Under normale omstændigheder ville enhver dusørjæger, som var i besiddelse af en fungerende hjerne, kigge på diverse dusører, og måle faren af overfor udbyttet.
Man gik for eksempel ikke efter en bande af mordere for ti guldmønter (Mønter var, hvad man brugte i hendes hjemland) ganske simpelt fordi faren var alt for voldsom, og udbyttet overhovedet ikke kunne måle sig med at blive flået i af tredive voldspsykopater.

Man gik normalvis heller ikke efter en farlig, svært bevæbnet, orkjagende halvork for sølle to safirer.
To safirer.

Det var skørt, og hun vidste det. 
Hun havde endda et par krystaller på lommen, og havde ikke behøvet at påtage sig denne opgave.
Men... man antaster bare ikke et lille barn.

Mei's æreskodeks havde brændt sig igennem alle bekymringer og al fornuft, og hun havde accepteret opgaven - og derfor befandt hun sig nu i den mere lyse del af de urgamle Amazonitskove - et på alle måder interessant sted, hvor man helt sikkert kunne finde mange gamle hemmeligheder.

Den unge kvinde havde, efter et tip, brugt en halv dag på at opspore halvorken - hvilket var relativt nemt, da han rejste sammen med et dyr, som havde en tendens med at urinere overalt for at markere sit territorium. Og det lugtede bestemt ikke af noget andet i området...

Efter lidt gætværk og kvalificeret udregning, havde hun regnet hans mulige rute ud, og var derpå smuttet i en større bue udenom ham for at komme langt nok foran til at forberede en lille overraskelse eller to;

Derfra hvor hun sad, gemt væk oppe blandt de tætte blade i et større træ, kunne man i lysningen under hende lige ane at noget var unormalt med skovbunden.
Hun havde formået at grave en pit-trap, altså et rimeligt dybt hul dækket af meget lette kviste og blade, som ville briste hvis noget bevægede sig henover det, og derpå sende vedkommende ned i hullet - det var muligvis nok til at fange en rakkalaph.

Ude på midten af fælden havde hun placeret en død kanin, som hun havde fanget tidligere.
Lidt lokkemad kunne nok få bæstet til at gå i fælden - og så ville hun kun have én modstander at bekymre sig om.
Ihvertfald for en tid.

Mei, klædt i sin mørkegrønne tunika, mørke bukser og læderstøvler, lagde roligt en pil på den bue hun havde anskaffet sig... og ventede.

Rolf havde efterhånden forenet sig med tanken om, at han var en efterlyst person. Han var da også blevet konfronteret en del gange efterhånden, af dusørjægere af den ene eller anden størrelse. Ofte, så lyste det ud af dem, at de havde nået en helt særlig desperation – men så var der alligevel nogle outliers, som den lurvede mand med de to våben, og den stærke nordkvinde. Hver gang der skete et af disse særlige møder, så virkede det dog på Rolf som om, at det var mere tilfældighedernes spil end noget andet. Ingen af de to havde rent faktisk helt vidst, hvad det var, de gik ind til. Sådan kunne det jo gå – Rolf havde trods alt stadig sit liv i behold.

Med slangen om halsen og rakkalaphen på jagt, så begav Rolf sig stille og roligt igennem Amazonitskoven. Rolf havde ingen ledetråde at rede ud, og altså ingen umiddelbare mål – i hvert fald ikke, som han kunne tage sige af på daværende tidspunkt. Sådanne dage var efterhånden sjældne for den store halvork, som var usikker på om han skulle være tilfreds og nyde friheden, eller frustreret over tomgangen.

Rakkalaphen hylede og Rolf standsede op. Det var et utilfreds hyl, et plædere hyl. Ikke mange ting i Krystallandet kunne få Rolf sat i bevægelse så hurtigt, som hvis en af hans dyrefrænder havde brug for hjælp. Med det samme tænkte Rolf, at dyret var blevet fanget, gået i en fælde eller på anden måde angrebet af nogen eller noget, som ikke var naturligt – så havde hylet nemlig lydt anderledes. Som altid var Rolf iført sin kappe og kofte, og med lange skridt bevægede han sig over skovbunden, og tilbagelagde distancen til rakkalaphen ganske hurtigt. Den lå i bunden af et hul, som Rolf stod ved kanten af – gudskelov, øjensynligt, uskadt. Rolf sagde ikke noget, og dyret var holdt op med at hyle med det samme, Rolf var inden for rækkevidde af dets lugtesans.
Da gik Rolf så i knæ, og holdt sine arme ud for kroppen, varsomt og årvågen. Rakkalaphen havde jo ikke selv gravet hullet – og det var slet ikke utænkeligt, at gerningsmanden var i nærheden. En svedperle løbe fra Rolf tinding og dryppede ned på hans nøgne bryst.

”KOM UD!”

Brølede halvorken, i sin særprægede, dybe og knurrende stemme. Det var kun prøvende, for at se om der kom en reaktion. Rolf regnede det for meget sandsynligt, at der var tale om en gammel fælde – for de var trods alt rundt omkring. Rakkalaphen plejede ganske vist ikke, at falde i dem, men det kunne jo ske. Havde Rolf været overbevist om kamp, så havde han allerede afklædt sig – men det var han imidlertidigt ikke, tværtimod.

Som det også efterhånden var kotymen, så var Rolf ikke bare iført sin kofte og kappe, men også en let lag af jord, græs, mos, blade, ler og andet skidt. Det var som yderligere camouflage, på hans i forvejen grønlige hud.

Mei spændte et sekund i hele kroppen, da hun så rakkalaphen komme snigende ud gennem buskadset.
Hun trak langsomt pilen tilbage og spændte dermed buen, parat til at sende pilen imood dyrets krop hvis den nu skulle finde på at få færten af hende.

Det skete heldigvis ikke, for duften af frisk blod fra den døde kanin var langt stærkere - eller bare meget mere fristende for rovdyret.
Rakkalaphen gik efter kaninen, og gik dermed direkte i fælden: det tynde underlag brast sammen under den, og dyret faldt ned i hullet med et hyl.

Mei løsnede buen lidt og pustede ud, mens hun ventede på at ejermanden skulle komme sin trofaste rakkalaph til undsætning.
Dette varede ikke længe; dyrets hylen lokkede lynhurtigt halvorken ind i lysningen.
Så han havde altså en samvittighed...

Mei tog en stille indånding, spændte igen puen og rettede pilen mod halvorken.
roligt sigtede hun ned langs pilen og mærkede hvordan fjeren blidt kildede hendes kind.

Og så, samtidig med at hun pustede ud, slap hun.

Pilen susede igennem luften i en lige linje, direkte imod halvorkens ene skulder - målet var detbløde område lige imellem skulder og bryst. En pil der ville gøre det meget svært og smertefuldt for Rolf at bruge sin højre arm - hvis ikke det endda rev så meget over at det umuliggjorde al bevægelse i armen.

Mod en så fysisk stærk modstander, var Mei nødt til at være snedig.

Den velkendte hvislende lyd af en pil tæt på én. Rolf vidste ikke hvor det kom fra, men snurrede lettere desperat og særdeles overrasket om til sig selv, i håb om, at det ville hjælpe. I stedet for at ramme præcist hvor det var tilsigtet, så ramte pilen Rolf lige i den højre skulder og han udbrød et brøl af smerte og arrighed, som hans venstre hånd øjeblikkeligt søgte imod pilen. Det blødte næsten ikke, og Rolf knækkede øjeblikkeligt pilen af inde ved huden, så kun hovedet blev siddende. Det måtte ud senere. Det var umuligt helt at retningsbestemme hvor pilen var blevet affyret fra, men Rolf kunne naturligvis regne det generelle område ud, som han drejede sin front imod. Han kunne ikke se andet end træer. Han var målet for denne omgang, ikke hans rakkalaph - det stod pludseligt klart for ham.

”KOM UD!”

Råbte Rolf igen, denne gang fuldt klar over situationens alvor, og mærkede på sin højre skuldre inden han trak sin kappe af med den venstre hånd. Det gjorde fandens ondt allerede, hvilket var tegn på, at det i hvert fald ikke var permanent – det var halvorkens ræsonnement. Med venstre hånd hånd trak han også hurtigt sin kofte af. Skindmasken måtte han lade ligge, for den var nærmest umuligt at få på kun med den ene hånd, men han fik de udhulede bjørnepoter på hver hånd.
Hele seancen tog kun ganske få sekunder. Rolf var da fuldstændig nøgen, med poter og dertilhørende klør på begge hænder, som et par handsker. Halvorken havde besluttet, at han ville overspille skaden i skulderen, i håb om, at hans angriber i værste fald ville tage lidt lettere på ham. Illusionsmagien var åbenlyst en mulighed, men den var næsten værdiløs når Rolf ikke anede hvem – eller hvad - der var ude efter ham, samt hvor de befandt sig.

Skulderen gjorde ondt, og det dunkede i armen når han bevægede den, men den var langt fra så umulig at bevæge, som Rolf lod som om, hvor den hang næsten helt slapt langs siden. Bueskytten måtte føle sig noget så heldig.

Pilen havde ikke ramt sit mål perfekt, men det så ud til at den havde gjort rigelig skade alligevel.
Det så smertefuldt ud, og måden halvorkens arm hang på, fortalte hende at han havde svært ved at bevæge den.
Godt.

Mei lagde endnu en pil på buen, trak den roligt tilbage og tog sigte.
Hvis hun skød ham i knæet, ville han være ude af stand til at forsvare sig, og hun kunne snuppe dusøren på hans hoved så let som ingenting.
Det var den absolut smarteste taktik...

"Du er æreløs!" lød en stemme fra fortiden i hendes hoved, og Mei gispede ganske let ved mindet.
Det var dommeren, som havde landsforvist hende... for noget hun ikke havde gjort.

Æreløs...

Mei skar tænder mens hun rystede ganske, ganske let på hænderne.
Sekunderne gik.
Et...
To...
Tre...

Fandeme nej om de skulle have ret!

Hun hvislede sammenbidt og sendte pilen flyvende ind i et træ på den anden side af lysningen.
Så sprang hun ned fra træet, smed buen og trak et besynderligt, let buet sværd som kun var skarp på den ene side.

Med et stålsat blik og det silkeagtige, sorte hår stadig flyvende om hovedet, udfordrede hun uden et ord halvorken.
Hun var ikke æreløs.

Intet skete. Rolf prustede som en gal tyr, imens vilkårlige muskler i hans krop skiftevis spændte og slappede af. Hans venstre arm sitrede helt i adrenalinen, og frustrationen over, at hans jæger ikke gav sig til kende. Rolf viste tænder. Uanset hvem eller hvad det var, så kunne det jo være, at denne var kommet på bedre tanker, efter at have set hvem de havde lagt sig ud med. Nej, nej det var utænkeligt, når pilen trods alt var blevet affyret – og dér! En pil mere. I en høj, flot bue fløj den tværs over lysningen og borede sig dybt i et træ. Rolf havde denne gang kigget i den rigtige retning, men noget sagde ham, at han alligevel ikke ville behøve at komme for at lede – og han havde ret.

En lille skikkelse kom til syne. Rolf troede først, at der var tale om en miniature-elver, en forvokset alf eller noget, men snart gik det op for ham, at det var en kvinde. Et menneske. Hun var lille og petit og bar et sværd der mindede lidt om, og så alligevel ikke helt, nogle han havde set i Rubinien.

Med den lille kvinden på vej i mod sig, med tydeligt bestemte skridt, måtte Rolf slå en latter op. En dyb, hjertelig og hånlig latter. Hun bevægede sig imod ham, som var hun sikker i sin sejr. Havde hun dog slet ikke forstået forskellen i deres styrkeforhold? Selv helt uden sin ene arm var Rolf sikker i sin sejr, tænkte han – måske uden det ene ben også!

Men kvinden kom, og snart var hun tæt nok på til, at hun kunne gøre et udfald med sit våben. Rolf havde da fortiet sin latter igen og trådte et skridt tilbage. Hans arrighed og frustration var hurtigt blevet udskiftet med fascination og ren og skær arrogance. Han ville lade kvinden angribe først, for han ville se hvad hun kunne. Han ville se hvad hun kunne, og så ville han tage det spinkle håb som hun holdt i hjertet, og knuse det under sin hårdhudede hæl.

”Skulle du ikke have valgt et bedre mål?”

Spurgte Rolf med sin knurrende stemme, som han ventede kvindens umiddelbare angreb. Han var nøgen, og det forekom ham et øjeblik sandsynligt, at hans ædlere dele nok havde omtrent samme længe, og tykkelse, som kvindens underarm. Kampen var komplet latterlig, med eller uden højre arm.

Latter. Hånende, uvidende, arrogant latter.
Det var faktisk lige ved at få hende til at smile - men Mei var godt klar over at trods hun havde visse evner indenfor kampens kunst, ville et enkelt slag fra halvorken være nok til at sende hende til jorden, måske endda i flere minutter.

Hun ville absolut ikke lave hans fejl og undervurdere ham.

Trods hans knurrende stemme, forstod hun udemærket hans ord, og kunne ikke andet end at ryste på hovedet ad hele situationen.
Han havde ret - men kun fordi han var så lidt værd som han var.

Vel vidende at bjørnekløerne kunne flå hende levende, overvejede hun igen hvor smart det havde været at droppe buen og den fordel det gav hende at være på større afstand... men hun måtte holde fast i hvad der var rigtigt og forkert.
Og at afslutte det her med pile, ville et eller andet sted være æreløst.

Fanden tage det hele!

Mei trådte tættere på, svingede hurtigt sværdet imod hans usårede arms bjørneklo, og satte næsten samtidigt af i et overraskende hurtigt spring, som endte ud i et flyvende cirkelspark direkte imod hans tinning.
Ikke dræbende, men nok til at slå de fleste ud...

Kvinden sagde ikke noget. Hun var en kriger hele vejen igennem, det skinnede ud af hende. Rolf morede sig fortsat over, at det lille menneske troede hun overhovedet havde den fjerneste chance. De to kredsede om hinanden, kvinden vurderende som Rolf selv. Rolf glædede sig stadig til, at kunne ydmyge den lille dame. Ydmyge hende og så tage hendes liv, som hun havde vovet prøve på at tage hans.
Så kom kvindens udfald. Sværdet blev ført i en hurtigt, indstuderet bevægelse, ganske som Rolf havde ventet – men at det kom imod hans raske arm var højst overraskende. Rolf undveg ved at hoppe tilbage, og snart kom kvinden flyvende gennem luften og hamrede en hæl i tindingen på ham. Det mest imponerende var, at hun overhovedet kunne hoppe så højt. Det var helt utroligt for Rolf.

Rolf vaklede et sekund, inden han kom til sig selv igen. Den lille kvinde kunne måske slå et menneske ud med sådan et spark, eller en mindre halvork, men Rolf var ingen af delene. Han mærkede dog en begyndende hovedpine.

Snart var de to front-mod-front igen, og for første gang siden han blev skudt i skulderen, begyndte Rolf at flytte på højre arm. Regnede med, at kvinden da ville forstå helt, hvor meget hun var ude hvor hun ikke kunne bunde. Armen gjorde ondt at lave store bevægelser med, men den var langt fra lammet.

”Min tur”

Sagde Rolf, og havde kvindens sværd i baghovedet, da han førte an i sin kombination med venstre bjørnepote. Først langede halvorken ud efter kvindens hoved med venstre, et angreb der i sig selv næsten med garantien ville tage livet af hende – men han forventede, at kvinden ville dukke sig, hvorfor han i øjeblikket efter trak sin højre arm nede fra jorden i en uppercut med bjørneklør.

Det havde været mere strategisk at vente med, at bevæge armen, men Rolf var ude på at granske kvindens sind, ikke bare tage hendes liv med det samme. Hun vovede at behandle ham som sit bytte, hvorfor han ville lege med hende som var hun en flue fanget i et spindelvæv. Rolf forsøgte undervejs, konstant, både at læse kvindens tanker samt sindstemning.

Sparket var ikke nok til at tage halvorken ned.
Hun havde sendt store, stærke mænd til tælling med nøgagtigt dette spark før... men denne halvork var altså i stand til at stå imod, og simpelthen ryste det af sig?

Uheldigt... men okay, så fik hun da muligheden for en reel, og farlig, slåskamp!

Mei sørgede for at holde sin vejrtrækning rolig og kontrolleret.
Det hjalp med fokus og hurtig tænken - to essentielle ting når man var knap én tres høj, og vejede mindre end halvtreds kilo og var oppe imod en større modstander!

Da han bevægede sin skadede arm, blev det klart at han havde snørret hende.
Han kunne sagtens bruge armen, og det satte hende i yderligere fare.

Hvor han kunne tage flere af hendes angreb, kunne hun selv kun tage et eller to af hans.

Angrebet kom som forventet, og med Mei's erfaring indenfor nærkamp uden reelle våben, var hun helt klar over at der kom et angreb nummer to.

Så i stedet for at dukke sig, trådte hun ganske simpelt to hurtige skridt tilbage, og så køligt på mens han gjorde sig selv til klovn med sit voldsomme angreb imod luften.

"Hm... min tur?" drillede hun - og så kom der fart på.

Først sænkede hun sværdet så spidsen var lige ved at røre græsset under dem - og så svingede hun det i en bue opad, samtidig med at hun tog et hurtigt skridt frem imod ham så hans udstrukne arme muligvis blev ramt af den enorms skarpe klinge.
I samme sekund som klingen var oppe over hendes hovedhøjde, svingede hun den først skråt ned foran sig, og så sidelæns.

Hele det tredobbelte angreb tog lige under to sekunder.

Rolf fornemmede kvindens tanker igennem hele seancen. Hun blev både overrasket og… Tilfreds, da han tog imod hende spark. Som om, at selvom alvoren gik op for hende, så fandt hun også fred i det faktum, at de to nu var ude i en egentlig kamp, der ville kræve noget af hende. På lige dét punkt var de to ellers-modsætninger altså ikke synderligt forskellige. Så bevægede Rolf sin højre arm, og da mærkede halvorken kvinden føle en stikkende irritation, der hurtigt blev overtaget af beslutsomhed. Hun var stålsat ind til benet. Imponerende og uventet, på én gang.

Kvinden valgte den ene anden udvej hun havde efter hans første angreb, der ikke ville resultere i en fuldstændig sønderreven krop. Hun bevægede sig tilbage, med hurtige og trænede skridt. Rolf nåede at puste ud, inden hun for hans vedkommende ganske heldigt valgte, at efterligne hans dumme bemærkning. Havde hun angrebet med det samme, så var Rolf helt afgjort blevet taget med fingrene i kagedåsen.
 
Kvinden slog efter hans arme, som han nåede at få af vejen ved at trække dem til sig, men så viste det sig, at det måske slet ikke var et angreb – men derimod en forberedelse, for pludselig var sværdet angrebsklart, over kvindens hoved, og hun gjorde endnu et udfald, lige imod Rolfs mellemgulv, og dernæst hans venstre nyre.

Ved det første angreb trak Rolf sin mave til sig, og krummede ryggen så han blev foroverbøjet, da han ikke ville træde tilbage, men han havde undervurderet sværdets længde, og det trak en lang, tynd, men heldigvis for ham ikke særlig dyb, rød stribe fra lige under hans højre bryst og ned til ved siden af navlen. Rolf skar tænder, og ventede det opfølgende angreb. Det formåede Rolf fuldstændig at undvige ved, at bøje knæene imens kvinden gjorde sin klinge klar til det horisontale angreb, og så hoppe over den, da det igen havde retning imod ham. Endnu en fordel ved, at han var så meget højere end den anden. Som sværdet passerede under ham, kradsede Rolf ud efter begge kvindens trapezius muskler, mellem hendes skuldre og hals. Han ramte jorden igen og håbede, at det hårde spark med hans højre fod, som øjeblikkeligt fulgte hans landing, imod kvindens navleregion, ville ramme – og Rolf sparkede som en hest. Noget sagde ham, at kampen måtte overstås hurtigt – og han behøvede kun at få bullseye med et enkelt ordenligt angreb, tænkte han, for at det blev til virkelighed.
 

Blodet begyndte langsomt af dryppe fra det lange sår på Rolfs front, og så lidt hurtigere. Det var ikke dybt, men det kunne mærkes. Havde han været et splitsekund langsommere, så var han blevet delt i to af den syleskarpe klinge. Ikke flere tåbelige bemærkninger. Rolf forsøgte stadig undervejs, at læse kvindens tanker og fornemme hendes sindstilstand.

Æggen på Mei's sværd var så skarp, at hun overhovedet ikke følte modstanden fra halvorkens tykkere hud, da den skar igennem.
Desværre ikke dybt nok til at afslutte kampen, men dog noktil at det ville give smerter - men hvor andre måske ville få sværere ved at bevæge sig ordentligt, var hun knap så sikker på at dette ville hæmme den bersærkeragtige Rolf Dødshøj.

Samtlige alarmklokker ringede i hovedet på hende, da halvorken overraskende sprang over hendes tredje hug - og hun nåede kun lige at gå ned i knæ og bukke sig forover så hun undgik de farlige bjørneklør.
At blive flået lige der, ville have gjort hende ude af stand til at bruge sine arme ordentligt på grund af ren og skær smerte og muskelskade - hvis ikke det ville have dræbt hende, med hans voldsomme kræfter.

Halvorken landede igen, og Mei var lige ved at rette sig op, da hun så Rolfs fod komme opad i et alt for hurtigt spark.
Overraskelse, og en smule frygt, var at spore i hendes brune øjne, for hun vidste at hun ikke kunne nå at undvige.
Så hun reagerede med de reflekser og indarbejdede teknikker, som hun havde lært gennem årene, og det hele skete i løbet af et splitsekund:

Med vanvittigt hurtige bevægelser, lod Mei sværdet falde fra sin hånd, flyttede derefter sin ene hånd beskyttende ind mod maven med håndfladen nedad, og bevægede samtidig den anden over bag anklen på den fod, der nu ville ramme hende.

Den beeskyttende hånd var intet imod halvorkens umådelige styrke, og Mei mærkede hvordan fod og hånd sank dybt ind i maven på hende, hårdt nok til at få hende til at lette fra jorden.
Det lykkedes hende lige at holde det kommende smertehelvede væk i lang nok tid til, at hun kunne fuldføre sin modteknik:

Begge hendes hænder lukkede sig om hans fod - den ene om fodryggen, den anden om hælen - og hun benyttede kraften fra hans spark til at slynge sin krop i en bue til den ene side, hvilket forøgede kraften i det ekstreme vrid, hun nu gav hans fod.
Denne teknik ville brække anklen på en almindelig mand, og det var hendes håb at det samme ville ske her - for sekundet senere, hostede hun og hev panisk efter vejret, mens hun lå sammenkrøllet på jorden og holdt sig om maven med begge arme.
Smerten var ulidelig, hvilket kunne ses i hendes ansigtt, og Mei var ude af stand til at rejse sig lige nu.

Hun var i dette øjeblik overbevist om, at hvis hun havde haft en brystplade af metal på, ville kraften fra hans spark have fået den til at bule indad.

Det forløb som ventet for en tid. Kvindens overraskelse og momentære frygt nærede kun hadet til hende, som Rolf bar i sig, og som han brugte som drivkræft. Igen var hun så pludselig enormt resolut, nåede Rolf at opfatte, inden kvinden uventet lod sit sværd falde og med hånden tog en brøkdel af kræften i hans spark fra ham – men så tog det fulde momentum og vendte imod ham selv, som hun nærmest fløj til siden, og alt imens hun fastholdte hans fod i hendes låste greb. Rolf opfattede hvad der skete og forsøgte, at dreje om sig selv i en skruetvinge, og dermed lade sin ankel undgå kvindens manøvre. Det var bare for sent.
 
Med en knasende, lirkende lyd blev foden tvunget i en så akavet stilling, at resultatet var åbenlyst. Det ville aldrig nogensinde ske, hvis det bare var kvinden selv, og hendes egne kræfter, men fordi hun havde udført sit trick så Rolf blev sin egen værste fjende, så lykkedes det hende. Halvorken skreg af smerte, alt imens kvinden landede på jorden og øjensynligt gispede efter vejret.
 
”DU ER DØD”
 
Råbte Rolf af sine lungers fulde kræft, efter at have løftet hovedet, da han var landet med front lige i græsset. Med to knyttede bjørnepoter skubbede Rolf sig op at stå, hvor han øjeblikkeligt kun støttede på sit højre ben. Rolf viste tænder, med ryggen til kvinden, i et lydløst smertebrøl, da han prøvende satte venstre fod på jorden og med det samme gispede og drejede omkring på hælen af højre, så han stod med front imod kvinden igen – der efter alt at dømme stadig lå ned. For at gøre ondt værre, så havde havde Rolf også hamret højre skulder imod jorden i sin ugunstige landing, så pilhovedet ikke bare blev trykket længere ind, men nu også gjorde betragteligt mere ondt, og begyndte at bløde.
 
Rakkalaphen i hullet gøede vildt og voldsomt, tydeligt ekstremt frustreret over, ikke at kunne komme Rolf til hjælp. Den hoppede og hoppede, skubbede, kradsede og alt hvad den overhovedet kunne. Hylene blev mere og mere desperate. Det var ikke ofte, at Rolf ligefrem blev stille af smerte – og rakkalaphen kunne høre det. Brækkede knogler var langt fra optimale.
 
”DU ER DØD”
 

Gentog Rolf igen, brølende, knurrende og arrigt, i ren og skær vildskab. Halvorken fattede sine to bjørnepoter, en efter en, og trak dem af og smed dem nonchalant, ligeglad hvorend de nu landede. Her handlede det ikke om, at lade som om han var et dyr, men om rent faktisk at blive det – og så ville han havde den fulde følelse af kvinden, når livet forlod hende. Enten kæmpede kvinden sig på benene, eller også gjorde hun ikke, men halvorken hoppede over imod hende, uden at venstre fod kom i kontakt med jorden overhovedet. Det var heldigt for Rolf, at han havde så god en balance, trods hans størrelse. Gjorde kvinden et udfald ville han måske blive nødt til, at støtte på foden, men han skubbede tanken foran sig.

Såret over Rolfs bryst blødte uundgåeligt mere og mere, som følge af slagene det fik, og farvede langsomt hans mave rødere og rødere.

I starten var halvorkens rasen intet andet end baggrundsstøj. Hun hørte ham brøle et eller andet der lød som en trussel, og hun kunne ikke helt lade være med at smile.
Så kunne han fandeme lære det... hun var rimelig træt af at blive sparket i maven. Det havde ham den lurvede Randall også gjort, og det var modbydeligt hver gang. 

Denne gang dog... det var anderledes.
Smerten var anderledes, og hun havde den metalliske smag af blod i munden.

Derudover dukkede hendes højre hånd frygteligt. Hun kunne mærke at den var begyndt at hæve op, og selvom hun endnu ikke vidste hvor stor skaden var, var hun klar over at hun ikke kunne bruge den i kampen.

Hendes bedste hånd.
Hendes sværdhånd.

Fandens også!

Da halvorken brølede sin trussel igen, var Mei kommet sig så meget over sparket at hun igen var i stand til at bevæge sig.

Så da vildmanden sprang hen imod hende, rullede hun hurtigt til siden, kom på benene, og rettede sig op - og det skulle hun så ikke have gjort.

Hendes mave krampe omgående, skød et lyn af smerte igennem hende, og hun kastede blod op med det samme.
Nu var der en væsentlig frygt at se i de brune øjne.

Hun var kommet mere alvorligt til skade end først antaget.

"Åh... pis..." kom det hæst fra hende, mens hun prøvede at kante sig hurtigt udenom den pænt sure Rolf, og komme over til sit våben.

Situationen havde ændret sig...

Rolf blev båret af sit raseri – det var stadig kun en lille stemme i baghovedet som fortalte ham, at han skulle tænke sig om, og finde på en ny plan og strategi. Rolf overvejede slet ikke, at flygte; og selv hvis han havde kunne tænke klart, så ville han aldrig efterlade sin rakkalaph til en ukendt skæbne. Rakkalaphen var ikke bare en ven eller frænde, den var ham selv, og det var noget, som han ikke kunne forråde.
 
Kvinden kom på benene, nærmest sprang på benene faktisk, og Rolf nåede lige at føle et sug da hans mave trak sig sammen, hvor kvinden så knækkede efterfølgende over og kastede blod op. Suget i maven erstattedes hurtigt af et ovenud tilfredst smil, og Rolf hoppede glædeligt videre imod kvinden. Hun mumlede et eller andet, som han hverken gad eller var i stand til, at høre. Det eneste han hørte var sit eget åndedræt, og det eneste han så var kvindens skikkelse der kom tættere og tættere, imens han iagttog hver eneste af hendes bevægelser. 
 
Kvinden søgte imod sit våben. Det var klart, og det opfattede Rolf endda, selv i sin tilstand af berusende vrede. Han havde det som om, at billedet af kvinden og hendes sværd smeltede sammen, og langtsomt blev vendt imod ham og hans indre væsen. Med et vredesbrøl kastede han sig fremad, ikke imod kvinden, men imod det skarpe redskab, som hun også vidste var afgørende i deres duel. Halvorken, så lang som han var, nåede det inden kvinden, og selvom anklen var et smertehelvede, skulderen ligesom og endda hans torso begyndte at gøre ondt, så var det ligemeget. Halvorken var på meget lånt tid i sin sindssyge tilstand, men han valgte alligevel, at han ville gå efter kvindens sværd først, og så hendes legeme sidst. Han ville ydmyge hende. Knække hende. Tage håbet fra hende, inden han tog hendes liv.
 

Støttet på sin ene hånd og samtidig det ene knæ, så rejste Rolf sig op med sværdet i den frie af sine to hænder og vendte sig imod kvinden. Han stoppede sværdets klinge i munden, længere mod enden end skaftet, med den skarpe side indad, og bloden begyndte langsomt at pible fra hans mundvige – Rolf regnede med, at sværdet var skarpt på begge sider, hvorfor virkningen var ventet, og desuden vurderet som uundgåelig. Rolf placerede den ene hånd på sværdets skafte, og den anden på enden af klingen, der skar ind i hans håndflade, og så trykkede han ned af så hårdt han overhovedet kunne, i håb om at ødelægge våbnet for bestandigt. Det kunne han ikke. Blodet dryppede fra hånden på klingen, og Rolf mærkede sin mund fyldes af sit eget blod. Intet var sket med det bøjelige sværd, der bare havde rettet sig ud igen. Rolf brølede desperat og skar sin tunge på sværdet, inden han fjernede det fra munden og kastede det med sin fulde styrke i en blød, høj bue imod træerne foran sig, et godt stykke vej fra både ham selv og kvinden. Derefter spyttede halvorken en blanding af blod og savl lige imod mennesket, igen uden at støtte på den dårlige fod. Kvinden måtte ende livet der, og hun måtte ende sit liv hurtigt. Så vrissede han, mellem al blodet, som flød fra hans mund og faldt ned på den i forvejen blodige maveregion, og flere af hans tænder der var blevet løse:

"Jeg vil æde dit hjerte"

Den dunkende smerte som lige nu huserede i hele hendes maveregion, var bekymrende. Især fordi den var ledsaget af den metalliske smag af blod i hendes mund.
Tænk at et enkelt spark, som hun endda havde forsøgt at beskytte sig imod, kunne lave så meget ravage, og skade hende på denne måde.

Hun holdt den ene hånd på maven mens hun bevægede sig over imod sværdet, konstant med blikket på den store halvork, parat til at flytte sig hvis han skulle finde på at springe på hende - men da han så endelig sprang, var det i første omgang et lille snert af frygt der skød igennem hende.
Han havde samlet sværdet op!

Dernæst måtte Mei tage sig i at stå og glo på halvorken som om han var åndssvag, mens han forsøgte at knække klingen på sværdet med et brutalt angreb, som ikke gav megen mening.
Den type sværd havde en fleksibel kærne af specielt bearbejdet stål, og denne kerne var så dækket af en 'kappe' af stærkere stål, som udgjorde den synlige, barberbladsskarpe klinge... for slet ikke at tale om hvordan de to ståltyper var bearbejdet!

I et splitsekund fik hans manøvre hende til at tænke på, om Krystallandets sværdtyper mon ville knække ved denne brutale vold?

Hun kom dog hurtigt til sig selv igen, da Mr. Brutalis blev rasende over ikke at kunne knække klingen, og lossede den ad helvede til over imod en bunke træer.

Mei reagerede omgående, og bakkede væk fra Rolf, og over imod våbnet.

"Mit hjerte...?" sagde hun hæst og smilede skævt til ham.
"Tom trussel."

Så tog hun chancen og vendte ryggen til ham, for så at sætte i løb det sidste stykke hen imod sværdet.
Hvis hun fik fat i det, ville hun løbe ind imellem træerne, let bandende over at hun havde fejlet sin opgave - og så på grund af et enkelt spark.

Det var ydmygende...

Rolf så efter menneskekvinden, som hun vendte ham ryggen, efter at have erklæret hans trussel for tomme ord. Det gjorde ham kun mere rasende, at hun viste ham denne totale mangel på respekt. Kvinden satte i løb og selvom Rolf inderst inde godt vidste, at det var til hans bedste, ikke at kæmpe mere, så tog hans vrede over og han satte sin dårlige fod imod jorden for at jagte kvinden.
 
Det var en blanding af vrede og smerte, som kunne høres i halvorkens vilde brøl og skrig, da foden knækkede under ham og han væltede med ansigtet lige imod jorden. I nogle minutter lå han bare. Lå og ventede på, at kvinden ville komme tilbage. Det gjorde hun ikke. Støttet på en knytnæve, så slæbte Rolf sig hen til hullet hvor hans rakkalaph huserede, som var blevet stille, og fik hjulpet den op. Rolf fandt en passende tyk gren, og trak sig selv på benene, imens han prustede af udmattelse og stønnede af smerte.
 
”Menneskekælling. Jeg skal nok få tænderne i dit hjerte. HØRER DU!? JEG SKAL NOK ÆDE DIT HJERTE!”
 

Råbte Rolf ud imod træerne og så lidt omkring sig selv. Han ville få hævn over kvinden, så sandt som det var sagt – men først skulle han finde sig en heler, for ellers ville han gå til grunde, næste gang han blev antastet. Det var sikkert og vist.