Med alt det som var hændt på det sidste, kunne han ikke lade hver. Det var i forvejen håndt nok at tænke tilbage på familien trygt i Aquarins favn, uden at have set dem i flere årtier. Stædigheden havde vundet ham til at blive på fastlandet i over 10 år. Hvad med hans søstre. De små, meget larmende piger som han jo elskede højere end noget andet.
Cyraneus havde været tæt på at miste livet til Pesten. Liggende på en briks og bare se dagene sejle for sig. Men tiden havde ikke været til at tænke i hjemtur før den anden plage kom for døren og bragte hovedstaden i endnu et alarmberedskab.

Han kunne smage han var ved at være tilbage på sin hjemegn. Det vante salte hav, som altid havde bragt en tryghedsfølelse med sig. Cyraneus satte uvilkårligt farten op, indtil han var blot et par mil væk fra hovedindgangen. Her stoppede han sin hales rytmiske slag i vandet og stod lodret i vandsøjlen. Han tvivlede. Så mange år. Han var rejst uden megen tid til at sige farvel, med et ulyst had og raseri mod sin faders idealer.
Cyraneus tog en dyb indånding af det salte hav gennem gælderne ved halsen og gik i sit sædvanlige stenansigt af tanker. Måske skulle han bare svømme ned i byen og ikke tage konflikten i hjemmet.

Et skævt og faktisk lettere muntert smil gled over hans læber. Nej. Det ville hans søstre aldrig tilgive ham for, selvom han ville ønske han kunne undgå sin fader lidt endnu. Han var endnu ikke klar til skænderiet.

Nerida havde for en gang skyld hjemmet for sig selv. det var langt fra normen og hun brugte det fuldt ud. hun havde været igang med at lave mad så køkkenet var ikke ligefrem ryddet op. hendes sang var mere var mere moderne end hvad den ældre generation kunne lide det, men som hun plejede at sige til sin fader. Musik skal ændre sig... hele tiden skal dr ske nye ting, det er det, der gør musikken levende men lige nu var han ikke hjemme til at brokke sig over hendes sang.
og som hun blandede blækken fra blækstrutter sammen med tangpastaen, vrikkende hun med hofter og hale, til sin egen sang. som hun dansede og spildte mere på det allerede svinet til køkkenbord. hendes gyldne farver skinnede i vandet og den lette belysning der var i hjemmet gjorde hendes gyldne farve næsten guld. hun vidste hun var køn selvom hun sjældent, lod andre se at hun en smule forfængelig. 
hendes bevægelser sensuelle og i takt som den kunstner hun var. det var ikke uden grund hun havde valgt sirens vej. 

Hun var helt i sin egen verden, så hun lagde ikke mærke til at der var nogen ved døren. hun vidste det var hendes to yngste søstre der først ville være hjemme og der var timer til. 

Cyraneus var ikke sikker på hvor lang tid der gik før han endelig fik overtalt sig selv til at bevæge halen og tage svømmetagene hen til døren. Det tog endda umådelig lang tid at række ud efter dørhåndtaget og trykke det i bund. Måske burde han havde banket på? Nej - det var hans hjem, selvom han ikke havde kaldt det lige netop det, i efterhånden rigtig mange år.

Den gav et klik fra sig, da håndtaget endelig blev trykket i bund og døren blev åbnet op. Lyden der mødte ham som det første, var en stemme som sang. I et splitsekundt kom Cyraneus til at tænke på deres mor. Hun havde også sunget for dem, men ikke i helt samme melodier. Dette virkede anderledes og mere moderne.

Beslutsomt tog han svømmetag hen imod lyden af den smukke stemme og så de velkendte farver på sin søsters halefinner og farvebelægning. Han kunne ikke lade hver med at smile og læne sig lidt op af dørkarmen. Det var svært at afbryde hende - mest af alt fordi han ikek ville bryde illusionen af at han boede her og aldrig var stukket af den gang. Det lykkedes ham dog til sidst at rømme sig let, og dermed forhåbentlig tiltrække sig Nerida's opmærksomhed.

Nerida hørte ikke døren gå op. hun havde hovedet fyldt af hendes egen verden, en verden af noder og dans. hun satte skålen fra sig og greb efter en gaffel så hun kunne komme til at spise hendes, hurtigt sammensmækkede middagsmad. Hun stoppede dog da hun hørte en lyd bag hende og skar ansigt, mens hendes dans og sang stoppede så hurtigt som muligt. "mit Rod, mit arbejde med at rydde op.. jeg ved det.." sagde hun i den tro at det var en af søstrene eller forældrene der var kommet hjem. 
hun vendte sig om og stivnede. Det var ikke en af søstrene. 

"Cyran..." for at være ærligt anede hun ikke hvad hun skulle gøre nu.. hun havde ikke set ham i så mange år. Hun havde et eller andet sted afskrevet ham, tænkt at han enten ikke havde klaret overfladens problemer, eller bare var ligeglad med havet og sit barndomshjem.

Nerida lagde gaflen tilbage på bordet og svømmede med hurtige tag, hen til hendes ældste bror. hun cirklede ham et par gang, for at være sikker på det var ham. han var ikke den dreng hun huskede. men tilfreds med at det var ham, kastede hun sig om hans hals i et kram og et glædestrålende Smil"CYRAN!!" efter et par sekunder slap hun ham og skubbede hårdt til ham. "HVOR VOVER DU... ikke engang en besked blev sendt. jeg troede overfladen havde drabt dig..." hendes attitude havde ændret sig hurtigt fra smil og glæde til en vrede der dog kun holdt kort.. hun blødte hurtigt op "Er du sulten?, jeg har lavet tangpasta..."

Cyran smilede af hendes reaktion til at høre noget bag sig. Rodehoved som hun altid havde været i det meget fine hjem hvor det var næsten lige så slemt som at begå en forbrydelse. Cyraneus huskede det tydeligt.
"Hej Nerida" han var på kanten til at kalde hende Neri, men huskede godt svagt teenagefasen hvor det navn var alt andet en populært hos havfruen.

Cyraneus var ikke helt vant til at blive cirkuleret rundt om, og på en eller anden måde følte han at han var ved at blive bedømt som en anden væddeløbs søhest. Han hævede et øjenbryn af hende, ventende og en smule ubehaget over cirkulationen. Han tog imod krammet smilende og holdte godt fast i hende. Ja, lige indtil hun skubbede sig væk med et hårdt slag og gav sig til retfærdigt nok at råbe højt af ham.
"Undskyld" ikke at det på nogen måde kunne opfylde at han ikke havde kontaktet dem, ej heller kommet på besøg. Nok var han vred på deres far, men det betød ikke at han skulle afskære sig fra resten som han tudeligvis havde gjort.
"En smule, tak" Han vidste ikke hvordan han skulle forklare sig overfor hende, andet end hun fortjente at vide hvad der var sket. Selvom han nok ville overveje at undlade pest delen. En overvejelse han ikke holdte længe. Nej, Nerida ville flå ham fra hud og skæl hvis hun selv fandt ud af det og han intet havde sagt. Bedst at holde sig til hele sandheden.

Det var slet ikke til at tro, tænk at Cyran var kommet hjem igen. hun havde ikke regnet med det, så mange tanker omkring det og hvad der var sket med ham. Men alle tanker var langsomt forstummet som man havde afgjort sig med at broderen ikke kom tilbage, det trods alt mange år siden. og der blev bestemt ikke talt meget om det i familien. hendes far ville få et flip. 

Nerida skubbede ham denne gang blidt hen til stenbordet de spiste ved. "Hvad skete der? hvor tog du hen?" hun svømmede hurtig hen og tog en musklinge skål mere frem og delte sin potion tangpasta op i to. som hun vente sig om mod ham igen strålede hun nærmest "Du bliver ikke? jeg mener, i vandet, for..." hendes stemme gik langsomt væk som det gik op for hende, at han nok ikke blev, hvorfor skulle han.. i så mange år var han blevet på overfladen, han havde intet at komme tilbage for, andet end måske nogle få venner og familie. 

Hun satte skålen foran ham med en gaffel. Hun selv satte sig overfor og forventede nu tydeligt en fortælling. på trods af alt, var hun nysgerrig omkring landjorden. 

Cyraneus smilede, faldte til ro over hvor hjemmeligt her, trods de mange års fravær, stadig var her. At Nerida nærmest bare spurgte ind som havde han været væk i en uge, selvom han tydeligt kunne se at hun var vokset noget kun op, siden han sidst havde været her.
Skyldfølelsen over ikke engang at havde talt med sine søstre i den tid, ramte ham som en murbrok i mellemgulvet. En følelse ham gemte indeni for nu, og holdte sig til at smile roligt.
"Jeg tog til hovedstaden og blev en del af lysets hær." forklarede han hendes først, ganske kort. Det havde været den måde hvorpå den trodsige havmand havde kunne bevise noget overfor sin far på. Ikke at han var sikker på at det var lykkes.

Det gjorde ondt at se hendes humør skifte, som det langsomt gik op for hende at han egentlig ikke længere havde et liv hernede. "Nej, Nerida. Jeg bliver ikke. Ikke permanent, men jeg lover dig.. Jeg lover dig at jeg kommer tilbage, så meget at du bliver træt af mig" Cyraneus var svømmet hen til hende og holdt broderligt fat i hendes skuldre som han holdte hendes blik. Han gav hendes skuldre et klem, inden han lod hende svømme afsted igen.
Han satte sig ved spisebordet, som han var ret sikker på havde skiftet udseende siden han sidst havde været der, tog imod gaffel og skål og var umådelig glad for rent faktisk at kunne spise Aquariantisk mad igen!

Søsterens udtryk var ikke til at tage fejl af, og Cyraneus måtte undertrykke en latter der varmede sig op i halsen på ham. I stedet erstattede han det med et smil og en svag hovedrysten. "Overfladen er et stort rod" startede han ud, efterlod sig en lille kunstpause inden han fortsatte. "Da jeg kom til overfladen hærgede mørkets magter stadig over landet, hvilket betød at jeg ikke så meget andet end lejren for lysets styrker de første par år. Men alligevel måtte jeg blive forundret. Har du hørt om sne? Frossent vand som falder fra himlen og ligger sig som et hvidt tæppe over jorden." Det første der havde overrasket, og egentlig også skræmt ham, var ild. Men det var bedre at holde en mere positiv stemning, nemlig sne! Sne var mere hans domæne.

Nerida studerede sin bror mens hun kort fortalte hvad han havde gjort. Deres fem års alderspring, nok til at hun huskede ham som en stor dreng, hendes storebror ja, men blot en Havdreng. Han var voksen nu. han lignede sig selv, bare ældre. men det var mere hans udstråling der fortalte at han var blevet aldrig, Voksen og ansvarlig. 

At blive en Del af lysets Hær måtte ha været eventyrligt, eller også lagde hun for mange tanker i lyset og den skinnede rustninger og de ædle ladys. det som hun læste om i eventyrbøgerne, eller lyttede til ved de store Konkyljer der kom med brusende eventyr fra fjerne ender af havet. Lystes og den hvide magi og fabelagtige farverige Baller, med Musik og skønhed. 

Nerida lo let som han tog hende om skulderne, men hun kunne ikke helt se ham i øjnene og slog blikket ned. Det var nok også bedst på den måde, når det kom til stykket. hun var ikke sikker på at hun havde lyst til at være i rummet når deres fader kom hjem. 
"I orden. så længe du lover ikke at forsvinde igen.." men hun følte en vis nødvendighed for at advare ham. "Det har været som at svømme igennem blå-alger her hjemme, hvis samtalen faldt på dig.. Mor hun savner dig.. men...." hun kendte deres far. han savnede sin søn. for kun ægte kærlighed kunne skabe så voldsom en reaktion af vrede og skuffelse - for ikke at sige stædighed


Nerida tog den første mundfuld tangpasta i munden og satte sig til rette på sin koral pyntet stol og så med store øjne som han fortalte. Om nået havde hun altid være Nysgerrig, og  måske lidt naiv og en stor Romantiker. og de fleste Eventyr havde lidt af alle de ting i sig. og denne gang var det ikke bare et eventyr. det var hendes Bror der havde oplevet nye og spændende ting. Det lyd til starten havde været hård, men han strøg hurtig over den. "Sne... frossen vand fra himlen, det lyder helt forunderligt." hun havde set frossen vand, men det var i havet, hvis man svømmede nok nord på.. hun havde været der en enkelt gang. og det havde været fantastisk. Nok havde hun ikke ben, men hun kunne se hvad der var i havet og der var også mange forunderlige ting gemt. 

"Men lyset vandt ikke. det var i hvert fald det sidste jeg hørte." men det angreb havde vist lige været der. Der havde i hvert fald været en del budbringere til og fra de adelige her i Aquarin. 

Den drømmende tilstand man vandrede rundt i ved første ordentlige fodstep på landjorden, med en masse kampgejst i kroppen og store forventninger til overfladelivet, døde hurtigt ud igen. Cyraneus havde været meget mere optimistisk de første par dage, og mente at nu skulle de udføre mirakler. Men det var langt fra sandheden, og alvoren krøb over en, samt den realistiske sans blev skærpet. Det var ikke så eventyrligt som eventyr fremsatte det at være.
"Bare rolig, det skal jeg nok lade hver med" forstod advarslen, men også at forældrene stadig var et omfindingt emne at begive sig ind på. Cyraneus havde brugt mange kræfter på ikke at tænke på sin familie, for han vidste udemærket godt hvor meget han savnede dem, og det ville torturere ham at tænke på det savn hver eneste dag. Men nu han var der. Kunne han mærke det, og selvom han nu havde fået set Nerida, manglede resten stadig - hvilket han nok ikke kunne klare på denne tur alene.

Cyraneus tog en mundfuld tangpasta inden han tilføjede en smule til sne eventyret. "Det værste er faktisk, at det ligner et blødt tæppe. Blødt og dejligt, men det er så langt fra sandt! Det er iskoldt, ligesom is er, bortset fra at man kan begraves i sneen, uden problemer. Det er ikke fast som sådan." det var svært at forklare når man ikke selv havde oplevet det. Første vinter havde været en smule syrealistisk for ham.

Cyraneus rystede på hovedet, og tog en mundfuld mere. Det var lang tid siden at han havde fået et ordentligt Aquarians måltid, hvor simpelt tangpasta end måtte være. "Men vi opnåede at have et par år hvor balladen ikke var for slem, indtil Mørkets lord igen i 2003 gik grudigt til værks " Han huskede at havde set alt for meget død og ødelæggelse i den tid. Det havde startet hårdt ud med modstanden, men der havde været noget pause. "Mørket havde taget lysets dronning til fange, og vi havde 7 lange år med kaos." og det havde tærret. Ekstrem meget. Cyraneus ønskede ikke at samtalen skulle tage en dyster drejning, men det var hvad der var sket, og der var ingen grund til at lyve for hende.

Nerida spiste sit tangpasta mens hun lyttede til broredes fortælling. hun forstillede sig lidt at han aldrig havde været væk at dette var som da de var børn. hvor han havde været på et eventyr hun havde været for ung til at tage med på. Men hun vidste det også det var en dum tanke. Der var så meget hun ikke vidste om ham mere, havde han stadig den samme yndligsret. yndlings farve. og andre små basale ting der burde være ligemeget, men egentlig ikke helt var det. 
"du har lidt tid at forberede dig på.. de fleste kommer først hjem om et par timer" hun sendte ham et vurderende blik. så kunne han selv bestemme om han ville blive eller stikke af og tage den lidt mere privat med forældrene.. for privat ville det ikke blive hvis han blev og bare ventede, så ville han få alle tre søstre til som tilskuere. 

Nerida lukkede kort øjnene og forsøgte at forstille sig sne. en blødt tæppe, det lyd næsten alt for utroligt til at være sandt. og forstærkede hendes ide om måske en dag tage mod til sig og besøge overfladen. hun kunne jo altid opsøge sin bror. 
"det lyder... underligt" lidt ligesom alger måske de kunne også ligge sig som en blødt tæppe over sten og bund. men de var ikke kolde bare lidt glatte og slimet. 

hun svømmede op fra sin stol og begyndte at rydde lidt op mens han fortælte det næste. hun stoppede lidt op, og så over på ham. det lyd som hvad de ældre sagde om fastlandet, og det Kaos der var deroppe. og væsenerne der ikke engang kunne finde ud af at arbejde sammen om et bedre sted. krig og død. så måske de ældre hende lidt ret i deres snak om at mennesker ikke var til at stole på og overfladens væsner blot levede for at dræbe. Nerida valgte dog tit at lytte til eventyrene istedet. hendes romantiske side ville helst tro på det gode i folk, det gode i alle væsner. "Det lyder ikke ret godt.. men i kom ud af det? nogle hjalp hende.. dronningen? " 
hun åbnede et skab i hjørnet og tog det sødet blæksprutte æg ud. en form for slik. og satte dem på bordet mens hun satte sig igen "hvad med nu? er kaos på tilbagegang?"

En let grimasse kom over hans ansigt, og blikket blev hurtigt rettet ned mod tangpasta og gaffel. Cyraneus tog en dyb indånding og kørte gaflen rundt i pastaen indtil han fik taget sig sammen til at komme med et svar der var af mere anstændighed. "Jeg tror, for husfredens skyld, at det er bedre jeg kommer tilbage og snakker med mor og far senere. Måske endda sepereret." svarede han, hvorefter han løftede gaflen for at spise det sidste af tangpastaen. "Far og jeg har meget at snakke om" indrømmede han til sidst og løftede blikket fra den fæsnede tilstand i skålen. Hvor meget han end ønskede at se sine søstre igen, og ligeledes sine forældre, var det et ømfindigt emne at begive sig ind på. Han havde været væk længe.

"Det er det også lidt - men langt bedre end første møde med ild" svarede han roligt. Sne ville til enhver tid være langt mere behageligt end ilden. Han følte sig stadig udtørret hver gang han kom for tæt på den slags, og det havde taget mange år for ham at forstå konceptet som ikke opstår i vandet.

Cyraneus tog en dyb indånding og måtte ryste på hovedet, bedrøve det eventyrlige som burde havde været. Men det var ikke sandheden - for sandheden var brutal og morderisk. "Vi kom ud af det ja, men desværre ikke med dronning. Hun blev dræbt i mørkets fangekælder. Men en ny dronning trådte til årerne efter og bragte de lyse tider tilbage igen." Men de havde mistet en dronning i kampen. Det ville aldrig være helt nemt at håndtere.
"Både og. Dværgenes rige, Dragorn, som ligger langt nordpå, blev angrebet. Mørkets styrker ønskede at overtage dværgenes våben og smedjer. Derefter blev hovedstaden angrebet - heldigvis ikke overvundet." Fortalte han videre, og mærkede pludselig hvor hårdt det sidste år havde været og hvor meget der havde været at se til. "Og nu er dæmonernes rige genopnet.. Der er sket meget på blot et enkelt år"

/afsluttet