Det var en usædvanligt travl dag på Balzeras store markedsplads, der i forvejen ikke var kendt for at være et stillestående sted. Også heden syntes at være blevet skruet op en tand, og den tætte mængde af asende og masende folk gjorde det på ingen måde nemmere at holde kropstemperaturen nede. Tempoet var heller ikke det eneste, der veg fra normalen, nej, hele den overordnede stemning var ubehageligt trykkende. Som en skrøbelig boble, der kunne springe hvert sekund og dermed udløse et rendyrket kaos. Det var kun et spørgsmål om tid. Tørken havde i den grad sat sit præg på landets befolkning, og i særdeleshed borgerne i den sydlige region. Føde var sparsomt, og vand var efterhånden mere et privilegium fremfor en universel ressource, alle havde fri adgang til. Det var sandelig en skræmmende tid, og der var umiddelbart intet lys at se forude. Nogen, burde hellere se at finde en løsning, før hele landet gik fuldkommen op i sømmene.
Som klokken nærmede sig middag, steg solen højere og højere op på den klare himmel, og man kunne nærmest se, de hypnotiserende varmebølger manifestere sig i den tunge luft. Munde var begyndt at tørre ud, og bevægelserne langsommeliggjort. Der var ligesom blevet lagt et dæmpende slør over den ellers summende forsamling, og tiden kunne lige så godt have gået baglæns. Ikke alle var dog lige plagede af heden. En gruppe af robust udseende mænd, tre styks, med sorte fuldmasker og våben i hånden, var i fulde færd med at få banet sig vej ned til kystlinjen. De, som stod i vejen, blev irritabelt skubbet til side, gået ind i eller trådt over tæerne. Det var noget af en udfordring at skabe rum nok, så det de havde med på slæb, kunne trænge igennem. De tre bøddellignende mænd klamrede sig til hver deres røde lænke, som blev brugt til at holde styr på varen. Gik det for langsomt blev der hårdhændet hevet i de raslende kæder.
Det var en behagelig, kærkommen brise, der mødte dem, da de omsider nåede kysten. Den var ganske vist ikke meget køligere end luften på land, men den havde alligevel en forfriskende virkning. Et enkelt podie, bygget op af gammelt, algebefængt træ, var blevet anbragt på den tørre sandjord, og det var her, de behættede mænd gjorde hold. En mand i tunika og turban, begge blåmønstrede, shanghajede dem over til sig og ud fra folderne i panden at bedømme, var han ganske frustreret. ”Hvor har I imbecile tåber været? Vi havde en klar aftale om at mødes hernede, før middagssolen tog over!” De havde ikke en jordisk chance for at besvare spørgsmålet, før den arrige herre bed dem af og vrissede følgende: ”Jeg er en meget travl mand, skal I vide, og jeg har ikke tid til at stå og vente på en flok dovne vatpjanker! Nåh, I har allerede spildt rigeligt af min tid - få ham bragt op på podiet, og lad os få det overstået.”
Det var med modvillige, men ikke tilbageholdende, trin, at den himmelstræbende minotaur indtog sin plads i midten af det beskidte træpodie. De tre mænd, der havde haft til opgave at bringe ham derned, gav slip på lænkerne, men veg ikke for langt væk. I stedet gik de hen på hvert deres side af den hornede skabning, med de nyslebne spyd klar i hænderne. Utilpasheden kunne nemt spottes i minotaurens isblå øjne, der søgende gled henover de mennesker, som var begyndt at samle sig omkring den transportable plankescene. Ingen forsøgte at oprette øjenkontakt. De kiggede alle på ham, på samme måde som man studere et stykke kød, før man køber det med hjem. Nej, der var ingen medlidenhed at finde i deres nysgerrige blikke. Ganske få, enkelte individer glanede mod ham med noget, der kunne minde om sympati, men de gik lige så hurtigt videre, som de var kommet. Den turbanbærende handelsmand, kendt under navnet Marwan, trådte ind foran podiet med armene slået ud til siden og klistrede det store sælgertandsmil på. ”Ja, træd endelig nærmere, d’damer og d’herrer! Også Dem frue!” indbød han med hævet stemmeleje. De folk, der allerede var stoppet op for at se, hvad der foregik, rykkede tættere på, og kort efter slog flere sig til flokken. ”I dag, mine skønne herskaber, er det jeres heldige dag! Jeg har noget ganske særligt at vise jer!” Marwan drejede sig om mod salgstalens omdrejningspunkt, dog uden at vende sig helt væk fra det voksende publikum. ”Det, I ser på her, er ikke blot en tilfældig, forvokset tyr. Dette pragteksemplar var tidligere ejet af den nyligt døde adels, og forretnings, -mand. Det er rigtigt, folkens, jeg snakker om vinimperiets førende geni, Medo Tahan!” Lavmæl hvisken og begejstrede udtryk rullede indover skaren, og det falske smil på handelsmandens læber havde efterhånden udviklet sig til et oprigtigt, selvfedt grin.
Solens varme var så småt begyndt at nage Tokaem på et plan, som var nær ulideligt; og trods han ikke svedte, så det stod af ham, havde den glatte, brune pels fået et endnu blankere udseende end sædvanligt. Den hvide underdel, med det snørklede, turkise mønster, var fremstillet af et stof, der så absolut ikke var til at ånde i, og han længtes næsten efter det uanstændigt sparsomme klæde, han normalt havde bundet om livet. En kraftfuld prusten fik de store næsebor til at vibrere, og et ungt pigebarn til forskrækket at hoppe et par rækker tilbage. Straks mærkede han et spidst objekt i ribbenene og frøs øjeblikkeligt, tvunget til at bide smerten i sig.
”I vil ikke fortryde dette køb, det garanterer jeg jer! Om det så er en urokkelig vagt eller en utrættelig arbejder til marken, I søger, så er en minotaur det perfekte valg!” lovede han højt og helligt, og med en hånd løftet op til siden af munden, lænede han sig ned mod en trio middelaldrende kvinder. ”Og det er ikke det eneste, han er god for, d’damer,” forsikrede han og blinkede sigende til dem med et stort, vulgært smil, hvorpå de synkront skjulte en tøset fnisen bag hænderne. Den karismatiske handelsmand rankede atter ryggen og lod sine fingre løbe over det sorte, vokssnoede overskæg. ”Så, hvad med at vi starter på.. to diamanter? Nej, nu skal I høre – Siden det er hårde tider, hvad siger I så til at starte på én diamant og fire safirer? Hvem byder én diamant og fire safirer for dette prægtige handyr?”

"Knus urterne og pres det ned i såret, inden du ligger en forbinding" Stemmen var blidt og varm, som de brune dybe øjne det hvilede på den tyndslidte pige som holdte sig beskyttende om armen. Det havde taget lang tid at få lov at komme skabningen nær. Hun var forskræmt og tydeligt alene. Hun havde forsikret minotauer kvinden om at hendes far snart ville komme hjem. Han var vigtig i hæren! Hun skulle lige prøve på noget. Men som den godhjertede hensigt var trængt ind i den forskræmte pige, fik Rain lov at kigge på både sår og hudafskrabninger.
Det var nu meget sjældent hun opholdte sig i Rubinien. Hendes arbejde på Tywing skolen stoppede hende fra at rejse tilbage til hjemegnen, men hun havde valgt det som den anden plage var brudt ud. Vende hjem for en kort stund, der var blevet til flere måneder, da hun ikke turde bevæge sig igennem ørkenområdet med så sparsomt vand. Og nu. Ja nu var det næsten en umulighed.

Strømmen af mennesker som bevægede sig mod havnen, var bemærkelsesværdig og fangede da også minotauerkvindens interesse, omend nok mere skepsis.
Trods varmen bar hun en kappe over kroppen. Minotauerne var ikke velset ret mange steder i byen, kvinderne dog mere end mændene. Stemmen som skar igennem mængden som en præcentation som var han ved at sælge en ged eller primieko, fik Rain til at trække kappens mørke hætte over hovedet og bevæge sig med mængden.

Luften føltes klistret og klam, og hver vejrtrækning en ubehagelig oplevelse af varm luft. Det blev ikke mindre kvælende som hun kom tættere på og hørte de stødende og primitive ord. Rain holdte sig stadig i baggrunden, bange for at give sig selv for meget opmærksomhed, men det rykkede i hende. Hun kunne ikke bare stå og se på mens en artsfælle blev direkte tortureret for alle og enhver at se. Hun vidste minotauere ofte blev brugt som slave. Hun vidste hvad synet var på dem. De brune varme øjne holdte sig fast på manden der var hele dette hurlumhejs midtpunkt, næsten ignorerende alt andet omkring sig på nær købmandens skærerne stemme.
"Vi har en byder!" Rain tog en dyb indånding mærkende efter i sin egen pung. Måske kunne hun?
Nej.. Hun kunne ikke redde hele verden. Hun kunne ikke. Budene var sparsomme, som vidste folk godt at penge var en mangelvare i øjeblikket og nok tydeligt blev det senere. Rain tog en dyb indånding, beroligende sig selvbag den tunge kappe, men vidste at så snart hun sagde noget var hendes dække ødelagt, og hun måtte påtage sig alles blikke. "en diamanter og 8 safirer" Hendes stemme skar igennem mængden som hun løftede armen som tegn. Hun vidste hvordan sådanne handler foregik. Nok havde hun mere end det på sig, men bød hun for højt nu blev hun overvundet.

En pludselig tavshed, tung som en kampesten, rullede indover forsamlingen, da det indtil nu højeste bud blev smidt i ringen. Noget ved denne byder trak menneskenes blikke til sig som fluer til en varm mødding. Stilheden varede dog ikke evigt og viste sig blot at være optakten til en større storm. Som en tidevandsbølge bredte der sig en hvisken og tisken i den menneskelige sildetønde. Visse folk gjorde sig ikke engang det besvær at sænke stemmen. ”Er det endnu en minotaur? Det må da være en joke,” sagde en adeligt klædt dame til en anden. ”Hvorfor er den ko ikke i lænker?” lød det fra en af byens mange våbensmede. ”Er den også til salg, mor?” spurgte en ung knægt.
De mange forurettelser var ikke noget nyt for Tokaem. Hvad der derimod var ham uvant, var at de for en gangs skyld var rettet mod en anden end ham selv. Det var dog ikke noget, der glædede ham, tværtimod. Den fastlænkede minotaur fikserede sit blik på den kvindelige artsfælle, der til hans forbløffelse havde valgt at byde på ham - og tilmed fire safirer over startprisen. Et inderligt håb om at ingen vovede at byde højere tændtes i ham, men en del af ham kunne ikke lade være med at undre sig over, hvad hendes hensigt var. Var det en godgørende gerning i et ønske om at købe ham fri? Var det en mulighed, at hun blot var interesseret i tilbuddet, den indsmigrende handelsmand så desperat forsøgte at sælge? Var hun mon et medlem af en af de to krigeriske minotaurklaner, som holdt til i de øde egne af Rubinien? Det var ikke meget kendskab, han havde til hverken Tidros- eller Midosklanen, men han var ikke uvidende om, at de i mange år havde været i kamp mod hinanden. Var denne hunminotaur mons tro kommet for at erhverve sig nye krigere? Den tanke var næsten mere skræmmende, end endnu et årti i slaveri.
Med ét blev han hevet ud af det endeløse tankekaos, da et fremtvunget, arrogant grin afbrød folkets mundhakkeri, og al opmærksomhed, hans egen inkluderet, rettede sig imod kilden til den nærmest hånende latter. ”I hørte frøkenen. Prisen ligger nu på én diamant og otte safirer.” Noget ved Marwans stemme havde ændret sig. I stedet for at være frisk og velkommende lå der en foragtelig undertone gemt i den. De forreste rækker i folkemassen delte sig på midten, idet den turbanbærende slavehandler tog nogle skridt i retning af den hætteklædte minotaur. Hun narrede dog ingen med den forklædning.
”Er de sikker på, at De har råd til det? Madame?” Selvom det var formet som et spørgsmål, var det åbenlyst, at det var et retorisk ét af slagsen. ”Jeg er bange for, at jeg ikke tager imod kødelig betaling. En ko for en tyr er ikke helt nok,” fortsatte han med et indlysende kunstigt smil. Ganske diabolsk. ”Måske De har noget andet at tilbyde, hm? Siden tørken har indtaget landet, er priserne på mælk tredoblet. Har du noget mælk, du kan bytte med, i det yver, lille muhko?” Det var den afgørende dråbe, der fik glasset til at flyde over. Uden meget omtanke hev Tokaem vredt i kæderne med en sådan kraft, at den ene vagt nær var faldet forover. De andre to vagter var hurtige til at få tvunget ham ned i knæ. Den ene med spidsen af sit spyd stukket i siden på ham, der straks fik blodet til at løbe. Forfærdede gisp fra en gruppe unge kvinder fik livet op i den ellers stumme menneskeskare.
”Rolig, d’herrer og damer. Jeg kan forsikre jer om, at alt er under kontrol. Der er absolut ingen grund til panik,” lovede Marwan, tydeligt irriteret over den drejning, situationen havde taget. Han rømmede sig kort, inden det forfærdelige smil vendte tilbage. ”Jamen, hvis ingen byder højere-værsgo’ at hente din nye ejendel,” sagde han og hævede udfordrende et øjenbryn. Nogle få i forsamlingen begyndte at buhe, en af dem kylede endda en håndfuld grus efter hende. ”Så, så, mine herskaber, gør plads til frøkenen..” Handelsmanden slog en hånd ud i retning af træpodiet og trådte til side, så hun kunne komme forbi. Hvis alle øjne ikke havde været rettet imod hende før, var de det i hvert fald nu. Tokaem flåede endnu engang i de rustne lænker, med det resultat at spyddet blot blev boret yderligere ind i kødet på ham. Sammenbidt i smerte prøvede han det bedste, han havde lært, at signalere til Rain, at hun burde vende om og gå sin vej.
”Vær ikke genert,” tilføjede Marwan i samme øjeblik, som den ene af vagterne så småt begyndte at bevæge sig ind foran podiet med et fast tag i det lange våben…

//OOG: Føl dig endelig fri til at gøre brug af de nævnte npc'ere//.

Hun hørte orderne. Skældsorderne og de uforstående miner der bredte sig. Nogen var sure, andre direkte målløse. Men hele situationen var også mærkelig. En minotauer der bød på en anden minotauer. Der skulle ikke mange hjerneceller til at regne ud hvad hun havde gang i. Med mindre hun gjorde noget uventet. Hun forsøgte at lade dem pragle af. Ignorere deres ord så godt hun kunne, som var hun vant til dem. Problemet var bare, at jo hun havde hørt dem før, men var ikke vant til behandlingen. Hun havde alle dage været fri og levet i nogenlunde sikkerhed. Især fra menneskenes had og trang til at kontrollere andre racer.
Rain havde begivet sig ud på dybt vand, men hun holdte masken, nægtede at lade sine næsebor udvide sig let grundet utilpashed, eller lade øjnene afsløre hvordan det hele snurrede rundt. Hun måtte spille kortenen rigtigt. Hun fnøs af den lille mand foran hende, fornærmet og vred over hans måde at behandle hende på. "Hvor vover du" hendes stemme var kølig som hun kiggede på den turbanklædte mand, mens hun forsøgte at ignorere grusseet der ramte hende.

Den anden minotauers bevægelser fik Rain til at stoppe op før træpodiet, som hun ellers havde bevæget sig hen til. Holdte hans øjenkontakt i lang tid, inden hun løftede det mod den sleske mand. "Vær' venlig at fjerne våbnet fra min egendom." Hendes stemme var hård og kølig, mens hun fjernede hætten fra sit ansigt. Hun var alligevel afsløret. "Jeg ved hvad de er ude på, og må slemt skuffe Dem.. Med mindre de naturligvis ønsker en hel krigerisk minotauer klan på nakken?" til sin fornøjelse så hun hvordan blodet så ud til at forlade denne Marwans ansigt for en stund. "Og du.. Tal sådan til Midos yperstepræstinde en gang til, og en verden af helvedes ild vil falde over dig!" Hun talte højt, tydeligt og faretruende. Det hjalp selvfølgelig på det hele at hun var højere end samtlige til sted. Hun fandt de aftalte penge frem og ragte frem, stadig uden at stille sig op på deres podium. Hun var ikke et udstillingsdyr. Hun kunne svagt høre slavehandleren skære tænder i baggrund. "Tag imod dine penge mandsling, og gi mig min egendom"

Det gav et gib i ham. Midos-klanen? Havde han hørt rigtigt? Så hun var ikke blot hvem som helst. Men hvad lavede en ypperstepræstinde dog her? Hendes intentioner var stadig uklare for ham, og dét at han stod så få meter fra den krigeriske minotaurklans øverste præstinde var intet andet end skræmmende. Havde hun i sinde at bringe ham med sig tilbage til klanen?
Om hendes hensigter var gode eller ej, var det en fryd at vidne, hvordan Marwans slimede smil langsomt gled af hans læber. Spyddet blev med modvilje og stor foragt malet i ansigtet trukket væk fra den slavebundne minotaur, der lettet faldt en smule sammen. Smerten fra det åbne sår var der dog stadig, men som sædvanligt var det eneste, han kunne gøre, at bide det i sig.
Man kunne se, hvordan den tydeligt besejrede handelsmand forsøgte at gøre et comeback, men hver gang munden åbnede, lukkede den straks i igen. Han havde intet. Også de omkringstående tilskuere var helt stille. De var gået fra buhende at sende minotaurkvinden hadefulde blikke til nærmest at se flove ud. Eller var det frygt, der gemte sig bag deres øjne? Kujoner. Så snart offeret bed igen, var der ikke længere nogen, der skulle nyde noget. I hans øjne var det utroligt beundringsværdigt. Selv havde han aldrig turdet sige fra, men det var naturligvis også en ganske anden historie. Han var ikke noget højtrangerende klanmedlem. At følge ordre og slide hårdt i marken, det var det eneste, han kendte til. Nervøsiteten meldte sig atter i ham, som tankerne endnu engang blev ledt hen på, hvad dette helt præcist betød for hans fremtid. Hun var svær at gennemskue. Tonefaldet hun talte i var ubehageligt, ikke meget bedre end alle de andre. Men var det bare et bluf, eller var der hold i de spydige ord?
”Fint,” hvæsede Marwan ud gennem de sammenbidte tænder. Det var tydeligvis ikke det udfald, han havde håbet på. Dog var han ingen idiot. Penge var penge, uanset køberen. Som en pirret klapperslange huggede hans hånd frem imod hendes og tog med en misfornøjet fnysen imod krystallerne. ”Solgt til den heldige frøken for en diamant og otte safirer. Der er ikke mere at se her, folkens.” Ærgerlige begyndte de enkelte individer i forsamlingen at gå i forskellige retninger, stønnende og irriterede over, hvordan handlen var endt.
Tøvende kom Tokaem op på to ben igen og så forundret ned på sin nye ejer. De tre store kæder, som var fastgjort til jernhalsbåndet om hans hals, blev fjernet af den ene af vagterne. Lænkerne om håndleddene og anklerne lod de dog blive siddende, og med et hårdt skub i ryggen, vraltede han klodset ned af podiet. De få, sidste skridt hen til hunminotauren var noget mere elegante, men også en kende forsagte. ”Jeg-…” Skulle han takke hende? Hun havde jo egentlig ikke gjort andet end at købe ham. Stadig i uvished, åd han i stedet sine ord i sig og knælede foran hende med hovedet bøjet forover. ”Dit ønske er min lov.”

Rain holdte masken og borede sit blik ind i den utilfredse mands øjne, indtil han bukkede under, ude af stand til at komme med et come back af nogen art. Men legen var ikke slut endnu. Nok gav han efter og fik fjernet lænken der fastholdte minotauer manden til stedet, med ord til folkemængden om at der ikke var mere at se. Til Rains fordel var der ingen der vidste hvem ypperstepræstinden for Midos var.. For det var ikke Rain.
Egentlig ønskede hun at ånde lettet op men hun turde ikke. Der var stadig for mange blikke på dem, så hun holdte de formelle former. Men noget blødte op som minotaueren knælede foran sig. Hendes øjne blødte op og man kunne se et ganske kort træk i hendes ansigt at hun ikke ønskede han gjorde det. Han skulle ikke underkaste sig hende - selvom det lige nu var hvad der blev spillet på. Og derfor måtte hun også fortsætte, omend hun talte en del pænere til sin artsfælle.
"Rejs dig, og fortæl mig dit navn." Hun gjorde tegn med sin hånd om at han skulle følge hende. Han virkede ikke som typen der ville stikke af, og det ville heller ikke være nemt med lænkerne. Men som alt andet turde hun intet fjerne så længe folk stadig var så nysgerrige. Der var tyndet godt ud, men der var stadig nysgerrige blikke.
"Følg mig" mere turde hun faktisk ikke sige til ham. Det var næsten ulideligt ikke at kunne forklare ham at han var et stykke kød der var blevet sendt videre i køen af ejere, som skulle underkaste sig hver lov. Så snart de var væk fra menneskene, blev det nemmere. Rain havde i hvert fald ingen intentioner om at integrere ham til Midos hær eller andet han ikke ønskede at gøre - selvom hun i øjeblikket var og måtte spille hans ejer.

Lyden af hendes stemme fik ham til at rette nakken og se op. Forvirringen var tydelig at spore i de lyseblå øjne, og uden at vige blikket bort fra hende, rejste han sig langsomt; holdningen var dog rimelig stiv og nedsunken, som om han forventede et slag. Men det kom aldrig. Stadig med en lidt hældende hovedstilling, og nu med øjnene vendt ned mod den støvede jord, rømmede han sig lavmælt. ”Mit navn er Tokaem, frøken,” mumlede han som svar på hendes beordring. Han spurgte ikke efter hendes, men fik dristet sig til at skæve mod hendes øjne og nikkede forsigtigt, da hun bad ham om at følge med.
Gående ved hendes side, en smule i baggrunden, kiggede han sig uroligt omkring. Det var underligt at vide, at han nu trådte ind i et nyt kapitel. Aldrig mere behøvede han slide sig en pukkel til i sin tidligere, nu afdøde ejers druemarker. De sidste ti år af hans liv havde han tilbragt der. Det var dét, han kendte til. Det eneste han kendte til. Jo vist, han var glad for at være væk derfra, men lige nu var det frygten for det uvisse, der fyldte mest. Han forsøgte dog at holde den nagende tvivl undertrykt og fokuserede i stedet på noget andet. Kædernes nærmest hypnotiserende raslen. De forbipasserendes uhørlige mumlen. Der var ingen bølger ude på havet at høre, men der var selvfølgelig heller ingen vind.
Den bagende sol var efterhånden ved at gå ham til hovedet. Han forstod ikke, hvordan det var muligt at svede så meget, når han var så dehydreret. Det var alt for længe siden, han havde fået noget at drikke. Hvad var deres destination overhovedet? Tokaem var ganske bevidst sakket en tand bagud. Med blikket hvilende i nakken på den kvindelige minotaur, overvejede han, hvorvidt han kunne tillade sig at spørge eller ej.
”Undskyld - men præcist hvor er vi på vej hen?”

Et lille smil nåede at komme over hendes læber, da han nævnte sig navn, men tog hurtigt sig selv i det og lagde det i mere alvorlige folder. Men hendes øjne var varme, langt mere rare end da mændene havde ført ordet frem for sig.
Rain havde fokuseret alt for meget på at kigge fremad, lede efter et område hvor der ingen mennesker var, til at opdage at Tokaem var sakket bagud. Hun var nervøs for om nogen skulle opdage hendes nummer. Hun havde leget godt og grundigt med skæbnen, men jo længere de kom væk jo mindre anspændt blev hendes skuldre.

Rain kiggede bagud og sagtede farten samme sekund hun opdagede at han var sakket bagud. Hun havde ikke kunne høre det på lænkerne. "Et sted hen hvor der ikke er mennesker" Hendes stemme var langt anderledes end midt på havnen. Den var blid og venlig. Hun kunne kun forestille sig hvad han havde været igennem, og at tilføje flere ubehageligheder til listen ville hun helst undgå.
Hun drejede om et hjørne til et mere aflukket område, men selv ikke her stoppede hun. Hun fortsatte længere væk fra byens kerne, til der begyndte at være udslugt. Mange fattige havde ikke klaret plagen, kaoset og nu tørken. Der var stille, på en forladt måde.

Her stoppede hun endelig op og vendte sig mod ham. Hun trak et sølle vandskin frem, men det var stadig noget mere kostbart end diamanten hun havde måtte slippe for at få ham fri. Hun fjernede proppen og rakte skinnet frem med et lille roligt smil. "Her, drik. Du ligner en der har undværet vand for længe" man anså ikke slaverne for at skulle havde lige så meget som almene mennesker - havde hun i hvert fald hørt. "Mit navn er Rain.. og jeg er ikke ypperstepræstinde hos Midos.." hun trak nogle urter op fra sin taske i bæltet og nulrede den mellem sine hænder "Jeg er healer.. Og jeg har købt dig fri" forklarede hun ham endelig, som hun lagde det grønne halvmoste plantemateriale ind mod det åbne sår for at forhindre infektioner. Det gjorde nok lidt ondt. Derefter fandt hun en forbinding frem og lukkede såret inde for nu. Det havde ikke godt af at miste luft, men når der var så støvet og beskidt som i dette område, var det bedre at lukke til.

Et sted uden mennesker? Hah. Fandtes et sådant sted overhovedet? De var som myrer. Mange og overalt. Og netop denne by var nok et af de værste steder at befinde sig i det tilfælde. Balzera var én stor myretue. Unødvendigt travl og fuld af disse mennesker. I al sin tid her kunne han ikke mindes at have været et sted, hvor det ikke vrimlede med dem.
Tokaem bemærkede det med det samme, da hun satte tempoet ned. Det gav nærmest et sæt i ham, og han reagerede straks ved at bøje fremover i nakken. Som et flovt, lille barn taget på fersk gerning i noget, der var dybt forbudt. Hans forrige ejer var altid blevet så ufatteligt rasende, når han sakkede for meget bagud. Helst så han, at Tokaem holdt sig lige bag ved ham. Men aldrig var ejeren selv stoppet op for at vente på ham. Han turde dog ikke sætte farten op nu. Det ville tvinge hans nye herskerinde til at ændre tempo endnu engang. Så resten af tiden var han fuldt fokuseret på at holde trop. Han var så optaget af at matche hendes trin, at han nær glemte at trække vejret.
 
Omsider nåede de endemålet, og han kunne endelig løse lidt op i sin anspændte holdning. Kæderne om håndleddene raslede højlydt, da han lod armene falde ned til siden. Roen fik dog ikke lov til at have bolig i ham særlig længe for det næste, der hændte, fik ham til at spænde samtlige muskler i kroppen igen. Hvorfor tilbød hun ham vand? Det kunne han under ingen omstændigheder tage imod! Var det her en prøve?
Hænderne knugede den rustne lænke så hårdt, de kunne, som om det var en dødbringende giftslange, han forsøgte at tage livet af. Han kiggede fra vandskindet og hen på hende. Så på vandskindet igen. Overlevelsescenteret i hans hjerne skreg, at han skulle tage imod det. Uden det ville han ikke holde længe. Den fornuftsstyrede del gav ham dog ordre om det stikmodsatte. Han havde intet gjort for at fortjene det. Vandet var hendes - ikke hans. Og hendes velbefindende var nu hans højeste prioritet.
Det næste, der forlod hendes mund, kom fuldstændig bag på ham. Hun havde løjet om at være ypperstepræstinde? Tokaem så mere forvirret end nogensinde på den mystiske minotaurkvinde, han nu havde fået sat et navn på. Rain. Det navn ville han med sikkerhed aldrig glemme.
Øjnene fulgte hendes hænders bevægelser, da hun fandt nogle urter frem og nåede ikke at tænke meget over, hvad de var til for, før hun smed en endnu større bombe. Intet mindre end fuldkommen lamslået stirrede han uforstående på hende ude af stand til at ytre så meget som en lyd. Havde han hørt syner? Naturligvis. Det måtte han have gjort. Andet gav absolut ingen mening. Var det ikke fordi hans hals var snøret helt og aldeles sammen, havde han bedt om at gentage. Men det virkede uladsiggørligt.
Urterne, hun før havde taget frem, ænsede han stort set ikke - heller ej da hun trykkede dem mod hans sår. Han rørte sig ikke ud af flækken i lang tid. Det var ham fysisk umuligt. For første gang i flere år var han fri, men aldrig havde han følt sig så fanget, så langt ude på dybt vand. Hvordan kunne han nogensinde betale hende tilbage? Ingen mængde krystaller ville være nok, end ikke et skyhøjt bjerg af diamanter.
Med ét røg han ned på begge knæ og bukkede sig yderligere ned imod jorden til hans mule berørte det støvende grus. Han forblev noget tid i den stilling. Ingen ord, ingen andre bevægelser.
”Jeg er dig evigt taknemmelig. Ethvert ønske du har, vil jeg gøre mit ypperste for at opfylde.” Det var, som om det ikke helt var sunket ind endnu. Tokaem mente dog hvert et ord. Venlighed af den kaliber, sådan en uselvisk gerning - det krævede et endnu større tak.
Langsomt men sikkert kom han op at stå. For første gang i sin fulde højde. Han søgte hendes varme mørkebrune øjne med sine isblå, men kun for en kort stund. De sammenlænkede hænder blev uden tøven rakt frem imod Rain; kæderne raslende mod hinanden. ”Jeg skylder dig mit liv.”

At han ikke tog imod vandskinnet var et ret tydeligt tegn på at han ikke var vant til at blive behandlet synderligt godt. Rain sukkede let og tog den til sig igen. Det måtte vente til senere, når han begyndte at affinde sig med sin status som fri og sin egen herre.
Så hun fokuserede på at få bundet ham ind, men knap var hun færdig før han faldte op knæ og Rain gav et lille forskrækket hop fra sig over den pludselige bevægelse. Hun stirrede på ham, en smule forvirret og stod faktisk selv stivnet i sin egen bevægelse. Rain var ikke vant til denne behandling af nogen art, så det kom bag på hende hvad der foregik.

Rain tog en dyb indånding og smilede roligt til ham. Hun ønskede ikke noget af ham, andet end at han tog imod sin frihed. Men hun vidste godt at det hun havde gjort måtte være af en højere kaliber end hvad mange andre ville havde gjort i hendes sted. Men det skulle ikke stige hende til hovedet. Det var gjort ud af næstekærlighed, og ikke noget hun skulle høste andre goder ud af.
Hun tog imod hans hænder og gav dem et varmt og blidt klem. "Nej, du gør ikke. Du skylder dig selv din frihed, som du skal tage imod." hun slap hans hænder, for i stedet at fokusere på lænkerne. Hun havde naturligvis ikke fået nøglen fra forhandlerne. Perfekt.
Men hun undersøgte dem alligevel, håbende på at finde en måde at få dem af på. Det var ikke synderligt praktiske. "Tokaem, bruges der nøgle til disse længer normalt?" Rain havde ikke forstand på lænker overhovedet. Så det skulle hun også havde i tankerne. Måske var det nemmest at tage hjem til klanen og få dem til at hjælpe. Nok var hun ikke den vigtigste der, men hun havde et ord og skulle havde sagt. Desuden kunne hun nemt bilde dem ind at Tokaem var hendes egendom selvom hun satte ham fri.

//afsluttet, since Rain is le dead