Grundlæggende Oplysninger
Fulde navn: Helios VindhviskerKaldet: ”Den Askefødte” (se slutningen af den lange baggrundshistorie for info)
Køn: Mand
Alder: 153
Fødselsdag: 20. juni
Tilhørsforhold: Kaotisk God
Tro: Isarisme, men tilbeder også Laurana og Chance. Han har desuden givet sig til at ofre til Nak’lar, i håbet om at kunne kommunikere med sin familie, men intet virker.
Erhverv:
Nuværende levested: Omrejsende - Han er omvandrende og har intet hjem - han bor på forskellige herberger eller kroer, alt efter, hvem der vil huse ham.
Race: Engel
Uddybende om race: forhenværende medlem af Topalis-folket
Udseende
Højde: 173 cmVægt: 69 kg
Hudfarve: Den kan ikke ses under bandagerne, men den er meget mørkebrun (og sortsveden, fordi han er ét stort brandsår)
Hårfarve: Ingen, han er skaldet.
Hårstil: Ingen, han er stadig skaldet.
Øjenfarve: Glødende orange uden pupiller
Kropsbygning: Normal, på grænsen til spinkel, men dog stadig mere eller mindre muskuløs.
Hverdagstøj: Inderst er han helt klædt i bandager, så han ligner en mumie med vinger. Kun hans vinger og øjne er synlige. Udover det, bærer han en rustning af læder og lilla drageskæl, en beige poncho og kappe, samt en læderhat i bedste cowboystil. I hatten sidder en stor, rød fjer fra hans vinger.
Ar, permanente skader, el.lign.: Som tidligere nævnt er han ét stort brandsår, og hvis man fjerner de salvede bandager, ligner han en mumie, som noget så blidt som vinden kan gøre ondt på. Kun øjnene og vingerne er intakt.
Særlige kendetegn: De røde vinger, de glødende orange øjne og mumificeringen. Vingerne er dog skjult under kappen til enhver tid, og næsten ingen ved, at han er en engel. Derudover udsender hans krop konstant varme.
Magi
Magisk evne (1): Immunitet overfor ild (ikke total)Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet
Magisk evne (2): Skærpede sanser - lugt, syn, hørelse, smag og desværre - følesansen.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet
Personlighed
Talenter: Jagt, lædergarvning, udstopning, kendskab til dyr og planter, samt deres brugsmuligheder.Svagheder: Hans følesans er ekstremt overdrevet, og fjernes hans salvede bandager, gør vinden ondt mod hans forkullede muskler. Han er desuden temperamentsfuld til grænsen, hvor han bliver morderisk, hvis man nævner hans familie eller taler ned om dem. Han har myrdet før af den grund.
Interesser: Som tidligere nævnt - jagt, lædergarvning, udstopning, samt katalogisering af dyr og planter.
Drømme/ønsker: Hans største ønske er at genforenes med sin familie, men efter dragernes genkomst er han fast opsat på at få truslen stoppet, koste hvad det vil.
Elsker: Sin familie over alt andet, men da han end ikke har dem længere, har han intet andet end jagten.
Hader: Drager og børn. Efter at have mistet sine børn selv, hvor det ene blev ædt af en drage, vil han ikke have noget med børn at gøre igen.
Helindtryk af personlighed: Meget tilbagetrukket, taler ikke rigtig med nogen, medmindre det er for at forsøge at komme i kontakt med dødsriget, for at komme i kontakt med sin familie. Han er besat af tanken om genforening og tanken om at dræbe dragerne, og som en af de eneste til at have gjort det, er han meget opsat på at gøre det igen.
Baggrundshistorie
Barndom: Han har levet en tryg og beskyttet barndom i sin landsby, indtil han blev gammel nok til at få et arbejde. Det blev han ikke mindre tryg af, men som jæger/lædergarver er der en vis del isolation og fare med i arbejdsprocessen.Fortid frem til nu: For længe siden, da Topalisfolket blev fortrængt fra deres ø, var der en lille del af en af stammerne, der slog sig ned i en forholdsvis afsidesliggende del af bjergene omkring Tusmørkedalen. Den lille gruppe byggede sig en landsby, hvor de levede afsondret fra nysgerrige blikke, af frygt for at dette hjem også ville blive taget fra dem.
Årene gik, og landsbyen trivedes ganske udmærket. Det var i en af disse glansperioder at Helios blev født. Allerede fra en ung alder af fik han interesse for dyr og planter, og da han efterhånden blev gammel nok til at skulle tage vare på sig selv, gik han i lære som lædergarver. Grundet den forfærdelige stank fra de ufærdige varer, levede lædergarveren i skoven, isoleret fra resten udenfor landsbyen, hvilket Helios intet problem havde med. Her kunne han i fred arbejde og samtidig studere de dyr, som blev pelset. De næste mange år gik med langsomt og slidsomt arbejde.
Hans læremester nærede en stor kærlighed til jagtkunst, og havde flere trofæer, som han selv havde udstoppet. Hans mange historier gjorde indtryk på Helios, som flere gange tog med ham på jagt og lærte de basale overlevelsesfærdigheder.
I løbet af årene fik han samlet sig adskillige trofæer selv, som blev udstoppet eller hængt op på væggene, og mængden af viden og notater om forskellige dyr voksede og voksede. Han var godt og vel tredive år, da han blev forelsket i en kvinde i landsbyen, som han besøgte under hver gang han vendte tilbage til byen for at sælge skind og læder. De blev viet efter et år, og der gik ikke længe før de fik tre børn.
Helios var dog nu engang stadig lædergarver, og måtte ofte lade familien passe sig selv, mens han klarede sit ildelugtende arbejde i skoven. Han sørgede for, at der var brød på bordet, og var hjemme hver anden uge, så familien følte ikke for meget afsavn. Alt åndede fred og fordragelighed, og folk i landsbyen havde sjældent haft det bedre.
Selvfølgelig skulle det så ske på det lykkeligste tidspunkt, at Helios’ yngste søn under en gemmeleg med sine søskende ved et tilfælde fandt en hule i bjergene, som han gemte sig i. Han var dog ikke alene i hulen. Da hans bror var ved at finde ham, krøb han dybere ind i grotten, indtil han var klemt op mod hulevæggen; eller, det troede han i hvert fald, indtil væggen begyndte at bevæge sig. Bag ham lå en sammenrullet drage, som nu begyndte at vågne af sin slummer.
Frygtsomt stak drengen af fra grotten, inden dyret vågnede, men han havde efterladt et duftspor efter sig, som dragen, hvis sanser var voldsomt skærpet af en glubende sult, intet problem havde med at følge. Børnene var for længst hjemme og bange, da dragens brøl rungede ud over landsbyen og den gik i luften. I panik forsøgte landsbyboerne at stikke af og gemme sig, men dragens hurtighed og flammer sørgede for, at ingen undslap. Helios kone havde barrikaderet sig med børnene i deres hus, håbende at dragen ikke ville kunne finde dem, men der var ingen steder at løbe hen.
Helios havde imidlertid hørt brølet, og på trods af sin mesters varsler om at blive tilbage, ville han ikke svigte sin familie. Han stormede med bue og pil klar tilbage til resterne af landsbyen, hvor alting brændte. Dragen var færdig med at æde dem, der forsøgte at slippe væk, og havde nu fået færten af en velkendt lille dreng. Den havde smadret hele den ene væg af huset i sit forsøg på at få fat i den lille godbid, som den kunne lugte gemte sig derinde. Han forsøgte sig med affyre pile mod bæstet, men dragens skæl var for tykke til at den overhovedet registrerede hans forsøg på at angribe den.
Helios kastede derfor buen fra sig og sprintede så hurtigt han kunne om til bagdøren, hvor han ville få familien til at følge ham ud, men i samme øjeblik som han nåede frem til dem og skulle til at føre dem ud, smadrede dragens hale gennem bagvæggen, som kollapsede bag ham. Hvad værre var, at dragens klo fik fat i drengen, som den trak til sig og åd. Ude af sig selv af raseri greb Helios en spids bjælke fra ruinerne af væggen og slyngede op i dragens øje, hvilket fik den til at hyle i smerte. Den trak sig tilbage ud af bygningen, men ikke uden en afskedsgave. Da dens hoved var ude, lød et brøl og flammerne slikkede pludselig op ad væggene omkring dem. Dragen havde tændt ild til bygningen, og de var fanget i infernoet, uden nogen udvej. Ligegyldigt hvor meget de prøvede, kunne de ikke slippe ud. Til sidst gav taget efter for dragens mange flammer, huset styrtede sammen og alle fire forsvandt i ildhavet.
Da Helios’ læremester endelig nåede tilbage til byen, var flammerne endelig døet ud, og der var ikke andet end grå aske tilbage. Hele landsbyen var væk, og det samme var Helios’ familie. Kun en enkelt orangegylden glød sås under det tykke lag aske, der udgjorde ruinerne af hans hus, men den døde ikke ud; den blev tværtimod kraftigere. Som havde der været flammer under asken, buldrede det kraftige orange lys nu op derfra, og en skikkelse rejste sig fra asken. Hyllet i det grå støv stod Helios klædt af til skindet, hvilket afslørede to store, cinnoberrøde vinger på hans ryg, der glødede som med en indre ild, ligesom hans nu pupilløse orange øjne.
Han lærermester spurgte vantro, hvad der var sket og Helios måtte med sorg i stemmen fortælle, at dragen havde udslettet hele landsbyen - inklusiv hans familie.
Med lærermesteren stedte Helios dem til hvile, så godt han nu kunne, ude af stand til at se, hvilken aske der stammede fra dem, og hvilken der kom fra huset. Han havde mistet alt, og ønskede så inderligt selv at være død - eller være forblevet død i det mindste - men skæbnen lod til at have andre planer med ham.
Mindet om dragen, der fortærede hans søn, blussede pludselig op igen og fyldte ham med vrede. Han spurgte lærermesteren om, hvor han kunne finde dragen, og denne fortalte ham, at han havde set bæstet flyve tilbage i bjergene. Helios bad ham om lov til at tage hans spyd og rustning, hvilket lærermesteren var ret nølende overfor, men Helios insisterede, hvilket mesteren til sidst måtte bøje sig for.
Dækket af læder, med spyddet i hånden og klar til kamp, drog Helios nu alene op i bjergene efter dragen. Opstigningen fra asken lod til at have forstærket hans sanser, men hans krop var i konstante smerter. Hævntørsten overdøvede dog alt andet, og holdt ham kørende hele vejen op til dragens hule, hvor han fandt den i en let slummer. Den fordøjede sit måltid.
På trods af raseriet over sin families død, var han en for erfaren jæger til bare at storme ind i grotten, men planlagde i stedet hvordan han ville snige sig ind på dyret. Halvvejs derinde gik det dog op for ham, at dragens sanser var ligeså skarpe som hans egne, og den vågnede fra sin søvn rasende over at blive forstyrret igen. Den gik til angreb hurtigere end han var forberedt på, og han nåede knapt at tænke, inden den havde slået ham ud ad grotten med sin hale. Med en buldren gik den på vingerne og gjorde klar til angreb, men blev overrasket da den lille mandsling selv foldede sine vinger ud og gik til modangreb. Den var ikke vant til modstand, og det korte øjebliks overraskelse var alt Helios havde brug for, for med et kraftigt slag med vingerne at flyve op og gennembore dragens bløde underkæbe med spyddet.
Dette dræbte dog ikke dragen med det samme og i et sidste forsøg på at få dens angriber til at standse sit dødelige stik, lod den flammerne skylle ind over ham. Genopstandelsen havde godt nok givet ham en vis resistens overfor ilden, men en drages flammer var dog stadig for meget for ham. Kun med en sidste kraftanstrengelse nåede han at presse spyddet resten af vejen op i dens hjerne, hvilket slog den ihjel på stedet og stoppede ildstrømmen. Sammen faldt de to skikkelser til jorden.
Da han endelig vågnede igen, befandt Helios sig i et ukendt tempel, hvor han var dækket fra top til tå i bandager. To noget overraskede landsbyboere, som han ikke kendte, forklarede ham om hvad der var sket:
Der var gået flere timer, før han nåede tilbage til landsbyen, hvor lærermesteren havde ventet på ham. Da Helios var kommet tæt nok på, havde lærermesteren dog opdaget, at hele den øverste halvdel af hans krop, på nær vingerne, var fuldstændig forbrændt. Lærermesteren var ilet ham til undsætning, men det eneste han nåede at høre fra Helios, inden englen segnede, var: ”Dragen er død. Min søn er hævnet.” Lærermesteren havde efterfølgende slæbt ham hele vejen til den nærmeste landsby, hvor han havde båret ham ind i templet. Sammen med præstinderne havde han renset hans sår og dækket ham med en salve, hvorefter han var blevet så godt som mumificeret.
Præstinderne fortalte, at hvis han tog bandagerne af, ville salven tørre ud og krakelere, og hans sårede krop ville være for svag til at kunne modstå selv den mindste brise. Helios spurgte, hvor hans lærermester var, og præstinderne måtte bedrøvet vise ham ud til den gamles gravsted, hvor han havde hvilet i næsten hundrede år. "Han vogtede den Askefødte til sine sidste dage", stod der på gravstenen.
I respekt for sin ældre, satte Helios sig på knæ foran gravstenen og bad til guderne for at varetage mesterens sjæl. Han sad urokkelig foran graven, time efter time, foretog sig ikke andet end at bede og gentage sine mange spørgsmål i sit indre.
Hvordan var han overlevet så længe? Hvilket formål havde guderne for stadig ikke at lade ham blive genforenet med sin familie? Hvorfor kunne han ikke bare dø?
Efter adskillige timer overkom trætheden ham endelig, og han faldt bevidstløst omkuld på jorden. Da han åbnede øjnene igen, befandt han sig på et underlag af hårde brosten og der løb skrigende mennesker rundt omkring ham. Lyden af vingeslag og brøl overdøvede de panikslagne udråb, og han kæmpede sig op at stå igen. Langsomt begyndte han at bevæge sig mod strømmen og løb mod porten. Da han nåede ud af havet af flygtende mennesker, så han op, og blev fyldt med frygt og vrede. Store skygger mod aftenhimlen kastede skygger på jorden under dem, og flammer og ildkugler strøg hen over den mørke himmel og fik huse og kærrer til at blusse op. En kolos af et monster landede foran ham, og hurtigere end han kunne nå at reagere, åbnede bæstet gabet og alting blev oplyst i et splitsekund.
Ligeså pludseligt som han var sunket ind i bevidstløsheden, vågnede han igen og rejste sig op fra tempelgulvet. Det kunne ikke være en drøm. Det måtte være et tegn. Dragerne var tilbage.
Han skyndte sig ind til landsbyboerne i templet, og fortalte dem om sine syner, om tegnet fra oven. De skævede usikkert til hinanden, inden den ene bevægede sig ud bagved og fandt lærermesterens sidste gave frem til Helios. En læderrustning, der var belagt med skæl fra dragen, han havde nedlagt, et spyd af dragens lårbensknogle med den ene klo som spids, samt en kappe lavet af membran fra dragens vinge.
Hvis dragerne virkelig var tilbage, sagde de, så var der mere end nogensinde før brug for en dragejæger.
Han vandrer nu omkring i landet, søgende efter folk, der er villige til at tro på dragernes genkomst - men for det meste forgæves. Derfor skjuler han sin rustning og sine vinger under flere lag tykt tøj, indtil verden er klar til ham.
Værste minde: Da hans familie brændte inde under dragens angreb og hans søn blev ædt.
Bedste minde: Da han nedlagde og udstoppede sit første bytte - en hjort.
Barndomshjem: En landsby i bjergene omkring Tusmørkedalen
Familie: Han havde både en kone og tre børn, men alle fire døde for over hundrede år tilbage.
Færdighedspoints
Fysisk styrke: Over middelSmidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Elendig
Chatboks
IC-chat▽
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 0
Lige nu: 0 | I dag: 0