Det var blevet aften i byen, alting var så stille, næsten alt for stille det var som om der ikke skete noget. Hele byen lå i ruiner, hvilket var synd for det var en smuk by, der havde sin egen skønhed. Men på en måde havde byen sin specielle skønhed stadigvæk, på en underlig og bizar måde. Der var en masse sten rundt omkring, nogle enkle genstande her og der, og gemt mellem både mursten og jord lå der nogle stykker glas, der var enlig ret meget glas når man tænkte over det.  Vejret var vindstillet, det blæste kraftigt, og himlen var klar med en masse stjerner der glimtede, og strålede i nattens mørke. Omgivelserne var mest bygget op omkring de ødelagte stumper fra byen, men der var dog også nogle spændende ting og sager rundt omkring, der var både bænke, og nogle ødelagte blomster der bare lå spredt rundt omkring. Til hendes overraskelse så det også ud til at der lå nogle folk begravet under stykker af mursten, murer og hvad der ellers måtte være, det havde hun ikke regnet med at se, så hun gik bare langsomt hen for at se om det virkelig passede at der skulle være en person begravet under det.
 
 
Taori var iklædt en sort lang kjole,  på der var skåret op så det ene ben kunne ses,en sort frakke udenover med gruppe logoet, på fødderne sad der et par sorte høje hæle sko. Det lange rav sorte hår flagrede lidt i vinden, og hun betragtede omgivelserne lidt, og stod pludselig henne ved en bunke mursten, hun skulle til at bukke sig ned for at samle nogle op, men lagde mærke til noget lidt længere væk fra hende. Hun var ikke alene, der var åbenbart flere hernede end hun troede, nogle grupper af folk stod og hviskede, og Taori kunne godt fornemme det var om hende måske troede de hun havde ødelagt byen her, men det havde hun ikke.
 
 
De vidste ikke hun var en dæmon, så de skulle passe på, men Taori kendte ikke nogen af dem, og hun valgte bare at ignorere dem, hun var nysgerrig efter at vide om der lå nogle begravet under alle de mursten, sten blokke, jord. Men på den anden side, var hun også ligeglad fordi det var forsent at redde dem, de døde sikkert på samme tid med byen blev lagt i ruiner. Hun satte sig ned på en bænk, og betragtede byen og omgivelserne, gad vide hvordan det ville have været, hvis byen ikke var i ruiner, den ville sikkert være meget mere smuk end den var nu. Så kunne hun ikke lade vær med at sukke, hun lod sit blik falde rundt for at se om der kom nogen forbi hun måske kendte, men der var ikke skyggen af nogen som helst. 
 
 

Folkene blev ved med at hviske og det så også ud til de gjorde deres våben klar, hvilket Taori slet ikke kunne se nogen mening med, hun havde ikke gjort noget. Men hun kunne selvfølgelig altid gøre noget, det skulle ikke komme an på det, men det var ikke lige derfor hun kom herned, men hun bebrejdede ikke folkene, de var nok bare glade for byen, og troede hun havde ødelagt den. 

Dette var Maximillians barndomshjem, og det bød på en bittersød fornemmelse at se byen som denne ruin den var blevet. Der var stadig enkelte bygninger der var brugbare, f.eks. hans moders hus, ikke at han ville gå tilbage dertil med mindre han absolut skulle. Hans afskedsgave fra sidst bar han stadig på denne krop. Det var trods alt svært at finde kroppe han kunne lide, så for nu måtte han rende rundt med en klap for det ene øje, hvor hans øje så fint var blevet taget ud. Smerten sad stadig lidt i hans kroppen, men det var til at ignorere.

Der var tilgengæld overraskende meget liv i byen, end hvad han sidst havde oplevet, men som han så omkring, kunne han godt se at det ikke var noget der tilhørte dette land, og et lille fnys forlod ham da også. Der var stadig noget af den racestolthed han var opvokset med... faktisk var der en del af den. Dette var dæmonriget, så derfor burde dæmonerne være de eneste der boede her, med mindre de skulle tage nogle af de racer ind som noget billig(gratis) arbejdskraft. Men tingene havde nu set bedre ud for deres race end de gjorde nok, men mon ikke de kunne genopbygge deres rige igen. Blevet mægtigere end før? Et lille, modbydeligt smil spredte sig på Maximillians læber, som han tænkte dette.

Han ænsede ikke så meget de enkelte dæmoner der egentlig gik rundt i byen. Han havde ingen interesse i disse dæmoner, men selv kunne han også mærke nogle øjne. Måske de havde fået nys om at barnet af Luxuria og Superbia var tilbage i riget. Ulempen var at han stadig foretrak de samme skikkelser som dengang, så det krævede ikke meget for dem at genkende ham. Det begyndte at gøre ham lidt utryg. Måske at komme tilbage til hans fødeby, var ikke den bedste ide han havde haft trods alt....

Efter at have siddet i lidt tid var hun så småt begyndt at lægge mærke til noget, der var en bekendt aura og duft. Så blikket gled lidt rundt for at se om hun kunne se hvad, eller rettere sagt hvem det var. Hendes øjne havde ikke opfanget noget endnu, så hun valgte at rejse op fra bænken, og gik hen mod det der lignede en port eller hvertifald det der lignede en, den lå selv i ruiner som resten af stedet. Taori kunne godt forstille sig, hvordan her måtte se ud, med alt bygget og alt ikke lå i ruiner. Hendes øjne flakkede lidt rundt, og hun lagde mærke til de få folk der vandrede rundt mellem sten, grus, og hvad der ellers måtte være. Gad vide om den nogensinde ville blive bygget igen, eller om den ville stå igen. Det kunne ikke se sådan ud ligenu, blot efter at Taori havde gået rundt i ruinerne, og set på de forskellige dele fra stedet.
 
 
Så stoppede hun op lidt væk fra en person, hun ikke havde set før, men det var hvist også ham duften tilhørte, den var bekendt og han virkede da også bekendt. Hendes øjne betragtede ham lidt, og hun gik ikke tættere på, stod blot en afstand der ikke var for lang heller ikke for kort. Gad vide hvem det var, og gad vide hvad han lavede her, hendes øjne faldt så hen på en lille gruppe af folk der snakkede og hviskede til hinanden, om de var dæmoner som hende havde hun ikke kunne dufte endnu, men var det ikke kun dæmoner der kom til dette sted, hun havde ikke forstillet sig mennesker ville komme her. Taori kiggede så hen på denne person der havde fanget hendes nysgerrighed, og hun gik nogle skridt tættere på ham, det kunne hun jo ligeså godt. Så stoppede hun op ved siden af ham, lod blikket falde ud på ruinerne, og ansigtet var rimelig neutralt, intet tegn på smil eller glæde.
 
 

"Jeg ser jeg ikke er den eneste dæmon her, så hvad laver du her"spurgte hun så i en normal tone, mens hun ikke kiggede på ham. Men hun var sikker på han ville høre hende mens de stod ved siden af hinanden, dog ikke skulder til skulder men stadigvæk med en vis afstand. Taori var ligeglad med gruppen med folkene der bare snakkede og hviskede, for hende kunne de gøre det alt det de ville, det sagde ikke hende, desuden var det måske heller ikke om hende, måske snakkede og hviskede de om alle mulige andre ting. Men hvis de ville tro på det var hende der havde ødelagt stedet her, så måtte de gerne det. 

Maximillian kunne mærke hvordan nogen kom nærmere og nærmere ham, men han stod ganske tilpas bare og stirrede på tingene som de forløb sig. Ville nogen prøve at angribe ham, ja... så havde han ikke tålmodigheden til det. Efter hans kære moder havde haft fingrene i ham, så var hans temperament ikke så roligt som det kunne have været, men selvom der var en hvis bitterhed over det hun havde gjort mod ham, var der også en respekt. Han havde trods alt fortjent det, men derfor gnavede det stadig i ham. Måske var det derfor han var så rolig over at der var en der kom mod ham, for hvis de ville ham noget ondt, så kunne han da få nogle aggressioner ud.

Han lagde mærke til hvordan hun stoppede op ved siden af ham, og han kiggede kort mod hende, uden at bevæge hovedet, før at han så fremad igen. "Der er massere af dæmoner, de er desværre af lavere rang," kommenterede han lettere tørt. Han brød sig ikke særlig meget om de dæmoner der hang i skyggerne over det hele, uden rigtig at tage fuld form. De var ikke magtfulde nok. Ikke nogen der var værdig at se på i Maximillians optik. Nu var han vidst også lidt for snobbet grundet hans opvækst.
"Jeg skulle blot besøge mit barndomshjem. Det er altid en interessant ting," var hans eneste kommentar på hvad han lavede her. Der var ingen grund til at andre vidste hvad der var sket ham. Hvordan Luxuria havde misbrugt hans krop på hvilken som helst måde hun havde lyst til, og Maximillian havde nydt hvert et sekund. Der var bare visse ting ved at være en lyst dæmon, som gjorde at man ikke var ked af det man gjorde. "Men hvad med dig. Dette er da ikke en by for en kvinde."

Taori holdte blot sit blik på ham og i et kort øjeblik sagde hun faktisk ikke noget, lod bare hans udseende printe sig ind i hendes hoved,s så hun kunne huske det, hvis hun ville støde på ham en anden gang. Det var aldrig til at vide, det kunne være, men det var nu også meget sjovt at hun havde mødt en anden dæmon, dog var de sikkert ikke samme slags. Hun kiggede rundt lidt, så det her sted var hans hjemsted, her var jo næsten kun ruiner, men stedet havde sikkert været pænt engang, det havde sikkert haft sin skønhed og udstråling engang. Gid hun havde haft et blik af det, fordi stedet her var interessant og spændende, trist at det bare lå i ruiner som det gjorde. Da han spurgte hvad hun lavede hernede, sendte hun ham et smil hvorefter hun bukkede sig ned for at røre lidt ved nogle stumper ruiner der bare lå omkring hendes fod."Tja...Jeg besluttede mig faktisk bare for at tjekke stedet ud...Jeg havde hørt en lille smule om det, så jeg ville tjekke et ud"sagde hun som svar til hans spørgsmål.


"Dog havde jeg ikke troet at hele stedet ville ligge i ruiner, det var næsten trist"sagde hun og kiggede rundt, hun lod hendes øjne falde på omgivelserne, og de få ting der faktisk var tilbage af hele stedet. Man kunne godt se det engang havde været noget smukt og stort. Byen havde nu også sin skønhed som den nu var, men der var nu heller ikke så mange hernede, nogle få folk her og der der enten gik rundt, eller bare studerede stedet. Ja måske var det nogle der før havde boet i byen, og Taori kiggede på denne person ved hende"Hvorfor er det ikke et sted for kvinder...Jeg finder byen her meget interessant og smuk"sagde hun efterfulgt af et blink til ham. 



Taori rettede sig op, og tod nu igen og kiggede på ham, men hun gik så nogle skridt væk fra ham, mens hun fik et tænkende udtryk oå ansigtet"Har byen ligget i ruiner i lang tid...Ved du det"sagde hun næsten spørgende som hun vandrede en smule rundt i stumper af både sten, mursten, grene, ruiner. Efter at hun så havde vandret lidt rundt, stoppede hun op lidt væk fra ham, rakte dog en hånd frem mod ham"Jeg hedder Taori..Hvem er du"spurgte hun så, efter den korte præsentation af hendes navn. 

Hun havde ret. Det var et trist syn at være mødt af, men det var også som om at byen bare måtte fortælle Maximillian hvor langt tid der egentlig var gået for ham siden han sidst havde været hjemme. "Aztaroth var en storslående by i sin storhedstid, men det har altid være befængt med mindre dæmoner, værre dæmoner. Hvis man ikke er stærk nok, er det ikke at vide hvad de kan finde på at gøre," sagde han og skævede til kvinden ved siden af ham. Han selv havde ikke et problem. Nej, de var allerede godt klar over hvor hans forbindelser lå, og ingen ville lægge sig ud af en søn af to dødssynder. Ikke de primitive dæmoner i hvert fald.

"Jeg ved desværre ikke hvad der er sket i mellemtiden, jeg har været... væk," kom det fra Maximillian, som næsten smagte på ordene. Væk var et godt ord. Det var vagt, det var ikke en løgn, men det fortalte heller ikke at han havde været i fangeskab. Ingen skulle vide at han havde været i fangeskab nogensinde. Det var slemt nok med Avaion. Hans kære moder.

Da der blev spurgt om hans navn var han dog ganske stille i en tid. I så mange år havde han gået med navnet Maximillian, fordi hans herre tog en del af hans rigtige navn og brugte. Alle her kendte ham dog som Levi. Det havde været hans navn dengang. Ville han kendes med det samme navn nu? Ville han hedder blive kendt som Maximillian? Eller ønskede han noget tredje? Der var vel ikke noget galt i at ændre sit navn hvis han ombestemte sig. Måske folk ville støde på ham, og genkende ham som Levi. Måske ville de ikke, men Maximillian var hans rigtigste navn. "Maximillian, kald mig Max," kom det endelig fra ham, som han kiggede på Taori. Hans ene synlige øje knebet let sammen, som han studerede hende.

Da han fik fortalt hende hans navn nikkede hun, og lod hans navn køre lidt i hendes hoved, og enlig fik hun det printet ind i hendes hoved. Det var et flot navn, ret så specielt lidt ligesom hendes eget"Hyggeligt at møde dig, så jeg kan bare kalde dig Max"sagde hun med hovedet en smule på skrå, hvorefter hun valgte at hvile hendes blik på ham. Men så besluttede hun sig for at gå lidt rundt der hvor de stod, hun gik flere gange over stumper af mursten, og var flere gange ved at få hendes fod klemt mellem nogle blokke, men det ville nok ikke gøre så ondt, især ikke når hun jo var dæmon"Men dit navn lyder interessant...På en måde kan jeg godt lide det"sagde hun og fik hevet et lille smil frem. "Du kalder mig bare hvad du vil, jeg tror ikke jeg har et kælenavn faktisk"sagde hun undrende, og betragtede omgivelserne en smule, det var underligt nok et smukt sted de var, selvom det hele lå i ruiner var der noget smukt over det.



Efter at have gået lidt rundt, stoppede hun op, og kiggede hen på de få folk der var her, ja hun kendte dem ikke, men det var ikke fordi  de så ud til at undre sig, over hvad de lavede her, måske kiggede de blot fordi de fandt hende spændende, selvom hun slet ikke så det, hun syntes ikke rigtigt så meget om sig selv.. Hvis nogen ville finde hende interessant måtte de det, hun ville ikke tvinge dem, og hun vendte så hendes krop mod ham igen"Men er det ikke en dejlig følelse at stå her, og være ved dette sted her"sagde hun mens hun hendes øjne finde hans.  Taori ville ønske hun havde set hvordan hele stedet så ud, før det blev til ruiner, men selvom det lå i ruiner, og stykker fra bygningen så havde det da sin egen charme og skønhed.



"Er du så en af de dæmoner der er grusomme...Ondskabsfulde...Fuld af had"spurgte hun så en smule nysgerrig og undrende, mens hun trådte et skridt tæt på ham. Dog ikke helt så tæt af de havde få centimeter mellem dem, men dog valgte hun at gå frem mod ham, stoppede op lidt væk fra ham, med en lille afstand. Taori fjernede ikke blikket, mest fordi Max så spændende ud, og virkede ikke som typen der bare ville skride uden at snakke med hende, og uden at efterlade hende med ingen at snakke med. 

Et svagt smil spredte sig på Maximillians læber. "Okay... Taori" kom det næsten sukkersødt ud af hans mund. Næsten som noget man kun ville hviske midt i elskoven, men det var ikke sådan Max opererede. Nej, han kunne sagtens hviske disse ting, uden at have lyst til at gå i seng med folk, men bare for at tirre dem. For at føle hvordan det ville lyde hvis det skete. Han var vel ikke en lyst dæmon af ingenting.
"Vi er vel alle sammen lidt grusomme," nævnte han og det var næsten med et dovent blik at han kiggede på Taori. "Men jeg tror de fleste har nærmere sagt at jeg var af begær... og en lille smule stolthed," han gav ikke udtryk for hvor tæt han egentlig var på dødsynderne. Der var massere af dæmoner af lyst og hovmod. Det vrimlede næsten med dem, men Max var næsten et ægte barn. Utroligt i disse tider alligevel.

"Det kan du have ret i vi er allesammen grusomme, nogle mere end andre"sagde hun med et nik, og betragtede ham en smule, før hun valgte at kigge lidt rundt, det kunne næsten se ud om der var en tåge på vej ind over hele stedet. Det var nu ikke så grimt i følge hende, hun fandt det smukt og syntes tåger passede fint til steder som dette her.
"Nogle er grusomme uden at vide det, hvorimod andre uden tvivl ved at de er grusomme"sagde hun så, og valgte at gå lidt rundt der hvor de stod. Man kunne vel ligeså godt studerer lidt mere rundt, og stedet var lidt spænende så hvorfor ikke udforske en smule.


"Begær og stolhed to ting der er meget interessante, og som jeg godt kunne forstille mig du var god til"sage Taori, med et blik hen mod ham, og et lille skævt smil. For hende gjorde det ikke noget at de snakkede om de ting de gjorde, om nogle hørte dem, var et godt spørgsmål, sikkert var der nogle der havde hørt lidt om samtalerne de havde, men igen for Taori gjorde det ikke noget.
"Men du oplever tit lysten til begær, og nærvær eller hvordan"spurgte hun nysgerrigt. 

Maximillian måtte give hende ret på dette punkt. Nogen var ikke klar over hvor grusomme de kunne være, Maximillian selv? Han vidste det egentlig godt. Han havde trods alt tortureret og sådan set voldtaget en dæmon der var blevet efterladt i hans varetægt. Han havde det dårligt over det? Egentlig ikke. Der havde været noget så smukt over Galavants reaktion på torturen, og han havde bare slet ikke kunne holde sig tilbage. Der var noget sygt og forskruet i Maximillians indre, selvom han sjældent lod det komme ud. Men man blev sindssyg af at være indespærret.

"Det er ikke så meget en lyst, som det er en del af hvem jeg er. Du er måske ikke efterkommer af dødssynderne?" spurgte Maximillian. Eller måske var det bare fordi at han var så tæt på de originale dødssynder at hver en lille del af ham summede af det. Han kunne ikke løbe fra det uanset hvor meget han prøvede, og han ønskede ikke at løbe fra det. Hans stolthed var blevet knust for mange år siden, men nu hvor han var fri kunne det opbygges igen.

//Inaktiv