Grundlæggende information:
Fulde navn: Iyndaril Randír
Kaldet: Randír (Elvisk for Ham der Vandrer)
Alder: 324
Fødselsdag: 10. Juni.
Køn: Mand.
Tilhørsforhold: Retmæssig Neutral.
Tro: Aladrios.
Erhverv: Eremit, kriger.
Skaber: Viking

Info omkring udseende:
Højde: 2,05
Vægt: 75
Hudfarve: Lys.
Hårfarve: Hvidt.
Hårstil: Langt, skifter mellem plain løst og fletninger med dekorationer.
Øjenfarve: En meget dyb blå.
Kropsbygning: Muskuløs, høj og slank.
Hverdagstøj: Iyndaril klæder sig typisk i sit kampgrej, en ”uniform”, der viser inspiration fra både Bjerg- og Skov-elverne, idét både blade, skind og fjer prydrer uniformen. Udover at være let og varmende, giver det ham også rig mulighed for at udnytte omgivelserne til hans egen fordel, da uniformen gør det let for ham at falde i et med den dunkle, stille natur, der er Tusmørkedalen.
Ar, permanente skader, el.lign.: Bidmærker ved højre skulder, fra en tidlig jagt, der gik galt.
Særlige kendetegn: Hans øjne, der er meget blå, selv for en Bjerg-elver, og hans hvide hår.
Race: Bjerg-elver.

Magi:
Magisk evne (1): Kan forvandle sig til en sølvdjal. Som sølvdjal er han, som sit hår, hvid.
Magisk evne (2):
Dygtighed til at kontrollere sin første evne: Forvandlingen kræver en stor mængde chakra, så stor, at han i døgnet kun kan klare at forvandle sig to gange, men tilgengæld koster det ham ikke chakra at være i hans anden form.
Dygtighed til at kontrollere sin anden evne:

Info omkring personlighed:
Talenter: Iyndaril er en formidabel kriger, der klart er bedst til nærkamp og kampenes strategiske spil. Med bue og pil er han en rigtig god jæger, men han bruger ikke så tit bue og pil i kamp, der foretrækker han sit spyd og skjold eller sine to kortsværd.
Svagheder:
1) Selvom Iyndaril er en formidabel kriger og strateg, så er hans evner alligevel limiteret, idet han aldrig har arbejdet med en ”hær” på mere end 20-30 folk og oftest arbejder alene eller i små grupper.
2) Hans fortid gør, at han har et stort had til orkere. Et had så stort, at det ofte påvirker den ellers rolige og fattede elvers dømmekraft og handlinger, når han har med orkerne at gøre.
3) Han har aldrig haft så meget med kærligheden at gøre, da han altid har fokuseret på sin træning og andet. Han har et dybtfølt ønske om at finde en, som han kan udvikle et forhold med og med det lave antal af Bjerg-elvere skulle man tro, at det ville være nemt nok – men tvært imod. Han er, hvad man ville kalde en håbløs romantiker, dog uden nogen at give sin kærlighed til.
4) Han er splittet mellem Bjerg-elvernes neutrale og solitære levemåde og hans personlige tanker og drømme, som han også anser for, desværre, at være ret urealistiske. Det bruger han meget tid på at tænke på, hvilket også har gjort, at han har valgt at lægge noget afstand mellem ham og Bjerg-elverne i Tusmørkedalen. Han besøger dem dog stadig nogenlunde regelmæssigt. Hans ønsker virker som modkæmpet af verden selv, hvilket giver ham et billede af, at verden er én ting og hans ønske og tanker om, hvad det kunne blive, er en helt anden ting. Skal han følge verdens vej eller prøve at lægge sin egen?

Interesser: Kamp, jagt, historie, musik, sang og poesi.

Drømme/ønsker: Iyndaril drømmer om, hvordan verden kunne være, hvis han kunne ændre nogle ting ved den. Han drømmer om, hvor mægtig og stor en styrke elverne kunne være, hvis de alle sammen blev genforenet, som én fælles race, det ville skabe den nødvendige balance i verdenen, hvis man spurgte Iyndaril. Elverne ville selvfølgelig være den bedste race til at være den altafgørende balance, det er trods alt dem, der er den ophøjede race. Godt nok så kæmper elverne også i blandt sig selv, især mellem Lyset og Mørket, hvor Bjerg-elverne står lige i midten, men det gør ikke racen mindre værdig til at opholde balancen. Iyndaril ved i sit hjerte, at elverne engang har været samlet som ét folk, andet vil han ikke tro, så han er sikker på, at det kan ske igen og han er sikker på, at Bjerg-elverne er den manglende neutralitet mellem de ekstreme konstraster, der gør, at fred mellem dem ville kunne fungere. Hans ønsker og drømme er dog meget modsat hans kultur og levemåde, der generelt er abstraherende og solitær.

Elsker: Kamp, at gøre livet surt for orkere – især den sidste tid i deres liv, at gå på jagt, at spille musik og læse om Krystallandets historie, smukke elver-piger, selvom han sjældent får gjort meget andet end at beundre dem.

Hader: Orkere, når nogen nedgør Elver-racen, respektløshed, mishandling af dyr og destruktion af naturen, folk, der ikke behandler hans ejendele, især hans våben, instrumenter og udstyr, med omhu.

Helhedsindtryk af personlighed: Iyndaril er generelt en rolig, fattet, smilende og glad person, der altid gengælder socialiseringen, skulle nogen henvende sig til ham, men som personligt er meget selektiv og kontrolleret, når han selv skal tage kontakt. Han foretrækker at bruge sin tid på ligesindede, han vælger selv kun at indgå i de dybe samtaler med folk, som han har en følelse af, at han kan sparre med rent ideologisk og retorisk. For ham kan en samtale være næsten det samme som en god kamp. Han er af den overbevisning, at han bør søge både alenetid, konversation og kamp i en balanceret pendulmotion, da det holder hjernen skarpest og balancen mest lige. Han er meget neutral af natur, noget han har fået med modermælken gennem sin opvækst hos Bjerg-elverne, hvis kultur bygger på neutralitet og han tror på, at der er både godt og ondt i alle, men at løsningen ikke er at lade den ene vinde over den anden, tværtimod, at de konstant holder hinanden på et plan, der burde være halv halv. I svære situationer er han god til at holde hovedet koldt og reagere, som han har trænet, han er først og fremmest en soldat, der kæmper for sin race og den plan, han mener guden Aladrios har. Han er dog også en splittet mand, der tror på, at han skal følge sit hjerte og sit indre kompas, men samtidig er han opvokset i en kultur, hvor man er vant til at abstrahere fra at handle og istedet lade guderne bestemme verdens gang og det bunder hans konflikt i. Aladrios har en plan, tænker Iyndaril, en plan der stadig er i gang med at blive tegnet, derfor har elverne fået evigt liv, de er det udvalgte folk, men hvad nu hvis de kunne gøre noget allerede nu? Hvad hvis de handlede nu, for at få den religiøse balance. Den spaltning markerer et split i Iyndarils personlighed, en ubalance i hans indre, som han kæmper med. Han går meget op i respekt, især gensidig respekt mellem fremmede, da han også er en meget privat person og derfor er uhøflighed fra en fremmed ekstra uhøfligt. Han forekommer som en, der måske tit bevæger sig ind i sine tanker, men som sjældent siger alt, hvad han har i tankerne. Især hans drømme og hans indre konflikt holder han for sig selv, af frygt for, hvad andre ville tænke.

Fortid/baggrund:

Barndom: Iyndarils barndom var helt normal for en Bjerg-elver. Han blev undervist i diverse emner som Krystallandets historie, historie om Bjerg-elverne, kampundervisning og jagt. Han elskede sin barndom og når han tænker tilbage, kan han ikke lade være med at mærke en vag glæde over tiden, der for længst er passeret. En velbalanceret opvækst med massere af træning, viden og lærdom, der stimulerede hjernen helt rigtigt.

Fortid frem til nu: Iyndaril har altid levet et liv, der var helt normalt for Bjerg-elverne, et liv, som han dog er utroligt god til at leve. Han voksede op med sine forældre og sin søster og boede i et lille samfund af Bjerg-elvere med dem, når han ikke var ude på hans vandreture, der nogle gange kunne vare flere dage. En dag blev samfundet angrebet af en nærtliggende Ork klan, hans familie skete der heldigvis ingenting med, men han kendte flere gode elvere, der mistede deres liv den dag. Et nabosamfund ikke langt væk fra, kom lejren til undsætning og antallet af elvere, der mistede livet, blev stoppet ved et markant lavere tal, end hvad det kunne have været. Siden da, efter hans første møde med orkerne, der ikke blot var observation, har han hadet orkerne for deres modbydelige natur og handlinger – og så siger man endda, at orkerne engang var elvere. Absolut modbydeligt. Efter angrebet slog de to små samfund sig sammen. Iyndaril var en ung mand på det tidspunkt, men minderne står ham stadig klart. Det ny sammenslået samfund begyndte at vandre og det gjorde de indtil, at de kom til Tusmørkedalen, hvor de slog sig ned i håb om, at der ville være mere fred her. Der lever de den dag endnu, freden er generelt opretholdt, undtagelsen værende sammenstød med den ene orkerklan i Tusmørkedalen fra tid til anden. Iyndaril begyndte allerede i en tidlig alder at tage ud på vandreture, hvor han overlod sig selv til naturen, sine tanker og guderne. De ture var katalysatoren til at oplåse hans evne til at forvandle sig og de ville senere hen også bane vejen for den indre konflikt inde i ham. De endeløse ture gav ham al tid i verden til at sætte spørgsmålstegn ved det, han har lært, den måde, han har lært at leve på og den person, som han troede, at han var. Iyndaril havde altid været religiøs, så da han først kom til Tusmørkedalen, besluttede han sig for at limitere hans kontakt til stammen. Han flyttede alene ud i en hytte et andet sted i bjergene og startede derefter hans kommunikation med Aladrios, som han kaldte det. Stadig den dag i dag venter han på svar, et svar der forhåbentlig kan stoppe konflikten inde i ham selv.

Værste minde: Da hans stamme blev angrebet af orkere.

Bedste minde: Første gang han nedlage sit eget bytte, helt alene, og de andre i stammen fortalte ham, at han var en mand nu, en rigtig Bjerg-elver. De holdt nærmest en lille fest for ham.

Barndomshjem: Hans stamme vandrede rundt i Krystalbjergene.

Levested i øjeblikket: Tusmørkedalen.

Familie: Hans fader, Gyrthwennadal. Hans moder, Anilamwen. Hans søster Éalomiel.

Færdigheder:
Fysisk styrke: 6
Våbenfærdigheder: 8
Smidighed: 5
Fysisk udholdenhed: 6
Taktik: 7
Intelligens: 5
Kreativitet: 7
Mental udholdenhed: 5
Chakra: 1