Race: Engel

Nogle mennesker dør. Nogle elvere dør. Nogle væsner dør, men det er ikke alle der sendes til dødsriget. Nogle væsner genopstår, med store smukke vinger, lyse øjne og et smukt smil. De kaldes engle.
Oftest genopstår engle med en stærk følelse af at have et formål med det liv, de har fået. Nogle kan tydeligt huske deres død og fortid - for andre er det blot tågede minder, som de ikke helt kan finde hoved og hale i.

Generelle oplysninger

Levealder: 0-? - Man fødes ikke som engel, men genopstår.

Levested: Overalt i Krystallandet. Ofte flytter de bort fra deres tidligere levested.

Religion: Mange engle beder til Isari, da man tror, at de er hende, der lader englene vende tilbage til livet - men andre følger de guder, de tilbad i deres dødelige liv.

Almindelig højde og vægt: Svarer til den oprindelige race, de tilhører.

Blandingsmuligheder: Denne race kan blandes med andre, men børn af engle vil typisk aldrig arve noget af engleudseendet, og vil i stedet blot blive opfattet som den race, engleforælderen var, før han eller hun døde.
Bemærk: Dæmoner og Elementaler kan ikke genopstå som engle. Vampyrer og Varulve, der genopstår som engle, vil ikke længere have vampyr- eller varulveforbandelsen og er immune for at få den igen.

Særlige racefordele

Vinger: Næsten alle engle genopstår med vinger. Nogle kan trækkes ind i kroppen og skjules.
Evigt liv: Engle kan ikke dø af alderdom og ældes ikke efter genopstandelsen.
Tidligere liv: Herudover har du fordelene, fra den race, karakteren er ud over at være engel.
Uddybende om racen

Udseende

Englens udseende svarer til det, karakteren havde før sin død og derfor den tilsvarende races. Alle engle genopstår med vinger, men nogle lærer at trække dem ind i kroppen og derved skjule dem. Din karakter behøver ikke bruge en magisk evne på dette.

Det er meget sjældent at engle genopstår i deres gamle krop. Som regel dannes en ny krop med et udseende, der ligner den gamle. Har den gamle krop f.eks. fået skåret halsen over, vil et form for ar eller mærke sandsynligvis kunne ses på den nye krop. Sygdomme og skader fra den gamle krop vil være helbredt. Det er muligt for engle at genopstå adskillige år - endda årtier eller århundreder - efter deres død. Disse engle husker intet fra tiden mellem deres død og genopståelse.

Ofte vil engle, når de genopstår, også opleve at kroppen er blevet forbedret. Gamle skavanker og dårligdomme er der ikke længere, men ar på kroppen vil stadig være der. Nogle genopstår i en yngre krop, end de døde i.


Historie

Man ved ikke præcis, hvornår krystalisianere begyndte at genopstå som engle. Der findes årtusinder gamle beretning om englenes eksistens, og da engle ikke dør af alderdom, er nogle af de ældst levende engle også et bevis på, at racen har eksisteret længe. Englene vender ofte tilbage til dem, de kendte i deres dødelige liv, og de eksisterer derfor ikke sammen i grupper - der har da også været engle på både Mørkets og Lysets side gennem tiden.

Under Dæmonkrigene kæmpede englene udelukkende på den side, der bestod af mennesker, elvere og dværge, for engle har aldrig allieret sig med dæmoner. Adskillige engle omkom i disse år, men nye genopstod efter krigens ende.

For et par århundreder siden tog Isaris præsteorden, der på dette tidspunkt var mere militærisk, en større gruppe engle ind, som blev optrænet i at beskytte byens beboere og udbrede Isaris budskaber. Da denne gruppe blev opløst forblev en del af englene i tjeneste hos templerne, hvor andre sluttede sig til Lysets Krigere.


Kultur

Engle er igennem tiden blevet symbolet på godhed, håb og fred, men det er langt fra alle engle der har det sådan. Nogle engle er ondsindede, andre er ligeglade med mennesker og andre væsner. Det vides ikke om engle er sendt til Krystallandet af guderne, men mange tror, at de sendes tilbage til livet af gudinden Isari.

Engle kan godt indtage føde ligesom mennesker, men de har ikke samme behov for det, og nogle glemmer fuldstændig at spise og drikke. De har heller ikke samme behov for søvn.


Forhold til andre racer

Mange engle nærer en dyb modvilje mod dæmoner. Deres forhold til de andre racer er dog ofte påvirket af deres tidligere liv og den race, de ellers tilhører.



Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 11