kommende nattehimmel, og Elios kunne ikke lade vær med at stirre på dette bemærkelsesværdige væsen. 

Elios begyndte så småt at nærme sig væsenet med rolige skridt, han tog sin store hat af så man kunne se hans mørke rodet hår. Han holdte hatten på sit bryst mens han i en meget rolig og venlig stemme begyndte at snakke. ''Godaften, mit navn er Elios, og jeg kunne ikke lade vær med at lægge mærke til dig, jeg har aldrig set en som dig før og ønskede derved at hilse på dig.'' Elios stod og beundrede dette smukke væsen imens han ventede på at form for svar fra det.

Det havde været en dejlig dag, selvom Purnima ærligtalt havde sovet halvdelen af dagen væk. Solen havde måske også været en anelse kraftig for Purnimas krop at håndtere, så det var nemmere bare at tage en lille lur. Men nu når månen vågnede, vågnede Purnima også. Det var med sløve skridt hun gik gennem skoven. Hendes bare fødder trådte forsigtigt ned i det bløde mos og græs, og kun et svagt spor var efterladt, når foden havde forladt skovbunden endnu engang.
Det var lidt af et chok som hun stoppede op midt i det hele, med hendes øjne fanget på et menneske. Det var lang tid siden at hun havde set et menneske, men huskede dem stadig tydeligt fra sin tidligere sammenstød med andre mennesker. Nogle af dem var så fascinerende, og igen var hendes øjne store, som hun kiggede på mennesket. Disse store øjne var dog ikke til at se, da der kun var et svagt omrids hvor øjnene burde være.

Hendes øjne løb op og ned af mennesket, før hun selv trådte frem mod ham, så de stod endnu tættere på hinanden. "Elios? Mit navn er Purnima... hvad er det du har på hovedet?" spurgte hun, og trådte endnu engang tættere på, så hun kunne komme helt op til hatten og stirre på den. Hatte var ikke ligefrem noget der var udbredt herude i skovene, og med hendes begrænsende mængde af menneskevenner, var der stadig mange ting hun ikke kendte til.

''Dejligt at møde dig Purnima. Det her er en hat'', Elios tog sin hat af og rakt den til Purnima, ''jeg fik den af min far for mange år siden, han var en hattemager så han havde tonsvis af dem, men den der, den var hans yndlings.'' Elios stod og smilede ved mindet om hans fars hatte samling, hvor der var hatte i alle regnbuens farver, i alle størrelser og former. Elios havde været den eneste af hans fars fem børn som havde været interesseret i hans hatte, Elios største ønske havde været at blive en hattemager som sin far, men efter alt det der skete da han var lille og ham og hans lillesøster endte her, så forsvandt drømmen lidt.

Elios vippede hovedet let på skrå med et nysgerrigt ansigtsudtryk, ''Sig mig, Nima, må jeg godt kalde dig Nima for resten? Nå, hvad laver sådan en smuk pige som dig helt alene her i troldeskoven om aftenen? Har du ikke nogle venner eller familie som er bekymret for dig?'' Elios selv havde jo egentlig hans lillesøster, men hun var godt klar over at Elios tit tog ud på den her måde da det var ret så sjældent at han overhovedet sov, og når han gjorde så var det altid kun for nogle få timer. Hans lillesøster havde også været der da familien døde, men Elios havde sørget for at hun ikke havde set dem. Der var ikke meget hans lillesøster faktisk kunne gøre for at hjælpe ham, han havde set noget han aldrig nogensinde ville glemme, noget han altid så endnu engang når han lukkede øjnene, og derfor sov han ikke.

Det var ikke ofte at folk var så åbne overfor Purnima ved første møde. Især ikke når hun var i denne skikkelse. Det havde hun erhvervet efter mange år i denne skikkelse. Men her stod han og forklarede hvad der foregik, og hendes øjne blev store og nysgerrige, som hun bare trådte tættere på ham, fuldstændig ligegelad med nogen personlig bobbel.
"Det... giver mening," indrømmede hun, selvom hun måtte indrømme at den så noget sølle ud. Dog kunne hun godt forstå at den var vigtig for ham. Det var ligesom det kranium hun bar på hovedet. Det var jo trods alt en af hendes gamle venner. En del af deres venskab, selvom han var væk nu.

"Pige...." kom det tøvende fra Purnima, før det endnu engang gik op for hende at det jo var det man kaldte hende. Hun var en pige, og så gav det lidt mere mening. "Jeg bor her!" sagde hun begejstret og lagde så hovedet på skrå. "Hvorfor skulle nogen være bekymret for mig? Her sker jo alligevel ikke noget." I hvert fald ikk enoget af bekymring, som kunne gøre at Purnima følte at hun var i fare. Hun var hvor hun ønskede at være. I naturen. Med sine venner.

Elios stod så småt og studerede Nima mens hun snakkede, han havde aldrig set nogle som hende før, men Elios var ikke typen som dømte folk på deres ydre, han dømte kun folk på deres indre, og indtil videre så virkede Nima til at være en meget venlig og godhjertet person. Elios havde egentlig ikke noget imod at hun rykkede tættere på ham, da han lidt ligesom hende også normalt var komplet ligeglad med folks personlige bobler, hvilket også var en af grundene til at Elios ikke ligefrem havde særligt mange venner. Det, og så det faktum at han godt kunne være lidt sær, mere eller mindre konstant.

Elios vippede sit hoved nysgerrig til siden ved Nimas ord, ''Du bor her? Sikke et tilfælde! Jeg bor lige her i nærheden i et lille hus med min søster! Den ligger den vej'', Elios pegede den vej han var kommet fra før, vejen ned til det lille hus i troldeskoven. ''Ja, der sker ikke rigtig så meget her i området, men man ved jo aldrig, måske der kommer nogle slemme folk på et tidspunkt! Jeg har oplevet nogle få ret så slemme folk komme igennem her, og det er ikke så rart når de gør det.'' Elios stod igen og studerede Nima kort, hun var af et meget interessant udsende. ''Nå, sig mig Nima, er der tilfældigvis noget sådan en lille portalist som mig kan gøre for en smuk ung dame som dig?'' Elios tog et skridt tilbage og bukkede kort da for Nima, ''du ser lidt ensom ud, så mon ikke der er noget du ønsker som jeg kan hjælpe med?'' Han rettede sig op og kiggede nysgerrigt på Nima med et let smil på læberne. 

Purnimas øjne lyste op, som hun hørte at der var andre der boede her i nærheden. Hun så til tider trolde, og nogle gange andre væsner der ikke bare var dyr, men det var sjældent hun kom i kontakt med dem. De fleste var næsten bange for hende. En ting der gjorde hende lidt sørgelig til mode, fordi hun var så interesseret i omverdenen og hvad der foregik.
Dog fik hun ikke rigtig mulighed for at indvende, som han begyndte at drage konklusioner om hvem hun var og hun måtte da også lægge hovedet på skrå som hun kiggede på ham. "Hvorfor skulle jeg være ensom, når alle mine venner er her i skoven," sagde hun, selvom der ikke var noget smil at se på hendes læber før eller nu, var hendes stemme blevet næsten kold. Nogen gange skiftede hun virkelig bare humør som vinden blæste. Man kunne aldrig rigtig regne med det.
Der kom ikke så mange andre ord fra hende, som hun stirrede op mod Elios, selvom for ham var det bare et mørkeblåt ansigt uden nogen former for ansigt der tittede frem fra under kraniet der blev båret på hovedet.

Elios stod og så lidt halv forvirret på Purnima da hun sagde at alle hendes venner var i skoven, for han havde da været i skoven en del og havde ikke set nogen som hende før. Måske dette bare var fordi han altid tog ud i andre dele af landet at han ikke havde set dem, eller også så snakkede hun om folk som han enten ikke kunne se, eller som mennesker ikke normalt opfattede som folk. Efter Elios kort havde tænkt over disse ting kom han frem til at han vel lige så godt bare kunne spørge hende om det, ''Venner? Hvilken slags venner har du da i skoven? Jeg har aldrig set en som dig før her i området.'' Elios snakkede med en tydelig nysgerrighed og forvirring, han ønskede altid at lære mere om stederne og folkene her i Krystallandet, han havde en følelse af at jo mere han kendte til dette land, jo tættere ville han komme på for alvor at være en del af folket her. Selvom Elios havde boet her i landet i størstedelen af sit liv, så følte han sig dog ikke som en del af landets folk, og selvom han nok heller aldrig ville, så kunne han vel lige så godt forsøge at blive tættere med landet og dets folk for at se om det hjalp.

Purnima syntes at denne mand var mærkeligere og mærkeligere. Hendes venner var jo overalt man kunne se. Der sad nogen i træerne, nogen der løb langs skovbunden, og bare overalt man kunne se. "Hvert et væsen.... Du ved nok... hvad er det nu de hedder," sagde hun og så ud til at tænke sig om. Det var måske ikke så tydeligt, men dette sprog hun talte var ikke hendes, det var faktisk meget langt fra hende, og man kunne høre en næsten klokke lyd fra hende, som hun gentog ordet om og om igen, mens hun prøvede at finde ud af hvad det hed på dette mærkelige sprog. "Dyr!"
Heldigvis så det i det mindste ud af at Purnima havde glemt at være sur, over at hun havde følt at han havde fornærmet hende. Hun havde været for fokuseret på sproget. Måske en dag hun ville lære at snakke det flydende, men den dag var i hvert fald ikke idag, og når hun ikke var omkring andre intelligente væsner meget, så kunne det godt blive lidt svært.

//inaktiv