
Elyon Howes
Healer hos sumpkentauerne
Der var gået en uge siden Elyon havde mistet sin familie, og siden hun havde brækket benet og forslået sig alvorligt fra da hun faldt ned af den høje bjergskråning; det var kun med nød og næppe at hun havde sluppet levende fra det. Hendes højre bagben gjorde stadig ondt hvis hun støttede sig for længe, eller for meget på det, så det undgik hun helst; Hvilket resulterede i at hun haltede når hun kom gående, og hun kunne heller ikke trave afsted; derfor måtte hun tage det stille og roligt når hun skulle bevæge sig rundt. Hvilket også var derfor at hun var faret en smule vild. Rygterne sagde at der var Kentaure et sted i denne skov, og hun prøvede at opsøge dem, bare for at finde én eller anden form for tryghed, men hun kunne ikke helt finde rundt på dette sted. Selvom kentaure var kendt for at have en god stedssans, var Elyon lidt bagefter i visse tilfælde; men havde hun gået stierne tiltrækkeligt nok gange, ville hun også huske dem godt; for altid.
Elyon havde fundet en lille sø et sted dybt inde skoven, som lå lidt beskyttet fra de dyre-lavet stier. Og siden det var noget tid siden hun sidst havde vasket sig, mente hun at det var på tide at vaske al snavsen af sig, samt det tørrede blod fra sine sår. Det eneste der bekymrede hende lidt var støtten ved hendes højre ben, men det måtte hun tage sig af senere; Lige nu ville hun bare mærke
renhed. Det var idyllisk og fredfyldt ved søen og de tætsluttede træer, som dannede en lille lysning rundt om søen; Det var næsten taget ud fra et billede i en eventyrbog, og hun kunne høre et par fugle kvidre oppe i trætoppene hvilket gjorde det utrolig hjemmeligt for hende. Langsomt, traskede hun ned i vandet med forbenene først. Hun kunne mærke den våde sandbund ramme hendes hove, og hun sank en smule i, men ikke for meget til at det gjorde noget. Søen startede ud med at være ret lavvande inde ved bredden, men som hun kom længere og længere ud på midten af den krystalglitrende sø, blev hendes perlemors farvede hestekrop dækket, så man nu kun kunne se hendes talje. Hun smilede med et blik der lyste op af nydelse da hun mærkede det halvlune vand; det var så forfriskende!
Forsigtigt pillede hun sine forbindinger af som var viklet rundt om hendes mave og hovede. Der var et snert af et ar på hendes maveskind, og stille og roligt begyndte hun at vaske det gamle blod af sig. Hun bukkede sig ned så hun kunne skylle sit ansigt, og så begyndte hun at vaske sit lange grålige hår. Elyon nynnede en sød melodi og havde sine øjne lukket. Hendes bryst blev blottet en smule som hun løftede håret for at vride vandet ud af det.
Elyon || Kentaur || 180 cm || 36 år i kentaur år