Det var varmt. Det var faktisk stegende hedt. Solen bagte ned på de glade mennesker der nød den varme sommerdag, og på blot få timer, siden Stian startede sin vagt på markedspladsen, kunne det ses ud fra hvor livligt der var blevet at sommeren endelig havde gjort sin entré. Heldigvis for Stian kunne han godt lide når der var mange mennesker ude, for så var der mere at se til, og derfor også større sandsynlighed for at han kunne vise sit værd og rent faktisk lave et eller andet, istedet for bare at  stå og glo. Nej, Stian kunne godt lide at lave noget med sin tid, og helst noget som kunne udfordre ham. Men indtil videre så folket ud til at opføre sig anstændigt, og de fleste var ude for at gøre sig et godt kup. Stian lagde mærke til at frugtboden var ganske populær, og da han gik forbi skimmede han at der var nogle lækre granatæbler til en formidabel pris. Han overvejede lidt at købe nogle med hjem til sin mor fordi hun elskede granatæbler, men det måtte blive senere når han var ved at være færdig på vagten; han kunne jo ikke rigtig rende rundt med en kurv granatæbler under armen imens han jagede kriminelle vel? 

Stian valgte at stille sig en smule ud i siden og op ad murene for at få et bedre helhedsindtryk og overblik af markedspladsens livlige væsener. Han lagde armene over kryds og flyttede sine fødder i en mere behagelig stilling imens blikket vandrede rundt omkring på hvad der udfoldede sig foran ham. En kvinde med sit lille barn købte nogle fisk fra fiskerboden, Nogle andre pruttede om prisen hos en der solgte ris, og så videre derud af. Alt så ud til at være fredfyldt indtil videre. Stian var glad for at han befandt sig i skyggen lige nu, for selvom han var glad for sommeren, var det ikke lige så rart at være iklædt en uniform der tog varmen til sig som en bunke kul på et grillsted. Han rettede lidt på uniformen og prøvede at holde varmen ud, og nød når den stilfærdige brise ramte hans ansigt fra tid til anden. Det var ret vindstille i dag, så den mindste vind var en velsignelse fra guderne mente han. 

Et par mennesker passerede ham i forbi farten, de fleste holdt blikket for sig selv da ikke alle var så glade for at blive opsøgt eller talt til af en person i unform, men mange nikkede også anerkendende til Stian, som for at sige godt arbejde. Ikke at Stian gjorde noget særligt lige nu, men han var da glad for at nogle personer i det mindste følte sig sikrere i hans nærvær. 

Stian rettede på en flygtig pandelok som var røget lidt ud af frisuren, alt imens han håbede at det ville blive en smule overskyet senere; bare en smule, så solen ikke var lige så brændende varm på hans ansigt. Heldigvis for ham havde han arvet en smule solafvigelse fra sin mor da de var vant til varmere vejrudsigter end denne. Men selvom hans krop kunne klare temperaturen, ville han hellere være derhjemme lige nu i bar overkrop og hugge brænde, end at stå i sin varme uniform og pynte op ad murene. 

Det var en glohed dag, og hvor man kunne se sveden drive af byvagter, og af de mere tildækkede individer, var det noget andet for Cecilio. Han havde vokset op i Rubiniens hede, og haft sin daglige gang på slavemarkedet i Balzera, hvor menneskemængden var tyk, parfumen var i stor stil, og solen bagte hele dagen. Det havde været en ulidelig hede, og de færreste havde ønsket at være der for længe, men for Cecilio havde det været hans legeplads.
Det var grundet de timer brugt på denne hedende plads, at han stadig var mere udholdende overfor solen på markedspladserne. Selvom Hovedstaden aldrig blev så varm som Balzera, så hjalp folket på markedspladsen da godt med at drive temperaturen op på disse dage. Alligevel så Cecilio ud til at han ikke ænsede heden. Han havde sørget for at tilegne sig en dunk med vand, der hang fra hans bælte, da han trods alt var klar over hvad heden kunne gøre til et individ, og hvis man kiggede tæt på ham, så kunne han da også godt ane at hans mørke hud let skinnede i solens skær. Han var måske mere hårdfør, men efter den kolde vinter, der kunne han trods alt godt mærke at det var varmt.

Siden vejret gjorde den unge mand i godt humør, var han måske heller ikke så forsigtig omkring sine egne impulser, som han gik der på markedspladsen. Nu var nogle af byvagterne dog typisk meget opmærksom på hvad han gik og lavede, da han efterhånden havde flere fjender end venner i blandt dem nu. Hans charmerende personlighed var ikke nok til at få ham selv ud af de svære situationer længere. Det var næsten også som om at der var kommet et større mål på ham, efter at forlovelsen med Lyuba havde fundet sted. Om det var hendes families ry der gjorde det, eller ren tilfældighed? Cecilio anede det ikke. Men det var heller ikke noget at han gik og overvejede nu. Nej, der var vigtigere ting at tænke på.
Grunden til at han i det hele taget var på markedspladsen idag, var fordi at han ønskede at finde en gave til Lyuba. Hans budget var ærligtalt ikke specielt stort, det var begrænset hvad han kunne tilskrabe selv, med sådan en stor gøglergruppe. Det var jo heller ikke fordi at han skulle bekymre sig om mad eller et tag over hovedet.
Nu gik han rundt mellem boderne og kiggede på tingene. Der var en lille smykkebod, hvor han endelig gik i stå ved, og begyndte at kigge på tingene. Manglede Lyuba egentlig smykker? Hun rendte jo alligevel altid rundt med hendes træperle smykker. De var også smykke, men det gjorde det svært for Cecilio at finde ud af hvad hun måske kunne ønske sig. Var hun ikke en pige der havde alt? Han ænsede dårligt nok bodejeren stå og fable om hvor unikke smykkerne var, men bare gav manden et venligt smil, som han stod og overvejede det, med et armbånd i hånden.

Ud af øjenkrogen fangede Stian noget bekendt blandt menneskemængden. Ikke bare noget, men nogen; Han var blevet en bekendt i Stians bog, da han før havde taget ham i små skarnsstreger. Dog kunne han også have taget fejl, det var jo ikke sikkert at det var vedkommende som han troede at det var. Med et let ryk skubbede han sig selv væk fra murene, og dermed også sit skyggely. Lad os så se. Tænkte han en kende spændt, men havde forsat sit neutrale og seriøse blik i øjnene. 

Med bestemte, og rolige skridt gik Stian hen imod den bod som Cecilio stod ved. Som han kom tættere fik han skuet at det var vedkommende som han havde troet det var fra starten af. De havde ikke noget nært forhold til hinanden, kun det en vagt ville have med en ballademager som han havde stoppet et par gange, eller ihvertfald holdt øje med. Alligevel kunne Stian ikke holde op med at føle et hvis bånd imellem dem, fordi Cecilio kom fra det samme sted som Stians mor; Topalis. 

Stian var endelig kommet helt tæt på hvor Cecilio stod, og stillede sig bag ham og kiggede ham over skulderen med et hævet øjenbryn. Så det var altså smykker vedkommende stod og kiggede på i dag. "Nu er der vel intet ballade med dig i dag vel, Cecilio?" Lød det en kende strengt fra ham, men han så ikke sur ud eller noget i den stil;bare sit forsat neutrale, men vagtsomme blik. Stian syntes at det var sjovt at drille Cecilio, eller ihvertfald at snakke med ham var interessant for ham, og gad vide hvorfor han stod og kiggede på de flotte, men meget kvindelige smykker? 

Cecilio havde stået i sine egne tanker, men hele hans krop stivnede og han tabte smykket han havde stået med, ned på bordet. Han drejede forsigtigt hovedet og så Stian. Et lille lettet suk undslap hans læber, da det kunne have været så mange værre personer han kunne have stødt på, selvom denne byvagt nu også havde fanget ham et par gange. Alligevel var der en vis forståelse mellem de to mænd, da også Cecilio havde opfanget at Stian bar rødder fra Topalis.
"Nej, jeg prøver på ikke at gøre det," sagde han og sendte et charmerende stil mod Stian, før hans øjne endnu engang kiggede ned på smykkerne igen. Måske han bare skulle finde noget andet til Lyuba? 

"Så, er jeg begyndt at få personlighed vagt på nu?" spurgte Cecilio drillende. Han havde absolut intet imod Stians selskab... med mindre det var for at tage ham i at stjæle. En lidt mere uheldig situation at sidde i, men uanset hvad Cecilio sagde, så troede folk ikke på at han ikke ønskede at stjæle. Nogen gange ville det have været nemmere hvis han ikke var kommet af det spor da han var yngre.

Stians momentum havde givet den ønskede efffekt på Cecilio. Hans chokeret reaktion var lige præcis hvad Stian håbede og ventede på at få ud af ham. Med et flygtigt blik så han over skulderen på ham, for at tjekke om smykket stadigvæk lå på bordet, og om det var gået i stykker efter at han havde tabt det; men nej, det så vist ud til at være i ét stykke, stadigvæk. 

Det charmerende smil som Stian fik tilsendt af Cecilio, mødte han tilbage med et vurderende blik og et hævet øjenbryn. Han vidste jo godt at Cecilio kunne have lange fingre, men i de fleste tilfælde ville han helst ikke gøre det; og det var mere en form for afhængighed den anden havde tilegnet sig gennem årene. Det kunne vel sammenlignes en smule med alkoholisme, og så mange andre stoffer man kunne blive afhængig af, men, Cecilio gjorde sit bedste for at afvænne sig selv med det. 
"Godt godt, vi ønsker nødigt problemer, ikke sandt?" Han sendte ham lidt udfordrende blik og lagde hovedet let på skrå. 

Hans mine ændrede sig til noget lettere mildt og fredfyldt. Stian var normalt ikke nogen kæphøj karlsmart, men mere stille og rolig og ligefrem, og ville hjælpe dem han kunne hjælpe. Han gjorde et let nik mod smykket; "Hvem er smykket til?" Det lignede jo at Cecilio havde vurderet længe om han skulle have det eller ej; og det lignede ikke noget Cecilio kunne finde på at gå ham, selvom han var meget.. extra vagant når det kom til hans påklædning. 

Stian kunne ikke lade være med at smile til Cecilio's påpegning. "Njah, hvis det ønskes?" Han vippede mundvigen op i et skævt smil og betragtede ham nøje, "Kunne du tænke dig at få en personlig vagt?" Spurgte han den anden med et lille drilsk blik.

Det var rigtig nok at Cecilio helst ikke ønskede problemer. Desværre tiltrak han nærmest problemer af sig selv. En uheldig tendens, men man lærte at leve med det.
"Jeg ville finde en gave til min.... forlovede, men hun er ikke ligefrem nem at finde gaver til," indrømmede Cecilio. Han havde det stadig lidt mærkeligt med at han var forlovet, og snart gift, hvilket bundede mest af alt ud i at det var arrangeret og ikke af kærlighed. Det var nu ikke fordi at Cecilio ikke holdt af Lyuba. Over vinteren var han virkelig begyndt at holde af hende, men det var stadig en mærkelig position at være i, men i det mindste var der fred mellem de to grupper. Det værste var nok at hans familie stadig ikke vidste det, og han var ikke klar over hvordan han skulle fortælle dem. Det føltes for upersonligt at sende et brev, men det var ikke nemt at tage til Balzera og fortælle dem. Det var noget han havde brugt mange nætter på at tænke over, og han havde stadig ikke fundet et svar.

Hans øjne fangede Stians, da Stian kommenterede på at få en personlig vagt. "Da kun hvis det er en så køn som dig," sagde han med glimtrende øjne, og et smil der langsomt blev bredere på hans læber. Cecilio havde ingen problemer med at sige disse ting om kvinder eller mænd. "Eller tilbyder du måske dig selv til den opgave?"

Stian så lidt overrasket på Cecilio da han forklarede at han havde fået sig en forlovet. Det virkede meget som om det var kommet ud af det blå, eller i hvert fald var det meget overraskende og pludseligt for Stian. "Er du blevet forlovet? Tillykke." Han så lidt forfjamsket ud, men rettede sig så op igen og kiggede med en afslappet mine på den anden. "Hvad er hun for en type?" Ikke at Stian havde mænget sig meget med andre kvinder, og dem han havde vokset op med var de ufeminine af slagsen; Altså foruden hans mor. Alligevel var han ret nysgerrig over at finde ud af hvem Cecilio havde gået hen og forlovet sig med. 

Da Cecilio kom med sin flirtende kommentar blev han en smule rød i kinderne, og lettere befippet. Det kunne ses på ham i et meget kort sekund, hvor han så prøvede at opretholde en hvis neutralitet så han ikke kunne aflæses. Det var ikke hver dag at han blev kaldet køn af en anden mand. Selvom Stian selv havde let ved at sige tingene som de var til andre; han eller hunkøns væsner, var det altid anderledes at få det tilbage på sig selv; især når det var komplimenter. "Tak.." Han smilede skævt og sugede luft ind igennem næsen imens hans læber strammedes. Det var jo lige det der med at få ilt til hjernen, så man kunne kontrollere sine følelser. Han åbnede øjnene igen og så indtrængende på Cecilio, "Det kan da godt være, hvis jeg kan se det er nødvendigt." Selvom Cecilio var en mand, kunne Stian ikke lade være med at blive fanget i en underlig miks af følelser overfor den anden; Han fandt ham ret charmerende.. og sådan var det næsten hver gang de snakkede sammen. 

Det var nemt for Cecilio at komme med komplimenter, og ofte havde han heller ikke selv nogen problemer med at modtage dem. Med mindre det var fra personer han ikke havde set det komme fra, eller det var usædvanlige komplimenter. At få dem fra Stian ville nok have gjort ham en smule stille, men indtil videre var det ikke rigtig noget Cecilio som sådan havde oplevet. Tilgengæld gjorde samtalen om hans forlovede den unge gøgler mand lettere stille.
"Hun er.... jaahh.." han kløede sig i nakken, og kiggede forsigtig op på Stian. Det var altså en mærkelig situation for Cecilio. "Hun er et meget frit individ... men det er ikke ligefrem fordi at jeg har kendt hende i lang tid. Det er... hvordan skal man sige det.... politisk?" Det lød måske mærkeligt at høre fra en gøgler. Det virkede ofte til at gøglerne havde ingen interesse i politik, men hvis man så i de dybere lag kunne man godt se, at der var nogle stridigheder mellem visse gøglergruppe. Dette var grunden til at Cecilio og Lyuba skulle ægtes. Hun var en sød pige, og han havde da været heldig, men det var stadig en mærkelig situation at stå i.

Et skævt smil trak sig over hans læber. "Jeg synes nu allerede at du lægger op til at det er nødvendigt, men det kan jeg vel ikke klage over," sagde han med et glimt i øjnene, og lod hans skulder støde blidt mod Stians skulder. Det kunne godt være at Stian var en byvagt, men der var alligevel noget afslappet over hans selskab. Det hjalp selvfølgelig også på at holde Cecilio i ro med sine hænder, nu når en byvagt vågede over ham.

Stians øjenbryn hævede sig en smule imens han afventede Cecilio's beskrivelse af sin ægtefælle. Det lød til at være kompliceret, og det var det vist også. Stian lavede en underlig grimasse, der mindede om forbavselse da Cecilio nævnte at det var noget politisk. "Nå? Hmm.." Han skulle lige begribe den nyhed inden han kunne sige mere, "Jeg vidste ikke at arrengeret ægteskab også skete mellem gøglere. Jeg troede I var mere frisindet og sådan." Han trak lidt på skuldrene og lagde hovedet på skrå bagefter. Han smilede lidt prøvende til den anden og tilføjede så, "Men, jeg ønsker dig alt godt med dit ægteskab, og jeg håber at din kommende hustru ikke er alt for strid ved dig." Det var vel den slags man skulle sige til folk der skulle giftes, men Stian kunne ikke lade være med at føle sig helt forkert indeni, ikke fordi han ønskede nogen dybere relation til manden foran ham, men det var bare mærkeligt at se én som havde lavet ballade en gang imellem rent faktisk at blive gift på et tidspunkt. Og det var nok heller ikke den eneste grund. 

Hans hjerte kunne ikke lade være med at slå et slag over da Cecilio puffede sin skulder mod Stian's. Det var et mærkeligt forhold de to havde, syntes han. Normalt, ville Stian slet ikke blive så befippet og nervøs som en lille pige, når han snakkede med andre borgere og bekendtskaber; Men det var som om Cecilio havde lagt en eller anden fortryllese over Stian med sin personlighed, og bare generelt med hans nærvær. Stian kom med et lille tilbageholdt grin, "Du siger bare til." Et lettere flirtende blik blev sendt mod Cecilio's vej, og med det samme trådte han lidt væk fra ham, bare for at bryde fortryllesen en smule. Stian rømmede sig kort og lod sit blik vandre ud på menneskemængden. 

Det var rart hvad de havde. Nemt. Noget som Cecilio havde behov i sit liv, nu når det var blevet så hektisk. Det kunne ellers godt være at deres forhold var lidt atypisk, men det fungerede alligevel. På en eller anden special måde.
"Det er vi egentlig også, men selv ikke gøglere kan undgå visse politiske ting. Territorier kan alligevel være en ret stor ting," måtte han indrømme. Det var jo det der var kommet et problem ud af i første omgang, og det her havde været løsningen. Et par år tidligere og Cecilio ville ikke have sagt ja, og måske et par år senere, og han ville heller ikke have sagt ja. Det var pga. tiden og det bånd han havde knyttet til sin gøglergruppe, at han gav sig selv op. Måske han ville længtes efter rigtig kærlighed, eller også ville han finde det med Lyuba. Han ville i hvert fald give det et forsøg.

"Men tak.... jeg håber heller ikke at jeg får problemer med det," indrømmede han grinende. Forhåbentlig voksede Lyuba op til at være så godhjertet som hendes mor var. Selvom Cecilio havde lidt en fornemmelse af at den gøglerkvinde godt kunne være lidt strid i det.
"Jeg gætter på at du stadig har et par år endnu, inden du finder dig en?" spurgte Cecilio så og kiggede på Stian med et interesseret blik. 

Stian lyttede med interesse da han fik lidt mere indsigt i hvordan gøglernes liv egentlig var. Det var altid godt med ny viden, og som byvagt mente han også at det ret god mening at vide mere om bestemte gruppers liv og hvordan de kørte tingene. Man kunne jo aldrig vide hvad man blev udsat for i fremtiden. "Ah. Ja, det giver da meget god mening." nikkede Stian kort, "Så der var problemer mellem den gruppe du er med i, og så en anden gruppe? Spurgte han nysgerrigt. 

Han smilede lidt til Cecilio da han grinte over sine egne ord, og måske endda situationen? Det var jo ikke hver gang at et arrangeret ægteskab ville blive en succes, men han håbede på Cecilio's vegne at dette ikke var tilfældet for ham. "Hvis det bliver for meget, kan du altid tage på kro med mig eller sådan noget, for at komme lidt væk." foreslog han med et skuldertræk. Stian så på Cecilio med et lettere mistroisk smil over spørgsmålet der nu kom ham i møde. Om der var år til at Stian fandt en? Tja, sikkert dekader. Han kom med et kort og forvirret grin, "Jo, det har jeg sikkert nok." han kløede sig lidt i det lyse hår og lod blikket hvile på Cecilio's ansigt, "Men, jeg kan jo ikke vide hvad fremtiden bringer." Han trak lidt på skuldrene, "Jeg har i hvert fald ingen hensigt om at finde mig en lige nu." sagde han med et skævt smil. 

Cecilio nikkede bekræftende. Hans gruppe og Lyubas gruppe havde haft nogle seriøse gnidninger som der skulle løses på den ene eller anden måde. Et arrangeret ægteskab virkede dog næsten primitivt, mend et var hvad der var sket, og Cecilio var fanget i det. Eller... han havde fået at vide af Seona op til flere gange, at han sagtens kunne sige nej hvis han ombestemte sig, men han havde sat for at gøre det så, det nu ville han altså gøre det!

"Jeg vil helt sikkert tage dig op på det tilbud, så ikke tro du kan slippe af med mig så let," pointerede Cecilio grinende og bumpede endnu engang sin skulder ind i Stians. Stians svar på at finde en, fik Cecilio til at overveje hvor ens de to mænd egentlig havde været. Cecilio havde heller ikke haft nogen hensigt med det, men først faldt han for Florence, og nu skulle han giftes. Ingen vidste hvad der var lå i gærde for manden der ikke søgte kærlighed.
"Måske en dag ramler hun ind i dig, og du kan ikke gøre andet end at blive trukket med på dit livs eventyr," pointerede han smilende, selvom hans øjne næsten virkede lidt sørgmodige. Det var nogle svære følelser han gik med. 

Stian's øjne lyste op i et opmuntrende glimt da Cecilio i hvert fald ikke takkede nej til hans tilbud om at gå på kro sammen. Den tjattende skulder lod han ramme sin egen og med et hurtigt øjekast kiggede han ned på de to skuldre der mødtes, for de så atter skiltes. Det virkede måske lidt spøjst i andres øjne at Stian stod og inviterede en tidligere ballademager ud på noget god gammeldags alkohols-hygge, men for ham var Cecilio en type som han nød at tale med - De havde jo også lidt af det samme race blod i kroppen. "Åh nej, hvad har jeg dog rodet mig ud i." sagde han med en skæv grimasse der udformede sig til et sagte grin som langsomt døde hen da hans blik flakkede rundt til menneskemængden der forsat kørte derud af. Stian var jo stadig på arbejde, og måtte derfor ikke miste fokuset for lang tid ad gangen. 

"Mit livs eventyr.." gentog han som om han lige skulle smage på ordene. Han kiggede frem for sig med et fjernt blik og prøvede at forestille sig det, men da det ikke lykkedes ham særlig godt med fantasien måtte han opgive og gjorde istedet et kort skuldertræk inden han igen så på Cecilio, "Ja det må vi jo se til den tid." Hans mundvige pegede skævt op ad, men hans øjne ændrede sig til en lettere sympatisk mine da han mødte Cecilio's, som så lettere triste ud. 

Efter en lille stilhed, tillod han sin hånd at give et lille opmuntrende dask på Cecilio's skulder, "Du.." sagde han med en vag pause, "jeg må nok hellere komme tilbage til arbejdet, men det var hyggeligt at snakke lidt med dig." Han rettede på sin uniformskrave og rettede et par få forvildede lokker imens han så på Cecilio. 

Cecilio var glad for at der ikke blev taget fat i det når han havde et øjeblik af svaghed. Tankerne om Lyuba og Florence var noget der fyldte så meget i hans liv, at han ofte ikke kunne se klart. Når han var omkring folk han holdte af, hjalp det dog. De hjalp ham til at tage hans tanker et andet sted hen og bare få ham til at føle at hans følelser ikke var ved at splitte hele hans eksistens ad.

"Jamen, jeg vil da ikke opholde dig mere end højst nødvendigt," indrømmede Cecilio så med et kækt smil. "Hvis du begynder at kede dig igen, så er jeg kigger på at jeg ikke er så svær at finde." Det var ofte at gå efter de dånende kvinder og mænd, eller et af de steder hvor de råbte 'tyv'. Det var svært for Cecilio at holde sig skjult nu om dage. Han var en lidt for kendt gøgler... hvis det overhoved fandtes? Der var i hvert fald nys om at han var brudgommen til det gøglerbryllup der snart skulle stå. Det var nemt at se når der oplagt til sådan en slags fest.
Han skubbede sig lidt væk fra boden. Smykkerne glemt, eller i hvert fald ignoreret nu når han ikke kunne finde noget han mente der var værdigt for Lyuba. 

//Inaktiv