De sidste par dage havde været hårde for Kiri. Først havde hun fået pesten og hun opdagede det for sent, men heldigvis havde hendes herre reddet hende, den eneste familie hun havde. Han bekymrede sig virkelig om hende og det fik da smilet til at brede sig på hendes læber. Men det var kun 2 dage siden at hun havde fået kuren til pesten og hun var stadig bleg og følte sig ikke helt så skarp som hun plejede, men han havde sagt at hun skulle møde ham her i byen efter 2 dage og nu var hun her. Det var vigtigt at hun ikke skuffede ham, når han nu havde reddet hende fra at dø. For hvis hun ikke kunne være dygtig, så var der ingen grund for hende til faktisk at leve.

Hun havde været inde på kroen og få noget mad, iført sin kappe dog med hætten over, så ingen kunne se hende og beskylde hende for at være dæmon. Det ville ikke være første gang nemlig og hun havde ikke behov for den ballade. Selvom nogen kiggede på hende, da hendes hætte var formet lidt mærkeligt pga. hendes horn. Men nu ventede hun egentlig bare på at hendes herre fandt hende. Han var bedre til at holde sig i skyggerne og han fandt hende altid, selvom hun prøvede at holde sig i skyggerne og ikke drage opmærksomhed på sig.

Lige nu stod hun i nærheden af midten af byen. Byen var ikke ligefrem noget kønt syn i forhold til så mange andre byer, men hun stod alligevel op mod en mur og betragtede menneskerne der gik frem og tilbage på pladsen. Mange af dem lignede i den grad pirater eller var hårde typer på andre måder. Forhåbentlig var hun lille nok til at ingen af dem gad at komme over og hive fat i hende eller prøve på noget.

Skygger, blod, skrig. Stilhed.
Gule øjne, der stirrede nådesløs imod den livløse bloddunk. Han sparkede kort til den med foden, men der var ingen kontakt. Tilfreds, forsvandt skikkelsen tilbage i de skygger han var kommet fra. Blot for lige at høre et skrig, fra en ung pige, som havde begivet sig ned af den gyde. Et smil spredte sig hen over mandens ansigt, flækkede det næsten i to, i en hæslig grimasse.
Hvor han dog frydet sig, men som han var dukket op, lige så stille forsvandt han igen. Denne gang blot med sin sult stillede.

De to dage var nu gået, og han befandt sig atter på ruten mellem Kzar Mora og bjergkæden. Hvor der befandt sig en pirat landsby. Landsbyen han havde fået Kiri til at vente på ham, en spænding i kæbe, afslørede han bestemt ikke ville være tilfreds, hvis hun ikke skulle befinde sig der, når han dukkede op.
Uset, forsvandt han forbi vagterne der stod foran porten, for at sikre sig at uvelkomne mennesker ikke kom ind. Hans, specielle, udseende gjorde det typisk svært for ham, bare at væde ind steder. Især nu, efter at pesten var sluppet ud. Hætten var trukket hen over hans fedtede hår, dækkede for hans ansigt, som viste tegn på at han ikke havde været i bad, i et par dage nu. Indtørret blod, skidt og møg havde lagt sig i plamager hen over det ellers ret fremtrædende, om ikke smukke karaktertræk han bar.
De kolde øjne lagde sig på skikkelsen han havde troet, han ville finde inde i kroen. Lydløst, bevægede han sig hen ved hendes side. ,,Kiri, hvad laver du her ude?’’ snerrede den kolde stemme, hun var alt for udsat i dette område, hans forventning havde været, hun havde brug krystallerne på at købe dem et rum at overnatte i. Havde pesten også ødelagt hjerneceller, eller skulle han virkelig bede om alt i punkt og prikke, hvad hun skulle gøre for ham?

Kiri havde dårligt hørt manden snige sig op på hende, men heldigvis var hun vant til denne slags chok og kiggede mod Cryan. Hun havde nok ikke tænkt sig særlig godt om, men hun var stadig bleg efter omgangen med pesten og var tydeligvis ikke helt ovenpå endnu. Men hun havde ærligtalt følt sig udsat inden i kroen. Modsat Cryan stod hun altid ud uanset hvor hun var pga. hendes horn og farvede hud. Hun skammede sig dog stadig over at hun ikke havde gjort helt som han forventede, for hun vidste jo godt hvad han ville have ud af hende.

"Jeg undskylder. Jeg følte mig for udsat inden i kroen," indrømmede hun. Hun foretrak ikke at have blikke på sig, og det var svært når der var lyst inde i kroen og mændene var lidt for påtrængende. Hun havde før i sin færden på en kro, været udsat for at der var nogen der havde prøvet at kidnappe hende med, da de havde opdaget hendes noget specielle udseende, så hendes tolerance for kroer var ikke større end et sted at overnatte og noget at spise, hvis det skulle være lidt fint. Ellers fandt hun råt kød i naturen ligeså fint at spise, og havde typisk heller ikke problemer at finde et sted at sove om natten. Hun havde ikke glemt de tidlige dage af hendes liv hvor hun selv havde skulle klare sig i Mørkets Skov.

Hun trak kappen lidt tættere om sig og kiggede op på Cryan. "Skal jeg gå ind og skaffe et rum til os?" spurgte hun. Hun forventede ingen sympati fra den ældre mand, selvom hun ikke følte hun havde det helt godt og hun ville nok næsten få smæk af overhoved at spørge ham om det. Selvfølgelig skulle hun skaffe dem et rum.

,,Så får man sig et rum og gemmer sig der’’ hvislede han igennem sammenbidte tænder. Så hun fulgte sig udsat, sødt. Han greb hende under armen og begyndte at trække hende afsted.
,,Jeg gør det selv’’ dette beskrev egentlig ret godt deres forhold, når hun gjorde noget han ikke brød sig om. Så skulle hun have det at føle, hvis hun derimod gjorde noget som han så som godt. Kunne hun være heldig at ordene, godt arbejde, lød over hans læber. I dag, var ikke dagen hvor hun skulle være så heldig.
Nogle blikke blev sendt deres vej, mens at en høj skikkelse slæbte afsted på en mindre en af slagsen. Nu da han allerede var kommet ind i byen, kunne han ikke være mere ligeglad. De kunne glo alt det de ville, så længe de lod ham være i fred. Kappen begyndte at danse rundt omkring hans ben, som afslørede hvordan at kaste knive var spændt rundt omkring højre lår. Hvilket fik de fleste til at kigge væk igen.

Den var hede slog imod hans ansigt, da han trådte ind i rummet. Duften af sved, pis og øl om hurtigt derefter. Ulækre dødelige. Det sitrede i hans ene hånd, for at få lov til at dræbe dem alle sammen. Men i sidste øjeblik fik han kontrol over sig selv, og gik hen til manden der stod bag disken.
,,Rum til tre overnattende’’ stemmen var kold, som nok ville få de fleste til at stoppe med at gøre det de gjorde. Men den flommefede mand, med fedtet hår der var redt således at det prøvede at dække hen over den skaldede ise. Nikkede bare imod trætavlen bag ham, som forklarede priserne for hvad det ville koste. Uden meget mere tale blev krystallerne smidt på bordet og en kvinden kom for at tage dem hen til deres rum.

Kiri sagde ikke noget. Hun vidste godt at det var hende der havde lavet en fejl her, og hun forventede også at blive straffet. Pigen var heldigvis vant til det, og hun havde heller ingen sure miner omkring det, for det var jo sådan at det fungerede. Hun skulle jo vide når hun lavede fejl, og straffes for det. En dag... en dag ville hun være perfekt nok, så han ikke behøvede at være skuffet over hende.

Hun fulgte efter sin herre, og selvom taget gjorde ondt om hendes arm, viste hun det ikke på sit ansigt, men prøvede bare at følge med hans lange skridt hen til kroen. Det var heldigvis altid hurtigt at få fat i et rum når man var med Cryan, det tog normalt altid lidt længere tid når det var Kiri alene, fordi de ikke gad at lytte til kvinder for det meste, især ikke en der var så lille. De blev vist til rummet, og Kiri gik indenfor sammen med Cryan. Hun vidste ikke hvad de skulle her i byen, så hun kunne ikke gøre andet end at vente på hans kommando. Hun tog dog alligevel hætten ned, nu når de alligevel var et sted hvor ingen holdt øje med dem, så den ikke blokerede hvad hun kunne se og høre.

Selv rummet de kom ind i lugtede.
,,Jeg ønsker også et bad’’ vente han sig imod kvinden der havde fulgt dem ned af en snerret gang og lukket dem ind i værelset. Kvinden nikkede ind mod rummet, for at indikere hvem hun snakkede om. ,,Skal hun også have et?’’
Cryan kastede hoved hen over skulderen ,,Hva’? Ja’’ brummede han utilfreds, men hans sarte næse kunne ikke klare flere lugte. ,,Der er adgang til baderummet længere nede af gangen, jeg sørger for noget varmere vand, deres tredje gæst hvornår dukker personen op?’’
En følelse af irritation bredte sig i hans brystkasse, de gule øjne stirrede ind i hendes og kunne mærke hun krympede sig. Hvilket fik et lille modbydeligt smil frem på hans læber.
,,Når personen spørger efter Moretti’’ var hans korte svar, og vinkede hende så væk. Afskum.
Han trådte ind i rummet og hans øjne betragtede hende koldt, mens et ligegyldigt udtryk gled hen over hans flotte ansigt. Mon han ville have været lige så smuk som den far han aldrig kendte, hvis han ikke var blevet manifisteret af mørket? Disse tanker kunne man måske gøre sig, Cryan derimod fandt ingen interesse i at tænke over hvad andre synes om hans udseende. Hans arm var nok til at skræmme de fleste væk.
,,Gå ned og få badet, du stinker’’ han vrængede næsten og satte sig på sengen der var tættest vinduet. Dumpede taksen ned for hans fødder uinteresseret i hende, begyndte han at lede efter noget i tasken. Da hans forventning var hun ville gøre som han sagde uden indvendinger.

Kiri var ikke i tvivl om at hun selv også lugtede, sikkert stadig af død og sygdom, da hun ikke havde haft tid til at tage en dukkert i noget af vandet, inden hun var stødt på havnebyen. Men siden alting lugtede her, så var det egentlig ikke det store problem.
"Selvfølgelig, Moretti," sagde hun og lagde sin bue og pile fra sig i værelset, dog beholdte hun en lille kniv, hun havde siddende i bæltet, bare i tilfælde, og gik ud for at finde badet. Hun havde ikke andet tøj end det hun var i. Hun havde aldrig set pointen i at investere penge eller tid i at få nye klæder, især fordi at hun som en generel regel ikke rigtig svedte. Det blev kun udskiftet, når det ikke rigtig var anstændigt mere, hvis det nogensinde havde været det. Hun vidste en del hud i forhold til at hun efterhånden havde fået kvindelige former, men Kiri som ikke var vokset op som en normal pige, var ikke klar over hvorfor hendes tøj kunne ses som mindre anstændigt. Især fordi hun for det meste havde en kappe på som dækkede hende helt, for at ingen kunne dømme hende på hendes blå hud.
Hun nåede baderummet og strippede ud af sit tøj, men aldrig havde sin kniv langt fra sig, hun skulle have noget at forsvare sig selv, som ikke var hendes vinger, hvis noget skulle ske. Men intet skete rigtigt, og hun fik gjort sig ren, så hun ikke længere lugtede af død og sygdom, hvilket Cryan sikkert ville værdsætte meget.

Skuldrende sank betydeligt da han hørte døren lukke. 
Han havde aldrig været typen som satte pris på selskab, og det at han i det hele taget havde taget en person under - vingen. Så at sige, det var ukarakteristisk for ham. Mest af alt var han typen der dræbte uskyldige folk som måske skulle have overværet noget han havde gjort. Blot for at være på den sikre side. 
Han fnyste lidt, som måske for nogen kunne drejes til et let grin over den tanke. Tydeligvis var det mere end bare at være på den sikre side, men lige så meget at han var en blodtørstig mand. Som elskede at se livet der forsvandt i hans ofres øjne.
Igen, en karakter træk som ville sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor var en pige som Kiri værdigfuld nok for ham til at leve? 

Efter længere søgen fandt han endelig det som han skulle bruge. En mærkelig amulet, stor nok til at fylde hans håndflade ud, med udskæringer han hverken kunne eller ville sætte pris på. Cryan var en mand af mange talenter, men at sætte pris på de finere ting i livet, var bestemt ikke en af dem. 
Han hadet dét, kunne ikke forstå hvorfor folk gik til store længder og formuer for at skaffe sig ting som i hans øjne, ikke var andet end ragelse. 
Hans ligblege hånd begyndte at massere ryggen af hans næse. Disse tanker var ved at tage overhånd, han havde brug for at tomme sit sind, ikke sidde her og spekulere over ligegyldige ting. Cryan rejste sig fra sengen som gav en let knagende lyd fra sig. Tydeligt at den havde set bedre dage. 

De gule øjne betragtede omgivelserne fra vinduet, hvordan at tågen lå tykt rundt omkring byen. Folk der gik rundt som havde de intet mål i livet eller blot havde opgivet at det nogen sinde ville blive godt igen. Ikke at han skænkede dem nogen tanke, der var kun en person som han var på udkig efter. En person der allerede var en halv time forsinket. 

Vandet fik vasket alt skidt, blød og møg af den blå krop, og med hjælp fra sæben, fik hun da lugten af død og sygdom væk fra sig. Når man gik så lang tid uden et rigtig bad, så lagde man ikke rigtig mærke til den måde man stank mere. Hun kunne ikke lade vær med at tænke på hvor godt det var at se Moretti igen, hun havde kun set ham kort, da han kom og reddede hende, mindet varmede hendes hjerte en smule. Tænk at han var kommet for at redde hende, derfor irriterede det hende også lidt at hun ikke bare havde gjort som hun vidste hun burde gøre, så han havde været stolt af hende.

Hun tørrede sig selv af, før hun tog tøj på og gik tilbage til deres værelse. Døren knagede da hun åbnede den, hvilket signalerede hendes ankomst ind i rummet, og derfor behøvede hun ikke at sige mere, men hun kunne ikke lade vær med at være lidt nysgerrig. "Hvad skal vi her?" spurgte hun, i håb om at det ikke fik Moretti til at blive vred på hende, hun trådte dog ikke særlig meget nærmere, men holdt sig tæt på døren. Hun var ret nysgerrig over hvad de skulle. Ikke at hun ville sætte spørgsmålstegn til om det var en god ide hvad de lavede. Det var jo ikke relevant, for selvfølgelig gjorde de hvad der skulle gøres. Mørket var jo den eneste rigtige vej.

Den knoglede hånd trommede på vindueskarmen mens øjnene kiggede, uden helt at kigge.
Det var først da han hørte døren der gik i rummet, at han vente blikket væk fra sceneriet. 
Duften var hende havde dog ramt ham først, og han var taknemmelig over at han ikke længere behøvede at blive mindet om døden der havde været tæt på at tage hende. En let trykken formede sig i hans bryst, inde det forsvandt lige så hurtigt som det var dukket op. Cryan forstod ikke følelsen, kom nok hellerer aldrig til det. 
Men et sted dybt inde, måtte han vel holde af hende? 

Han tog en dyb indånding igennem næsen, mens de gule øjne kiggede på hende som kedet hun ham. Men det var vel okay for hende, at spørger denne ene gang hvad hans plan var. Under alle omstændigheder var det længe siden de sidst havde sets. 
,,Vi venter'' kom der kort forhoved. Han vidste godt dette ikke ville stille hendes tilfredsstillelse, men han havde ikke tænkt sig at forklare yderligere end det.
Pludselig lød der en banken på døren, før den fløj op. Hvis Kiri ikke ville flytte sig i tide, ville hun højst sandsynligt for den smækket lige op i sig. 

,,Cryan - darling!''
Hans næse vrængede sig i en form, som havde han lige lugtet noget fælt. Mens øjnene blev mørke. Han nåede lige at gribe hendes arm og holde kvinden på afstand før at hun fik armene om ham i et kram. 
Kvinden havde en let mørk kulør, tydeligvis ikke fra fastlandet, nok nærmere topalis ørene. Iført en stor kaptajn hat, støvler der i hans mening var så høje at de måtte være upraktiske. Og tæt siddende bukser samt en jakke hvis krave var næsten lige så overdrevet som hatten.
,,Stella'' snerrede han, tydeligvis en trussel om at hun ikke skulle røre ham. Ikke at det så ud til at gøre hende meget. Før nu fik hun øje på den anden person i rummet. 

,,Hvor er hun dog bedørene!'' kvinden hvis navn var Stella var hurtigt henne for at se om hun i det mindste kunne få et kram ud af denne karakter. 

Kiri vidste at hun ikke skulle spørge mere ind til det. Et spørgsmål i ny og næ skadede ikke, men hvis hun blev for anmassende, så bedte hun selv om det. Hun skulle ikke stille så mange spørgsmål til Moretti. Det havde hun lært da hun var ganske ung, og det gav også mening. Hun behøvede ikke at vide hvorfor, så lang tid hun vidste hvad hun skulle. Men åh hvor ville hun gerne vide hvad der skulle ske. Vide hvor lang tid hun havde mulighed for at bruge med Moretti inden de skulle skilles igen. 

Den unge pige var ikke særlig vant til at være på værelser med døre og specielt ikke nogen, hvor folk bare vadede ind. Så hun havde ikke forudset at døren bare ville blive smækket op i hende. Hun vaklede lidt efter det og det ellers neutrale ansigt, var i en dyb forvirrelse over hvad der skete.
Hun nåede nærmest kun se en eller anden kvinde blive afvist af Moretti, inden hun havde damen viklet om sig.
Kiri var ikke ligefrem vant til at få kram, faktisk var hun ikke klar over om hun nogensinde før havde fået et, og hele den lille krop stivnede, og det løb hende næsten koldt ned af ryggen. Egentlig var hun ganske heldig at Stella ikke var højere end hun var, men Cryan kunne nok tydeligt se hvor forvirret og utilpas Kiri så ud i hovedet.

"Kan... kan du give slip på mig?" spurgte Kiri så, da hun syntes at kvinden  havde haft fat i hende lidt for lang tid, hvilket muligvis ikke var så lang tid igen, og Kiri var alligevel ikke stærk nok til at få arbejdet sig ud af grebet.

Hvis Cryan var utilfreds med det som der skete for øjnene af ham, viste han det ikke. 
Som en stenfacade var det eneste som der afgav nogen form for følelse, hans øjne der skinnede let i det mørke lokale.
,,Så det nok Stella - vi har forretning vi skal tages os af'' 
Kvinden slap hurtigt Kiri og smilede et stort charmerende smil.
,,Altid direkte til forhandlingerne - keeedeligt'' kvindens accent brød nu for alvor igennem, mens en klukken forlod læberne. For de personer der måtte kende Cryan var Stella nok ikke lige den person man regnede med han integrerede sig med. Men her var hun, uden at vise nogen mine om at hans måde at være på gik hende på.

,,Men lad os se på varene så'' med disse ord og et lille blink til Kiri var hun hurtigt ud af døren igen. 
,,Hæslige kvinde menneske'' kom der i en lavmeld grynt, da han vinkede til Kiri om at hun skulle følge med. Jo hurtigere dette var overstået jo bedre. Hvorfor han var blevet sendt på denne mission, havde han stadig ikke helt forstået. Og hvorfor han gang på gang, var nød til at have forretning med denne kvinde, som tydeligvis ikke forstod personlig rum. Forstod han endnu mindre. 

Efter en hurtig gå gang var den hen over pladsen og ned imod havnen, vente Cryan hurtigt blikket ned imod sin følger.
,,Hold dig tæt ind til mig. Lige meget hvad der sker'' hans stemme var lavmeldt, og indikerede ikke nogen følelsesmæssig indikation over sætningen. Blot en ordre han forventede hun fulgte. 

Kiri havde ikke forventet nogen medlidenhed fra Moretti, for det var ikke sådan det fungerede for dem. Nej, de havde et meget strengt forhold, hvilket da også havde fået forskruet Kiri's hoved over årerne, for selvom han havde korrupteret hende, så var hende sind ikke rigtig fulgt med alderen, barnet sad stadig fast derinde. Dog ikke noget hun kunne fremvise meget.

Den unge pige kunne ikke andet end at nikke til kommentaren om at kvinden var hæslig. Det havde i hvert fald ikke været en behagelig oplevelse. "Hun er i hvert fald ikke helt rask i hovedet," mumlede Kiri selv. Det havde været en helt absurd måde at opfører sig på i hvert fald.

Hun fulgte med hurtige skridt efter Moretti siden hun blev nødt til at tage flere skridt end han gjorde grundet deres højde forskel, ikke at hun fandt noget galt i det. "Selvfølgelig," sagde hun lavmeldt tilbage og fulgte hurtigt med, men holdt alligvel et øje ude for hvad der var omkring dem. Hun vidste ikke hvorfor det var vigtigt at hun ikke forsvandt fra ham, men hvis han mente at det var vigtigt hun blev i nærheden, så skulle hun nok blive det.
Hun gik lidt ud fra at det var fordi der muligvis var fare hvor end de var på vej hen, og det var grunden til at de skulle holde sig sammen. Det var i hvert fald den bedste grund hun kunne komme op med, selvom hun vidste at han kunne klare sig fint uden hende... og hun skulle nok også selv kunne finde ud af at komme væk hvis det var.

Stella smilede storslået da hun stoppede op foran et stort fragtskib. Begge hænderne på hofterne ventede hun korttid på at Cryan og Kiri havde nået og indhentet hende. 
,,Velkommen ombord på Tenebris'' sagde hun stolt inden hun begyndte at gå op af planken der førte op på dækket. Det var lige før, men også kun lige før, at Cryan havde et store ønske om at mørkedshær havde sat ham sammen med en kvindelig dæmon som der var kendt på de mange have. Desværre havde hun ikke vist særlig stor interesse for det. Måske også for det bedste, han havde hørt hun havde, specielle egenskaber når det kom til hendes dæmonblod. Ikke nogen han havde den store lyst til at spille kræfter med. 

,,kan jeg byde på nogle forfriskninger?'' Cryan sendte hende et blik, et der hurtigt fortalte hende at han blot ville se varene og få det overstået. Hun sukkede opgivende og førte dem ned i lastrummet. Det der blev mødt dem, var en masse mennesker, tydeligvis var størstedelen af dem fra øerne Stella selv kom fra. Som var blevet forseglet inde i store metalbure. De fleste sagde ikke noget da de gik forbi, tydeligt at det hurtigt var blevet gjort klart at det ikke hjalp dem. Men trods det, var der dog alligevel den enkelte arm eller to der prøvede at gribe fat i de ny tilkommende. Det var her at Cryan lagde armen omkring Kiri og skubbede hende foran sig, mens han sikrede sig der ikke var nogen som fik lov til at rører ved dem. 

De blev lukket ind i hendes kahyt og Stelle smed en lille kiste op på bordet. 
,,Du har ingen anelse om hvor svært det var for mig at finde det her'' Stellas opførelse skiftede hurtigt og et tandsæt af spidse tænder blev afsløret da hun igen smilede stort til dem. 
,,Men hvis du har betalingen, så skal jeg glædeligt overdrage indholdet.'' blikket fra Stella faldt hurtigt ned på Kiri og det var tydeligt hvad hun mente. 

Kiri var ikke særlig bekendt med skibe, faktisk havde hun ikke været på et skib før. Det var ikke ligefrem et passende sted for en bille, så hun gjorde store øjne af det store skib og kiggede da også vældig interesseret omkring. Hun vidste ikke rigtig hvordan sådan et skib fungerede, men måske hun kunne finde ud af det på et tidspunkt. Dog var det vigtigste lige nu at holde tempo med Cryan. Hun skænkede ikke det de snakkede om nogen tanker, hun var alt for interesseret i hvad der skete omkring hende.

Da de nåede lastrummet, blev hendes øjne om ikke andet endnu større. Hun havde set mennesker i bur før, men ikke i denne her mængde. Hvad mon de lavede derinde? Var det for at beskytte dem? De så i hvert fald ikke helt raske ud, så det var nok for deres eget bedste. Ja, det måtte det være. Det var i hvert fald det Kiri blev enig med sig selv om, for sådan var det jo også i kælderen på Midnatsborgen.
Men selvom hun ikke havde skænkede deres samtale nogen tanke, blev hun klar over at det måske havde været en fejl, da hun følte Stellas borende blik på sig. Så borende at det fik hende til at løbe hende koldt ned af ryggen igen. Hvorfor blev der kigget sådan på hende. "Hvad er der?" spurgte hun og prøvede da også at træde et skridt bagud. Hun kunne ikke lide at blive kigget på.

Cryans øjne blev smalle, troede hun virkelig at hun kunne lave sådan en bemærkning og slippe levende fra det?
Dette væsen, det var hans. Hans øjne begyndte at gløde, mens han trådte et skridt tættere på, han havde måske ikke nogen magiske evner som gjorde at han havde en fordel. Men han stolede nok på hans evner som kæmper til at vide at han godt dræbe hende og stadig slippe levende fra skibet.
,,Hvis du gerne vil beholde dit struberør intakt, foreslår jeg at du holder den tanke for dig selv'' hans stemme var i et toneleje han normalt ikke brugte. Dyb og dyrisk mens hele hans krop ebbede af den trussel han lige havde givet hende. Dette havde været en af grundende til at han havde sagt til Kiri at hun skulle holde sig tæt på ham. En ting han dog havde opfanget omkring kvinden foran ham, som der undslap en hjertelig latter, var at man ikke kunne stole på hende. Ikke så meget som med en lille finger. 

Han smed amuletten på bordet samt med en lille pose af krystaller. ,,Som aftalt, aflever'' 
Stella træk på skuldrene og tog imod tingene, fingrene der langsomt dansede hen over amuletten han havde kastet hen over bordet. ,,Du kan tage kisten'' øjnene atter over på Kiri ,,Du ved, jeg har måske noget mere du ville være interesseret i, hvis du gør betalingen lidt sødere'' i en katteagtig vending skød Cryan hen over bordet greb fat omkring kvindens strube i sådan en voldsom maner at hun fløj op i luften og han kastede hende ind i væggen. 
,,hun er min - måske jeg bare skulle dræbe dig og tage det du vil tilbyde uden at betale overhoved?'' kvinden gispede og kiggede med store øjne mens hun prøvede at sige noget. Det var tydeligt at hendes struberør var ved at blive knust.
Cryan gjorde noget han normalt aldrig gjorde, hans blik vente imod Kiri.
,,Skal hun leve?''

Det gik langsomt op for Kiri hvad det var at kvinden ville, selvom Kiri's viden indenfor kropssprog var meget begrænset, og det blev hurtig bekræftet, som Moretti faktisk endte med at blive vred over de små hentydninger. Kiri ville heller ikke have været glad for at være blevet overdraget til denne kvinde. Faktisk ville det nok have gjort at hun var begyndt at stille spørgsmål til hvorfor.

Da han smadrede Stella mod væggen, så Kiri bare på situationen og foretrak ikke en mine. Nej, hvorfor skulle hun foretrække en mine over en situation som var så normal. Dog blev hendes øjne lidt større i overraskelse, da Moretti spurgte hende om Stella skulle leve. Normalt var hendes mening lige meget. Alligevel svarede Kiri på det, det nyttede ikke noget at lade ham vente.
"Hvorfor skulle hun det? Hun prøvede at tage noget af dit," Kiri's tone var kølig og blikket hun sendte Stella var ikke ligefrem et blik man burde se på en pige, der kun var stor nok til at hendes krop var igang med at forandre sig. Nej, Kiri havde lært at det ikke nyttede noget af være barmhjertig.

Et afskyligt smil bredte sig hen over hans læber. 
Han havde spurgt og hun havde bestemt ikke skuffet. Man kunne kalde det en prøve, hun at nå der til hvor han kunne stole med at sende hende på opgaver der var svære end han normalt plejede. Især efter at hun havde fanget pesten havde hans tiltro til hendes evner dalet betydeligt. 
Stella udstøde et halvkvalt skrig da Cryan greb fat omkring selve struben og borede sine syle spidse fingre ind i huden. Med et hurtigt riv havde han i hånden halvdelen af struberøret og blodet begyndte at fosse ud på ham og omgivelserne. En våd lyd og nogle store øjne var det sidste Stella udgjorde og faldt om på gulvet da der ikke længere var noget at støtte hende med. 
,,Du har ikke skuffet mig Kiri, tag kisten og det jeg betalte hende'' han ledte hurtigt på kroppen der lå som en marionetdukke hvis tråde var blevet klippet. En sølvnøgle var det eneste han fandt af værdig. Efter et hurtigt blik i kahytten fandt han at det eneste der var afløst var en skuffe i skrivebordet. Da den var åbnet afslørede det en lille bylt af stof hvor der var noget tungt i, hvilket han mærkede da han tog det op.

,,Lad os komme afsted'' kort forhoved skred han hen over gulvet og hen til døren han åbnede hurtigt og ventede på at Kiri var gået i forvejen før han lukkede døren og rev håndtaget af.

Der kom næsten et smil over Kiri's læber, da hun så Moretti flå struberøret ud af Stella's hals. Den kvinde var så forfærdelig at for en gang skyld følte Kiri noget andet end ligegyldighed over en død. Hun havde fortjent at dø. Men alle tanker om den frygtelige kvinden forsvandt, da Moretti kom med et kompliment. Noget så simpelt, men hele Kiri's krop føltes som om at den var ved at eksplodere i lykke. Hun var god! Hun var dygtig! Hun var brugbar for Moretti! Det var alt hvad hun nogensinde kunne ønske sig.
Hun måtte virkelig tage sig sammen for ikke at vise hvor glad det gjorde hende. Men Moretti var nok allerede klar over det. Det var ikke ligefrem hemmeligt at Kiri's største ønske var at gøre han glad og tilfreds.

Hun greb fat i kisten og det Moretti havde betalt og var sikker på hun havde ordentlig fat før hun fulgte efter Moretti. "Bliver vi ikke stoppet på vej ud? Eller er det ikke noget problem," spurgte Kiri stille. Hun kunne ikke rigtig selv gøre noget da hendes arme var fuld med kisten, og selvom hun kunne beskytte sig selv med sine vinger, så var hun på røven hvis nogen kom for tæt på hende. Det ville selvfølgelig hjælpe at Moretti var her. Det kunne selvfølgelig også være at de ikke ville blive stoppet, men Kiri var aldrig i midten af det de skete, så hun var ikke sikker på sådan noget her.

Han vente sig imod hende da hun snakkede og rystede på hoved som svar. Han var ret sikker på at de på nuværende tidspunkt ikke ville have nogen problemer med at komme væk fra skibet. De ville nok mistænke noget var galt, når de var tilbage i byen, og på det tidspunkt ville de nok ikke kunne gøre så meget. 
,,Bekymre dig mere om bære kisten tilbage til kroen.'' mumlede han en smule fraværende mens han betragtede menneskerne der lå i burene. Dette var næsten spild af god arbejdskraft, men han kunne ikke gøre så meget ved det før han var tilbage til mørkets hær og kunne berette om hans succes. 
Han skred forbi Kiri og begyndte i et rask tempo at gå imod trappen op til dækket. Jo hurtigere de kunne komme videre destro bedre. 
han fugtede læberne og lod fingrene ubevist glide hen over de små knive han trofast altid var hang i hans bælte. 
Det var kun få gange han tjekkede om hun stadig fulgte med. Og måtte også nu forlig sig med at han nok havde noget at forklare så snart de var tilbage i deres rum. Ikke at han brød sig særlig meget om det, at tale var altid noget han brugte mindst muligt. Han ville hellere handle. Men selv han viste at det var nødvendigt. 
Da de kom op til den friske havluft var regnen begyndt at sigle ned fra de mørke skyer, og det var svært at se en hånd for sig. Ikke at det gik ham særlig meget på, faktisk dette det bedste skjul de kunne få fra Stellas håndlanger, da de nu sikkert alle havde trukket sig tilbage til deres kahytter eller hvor de ellers hørte hjemme. 
,,Hurtigt'' hans ordre var absolut mens han skred hen over de våde planker imod broen til landet.