Det kneb faktisk ikke med krystaller i dag. På Skadis korte tid som lejesoldat var det åbenbart blevet meget populært at hyre hendes slags, men hver gang hun satte sig for hyre var folk selvfølgelig altid lidt i tvivl. Kunne en lille tøs som hende godt slås? Svaret var ja. Hun kunne sagtens slås. Hun kunne også sagtens slå tænderne ud på betaleren, men hun valgte ikke at gøre det. Ellers var der ingen krystaller i sidste ende. Man skulle tilsyneladende opbygge sig et godt omdømme før nogen gad sætte én til hyre, men heldigvis var det ved at være klaret her i østen efterhånden. Det hjalp at hun havde en håndøkse i bæltet og et rundskjold med sig hvorend hun gik. Det bidske udtryk hjalp også meget på det, samt de nordiske tattoveringer. Hendes størrelse derimod, hjalp ikke så godt. Men når hun først åbnede kæften vidste de fleste da heldigvis hvad klokken var slået.
 
Efter at have beskyttet én eller anden rigmandsfyr på hans rejse fra Medanien til Lazura var hun blevet belønnet rigeligt. Der havde været banditter på vejen men efter at have banket deres ansigter om til mos – Skadi var ikke typen der holdt tilbage – var han muligvis blevet en tand nervøs for hende. Han var én af de typer, der havde tvivlet på hendes evner, og han var blevet modbevist ret hurtigt. Men hun havde ikke gjort ham noget resten af vejen, faktisk havde hun bare valgt at lade ham om sit mens hun holdt sig til sit.
Hendes tanker vandrede rundt til hun kom i tanker om, hvad der reelt set var vigtigt: Krystaller. De var lig med mad og øl, så mens hendes hårde blik undersøgte byen, fandt hun hurtigt frem til en kro, som hun gik ind på. Det var relativt sent om aftenen og kroens gæster var allerede ret fulde så der var selvfølgelig den sædvanlige stirren, men Skadi var efterhånden vant til det og ignorerede det mens hun gik op og fik bestilt både værelse og masser af øl. Mad måtte bare vente til i morgen når man kom så sent.
 
I norden var det normalt, at man bare satte sig ved et bord, og at det var ligegyldigt hvem man sad med, så Skadi var selvfølgelig også ret ligeglad, da hun satte sig ved et bord med to mænd og en kvinde, der så vildt lille ud. Lille og blond. Lidt sær. Hendes øjne var en kraftig vandblå farve og da Skadi satte sig uden at spørge om lov så det først ud som om at de to mænd blev irriterede. Men da hun ikke engang kiggede på dem gik de bare videre med deres komplet taktløse flirten med den anden kvinde. Indtil det blev for meget og én af dem begyndte at røre. Det irriterede Skadi. Ikke fordi hun som sådan havde et problem med det, men hun havde intet behov for at skulle sidde og glo på sådan noget i aften hvor hun var træt. Desuden var det ikke en mands ret at berøre en kvinde, før han fik accept. Derfor trak hun håndøksen og lagde den på bordet, stadig uden at kigge rigtig på dem. ”Stop det dér.. Det her er en kro, ikke et bordel. Så skrid ned på bordellet med jer,” hendes hårde tone kom frem omgående. Hun bød bestemt ikke op til diskussion.

At tage til overfladen var altid en satsning. Talia havde gode oplevelser med at være ovenvande, men havde også hørt historierne og måtte sige farvel til gamle venner, på grund af hvad overfladen havde budt dem. Men hun tog stadig afsted. hun var villig til at ofre bare lidt for at opleve hvad den verden havde at byde på. Hun var svømmet op gennem den lange å til Azursøen, et dejligt område hvor hun havde mulighed for at vende tilbage til og slappe af skulle den lille havneby blive for meget for hende. Talia var glad for andre folk, glad for at møde folk, men hun havde brug for vandet for at kunne klare sig - komme igennem livet så at sige.

Men hun havde taget chancen denne aften og gik finurligt rundt i gaderne. I manges øjne lignede hun stadig et barn, på afstand i hvert fald, men jo tættere man kom var der ikke så stor tvivl. Hun var lille - men stadig en køn kvinde. Sømændene i havnen havde stirret voldsomt som hun gentog menneskelig skikkelse, fremfor det vandelige udseende. Nogen tabte endda hvad de havde gang i, og stod med åben mund.

Som aftenen havde nærmet sig, var Talia blevet tiltrukket til en kro i byen. Der var en varm lyd og atmosfære der strømmede ud af døren hver gang den blev åbnet. Den hvidhåret kvinde lagde hovedet let på skrå og gik frem til døren. Hun kiggede nysgerrigt ind. Det så specielt ud.
Der gik ikke lang tid før hun havnede ved et bord for sig selv og et krus med den firnurlige væske i. Det indeholdte vand, men også andre komponenter og smagte specielt.
Ikke at Talia fik lov at sidde alene længe. To mænd satte sig på hver sin sidde af hende, med smil på læben - hun kunne ikke helt tolke hvad smilet betød, men hun smilede tilbage venligt. "Goddag" Hendes stemme var lys og indbydende, men mændene begyndte at blive mere og mere nærgående. Hun forstod ikke deres flirten særlig godt, men bemærkede godt at hun blev mere utilpas som de kom tættere på.
Hun opnåede knap at en kvinde satte sig, først da lyden af noget tungt ramte bordpladen. Talias øjne var store som hun stirrede på øksen, for derefter at se tilbage til mændene, som tydeligvis var blevet godt sure over indblanding. Talia vidste ikke hvad et bordel var, men hvis kvinden sagde at det ikke var det, så var det ikke det. "Hvad fanden blander du dig nu for" Det gav et gip igennem Talia ved lyden af mandens meget hårde og vrede stemme til højre for hende. Manden holdte stadig sin hånd på låret af Talia, som hun ganske diskret forsøgte at snige sig ud af. Hans greb var dog for stærkt.

Der skulle meget til for at gøre Skadi rigtig vred. Hun tog for det meste tingene med ro, overraskende nok, men mange omkring hende anså hende som en rigtig hidsigprop fordi hun havde så beskidt en kæft. Men det burde være deres mindste bekymringer. Det var i hvert fald hendes mindste bekymring, for hvor vigtigt var det lige at tale pænt mens man var i gang med at hugge hovedet af sin fjende? Hvor vigtigt var det egentlig i bund og grund at tale pænt? Hvis man ikke brød sig om noget, så var det sgu da meget bedre at sige det! Hun kiggede ordentligt på manden da han svarede igen, og sendte ham et barskt smil.
”I det mindste kan jeg godt holde mit privatliv for mig selv,” kommenterede hun roligt og fattet. Manden tog det ikke særlig pænt. Han stirrede bare rasende på hende, før den anden af dem greb fat om øksehovedet på hendes økse. Forkert handling. Skadi kiggede nærmest faretruende på ham.
 
”Slip lige min økse, gider du? Jeg har ikke lyst til at tage din hånd for evigt,” af én eller anden grund var hendes øjne åbenbart alvorlige nok, for manden gav overraskende nok slip på den. Men han rejste sig derefter også ret hurtigt og lignede én der skulle til at flyve i hovedet på hende, hvilket dog blev stoppet af en udsmider. ”Jerg, ud med dig. Det samme med dig, Karl,” udsmideren vippede en tommelfinger i retningen af døren. Karl, manden der holdt fast i den lille kvinde, blev dog siddende med hende. Jerg gik slukøret ud og Skadi kiggede bare efter ham med et ligeglad blik. Det så ud til at de havde strenge regler på den her kro. Eftersom at hun havde betalt for et værelse, ville hun ikke skabe problemer. Med mindre Karl her altså virkelig bad om det. ”Hey.. Var det Karl du hed?” hun valgte med vilje at så tvivl om hans navn, fordi hun fandt ham så ligegyldig. Hun vendte sig mod ham mens hun pakkede øksen ned i sit bælte. ”Hvis du skal være så skide sur, hvad så med at vi ta’r den udenfor? Hvis du altså tør?” hun rejste sig øjeblikkeligt og nedstirrede ham.

Talia var ikke sikker på hvad hun havde roddet sig ud i, eller hvorfor det netop var sket for hende. Da nogen havde nærmet sig havde hun ganske almindeligt troet at det var venligsindede der ønskede at snakke med hende. Det var vel ikke unormalt at en pige gik alene ind på en kro for at sidde? Se sig om og opfange stemningen. Men lige nu, som hele situationen blæste op, følte hun ganske tydeligt at hun havde gjort noget helt forkert i forhold til menneskenes kostume. De store havblå øjne gled fra den ene til den anden. Hun sank en klump i halsen og forsøgte at forstå hvad der egentlig foregik. Talia havde ikke lyst til at slås, hun havde aldrig fundet det interessant, men hun var ikke forsvarsløs. Hun var stærkere end man kunne se.

Talia begyndte at flytte mere på sig, som denne Karl strammede sit greb en smule ubevidst om hendes lår, som han blev ophidset af den anden kvindes måde at tale til ham på. "Det gør ondt.. Vil du ikke godt slippe mit ben" Bad hun ham uskyldigt, mens hun forsøgte at skubbe hans brede solbrune hånd væk fra hendes lår han nærmest kunne holde helt rundt om med sin hånd. Manden blev kort forvirret over at skulle koncentrere sig om to ting, men Talia var ikke den truende faktor, og derfor mindre vigtig for hans blik. Han slap hende dog som han rejste sig op for at nå i øjenhøjde med den anden og stirre tilbage. "Du er ikke bange af dig, hva skøge" Talia rynkede brynene sammen, tog fat om sit krus så man kunne se at hendes knuer blev hvide, inden hun rejste sig og i bevægelsen smed krussets indhold op i mandens ansigt. Han stirrede forvirret ned på hende efter han var holdt op med at sprutte. Talias ansigt var blevet hårdt og øjnene så op på ham - lidt med sammenligning til en arrig hundehvalp. "Tal pænt til hende! Der er ingen grund til at slås, men du skal ikke kalde hende navne!" Talia satte krusset tilbage på træbordet med et hårdt dunk, præcis som udsmideren begyndte at vende tilbage igen.

Mange ting var hun blevet kaldt. Skøge var overraskende nok ikke én af dem. Og derfor var hun faktisk en smule chokeret. Hun kiggede tavst på manden til kvinden kylede sit krus’ indhold lige i hans fjæs. Hans sprutten var sjov at høre på og kvinden så ud til at være mere end først antaget, da hun talte vredt til ham. Hun havde sgu ben i næsen! Men det ændrede ikke på, at manden lige havde kaldt hende for en skøge og stadig stod der, om end med et forvirret blik på den fremmede kvinde. ”Du burde lytte til hende. I modsætning til hende, har jeg ikke noget imod at slås,” snerrede hun gennem sammenbidte tænder. I samme nu dukkede udsmideren op og greb nådesløst fat i Karl, som han slæbte med hen til døren. Manden blev kastet uden for, og Skadi kunne ikke lade være med at grine lidt af det. Han fik som fortjent, jord i ansigtet og et spark i røven. Hun ville nok være gået over gevind hvis hun havde været udsmideren, men det var hun så heldigvis ikke. Hun kiggede lidt hen mod døren, overvejende om hun skulle gå ud til Karl og ommøblere hans ansigt, men ændre mening og satte sig i stedet ned og fyldte kvindens krus med den lille tøndes indhold. For Skadi var det aldrig nok med bare ét krus.
 
”Jeg kan lide dig,” fortalte hun ærligt mens et stadig reserveret smil dukkede op på hendes læber. Hun valgte sjældent at åbne sig for folk. Det var hendes erfaring at alle før eller siden opdagede hvilken person hun i virkeligheden var og ikke brød sig om hvad de så. Det ville nok være det samme for denne kvinde, der så ud til at være en modstander af vold, hvorimod Skadi selv havde valgt konflikt som sin levevej.
”Så hvad er du for en lille én? Du virker ikke så lille når du bliver vred,” hun løftede kruset og tog en slurk mens hun observerede kvinden. Hun havde virkelig været en overraskelse i sig selv.

Talia kiggede efter udsmideren, stadig med meget arrigt utryk i ansigtet, men som døren smækkede igen efter at denne Karl var landet udenfor på gaden, blødte Talia fuldstændig op. Hendes ansigt blev mildt og roligt på sekunder, inden hun igen satte sig ned, denne gang med benene trukket op under sig i skrædderstilling. Den hørfarvede kjole strak sig således den stadig dækkede hendes knæ, trods den anderledes stilling hun satte sig i på stolen. Hun smilede varmt til den anden med hovedet let på skrå. "Tak, i lige måde" Talia kunne kun være begejstret for den anden kvinde, der var kommet og havde fjernet de mænd som var blevet en kende anelse for nærgående.

Talia tiltede sig hovede til den anden side, med et skævt smil på læben over spørgsmålet. "Mig? Jeg er Talia. Jeg kommer fra havet - og så lille er jeg heller ikke" svarede hun som hun trak krusset tilbage imod sig, som var blevet fyldt af den anden, alt imens et varmt grin løb over hendes læber. "Eller faktisk kom jeg op af Azursøen for et par timer siden - det er virkelig mærkeligt at være i ferskvand når man har levet så mange år i salt" forklarede hun som at det skulle være det mest normale i hele verden at hoppe og op ned i vandet som var det ens andet hjem. "Hvem er du?" spurgte hun ind til ganske åben i sine træk - man skulle ikke tro at hun lige havde mødt to ubehagelige typer som ville udnytte hende, med måden hun nu opførte sig.

Den totale ændring af udtryk på den lille kvinde fik Skadi til at hæve et øjenbryn kort. Hun lod derefter som ingenting, for hvis den fremmede kvinde ville være mindre sur, så var det vel op til hende. Skadi havde aldrig rigtig haft tålmodigheden til at blive glad med det samme efter en konflikt. Hun kørte fraværende en hånd gennem sit lange viltre hår. Havde hun og rigmanden ikke fundet en sø før de var kommet hertil, ville hun sikkert stadig have haft rester af blod både i håret og på hænderne, men heldigvis havde de da haft mulighed for afrensning på vejen. ”Havet? Hva’?” det var Skadis tur til at være forvirret. Hun havde ikke hørt meget om de forskellige racer. I hendes hjem i norden var selv magi en mærkelig ting, så når der endelig kom andre racer en mennesker ind i deres by var de typisk blevet behandlet med mistro. Skadi vidste dog godt, at dét at være anderledes ikke betød at man nødvendigvis var farlig. Hun var selv farlig, men hendes seer-evner havde altid været nyttige for hende, til trods for den foragt folk havde haft for evnen derhjemme.
 
”Så du er ikke et menneske,” konstaterede hun bare efter lidt tid med et hovednik. ”Mit navn er Skadi.. Jeg kommer ikke fra havet,” hun kunne ikke undgå at smile skævt af sit eget hæslige forsøg på en joke. Hun tog en tår mere og lænede sig frem, ind over bordet. ”Jeg kommer fra norden.. Så hvad er du, hvis du ikke er et menneske? Jeg møder sjældent andet end mennesker,” hun var blevet oprigtigt nysgerrig nu, og kunne slet ikke holde spørgsmålene tilbage.

Talia forstod absolut ikke forvirringen omkring at hun skulle komme fra havet, men hun opserverede det godt i den andens udtryk, selvom hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige eller gøre ve det. For hende var det jo normalt at kommet fra havet - selvom tanken om at det ikke var normalt for menensker, begyndte at strejfe hende.
Talia rystede på hovedet som svar. Hun var ikke menneske. Faktisk kendte hun umådelig lidt til menneskeracen, andet end hvad hun havde hørt fra sine søstre. Havfruesøstrene som hun var blevet adopteret lidt ind af, efter hun blev ved med at komme forbi.

Talia grinede varmt og løftede krusset op for at drikke noget af dens indhold. Det smagte sært. Virkelig sært. Hun kiggede lidt mistroisk ned på det, men rettede hurtigt sin opmærksomhed til Skadi. "Norden, er det ikke der de har... frossent vand overalt?" hun havde set det på afstand, men ikke turde tage tæt på. Det føltes forkert.
"Jeg ved faktisk ikke hvad i kalder det... jeg er ikke en havfrue, og de kalder også Aquamennesker... Jeg har hørt ordet Elemental blive brugt, men det kan jo betyde alle forskellige elementer i hele verden!" svarede hun muntert og havde intet imod at den anden var nysgerrig. Det var altid sjovt at snakke om ting, også selvom det var om hende selv. Talia havde rig mulighed for at udspørge Skadi senere.

Frossent vand over alt? Det var nogle mærkelige måder, hende Talia talte på, normalt ville Skadi bare kalde det sne, men hun vidste godt at det jo faktisk var frossent vand. De kogte det derhjemme og brugte det til en masse forskellige ting. Det var faktisk meningen, at hun selv skulle lære, at gøre de mere praktiske og mindre krigeriske ting, men Skadi var Skadi. Og hendes særhed var alligevel så åbenlys allerede fra barnsben, at hun lige så godt kunne sætte ekstra brande på det bål. ”Jo, der er sne over alt. Men hvis man varmer det op bliver det til vand,” fortalte hun roligt, som var det næsten en hel historie. Skadi elskede faktisk en god historie, måske havde Talia nogen?
 
Selv efter at Talia fortalte om de forskellige navne hendes race var blevet kaldt, fattede Skadi ikke en skid. Hun forholdt sig igen tavs et stykke tid, gloende på hende. ”Så du er en vandkvinde? Det er det eneste der giver mening fra hvor jeg sidder,” Talias muntre tone var smittende og blødte helt ind i Skadi, der faktisk følte at denne aften havde udviklet sig til det bedre. ”Hvordan er det at bo i vandet?”

Frossent vand var vel hvad man kaldte det? Det var vand, der var gået under frysepunktet? Det var i hvert fald hvad hun havde fået fortalt for mange årtier siden - selvom hun også huskede en forklaring om at de ikke altid så ens ud. Det var mærkeligt at tænke på.
Talia lagde hovedet tilbage på skrå, med et stærkt undrende udtryk i ansigtet. "Er sne anderledens end andet frossent vand?" spurgte hun interesseret ind til med let åben mund. Man kunne tydeligt fornemme at dette emne var nyt for hende. "Hvordan varmer i det?" spurgte hu videre ind, interesseret i den andens historie, omend det i øjeblikket var meget fokuseret på en ekstrem simpel ting.

Talia bed sig let i læben og kiggede eftertænksomt op i loftet for et par sekunder, inden hun med et smil rettede de store havblå øjne ned igen. "Det kan vi godt kalde det. Jeg kan blive til vand i hvert fald. Eller så godt som. Vi har altid kunne fornemme hvor hinanden er, selvom andre racer vidst ikke kan se os under vandet" forklarede hun med et skuldertræk. "Det er fantastisk! Fuldstændigt frit og dejligt. Det er helt mærkeligt at være på land, hvor man kun kan bevæge sig i et lag.. Jeg er vant til at kunne svømme op og ned som jeg lyster.." det var en munter tone og et blidt glimt i hendes øjne. "Men landjorden.. hvordan er den at bo på i længden?" Talia gik egentlig ud fra at Skadi altid havde boet her. Der var vel ikke andre muligheder, ud over vandet.

Talias spørgsmål gjorde Skadi lidt forvirret. Hendes naturlige respons på forvirringen var som altid. At tøve med sit svar, samt stirre lidt for længe med et halvforvirret og koncentreret udtryk i ansigtet. ”Øøh… Nej, jo.. Nej.. Ja? Det er sne og når man varmer det, bliver det til vand,” hun var lidt langsom i optrækket og kradsede sig kort bag øret. Der var for meget tænkning til hvad hun var vant til. ”Vi putter det i en gryde og hænger den gryde over åben ild. Lige som det derinde,” Skadi pegede ind mod det ildsted der var i kroen. Det der holdt kroen varm og hyggelig at være i.
 
At høre hvad Talia kunne fik Skadi til at spærre øjnene op. Hun havde hørt om magierne fra de forskellige folk hun havde mødt; folk der kunne skyde ild og lyn ud af hænderne, telepater, andre der kunne teleportere sig rundt omkring. Men blive til vand? Hvordan var det overhovedet muligt? Ville hun ikke forsvinde i alt det andet vand og aldrig blive sig selv? Allerede al den tænkning hun i forvejen havde gjort, gav hende nu en mindre hovedpine og hun gloede bare på Talia, overrasket over denne nye viden.
”Det… Det lyder.. Ehm.. Det ved jeg ikke. Jeg er forvirret,” indrømmede hun blankt. Hun forstod måske godt det med at kunne bevæge sig både op og ned og frem og tilbage, for hun havde selv været i vand før, men hun fattede ikke hvordan en person der lignede et menneske kunne splatte ud til vand.
”Åh eehm, de fleste kan lide at bo heroppe. Det handler ikke så meget om selve landjorden men mere om hvordan dem man bor med er,” det var med vilje sagt en smule kryptisk, for Skadi var aldrig meget for at dele af sin egen fortid. Hun tog en lidt længere slurk af sit krus. Det var nu tomt og hun fyldte det op igen.

Talias øjne nåede en helt ny størrelse af forundring, mens hun ikke kunne undgå at havde munden let åben. "Virkelig?! Wauw, det vidste jeg slet ikke at man gjorde" hun smilede stort i forundring og glæde for at havde lært noget nyt. Talia opfangede egentlig ikke at hendes spørgsmål kunne lyde mærkeligt, ej heller at Skadi var forvirret over det - hun havde aldrig været så god til at multitaske. Når først hun var opsat og forundret, som hun var nu, blev det svært at huske andet menneskelig adfærd. Talia vendte blikket hen imod ilden som Skadi pegede hen imod. Hendes blik blev en smule anderledens og hun måtte hurtigt kigge væk, for det gjorde mærkeligt ondt i øjnene. Kunne varmen komme så langt? Hun havde bemærket at der var en varmere temperatur herinde end udenfor, men at kigge direkte på ilden var ubehageligt.

Talia kom med et roligt grin, og opfangede endelig forvirringen, specielt fordi at Skadi selv påpegede at hun var det. Hun bed sig let i læben og lagde hovedet på skrå mens hun kiggede ned i den gyldne væske. Måske det ville virke. Hun kiggede rundt for at se om andre holdte øje med dem, men ingen så ud til at værdige dem blikke. "Prøv at se" hviskede hun, og stak hånden ned i øllet, som trods alt var en vandelig væske. Forhåbentlig var det nok. Hun lukkede øjnene og hendes hånd, hele vejen op til albuen blev gennemsigtig og vandlig. Som at kigge gennem et vandspejl når man så direkte. Hun kiggede smilende over på Skadi, inden hun tog hånden op igen, hvortil hun med det samme blev legemelig igen.
Nu var det Talias tur til at være forvirret. Hun kiggede undrende på den anden, og forsøgte sig med et halvt nik, som aldrig rigtig blev færdigt. "Dem man bor med? Så, hvis man ikke kan li dem man bor med? er landjorden så forfærdelig?" Sådan havde Talia aldrig tænkt over det - hun huskede at mange af havfolkene var fordomsfulde for hendes slags, men hun havde altid fundet trøst i havet.. Måske var det fordi hun elskede at bo med vandet?

Talias kæmpestore smil havde en uventet effekt på Skadi der automatisk begyndte at smile. Elementalen, eller hvad end hun var, var som en solstråle uden ende, og det var nærmest forfriskende at tale med hende. Og underligt samtidig, for Skadi havde aldrig i sit liv oplevet denne form for imødekommenhed. ”Men det gør man.. Vi laver også mad på den måde,” tilføjede hun smilende. Det var næsten underligt, det smil, som om det sjældent blev taget i brug. Ofte nåede hendes smil aldrig øjnene, men det gjorde det i aften som Talia smittede med sit fantastiske humør. Som Talia bad Skadi om at se og derefter stak sin hånd ned i ølkruset, lænede hun sig frem og stirrede, til armen blev gennemsigtig og vandagtig. Det tog ikke lang tid for Skadi at gå fra overrasket, forvirret til fascineret, og hun kunne simpelthen ikke lade være med at stikke en finger ind i armen på hende. Det føltes vådt, præcis som vand, men da Skadi trak hånden til sig var hendes finger ikke våd.  Det var super sært og hun kiggede forvirret på sin egen hånd, før hun rystede den og blikket vendte tilbage mod Talia.
 
”Det var…. Ææhm… Underligt,” hun var stadig dybt forvirret, men det gav nu faktisk mening at hun ikke bare ville sprede sig i vandet. ”Nej… Nej, nej, landjorden er ikke forfærdelig.. Men nogle af de mennesker der bor her er. Bare se ham Karl og den anden fyr.. Jerg. De er nogle værre idioter, der ikke ved hvad der er bedst for dem selv,” hendes blik vendtes mod døren og lysten til at tæske de to sanseløse groede i hende.
”Og min lyst til at slås er du sikkert heller ikke særlig glad for. Jeg har nemlig lyst til at gennemprygle de to fyre dér..” hun pegede igen mod døren med tommelfingeren.

"Jeg forstår mig ikke så meget på mad" indrømmede hun med et let genert smil på læben, der dog alligevel gled over til det samme glade og begejstrede det havde været før.
Talia kunne godt li Skadi's smil, det var rart at se hende bløde op i et smil der nåede op til de brunlige øjne. Det gav en varm følelse! En dejlig følelse at kunne få en anden til at smile muntert og blive i dejligt humør.
Talia begyndte at grine som Skadi's finger nåede hen og ind i hendes arm. Det kildede forfærdeligt, og ville hvis det var over langt længere tid begynde at gøre ondt, men lige nu kildede det bare utrolig meget. Skadi's udtryk fik Talia til at bide sig i læben for ikke at grine videre. Åbenbart var det ikke normalt at se eller mærke sådanne væsner.

Talia lænede hovedet på skrå igen, lyttende til fortællingen om landjorden. Og at det ikke så meget var stedet i sig selv, men derimod dem som befandt sig her. "Men der er også rare folk heroppe ikk? Folk som dig, der ikke fandt sig i Jerg og Karl's opførsel overfor mig" forsøgte hun sig frem - hun var taknemmelig for indblandingen da hun endelig forstod hvad der foregik. Ikke at Talia ikke kunne passe på sig selv, men der var ikke meget vand herinde hun kunne bruge, og hun var ikke sikker på at det gik lige så nemt med øl..
Talia smilede roligt og trak på skulderne. "Måske ikke, men du har dine grunde. Bare fordi jeg ikke kan li at slås betyder ikke at jeg foragter alle som gør. Min fortid har været meget fredelig - det fornemmer jeg at din ikke har været" Talia pakkede ikke noget ind, det var direkte og hun lignede heller ikke en som opdagede at hun måske overtrådte personlige grænser.

Det gav sådan set meget mening at Talia ikke forstod sig på mad, når hun boede i havet hvor ild ikke kunne bruges til noget som helst. Men alligevel, det måtte altså være ret koldt. Selv tænkte hun tilbage på en tid hvor hun havde set én af de andre unge dø druknedøden under isen på en sø i nærheden af hendes hjem. Sjovt nok havde hun drømt om det natten før, for dengang havde hun været noget bedre til at tyde drømmene. Det var vidst sandt, når de kloge folk sagde at et barnesind var langt mere frittænkende, for det var først godt og vel to år efter at Skadi havde besluttet sig for at lukke fuldstændig af for sine seer-evner, og det var egentlig ikke fordi hun ikke var ung da. Hun havde været 15 vintre gammel. Problemet lå bare i, at når man fik nok prygl for at være anderledes, så forsøgte man bare at passe ind og blev voksen alt for hurtigt.
Talias spørgsmål fik drastisk stoppet Skadis tankegang. Kaldte hun hende lige for rar? Skadi glippede let med øjnene over det utrolige der kom ud af Talias mund, for det gav ikke nogen mening for hende. Rar? Følte Talia virkelig det? Hun formåede ikke engang at tænke så langt som til at svare på Talias spørgsmål før hun endnu en gang chokerede med de varme ord der ærligt talt betød virkelig meget for Skadi.

"Eehm, jeg..." hun stoppede tøvende op og så næsten undersøgende på Talia nu. Er det her en dårlig vits?
Hun var tæt på at sige det højt, men valgte at lade være, kun fordi hun af én eller anden grund ikke havde lyst til at gøre Talia ked af det. Selv dette overraskede den ellers meget hårde, kantede kvindekriger. Hun stirrede bare lidt på vandelementalen foran sig, før hun kørte en hånd gennem det lange hår. "Jeg er ikke nogen rar person, Talia.." startede hun ud, dødsens alvorlig, før hun bøjede sig frem og hældte et nyt krus øl op til sig selv. Det her krævede mere af den drik der holdt hende på den gode side af sig selv. Men selvom hun tømte sit krus, igen, så hjalp det bare ikke på de tanker der bare blev ved og ved og ved med at køre rundt i hendes forvirrede hoved. "Konflikt er mit levebrød. Jeg bliver betalt for at bruge den her," hun klappede øksen. "Til at kæmpe mod andre.. Det ender ikke altid godt, som i aften.." det var kun en fair ting at lade Talia det vide før hun begyndte at komme med vilde antagelser om Skadis "gode hjerte". Hun kunne slet ikke fatte det. Hvordan kunne nogen bruge rar og så hende i samme sætning? Det burde jo være umuligt.

Talia så uforstående på den anden og hendes voldsomme reaktion over noget som Talia måtte tolke sig frem til, være noget hun havde sagt. Hun blinkede et par gange, forvirret over den andens lamslåede udtryk og lagde hovedet på skrå, indbydende til at høre hvad Skadi ville sige, da hun endelig begyndte sådan nogenlunde at tale.
Talia tog en dyb indånding og et smil bredte sig roligt på bløde læber og et blidt blik så på den anden. Nok var det hun fortalte ikke ligefrem det mest rare i denne verden, og det at leve af andres ulykke, som var hvad Talia tolkede det til, var da heller ikke noget hun priste. Men det var et levebrød af en årsag. Måske forde det var hvad hun kunne få, eller hvad hun var opvokset med. Mange af de krigere hun havde hørt om, var opvokset til at det var æren at dø og kæmpe. At det var en del af deres natur at nedfælde modstandere. Det ændrede ikke på hvordan de opførede sig udenfor slagmarken, og hvilke indtryk Talia fik ind.

Talia kørte en finger hen over toppen af sit ølkrus, gennemtænkende, inden hun ville besvare hvad det præcis var hun mente. "Jeg forstår" startede hun ud som hun løftede hovedet igen, stadig med ro og balance, ingen tegn på skuffelse eller forvirring. "Du siger du ikke er en rar person, Skadi. Men du har stadig grundprincipper." hun tog en indånding og fortsatte inden den anden kunne afbryde, hvilket de blå øjne også indikere at hun ikke skulle gøre lige nu. Hun skulle forstå det hele først.
"Du betales for at kæmpe, jeg fornemmer også at du nyder at gøre det. Det er noget du betales for og kan distancere dig fra. Og alligevel kunne du ikke se på mens to mænd forsøgte at udnytte mig. Du blandede dig, men henblik på at stoppe dem - måske med håb om at du kunne slås, og jeg blot var en undskyldning for at det kunne ske. Det ændre dog ikke på den opfattelse jeg fik. Du deler dit øl med mig, du taler med mig, du er nysgerrig omkring mit liv" Talia lagde roligt en hånd på den andens. "Du er rar mod mig"

At Talia var så overrasket, forstod Skadi ikke. Det burde efterhånden have været tydeligt med de to, at der var en hvis kulturchok mellem dem, og at Skadi ikke altid forstod hvad det var, Talia prøvede på at sige. Hendes ord var forståelige, frem til da hun sagde ordnet "grundprincipper", hvilket Skadi overhovedet ikke vidste hvad betød. Hun fik et forvirret udtryk i ansigtet, ved det avancerede ord og forsøgte med det samme at tænke over hvad det egentlig betød, men det eneste det gav hende igen, var en hovedpine, så hun droppede det relativt hurtigt, og valgte i stedet at lytte til resten af Talias fortælling. "Du har ret," sagde hun overraskende roligt, indtil hun mærkede berøringen af Talias hånd mod sin. Hun var ikke typen der var vandt til denne slags komfort og omsorg, så hun begyndte med det samme at stirre intenst ned på deres hænder. Hendes egen hånd burde have været ét stort arvæv, men hendes healende evner gjorde sådan, at der aldrig rigtig blev dannet noget arvæv. Derfor var hendes hænder overraskende bløde.

Hun hostede let, en smule akavet over berøringen. "Der er ikke langt fra at være rar mod én, til at være et monster over for andre," konstaterede hun derefter roligt, før hun langsomt trak sin hånd til sig og kørte den gennem sit hår. Hun forstod sig ikke på dette, og ville egentlig hellere drikke sig i hegnet. "Eh.. Talia? Det her forvirrer mig. Jeg har fået hovedpine, jeg tror jeg har brug for mere øl for at snakke videre i de samme baner."

De var forskellige på så mange måder, at man nærmest kunne kalde dem modsætninger. Men selv der var Talia stålfast på at sige det ikke passede. Nok havde de forskellige måder at se verden på, deres opførsel vidt forskelligt, men de havde sammentræk på visse punkter. Måske ikke mange, men nu Talia fastholdte at Skadi var rar og venlig, måtte det vel være et fællestræk! Selvom Skadi ikke vidste det lige så ofte eller tydeligt som Talia muligvis gjorde.

Talia bemærkede langsomt, måske for langsomt, hvilken ubehag denne simple berøring førte med sig. Noget hun fandt lige så normalt som at hilse venligt på folk, var åbenbart ikke skik disse steder. Hun smilede undskyldende til Skadi og tog hånden til sig igen. Hun havde tydeligvis rigtig meget at lærer. "Muligvis ikke.." Gav hun alligevel den anden ret og trak på skulderne.
De næste ord fik Talia til at grine varmt og klø sig hen over næsen. "Jeg har vidst en anden måde at snakke på end jer landboere?" spurgte hun med en latter og munterhed i stemmen, der ligeledes også afspejlede en undskyldende natur over at hun ikke vidste hvordan hun skulle begå sig.

Talias undskyldende ansigtsudtryk da hun tog hånden til sig fik Skadi til at blive helt dårlig tilpas, for det var ikke meningen at hun ville gøre det mere akavet. Og hun ville bestemt ikke have et undskyldende blik fra Talia. Hun ville meget hellere bare gerne have at der ikke var akavet og at de bare kunne grine og drikke videre. Men der var en form for barriere mellem dem, skabt af, at den ene fra en landbeboer og den anden var en vandbeboer. Det fik kort Skadi til at blinke et par gange, som hun tænkte sig om. Talias grin fik dog sat humøret lidt i gang igen og det smittede faktisk nok til at nå Skadi også.

"Nah, ikke som sådan. Jeg kender et par lidt mere kloge folk der taler lidt lige som dig," forklarede hun med et skævt smil på læberne. "Jeg er bare ikke lige så... Klog med ord som nogle andre er. Jeg lader tit bare øksen tale for mig, faktisk, så når der kommer for kloge ord, forstår jeg dem ikke. Du skal ikke tage det så hårdt, det er ikke dig der er noget galt med," hun kunne ikke undgå at grine over hvor meget hun ramte sig selv med disse ord. Sådan var det nu engang.

Talia vidste godt at der var mange ting hun ikke forstod, og selvom det betød at hun så måtte træde ind på akavede områder, kunne hun også hurtigt komme væk fra dem igen, ved at grine det væk. Det var noget af det hun havde nemmest ved. At tænkte at det ikke var noget hun skulle gøre, og så var det nok. Der var ingen grund til at dvæle mere ved det.
”Det er da en glædelig nyhed” svarede hun med et grin, og var faktisk ganske tilfreds med at hun ikke behøvede at lærer at helt nyt sprog for at kunne begå sig på landjorden. Det havde bare gjort hele rejsen det mere besværligt. Hun havde heldigvis lært en del af havfolket, selvom de ved gud også have deres eget sprog der var noget mere indviklet. ”Men der er heller intet galt med dig! Vi skal nok forstå hinanden når det er vigtigt” svarede hun muntert tilbage med et grin. Nej, det skulle ikke skille dem ad at ordforrådet var anderledes hos de to der sad og drak øl, og langsomt begyndte at lærer hinanden at kende.