Det sidste Elyon huskede var Kaos, skrig og død. Alt i hendes krop havde nærmest givet op, og den ville hellere ligge stille, sove.. sove; Det blev mørkere i hendes sind, og hjertet bankede svagere og svagere; Det var næsten tillokkende bare at blive liggende, så ville den forfærdelige smerte også forsvinde. Hendes hestekrop sitrede, og det gav hende sådan et jag i kroppen at hendes øjne blev spærret op. "Arhh...." jamrede hun forpint og rystede. Hele hendes krop dunkede og hun var nærmest lammet pga. det lange fald fra bjerg siden. Hun knugede om at par blade som hun lå ovenpå, og løftede hovedet svagt fra jorden. Hun var beskidt, og kradset. Hun blødte fra steder som hun havde svært ved at gennemskue hvorfra og hendes hovede rungede af sine familieres skrig. Hun løftede sin menneskekrop op ved at balancere med sine arme under sig og de rystede, samt var ved at knække sammen under hende hvert øjeblik det end skulle være. "Åh.. av.. " jamrede hun lidt igen, og bed sig i underlæben. Hun forsøgte at vurdere hvor meget der bare hvor skrammer, og smerte fra faldet, og hvad der var alvorligt. 

Hun så ned af sine snavsede hestekrop, som ligesom hendes menneskelige halvdel, var lige så blodig og fyldt med skrammer. Forsigtigt prøvede hun at bevæge sine lange ben.. Der var intet i vejen med forbenene, udover den vedblivende smerte. Hun rykkede lidt på dem, og forsøgte at komme op at stå med hjælp fra sine hænder. Hun tog fat i et nærtliggende træ og klamrede sig til det for at finde støtte. Da hun bevægede sit højre bagben skreg hun af smerte. Tårerne pressede sig på og hun kunne ikke holde dem inde; Hun var ved at besvime; Hendes højrebagben var brækket, og en smule af knoglen stak ud igennem huden. 

Hvis Elyon ikke ville dø, vidste hun at hun måtte komme væk fra det her sted; hun så omkring sig efter liv, men der var ikke nogle væsener til stede, andet et par kaniner som så nysgerrigt hen på hende, og derefter hoppede hurtigt afsted da hun flyttede på sig igen. Hun kom halvt op at stå, men ude af stand til at støtte på sit højre bagben. Hun haltede og småkastede sig fra træ til træ for at støtte sig oprejst. Smerten sved i hende, og hendes øjne blev mere og mere fjerne; hun kunne snart ikke klare mere.

Efter, hun var kommet et stykke væk fra hvor hun faldt, klamrede hun sig igen til et træ, men hun blev stående længe, hendes negle borede sig ind i barken, og hun gjorde sit bedste for at holde sig oprejst; Kom nu.. Bønfaldt hun, men hestebenene gav endelig efter, og knækkede sammen under hende af udmattelse. Hendes arme skrabede sig op ad træets bark da hun faldt, og uden at kunne gøre noget ved det, besvimede hun på jorden. 

Afsted var han igen, ude i skoven, løbende rundt i måneskinnet i det ældste skove. Hans var iført sin normale sorte undertrøje, den brune overtrøje med ild broderet i bunden, hans sorte kortærmet jakke med nedslået hætte og den samme ild broderet i, de meget lysegrå bukser, brune sko og sort bånd snoret rundt om hans ben.

Arrh, endnu en smuk nat, tænkte han. Her på det sidste havde han nydet dette en del, han havde været en del steder rundt i landet allerede, og han skulle endda snart til bal oppe på krystalpaladset, men lige nu, ja lige nu der løb han, nød natten. Hans læber var stadig røde efter sidste måltid, det kunne godt være at han teknisk set ville kunne klare sig en hel måned inden han behøvede at drikke igen, men hvad var det sjove i det? 

Efter et stykke tid støtte han på et mærkeligt udsende væsen, et væsen der minede meget om en hest, men i stedet for et hoved var der en menneskeoverkrop. Aha, så dette må være en kentaur, de er da nogen ret interessant væsner, huh?Han overvejede om han skulle fortælle dette til Adrian, men nej, så ville Adrian nok bare ikke tillade ham at lege lidt med denne... Kentaur. Så i stedet for at gøre det, begyndte Ray så småt at tjekke hvorvidt kentauren rent faktisk var i live, det var den, men også kun lige. Den havde sår rundt omkring på dens krop, dybe sår. Ray er ikke typen til at hjælpe andre, ja, han er faktisk ret ligeglad med alle andre end ham selv og hans tre butlere, men det her var jo en fantastisk chance for at prøve og snakke med et sådan, interessant, væsen. Og så smagte blodet best af bytte som var bevidsthed, så der er jo endnu en grund til at få denne kentaur tilbage til bevidsthed. Hey, Asjar, jeg har brug for dig til at lappe en Kentaur sammen, jeg vil gerne prøve at snakke med den, og måske lige få en tår eller to. Oh og sig for resten ikke noget til Adrian. Nej, nej, jeg har ikke noget imod Adrian, han er jo min bedste ven husker du nok, han kan bare godt være lidt... overbeskyttende nogen gange, nå, men kom så hurtigt du kan!, der gik et par minutter efter samtalen med Asjar via Rays telepati evne, og så kom hun. Hun fik lappede kentauren sammen, og derefter var der ikke andet tilbage at gøre end at side og nyde måneskinnet indtil at denne halv-hest vågnede. 

Elyons åndedræt var svagt, og få gange lignede det næsten at hun ikke trak vejret. Hendes lange grå hår var filtret, og dækkede det meste af hendes forslåede ansigt som hun lå der på skovbunden. Måneskinnet faldt svagt på hende igennem nogle af træernes blade, og vinden hvislede en kende. Havde hun været ved bevidsthed, ville hun syntes at det var en smuk aften, og at den lune nattevind var forfriskende, men hun var fortabt til sit eget indre.. eller det troede hun ihvertfald. 


Efter noget tid begyndte hun så småt at åbne øjnene forsigtigt. Hun følte lidt at hun havde haft en umådelig  lang lur, men den var langt fra behagelig. Nej det værkede stadigvæk en masse i hendes krop, og den forfærdelige hovedpine vedblev. Elyon var en smule forvirret til at begynde med da hun kom til bevidsthed, og hun hævede hovedet for at se rundt. Hun bemærkede at det allerede var mørkt, og derefter så hun ned af sin hestekrop. Den var indbundet, og det samme med hendes bagben. Det sidste hun huskede var det forfærdelige syn af knoglen som stak ud af huden på hende.. men det så ud til at den var blevet skubbet på plads af nogen. Hun prøvede at bevæge sig en smule, men stoppede så brat da bagbenet forsat gjorde umådeligt ondt, nok var det indbundet.. men stadig brækket, og knoglen skulle have brug for at heale af sig selv. Kort efter lagde hun mærke til at hun ikke var alene i skoven. Der sad en skikkelse ikke ret langt fra hende i noget meget mørkt tøj, og hvis hun ikke havde haft gode øjne, havde hun nok heller ikke set ham da han camouflerede sig temmelig godt med natten. Det gjorde hende smule forskrækket som det første, men derefter prøvede hun at tage det roligt, sæt nu at han var hendes redningsmand? Elyon var meget godtroende, og hun gjorde alt for ikke at dømme nogen som helst, før hun havde fået en ordentlig snak med vedkommende.

Hun kunne ikke se hans ansigt, og besluttede sig for at sætte sig op så godt hun nu kunne med hestekroppen forsat liggende, og hendes menneskekrop støttet oprejst ved hjælp af hænderne. Hun så hen på skikkelsen, og prøvede at holde smerten for sig selv, men det var tydeligt at se at hun så noget anstrengt ud. Elyon mærkede at hendes nøgne overkrop ikke var lige så nøgen som hun huskede den. Der var også kommet en forbinding rundt om hendes mave, og lige så stille førte hun en hånd op til sit hovede som også var blevet indbundet. "Hvor er jeg heldig." Sagde hun for sig selv, og mente hvert et ord, det var ikke sarkastisk eller skadefro, nej hun mente at hun var heldig; hun var ihvertfald heldigere end sin familie. Hun var heldig at overleve faldet, og hun var endda så heldig at blive indbundet og have fået sine sår renset. Elyon turde ikke røre på sig alt for meget, og prøvede at møde sin mystiske vens blik. "Hvem er du?" spurgte hun venligt, men anstrengt. 

Ray sad stille og roligt i mørket og ventede, ventede på at kentauren skulle vågne, og hvis der var en ting Ray var god til, så var det at vente. Der sad han så, i månelyset, og stirrede på denne halv heste skabning, og lidt efter lidt så han at den vågnede op. Til at starte med så den lidt forvirret omkring, hvorefter den fik øje på ham, hvilket var ret så imponerende når man tænkte på hvordan han nærmest var blevet et med mørket. Hun snakkede om hvor heldig hun var, og han grinede indvendig. Ha ha ha, heldig? Ha ha, den eneste grund til at du lever er så jeg kan få noget tidsfordriv ud af dig, men han viste det ikke, for hvis der var en ting han holdte af, så var det at lege med andre, hvilket var lige præcis hvad han havde tænkt sig at gøre. Halv-hesten forsøgte at få øjenkontakt med ham, og spurgte hvem han var. Det skal nok blive sjovt det her, tænkte han stille i sit indre sind.

Ray rejste sig op, og gik tætter på Elyon, i det han trådte ind i månelyset slog han sin hætte ned, så hans lyse hud og mørke hår var ude i det åbne til at blive set. Han kiggede ned på Elyon og smilte et meget uskyldigt smil, denne dreng som så ud til at være femten bukkede let og sagde ''Jeg er greve Ray Duncan, og hvem er du, om man må spørge?Og lejen var i gang, nu skulle han bare spille videre på den, ikke lade halv-hesten opdage noget.

To af Elyons lange lokker faldt ned foran hendes brystkasse og dækkede hendes bryster således at de ikke kunne ses. Det var sådan hun var vant til at gå "klædt" , og hvis ikke, lavede hun en top ud af blade, eller blomsterbinderi. Hun prøvede at finde en behageligere stilling at sætte sig i, men det var ret begrænset. Til sin overraskelse var det en ung dreng som kom til syne fra hættens skjul, og da han præsenterede sig selv som greve, blev hun meget fornøjet. Hun havde aldrig hilst eller snakket med en greve før. "Grev Duncan." Hun brugte hans efternavn, for det var vist det mest respektable, "Er det Dem som har hjulpet mig med mine forbindinger?" spurgte hun nysgerrigt, og smilede taknemmeligt. Hun kunne godt fremtvinge et lettere smil, selvom smerten stadig sad og prikkede i hendes krop. "Jeg har aldrig mødt en Greve før." Sagde hun lidt til sig selv i en sød, men spændt tone.

Måden Elyon snakkede på var meget rar, og mange af de folk hun konverserede med på sin vej har altid brudt sig om hende; det var som om at der var noget tryllebindende over hendes væsen, og hun havde meget svært ved at få fjender. Hun kiggede sødt op på drengen, og pustede et lille flygtigt hår væk fra sit ansigt, men gestussen gjorde at hun kom til at hoste, ret meget endda. Det gik op for hende hvor tørstig hun var.. Hun havde heller ikke drukket noget i lang tid, og efter faldet havde hun nok fået ret meget grus og snavs i munden. Hun følte sig ihvertfald rigtig tør i halsen, og munden. "Åh.. " hun hostede lidt igen, "Jeg skulle vel ikke være så heldig, at De havde lidt vand på sig?" spurgte hun anstrengt, men venligt imellem sine små host.  

Vent lidt.. Hun så forskrækket ud et kort øjeblik og tog sig flygtigt til sin halsen for at mærke efter om hendes lædersnor, med ocarinaen hængende i stadigvæk var der. Hendes små hænder mærkede hurtigt efter, og med et lettet suk fik hun bekræftet at den stadig var der. Det var utrolig heldigt. Hun rystede lidt, smerten var der stadig, og hun kunne ikke lade være med at fryse en lille smule, hun holdt lidt om sig selv og kiggede rundt, selvom hun var i snak med en fremmed, følte hun sig stadigvæk mutters alene; hun havde jo ingen familie at vende hjem til.. 

Ray smilte, ja nærmest halv grinede da Elyon kaldte ham for Grev Duncan, det var da godt nok længe siden han var blevet kaldt det, og selv dengang var det i en meget kort periode. Da hun spurgte om han havde hjulpet med hendes forbindinger rystede han langsomt på hovedet, ''Det var min butler, Asjar, som sørgede for dine forbindinger.'' Og han grinede endnu mere da hun sagde hun aldrig havde mødt en greve før. ''Tja, du kommer nok heller aldrig til at møde en greve ligesom mig igen'' Sagde han med et lumsk smil, det var nok begyndt at være mere og mere tydeligt, at han nok ikke var så uskyldig som han så ud til at være. Han sad bare og så på da hun begyndte at hoste, men så begyndte hun at spørge ham om vand? Han havde allerede reddet hendes liv! Og hun ville have mere? Pft! 

''Jeg har væske på mig ja,'' Sagde han og tog en lille lommelærke frem fra sin jakke. ''Men jeg tvivler på at det er noget for dig.'' Han tog en slurk fra lommelærken, hvorefter han gav et veltilfreds støn, da han gjorde det var det muligt for Elyon at se hans blottede hugtænder, nu dækket i en tyk, mørkerød væske. Ray gik over mod hende, måske lige lidt tæt endda, og bukkede sig ned over hende. ''Jeg er normalt ikke så meget til at drikke direkte fra andre væsner, det minder mig for meget om det jeg er ser du, og det jeg er, er ikke noget jeg er glad for at være. Men da jeg aldrig har mødt eller smagt en kentaur før, så tror jeg at jeg vil gøre en undtalelse i dit tilfælde.''[/b] Hvorefter han smilede grumt ned til hende.

Drengen så ud til at more sig, han grinede ihvertfald meget i den tid de snakkede sammen. Men hvorfor var han overhovedet ude at vandre så sent, og så alene? Han så jo som sagt ikke særlig gammel ud. "Ooh." Kom det nysgerrigt fra ham, "Så må De endelig takke deres butler. Jeg er meget glad for den venlige gerning." Sagde hun mildt og smilede sødt til ham igen. Da Grev Duncan forklarede hende at hun nok ikke ville komme til at møde sådan en som ham igen, så hun lidt undrende på ham. Hvorfor valgte han at bruge dét ordvalg? Hun var jo ok nu, eller.. ihvertfald mere ok end hun var før. "Ja så..?" sagde hun og lignede lidt et spørgsmålstegn, "Det er nok fordi der ikke er nogen ligesom Dem." påpegede hun og roste hans karakter. Ja, hun anede ikke uråd, ikke endnu ihvertfald.

Efter hendes lille hoste anfald, rømmede hun sig kort. Hun prøvede at synke lidt af sit spyt for at smørre halsen. Men det hjalp ikke så meget, og hendes stemme var begyndt at blive en smule hæs. Hun kiggede spørgende på ham da han forklarede hende at han havde væske på sig, men at det muligvis ikke var noget for hende; hun tænkte først at det måske var en stærk alkohol, men nej hvorfor ville en lille dreng rende rundt og drikke den slags? Hun lagde hovedet på skrå så de småspidse ører blev synlige. Det var så dér at hun lagde mærke til de små hugtænder på drengen. En.. vampyr?! Hun så en smule usikker ud nu, men prøvede forsat at holde den venlige mimik på sig, så godt hun nu kunne. Da den lille Greve satte sig på hug foran hende, og kom en smule for tæt på rykkede hun overkroppen en smule tilbage, for ikke at være alt for tæt på ham. Elyon rynkede brynene sørgmodigt da han fortalte hende at han ville smage på hende. "Så.. De har tænkt Dem at gøre mig ondt?" Hvad kunne hun gøre nu, måske var det hele alligevel for godt til at være sandt.. Elyon var endda for svag til at komme op at stå og bruge sin fulde styrke. Pga. det brækkede bagben ville hun ikke engang kunne sparke ham væk fra sig. Så hun lå bare der og så på ham med et blik der bedte ham om at lade være med at gøre hvad han nu end havde tænkt sig. 

Da Elyon spurgte om han ville gøre hende fortræd grinede han blot. Han lænede sig tættere ind over hende, blottede sine hugtænder, og nærmede sig hendes hals, så, lige inden hun kunne nå at gøre noget, faldt han om på ryggen, og lå tæt op af hende. Han lå der og kiggede op i himlen, med hans ene arm vendt mod hende, og den anden under hans hoved. ''Såre dig? Nej, smage dig? Måske, men lige nu, lige nu tænker jeg bare vi kan nyde hinandens selskab''. Han vendte sit ansigt mod hende, han rakte en arm frem for at stryge hende hen over håret, mens han smilede til hende. Han så ikke ud til at han rent faktisk havde tænkt sig at såre hende, men han virkede samtidigt meget uforudsigelig, og hvem vidste hvad han havde tænkt sig at gøre?

Elyon lukkede øjnene hårdt sammen og ventede bare på det næste der nu skulle ske. Han nærmede sig hendes hals; måske ville det være hendes sidste tid på jorden? Ville hun blive genforenet med sin mor og far nu? I det mindste kunne hun da kun håbe på at blive sammenført med sine døde forældre; Det var nok det eneste positive ved situationen. Da hun hørte et bump, og mærkede ingen tænder i sin strube, åbnede hun det ene øje og dernæst det andet ganske forsigtigt. Hun så på vampyren der istedet lå ved siden af hende nu. Det var svært for Elyon at forholde sig til det der skete, udover at hun var udmattet var hun også såret; og at blive leget med på denne måde af et andet væsen var ikke just Elyons kop te, især når hun ikke kunne forsvare sig selv. 

Hendes hestekrop var varm, men den menneskelige krop havde fået gåsehud nu. Hun turde ikke rigtig at røre på sig, hvis nu det opfordrede Greven til at reagere anderledes end han gjorde lige nu. Elyon var stille da Duncan aede hende over håret. Det fik hende til at sitre en lille smule, men mest fordi hun var en anelse bange. "Det lyder da også.. hyggeligt." Fik hun sagt lettere hæst, og en smule lavt. Det var ihvertfald hyggeligere end at skulle blive aftensmad.

Hun kiggede op på månen igennem træernes blade, og så skævede hun mod ham igen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle føle ved det hele; Hvis han ville slå hende ihjel, hvorfor fik han det så ikke bare overstået? Og hvorfor fik han sin butler til at hjælpe hende med sine sår? Det undrede hende, men der måtte da være et eller andet godt indeni ham, nu hvor han hentydede at han ikke ville såre hende. Hvis Elyon skulle væk herfra måtte hun samle en masse kræfter før hun kunne rejse sig op, heldigvis var drengen ikke en varulv, så hvis hun valgte at stikke af ville han måske ikke synes om at jage hende? Men for nu ventede hun bare så hun kunne se hvordan hele situationen ville udfolde sig. Det kunne jo være at der kom nogen forbi? Og.. Elyon var ikke i stand til at galopere væk. 

I et stykke tid lå Ray bare der, og kiggede på på stjernerne, tænkende, undrerende. Gad vide hvornår Asjar kom tilbage far sit ærinde? Tja, det er jo alligevel et godt stykke tid væk, så der kommer nok til at gå et stykke tid. Ray vidste ikke helt hvorfor han havde valgt at få Asjar til at hente det, det er nok fordi han mødte et familie medlem for nylig, for første gang i over 800 år.  Men der lå han så bare, ved siden af Elyon. Og så, uden at fjerne sit blik fra stjernerne, begyndte han at snakke.

''Har du noget familie, Kentaur? Oh det minder mig om!''Han vendte sig lidt og kiggede på Elyon, ''Hvad hedder du? Jeg har jo allerede introduceret mig selv så nådefuldt, men jeg ved stadig ikke hvem du er?'' Så der lå han bare, kiggede på Elyon, forsøgte at få øjenkontakt med hende, og spurgte hende efter hendes navn og familie. Jeg håber hun har familie, så har hun nogen hun kan vende tilbage til efter det her. Tænkte han, hans plan var jo ikke at dræbe hende, faktisk så havde han valgt slet ikke at bruge den plan han rent faktisk havde til det her, så derfor lå han bare der, ved siden af hende i stedet for.

Elyon var ved at blive godt træt. Både fysisk og psykisk. Hendes hovede jamrede forsat, og dunkede voldsomt som hvis der stod en lille fe inde i hovedet på hende og hamrede løs på en klokke. Hun var taknemmelig for Grev Duncan's butlers barmhjertige hjælp, men hun ville ønske at hun kunne komme et varmt sted hen for at sove. Hendes øjenlåg var ved at glide i som hun lå der og kiggede op på stjernerne, og hun prøvede at skutte sig en smule, finde en god stilling hvor hun kunne få mest mulig varme fra. Elyon som normalt var meget snaksagelig og nysgerrig overfor fremmede folk hun mødte, var meget stille; Hun var jo også i tvivl hvor vidt Grev Duncan, eller Ray som han også blev kaldt, ville hende godt. Derfor, gjorde det det også dét sværere at finde på noget at konversere om. 

Da Ray pludselig brød stilheden, fik hun et lille chok. Hendes krop var blevet revet ud af en søvnig trance da han talte og hun skævede en smule over til ham. Da han spurgte hende om hun havde nogen familie, skar det hende lidt i hjertet. Det havde hun jo sådan set ikke.. ikke længere. Hun fugtede sin underlæbe, og lukkede øjnene for at holde de små tårer tilbage som pressede sig på. Det havde ikke været andet end én dag siden hun mistede hele sin familie, og det gjorde forfærdelig ondt på hende. 
"Ikke længere.." sagde hun svagt, og man kunne høre hendes stemme bævede en smule til sidst på sætningen. 

Elyon tog en dybindånding og prøvede at ryste følelsen af sig. Hun måtte være stærk, lige nu måtte hun være stærk og ikke vise svaghed overfor denne fremmede, og hvis hun brugte alle sine kræfter på at græde ville det være endnu sværere at komme væk herfra. "Mit navn er Elyon." svarede hun mildt. Det var rigtig nok; Elyon havde fuldstændig glemt at præsentere sig selv overfor drengen, fordi hun blev så overrasket over at han var Greve. 

''Det beklager jeg at høre Elyon, det er aldrig nemt at miste sin familie, tro mig, jeg ved det.'' Han havde et smil på læberne mens han sagde dette, men det var tydeligt at høre på hans stemme at han var alt andet end glad for det han sagde. Han lød umådeligt ked af det og ramt af en forfærdelig skyldfølelse, begge på samme tidspunkt. Han fortsatte i et stykke tid med bare at ligge der og kigge op mod himlen. Da månen sad lavt på himlen, og solen ville stå op inden for en times tid, så rejste Ray sig op og kiggede lidt omkring. Et par minutter efter han havde rejst sig op, så kom en pige gående, omkring hans alder. Hun havde butler tøj på, en stok i den ene hånd, og en taske i den anden.

Ray tog tasken fra hende, op af det tog han en en drikkedunk, som han smed den til Elyon. Efter det tog han et tæppe op som han lagde over hende, og lagde tasken ned foran hende. Tasken var fuld af mad og drikkedunke, og der lå også en fløjte. Ray vendte ryggen til Elyon og gik et par skridt i den retning han var kommet fra, han vendte hovedet til siden så Elyon kunne se hans ene øje, og sagde, ''Du skulle gerne kunne overleve længe med de rationer indtil nogen finder dig, eller til du selv kan komme væk, fløjten er til så folk kan høre dig. Hvis ikke det er nok til at du overlever ja...'' Han trak lidt ligeglad på skuldrene, ''Så overlever du nok ikke. Nå, det var hyggelidt at møde dig Elyon, håber vi ses snart igen.'' Herefter begyndte han at gå. Hans butler stod lige og kiggede lidt på Elyon, hvorefter hun også vendte sig om og gik.

Bilede af butleren:

Elyon kunne høre Ray's oprigtighed i stemmen. Han viste rent faktisk en eller anden form for medfølelse overfor hende, og hun følte at hun ikke behøvede at være lige så meget på vagt overfor ham, som hun var begyndt at blive efter at han havde "truet" hende med at suge hendes blod. "Det er ikke nemt, nej." hun nikkede stilfærdigt og sænkede sit blik og pillede ved en lille blød mosklump. Hun så medfølende hen på Ray da han tydeligvis lød ked af det, men hun valgte at lade være med at spørge ind til det. Det lød allerede ret meget på ham, at han selv havde været offer for at miste sin egen familie.  "Det gør mig ondt." sagde hun trist til ham, og lagde en forsigtig hånd på hans skulder. Ordene var ment til dem begge, for hun følte lidt at de var i samme båd, og at de begge var knyttet til hinanden pga. den tragiske begivenhed de havde været udefor; På en eller anden måde i hvert fald. 

"Solen er allerede ved at stå op." påpegede hun stille, og følte sig endnu mere udmattet af at have været vågen hele natten. Hendes blik fulgte Ray da han kom op at stå, og hun håbede at hun selv ville have kræfter til at kunne komme op at stå snart. Hun blev jo kun endnu mere øm i kroppen af at ligge stille; og at være ude af stand til at bevæge sig og galopere afsted kedede hende frygteligt. Elyon glædede sig til at hendes ben var helet, og det kunne ikke gå stærkt nok! Pludselig, hørte hun nogen komme gående, og hun så i retning af lyden med det samme. Det var en ung pige, sikkert omtrent Ray's alder, og hendes hud var mørkebrun; De så ud til at kende hinanden, hende og drengen. For i det næste tog Ray tasken fra hende og smed noget af indholdet hen til Elyon. Det var en drikkedunk. 

Elyon så tørstigt på den, og kiggede så flygtigt op på Ray som for at spørge om det var okay? Hendes store himmelblå øjne så forvirret, men ikke mindst taknemmelige ud for hans venlighed. Da han derefter lagde et tæppe om hende, kunne hun straks mærke at hun blev en smule varmere; Det føltes virkelig rart. Hun tog forsigtigt fast i tasken og knugede den ind til sig. Hun kunne ikke lade være med at smile, og tårerne pressede endnu mere på denne gang. Elyon havde troet at hun skulle dø, men istedet var hun blevet opvardet, og mon ikke Ray's intentioner havde været at passe på hende hele natten? På hans egen spøjse måde i hvert fald. Sådan tolkede hun det. 

Da Ray og hans Butler begyndte at gå væk fra hende, råbte hun med al den stemme hun havde tilbage efter dem; "TUSIND TAAAAAAaak!!" Hendes tårer begyndte at falde ned af hendes kinder, og hun begyndte at småhulke. Nu kunne hun ikke holde tårerne inde mere, og hun begyndte at græde rigtigt.
Elyon tog proppen af vandunken og lukkede øjnene. Hun begyndte at drikke af den alt imens hun græd. Det var svært at drikke imens hun hulkede, og noget af vandet fik hun også galt i halsen, så hun hostede et par gange. Men det kølige vand føltes bare så godt da det banede sig ned i hendes tørre hals. Hun tørrede sig om munden efter hun havde drukket og lagde dunken ned i tasken igen, og prøvede at tørre sig fri af tårer. 

(Dette er en NPC)

Adrian ledte stadig efter Ray, hvorfor skulle han hele tiden løbe væk? Det gjorde virkelig bare Adrians arbejde så meget mere besværligt at hans here løb væk hele tiden, bare fordi Adrian ikke syntes at løbe rundt på må og få et sted man aldrig havde været ikke var en god ide... Solen skulle snart til at stå op, så han blev nok snart nød til at begive sig tilbage til lejren. Han lagde mærke til Elyon, men normalt ville han ikke bryde sit hoved med noget så betydningsløst, men så lagde han mærke til tasken, Asjars taske.

Hen mod Elyon kom en mand gående, han var i midt-tyverne, havde sort tilbagesat hår, meget lys hud, og samme slags tøj på som Asjar havde haft på. Han gik hen til Elyon og kiggede på hende med et mistroisk blik, ''Hvor har du den taske fra? Har du stjålet den? Han bukkede sig ned, og kiggede hende direkte i øjnene og vislede, ''Er du en lille tyv? Adrian var ikke en dårlig person, han kunne ikke lide at lege med folk på samme måde som Ray holdt af det, men hvis dette dyr havde stjålet fra hans mester, eller hans kollega, så ville han vise ingen nåde.

Han var ikke bekymret for solen, hvis det kom til det så kunne han jo bare mørkelægge området, og blive der til nat. Hvis han ikke dukkede op ved lejren så ville Ray utvivlsomt få fat på ham.

(( Bare hun får lov at beholde tasken XD for jeg har allerede skrevet i en anden tråd at hun har den haha)) 

Efter megen hulken, var Elyon blevet så udmattet at hun havde lagt sig til at hvile en smule med tæppet trukket godt om sig. Hun havde fået drukket og spist det nødvendige, og nu følte hun at hvis hun bare hvilede sig lidt, ville hun være i stand til at begive sig videre når solen var kommet lidt højere op på himlen; Det var jo blot daggry. Tasken knugede hun også ind til sig så den ikke ville forsvinde imens hun sov. Inden hun nåede et falde helt hen i en døs, bemærkede hun fodtrin, og hun satte sig hurtigt op med sit forvildede grå hår. 

Elyon spejdede rundt efter lyden, og så bemærkede hun en højere, og monstro ældre skikkelse komme hendes vej. Tøjet så meget ud ligesom det Ray's butler havde på, men det kunne måske blot være en tilfældighed. Hun blev meget overrasket da den unge herre gik over imod hende, og hun trak tæppet tættere om sig og så op på ham da han sendte hende et mistroisk blik. 
"Stjålet?" Hun blev helt målløs. Aldrig i hele sit liv havde hun stjålet noget, "Det har jeg slet ikke. Ligner jeg een som er i stand til at stjæle noget?" Spurgte hun trist, men ærligt. I hendes mundering lignede hun i hvert fald ikke én der havde kræfter til at tage ting fra folk. "Grev Ray Duncan, gav den til mig." erklærede hun, og prøvede at se en smule stolt ud fordi hun havde snakket med en greve. Hun kunne ikke lade være med at blive en smule fornærmet over den andens beskyldninger om at hun var en tyv, men hun havde simpelthen ikke nok energi til at gøre noget ved det. Elyon smilede derfor sødt, men anstrengt op til ham. 

Adrian så mistroisk på Elyon, og så på hendes bandager, hun havde fat i noget, vent lige lidt... Det er Asjars tæppe! Måske er det sandt, vent nu lige lidt... ''Så du siger at herren gav det til dig? Og hvad sagde du så til ham som overtalte ham til at give dig alle de ting? Herren er normalt ligeglade med små pestilencer som dig, hvis han har reddet dig har det ude tvivl været for at drikke dit blod, så hvorfor efterlade dig med alle de ting? Hvad sagde du til ham?'' Det sidste spørgsmål blev nærmest spyttede ud i vrede, Ray var er meget ustabil lige nu, og Adrian havde brug for at vide det hvis dette væsen havde sagt noget til ham som havde forværret det. Adrian håbede virkelig at Ray ville gå med til at tage tilbage til godset efter ballet, tja, Ray virkede også så småt til at begynde at blive træt af alt det her ude, så mon ikke han også selv gerne vil? Så kunne de tage tilbage og bare leve i fred og ro igen, alt han behøvede var bare at sørge for at Ray ikke satte ham selv i far indtil ballet var ovre. Nå, Adrian var nød til at koncentrer sig om det her nu, om hvad denne halv-hest havde sagt til herren. 

Elyon kunne fornemme at den unge mand var meget vred over noget, og havde en snert af bekrymring over sig? Måden han talte på afslørede også at han kendte greven, og Elyon tænkte at han måtte være en af drengens butlere, eller noget i den stil. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene for at finde sin indre ro, at han råbte sådan gjorde ikke hendes hovedpine bedre. 
"Rolig min, ven." sagde hun mildt, og hendes blide tone ville få mange mennesker til at falde en smule mere ned. * Hun ville gerne have at han skulle tage den lidt med ro; Det kunne jo ikke nytte noget at han stod der og blev helt befippet inden hun overhovedet kunne nå at udtale sig.  

Da han spurgte hende om hvad hun dog havde sagt til ham, var hun en smule rådvild selv. Elyon vidste jo ikke engang selv hvorfor han havde hjulpet hende; men hun mente jo blot at der måtte være en god side hos ham! Og bedre kendte hun ham jo ikke. Deres samtale var minimal da de sad sammen, og det hun huskede mest var at Ray havde spurgt hende om hun havde en familie, og det havde hun jo sagt nej til. 

"Vi snakkede om familie." Svarede hun stilfærdigt. "Og jeg sagde at jeg ikke længere havde nogen." 







*En af hendes magiske evner

Adrian faldt så småt mere ned mens hun snakkede, der var bare et eller andet over hende der gjorde han ikke var så hidsig. Men han var stadig dybt bekymret over hvad hun havde sagt til Ray, nu hvor han havde mødt et familiemedlem efter så lang tid, og da det ikke ligefrem gik fantastisk, så var han ret så ustabil i øjeblikket. Da denne kentaur sagde at de havde snakket om familie, og at hun ikke længere havde nogen, så gav det mening hvorfor Ray havde været så venlig overfor hende. ''Det forklare det. Ser du, Ray har lige for et par dage siden mødt et familiemedlem for første gang i snart 900 år, så han er ret så ustabil lige nu. Men det at du lige har mistet din familie ville nok få ham til at få ondt af dig, efter hvad han har været igennem i sin fortid.'' Han gik ned på hug foran hende, og halv hviskede til hende, ''Ser du, for snart 900 år siden blev Ray født ind i en greve familie kaldt Duncan, men da han var tredje i rækken, og dermed nok aldrig ville ende som greve, så var hans forældre ligeglade med ham, de direkte ignoreret ham, og bare lod tjenestefolk tage sig af ham. Hans to storebrødre var nogen små møgunger som konstant mobbede ham, så en dag skubbede han dem væk fra sig fordi han havde fået nok, uheldigvis var de oppe i det højeste tårn, og de faldt begge ud. En måned senere døde Rays far, og Ray blev udnævnt til Greve, det tog ham lidt under et halvt år som greve før han valgte at stikke af, han blev bidt af en vampyr, og har så levet på et Gods i dunkelskoven lige siden. Jeg ved dette fordi jeg har været hans personlige butler lige siden han var syv.'' Efter det så Adrian mod himlen, og så at det næsten var ved at være daggry, så han begyndte at gå igen, samme vej som Ray og Asjar var gået.

Elyon bemærkede at den velklædte unge mand var begyndt at falde en smule mere ned, og det gjorde hende lettet. Hun kunne ikke rigtig klare al den råben og raseri lige nu; og for at være ærlig, gjorde det hende en kende utryg når folk hævede stemmen overfor hende. Da vedkommende begyndte at snakke om Ray's fortid, lyttede Elyon med sand interesse. 900 år?? Hun så meget overrasket ud. Intet under at Ray sikkert havde følt sig utrolig alene i verden foruden hans Butler. Det må være hårdt at have levet så længe, og så på egen hånd. 

Den anden måtte have bemærket hendes indre spørgsmål, for med det samme satte han sig på hug foran hende og begyndte at forklare hvad der var skete i greven's fortid. Det lød utrolig sørgeligt det hele, og Elyon kunne ikke lade være med at vise medfølelse i hendes blik. Ja, det gav mening at han havde ændret sine intentioner efter at hun havde snakket med ham om familie. Det måtte gøre utrolig ondt på dem begge; De begge havde mistet sine familier, og selvom det var lidt under 900 år siden for Ray, var det stadigvæk ikke lang tid, når man nu levede evigt. 

"Det er jo forfærdeligt." Sagde hun trist, og sænkede blikket, for så at møde den andens igen. At blive ignoreret af sin familie var noget af det værste hun kunne forestille sig lige nu; For uden sin forældres støtte var hun aldrig noget så langt. "Jeg håber, at han med tiden kan leve med det." Sagde hun medfølende og nikkede kort, "Er du ude at lede efter ham?" Spurgte hun lidt bagefter da Ray's anden butler var begyndt at gå væk fra hende; Hun var ikke sikker på om han hørte hende, så hun så bare stilfærdigt efter den anden. 

Da hun sagde at hun håbede at Ray ville lære at leve med det, så stoppede Adrian op, vendte sig rundt, og kiggede hende i øjnene, ''Lære at leve med det? De sidste 800 år har hans største ønske været at dø, den eneste grund til han ikke er det er på grund af et løfte til hans lillebror, Leon, som var det eneste familiemedlem som rent faktisk var venlig overfor ham, Leon var jo i samme bås som Ray var, så de havde noget tilfældes. Og ja jeg leder efter ham, jeg bliver nød til at sikre at han overholder sit løfte til Leon.'' Han begyndte derefter at gå væk. Kentaures spørgsmål fik ham til at tænke over hvordan Ray mon havde det med løftet nu? Det var jo 400 år siden at han havde fortalt Adrian hvor meget han ønskede at dø, men at hans løfte stoppede ham. Lige inden han var gået helt væk, stoppede han op og spurgte Elyon et spørøgsmål, ''Mens i snakkede, var der noget tidspunkt hvor du følte at han smillede, som i et rigtigt, oprigtigt, smil?''