Dagene var lange, som Beon både fysisk men mest mentalt forberedte sig selv til at skulle hen imod lysets grund. Han lagrede alle oplysninger som han kunne udholde, fra sin samtale med Ikaris og hvad han ellers havde fået fortalt af sine medkrigere. Hvis man da kunne kalde Beon for en kriger. Det var lagt fast. Han skulle kontakte Melkor, blive godt og grundigt mishandlet, for derefter at tage hen imod hovedstadens porte og håbe på det bedste. Forhåbentlig ville han støde ind i en lysets kriger, som forbarmede sig. Det var ønsketilfældet. Ellers en vendelig sjæl som kunne fragte ham til healingshuset, hvorefter spionagen kunne fortsætte. ja, det måtte være den egentlige plan.

Meget kunne, og blev også ændret indenfor ganske kort tid, som Beon gik ned af de bredde gange, for at finde frem til Melkor. Ikke ligefrem et ynglingsmøde, og manden håbede for alt i verden, at den lille pige, som vidste sig at være langt ældre end man skulle tro, ikke var til stede. Det kunne han simpelthen ikke håndtere i dag. Ikke med alle de forandringer og ændringer som var kommet ind over. han var blevet stoppet på sin vej, med meddelelsen om at fangerne fra Dragorn var ankommet. En krig han rent faktisk kort havde glemt var foregået. Den lille oplysning var ikke hvad der forvirrede ham, eller bragte ham let ud af balance. Det var faktummet at mørkets lord mente at det var bedre, at smide Beon godt og grundigt mishandlet ned til krigerne, og hjælpe dem ud. En gerning som ville få dem til at stole på ham. Give ham en tillid som han ellers skulle bruge ord på. For at fuldføre denne mission behøvede Beon dog stadig dæmonens hjælp. Dæmonen, hvis dør som han nu ganske fast bankede på.

Smagen af jern sidder ham længst nede på tungen. Som han køre det lyserøde kød ind imellem sine tænder, mærker efter hvor det nu er ham muligt, finder han det - blodet. Smagen fortæller ham, at det ikke er hans eget. Han ville lyve hvis han påstod, at det ikke behagede ham.
Dæmonen studerer sit eget spejlbillede indgående. Sårene, en af de enkelte liggende over hans strubehoved, er ganske fint helet sammen. En antydning af et ar ses som tynd, tynd hvid streg liggende over hans i forvejen ganske hvide hud. Han køre en pegefinger henover stregen, og med den handling forsvinder stregen fuldkommen. Berøringen fremkalder billeder fra kampen rammer ham. En ophidsende fornemmelse rammer hans mavecenter, får ham for en tid til at knække sammen indover badeværelsesmøblet. Hans hænder griber omkring det mørke; neglene borer sig ind i træet, der føles som smør imellem hans næver. Han slipper, udånder, og finder atter sit eget blik i spejlet. Det er dog ikke hans egne øjne han ser ind i, men en død mands. Smagen af blod former sig atter i hans mund, og denne gang genkender han smagen. Dette er hans eget.
Minderne fra angrebet på Dragorn står ham ganske tydeligt. Hvorfor lader han falde sig tilbage dertil? Hvorfor er hans ligegyldighed overfor nedlagte fjender ikke-eksisterende på nuværende tidspunkt? - Er det et stik af empati? Næppe, virkelig. Er det frygt? Aldrig. Men anger? Ja, måske en snært.
Han ser englen liggende i sneen. Sneen er langt fra hvid. Faktisk er den farvet rød, både af englens blod og hans eget. Den røde farve bliver mørkere og mørkere, jo mere han bevæger sig. Såret fra hans hals er åbent og blodet strømmer ud. Blodet stammende fra englen, kommer fra flere steder på hans krop. Dæmonen ved ikke længere på hvorfra. Han ved blot, at skikkelsen foran ham snart skal dø og en varm følelse dermed også snart vil omfavne dæmonens mavecenter. Glæden er bittersød i hans mund.
En kriblende følelse i fingrespidserne får Melkor til at gnide sine hænder sammen, som om at de mangler varme. Han træder fremad, væk fra udsynet til hans eget afbillede i spejlet og ud imod midten af rummet.
”Vingerne,”
Han høre sig selv hviske. En tydelig latter blander sig ind i hans tonefald, da han efterfølgende udbryder, lavt:
”Jeg skulle have fjernet ving-,”
Slagene imod trædøren der adskiller værelset fra gangen, afbryder ham i hans talen. En dyb rynken finder sted imellem de mørke bryn, da han holder igen i hans egen talen. De rødsorte øjne kniber sig sammen til små streger, da han sagte hæver stemmen atter i tale. Denne gang, ikke til sig selv:
”Kom ind,”
Ordren lyder ubehageligt venlig. Alt for venlig, taget alt i betragtning.

Beon tog en dyb indånding. Forberedte sig mental på mødet med den gamle dæmon, som Beon i stort set alle tilfælde forsøgte at snige sig forbi. Specielt efter episoden med det lille pigebarn til Mara. Beon havde stadig ikke helt fundet ud af hvordan det anliggende hang sammen, og faktisk havde han heller ikke den store lyst til at spørge! Normalvis var Beon ekstrem nysgerrig og villig til at lærer ved at sætte egen krop på spil, men her satte han grænsen! Det var simpelthen for meget at havde en der kunne legerundt med ens hjerne, på en sådan måde at Beon næsten ikke kunne blokere hvad der foregik, og så samtidigmed havde med dæmonen at gøre, som kunne knække ham midt over bare ved at kigge lidt for længe. Det løb ham koldt ned af ryggen og der kom en svag rusken i de hvide fjer.

Beon trykkede håndtaget ned og åbnede døren. Det første som hans øjne spejdede efter var den blege skikkelse som imponerende nok næsten så yngre ud end Beon selv. De sorte hår og de skarpe mørke øjne var heller ikke spor til at tage fejl af. Og det var her at Beon i få sekunder kortsluttede. Hvad skulle han i grunden sige. Han nægtede simpelthen at komme slendrende ind med et 'hey! hva så.' det var simpelthen for underligt.
I stedet rømmede han sig lidt og stilte sig i en mere rank stilling. "Melkor, sir. Jeg søger Deres assistance." det måtte briste eller bærer, som Beon så på dæmonen med et stenansigt der ikke fortrak en mine. Med alt håb havde Melkor hørt hvad der skulle foregå. Ellers måtte Beon hurtigt gennemgå planen, selvom han ikke var meget for at indrømme de områder der kom til at skære sig ind i Beons sjæl og krop.