Foråret var på vej, skønt vinteren langt fra havde sluppet taget i den nordlige del af krystallandet. Skovens grene stod stadig bare, men knopper var begyndt at danne sig på dem og de første små blomster var skudt igennem skovens snedækkede undergrund. Det var ikke så langt nord på at sneen stadig havde den ultimative magt, men den havde heller ikke sluppet taget helt endnu. En varm kappe og gode støvler var stadig en nødvendighed. For mennesker om ikke andet. Pigen der stod i skoven og så sig rundt var bestemt ikke det, men mest af alt pakket ind for et syns skyld og fordi hun var vokset op blandt mennesker og deres svagheder. Det gjorde heller ikke ligefrem nogen skade at ligne dem hun bevægede sig i blandt.
Havde det virket til der var nogen i miles afstand af hende lige nu.
Maralinda slog kappen let til side, så den ikke blafrede ind over hendes kort og fulgte en linie på det med blikket. Kortet var frustrerende svært at følge og endnu mere upræcist end hun havde frygtet, da hun havde fået fingre i det. Ikke at hun havde haft de store forhåbninger for denne færd, men noget kunne da godt være gået i hendes retning.
Irriteret foldede hun kortet sammen igen og lagde væk i tasken for hendes fødder. Så lod hun endnu engang blikket glide frem over skoven, før hun ulogisk for de fleste forlod den hestevognsnedtrampede vej og begav sig ind mellem træerne. Et barn på hendes tilsyneladende alder burde ikke være et sådan sted alene. Et barn på den alder burde i det hele taget ikke rejse alene, men hun virkede ikke uvant med at gøre det.
Lyden af ulve i det fjerne var dog stadig ikke betryggende og fik hende til at stoppe op og se i den retning. De kunne gøre alt en del mere besværligt, hvis de kom hende nært. Hylene kom dog ikke fra den retning hun mente hun skulle i, så hun fortsatte ind mellem træerne med retning mod en bakke der stak op mellem træerne et godt stykke længere inde.