Sted: Ved bymurem
Tid: Sen aften
Vejr: Køligt, men klart


Mørket havde lagt sig over byen, byportene var blevet lukket og de fleste var taget hjem bag lukkede døre. Selvom der var mere liv i byen end hjemme ved Nordlandet på denne tid, var her stadig tomt og stille.
Morpheus nød som sådan ikke stilheden, selvom det var rart med den kølige aftenluft og det alligevel ikke at være omgivet af stemmer og lyde hele tiden. Han ville ikke indrømme det, men han havde hjemve. Efter de åbne sletter og muligheden for at være alene. Og efter noget helt andet, men det gik ikke at tænke på. Han skulle holde sig selv i ave, ikke få sig selv i problemer, men gøre sin far stolt. Ja, også gøre Karkhos stolt, selvom han ofte tænkte, at det var for sent. Den ældre mand havde allerede set for meget. Morpheus brede ansigt fortrak sig kort i mørket, og en dyb vejrtrækning lød fra ham. En sten fløj ud i verden og et lille duk lød, da den ramte en mur. Han var nåede helt ud til bymuren.

Han kastede et uinteresseret blik op af den store mur, inden han drejede af og gik langs den. Der var lys nok til, at han kunne se sine omgivelser. Ikke at der var noget interessant at kigge på. Lidt frustreret gned han sin højre hånd med sin venstre. Han kedede sig. De havde været i hovedstaden i et par uger og ud over træning og de ulideligt kedelige møder på paladset, var der ikke sket noget. Jo, Karkhos havde åbenbart været oppe at slås med en "gammel ven", hvilket var alt, Morpheus havde fået ud af ham. Gamle idiot. Morpheus så usigeligt meget op til den ældre mand, men nogle gange havde han bare lyst til at slå ham. Han havde prøvet, det gik aldrig godt, den gamle mand var for stærk. Og skræmmende hurtig, trods sin alder.

Endnu et suk lød fra Morpheus. Han trængte til at slå på noget. Komme af med vreden, der byggede sig op som et bål, der fik alt for meget brænde. Derhjemme ville han have fundet en tilfældig bonde og have banket ham i jorden for et eller andet åndssvagt. Eller en bondetøs. Åh, han kunne godt... en lyd fik ham til at vende sig, men det var bare en kat.

Man kunne ikke ved første øjekast se, at Morpheus var fra Det Øvre Bydistrikt. Han havde taget en langærmet kofte i noget mørkeblåt stof indenunder en lang jakke i en mørkegrøn farve. Jakken var lukket i halsen med en hægte og i livet, hvor han havde et bælte med sit sværd. Bukserne var ligeledes mørkeblå og han havde et par lange, kraftige støvler på. Hvis man kiggede nærmere efter, ville man se, at stoffet var af god kvalitet og der var broderier langs kanten af jakken. Han elskede at gå rundt i dyrt tøj og vise sin status, men realiteten var også, at de var et meget lille område, der kæmpede hårdt for at overleve og hans far var så venlig mod alle bønderne, at han ikke krævede ret mange skatter og andre ting fra dem. Så de havde heller ikke så mange penge. Alt for lidt, efter Morpheus mening. Men lige nu var det fint nok at være dæmpet klædt, så kunne han være lidt mere anonym.

Det var ikke kun natten der kom, når mørket lagde sig som et tæppe over Krystallandet. Nej, med natten kom nattens væsner. Der var ganske vidst ikke mange af dem i Hovedstaden, men enkelte, snu væsner havde fundet frem til byen. Juliana var et af disse væsner. En ting var at være en vampyr. De fandtes stadig i undergrunden, og i Skumringskvarteret. Men en anden ting var at gå rundt som Juliana gjorde. Til fuldt udsyn for andre at se. Hun holdte sig ganske vidst væk fra solen, og var ikke rigtig at se i dagstimerne, men hun gemte sig ikke fra de nysgerrige blikke. Nej, hun holdte sig rank og stolt, som den adelspige hun havde været tidligere i sit liv. Men i aften stod det lidt anderledes til.

Der var gået et par dage siden Juliana sidst havde fået føde, og selvom vampyrer kunne gå i dagevis uden mad, især når hun havde fået et godt måltid tidligere på ugen. Men hun kunne mærke hvordan trangen til føde var begyndt at komme op igen. Og hun ville nok aldrig sige nej til en lille snack. Men det gjaldt så også om at finde denne snack. Måske havde det været nemmere at finde en inde i byen, men bymuren var mere ødet. Der var mindre sandsynlighed for at hun kunne blive opdaget herude. Mængden af vidner der alligevel var inde i byen, når man tog en mand med på et værelse. Det var et par vidner for meget.
Hun fugtede sine læber, som hun forsatte ned langs bymuren. Det var jo selvfølgelig sværere at finde mulige ofre her, men det var til at gøre. Forhåbentlig i hvert fald.

Hun havde iklædt sig i noget mere neutralt, end hvad hun måske fortrak at vise sig i. Hun var fuldstændig iklædt i sort. Et par støvler der gik langt op, og eller et par bukser, og en skjorte der var som syet til hende. Og siden det var Juliana der gik i det... så var der en meget stor sandsynlighed for at det var. Hun havde en sort kappe hængende om hendes skuldre, der holdte det værste af forårskulden væk fra kroppen, men også for at dække sit ansigt i tilfælde af et det skulle blive nødvendigt. Lige nu var det dog ikke, og hendes ansigt og det pæne mærke hår faldt pænt ned om hendes skuldre, som hun gik afsted.

Til trods for mørket der havde bredt sig, opdagede hun en skikkelse der kom nærmere og nærmere. Det lignede en mand, men hun var endnu for langt væk for at se om det var en Byvagt eller en af Lysets Krigere. Det kunne godt være at sulten havde fået indstillet sig på hende, men hun var ikke dum. Det værste der kunne ske ville være at få en af de officielle krigere efter sig, og det ville være en skam ikke at kunne sætte fod i Hovedstaden igen. Hun nød jo faktisk stadig at tage i teateret, når hun havde pengene at bruge på at smide efter det.
Indtil videre gjorde hun ikke noget, andet end at forsætte med at gå mod manden, og håbe på at få et bedre blik af ham. Om han så også så hende... det kunne være ret irrelevant. Selv hvis han blev hendes offer, så var det de færreste mænd der ville indrømme at de var blevet overfaldet af en smuk kvinde og ikke nydt det.

Som Morpheus langsomt vendte sig igen, mens hans øjne fulgte katten med blikket, da en løb ned af gaden, fik han en fornemmelse af at nogen så på ham. Hurtigt flyttede han blikket frem for sig og ganske rigtigt. Der gik en person - efter skikkelsen at dømme, en kvinde. Hans hjerte slog kort et slag over, som den indre ondskab stak sit grimme hoved frem. Han havde ikke set andre på sin tur langs bymuren, så efter hans opfattelse var de alene. Kort sugede han sin underlæbe ind i munden, inden han langsomt fortsatte sin gang frem mod den fremmede. Alle hans sanser var pludseligt skærpede og han forsøgte at se kvinden så tydeligt igennem halvmørket, der kun var oplyst af fakler.

Man kunne ikke se det på hans ansigt, men en mindre krig var i gang i hans indre. Logikken fortalte ham, at han skulle gå videre, ignorere sin mulighed og holde sig på dydens sti her i hovedstaden, da han på ingen måde havde nogen form for beskyttelse mod loven. Hans titel ville ikke være nok for at redde ham for en form for straf, hvis han blev taget i at banke livet af kvinder. Og det ville gå direkte tilbage til hans far, ødelægge familiens omdømme. Nej, det logiske var at fortsætte og gå hjem igen.
Men alle hans lyster og følelser stod i brand, vreden, der altid lå og lurede, bankede igennem ham og han kunne næsten mærke sine hænder lukke sig om hendes hals.

De to sider sloges en brav kamp i hans sind, da han kom nærmere kvinden og endeligt var de tæt nok til, at han kunne se hendes ansigtstræk i det svage lys. Et mindre sug fik hans mave til at trække sig sammen og pludseligt var logikken væk. Pludseligt var der kun lysten. Lysten til at skade, men også en helt anden lyst, som han på ingen måde kunne gøre noget ved. Og det sendte endnu en stikflamme af vrede igennem ham.
Stadig kunne intet ses på hans ansigt eller i de døde øjne. Og det havde mange hunkøn oplevet som værende det mest uhyggelige ved ham. Indtil vreden eksploderede og smerten startede.

Det var som om, at tiden næsten gik i stå, som han gik forbi kvinden med blikket på hendes ansigt, et ansigt der var kønt og sendte lysten til vold igennem ham. I samme øjeblik, han ikke kunne se det mere, kom virkeligheden væltende igen og med en hurtig bevægelse greb han ud efter kvindens sorte hår, for at flå hårdt i det og trække hende ud af balance. Hvis det lykkedes ham, ville hans næste handling være at forsøge at slå hende i ansigtet for at stoppe et eventuelt skrig. Ingen tvivl om, at han havde prøvet det før.

Juliana var ikke som de fleste hunkøn. Et dødt blik i øjnene betød intet for hende, for hun var omkring Mørkets Krigere til hverdag, og deres vanvid var ofte værre. Måske hjalp det heller  ikke at hun selv var død dybt inde i hjertet. Empati var ikke længere en ting hun kunne føle, og selvom at hun kunne være ganske overbevisende i hendes skuespil, så var det noget der ikke kunne fjernes fra hendes sjæl. Det var hvem hun var, og det var blevet en fast del dengang hun slog sin egen bror og forældre ihjel.
Selvom hun ikke var bange for det døde blik i øjnene, havde hun heller ikke overvejet at manden kunne finde på at angribe hende først. Mænd havde før overfaldet hende fordi hun var køn og gik steder hun ikke 'burde'. Men hans måde at håndtere hende på var alligevel noget anderledes.

Desværre for Juliana var hun ikke specielt god i nærkamp. Ikke et problem til daglig, men under disse situationer var det noget uheldigt udfald. De fleste af hendes ofre så hende aldrig komme, eller kunne hun forføre for så at føde fra dem. Men ikke denne.
Et smertefuldt støn kom fra hende, da hånden ramte mod hendes ansigt, og for et øjeblik var hun desorienteret. Men der ville udentvivl komme flere slag hvis hun ikke passede må. Manden hun havde udset som sit offer var meget anderledes end hvad hun havde troet, og derfor måtte hun lige komme tilbage til sig selv.
Hun tog sine hænder op, og det lignede mest af alt at hun prøvede på at dække sit ansigt mod flere skader, men i stedet for fløj der er et hav af gnister ud fra hendes fingre. De var ikke decideret farlige, men de var kraftige nok til at give små stød og brænde sig på dem, som de fløj afsted på må og få. Både mod manden, men Juliana selv ville også udentvivl blive ramt af nogle af dem. Hun var dog mere vant til den elektricitet end så mange andre.

Det var let at flå i kvindens hår og han havde heller ingen problemer med at ramme hende i ansigtet med den knyttede næve. De fleste kvinder gjorde ikke ret meget modstand, som det svage køn de var. Han elskede det, at han kunne tæve løs på et forsvarsløst væsen. Og hvis de forsøgte at gøre modstand, ja, det blev det bare endnu værre for dem. Hans næver slog hårdt og hans fantasi, når det kom til at give andre smerte, var ganske farverig, selvom den ikke rakte så langt på andre punkter.
Smertestønnet, der lød fra hende, var som sød musik i hans ører. Mere, skreg hele hans krop, han måtte slå og ødelægge og gøre op for den trang, han ikke kunne få stillet.

Som han løftede hånden for at slå hende igen, holdt hun sine hænder op foran sit ansigt, som ville hun beskytte det, hvilket ikke var et problem for Morpheus. Han slog for hårdt til, at det ville hjælpe ret meget. Men inden han nåede at sende næven af sted mod det kønne ansigt, blev mørket oplyst af gnister, der føg fra hendes fingerspidser. Som de ramte hans ansigt, hals og hånd, kom der små stød af smerte. Ikke som gnister fra et bål, men noget Morpheus ikke havde følt før. Han måtte lukke sine øjne for at beskytte dem og endte med at slippe hende, for at træde væk fra hende og de små smertefulde gnister, som han ikke vidste, hvad var.

Hans hjerte satte farten op, men han viste ikke decideret tegn på angst eller panik, bare ubehag. Med hånden viftede han gnisterne væk fra sit ansigt, så han kunne åbne øjnene og se på hende. Det døde var skiftet ud med en brændende vrede og han blottede sine tænder som et vredt dyr. Et vredt dyr der kunne lugte blod. For ham så hun bare ud som et normalt menneske, et menneske med en magisk evne, hvilket han afskyede. Og han var pludseligt ikke i tvivl om, at han ville slå så meget på hende, at hun ikke kunne gå derfra uden hjælp. Uden tøven trådte han frem igen for at angribe igen, denne gang uden planer om at vise hende nåde.

Vreden pulserede inde i Julianas krop. Hendes offer havde angrebet hende! Som hun røg væk fra ham, havde hun næsten lyst til at blotte hendes tænder og hvæse af ham. Det primitive instinkt der så sjældent kom op i hende. Der var bare noget der havde sagt klik i hendes hjerne, da hun var blevet angrebet. Hvis hun ikke havde reageret så hurtigt, hvem kunne så vide hvad der var sket.
Hun tørrede irriterede den smule blod væk, der alligevel havde formået at komme fra hendes næse. Det var dog noget begrænset hvor meget hun kunne bløde, når der var gået dage siden hendes sidste måltid.

Hendes næver knyttede som hun stod og kiggede på sit offer. Hun skulle tæt nok på at bide ham, for at få noget af det dejlige blod, men det var tydeligt hvem der var der var bedst i nærkamp. Det var begrænset hvor godt hendes elektricitet virkede på ham, når hun også selv ville blive ramt af det. Desuden kunne hun ikke gøre meget hvis hun blev slået i gulvet med det samme. Dog var det svært at holde det taktiske sind oppe, når alt hun kunne lugte var det søde blod fra manden. Hun var mere sulten end hun havde forventet, og hun bed sig lidt i underlæben som hun så ham an. Der var ikke længere noget at gøre. Hun kunne have fundet et andet offer, men nu var han her og hun måtte bare have hans blod.

"Man slår ikke på en dame," kom det fra Julianas læber i hendes sukkersøde stemme. En anelse for sukkersød, men hun måtte jo få ham til at lave det første træk, med mindre hun havde lyst til at riste ham fra afstanden af, men kogt blod smagte bare ikke ligeså godt, selvom det var hendes eneste mulighed for at få blodet, med mindre hun blev nødt til at køre ham træt.

Morpheus var så vred, at han næsten ikke registrerede hendes ord. De fik ham dog til at stoppe sin fremgang i mod hende, som han ville angribe tankeløst.
”Der er ikke meget dame over dig.” Han næsten hvæste det ud, ligeglad med om det var et smart comeback eller ej. Han kunne nok få hende til at holde kæft, så snart han kunne lade sine næver regne ned over hende. Men hendes tonefald fik ham til at bremse sig selv. Bare for et øjeblik. Kvinder, der havde fået en knytnæve i ansigtet, talte ikke sådan der til en. Der var noget galt. Lettere mistroisk kneb han øjnene sammen og så lidt nærmere på hende.

Vampyrer var ikke ligefrem dem, de havde flest af oppe nord på og der var ikke noget ved hende, der afslørede hende, så ind til videre kunne Morpheus kun tro, at han stod over for et menneske med en evne. Og hvad evnen var, det vidste han ikke, andet end den kunne lave gnister, der sved, når de ramte. Det burde gøre ham forsigtig, men forsigtighed havde aldrig været hans ting. Nej, han var et brushoved, der kastede sig over ting, om han kunne klare dem eller ej. Noget hans læremester havde forsøgt at lære ham at lade være med, men det var så stor en del af hans personlighed, at det ikke forsvandt fra ham.

Han havde ikke sit sværd i bæltet, men han havde en kniv og for et øjeblik overvejede han at trække den, men lod være. Han var bedre med sine hænder og han ville nødigt slå kvinden ihjel ved et uheld, inden han var færdig med hende. Tankerne var fløjet hurtigt igennem hans grimme hoved og nu var han træt af at tænke. Der skulle handling til! Så som en olm tyr, sprang han frem mod hende. Hun var ikke meget lavere end ham, men han var noget bredere af statur og som han sprang frem mod hende, kunne det næsten virke som om, at han kunne kvase hende som en støvle kvaste en flue.

Julianas øjne blev om nådig endnu smallere. Måske han virkelig bare skulle ristes. Blod var blod trods alt, og den søde lugt af blodet fra manden foran hende, kunne gøre hende helt ekstatisk. Der var i hvert fald ikke nogen chance for at hun ville løbe væk med halen mellem benene. Når hun satte sig for noget, så ville hun også gøre det. ”Mere dame over mig, end der er mand over dig,” kom det næsten snerrende svar tilbage.

Hun stod klar til hvad end han ville gøre mod hende. Hun ville være klar, og sørge for i det mindste ikke at blive overrasket over det der kom mod hende. Dette var også grunen til at så snart at Morph var på vej til at angribe hende, at hun teleporterede sig om bag ham, med et lille statisk klik i luften. Som om strøm efterlod sig hvor hun før havde stået.
”Du er ude hvor du ikke kan bunde,” kom det koldt fra Juliana, som hun gned sine hænder lidt sammen, og sendte et elektrisk stød mod Morph. Det var noget kraftigere end de tidligere gnister, og ville da nok få ham ned på knæene til at starte med.  

Angrebet gik fint, indtil… hun forsvandt. For øjnene af ham. En smule klodset forsøgte han at bremse op, da han lige så pludseligt hørte hendes stemme bag sig. Han nåede kun at vende sig halvt i mod hende, da der skete noget. Noget, han ikke kunne beskrive og som han ikke havde prøvet før. En smerte, der fyldte hele hans krop, gled igennem ham og hans muskler blev umulige af styre, så han røg i knæ. Det ikke så kønne ansigt fortrak sig i smerte og hans hænder knyttedes hårdt. Og lige så pludseligt som det var kommet, forsvandt det igen, kun efterladende små muskelsammentrækninger og en dunken i hele kroppen. Hans hjerte bankede hurtigt og adrenalinen kørte rundt i hans krop. Et kort stik af frygt over den evne ramte ham, men blev med det samme erstattet af vrede. En brændende voldsom vrede, han måtte have afløb for med det samme.

Så trods kroppens reaktion på tøsens evne, kom han på benene. I samme bevægelse drejede han sig mod hende, trak sin kniv og kastede sig mod hendes mave med hele sin vægt. Han ville vælte hende om på jorden, lade sin vrede tankeløst vælte ud igennem de hårdt knyttede næver og se hendes ansigt gå i stykker og bløde. Men han havde kniven i hånden og det første han gjorde var at forsøge at hamre den ind i siden på hende. Hvis det lykkedes, ja så skulle hænderne have lov til at ramme alt, hvad de kunne komme til.

Måske havde Juliana undervurderet manden. De fleste ville acceptere deres nederlag, når der blev sat stød til dem som der lige var sket. Hun havde i hvert fald ikke forventet, at blive angrebet så hurtigt igen om ikke andet, hvilket også gjorde at han i den grad fik fat på hende, og et smerte støn kom ud af hende, som kniven borede sig ind i hendes hud. Dette var ikke ogdt hende, for hun havde trods alt stadig noget blod løbende rundt i kroppen på sig, og hun ville ikke miste den smule blod hun havde.
Vrede var det næste Juliana følte. En vrede der let var på mandens niveau. Hvor vovede han at gøre det mod hende og hendes krop. Hun følte sig næsten forudlempet. Som var hun blevet taget mod sin vilje. Det havde nok noget at gøre med at det ikke var ofte at folk angreb hende i nærkamp.

Det eneste hun kunne gøre i sin position var at bruge hende elsktricitet. Der var sandsynlighed for at hun ville blive ramt, eller at hun overkogte hans blod, men hun var ligeglad. Han fortjente det, og selv overkogt blod var bedre end ingen blod. Hendes hænder sendte et ordentlig elektrisk stød afsted. Kraftigere end det sidste, og stort set uden chance for at han ville kunne undgå. Der var visse ulemper ved at de var på tæt hold.
Desværre havde han jo også fået lov til at ramme hende tilpas mange gange. Hendes hoved rungede allerede og hendes krop var øm og småblodig.  

Både kniven og hans næver ramte kød og han slog hårdt, veltrænet og tung. Han elskede det. Hvert eneste slag var fantastisk og han havde lyst til at slå, til kvinden ville være uigenkendelig af sine egne forældre! Men fornøjelsen varede ikke så længe, for pludseligt føltes det som om, at et trold sparkede ham i brystkassen og han blev sendt bagover, som samme smerte som før, bare meget værre, hamrede igennem ham. Hårdt ramte hans massive krop jorden, men det var det mindste af hans problemer, som hans brystkasse havde trukket sig sammen, alle hans muskler var hårde som sten og det sortnede for ham for et øjeblik, ude af stand til at komme med en lyd af smerte.

For et øjeblik var alt han kunne fokusere på smerten, som hans krop var spændt op og elektriciteten nær havde stegt hans hjerne. Hans hjerte sprang et slag over og for et splitsekund var han sikker på, at han skulle dø.
Men så hurtigt som alting var startet forsvandt det meste igen og hans muskler blev slappe. Smerten sad stadig i hans krop, men endeligt kunne han trække vejret nede i lungerne. Kamp. Han var i kamp. Det gik ikke at ligge der. Han måtte op at stå, slås videre, give hende tæv. Men det var som om, at hans krop ikke rigtigt gad at lyste og det blev kun nogle lettere ynkelige små spjæt, som han forsøgte at få arme og ben i gang. Men nej, der skete ikke rigtigt noget. Og frygten begyndte at banke lidt på, som det gik op for ham, at han var prisgivet for de næste par minutter eller mere. Men kniven. Han havde stukket hende ned. Havde det ikke haft en effekt?

Juliana kom meget usikkert på benene. Hun var hårdt ramt, men vampyrer var trods alt kendt for at være standhaftige, og hun skulle nok komme tilbage til den krop hun var blevet bidt med. Hun skulle bare have noget blod, og selvom manden var blevet lidt svitset så var han blod godt nok. Godt nok til at hun kunne tilfredstilles på.
Hun praktisk talt vaklede hen til ham, før at hun faldt på knæ over ham. ”Gæt hvem der vandt legen,” sagde hun med et selvsikkert smil, selvom hun helt klart så ud til at have haft bedre dage. Hun lænede sig ned og bed sig så fast i mandens hals og begyndte at suge. Hun sugede blodet som om at hendes liv afhang af det, og det gjorde det da også på sin vis. Men det var ikke for at dræbe ham, ej heller for at omvende ham. Det var blot for at få føde.

Da hun så endelig gav slap løb der blod fra hendes mund, og hun kunne ikke dy sig fra at let placere et noget blodigt kys på hans mund, for hun var tydeligvis ikke færdig med at provokere manden. Han kunne slå fra sig, men vrede ville nok blive hans fald i livet. Det ville i hvert fald ikke bidrage noget til hans liv i det lange løb. Langsomt begyndte hun så at rejse sig fra ham. Det var tid til at hun skulle videre, og så kunne han ligge her og gøre hvad end han ønskede. Hun følte sig i hvert fald allerede stærkere.

Frygten og vreden blandede sig i hans ubrugelige krop og kampen for bevægelse tog til. Men inden han fik noget som helst til at lyste, faldt kvinden på knæ ved siden af ham og triumferede. Nej, hun triumferede ikke kun, hun lænede sig ind over ham og... smerten fra halsen fik ham til at spærre øjnene op og det gav et hop i ham, som det gik op for ham, hvad hun havde gang i. En beskidt vampyr bed ham! Drak af ham! I ren afsky lukkede han øjnene og kvalmen væltede op i ham. Men der var ikke rigtigt noget, han kunne gøre, som hans krop nægtede at reagere, det eneste der sådan rigtigt lykkedes, var da hans hænder lukkede sig hårdt sammen.

Det føltes som en evighed, inden vampyren var færdig og Morpheus kunne mærke sin krop blive svagere på grund af blodtabet. Det var ikke livstruende, men han ville uden tvivl være vag i et par dage efter.
Som om hele blodsugeriet ikke var ydmygende nok, trykkede hun pludseligt sine klamme døde læber mod hans. Det gav endnu et ryk i ham, som hans muskler efterhånden begyndte at leve igen, men ikke nok til, at han kunne skade hende, slå hende, få hende til at fortryde sine handlinger i mod ham.

Til sidst var hun væk. Og langsomt kunne Morpheus begynde at bevæge sig, smertefuldt og stift. Det første han gjorde var at tørre sit eget blod af sine læber. På vejen hjem blev det alligevel for meget for ham og han efterlod sit maveindhold i et hjørne, inden han fortsatte videre hjem.