Grenen var knækket af så pludseligt. Den måtte have været svag i forvejen, da et lidt for forspist egern havde sprunget grundt på det, hvilket havde været det sidste der skulle til, før den opgav sit greb på sin plads på træet. Havde det Petal blot være den smule mere opmærksom på sine omgivelser, ville det nok ikke have endt, som det gjorde. Der blev sendt et større chok igennem hende, idét at grenen ramte direkte ned tværs over hendes stakkels ryg. Det paralyserede hende for et splitsekund, men det var nok tid til at hun blev tvunget ned til jorden, hvor hun landede hårdt. Endnu med det faldne stykke træ liggende tungt oven på hende og holdt hende klemt. Ude af stand til at bevæge sig fri. Tydelige tegn på den pludselig smerte var at finde i hendes ansigt det første stykke tid, som hun lå og ømmede sig.
Vingerne baskede vildt og kraftigt, som hun desperat forsøgte at løfte grenen fra sig ved brug af sine flyvske evner, men hun var så lille og for fysisk svag. Det eneste vingerne gjorde godt af, var at frigive det sædvanlige blålige skær, der oplyste lidt af nattemørket, som omgav hende. Hun var dog ikke klog nok til at indse sit nederlag, og hendes forsøg på at vride sig fri holdte først inde, da hun simpelt hen blev for udmattet til at fortsætte det meget længere. Det gik ikke. De store gule øjne, der sad i stærk kontrast til hendes blågrå hud veg gang på gang fra side til side. Søgende efter noget eller nogen der ville kunne være hende hjælpsom. Et næsten fortabt udtryk var at finde i hendes kønne ansigt.

Petal havde ikke lagt mærke til hvor længe, hun måtte have ligget der og blevet mast til den ellers så frodige skovbund. At gøre brug af hende ellers så nyttige magiske egenskaber havde ikke faldet hende ind. Og selv hvis de havde, ville er nok ikke have æret meget energi tilbage i hende til at udføre det korrekt. I det mindste havde hun ikke kunne andet end at ligge stille og kroppen havde derfor eller ikke haft mulighed for at genregistrere smerterne fra den skade, der meget muligt var sket på hendes stakkels ryg. Det var først da lyden af tunge skridt brød skovens stilhed, og hendes hoved derfor rejst sig brat op, at hun atter kunne mærke effekten af slaget, selvom den nye tilstedeværelse forblev noget vigtigere en tanke for hende.
En fornemmelse af utryghed begyndte at skylle ind over hende, men af en eller anden grund gjorde hun det samme som hun havde gjort først. Baskede med vingerne. Og uden kontrol over deres automatisk oplysning lyste hun nærmest vejen til hende frem for at afskygge sin placering, mens hun endnu engang forgæves prøvede at komme fri med sparkende ben. Hvem end det var, var det mærkværdigt for dem at være ude på denne tid.

Natten havde for længst lagt sig over landet og Morpheus havde sovet ved siden af bålet, Karkhos havde lavet. De befandt sig i Lindeskoven. Ikke et sted, man normalt ville finde det umage par, men Morpheus havde været inviteret på visit hos en adelig næsten helt ude ved kysten vest for Elverly og Lindeskoven. Et kedeligt, begivenhedsløst besøg, hvor der var blevet snakket, spist og taget en enkelt jagt. Typisk adelighed, som også sagtens kunne have været sket derhjemme. De havde været der en lille uge, inden de havde givet sig på vej hjemad igen.
Det havde kun været de to, selvom det næsten var mere passende med et større følge, men som Karkhos havde påpeget - de så ikke ud af mere end to almindelige rejsende og var derfor knapt så sandsynlige at blive overfaldet. Og Morpheus måtte atter bøje sig for den ældre mands kloge ord. Så de var taget af sted på hver sin hest iklædt almindeligt rejsetøj med det finere tøj i sadeltaskerne og sværdene gemt under kapperne.

Det tog et stykke tid at rejse den lange tur, men Morpheus var ikke i tvivl om, at de begge nød stilheden. Trods kedsomheden ved bare at sidde på en hest og glo. Men de havde nu boet i hovedstaden i et stykke tid og den konstante larm af væsner var uvant for dem begge. Nok havde Atillian-slægten en borg med en mindre by omkring, men det var på ingen måde så befolket som hovedstaden. Nej, en lang rejse skabte ro. Selv for Morpheus, der havde haft kløe i hænderne i evigheder. Han trængte sådan til at gøre nogen ondt. Hver eneste pige på gaden skreg efter at få tæv, men i hovedstaden kunne han intet gøre. Som hans faders plan havde været.

Men det hjalp lidt med rejsen og nu havde de slået lejr her, to dages rejse fra den borg, de havde gæstet. Karkhos havde stået for det praktiske som sædvanligt - ikke at Morpheus ikke selv kunne tænde bål eller lave mad, det havde den gamle mand lært ham, men når nu den gamle var med, så var der ingen grund til, at Morpheus skulle nedværdige sig til den slags. Og Karkhos brokkede sig ikke, for det var hans job.

Ingen var på vagt, som de sov i den fredelige skov, men Morpheus vidste også godt, at Karkhos nok skulle vågne, hvis der skete noget usædvanligt. Denne gang var det dog Morpheus selv, der var vågnet. Han skulle lade vandet. Søvndrukkent kom han på benene og bevægede sig ind i mellem de mørke træer. Som han var ved at tømme blæren, fik han øje på noget mystisk. Et lille lysglimt. På jorden længere fremme. Et blåt lys. Hurtigt gjorde han sig færdig og trak en kniv, han havde i bæltet, halvt op af skeden, som han gik så lydløst som muligt ind i mellem træerne. Der så ikke ud til at være nogen, men det lille blå lys blev ved med at skinne. Da han kom tæt nok på, gik det op for ham, hvad det var. En fe. Selv Morpheus mærkede et stik af overraskelse og nygerrighed for det lille væsen. Men kun for et øjeblik. Han lænede sig ned mod det for at se bedre. Det var en hunfe. Og hun sad fast under en gren. Han skulle lige til at løfte hånden for at fjerne grenen, men stoppede op og så i stedet tænksomt på det lille væsen.

Det var et menneske. Dem havde hun så småt haft nok at gøre med til at genkende dem. Det var ikke deres udseende, der afslørede dem for hende, men i stedet deres lugt. Og den svage eksistens aura, der kunne fornemmes omkring dem. De levede et så kort og et så svækket liv. I hvert fald i forhold til de spids-ørede, som hun så ofte så til, når de gang på gang bevægede sig igennem skoven. Men en ting mennesket havde tilfælles med skovens andre beboere var hvilke kæmper de var i Petals øjne. Og denne mand var ingen undtagelse. Som han stod lænet ned mod hende, skabte han nærmest et læ for hende, hvilket ville have været ganske brugbart, hvis ikke nattehimlen var klar og det mindste tegn på regn var langt, langt borte.

Langsomt stoppede hendes vinger med at baske rundt og i takt med det, falmede lyset ligeledes og efterlod dem begge i mørket igen. Hun havde dog ingen problemer med at se ham og hans skikkelse. Og mørket var hverken tykt eller kulsort, så selv et sæt menneskeøjne burde kunne skimme omrids og danne et billede. Hendes øjne syntes også at afgive et mærkværdigt skær fra sig. Ikke oplysende og ledende som vingerne, men som var de blot fremhævet. Hun havde lagt sit hoved så meget tilbage som det var hende muligt for at kunne stirre op på det robuste og unge ansigt, der stirrede tilbage på hende. Hendes ansigt bar et udtryk af uskyldigt dyrisk uforståelse og nysgerrighed. Observerende og undersøgende. Men ikke skræmt som sådan. Lamslået af at have stødt på et væsen som ham. Hendes øjne var blevet gjort store og hendes mund var åbnet svagt som en guldfisk, mens hun forblev stille. Forsigtigt lagde hendes hoved sig så ellers på skrå, som forsøgte hun at finde ud af, hvad han var for en, og hvad han lavede. Han stod trods alt bare og stirrede på hende.

Efter noget tid løftede hun sig så lidt mere op i armene og åbnede op fra struben og munden til en blid stemme udsendte, hvad der mest lod som et rullende ’R’. Et sprog der var tabt for længst, som hendes race var blevet ryddet ud. Et sprog der var blevet skiftet ud med, hvad alferne snakkede. Men selvom dette menneske ikke ville forstå, hvilke ord hun præcist forsøgte at udtale, sendte lyden af hendes stemme også en vis forståelse af, hvilken retning hendes ord kunne ligge imod: Hjælp. Straks som hun havde ytret sin stemme for ham blev vingerne sat i gang igen, og hun gjorde endnu et forsøg på at skubbe grenen af sin lille krop for at vise ham, hvilket problem hun sad i. Han ville forstå, ville han ikke?

Morpheus så ned på det lille væsen og som hun vred sig og åbnede munden for at lukke et kønt lydende ord ud, som han ikke forstod, kunne han mærke noget sprede sig i ham. En rar følelse. En følelse han kunne lide. Han kunne ikke selv sætte ord på den, men enhver anden ville vide, at det var ondskab. Man kunne måske se i hans øjne, at der skete noget, som han fik en idé med det lille væsen. Og det grumme smil på hans ansigt afslørede nok, at glimtet i hans øjne ikke var noget positivt.

Endeligt rakte han ned mod hende, men ikke for at fjerne grenen. Nej, han tog fat ved basen af hendes vinger, som man ville holde en høne, for at sikre sig, at hun ikke fløj væk. Det var hårdt nok til at sørge for, at hun ikke kunne rykke sig fri, men overraskende blidt i forhold til, hvor meget smerte hans hænder normalt fremkaldte i folk. Da han havde fat, flyttede han endeligt den store gren fra hende og løftede hende så op foran sit ansigt. Stadig nysgerrig, nu mere med et ondt udtryk gemt bag, betragtede han hende. Hun var nøgen, hvilket provokerede ham en smule, men det gav også bare udtryk for, at hun var et uskyldigt væsen. Et alt for uskyldigt væsen. Mopheus syntes ikke, at hun var køn. Langt fra. Han afskyede for det meste andre væsner. Mennesker var det eneste rigtige efter hans mening.

Nej, hans idé blev hængende, som han så på hende.
Idéen? At tage hende med. Hvad han ville med hende, vidste han ikke endnu, men han ville have hende med. Uskyldigheden ham til at få en varm fornemmelse i maven, en fornemmelse han førhen ville have brugt på en anden måde, men som han nu kun kunne vende til en anden form for fysisk vold. Han kunne bare ikke slå på dette lille væsen, så han måtte have gang i sin fantasi.
Gad vide, om hun kunne forstå ham, hvis han snakkede til hende? Der var vel ikke andet for end at prøve.
"Forstår du hvad jeg siger?" Han holdt sin stemme dæmpet, så han ikke ville vække den gamle mand, der sov tilbage i lysningen. Karkhos havde en utrolig evne til at opdage, når noget var forkert omkring sig.
Der var ingenting der angav, at Morpheus ville slippe det lille væsen., som han stadig holdt det op foran sit ansigt.

Straks vibrerede Petals strube igen og fremmanede atter den mærkværdige stemme, som hun besad. Men denne gang var det en mere abrupt og lettere panisk lyd, der opstod. Provokeret og langt fra tilfreds. Der ville være absolut ingen tvivl for en person med middelværdi eller højere intelligens, at det omhandlede hans håndtering af hende. Det var trods alt almenviden, at ingen bevingede væsner brød sig yderligere om at folk greb om deres vinger. De var umådelig delikate og derfor umådelig lette at rive ud for selv et menneskespæd. Og for mange af disse væsner kunne manglen på vingerne betyde liv eller død. Derudover var det tydeligvis en ubehagelig fornemmelse, der blev sendt igennem den lille fe.
  
Hun var taknemmelig for at være fri fra grenens tyngde, men det afholdte hende ikke fra at forsøge at vride sig fri fra en anden forhindring for et kort øjeblik, indtil at hans stemme fik hende til at stoppe brat i sine bevægelser. Måden de gule øjne med det samme blev rettet mod ham og så på ham med uskyldig naivitet, var som om at hun med ét havde glemt alt om, hvordan han egentlig holdt hende oppe. Lige nu var hendes fokus mere rettet mod, hvor tæt hans ansigt var.
Det var hende overraskende fascinerende. Stort set alt ved ham skabte en form for gysning henover hende krop, men hendes uvidenhed om, hvad det var, holdt hende i stedet forbavsende nysgerrig. Hun lod sig selv hænge relativt slapt og priste sig kun lykkelig over, at han holdt hendes vinger så tæt ved rødderne, at risikoen for at der ville ske dem noget, var minimal.

”Jeg forstår.” svarede hun med en helt ny stemme frem for, hvad der ellers havde kommet ud af hende. Tonelejet var det samme, men der lå noget mere menneskeligt henover den, nu hvor hun talte hans sprog. Hun rakte pludseligt sine tynde arme frem mod ham og prøvede sig med at gribe fat omkring hans næsetip med sine små hænder, hvis han altså var indenfor rækkevidde. ”Hvad-… Hvem er du? Lindeskov…” Hovedet lagde sig endnu engang på skrå. ”…ikke for mennesker. Mennesker suger magi uden at have brug for det. Mennesket kan leve uden.”

Morpheus kunne kun tro, at hans tag om hendes vinger gjorde ondt på hende, men han var ligeglad. Han kunne lige så godt have fundet på at rykke dem af hende, som et barn rykkede vinger af fluer, men heldigt for hende, var hun mere interessant i live. Meget mere interessant, som hun stirrede på ham med sine alt for uskyldige øjne, der fik det til at murre i hans indre og hans hænder til at klø. Tænk at der eksisterede så uskyldige væsner i denne verden. Han havde lyst til at kvæle hver eneste lille glimt af håb og glæde i hvert eneste væsen i hele Krystallandet. Uskyldigheden som dette lille væsen lagde for dagen gav ham kvalme.

Til hans overraskelse svarede feen ham på krystallisk, det havde han ikke regnet med, at hun kunne. Hun viftede ud, som ville hun tage fat i hans næse og han trak hovedet tilbage, så hun ikke kunne nå. Nogle ville måske se hendes forsøg som nuttet, men Morpheus syntes ikke om det. Hun skulle ikke røre ved ham, hvem vidste om hun havde en magi, der kunne skade ham?
Det tog ham et øjeblik at svare, som han overvejede, hvad han skulle sige til hende.
”Lyt godt efter, lille fe.” Han kneb øjnene lidt sammen og så på hende med et udtryk, der var skabt af afsky, vrede og ondskab. ”Lige nu er jeg flink og lader dig leve, uskadet, men det kan meget hurtigt ændre sig, forstår du?” Han ventede ikke på svar, men snakkede videre i det dæmpede tonefald, der nu var iskoldt. ”Hvis du laver nogen form for larm, flår jeg vingerne af dig. Forsøger du at flygte, flår jeg vingerne af dig og brækker dine ben. Gør du ikke som jeg siger, dør du.”

Morpheus gav hende et hårdt klem om vingerne for at understrege det, han sagde, og rejste sig så fra sin position på hug. Han var ligeglad med, hvad hun svarede. Hun ville hurtigt finde ud af, at han mente, hvad han sagde. Nok var hun spændende, men hvis hun var til for meget besvær, var han ikke interesseret. Og han var ikke typen, der fangede noget for at slippe det fri igen. Stadig med feen holdt op foran sig, så han havde styr på hende, gik han tilbage til det åbne stykke, de havde slået lejr på. Hestene flyttede lidt på sig, men var ellers rolige og Karkhos så ud til at sove tungt, pakket ind i et tæppe.
Med forventning om, at feen var stille hev Morpheus den ene sadeltaske frem og tømte den hurtigt. Han måtte se, om han kunne proppe noget af det end i den anden eller dele lidt ud i Karkhos’. Da den var tom, proppede han feen ned i den og lukkede den godt til. Der var revner, store nok til, at hun kunne få luft, men forhåbentligt for små til, at hun kunne komme ud.
Der var langt til hovedstaden, så hun kunne lige så godt vænne sig til sit lille nye hjem. Efter at have ryddet op igen, lagde Morpheus sig til at sove med tasken ved sin side, så han burde opdage, hvis hun forsøgte at komme ud. Trods tanken om feen i tasken til at forstyrre, faldt han overraskende hurtigt i søvn. Det var ikke samvittigheden der plagede ham.