På en nongenlunde vindstille dag havde Adannaya fundet en solrig plet på kanten af et sprigvand. Hun sad der i en indelukket lille park for enden af en næsten usynlig gyde og nynnede, mens hun ufokuserede flettede sit lange hår.
Liggende op af springvandes kant var en udførligt fremstillede træstok simpel, men på sin egen måde elegant, med tydeligt mørkere åre snoende i det ellers lyse træ.
Adannaya havde kun haft planer om et kort hvil her på springvandskanten, men som hun havde sat sig og mærket de varmende solstråler mod sin hud havde hun besluttet sig til at holde lidt mere end kun et kort hvil. Solen havde varmet op og hun fandt hurtigt sig selv i ferd med at løsne det nu opvarmede metalspænde der, hvilende mod hendes brystben, holdt hendes kappe fast om hendes skuldre. Det blågrå uldklæde lå nu ved siden af hende, på den anden side end stokken, og suede mere af solens varme til sig, som en let brise legede med det løse stof der var Adannayas kjole. Brisen løftede let stoffet og lod det kilde hendes ankler, noget der bragte et svagt smil til den unge piges læber.

Da de lange tykke lokker omsider nåede sine spidser, nu stramt flettet under sin ejermands kyndige hænder, blev der forsigtigt om end stadig sikkerhåndet, bundet bånd om det. Med en ny frisk fletning hvilende over venstre skulder samlede Adannaya sin kappe over den ene arm, og stokken i modsatte hånd som hun rejste sig op.

Som den unge pige kom på benene mærkede hun imidlertid en hånd gribe fast i hendes arm og tviste den om bag hendes ryg. Smærten ved det fik hende til at skrige højlydt og skingert, ude af stand til at kontrolere sit indstinkt blev hun ved med sit højlydte skrig om hjælp, og med den korte afstand til hovedgaden vidste hun at skriget måtte være tydeligt hørbart på den noget større gade.
Da hendes hjerne begyndte at fungere normaltigen løftede hun stoppen hun stadig havde i den anden hånd, og hamrede spidsen af den bagud, hvor den koliderede med hvad hun formåder måtte være et lår. Det fik dog ikke hendes overfalder til at slippe hendes arm fuldkommen, kun løsne grebet let.

Det var lang tid siden at Gabe havde befundet sig i Hovedstaden. Der var svage minder om hvordan byen var opbygget, men det var fra en tid der tilhørte en anden end den Gabe der nu gik af gaderne. Det sorte hår dækkede næsten hans øjne, og han trængte i allerhøjeste grad til at blive klippet, men han havde ikke haft fat i en saks, og de sidste par uger havde været hårde. Han havde ikke turde lade sig selv komme i nærheden af en saks, i ræd for hvad hans krop kunne finde på at gøre mod ham. Dagene var lidt nemmere nu, men der hang stadig næsten en sort sky omkring ham, som nærmest tryggede ham ned. I det mindste kunne han gøre andet end at ligge ned idag. Hvilket også var grunden til at han havde bestemt sig for at undersøge den store by der lå gemt mellem bymurerne, som han havde været på den anden side af tidligere på morgenen.

Med hans næsten nedtrykkende måde at se ud på, blændede han fint ind i mængden i Hovedstaden, selvom han følte at han var til skue for alle. Det var også derfor at han til sidst havde gået ind i nogle af de smallere gader. Her var solen heller ikke så slem, da den føltes noget voldsom mod hans blege hud, og de sorte klæder han gik klædt i.
Det var lidt et tilfælde at han faldt over en lidt mere åben plads hvor et springvand var. En yndig kvinde sad i nærheden. Den første tanke der slog Gabe ind, var at hun nok var af højere stand. Det var primært tøjet og måske den lidt naive attitude ved at sidde helt alene sådan et sted, der fik ham til at tænke det.
Han vendte om for at gå igen, men i de sekunder han ikke haft set på hende, var der åbenbart sket noget, for skriget borede sig næsten ind i hans ører, og i et øjeblik stod han fastløst på stedet, før han vendte sig om og satte i løb mod damen. Gabe var ikke ligefrem kendt for at lade sådan en situation gå. Nok grunden til at han var kommet i så meget ballade over årerne.

"Lad hende gå," sagde han, da han stoppede op et par meter fra overfaldsmanden og kvinden han havde set ved springvandet. Men som Gabe stod der, så han ikke så faretruende ud. Man kunne se hans bryst hæve og sænke sig, som om at han havde løbet langt, og med et par enkelte skægstubbe og pjusket hår der gik ned over hans øjne, samtidig med at have noget beskidt tøj på. Det var ikke det pæneste billede.

//Inaktiv