Det var en kold vinter dag, folk gik rundt i mere tøj end normalt, mens at en smule sne faldt imod de små tage der befandt sig i den lille klynge af bebyggelse. Der var sket mange ting hen over de sidste hundrede år der var gået, for området hvor et lille kloster lå. Folk var begyndt at bygge familier her, og det som før havde været marker og klipper så langt øjet kunne se, var nu fine små huse, som var lavet af sten og halm.

Det havde atter været en dag hvor der havde været meget at lave i klosteret, ting der skulle forberedes til den næste festlighed. Unge piger og drenge som skulle gå ind i de voksnes rækker, her havde man valgt at gøre et stort nummer ud af det. Hvorfor, kunne den kvindelige mørkhåret dæmon ikke helt begribe, men hun havde nu alligevel haft det sjovt med at forberede til disse begivenheder. Hun havde været med til en del nu, og trods for at hun havde regnet med at folk ville sætte spørgsmål tegn omkring hendes ydre og lange levetid. Havde hun endnu ikke oplevet noget fjendskab eller generelt spørgsmål om hvorfor hun stadig var hos dem. Både i den ene eller anden forstand.

Hvis de andre dæmoner kunne se hende nu, hvordan hun levede som et menneske. Ønskede glæde og god vilje for andre mennesker, en let latter slog igennem, omringet af hvide damp, da den varme ånde kastede sig imod den kolde luft. Næsen og kinderne var røde, resten af kroppen pakket ind i mørke pelse og læder, mens hun kæmpede sig vej ned til byen, for første gang i mange uger. Mon ikke at Gertrud havde fået lavet det dejlige honning slik, hun altid lavede når at der har været leverance fra en af de større byer i området. Hvilket i bund og grund, var hvorfor at hundæmonen i første omgang havde bevæget sig ud.

Børn vrimlede forbi hendes ben, mens at ældre koner gik forbi grinene med vasketøj i hænderne. Det var en dejlig atmosfære at blive budt velkommen til, hvilket fik smilet på læberne til bare at blive en smule breder. Trods den bidende kulde, og frosne tær.

En ung kvinde red ind i byen. Meget anonymtudseende med gråsort hår og former der aldrig præsterede meget end bare at være der. Det havde ikke været et godt århundrede for Priscilla og det var tydeligt. Hendes vært havde engang været en frodig ung kvinde fra det sydlige medanien, slagsen der kunne bære en tønde vin under hver arm, men efter at have lagt krop til den unge dæmoner i snart 80 år havde det ændret sig. Hendes øjne var indsunke, hendes hår viltert og det meste af hendes figur var svundet bort. Hun var en jagtet kvinde og intet sted i Krystallandet havde hun følt sig selv. Nu var hun kommet helt ud til det fjerne øst i håb om at finde et lille privat skib der måske kunne afspore hendes forfølgere for en tid. Den lille landsby lod til at have en eller anden højtid og til hendes gru var der folk overalt. De mørkeblå øjne sitrede panisk rundt fra ansigt til ansigt og det gibbede i hende hver gang en larmende unge løb ind foran hesten. Genkendte hun dem? Hun havde næppe haft tid til at se sin angribers ansigter. En mand kom gående, målrettet imod hende med en suspekt pakke under armen, hun hev lidt i tøjlen og styrede hesten mere ud langs siden af vjene men han fortsatte ufortrødent frem og i det han passerede hende, så hun at det var en skovl han bar på.
Det helede virkede.. Fint, indtil hendes øjne landede på et ansigt hun kendte. Gruen voksede i hendes, truede med at kvæle hende, indtil det gik op for hendes hvor det var hun kendte den anden kvinde fra. Luxuria. Fra fængslet. Lettelsen var næsten overvældende, men hun fik nok styre på sig selv til at styre sin hest over til den anden dæmon og det var først her at udmattelsen satte ind. Hendes øjne himlede, hendes mund faldt åben og lige så stille besvimede hun ud af sadlen og ned på jorden foran søsteren.

,,Ufffh’’ det var lige før at den langbenet kvinde var faldet lige på snuden, da en yngre dreng løb direkte ind i hendes ben. Men det lykkedes hende at forblive på fødderne, mens at hun ikke kunne lade være med at grine over det forfjamsket udtryk, der mødte hende da hun lagde mærke til hvad det var som var løbet ind i hende, som en eller anden tyr på afveje. Drengen der stammende prøvede at undskylde, med nogle kinder der blev mere røde, end der kunne bortforklares med at det blot var kulden som havde bidt i dem.

Hun vinkede dog blot drengen væk med et smil og et, det skal du ikke tænke på. Og væk var han, med løbende efter sine venner som der grinene drillede ham over at han var løbet ind i en af nonnerne. Det eneste der måske viste hun var en fra klosteret, var hætten overhoved, samt korset der dinglede fra side til side når hun gik. Hun nåede dog ikke meget længere, før at hendes øjne lagde sig på den ensomme rytter der havde bevæget sig ind i byen. Det var mærkeligt? Normalt fik de ikke mange rejsende, da de fleste ville henvende sig længere nede ved fiskerbyen, der havde små både der kunne hyres til at sejle en væk. Måske denne person havde forvildet sig det forkerte sted hen? Længere nåede hun ikke med den tankestrøm, da en velkendt fornemmelse formede sig i hendes bryst, da skikkelsen på hesteryg begyndte at bevæge sig hen imod hende. Men jo mere udsyn hun fik til kvinden, jo mere sikker blev hun på at hun ikke kendte hende. Eller, vent.

Med nogle få skridt var hun henne ved rytteren, og skulle lige til at stille spørgsmålet, hvad hun lavede her og hvem hun var. Før at hun så det hvide vende ud af øjnene, og kvinden faldt fra hesteryggen ned imod jorden. Hun havde ikke været hurtigt nok, da kvinden nåede at ramme jorden inden armene havde ligget sig omkring hende. En klam følelse af frygt ramte hendes mave, da hun lagde blikket imod det trætte og forpinte ansigt. Den første gang der slog hende, var at dette var hende, kvinde fra fængslet. Men kunne det virkelig passe?

,,Du der!’’ en kvinde var gået forbi hende, lige som at hun havde hævet den spinkle kvinde op i hendes arme, det var ikke til stor besvær, da man næsten kunne mærke knoglerne igennem stoffet der var hen over kroppen. ,,Løb i forvejen og fortæl Justina at jeg har en kvinde som har brug for omgående pleje med mig..’’ den askeblonde kvinde, nikkede hurtigt og tog derefter benene på nakken.

,,Det skal nok gå, du er i sikkerhed nu..’’ mumlede Avaion med omsorg strømmende ud af hvert ord der rullede hen over tungen. Hvor efter hun begyndte bestigningen af de mange trapper til klosterets indgang.

Priscilla flakkede ind og ud af bevidsthed som hun blev båret op af de tusind trappetrin. Hun vidste ikke hvor længe der ville gå før hun blev fundet igen, hvor længe hun kunne tillade sig at føle sig sikker hed.. Fordi det gjorde hun. Hun var knapt ved bevidsthed og det var ikke en direkte sammenhængende tanke, men hendes udmattede hjerne overvejede stadig om der mon var en sammenhæng mellem besværgelsen på hendes blod og den enorme lettelse hun følte lige nu i søsterens arme.
"Luxuria.." mumlede hun, men den tanke hun havde planlagt skulle følge forsvandt mellem hendes fingre. Hendes halvåbne øjne så op på kvinden der bar hende men ingen yderligere ord forlod hendes læber. På trods af at være træt, sulten og stresset, vidste hun godt at hvis hun blev ved med at tale lige nu risikerede hun at sige noget hun senere ville fortryde.

Et smil fik, trods den situation der havde udfoldet foran hende, bestemt ikke var til at smile af, lov til at brede sig hen over hendes læber. Da navnet blev hvisket hen over hendes læber, hun vidste ikke helt hvor det kom fra, om det var hende hun snakkede til. Men det var som om en lille brik faldt på plads i hendes indre, som gjorde at hun vidste at dét var hende, kvinden hentydet til. Og det derfor kun, kunne være bondepigen, eller retter dæmonen hun havde mødt, får hundrede år tilbage.

Hvad der dog fik smilet til at svinde hen, var synet af kvinden i armene. Et syn der næsten fik øjnene til at prikke faretruende under hendes øjenlåg, det irriterede hende at hun havde det sådan. Det var ikke videre i hendes natur, men der var bare noget i denne kvinde, der var så tæt knyttet i hende. At et moderligt instinkt bare tog over, hvilket også var grunden til at hun trak pigen tættere ind til sin krop. Mens hun tyssede sagte; ,,Tys, jeg skal nok sørger for at ingen vil skade dig, så længe du er i klosteret.’’

Da hun satte fødder i det hellige tempel, var nogle nonner allerede på vej hen for at modtage hende, og gæsten de var blevet fortalt om. Avaion rystede dog på hoved, da de viste tegn til at hun sagtens kunne overlade kvinden til dem. Hun skulle nok selv sørger for pleje til hende.

,,Hent føde og vand, samt urter til at hjælpe på maven.’’ blev der ærbødigt sagt, mens at hun fortsatte videre igennem klosteret, ind til hendes egne gemakker. Nænsomt lagde hun den udkørte krop ned på sovebriksen, trak en lille skammel hen til sengen. En hvis skyldfølelse lå dybt i hende, det var hende delvist, der havde været med til at sætte hende i denne situation. Hun havde også en gæld at betale af på, noget af den, ville hun afbetale af i dag, ved at hjælpe kvinden tilbage på fødderne. Mens hun ventede på at de ting hun havde bedt om, begyndte hun lige så stille at stryge kvinden hen over panden og håret.

Priscilla vågnet med et sæt. Horisontal til vertikal på under to sekunder, øjnene vilde som hun forsøgte at orientere sig. Hun huskede at miste bevidstheden og nu vidste hun ikke hvor hun var. Hendes hånd søgte instinktivt kniven hun altid bar ved sit bælte, men fandt den ikke. Panikken blussede atter op og det lille rum føltes pludselig langt trangere. Hvad var det nu der var sket? Var hun blevet fanget..? Hun havde set en eller anden hun genkendte og så..
Alt der fyldte hendes hoved var hvordan hun var nødt til at komme ud. Kammeret havde kun et meget lille vindue, så Priscilla bevægede sig desperat mod døren, men standsede da hun løb næsten direkte ind i en meget genkendelig figur. En nonnedragt der ikke helt levede op til at neutralisere en dybt obskøn krop, det sorte hår, de røde læber. Dæmoninden sank og tog et skridt tilbage, hendes læber formede lydløst ordet "Luxuria..
Så havde hun altså fundet hende? Så havde det ikke været en drøm. Der var kun en person i hele verden som Priscilla stolede på.. Sig selv. Men mindet om den mærkværdigt humane søster var stadig friskt og efter hundrede år på flugt virkede den omsorg pludselig meget fristende. Hendes knæ blev pludselig bløde og hun sank ned at sidde på sengen bag hende, mens hun så op på den forjættende kvinde med store øjne.
"Det er virkelig dig.." Mumlede hun.

Det havde været nogle timer efterhånden, hvor at kvinden i hendes kammer endnu ikke var vågnet. Hun havde formået at få noget væske og urter i den livløse krop, men ellers, ikke den store reaktion overhoved. Hvilket nok kunne grundes med, at hendes krop lignede noget der ikke havde fået lov til at sove i flere dage. Måske endda uger? Avaion sukkede stille for sig selv, mens hun stod og gjorde en let suppe færdig, inden hun satte den på en pakke med et lille stykke luns brød til. I håb om at den ville kunne nås og spises inden at den blev kold.

Dette skulle vise sig at være en reel mulighed, da Avaion fik åbnet døren med lidt besvær, da begge hænder var brugt til at holde den lille træbakke lodret, så den varme suppe ikke spildte ud over det hele. ,,wow!’’ et overraskende råb kom fra hendes læber, da hun var lige ved at kolliderer med kvinden på den anden side af døren. ,,Godt at se du er vågen.’’ kom der med et smil fra den høje kvinde, der satte den dampende suppe ved siden af sengen, og valgte at sætte sig ned på skamlen igen. ,,Det er længe siden.. Jeg er ked af det, men jeg mindes aldrig at have fået dit navn at vide?’’ Hun tog den varme skål op i hænderne og rakte den til dæmonen, da hun ikke regnede med at hun havde brug for at blive fodret. Både som i at hun havde styrke nok til selv at holde den, og for det andet var hun ret sikker på at hun ville få en ret vred kommentar omkring at hun selv kunne, hvis hun prøvede. Et bekymret udtryk skulle hun dog ikke være for uden, da hun endelig spurgte det spørgsmål som der havde ligget og ulmet i baghoved siden hun havde gået med den næsten bevidstløse krop, op af trapperne til klosteret ,,Hvornår har du sidst fået sovet?'' hun tog sig selv i, igen at trække nogle strå hår væk fra ansigtet, og føre det bag øret. Men lod hånden falde ned i skødet.

Priscilla tog imod skålen med rystende hænder. Suppen var lidt intetsigende, men den var varm og den fyldte hendes mave for første gang i dagevis. Hun sluprede den grådigt i sig uden meget hensyn til at det brændte hele vejen ned. Måske var det endnu en effekt af hendes brudte løfte, måske havde hun lidt mistet håbet men hun fandt på det seneste at være væsentligt mindre bekymret for sin vært. Det var svært at finde tid til, fortalte hun sig selv, men hun frygtede lidt at det bare var en undskyldning. At hun var ved at blive som de dæmoner hun havde hadet hele sit liv.
”..Priscilla..” Svarede hun lavt og undlod bevidst at give noget efternavn. Hun var bestemt ikke klar på at Luxuria fandt ud af hvem hun var, ikke mens hun stadig havde brug for hende. Det sidste spørgsmål fik dog hendes blik til at blive fjernt. Det lyder næsten fjollet, men hun havde været klar over at der var noget hun havde glemt.. Men på den anden side var det længe siden hun havde haft ordentlig tid til at opfylde sine.. menneskelige behov.
”Tolv år siden..” svarede hun langsomt, stadig med et rimelig ufokuseret udtryk. Det var så småt begyndt at gå op for hende hvor usundt det lød.. ”Tror jeg..”

Sagde hun virkelig, tolv år?
,,Mit navn er Avaion’’

Hun betragtede i stilhed hvordan, at kvinden slugte skålen med suppe, som var det enden det sidste måltid hun nogen sinde ville få. Eller havde fået i meget lang tid, hun ville ud fra omstændighederne gå med den sidste teori. En dyb indånding igennem næseboret, fik lungerne til at hæve sig, så brystkassen langsomt spilede ud. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med denne kvinde. Insisterer på at hun skulle blive her ind til at hun var helt rask igen, lade hende tage af sted igen med det samme, da hun havde forekommet hende at være en rejsende der havde ledt efter et skib væk herfra.

,,Du har været på flugt siden fængslet, har du ikke?’’ mumlede hun stille, det var tydeligt at spore at hun var ked af den situation hun havde bragt Priscilla i. Da skålen var tom tog hun den fra hende og med et let bid i læben rejste hun sig op og satte det på et lille skrivebord hun brugte til at læse og skrive ved. Inden hun vente sig tilbage imod hendes gæst. Det var utroligt at man kunne føle så stor en knytning, til en person man knapt nok kendte. Den følelse af genkendelse som ulmede under underfladen, hun sank det mundvand som havde formet sig i munden og lagde hoved på skrå, mens hun ledte efter nogle ord at sige. Men de kom ikke til hende, stod bare blot og betragtede, ventende.

Suppen blev færdiggjort og Priscilla var lige ved at bede om mere. Hun føltes som om hun havde holdt sine behov på afstand i lang, lang tid og nu hvor hun havde sluppet sit stålgreb om selvkontrollen et øjeblik kom de alle sammen væltende. Hun skævede til Luxuria.
"De adelige jeg dræbte havde familie med kontakter.." Fortalte hun med en hul stemme. Det var første gang hun delte situationen med andre, men alligevel føltes det som en gammel historie fordi det havde været hendes i snart et århundrede, "Troede jeg bare kunne skifte krop men de har en.. Clairvoyant."
Uden meget anstændighed hev hun stroppederne på hendes kjole ned og afslørede sin ryg der var prydet af et enormt mønster af tekst der formede et pentagram, "Jeg kan forhindre dem i at hidkalde mig.. Men ikke i at finde mig."
Hun brugte to sekunder på at tage overdelen på igen og så så over på Luxuria med øjne hun ikke indså var bedede. Det havde lykkedes hende at holde dem på afstand i lang tid ved bare at rejse rundt og skifte krop ofte. Det havde været hendes plan at vente til seeren døde naturligt, men han havde været en lille dreng da hans familie vendte ham imod Priscilla og selvom han var over hundrede år nu, levede han stædigt videre og.. hun vidste ikke hvor meget længere hun kunne holde ud. Hun havde brug for hjælp, og hvor den mere rationelle del af hendes hjerne påpegede at Luxuria var forpligtet til at give den, både af Tjenesten hun skyldte og af bindingen i deres blod, kunne hun ikke forhindre sine øjne i at blive blanke over den håbløse situation.

Et bekymret blik havde indtaget det mørke øje, mens at smilet var krøbet op i et, du har min dybeste medlidenhed, skæring. Hun nikkede forstående til hvad kvinden sagde, kiggede på tegnene på ryggen, dog ikke for længe. Afveg med blikket, ind til at hun hørte at stropperne igen var ført på plads. Hvad hun dog ikke have måtte gået igennem, der var opstået et tydeligt pres imod hendes brystkasse, som havde nogen lagt betydeligt pres på det. Hun sank, men klumpen i halsen ville ikke forsvinde, og hun kunne mærke hvordan at hun følte sig oprigtigt oprevet over hvad hun måtte have gået igennem. Det var ikke igennem ordene som der blev talt, men kropsproget, den følelse der lagde sig af opgivenhed omkring dæmonen.

Men hvad kunne hun gøre? Hun satte sig ved siden af hende, måtte virkelig holde tilbage for ikke at lade armen glide rundt omkring skulderen og hive hende ind i et kram. Det lykkedes dog også til dels, lige ind til at hun kunne se hvordan at en våd hinde lagde sig hen over øjnene, armen sneg sig rundt omkring den spinkle skikkelse og trak hende så ind til sig.
,,Jeg skal gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig.’’ det var et blidt kram, men dog også et kram som havde en hvis styrke i sig. Som prøvede hun af fortælle, at hun nok skulle gøre hvad hun kunne og det ikke blot var ord, men der var en oprigtighed bag dem.

Priscilla havde glemt at sove og havde ikke indset hvor meget hun havde behøvet det før hun nu var udhvilet. Hun havde været i en lignende situation med at spise men fandt nu en tredje ting hun ikke vidste at hun havde manglet. Indtil nu. Helt af sig selv udstødte hendes krop et dybt suk og lænede sig ind i søsterens omfavnelse. Hendes øjne svømmede, hendes læbe bævrede og hendes hoved blev fyldt med brudte minder af mødre hun aldrig selv havde kendt - primært en fyldig ældre kvinde med mørkt hår der lugtede af krydderier og samme næse som hendes værtinde. Hun lagde armene om Luxuria og knuede hendes ind til sig.
"Det' sjovt du siger det.." Hikstede hun med et lille smil skjult mod den andens skulder, "..Tror ikke du ville kunne lade være." Grebet af stemningen og den ukendte følelse der fyldte den, kom hun til at afsløre hvad hun hellere ville have holdt hemmeligt. Hun vidste ikke hvor meget Luxuria.. Eller Avaion som hun tilsyneladende kaldte sig.. havde bemærket slægtsbåndet, men om ikke andet havde hun lige afsløret at hun havde. Hendes fingre slap det desperate greb i den andens dragt og hun trak sig usikkert væk.

Da Pris overgav sig, lod Avaion tage hende ind i hendes favn, var der ikke længere noget der holdte hende tilbage. Hendes hånd gled langsomt hen over pigens hår, og begyndte så at ae ryggen. Hoved lagde sig oven på hendes, og hvis folk ville træde ind i det lille rum, ville det i sandhed lignede en mor der trøstede sin datter. Det kunne godt være at hun mærkede det, mærkede hvordan at strenge rev i hende, knyttede hende til kvinden der sad i hendes arme.

Hun vidste ikke hvad det betød, om det var fordi at hun skyldte kvinden en tjeneste. Var det fordi at der blot var noget mellem disse to, hun ikke kendte til, måske fra før hun vågnede op i hytten? Men nej, det virkede ikke som om at hun faktisk havde mødt hende før, ikke før fængslet. Et bekymret og tænkende udtryk farvede hendes ansigt, mens øjnene betragtede det lille vindue. Sneen var lige så stille begyndt at dale, rim sneg sig i flotte former hen over glasset, og lidt efter lidt, var det svært at se ud igennem de små skåret vinduer der var indrammet i sort jern.

Da hun igen trak sig væk, lod hun hende. Man måtte også respektere, når folk ikke længere følte de havde brug for kærlighed i omfavnelse. Men ikke desto mindre, føltes det stadig som om der manglede noget da hun flyttede sig væk. Igen kiggede hun undrende på hende, hvad havde dette betydet? Da det gik op for hende, at det måtte betyde mere, end bare et løfte der skulle holdes.

,,Selvfølgelig ikke’’ sagde hun, mens forundringen igen gled frem på ansigtet. ,,Du har brug for min hjælp, du hjalp mig i sin tid, jeg kan ikke bare lade dig blive fanget.’’ hun lod sine fingre glide hen over hendes kind og gav hende et opmuntrende smil ,,Men nu nok snak, lad os få dig i et varmt bad, nye varme klæder, også kan du få noget mere at spise’’ hun rejste sig op og gjorde tegn på at hun skulle følge med hende.

Katten var ude af sækken og hvor meget hun end ville det, kunne Priscilla ikke indfange den igen. Luxurias udtryk vidnede ikke om nogen stor realisering, men den yngre dæmon stolede ikke en meter på hende. Det lå og lurede under overfladen og det skulle ikke undre hende om at det blev sprunget i ansigtet på hende når hun mindst forventede det. Af samme grund så hun ikke nogen grund til at bekymre sig endnu, fordi hun stadig ventede det og det ville være ganske fjollet.
Desuden kunne hun stadig ikke komme fuldkommen udenom den alarmerende komfort der var i at lade en tage sig af en på den måde. Hun var ingenlunde sikre på Luxurias ord - det var lettere at antage at folk uden hendes tilbøjelighed til sandhed løg konstant. Men det skulle ikke forhindre hende i at sende af sine karakteristiske smil, skønt dette var både nervøst og utrænet i denne form.
"Tak.." mumlede hun lavt. Det hele virkede igen så uendeligt uoverskueligt men hun kom alligevel på benene da der blev bedt om det, stadig sligrende efter udmattelsen og det lange hvil og bevægede sig fromt over til den ældre dæmon.

Det var næsten ynkeligt at se den yngre dæmon komme på benene, den måde hun vaklede og bestemt ikke virkede sikker endnu. Dette fik en arm til at ligge sig omkring den spinkle piges skulder og give den et klem, og et lille kys blev plantet på hendes pande.
,,Det hele ordner sig, bare ven og se’’ ikke bekymret af de samme tanker som Priscilla, åbnede døren ud til gangen, som der ville vise sig at være sovesalen. En lang række døre var at finde, hun havde været en af de heldige og få et hvor der havde været en vindue. Måske havde dette også været fordi hun i starten, havde skreget i søvne på grund af den endeløse mørke. Så snart hun kom ind i et rum, hvor at stjernerne og månen havde lyst ind, havde der ikke været samme spektakel hver nat. Nonnerne havde stadig ikke fået hende til at snakke om, hvad der var sket, før de havde fundet hende.

Hun førte Priscilla, ud til en lille gårdhave, som havde bygninger på alle fire sider. I midten var der en brønd og en vandpumpe som gjorde det lettere for dem at hente vand til madlavning og bad. Det var udsmykket med nogle enkelte bænke, nogle træer og en urtehave. Dette var midten af klosteret, hvor at de befandt sig efter at de havde bedt, mange var her også ude og nyde den friske luft inden de fandt ro inde i sengen. Hun tog bygningen over for den som de var gået ud af, hvilket både var deres køkken, men et rum ved siden af, var med store træ baljer som de brugt som bad. Typisk havde de en badedag om ugen, hvor de alle sammen tog en tur, på den måde sparede de varme og vand.
Men hun valgt at gøre en undtagelse for kvinden, der føltes som en søster for hende.
,,Hvis du klæder dig af, varme jeg ekstra vand op til dig. Vandet er stadig lunkent i baljen’’ hun slog hånden ud, for at udpege hende hvilken en hun snakkede om. For derefter at forsvinde tilbage ind i køkkenet.

Priscilla ville gerne stride en smule mod strømmen, men hun havde simpelthen ingen kræfter. Hun fandt sig i søsterens kvalmende kærtegn og lod sig modløst føre igennem klosteret. Så Luxuria var virkelig en nonne - og her havde Pris altid syntes hun var en usædvanlig dæmon.
Rum efter rum drev forbi hendes blik, folk skævede nysgerrigt men Priscilla bed ikke mærke i nogen af delene.
Udsynet til det store trækar, fik det dog til at lysne lidt op inde bag de blå øjne. Hun havde ikke engang lyst til at tænke på hvornår hun sidst havde været rigtigt i bad, og selvom at hun som dæmon kunne.. deaktivere mange af de kropslige funktioner der resulterede i fæl lugt, hobede skidtet sig stadig op på hendes hud. Uden den store blufærdighed, hev hun snørrene til kjolen op og betragtede den falde til jorden med hovedet lidt på siden. Hvad nu? Hun trådte op i baljen med lunkent vand, men blev stående der med et mildt fortabt udtryk.

De slanke fingre lukkede sig rundt omkring hanken, til den store gryde de brugte til at koge større mængder vand i. Og efter nogle få minutter, kom hun da også stavrende tilbage, med vand der skvulpede ud over siderne og plaskede ned omkring hendes læderstøvler, der hurtigt blev gennemblødte. Med en smule besvær, fik hun hængt gryden ind i flammerne i den større pejs der var midt i rummet.
Avaion stod lidt, kiggede tågende ind i flammerne. Som var hun kortvarigt hypnotiseret af de gule flammer som åd grådigt af træet, før det gik op for hende at der var nogle andre ting der også skulle ordnes. En lille lyd, i form af nå ja, forlod hendes læber. Mens hun begyndte at lede efter tæppe som kunne bruges til at tørre den våde krop, når hun var færdig med badet. Samt en sæbe og skurebørste da der bestemt skulle større kræfter til, for at få alle de lag skidt af pigen, som hun stod i gæld til.
Måske en ti minutter efter, begyndte låget hun have ført hen over den store gryde, at klapre imod metallet. Tydeligt at nu var vandet begyndt at koge. Lidt mere varsomt, trak hun gryden af bålet, satte det på gulvet ved siden af, og gik ind i baderummet. Hun smilede imod skikkelsen der stod i karet ,,Sæt dig ned, er tilbage om få sekunder’’ med disse ord, lagde hun klædet, børsten og sæben ved siden af skamlen der stod ved baljen. For at vænne tilbage få minutter efter, en smule forpustet med vandet.
,,Så lad os se om vi ikke kan få noget af alt det her skidt af..’’ tog åsen hun havde puttet i gryden op, og begyndte at hæle noget af det varmere vand i karet. Avaion viste hellere ikke nogen form for blufærdighed, da hun begyndte at gribe fat i kvindens arme og sæbe dem ind.

Priscilla trak sig en smule væk fra berøringen, det var alligevel ganske overskridende alene i hvor uvant det var, men hun var udmattet og fejlernæret og besad ikke søsterens styrke. Derfor fandt hun sig i omsorgen indtil tolerance atter gav vej for accept og hun lukkede øjnene og lænede sig tilbage.
Et dybt suk forlod hende, lige dele i nydelse og udmattelse. Selvom hun havde sovet enormt lange, følte hun sig stadig enormt træt, hendes muskler ubrugelige og hendes hoved summende. Hun havde ikke rigtig bekymret sig om at være præsentabelt, men da hun åbnede det ene øje for at skæve til Luxuria.. Avaion og fandt at vandet var så småt ved at blive gråt, kunne hun godt se at det måske var på tide. Dæmoner stank ikke på samme måde som mennesker - nødvendigvis - men derfor var det da stadig ulækkert at hun havde gået og hobet snavs op. Hun justerede sin position for at give søsteren bedre plads på ryggen og lukkede atter øjnene.
Det var derfor hun ikke så manden der trådte ind i rummet, hans ene hånd skjult bag ryggen. Og det måske ikke så heldigt, fordi selvom han var iført munkenes typisk klæder, var Priscilla den af de to dæmoner der ville have genkendt ham.

Det var næsten en gåde for den ældre kvinde, hvordan at pigen i karet kunne have været så beskidt og ikke været generet af det. Et par lette rynker dannede sig hurtigt hen over næseryggen. Mens hun ihærdigt prøvede at skrubbe skidtet fra den nøgne krop. Og da huden efterhånden begyndte at rødme over den let voldsomme behandling, bevægede hun sig videre til næste område. 
Avaion begyndte lige så stille at nynne en af salmerne hun havde lært mens hun havde opholdt sig i klosteret. Ikke at hun var den bedste sanger, men den lette summen som der formede sig i hendes hals, var nu alligevel ganske behagelig at lytte til. Så længe hun ikke begyndte at synge. 

Optaget af at hælde vand ned, sæbe ind og skrubbe. Havde Avaion hellere ikke lagt mærke til manden som der havde bevæget sig ind i rummet. I hvert fald ikke lige med det samme. Det var først da en fornemmelse fik det til at løbe koldt ned af ryggen at den mørk håret kvinde hævede sit ansigt og lod øjnene falde på den fremmede. 
Godt nok var han iklædt monkeklæder, men hun var sikker på at hun aldrig havde set ham deltage i messerne. 
,,Undskyld? Kan jeg hjælpe dem?'' der var en rå undertone i hendes stemmeleje. Måske var han ny, men selv hvis han kom fra et andet kloster burde han vide bedre at mændende ikke var velkommende i kvindernes badelokaler. 
,,for ellers må jeg bede dem om at forlade lokalet med det samme'' Avaion rejste sig op i hendes fulde højde og knugede skurebørste tændt ind i håndfladen.

Det var bare.. rart. Som minutterne drev dovnet forbi, begyndte Priscilla også at åbne sig en anelse mere op for oplevelse. Hvor hun før havde veget bort fra Avaions kontakt, lænede hun sig nu ind imod søsterens hænder. Før hun kunne stoppe sig selv, undslap en dyb lyd fra hendes strube - et støn, men bestemt ikke i smerte.
Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig ufatteligt udsat. Her sad hun afklædt, i vand til navlen, med lukkede øjne; det var et oplagt tidspunkt at slå til. Da fornemmelsen blev mere end blot en paranoid kilden i baghovedet skød hendes øjne åbne og de var ganske rigtig ikke længere alene i rummet. Hvis hun havde været opmærksomhed, havde hun måske set hvordan hendes.. storesøster fortsatte med  at være beskyttende i en hel udæmonisk grad. Allerede ved første glimt af en klinge, sprang Priscilla febrilsk på benene med armene strakt ud foran sig. Til hendes lettelse (og forbløffelse) fandt hun faktisk et spor af runer op langs venstre underarm, der før havde været skjult af støv. Hun kørte en gnistrende pegefinger langs mønsteret indtil symbolerne første lyste op og derefter transcendere hendes hud. Luftens fyldtes lugten af ozon og et elektrisk lyn gnistrede fra hendes fingre og skød mod den fremmede mand, hvor det dansede harmløst langs kanterne af en magisk barriere.
Priscillas øjne blev store og hun hastede klodset ud af karet.