Det var tid igen. Efter Avaions maskebal var der ikke blevet holdt noget længe, men det skulle ændres
Ingen skulle glemmes, alle skulle med. Landet havde stået under kaos længe nok, så folket skulle have noget at se frem til og glæde sig til, noget som de sent ville glemme.
Alle havde fået en invitation, alle skulle inviteres. Små som store, fattige som rige.
Og ligesom sidste, var ingen var for gode eller for lavstående til at komme med.






Det hele var gjort klart til denne fremragende aften som folk sent ville glemme. Den ene side bygning til det
Store hovedhus var ryddet for alt hvad der før havde været og nu var der blevet dækket op til en overdådig fest som folket sent ville glemme. Han ville helst ikke have at Hovedhuset blev brugt til den slags, det værnede han for meget om og der ville heller ikke være plads til alle de mennesker som han havde inviteret. Han var heller ikke sikker på at de kunne være herinde, men så måtte man gå lidt rundt.

Eller gå i de små rum som var blevet oprettet til de lidt mere private stunder. Hvad folk nu havde af forskellige lyster, kunne klares herinde. Der var alt hvad man kunne tænke sig til den slags lege.
Selvom folket led under tørken var et overdådigt måltid blevet stillet op og der var selvfølgelig også drikkelse, vin fra egen mark. Det var det eneste som var muligt at støve op, uden at det ville være frås. Det ville selvfølgelig have været større hvis tørken ikke lå over landet.

Der var ikke mere at sætte en finger på mere, det hele var fantastisk. Det var tilfredsstillende for Henry, som kiggede smilende ud over salen hvor hans piger rendte og gjorde de sidste små ting klar før at de kunne tage imod de mange gæster, som han håbede ville dukke op denne aften.

Solens sidste stråler var ved at synge på sidste vers og inden længe ville gæsterne dukke op. Henry havde fuldført sit eget ydre og var klædt i hans fineste klæder. Selvom det var meget normalt for ham, så var dette her lidt mere finere end normalt. Det skulle der til. Hans ansigt var dækket af en lille maske, som dækkede hans øjne. Det var jo påkrævet, og det gjaldt også værten selv.

Henry gik rundt mellem servitricerne, og sippede af et stort glas vin og smilede glad over hans projekt. Det var en god årgang som han havde fundet frem til denne lejlighed. En sød og fyldig vin.
"Så tror jeg godt vi kan lade festlighederne begynde" Han gik ud på den grusvejen og kiggede op ad alléen som de første vognen anført af heste ankom til gården.





 

Solens sidste stråler var ved at synge på sidste vers og der varede heller ikke længe inden kareten der havde kørt fra Linley Godset tidligere på dagen, var så småt ved at køre op ad alléen der førte op til gården ejet af Henry Fox. En af de mest favorable leverandøre af deres vin til Lindley Godset.
Inde i Kareten sad Merry Caroline Martha Lindley, arvingen til Lindley godset og titlen som grevinde. Hun havde for noget tid modtaget invitationen fra Henry Fox og det samme havde hele hendes staf af ansatte. Med den viden hun havde om de fester der var blevet holdt i hans residens, for ikke at sige at det ville være noget så uhøfligt at afslå, havde hun arrangeret fælles turen for hele Linley Godset.

Merry selv var iført en mørk violet kjole der med hendes stramme korset fremhævede hendes tynde liv, men på ingen måde uanstændigt. Med illusionen om at det var en todelt kjole delte den øverste del sig som en jakke med en lav udskæring og ingen ærmer, hvor den nederste del var flere lag af svagt gennemsigtig silke. I hendes skød holdt hun sin endnu mørkere, næsten sorte, maske som matchede hendes hovedudsmykning med enkelte fjer der var slettet ind i det korte brune hår.

Ikke lang tid gik der før kareterne stoppede og masker blev taget på. Imens hendes tjenestefolk selv lukkede sig ud og slog sig til selvskabet som de havde fået lov til blev døren til Merrys karet åbnet for hende og førren af vognen gav hende en hånd inden hun trådte ned på jorden. 
Et lille fnys forlod hendes læber med et smil ved tanken om hvor længe siden det var hendes ejet hjem havde været så åbent og indbydende for gæster.

En invitation til et stort bal, var ikke ligefrem noget Nor havde prøvet før, hverken i sit gamle liv eller sit liv som engel. Så selvfølgelig skulle det da prøves! Hun havde alligevel intet bedre at tage sig til og det var da den perfekte undskyldning for at komme tættere på nogle af de folk af betydning. 
Dagen var blevet brugt flittigt på at finde den rigtige maske og faktisk at få fat i den. Penge var ikke ligefrem i overflod fortiden. Derfor kom hun også til fods, hvilket ikke gjorde hende noget. Nor gik mod gården, maskeballet blev afholdt ved med selvsikre, elegante skridt. selvom man ikke kom i karet, kunne man vel godt komme med stil. 
Nor var iklædt sin hvide silke kjole, med gul trådene. Det lange sorte og hvide hår, fik lov til at hænge frit nedaf ryggen på hende. som Maske havde hun fået fat i en hvid maske pyntet med sorte og hvide krystal sten. 
Hun stoppede kort op før hun nåede gårds pladsen, bare lige for at se hvem der indtil videre var andkommet. efter hun havde fået overblik, forsatte hun mod indgangen. 

(( sorry bare ignorer mig ))

Det havde ikke været nemt at få fat i en invitation til maskeballet, for til trods for at alle måtte komme, så havde Juliana brugt det meste af sin tid i Kzar Mora. Hun havde ikke været sammen med resten af Mørkets Hær for at lede efter dæmoner, da hende kompetencer lå i magi, og magien var sjovt nok væk, selv for hende. Og der var ikke nok der værdsatte hendes taktiske evner til at de ville have hende med, men det var fint. Hun skulle da nok få en forfremmelse på en anden måde.
Men invitationen var næsten kommet dumpende ind i hendes hånd, da der var en der kom tilbage og åbenbart havde den største fest over invitationen de havde fundet på et af deres lig. Og de snakkede om hvordan de ville afsted og klæde sig pænt på, og bare slagte alting. Uanset hvor fantastisk det end lød, så gav Juliana ham et par zap med sin lyn magi, og tog invitationen fra ham. Det var ikke værd at slagte folk til sådan en fest, og hun havde alligevel brug for noget mere civiliseret. Og en fest var et sted hun kunne føre sig frem. Få nogle komplimenter, bare føle sig som gjorde som teenager. Det perfekte tidspunkt.

Hun havde siddet i karet det meste af dagen. Der var langt, og hun kunne ikke tåle solen der bankede på udenfor. Men der var trukket for, og hun kunne sidde og nyde mørket, og små slumre. Men nu var de ved at være der, og Juliana gjorde det sidste hun kunne, for at sørge for at alting sad som det skulle. DA hun var sikker på det, steg hun ud af karetten i aften mørket. Præcis lyst nok til at folk kunne se, men mørkt nok til at Juliana's hvide hud ikke tog skade.

Hun var noget af et syn. Hendes sorte hår var sat op i nakken på hende, og det krøllede ganske nydeligt. Hendes læber var mørke og de små fregner hun bar over hele sin krop, virkede næsten som en stjernehimmel mod hendes blege hud. Hun bar en sort kjole med et fyldigt skørt og kun et ærme. Ærmet var lavet af sort blonder, og gik ned til hendes albue, inden det endte med et stort stykke løst stof. I kjolen var der indbygget et korset, hvor man kunne ane den blege hud under. Omkring hendes hofte, op af hendes mave, omkring skuldrene, om hendes albue, og hen over halsen som en halskæde, var der et væld af røde stof blomster. Glitrende med små røde sten, og et par enkelte sorte ved hendes hals. På hendes ryg som var bar, hang der ligeledes snore af små, røde sten. Et par sorte øreringe af sorte sten hang fra hendes ører. 
Masken hun bare var ganske simpel. Bare en enkel sort maske med små bitte krystaller i, der var bundet om hendes ansigt. Metallet var snoet i et fint lille design, og var ikke massiv, så man kunne se ind til den hvide hud under.

Hun trådte op til huset, med et smil på læberne. Forhåbentlig var det ligeså godt som ballene i Hovedstaden. Ellers måtte hun jo prøve at tage derhen næste gang. Men for nu ville hun da more sig her til Henry Fox's bal.

//Kjolen

En invitation fra sådan en person som Henry Fox skulle da ikke bare overses da den virkelig havde været omtalt hvorend Atropas rejse havde taget hende. Hun havde derfor brugt den sidste uges tid på at gøre en pæn grøn kjole med motiver af blomster klar, men som dagen havde nærmet sig glemte hun at hun ingen maske havde. Så som hun fulgtes med kareterne på grusvejens i barfødder flettede hun blomster rundt omkring grene givet formen af en maske.
Nok var Atropa ikke rig, men for at blænde sig ind i mængden måtte noget jo gøres også om det så betød at arbejde på vejen til ballet selv. Da hun nærmede sig porten kun få meter fra satte hun den ny skabte maske på som med hendes kjole gav et komplet unikt udseende. Som hun forbipasserede porten fløj ordene "I gudernes navn det er noget af en gård!".

Da hun satte fod inde i gården blev hun overvældet af glæde som alt så så pænt ud og hendes øjne flyttede sig fra person til person som hendes smil bredte sig på hendes læber fra det blotte syn af maskerne, kjolerne og humøret. En aften som denne skulle nydes for når tørken så ud til at blive værre ved man aldrig hvad der kommer næst.

Det havde været en kæmpe overraskelse, da invitationen var kommet til vores lille hjem i Elverly. Ingen af mine forældre havde været synderligt begejstrede ved tanken om, at lade deres døtre tage til et bal uden for Elverlys trygge rammer - og jeg var da også den eneste af os, som fik lov. Og det var kun fordi, at et par andre unge elvere også tog med! Mine forældre havde sikret sig at min kjole var anstændig, og at vi var kommet godt afsted med den lille hestevogn - alt imens mine søstre havde set misundeligt på. 
Og nu er vi - til min store glæde, for min bagende var ved at blive temmelig øm, og mine ben utålmodige efter at bevæge sig - endelig ankommet til Henry's gård! Med store, nysgerrige øjne betragter jeg omgivelserne, som vognen triller op gennem den lange allé. Jeg sender mine med-passagerer et kæmpe smil, da hestevognen stopper og døren åbnes. Med forsigtige skridt træder jeg ud af vognen, hvor jeg næsten måbende betragter omgivelserne. Wauw, det er absolut noget andet en det naturlige Elverly! Elverkvinden bag mig giver mig et let puf, så jeg vakler et skridt frem, og må vågne fra min måben. Jeg ser på hende med et undskyldende blik, for derefter at bevæge mig mod den sidebygning, som de andre nyankomne også har retning mod. Med et nysgerrigt blik ser jeg mod hovedhuset; mon man må gå på opdagelse derinde også? Sikkert ikke, så min opmærksomhed vendes tilbage til sidebygningen.
Jeg koncentrerer mig om, at gå så stolt og elegant som muligt - men det forsvinder hurtigt, da min opmærksomhed bliver fanget af alle de smukke væsener, som befinder sig i den smukt indrettede bygning. Pludseligt føler jeg mig næsten for naturligt klædt, da min kjole ikke er noget extravagant; en mørkegrøn, lang kjole, med et bælte vævet af en guld-farvet tråd. Absolut ikke noget vildt eller afslørende. Men den er let og til at bevæge sig i. Min maske er pyntet med fjer og små røde blade, igen præget af naturen. 
Den storslåede buffet fanger mit blik, og med et stort smil, stiller jeg mig ved bordet og tager en bid af en lækker frugt. 

Da Dimble havde modtaget en invitation, der nærmest blev stukket i hånden på ham nogle inden, fik han travlt med at lave en maske, tøjet tænke han ikke nærmere over for det havde han tit haft på til fester, men en maske var ikke noget han ejede. Så han brugte stort set hele dagen på at løbe rundt i hovedstaden og udføre små jobs for snedkere og smede der efterfølgende betalte ham igen ved at give ham nogle tjenester. Snedkeren gav ham noget træ som han fik lov til at arbejde i med snedkerens værktøj og smeden hjalp ham med at lave nogle ting i metal som Dimble efterfølgende satte på masken. Så da dagen var omme havde Dimble langt om længe fået anskaffet sig den maske han havde brug for.    

Masken var inspireret efter en faun. Selve ansigtet var af træ, men hornene var af jern der var blevet foldet så de var hule og derfor ikke vejede særlig meget. Det var muligvis en simple maske, men det måtte række i denne omgang. 

Da Dimble ankom var det til fods eftersom han hverken ønskede at komme i karet, men også fordi han ikke havde råd til det på nuværende tidspunkt. Han havde dog fået nogle lift med nogle enkelte venlige landmænd der til Dimbles held stadig så ud til at eksistere selvom der var tørke, det kunne dog også være på grund af festen at de fortiden holdt sig muntre. Han håbede lidt at han måske ville kunne tjene lidt under forløbet hvis han begyndte at danse eller fortæller nogle historier til festen.

Maske ligner denne

Det var godt at se at der var så mange som havde taget imod invitationen og havde tænkt sig at deltage i festlighederne. Det sidste lange stykke tid havde aleen været fuld af kareter, heste og gæster. Hvilket havde været rigtig godt at se. 
Der var endnu ikke ankommet mange som han faktisk kendte, hvilket egentligt var noget han var tilfreds med, for så havde han da sendt det rigtige signal om at dette ikke kun var for de rige og adelige, men at dette virkelig var en fest for alle, rig som fattig og det virkede da til at begge klasser, og midt i mellem, var repræsenteret hertil aften.

Den første dame som var ankommet til festen, sammen med hendes staf, var Lady Linley. En fantastisk smuk kvinde, som var arving det store Linley gods. Henry havde haft fornøjelsen af at møde hende et par gange før, efter som at han var levenrandør af vin til det store gods. Hun var en kvinde, som var lige efter han hjerte.
Han havde endnu ikke været hende og præsenteret sig for hende, hvilket var noget som han ville gøre, eftersom han var deres leverandør og de sikkert kunne få en herlig snak. Han ville lige vente med al det til efter at han havde holdt en lille velkomst tale, for ligesom at sparke festen ordentligt i gang.
De næste som var ankommet var ikke personer han kendte, men de var alle i farverige kjoler og havde flotte masker på og så virkede de alle som interessante personer. 
Det var indtil en kvinde i en fantastisk kjole trådte ud af en karet. Hendes kjole var stor og smuk. Sort og rød. Han vidste ikke om det var hendes udseende og kjole som var betagende og tiltrækkende eller om han virkelig kendte det ansigt, noget sagde ham at han gjorde. Men det havde han jo tid nok til at finde ud af, eftersom festen ville vare natten ud.

Efter hånden som folk var kommet på plads inde i bygningen hvor festen skulle tage plads, gik Henry ned i den anden af bygningen, op på den lille scene hvor musikken skulle blive til. Henry havde ingen forstand på musik, så han havde fået hjælp til at finde på noget passende musik, som man samtidig kunne danse til på det store gulv. Noget valse musik af en art.
Han slog på sig halvt fyldte vin glas og kiggede ud mod gæsterne for at få deres opmærksomhed. Det så ud til at de var faldet godt til.

"Kære alle! Jeg er glad for at så mange af jeg har takket ja til min invitation og er mødt op i dag, den disse festligheder.
Vores land har været alt for meget ondskab og sorg igennem, og der har ikke været meget tid til at more sig eller slappe af. Dette skal ske i nat. Alle skal more sig og alle skal drikke og spise al det de kan" Han kiggede smilende ud over tog en god tår af sin vin, så glasset næsten var tomt, allerede?!
"Velkommen og lad os så fest til vi ikke kan eller vil mere!"

Han trådte ned fra scenen, tømte sig glas og satte det på en af service bakkerne. Han fik øje på Ladyen igen og tænkte at dette nok var det rette tidspunkt til at sige personligt velkommen. "Lady" Han smilede til hende og tog hendes hånd og kyssede dens ryg, "Det er mig en ære at De ankommet hertil aften" Sagde han med en rolig og venlig stemme.

Lily skulle selvfølgelig også med til dette års maskebal hos hendes far. Det havde været en ære da han selv besøgte hende og overrakte hende invitationen og inviterede hende til at komme. Den var kommet lige i tidsnok til at hun kunne få tegnet og bestilt en ny kjole til lejligheden. Det gik ikke at hun brugte noget af det gamle, det havde hendes far hvert fald set før, nok ikke nogle af de andre. Men hun havde fået tegnet en fin kjole og havde afleveret den hos en skrædder, som havde haft lidt travlt med at nå det, men det havde gået. 

På selve dagen var Lily ankommet tidligt på dagen for at have lidt tid sammen med hendes far, fordi at hun vidste at hun nok ikke ville se så meget til ham til selve festen og hun ville heller ikke selv have at han skulle gå op ad hende hele natten. Hun var voksen nok til at kunne træffe egne valg og det forventede hun at han accepterede. Det havde heller ikke før været noget problem for hende. Hun havde brugt dagen sammen med hendes far og hjulpet ham med at få det sidste til den store fest klar, hvor efter hun havde brugt lang tid på at gøre sig klar og komme i den store kjole som hun havde fået specielt fremstillet for aftenen. Det var en stor kjole, med korset og i en rød/lilla nuance og på det stramme korset var der et hvidt mønster, med perler i og med det rette hår og den rette sminke var hun sikker på at hun nok skulle tage lidt af opmærksomheden til festen. Håbede hun da, det var hvert fald et godt sted for at møde nye mennesker, eftersom mange af dem kom inde fra Hovedstaden og på et eller andet tidspunkt skulle hun jo i gang med at finde en partner, det vidste hun godt.

Hun gik fra Hovedhuset og over i side bygningen, hvor hendes far var i gang med velkomst talen. Som hun lige kunne se, var det faktisk kun ham hun kendte. Hun havde hørt om Lady Linley før, men aldrig mødt hende så det var kun af navn og udseende hun kunne pege hende ud. Godt nok, tænkte hun til sig selv. Hun håbede ikke at det ville være svært at komme i gang med en snak med nogle af gæsterne, ellers ville det blive en lang aften.
Hun startede dog med at gå over til en af servitricerne og fik et glas vin og så over til buffeten hvor hun begyndte at tage lidt mad op på en tallerken. Så kunne hun starte der.

Selv samme tjener som havde hjulpet Merry ud af vognen havde også eskorteret hende til indgangen og ind i salen hvor festlighederne foregik. Han havde også blevet hos hende hvis det ikke var fordi hun havde insisteret på at han sluttede sig til de andre af hendes ansatte. 
Ikke længe gik der før grevindens opmærksomhed blev taget af en ældre baronesse som kun kendte fra hendes yngre dage. Hvor er du dog vokset. Hvordan kører godset rundt? Klarer i den i denne hårde tid? og så videre og så videre. Baronessen havde altid været glad for at føre ordet i en samtale hvilket Merry på ingen måder havde noget imod. At lytte til andre var til dels meget nemmere end at skulle holde samtalen kørende selv.

Med et blev snakken dog afbrudt og Fox holdte en velkomsttale. Hvilket fik Merry mere og mere til at overveje at holde noget lignende i sit eget gods en skønne dag. Som Fox sagde meget nøjagtigt så var de immerveg i en tid hvor man kunne bruge et par distraktioner fra virkelighedens hårdhed. 

Med baronessen der havde fundet sit næste offer at udspørge om alverden emner tog Merry et glas vin. Hun var dog ikke efterladt til sig selv synderligt længe inden Fox havde hendes opmærksomhed. Med den sædvanlige høj klasse måde at præsentere sig selv på smilede hun venligt igen og tog imod hans hilsen. "Henry Fox, det er alt for længe siden vi har udvekslet ord sammen" grinte hun venligt. "Og æren er da på min side. Jeg kan ikke huske sidste gang jeg har været til sådan en livlig fest. Jeg skal vist desuden takke på mine ansattes vegne. Nogle af dem er det deres første gang til en fest af denne kaliber." 
Hendes blik gled hurtigt hen på et par af hendes køkkenpiger, der allerede var ude på dansegulved med hver deres mand, men opmærksomheden gled igen tilbage på festens vært.

Det var ikke alle der var glade for at komme til denne her fest. Shailaja var en af dem der var blevet tvunget i festtøj og sendt afsted af sin herre, meget mod hendes vilje. Grunden til dette var fordi at hendes herre selv ikke kunne komme med, og der var muligvis et mål. Et mål de skulle dræbe. Hun havde dog fået at vide at hun ikke behøvede at dræbe offeret med mindre muligheden kom der. Tilgengæld skulle hun holde øje med ham. Måske få nogle oplysninger fra ham, mens han var sulten. Altså et job som Shailaja ikke ville være god til, og hun helst ville undvære.

Hun bar en smuk kjole i jordiske farver, der sad løst til hende, meget lig stilen nede i Rubinien. Som altid havde hun håret bundet op under en turban, bortset fra noget af hendes mørke pandehår som hang rundt om hendes ansigt. De blå øjne kiggede ud under en guld maske, dekoreret med brune fjer. Det var tydeligt at hun var af rigmandsstand, selvom smilet om hendes mund ikke lyste af lykke.
Hvad der ikke kunne ses var at i hendes små støvler, var et par knive, så hun kunne få fat i dem, hvis hun havde behov for det.

Ud af sin karet steg hun, og op i huset, dog ikke uden at hun snublede op et par trappetrin. Om det var kjolen eller hendes klodsethed, hvem vidste. Men hun tog i hvert og hev lidt op i sin kjole, som hun gik længere op. Nu skulle hun bare lokalisere sit mål, og så kunne hun vel fokusere på det resten af aftenen. Måske tage noget at drikke og spise imens.

”Jeg synes virkelig ikke, det er nogen god idé!” Innogen havde mindst sagt denne sætning femogtyve gange, hvis ikke halvtreds, siden hun var blevet hævet med i butikker, frisører; Hun var faktisk lidt i tvivl om hvor de havde været sidst. ”Visse vasse Innogen! Det er da det mindste jeg kan gøre!”
At Karin ikke forstod, at det var det værste hun kunne gøre! Men denne adelig kvinde, som hun havde hjulpet havde desværre gjort det til hendes liv mission, at betale nordboen tilbage med ting, som hun slet ikke var interesseret i! Det havde jo mundet ud i, at hun sad i en karet imod en eller anden fest, hos en eller anden adelig hun ikke en gang vidste hvem var! ”Du har ikke en gang fortalt mig hvor vi er på vej hen?” mumlede hun en smule utryg, og lod de grønne øjne glide hen på kvinden der sad med det største smil ved hendes side. ”Det har jeg da fortalt!” grinede Karin og puffede til hende, og rystede dramatisk på hoved, så de små fine krøller der ikke var sat helt fast i knolden dansede om det hjerte formede ansigt. ”Vi skal til fest hos Henry Fox, jeg har hørt han er blevet ejer af teateret inde i hovedstaden, meget flot og begavet mand” krusningen ved munden, fortalte hurtigt Innogen, at der nok var en anden grund til at Karin var taget med til fest, end blot at nyde den og have en god aften. Hvorfor var det igen at hun havde tilladt denne frembrusende kvinde at hive hende med?
Hun lod fingrene glide hen over stoffet der udgjorde kjolen hun var iført, hvor at Karin var iført en flot lyseblå kjole der formede sig omkring hendes kurve som hun besad en del af. Var Innogen iført en smaragd grøn kjole, med nogle andre grønne nuancer i. Den var lidt mere løs siddende, men desværre vidste den stadig mere hud end hun var tilfreds med. Desuden var den et helvede at få på og af! Og selvom den var ganske fri, og behagelig at bevæge sig rundt i, hvordan skulle hun få den af, når hun så endelig var alene igen? Hun havde ikke tjeneste folk der kunne hjælpe hende.
Måske var det også derfor hun var ukomfortabel, hvordan skulle hun interagerer med alle disse mennesker? Hun kunne vel næppe bruge hele aften på at snakke om jagt, bue og sværd eller kampe? Hun tog en dyb indånding og lagde armene over kors.
”Kære! Du kan altså ikke have den holdning!” hænder greb omkring hendes arme og trak dem væk fra brystet ”rank ryggen, svaj i ryggen og op med hagen! Som en rigtig kvinde” hun grinede da Innogen gav hende et opgivende blik. ”Lad være med at kigge sådan på mig! Hvis du bare ville opføre dig med lidt mere klasse, så er jeg sikker på du kunne fange en af de mænd der er der i aften, så behøver du ikke være i hæren mere!” til dette valgte hun igen at lade være med at svare, kun et par timer, kun et par timer. Disse fire ord blev hurtig et mantra fra den unge lysets kriger, da vognen endelig stoppede og lod de to damer komme ud i den tørre luft.
Hvem valgte også at holde en fest, når der var sådan et kaos i landet lige i øjeblikket? Krævede det ikke mad og drikkelse? I stedet for at feste, ville det så ikke være bedre at dele ud af disse ting til de fattige, som ingen ting havde?
Innogen indtog synet der udspillede foran hende, folk der ankom og gik ind. Den store gård der lyset op, og en summen af stemmer der kom fra der inde fra. Men før hun fik lov til at vende om på fodhælen og spæne tilbage imod kareten for at komme tilbage til hovedstaden, tog Karin hende om armen og hæv hende hen over pladsen. Hendes blonde hår svajede let frem og tilbage i fletningen, der var samlet af flere små fletninger, som næsten gik helt ned til lænden.

Hun indtog synet da hun kom ind, nåede lige at få lidt af den afsluttende del af velkomsttalen, inden Karin straks hæv hende hen imod manden, der åbenbart holde festen for at takke mange gange for indbydelsen. Hvorfor!? På vejen nåede hun dog lige at fange et glas og drikke halvdelen af det, inden hun stod ansigt til ansigt med sin første adelige uden hun var iført en uniform. Det vidste sig dog han allerede var i snak med en anden adelig kvinde, hvilket forhåbentlig betød at hun kunne nå at drikke resten af glasset, inden hun skulle gøre totalt grin af sig selv, resten af aften. ”Henry! Tusind tak for indbydelsen!” udbrød Karin, den kvinde havde da hellere ikke pli eller forståelse for ikke at forstyrre andre når de snakkede sammen!

Der var noget tryllebindende ved et maskebal. Ideen om, at man kunne skjule ens sande identitet bag en maske var fantastisk. Det var en aften, hvor ingen var rig og ingen var fattig, og alle kunne mænge sig med alle.
For Amara Tha'anea blev det kun endnu mere fantastisk af to grunde: for det første fordi hun aldrig havde været til et maskebal, og for det andet fordi hun aldrig nogensinde havde været udenfor Elverly. Men efter at magien var forsvundet var der sket noget med den unge elver - hun var blevet den hun havde været engang: åben, lattermild og eventyrlysten. En eventyrlyst hun havde troet var blevet fuldstændig fordrevet ved frygten for, hvad hun var i stand til, men som for blot to uger siden havde drevet hende til at sadle hesten og ride ud i den store verden.
Det var ikke for evigt hun var taget af sted, nej hun havde planer om at vende hjem om ganske få dage, men hun havde fået en smag på verden. Hun var rejst helt til Medanien og hade på vejen mødt dyr hun aldrig før havde set, badet i nye floder og sover under åben himmel. Hun havde fået livsmodet tilbage, hvilket i den grad kunne ses i hendes holdning, så da hun havde hørt tale om et maskebal havde hun med det samme besluttet sig for at tage med, og skønt hun ikke længere havde haft behov for at dække sig fuldt til, havde hun faktisk haft en af de mere tækkelige kjoler med på rejsen, bare for en sikkerheds skyld. En hvid sag, med lange, hvide ærmer og slæb og et broderet mønster i guld på brystet. Masken havde været lidt sværere at finde, men på en markedsplads i Medanien havde hun fundet en maske lavet af træ, formet som en gren besat med smykke, lyserøde blomster. Det lange, lyse hår hang ned og dækkede ørerne, for på trods af Amaras eventyrlyst ønskede hun heller ikke at stå ud til maskeballet. I princippet vidste hun ikke om det kun var et bal for mennesker, så i forvejen tog hun en chance ved bare at dukke op.

Hun ankom samtidig med de fleste andre og måtte holde den hvide hingst tilbage for en karret, der satte en kvinde i fornemme klæder af. De grønne øjne gled fraværende over den fine dame mens hendes hånd fandt vej til Bes, der sad på hendes skulder, og fraværende strøg den store Søvldjal. Den forlod hendes skulder for at flyve over mod en klynge træer, da hun endelig kunne aflevere hesten til en stalddreng.
At påstå at Amara var spændt da hun gik op mod hoveddøren var en underdrivelse: hun nærmest sitrede af den spænding, der blev udløst til fulde da hun trådte ind i rummet, hvor ballet blev holdt og hun havde svært ved at styre sin begejstring. Smilet om hendes læber voksede, som øjnene gled på de mange festklædte menneske, hen over bordene der bundede af mad og vin, og videre ud i i det bal hun for første gang fik lov til at opleve.


Kjolen
Masken

Kulun havde gemt sig bag et gardin i festsalen. Hun var alt for genert til den slags ting her, hvorfor tog hun dog med?
Hun sukkede og observerede de næste der kom ind ad døren.
Hendes hjemmelavede maske af træ, havde hun skåret tidligere. Hun var ikke den bedste med en kniv, men hun kunne ikke købe en maske, så ville hun ikke have penge til et sted at sove i aften.
Ingen magi, ingen ild, ingen ild, ingen optræden, ingen optræden, ingen penge.
Hun slog blikket ned og så på hendes støvlebeklædte fødder. Hun brød sig faktisk ikke om at gå i dem, men hun havde en fornemmelse om at det ikke ville blive påskønt hvis hun kom barfodet.
Nu knurrede hendes mave. Hun burde virkelig spise noget...
Der var masser af mad, men... Der var også mange fremmede, især omkring maden. 
Kulun rettede sig op og justerede sin maske. Hun var inviteret, hun var ankommet, hun måtte i det mindste gøre sig til kende. Med tøvende skridt trådte hun ud fra bag gardinet og begyndte at færdes i festsalen. Hendes midnatsblå kappe smøg sig om hendes røde klæder, bestående af bukser og en trøje. Kulun havde aldrig taget let til kjoler, og hendes eneste pæne tøj var forbeholdt optræden med gøgl og atletik, så det var meget behageligt og let at bevæge sig i. Der var påsyet gyldne blomster og slanger i stoffet, en gave fra hendes mor fra sidste år.
Kulun så sig om. Hvad lavede folk når de tog til bal?

//melder mig ud af tråden, sorry, livet ramte lige og vil ikke have tid til en så stor tråd :P // 

En invitation til bal det var ordene der lød på det brev Ra lige havde taget fra en velhavende mand, og ja slået ham ihjel bag efter uden at dette skulle have nogen betydning " Jeg takker min herre for denne gave " sagde han og åbnede brevet " ser man det ser man det, et maske bal hvor spændende pak sammen her vi tager til bal drenge " sagde han kort hvor efter de forsvandt.


For første gang i langtid kom Ra faktisk ikke gående til bal men i heste vogn, overraskende for både Ra's mænd og ham selv, men for en gang skyld ville han ikke opsøge balladen men blot lade den komme til ham, vognen stoppede ved Henry's gods Ra selv kende ikke manden, og vidste ikke hvordan han så ud og hvordan manden var som person, men på den anden side så var det ikke for manden skyld Ra tog afsted. Da Ra v ankommet var stort set alle gæsterne kommet, han var iført mørke klæder med en anelse af guld mønster som snoede sig rundt på hans tøj, hans maske var sort men ved øjne var den guld beklædt.

Da Ra trådte ind i rummet blev hans øjne mødt af mange maskerede mennesker, mennesker man ikke rigtig kunne se hvem var på grund af masken, og dette i selv var meget fascinerede i følge ham.

Ra begav sig hen over gulvet med hans blik rettede imod de forskellige folk der var, mange interessante kvinder var det til stede den ene som nærmest skilte sig ud fra den anden, et rent tag selv bord hvis det var det man var her for hvilke nogen nok var ifølge Ra, et mørkt hjørne havde fangede Ra's opmærksomhed hvor han kunne stille sig over ved, og holde øje med folk og deres færden i hans vandring over imod det mørke hjørne gik han forbi en tjener der havde vin glas serverende på en sølv fad, Ra tog to glas med sig.


" mund ikke vi kan finde noget interessant her " mumlede han til sig selv og prøvede at få et overblik over tingene, og hvile ting der måtte ske, der var så mange kvinder her der fangede Ra's opmærksomhed, at han ikke vidste hvem han konkrat skulle kigge på.

Der var pænt dækket op herinde, og et væld af smukke kvinder og mænd. Altså præcist et bal som Juliana havde set frem til. Der var en vis ynde omkring det, som hun måtte give denne Henry Fox. Selvfølgelig var pøblen her også, noget hun helst ville have undværet, men selv ballerne på Krystalpaladset havde ladet dem komme, meget mod Juliana's egen overbevisning, men sådan var det engang imellem. Man måtte ofre sig lidt, og det var da også rart når andre kiggede måbende på hende. Så vidste hun at hun havde klædt sig fint på.
Hun overvejede at bevæge sig hen til forfrisknings bordet, og hælde et halvt glas vin op til sig selv. Alkohol kunne hun godt tåle at få gennem sin krop, selvom det ikke gjorde meget, men hun lod alligevel helst vær med at få for meget gennem kroppen. En død krop var ikke glad for ikke glad for rigtig mad og drikke. Men at give andre illusionen om at hun drak kunne helt klart være en fordel. Der var visse ting hun havde lært gennem årerne som vampyr. Dog kom hun ikke så langt, da hun endte med at kredse rundt for at se de andre gæster, med et smil på hendes læbber.

Hendes orange øjne gled over gæstdeltagerne, for at se hvem der var for at underholde hende. Dem der var klædt pænere, fik da også et ordentlig blik, især mændene. Først var der Henry Fox hendes øjne landede på. Ham der havde givet åbningstalen, ganske interessant, og hun ville der gerne i snak med ham senere. Og den næste hendes øjne landede på var en sort-beklædt mand der stod henne i hjørnet, næsten i skyggerne. Hun lod sine øjne glide hen over ham, og der blev også trukket lidt på hendes smil før hun gik videre. Hvis han ville snakke med hende, så måtte han selv komme over, indtil videre, der kunne hun sagtens bare snakke med nogle andre.

Som Atropa havde trådt ind og hørt den fantastiske velkomst tale fra deres overdådige vært var hun blevet overrasket over den begejstring der sattes sig fast i hendes indre. Hun havde aldrig udenfor Lunden været til nogen form for bal og selv i Lunden var det meget sjældent at hun havde været nær fine folk der holdt sådanne pænt op dækkede, glædes fyldte og smukke bal.

Dog var der et der holdt Atropa tilbage fra blot at tale med alle omkring hende. Hun var flov over det. Men inderst inde kunne hun mærke hvordan hun frygtede folkene omkring hende. Det at alle var iklædt masker ville normalt være en spøjs tanke der kunne slå Atropa når hun tænkte på bal, men her hvor tanken var blevet gjort til virkelighed havde hun kun frygt til overs. Med hemmelige identiteter og skjulte navne vidste hun ikke hvem hun kunne se i øjnene og endnu mindre vidste hun hvem hun faktisk så i øjnene. Var det ulven der krævede kødets lyster eller kun ønskede hende ulykke, måske var det den hæderlige prins der blot ønskede hende en hyggelig nat i fæleskabbet både rig og fattig. Men usikkerheden slog rod og hun holdt sig med et enkelt glas vin nær maden hvor hun blot ønskede at stå mens hun kunne beskue de smukke kjoler og bedårende tjeneste piger danse frit fra den staf der havde ankommet kort før hende selv.

Med store øjne betragter jeg de mange imponerende kjoler, imens jeg ivrigt tygger på det æble jeg tog. Selvom at jeg uden problemer kunne hoppe direkte i buffeten, føler jeg, at det mest høflige er, at vente lidt. Bare lidt. Med den anden hånd retter jeg forsigtigt på kjolen. Hele bygningen begynder at emme af spændthed og glæde. En følelse, som Krystallandet længe har været foruden. 
Der går ikke længe, så træder en mand op på scenen. Jeg går ud fra at han må være den Henry Fox, som har inviteret os alle. Det er fantastisk, at han virkelig har inviteret alle. Her er kommet store og små, rige og fattige. Og mange, mange forskellige racer. Nogle pænere end andre, men det er ligemeget, for vi skal feste og danse og have det sjovt! Præcis som manden selv siger. Da han er færdig med sin tale, klapper jeg ivrigt med hænderne og nikker bestemt. 
Jeg tager endnu en bid af mit æble, da mit blik lander på en lyshåret ung kvinde, som også går igang med buffeten. Jeg sender hende et kæmpe smil, "Hvor er din kjole dog fantastisk!", udbryder jeg. "Der er så mange smukke kjoler i dag!", fortsætter jeg, alt imens mit blik lander på endnu en kvinde med en fantastisk kjole. Igen føler jeg mig en smule for.. kedelig. Musikken starter, og selvom at jeg ikke personligt synes at det er den mest festlige musik, kan jeg ikke lade være med at vippe lidt med den ene fod. Min krop trænger til at danse, det gør den virkeligt. 
"Amara! Amara!", råber jeg højt i en næsten lykkelig tone, da jeg ser et kendt ansigt komme gennem døren. Det er så længe siden jeg har set hende. "Amara!", råber jeg igen og vinker hende over med armen.