Hvordan Stian havde formået at vandre så dybt ind i Amazonitskovenes dyb var ham en gåde. Han var så opslugt af at finde en hvidpelset kat som tilhørte én gammel heks der boede i den yderste del af byen i den centrale bydel. Hun havde lydt helt ulykkelig da hun stødte ind i Stian da han stod vagt som han plejede inde ved bydistriktet, og det var så sådan han fik rodet sig ud i at finde en lille pelset ballademager som var stukket af på opdagelse i verden. Stian var for god af sig, og ville bare så gerne hjælpe alle dem han kunne, så i dag var det en kat. Heksen havde fortalt ham at den hvidpelsede kat havde et helt sort venstre øje, hvor det højre var blåt. Den burde ikke være svær at finde med den beskrivelse. 

Han havde set en hvid pelsbold spæne afsted mod skoven da han endelig havde indhentet den; så tæt på, og så alligevel ikke. Stian var ved at vælte over en trærod som havde hævet sig lidt over jorden, og det gjorde ham en lille smule fortumplet, men han nåede da lige at få fodfæste igen inden han væltede. Det var tæt på tænkte han, og skar en lille grimasse; Han havde ikke lyst til at vælte rundt inde imellem træerne. Som han kom længere og længere ind i skoven, fornemmede han at det virkede mere stille og mere dunkelt herinde; hvorfor den lille hvide pelsklump havde lyst til at begå sig herinde kunne han ikke forstå; Havde Stian været en kat, havde han nok bare valgt at ligge på sengen dagen lang. 

"Mester Miav." Han sukkede lidt over kattens tåbelige navn, men der var da noget sødt over det også; han fandt det bare lidt komisk at traske rundt inde i en skov i sit vagt udstyr, og kalde på en kat ved navn Mester Miav. Han prøvede ikke at råbe for højt på katten, "Kom her misser misse.." hans stemme døde lidt hen, og han valgte at stoppe op for at få sig et kort overblik over det sted han var havnet. Stian havde ikke været i denne del af skoven før, faktisk havde han nok kun været ved skovbrynet sammen med Nishith. 

Tænksomt gnavede han sig lidt i sin fyldige underlæben og satte hænderne i siderne, imens han skævede rundt. "Okay, hvis jeg nu var en kat, hvor ville jeg så gå hen?" Han kløede sig lidt i det pjuskede hår og blev ikke klogere på sit eget stillede spørgsmål. Stian besluttede sig så for at gå videre for at lede, men stadig på vagt; for han ville jo ikke kunne vide hvilke mystiske væsener han kunne støde på herinde, hvilket også var grunden til at han strøg sine fingre hen over skaftet på sit sværd.. bare hvis det nu var. 

Der var mange ting at tage højde for, når man skulle lave en generel vurdering på et sted som Krystallandet, og hvilke parametre der skulle tages højde for. En af disse ting var, for Hsin, at finde ud af hvor mægtige, intelligente, medgørlige og farlige trolde egentligt var. Det var derfor oplagt, at søge imod ”Troldeskoven”, hvis beliggenhed Hsin havde fået beskrevet i forvejen. Det var blot en formalitet at vide, at man var der, når man nåede de hårdere, klippefyldte omgivelser. Hsin var der både i en søgning på venner, men også for at finde ud af, om der i stedet var tale om potentielle fjender. Menneskerne ville ikke være en særlig udfordring, havde han hurtigt besluttet, men troldene kunne derimod være det. Deres størrelse havde han ladet sig fortælle kunne variere meget, hvorfor Hsin med en ærlig nysgerrig trådte sine store, bestøvlede fødder hen over det barske landskab, uden at vide hvad han ledte efter, men meget målbevidst og interesseret i udfaldet alligevel.
 
Ud af sin øjenkrog, så fik Hsin øje på en lille hvid skikkelse. Et ganske miniature kattedyr, fastslog han kort derefter, som han så det spæne op i et nærliggende træ. Hsin, en smule ærgerlig over, at han endnu ikke havde fundet en trold, begav sit i retning af den lille kat. Katten betragtede ham fra sin gren, som Hsin kom nærmere, og han så den sorte og blå øjne. Det var en særlig lille skabning, og så utrolig ufarligt. Hsin rakte sin venstre hånd ud imod katten, imens den højre balancerede den enorme stridshammer på hans kraveben, og katten – imod al forventning, hoppede over på hans arm og løb op ad Hsins arm. Hsin drejede hovedet og så hvordan den lagde sig imellem de skarpe horn på kraniet, der prydede hans venstre skulder og mærkede en varm følelse i kroppen, imens han tog armen til sig igen og så hørte en stemme kalde. Han var ikke sikker på hvem eller hvad det var, kun på hvilken retning stemmen var kommet fra. Hsin drejede sig imod den – i håb om, at der var tale om en trold, og han kunne få sin nysgerrighed stillet, imens katten begyndte at spinde, på hans skulder. Kraniet tilhørte et bæst, som Krystallandet ikke kendte magen, og som Hsin i tidernes morgen, da han endnu var ung, havde nedlagt med de bare hænder, i sin manddomsprøve.
 
”Manden agter at udspørge den kaldende om denne er en ”trold”"
 
Konstaterede Hsin i samme retning, som han havde hørt stemmen kalde ud, i sin dybe, monotone røst. Han hørte skikkelsen komme nærmere og nærmere, og hurtigt blev ophidselsen og nysgerrigheden erstattet af vaske ægte skuffelse, da et lettere kejtet udseende ungt menneske kom til syne i stedet. Dem havde Hsin efterhånden set så mange af. Mon mennesket kunne lede ham på rette spor alligevel? Hsin valgte at prøve lykken, inden mennesket kunne nå at sige noget:
 

”Manden agter da, eftersom den kaldende oplagt ikke er en ”trold”, at anmode denne om assistance til, at lokalisere en af disse ”trolde"”

Katten på Hsins skulder var holdt op med at spinde, og betragtede, nærmest skrækslagen, det blonde menneske.

Stian forsatte eftertænksomt og vurderende, samt betragtede han også skovens træer, som var brede og havde tykke træstammer. Nogle var også snørklede, og var groet sammen. Andre var faldet, eller knækket; og det lignede nogle meget store skabninger havde forårsaget dette. Det sidste jeg vil er at løbe ind i en trold.. tænkte han  en smule ubehaget for sig selv og tog en dybindånding da han trådte videre. Pludselig følte han et ryk i hele kroppen og han var ved at miste overbalance, "Argh hvad i..?" Hans fod havde sat sig fast mellem et par tykke rode fra træerne som havde groet ind i hinanden, og imellem dem var der plads til at man kunne falde i, eller sidde fast. En smule irriteret begav han sig til at få sin fod fri. Dumme store støvler.. tænkte han træt og rynkede brynene lidt da han koncentrerede sig om at få foden fri. Han endte med at glide ud af støvlen da han trak til, så dén forsat sad fast, men Stian var da fri. 

"Kom nu her.." sagde han til støvlen, og satte sig på knæ for at finde en måde at manøvre den fri på. Pludselig stoppede han alle sine bevægelser da han hørte den dybe, men enorme stemme kalde. Hans blik flakkede rundt for at se om han forsat var alene, og lidt usikkert vidste han ikke om han skulle svare tilbage, derfor tøvede han, og langsomt og mere stilfærdigt prøvede han at få støvlen fri. 

Det lykkedes ham at få den fri, og vagtsomt fik han foden i støvlen igen. Han rejste sig op og børstede sig en smule af, for at gå mod den store stemme han hørte før. Han var meget nysgerrig, men han prøvede at snige sig mere ind på hvad det nu var der havde snakket. 

Stian fik ikke sneget sig særlig godt ind på hvad han nu så, som var et kæmpe blå væsen. Ja han var enorm, og bred; og Stian havde aldrig set lignende. Væsenet var ikke en trold, eller en dæmon. Han var målløs og måtte tage sig selv i ikke at stå og måbe imens han så på kæmpen foran sig. Instinktivt tog han fat i sit sværd for at forsvare sig selv, men kæmpen's ord havde ikke lydt agressive. 
"Ah.. hvad?" Han måtte lige fatte sig og tog sig lidt til hovedet og knugede øjnene i et kort sekund. Han så så op på det blå væsen igen, og dér fik han øje på katten han havde ledt efter. Mester Miav! Han så nærmest helt opgivende ud, men rettede lidt på sig selv for at virke mere modig. 

Det gik nu op for ham, at væsenet foran ham var på jagt, eller ledte efter en trold, og den blå virkede nærmest skuffet da Stian ikke viste sig at være sådan en. "En trold?" Stian følte sig lidt som en lille bitte myre foran det kæmpe væsen, et skridt imod hans retning og Stian ville formes til et fladbrød. Hans blik vandrede fra kæmpes ansigt, til mester miav som sad oven på dennes kranie beklædning. "Jeg har aldrig selv.. stødt på en trold før.." begyndte han forsigtigt og bed sig lidt i underlæben; Han puttede sværdet tilbage i skeden forsigtigt; Det var nok bedre at han lod være med at virke truende overfor væsenet.. selvom;; Han var nok ikke andet end et insekt i "bæstets" øjne. "Hvis jeg må være så venlig at påpege.." begyndte han høfligt, "De har vist min kat." Han pegede hurtigt i retningen mod den hvide kat, og sank en klump. 

Hsin betragtede den ungt-udseende, men det kunne snyde, menneskemand foran ham, som denne nærmest skælvende kom til orde, efter først at have lagt op til mistro og påpasselighed. Hsin var vant til den slags efterhånden, og han kunne egentligt godt forstå den lille mand, eller dreng, og havde sikkert også følt sig noget truet, hvis han var i personens sted. Hsin rettede sig op da den anden gjorde det, og den enorme størrelsesforskel forblev. Mennesket fik et eller andet svar frem om en trold, men virkede mest af alt ganske forvirret. Hans sværd kom tilbage i skeden, hvad Hsin dog slet ikke havde reageret på, og da – netop som Hsin skulle til at tale, rablede mennesket om dyret på Hsins skulder, og kaldte det en ”kat”. Hsin flyttede sin frie hånd imod skulderen med det lille dyr, som åbenbart godt kunne lide ham og villigt hoppede over i den store lap. Nysgerrigt bragte Hsin dyret imod sit ansigt og kiggede på det med store øjne. Katten kned sit hoved imod hans kind, og Hsin flyttede øjeblikkeligt, uforstående dyret væk fra ansigtet igen. Dyrets adfærd, og kærtegn, var ikke bare uvante, men totalt fremmede for Hsin. Han forstod slet ikke hvad meningen var, og nu kunne han ikke meget andet, end at håbe dyret ikke var giftet eller på anden måde farligt. Hsin havde en eller anden idé om, at mennesket nok ville delagtiggøre ham i det, hvis det skulle være tilfældet. Da begyndte den store blå man at tale:

 
”Det var ingenlunde Mandens intention, at fratage mennesket dennes fangst”
 
Derefter trådte Hsin frem imod mennesket og rakte hånden, som katten sad i, imod den blonde mand – men så hoppede løb katten op ad Hsins arm og havde kort efter lagt sig på det store kranie igen. Hsin førte den nu frie hånd op til sit hoved, hvor han kløede sig lidt bag det ene øre.
 
”Det lader til, at den klejne krabat foretrækker at undgå mennesket med sværdets favntag”
 
Hsin lod den frie hånd atter falde ned langs siden, som hans mørke, monotone røst døde ud igen. Hsin så imod katten og dernæst tilbage på mennesket. Han forstod ikke hvad formålet med det lille pelsdyr var. Hverken skind eller kød i en mængde der kunne gøre det brugbart. Måske det var en af de dyr, som blev jagtet fordi de var sjældne – for den slags havde Hsin hørt en del om derhjemme, selvom det ingenlunde gav nogen som helst mening for ham. Disse tanker valgte Hsin, at delagtiggøre den anden i, og ligeledes følge sit foregående spørgsmål op:
 

”Manden begriber ikke den Blondes opslugthed af det lille dyr, for meget næring kan det ikke indeholde. Derudover agter Manden at adspørge, om den Blonde, selvom denne ikke besidder dyb kendskab til ”trolde”, har indsigt i hvorledes en ”trold” kunne tillokkes?”

Stian bemærkede hvor glad for det blå bæst den lille pelsklump var, som den kælede sig op af ham og gjorde sig til. Han stod og følte sig lidt ærefrygtig som scenen foran ham udspillede sig, og han mærkede også en snert af irritation over at katten var så modvillig over at komme hen til Stian; nu tog det jo endnu længere tid før de kunne komme afsted og hjem til den stakkels gamle heks der savnede sin umådeligt besværlige lille kat. "Det ser ud til at katten kan lide dig." Han kløede sig lidt i nakken, og hævede et forundret øjenbryn. 

Kæmpen var veltalt, det måtte han da give ham. Og han virkede ikke særlig voldelig eller farlig; nærmest mere nysgerrig, og en smule uforstået på andre væseners gøremåder. Det fik Stian til at smile lettere forvirret over situationen; aldrig havde han troet at han skulle rende ind i en venlig kæmpe; han mente ikke at der fandtes andre af hans slags, men nu var Stian ikke særlig klog på alle af krystallandets væsener. Det var spændende at stå her og beundre den anden, men alligevel ville han ikke alt for tæt på hvis nu kæmpen ville ombestemme sig, og istedet svinge den gigantiske hammer ned mod Stian og lave ham til pandekager; Den tanke skræmte ham lidt. 
 
Stian stivnede lidt da kæmpen rakte sin kæmpe hånd ned mod ham for at give ham katten, og efter at have sunket en nervøs klump, rettede han lidt på sig og prøvede at bevare roen igen; han prøvede jo blot at række ham katten. "Nej, selvfølgelig vil han ikke det." konstaterede Stian opgivende, da han så katten spæne op ad kæmpens arm til hjelmen han havde på hovedet. "Han stikker altid af, og kan ikke lide andre end hans heksemor." han holdt en kort tænksom pause inden han tilføjede, "Og så dig, åbentbart." Han lagde armene over kors, og jo mere han stod i selskab med det fremmede væsen, jo mere rolig blev han, eller det prøvede han da ihvertfald at bilde sig selv ind. 

Det gik hurtigt op for Stian at hans blå "ven" ikke rigtig kendte til princippet af hvad et kæledyr var. "Din nye pelsede ven," han nikkede mod katten som han forsatte med at forklare, "Er som sagt en kat, og han er en følgesvend, eller også kaldet et kæledyr. Man giver ham mad, og aer ham og dens ejer er glad for dens selskab." Han smilede skævt. Gad vide hvordan han nu ville få katten hjem når den tydeligt var så glad for den anden. 

Han kiggede op på den blå kæmpe igen med et lettere flakkende blik, og følte sig en smule tabt bag en vogn. "Jeg har aldrig rigtig.. tænkt over hvordan man tillokker en trold." svarede han ærligt, "Men jeg vil tro at man nok kunne bruge lokkemad?" formodede han. Ud fra hvad han havde hørt af fortællinger var trolde meget dumme, eller ihvertfald de fleste af dem. De reagerede på deres instinkter og de var lette at snøre; Men når det nu var sagt, så havde Stian altså ikke meget lyst til at møde en. 

 
Hsin betragtede afventende den mindre, unge mand, som denne fortsat virkede ekstremt nervøs, hvis ikke direkte bange. Hsin forstod egentlig godt angsten, men at den var så vedvarende var alligevel en smule besynderligt for ham. Hvis Hsin havde til sinde, at gøre noget ondt, på den Blonde eller nogen andre, så havde han jo ikke holdt sig tilbage. Hsin kunne forstod derimod slet ikke hvad den Blonde talte om, da han begyndte at fable om hvad det lille dyr kunne ”lide” og dernæst kaldte det et ”kæledyr” eller ”følgesvend”. Han beskrev hvordan en sådan skulle behandles, men her måtte Hsin erklære sig et hundrede procent uforstående. Det var nogle skøre traditioner de havde på fastlandet, tænkte han til sig selv, som han afsluttende så lys for enden af tunnelen, da den Blonde foreslog lokkemad. Hsin så bare på den anden, med det samme intetsigende, tomme blik som altid – men inde bag facaden var en myriade af forslag og tanker, én dog stærkere end alle de andre. Hsin åbnede munden igen:
 
”Manden kender ikke det lille pelsede kreatur overhovedet, men ønsker den Blonde og den Blondes heksemor al held og lykke med dette bæst, fremadrettet” da rørte Hsin lidt på sig, inden han fortsatte: ”Manden agter, som førnævnt, at møde en ”trold” – og mon den Blonde selv, eller den lille pelsbold kunne bruges til lokkemad?” foreslog Hsin ganske uskyldigt, uden tanker på, at det at være ”lokkemad” kunne være et farefuldt foretagende, eller at dette i værste fald overhovedet kunne være et problem.
 
Katten rørte lidt på sig, på Hsins skulder, og kravlede fra kraniet op på siden af hans hals. Der var rigeligt med plads til det lille dyr, også til at det kunne lægge sig ned – og det gjorde det. Katten spandt højlydt og puttede sig ind imod Hsin, der drejede hovedet og undrende betragtede det lille dyr. Med en enorm hånd fattede han katten i et snuptag, og vendte igen hovedet imod den Blonde.
 

”Manden begriber ikke pelsdyrets adfærd” forklarede han sig, inden han i en langsomt, flydende bevægelse, og med underhånd, kastede katten direkte imod den Blondes, med retning dennes ansigt. Hsin gjorde det ikke i en synderlig ond mening, men fordi han ingen interesse havde i denne ”kat” eller dens mærkværdige måde at té sig på. Han var hverken på udkig efter ”kæledyr” eller følgesvende – snarere tværtimod.

Stian havde slet ikke overvejet at Hsin kunne have tænkt på at bruge katten, eller ham selv som lokkemad for at få en af sine trolde væsener frem. Faktisk blev han ret chokeret og måtte lige tænke sig om en ekstra gang før han svarede da den anden han havde foreslået om Stian eller pelsklumpen kunne blive den såkaldte "lokkemad". Stian så lidt lamslået op på den blå kæmpe og kom med et hæst og kortfattet nervøst grin. "Du ved godt at trolde kan være ret aggressive ikke?" Spurgte han den anden forsigtigt, og foretog sig et seriøst ansigtsudtryk igen. Det havde han i hvert fald hørt de kunne være; Agressive, dumme og handlede kun ud fra deres instinkter. Et eller andet sted burde han have vidst det; Selvfølgelig ville den blå kæmpe synes at det var en yderts god idé at bruge Stian som lokkemad, nu hvor han stod der.. som det eneste der rent faktisk kunne bruges; eller katten. Det slog sikkert ikke engang den anden hvor farligt, eller hvor ubehøvlet det egentlig var at stå og bede et andet menneske om at blive mulig aftensmad for en fæl trold.

Det eneste plus var at Hsin i det mindste spurgte Stian, og ikke bare påtvang ham opgaven af at blive lokkemad. Stian så den anden an, og han kunne se at den blå ikke så ud til at forstå ret meget om andre væsener. 
Stians reaktions evne var heldigvis ret hurtigt, så da Hsin kastede katten hen imod ham, var han på dupperne og rakte hænderne ud for at gribe den lettere skræmte kat som blev svunget igennem luften, ikke alt for hårdt, men hårdere end hvis et menneske kastede den. "Urgh..!!" Katten landede halvt i hans ansigt, og halvt i hans arme, så den nåede at kradse ham en smule før han fik den håndteret væk fra ansigtet. Der kom en lille blodstribe fra hans kind, men han lod ikke til at bemærke det alt for meget, kun at der var noget som svidede lidt.

Hurtigt fiskede han en snor og et halsbånd frem fra sin lille taske han havde med, og fik den om halsen på Mr. Miav og derefter satte han snoren i båndet. Så behøvede han ikke at slås med at holde katten på sig hele vejen hjem. Da han fik katten nogenlunde i ro, satte han den ned på jorden og sørgede for at holde godt fast i snoren så den ikke gled ud af hans hånd hvis det lille pelsede kræ blev bange og valgte at stikke af igen. Han gumlede sig lidt i underlæben og så en smule tænksom ud før han så mod den blå kæmpe igen, "Har du et navn? og hvor kommer du fra?" Han var nysgerrig, og det kunne ikke tages fra ham. 

Hsin skrev sig bag øret, at ”trolde” kunne være ”ret aggressive” og betragtede ellers bare den blonde unge mand, som denne tale og derefter greb katten, der åbnede et par rifter i hans hud som tak. Hsin så undrende til, da manden fandt en form for rem frem til det lille dyr, som det blev iført, og derefter tilbageholdt i. Så det ikke kunne løbe væk, kunne Hsin regne ud, men idéen om, at ville holde det lille dyr fanget virkede helt absurd. Da spurgte den blonde unge mand som ikke bare om Hsins navn, men også til hans oprindelse. Hsin så den unge mand i øjnene, så godt som deres højdeforskel gjorde det muligt, i hvert fald.
 

”Manden kendes altid som ”Mand"” svarede Hsin på det første spørgsmål, som var det fyldestgørende nok i sig selv, og sendte så en stor, klar spytklat for sine egne fødder inden han besvarede spørgsmål nummer to: ”Manden oprinder fra Nord, hvor den Ægte Gud er at forefinde, og hvor Vi erfarer Guds ord” og med dét sagt, så kiggede Hsin kort på katten, og drejede sig dernæst væk fra manden og kiggede igen imod det hårde landskab og hvordan han kom i kontakt med en trold. Hsin var eftertænksom et par sekunder, inden han igen vendte sig imod det noget mindre menneske. ”Så – er den Blonde altså lokkemad for denne ”trold”, så vi kan konverse med den? Eller måske indfange den, hvis trolden er af iltert temperament?” spurgte Hsin og vendte sig igen imod den klippeprægede horisont, som om om trold kunne poppe frem når som helst og uden varsel – og desuden som om, at svaret på hans spørgsmål var ganske givet. Naturligvis kunne den lille mand være hans lokkemad, når nu han ikke selv havde haft den store held med, at støde på en trold.  Han havde givet manden dennes kat, altså kunne han give ham en trold. Det var vel en simpel, og fair, byttehandel.

Med et bemærkelsesværdigt blik skuede han op på kæmpen da han åbentbart kun ville tiltales som "mand." Det fik Stian til at tænke lidt, havde han ikke noget navn eller en identitet? Instinktivt rykkede Stian sig et par skridt baglæns da den anden gjorde tegn til at lave en kæmpe spytklat foran sig; bare for at være på den sikre side. Han ville nødigt have sig et bad som bestod af en fremmeds saliva. 

Stian kiggede hurtigt op fra spytklatten til den anden da han snakkede igen, og svarede på Stians andet spørgsmål. Det lød alt sammen meget fint; og meget nyt. Han vidste ikke helt hvad han skulle synes om snakken om en ægte gud eller ej, men det var nok sådan det hele hang sammen der hvor den blå kom fra. "Så Manden er altså rejst hele vejen hertil fra nord? er der andre af din slags?" Han skævede lidt hen ad den retning Hsin kiggede mod, og kunne godt mærke at den anden var ved at miste tålmodigheden og nok hellere ville afsted for at finde sin trold. 

Efter at have konverseret med det fremmede væsen, begyndte Stian at føle en vis ro i sindet omkring denne. Han var ikke længere lige så skræmt og chokeret som da han lige havde mødt kæmpen, og han var begyndt at kunne sætte sig ind i dennes adfærd. Han kløede sig lidt i nakken da den anden igen startede med hele snakken om at Stian kunne være lokkemad og vice versa. Han sukkede lidt stilfærdigt for sig selv og så frem for sig, og derefter ned på katten, som ikke var meget for at være i snor. Stian skulle jo egentlig have den hjem til sin ejer, og han anede ikke hvor længe sådan en trolde jagt kunne tage. Han kunne ikke lade være med at føle sig en smule splittet, for det lød da spændende, men ikke mindst farligt at hjælpe "Mand" med sin færd. Tænksomt gumlede han lidt i sin underlæbe, "Så lad gå. men.." Han så op på kæmpen, "Du må love mig at du ikke lader mig i stikken, ok?" hans hjerte hamrede en smule hurtigt af spænding.

Hsin stirrede blot fortsat utryksløst på det unge blonde menneske foran sig, som denne atter tog ordet i sin magt. Det vigtigste var immervæk, at denne indvilligede i, at deltage i Hsins lille fangeleg med en trold – hvis det overhovedet gav mening eller var muligt, for Hsin var ikke blevet mindre nysgerrig omkring disse ”trolde” af at tænke på dem, og stå her og snakke om dem. Han havde fået snakket sig varm, sådan for alvor. Den unge mand søgte tydeligvis en form for bekræftelse, at han var i sikkerhed og ikke blev brugt som lokkemad imod sin vilje; og det var alt sammen tilfældet. Uagtet hvordan han kunne virke, så havde Hsin ingenlunde tænkt sig, at true eller tvinge mennesket til noget som helst. Han mærkede usikkerheden og trådte et skridt imod den unge mand, som dennes plederen for et løfte hang i luften. Hsin placerede den ene af sine enorme hænder på mandens kraveben – han dækkede nemt fra hals til skulder, og sagde da blot: ”Manden vil på alle tænkelige måder tilstræbe sig, at den Blonde forbliver uskadt og urørt” og tog så hånden til sig igen, imens de tomme øjne gled fra den blonde, og så rundt i landskabet. Hsin tog hånden fra den unges skulder op og kløede sig i skægget i stedet.
 
”Hvorledes gribes dette an?” spurgte han ud i luften, som forventede han, at hans netop-udråbte lokkemad sad på en guldmine af svar. Der var tydeligvis ikke tænkt særligt længere, end bare at få den unge mand til at indvillige i sin tjans. Hsin gloede fortsat rundt. ”Angriber disse ”trolde” uprovokeret?” spurgte han igen.
 

Hsin stod og drejede lidt om sig selv, imens han forsøgte at lægge en plan for hvad der skulle gøres. Det var jo nemt nok, at sende den blonde i forvejen, og så følge trop og håbe på, at det gav pote, men det virkede ikke særlig gennemtænkt... Eller sikkert, for den unge mand. Hsin tog en dyb indånding og gik så fra at klø sig i skægget, til at klø sig på kinden. Måske det ville være fint, bare at skubbe knægten foran sig.

Katten sad stadig og var synderlig utilfreds med hele situationen. Dens hale slog små takter, imens den, for nogen måtte ligne, at den nærmest skulede op til Stian fordi han netop havde fået større interesse for Hsin, og hans "troldejagt". Stian skævede ned til katten og overvejede hvad han skulle gøre med den i det tidsrum hvor han var ude at lede efter en trold; Han kunne jo ikke bare tage den med, men binde den lidt nede ad stien kunne måske godt lade sig gøre? 

Det gippede let i Stian da Hsin rakte sin store blå hånd mod ham; uklar over hvad der skulle ske, kunne hans krop ikke lade være med at stivne en smule da han nærmede sig ham. Han fulgte hånden med blikket da den med så megen forsigtighed som muligt, blev placeret på Stians skulder, men nærmest dækkede ham helt. Hans krop låste sig lidt mere op og blev igen afslappet da det gik op for ham at Hsin i sidste ende ikke ville gøre ham noget ondt. Det, som der lød som et æresord, fik Stian til at trække lidt i mundvigen i form af et ivrigt smil, "Jamen så har vi en aftale, Manden." Det var stadig uvant for ham at tiltale nogen som manden, men alt kunne man jo blive vant med før eller senere. 

Stian var begyndt at gå over mod et træ, slæbende på den modvillige kat efter sig, da Hsin stillede ham endnu et spørgsmål. "Øh.." tænkte han højlydt og var begyndt at binde snoren fast til en gren så katten ikke kunne løbe nogle steder; han blev netop færdig med at binde knuden og så hen på den store blå skabning. "Jeg har ikke den fjerneste idé." han trak let på skuldrene og pillede ved sin ørering for at finde en eller anden form for løsning på det, "Men jeg har hørt at de skulle være meget sultne efter menneskekød, eller levende kød af en anden art." Om det var hundrede procent sandt, kunne han ikke vide. Det var kun gisninger, og rygter han havde hørt fra folk snakke om i gaderne. "Hvad vil Manden med trolden når den er fundet?" spurgte han nysgerrigt, og håbede at få svar på den andens fascination for trolde.