Lige siden Samsons død, har den sorthårede Phoenix rendt forvirret rundt. Hun var under en af varulvenes vinger de første måneder, men faldt aldrig rigtig til. Hun ville tilbage til borgen, tilbage til at lege rundt og ikke være den voksne hun nu var afhængig af at være. Hun ville tilbage til Samson. Tilbage til manden som ejede hende, som hun tilhørte med både sjæl og krop. Hun kom nogle gange tilbage til Rafixul, men det var sjældnere og sjældnere det skete. Hun forsøgte at få det bedste ud af det hun havde tilbage, selvom det lige nu var absolut ingenting.

I det mindste kunne hun bruge sine evner. Hun havde solgt fremtidssyner forskellige steder i Krystallandet. hovedsageligt udenfor hovedstaden. Nok var der rigeligt med mennesker for at hun kunne blende ind, men det var også lidt mere ubehageligt at være. Hun kunne ikke rigtig forklare hvorfor.
Den høje tynde unge kvinde med stort krusset sort hår gik ned af Tusmørkelys gader og kiggede lidt på de små bode, som så lidt mere grå ud end godt var. Måske hun kunne åbne en forretning som spåkone? Og dog. Hun havde ingen penge på lommen eller mulighed. Dertil vil det højst sandsynligt være mere værd i hovedstaden. Et sted hvor hun ingen kendte og byvagter syntes at holde fælt meget øje med hende.

Phoenix lignede slet ikke den samme livsglade pige med det store smil og grin over hele ansigtet. Hun så mere nedslået og grå ud. Trist og alene som hun gik ned af gaden. Ret deprimerende. Få ville vide at hun nemt kunne blive glad igen for en kort periode, men der var naturligvis ingen der prøvede. Hun var en ukendt kvinde, med lysende rosa øjne. Det hjalp ikke rigtig på deres tillid til hende.

At strejfe om udenfor hovedstaden var blevet en ting for Caitlin. Hun havde fået smag for eventyret efter sin første tur ud der havde ført hende til borgen og gensynet med hendes moster, men også turen ud til dragen og den seneste ud til elverne havde givet hende lyst til at se mere. Langt mere! Et kort havde hun fundet hos en rejsende der måske savnede det en smule nu og ud fra det havde hun bestemt hvor hun ville hen og se sig om. Ikke alle steder lød lige rare - som Mørkets skov eller issletterne, men nogle lød bare mystiske og hvor der var mystik var der hemmeligheder at finder!

Det var grunden til at hun var taget til Tusmørkely. Det og så at hun havde fået sneget sig til en opgave der ellers skulle have tilfaldet en af de ældre klatretyve, men der uheldigvis var kommet til skade. Ikke at hun klagede over at have kunne samle den opgave op og slet ikke som den havde været legende let at udføre. Så mange lagde trods alt ikke mærke til en kat der strejfede om eller til en venlig en der kom spindende ind tæt. Så rigmandsfruen havde givet rester og et smykke var på mystisk vis forsvundet med katten.

Caitlin var dog blevet en dag længere i byen for at se sig om. Nu som menneske og ikke specielt bemærkelseværdig ved andet end at være fremmed. Byen var desværre ikke mere spændende i den skikkelse, så hendes blik vandrede hurtigt fra udstillede vare til muligheder for ballade. Og hun skulle ikke lede længe. En skikkelse der virkede sært bekendt kom stille gående fra bod til bod. En skygge blandt de andre, men nærmest endnu mere trist at se på. Caitlin lagde hovedet let på skrå som hun fra sin plads ved den centrale brønd fulgte pigen med blikket. Så drejede denne hovedet og Caitlin så hendes øjne. Det fik en munter glimten op i hendes.

Roligt gled hun fra brønden og væk uden at virke til at have travlt. Æblet hun havde spist, smed hun fra sig, som hun trådte i skjul og øjeblikket efter kom en gråstribet kat med blå øjne tilsyne. Den satte målrettet afsted i blødt løb, rundt langs pladsen, hen bag pigen og som et lyn mellem benene på hende og frem efter. Der stoppede den op, så tilbage på hende og trippede drillende lidt sidelæns, afventende hendes reaktion, før den satte i løb væk fra pladsen.

Phoenix kiggede fra det ene bord til det andet. Der var virkelig ikke meget spændende at finde i den her by. Den virkede bare deprimerende. Men det var selvfølgelig også hvad Phoenix var i øjeblikket. Deprimeret. Så derfor virkede hun til at passe ind i tågen og den grå masse. Hun havde kigget tomt på et bord, da der pludselig kom en kat smuttende mellem hendes ben og kiggede drillende på hende.

Phoenix rynkede sine bryn sammen. Den virkede bekendt. Samt det var en underlig opførsel fra en almindelig kat, at den sådan stoppede og så afventende på hende. HUn satte hovedet let på skrå som de rosa øjne undersøgte den gråstribede kat. Indtil minderne ramlede ind over og hendes øjne blev større.

Hun huskede det. Som hun løb grinende efter den grå kat, mens krystaldæmonen som altid var sur. Hun havde samtidigmed styrtede ind i en af ulvene. Phoenix læber begyndte at trække sig lidt, indtil et smil kom frem og en let latter undslap dem, som katten satte i løb. Phoenix løb instinktivt efter. Hun virkede upåvirket omkring det faktum at det kunne føre hende ud i problemer at løbe efter katten, men hun huskede skam også at det ikke bare var en almindelig kat. Phoenix løb gennem den mindre menneskemængde, og var nær snublet over nogle kasser på jorden. Hun drejde omkring ved en bygning og fulgte den gråstribede kat længere og længere væk, stadig med en varm latter der forlod hende, som var barnet i hende blevet vækket igen.

Caitlin trippede lidt mere, som pigen rynkede brynene af hende. Hun havde tydeligvis fanget den andens opmærksomhed, men om hun var eller ville blive genkendt var en anden sag. Gråheden om pigen opløste sig dog, som denne lagde hovedet på skrå og så på den drillende kat. Så skiftede glimtet i de rosafarvede øjne og de blev store. Caitlin strakte sig dovent og ikke så lidt provokerende, før hun med et sæt satte af sted i fuld firspring væk fra pigen.

Et blik over skulderen var nok. Forfølgelsen var blevet optaget og med en latter der tydeligt fortalte kattepigen at hun i den grad var husket. Det fik hende til at sno sig en smule mellem folkene der gik på pladsen, før hun fandt en vej væk og gav sig til at forvikle dem rundt i byens gader. At Phoenix fulgte hende holdt hun øje med, men også hvornår de var et tilpas ødet sted. Hun var blevet advaret om den anden, men pigen havde også vækket Caitlins nysgerrighed under jagten. I hvert fald da hun var faldet ned og Miranda det samme. En nysgerrighed hun nu kunne stille samtidig med at hun måske kunne give den anden lidt igen fra den første gang.

Så da en gyde mundede ud i gaden hun løb på drejede hun ind af den, sprang op på nogle kasser og forvandlede sig tilbage til sit menneskelige jeg. Der sad hun og ventede på om Phoenix ville følge hende ind i gyden eller stoppe ved åbningen. De blå øjne glimtede stadig muntert og der var også et lille smil på hendes læber. Så spottede hun den anden og lo, som hun mødte dennes blik og sprang ned på jorden igen. "Har din herre ikke lært dig det kan være farligt at jagte andre?" Hun gik hen mod den lidt højere, men noget mere magre pige med kattens elegance og underspillede farlighed.

Phoenix huskede kun den grå kat med noget sjovt. Eller faktisk pigen, som kunne forvandle sig til en kat. Hun havde trods alt set hende i menneskeskikkelse, selvom det var lang tid siden. Hun tænkte ikke videre over hvorfor hun var blevet kontaktet, hun nød blot at hun for første gang i alt for lang tid, kunne havde det sjovt igen! Løbe ned af gaderne, mellem folkemængden, til der blev mere og mere yde.

Jagten stoppede dog brat, som Phoenix rundede det hjørne hvor Caitlin lige havde været og fik øje på mennesketskikkelsen der stad på nogle kasser. Phoenix stoppede op og pustede lidt for at genvinde luften, men smilet var stadig at finde på hendes læber.

Phoenix satte hovedet let på skrå og trak på skulderen. "Nej?" det var sandheden, for Phoenix havde ikke rigtig været andre steder end på borgen efter at Samson havde fundet hende og gjort hende til hans egendel. Hun var kun på borgen og irriterede medlemmerne til vanvid engang imellem.
Men nu da skikkelsen havde nævnt det, falmede Phoenix smil og blev lidt mere nervøst som hun fik en lidt anderledes følelse ned af ryggen. Hun bakkede nogle små og få skridt og kiggede blot på Caitlin, som om det først rigtig gik op for hende nu at de var alene og at hun ikke havde skænket det en tanke hvad Caitlin dog ville med hende.

Caitlin holdt nøje øje med den anden som denne med utilsløret glæde over jagten drejede ind i gyden og stoppede op da hun så hende. Ganske naturligt, når du løber efter en kat og finder en pige i dens sted, men også ganske komisk med den overraskelse der stod malet i pigens træk. Ikke meget virkede til at være skjult der og da heller ikke hvordan Caitlins ord fik smilet til at blegne fra øjne så vel som mund. Det var ikke faldet den anden ind at det kunne være farligt og at det gjorde hende nervøs at Caitlin gik så målrettet hen imod hende fik kun gløden til at spille mere i den unge piges blå øjne.

"Meget farligt..." Hun cirklede hen mod den anden så hun håbede denne ville dreje sig med hende og derved bakke væk fra åbningen uden at lægge mærke til det. Det var den Caitlin var på vej i mod i en halvcirkel. Hun ville afskære den anden vejen væk, men ikke fordi hun havde tænkt sig at skade den anden pige. Hun ville bare skræmme hende lidt, som hun i sin tid havde skræmt Caitlin. "Du ved jo slet ikke hvad der kan ligge på lur længere fremme... overfaldsmænd eller det der er værre..." fortsatte hun nærmest spindende og uden at slippe den anden med blikket, som hun langsomt mindskede afstanden imellem dem, rakte ud, fangede en tot af den andens hår og snoede det om fingeren og væk fra den andens ansigt. "En legesyg kat måske, lille mus?"

Med det sidste lod hun det svagt truende falde, træk den anden i hårtottende, som latteren slog sammen i hendes blik og blev fuldt af en varm medrivende en af slagsen. Caitlin trippede et par skridt baglæns og smilede skælmsk til den anden. "Og her troede ingen tog mig alvorligt... men dog.."

Phoenix begyndte at se mere og mere nervøs og utilpas ud som Caitlin cirklede rundt om hende. Phoenix havde ikke tænkt sig at slippe den anden af syne, og drejede derfor med. hvilket naturligvis medfølgede at hun nu stod inde i gyden, næsten helt op af muren.

Der gik naturligvis heller ikke for lang tid, før det gik op for Phoenix hvilket dårlig situation hun havde sat sig selv i og hvor svært det ville være at slippe ud af den. Hvert ord som Caitlin sagde, fik det til at vende og dreje sig i Phoenix mave. Hun brød sig virkelig ikke om at være alene. Hun var så forbandet udvidende omkring alting og hun savnede at være i de trygge rammer. De rammer som ville havde gjort at katten ikke kunne lege at hun var en lille forsvarsløs mus, men faktisk mere omvendt.
Phoenix ville dog aldrig havde i sinde at sade hende eller andre, sådan var hun ikke.. hun drillede og var måske lidt sadistisk i sine metoder, men det var mere psykisk end fysisk. Ligesom det Caitlin faktisk gjode nu.

Ryggen ramte bagvæggen, som Caitlin begyndte at lege med Phoenix hår og det så ud til at den sorthårede tøs holdte vejret. I hvert indtil der var mere frit igen og det viste sig at Phoenix var blevet naret på mere end en måde. "Men.. det... OH det var ledt det der!" kom der gnavent fra Phoenix der satte hænderne over kors og så ret så surmulet ud. Der var dog et mere roligt glimt i hendes øje, der tydeligt havde fået sin naturlige drilske side tilbage.

Det passe Caitlin fint at den anden pige ikke ville slippe hende med blikket og bare drejede sig som Caitlin håbede på - væk fra åbningen til gaden, væk fra eneste flugt vej og væk fra eneste sted hvor hjælp uventet kunne komme fra. For var der noget Caitlin havde lært af livet på gaden, så var det aldrig at tage noget for givet. Den anden kunne meget vel være sammen med en der ville komme hende til hjælp ved det mindste skrig eller nogen af de gode borgere kunne finde på at blande sig af rent princip. Det sidste så langt det mest besværlige at have med at gøre.

Ændringen ved den anden som hun stille trængte hende op i en krog var da også slående og morede Caitlin i det stille. Hun havde ikke troet den ellers så bramfrie pige ville være så let at skræmme, men som hun fangede hårtotten var der ingen tvivl. Det gjorde det kun det bedre at smide alvoren og lade latteren klinge dæmpet og varmt. Forståelsen så hun langsomt tage form hos den ellers noget skræmte pige og som frygt vendte sig til en form for fornærmethed. Kunne hun ikke lade være med at tage et skridt nærmere og stryge hende over håret. "Måske... måske ikke..." Hun kunne slet ikke lade være med at gnide en smule salt i såret.

Så stoppede hun dog op, så sig tilbage over skulderen og tilbage på den anden. "Fik du ikke en anden herre? En anden beskytter?" Hun rynkede eftertænksomt brynene og betragtede den anden undersøgende. Alt ved denne så ud til at have forandret sig ud over det smil der havde været på hendes ansigt som de var løbet igennem gaderne og selv det var kun trækninger nu.

Phoenix himlede med øjnene. Af en eller anden årsag så den tyveårige Phoenix langt yngre ud end kun femtenårige Caitlin som stod og aede hende over håret. Det var lidt et forunderligt syn, som Phoenix mest lignede en fornærmet teenager. "Hvordan kan det ikke havde været uretfærdigt! Du var led..." svarede hun og fnøs utilfreds. Dog kunne Phoenix ikke være sur ret længe af gange, for som emnet skiftede vendte hun tilbage til en mere normal opførsel. Hvis man da kunne kalde Phoenix for normal.

Phoenix trak på skulderen rimelig ligeglad over ikke at havde en beskytter og blev spurgt ind til det. Dog var det tydeligt at se at hun ikke var tilfreds med at Caitlin troede hun havde fået en ny herre. "Samson er min herre.. selv i det hensides.. Og det ændre sig ikke ligemeget hvad." svarede hun meget med skarpt og alvorligt end man skulle tro der kunne være i den lille spinkle krop.
Heldigvis vendte det sig hurtigt til noget mere afslappet. "Raxiful tog mig ind efter.. ja.. men han var ikke min herre. Jeg gik da det passede mig. Jeg tror dog godt jeg kan vende tilbage hvis jeg vil. Men der var mange mærkelige og farlige personer der. Og uden Samson.. så var jeg ikke længere beskyttet på samme måde."

Phoenix tog sit hår væk fra ansigtet og satte det i en hestehale, så det ikke længere så så filtret og vindblæst ud efter løbeturen. "Hvad skete der med dig? Vi fandt dig aldrig.." Phoenix satte sit hovedet let på skrå og fik et skævt, let skummelt smil på læberne. "Kendte du Miranda?" Phoenix valgte at lade hver med at kalde hende tæven eller et andet knap så pænt ord. Det kunne jo være de var bekendte.

"Lille pus dog... Og du var ellers så selvsikker sidst vi mødtes." Caitlin kunne slet ikke tage den anden alvorligt, som denne stod og surmulede over hendes nummer. Det havde simpelthen været for godt til at lade være og hun havde da på ingen måde kørt det så langt ud som den anden heller. Ikke at hendes moster havde ladet den anden køre jagten helt ud, men altså. Tanken fik Caitlin til at se eftertænksomt på Phoenix i et kort øjeblik, mens hun bed sig i underlæben, før hun skubbede det fra sig og latteren var tilbage. Mosteren kunne hun finde igen på et andet tidspunkt og finde ud af om havde det godt.

Mere interessant var det at se den mørkhårede pige løsne op og så svare som var det intet på hendes spørgsmål. Det overraskede hende, men forklarede også hvorfor den anden så ud som hun gjorde. Hun manglede sit holdepunkt, sin sikkerhed. Som Caitlin havde fundet en sær form for sikkerhed ved at vide Amy var et sted i byen og ville finde hende eller blive fundet af hende fra tid til andet. Det fik Caitlin til at lægge hovedet let på skrå, som hun lyttede videre. Et enkelt spørgsmål virkede til at give hende mange svar, selvom det også gav flere spørgsmål. "Og du er sikker alene?" Hun lød tydeligt skeptisk, som hun så ned over den anden og ikke fandt hvad hun så videre imponerende.

Heller ikke som den anden satte håret op, men det fik da Caitlin til træde et skridt tilbage og læne sig op mod en tønde. Der så hun vurderende på Phoenix uden at svare til en start. Så smilede hun skævt tilbage til den anden. "Svært andet. Hun er trods alt min moster." Det glimtede atter i hendes blik, før hun skar en grimasse og fortsatte. "Men hun fandt mig og gav mig sin mening om lidt af hver og så havde jeg bare at lytte..." Det havde hun så også gjort og forsøgt at forklare uden helt at kunne gøre det uden at skubbe Miranda højere op i temperament.

Phoenix's blik flakkede lidt ved Caitlins sætning, og kiggede derefter væk fra pigen foran sig. Der var sket en del siden at Samson var forsvundet ud af Phoenix's liv. Hun havde naturligvis været mere selvsikker dengang, men det var kun fordi hun vidste at ligemeget hvad der skete, var hun sikker. Såfrem hun ikke gjorde noget mod Samson. Samson ville passe på hende. Det vidste hun helt nede i sit hjerte. Men han var væk og det samme var meget af Phoenix' selvsikkerhed.

Phoenix tog en dyb indånding, inden hun besvarede Caitlins spørgsmål. "Selvføgelig er jeg sikker alene.. tror du virkelig at en tyveårig ikke kan klare sig selv... pff..." svarede hun, uden at lyde helt sikker, selvom det var tydeligt at hun forsøgte. Hun kunne ikke helt få det ind i sin stemme. Den ville ikke lystre.

Phoenix løftede sine øjenbryn i åbenlys overraskelse. "M-moster... virkelig? Jamen.. i ligner ikke hinanden." svarede hun og tænkte sig lidt om.. Hun havde faktisk lidt svært ved at huske hvordan varulven så ud... andet end skræmmende.. og rødhåret med ret krøllet hår.. det var lidt det.. Caitlin havde ikke de tre ting.. okay, hun kunne være skræmmende... men resten var der ikke...
Phoenix kom med et lille fnis og bed sig i læben. "Det undre mig egenlig ikke.. hun virker.. ret... skramp.. og andet..."

Caitlin holdt blikket på den anden pige, som dennes blik flakkede og hun virkede til at miste lidt af selvsikkerhed. Det havde ikke helt været Caitlins mening at bryde hende mere ned end den anden tydeligvis var, men hvad der var begyndt som en fantastisk hævn kombineret med drilleri, så var det med et blevet mere alvorligt. Hun havde set den anden på borgen - også efter det første møde og havde set hvordan hun kun halvt virkede til at leve i samme virkelighed som resten. Nu var Phoenix nød til det og Caitlin var ikke sikker på hun kunne det.

Hvilket den andens ord kun bekræftede og fik et skævt smil med på vejen af Caitlin. "Du er tyve?" Det blev sagt med utilsløret overraskelse i stemmen, før den mørkhårede pige kom nærmere og så Phoenix an endnu en gang. "Det havde ikke været mit gæt..." Hun havde så heller aldrig været specielt god til det med aldre og det var også svært med alle de blandingsprodukter der rendte rundt alle vegne. Ingen racer havde helt samme levealdre og det var aldrig helt til at sige hvilken forældre der blev slægtet mest på der.

Hvad der fik latteren helt tilbage i hendes blik var Phoenix chokerede udtryk over hendes afsløring. "Jeg slægter min mor på siger hun og de var kun halvsøskende..." Der var ingen ændring i hendes udstråling som hun sagde det sidste som den konstatering det var. Så måtte hun dog le dæmpet. "Det siger du ikke? har du nogen sinde oplevet hende rigtig vred? Sådan at isblomsterne folder sig ud?" Bogstavelig talt når det var Miranda der var tale om. Isen var mosterens element og når temperamentet kogte, så faldt temperaturen markant omkring hende.

Så skævede Caitlin ud mod kanten af gyden. "Hvad laver du egentlig i den her jammerlige flække?"

Phoenix kunne nærmest ikke holde sig i virkelighedens verden. Det havde hun både sit sind og evne at takke for. Hendes tidsfornemmelse var samtidigmed røget. Det var et held at hun rent faktisk huskede sin egen alder, men hvor lang tid hun havde været Samsons var stadig sløret, og hvor lang tid der var gået siden hans fald. Hun levede i en drømmeverden, selvom den var blevet skubbet længere og længere tilbage jo mere alvor hun blev udsat for.

Phoenix kiggede upåvirket på hende, dog med et lidt hævet øjenbryn. Hun fik et skævt smil på læberne og trak på skulderne ved den andens ord. "Jeg syntes heller ikke at havde vokset meget siden..." hun tav brat og hendes øjne så ud til at blive mere matte. Der gik nogle sekunder før hun rystede hovedet, og rent faktisk fuldstændig havde glemt hvad hun lige havde sagt. "Næh, men det er nok det smukke ved det.. Jeg slap afsted med rigtig mange narrestreger ved at ligne et barn!" kom der grinende fra hende, som var alt det triste vasket pludseligt bort fra hende. Som var det fuldstændig slettet fra hendes sind.

Den sorthårede pige satte sit hovedet let på skrå. "Såååh.. Miranda ligner ikke din mor? Eller omvendt?" spurgte hun undrende. Hun havde hørt mange historier og selv set med sine egne øjne at søskende gerne lignede hinanden. i hvert fald udseendsmæssigt. Selv halvsøskende.
Phoenix gøs ved tanken. "Kun en gang.. og det var heldigvis ikke mig hun var sur på... Hun var oppe at skændes med en anden varulv.. Raxiful tror jeg... endte i en ret heftig slåskamp.. jeg tror seriøst de smadrede et bord.. Og lige pludselig var de væk. Næste dag var de nærmest flinke ved hinanden igen.. Jeg fatter ikke varulve.. hidsigt temperament og pludselige humørskift..." kom der sukkende fra Phoenix der rystede let på hovedet. Hun havde haft sine ture med at provokere Raxiful, men Miranda havde hun holdt pæn afstand til!

Phoenix trak igen på skulderne. "For at se om der var småting på markedet.. Eller.. fordi det var tilfældigvis var her jeg var nået til." svarede hun, mens hun så ned på sin fod, som var begyndt at forsøge at grave sig ned. Hvilket ikke rigtig kunne lade sig gøre på grund af brosten. Phoenix var helt ærlig ikke helt sikker på hvor fanden hun befandt sig.

Caitlin betragtede den ældre pige undersøgende, som hun virkede til at glide over i sin egen verden kort og gå i stå midt i en sætning. Det skift der fulgte var så fascinerende at hun ikke kunne andet end gengælde den andens grin med et skævt smil. "Se det tror jeg gerne! Folk har det med at undervurdere børn." Hun havde da bestemt prøvet det tit nok til at vide det, men også hvor hidsige folk kunne være når børn ikke levede op til deres illusioner, men faktisk stjal fra dem med arme og ben. At slippe godt fra ting krævede desværre lidt at man gjorde dem mod de rigtige. Overfor hendes moster kunne hun slippe af sted med lidt, mens hun altid havde kunne charmere sig ud af det meste med de ældre tyve. Byfolk var noget helt, helt andet.

"Nej. Mor sagde altid at de begge slægtede deres mødre på mere end deres far og hun var glad for jeg gjorde det samme." Caitlin skar en grimasse ved det. Hendes mor havde aldrig rigtig været glad for noget som helst ved det barn hun havde fået og havde ladet det skinne tydeligt igennem.
Så gøs hun sammen med den anden. "Jeg tror jeg så ham på borgen. Ikke en jeg ville op og toppes med." Historien den anden pige fortalte havde givet hende et lidt spekulativt udtryk for hun havde en alt for god ide om hvad de to voksne nok havde lavet siden de begge var faldet ned på jorden igen. Ikke noget hun havde lyst til at tænke på om sin moster!

Så langt hellere skifte emne til noget mere nært. Hendes blik hvilede roligt på den anden som denne svarede hende og som denne ikke ville møde det, gik hun hen og lagde en arm om skuldrene på hende. "Det er for lille en by til en pige som dig. Har du nogensinde set hovedstaden? Huse så langt øjet rækker fra taget af et af dem, en markedsplads med alt hvad hjertet begære og nok folk der kommer og går til at selv en pige som dig kan passe ind." Hun smilede til den anden og tilføjede skævt. "Jeg er Caitlin, forresten. Tror aldrig du fik mit navn... Phoenix."

Phoenix grinede varmhjertet og drillende. "Det har de! men det var nu ikke min eneste fordel! Samson var ret glad for mig." denne gang så hun ikke ud til at være så meget påvirket af at nævne hans navn. Nok lod hendes øjne sig lidt mærke, men hun så stadig ret normal ud. "Det hjalp ikke på mængden af narrestreger!" Phoenix verden havde kun kredsen omkring borgen de sidste par år, og af den grund kendte hun kun den virkelighed som den rigtige. Den 'nye' verden som hun fik kendskab til, gjorde at der var en hel masse andre ting at forholde sig til, og holde sig fra. Der fandtes ret ubehagelige typer, som ikke var til at løbe hjørner med.

"Er din far da en ubehagelig type? og hvis Miranda slægter sin mor på, så var det noget af en skrap og ret brisk dame..." kom der let skræmt fra Phoenix over tanken om en Miranda senior... det gøs helt ned af ryggen på hende.
Phoenix rystede på sit hovede så det sorte hår kom i omdrejninger. "nej, det ville ikke være en smart ting. Selvom han vidste sig nogle beskyttende egenskaber.. men ellers skal man helst holde snitterne for sig selv hvad den varulv angår!" Phoenix tænkte absolut ikke længere over historien. Hun ville ikke kendte slutningen og tanken om den, ville gøre hende en smule forstyrret for at være ærlig.

Phoenix så nysgerrigt og en smule opløftet på Caitlin som lagde en arm om hende. Hun rystede hovedet let og prøvede at forestille sig hovedstaden ud fra hvad Caitlin fortalte. det var svært, men et billede formede sg da. "Wauw.. hvordan ville jeg kunne passe ind? jeg kan jo ikke rigtig noget?" et kort øjeblik kiggede phoenix ret forude og hendes propiller voksede ekstremt. Det varede få sekunder og hun var tilbage til sig selv, hvor hun rystede hovedet let og smilede. "Dejligt at vide.. nu ved jeg da i det mindste hvad jeg skal råbe efter dig. forresken.. Pas på fælderne på anden salg på borgen ved vestfløjen.. nu du tydeligvis mener du skal derind i fremtiden" Phoenix blinkede til hende og forberedte sig på forvirringen.

"Oh?" Caitlin kunne ikke lade være med at sende den sorthårede pige et sigende blik under et hævet øjenbryn. At en mand var glad for en betød i Caitlins verden meget ofte betaling med andre ydelser og med det hun havde set på borgen, mens hun havde været der, så hun ingen grund til at tro anderledes om borgens folk end om slummens i hovedstaden. Det meste af hendes opvækst havde trods alt været blandt tyve og mordere da hun først havde indset at gadebanderne ingen steder førte hen. Det gav hende nu, som den gang et noget groft syn på folk, men de levede for det meste op til det syn uden problemer. Derfor lo hun da også bare og blinkede tilbage til den anden, som denne indrømmede hun var en ballademager. Det kunne Caitlin bestemt se muligheder i.

"Jeg har aldrig mødt ham, men hvis det er hvem min mor sagde så ja..." Hun så ingen grund til at sætte navn på, når alt hun havde var hendes mors hadske udtalelser fra så lang tid siden. Det var jo heller ikke fordi hun ligefrem havde brug for mere familie end det hun havde. De havde det med at forsøge at bestemme over en, så hvad skulle hun lige med en forælder? Så kom hun til at le. "Mirandas mor er den sødeste mest elskelige dame jeg har mødt! Det er kun på udseendet at min moster ligner hende." Hun havde mødt bedsteforældrene ganske få gange og ikke tænkt videre over dem i mange år. De boede trods alt også langt væk oppe i bjergene og havde deres familie omkring sig. En familie hun ikke rigtig var del af. Phoenix fik hende dog til at le igen og samtidig være glad for hun ikke var faldet i snak med den anden pige på borgen for nu havde hun jo en frygtelig lyst til at se hvad der kunne få den varulv til at tabe besindelsen. "Det kan være en varulve-ting. Miranda kan også være belastende beskyttende til tider."

Caitlin gav den andens skulder et klem, som denne så på hende og smilede så forsorent. "Du kan da en del! Være mystisk og seende, men mest af alt er der så mange forskellige at alle på en eller anden måde passer ind." Hun havde allerede et par ideer til hvad... Caitlin stoppede midt i en tanke, som den anden pige virkede til at forsvinde kort og på en måde der fik de små hår til at rejse sig på armene af den yngre pige. Så var øjeblikket dog gået og de rosa øjne vendte tilbage til hvad der var normalen for dem. Så lo hun dæmpet af det første Phoenix svarede, før hun så mistænksomt og en anelse overrumlet på hende ved det næste. Hun slap hende dog ikke, men så bare på den anden før hendes mosters ord om det sære pigebarn trængte frem og fik hende til at hæve et øjenbryn. "Skal du have noget med siden du nu mener jeg planlægger en tur tilbage?" Hun havde da haft tanken siden rygterne var startet om Samsons død og borgens forfald. En ruin var lige noget for et par som Amy og hende at udplyndre.

Phoenix kiggede på Caitlin med hovedet let på skrå. Hun var ikke helt sikker på hvorfor hun stilte spørgsmålstegn ved at Samson var glad for hende. Indtil det gik op for hende hvordan det kunne lyde. Phoenix trak lidt på skulderne og gik tilbage i et mere lallet hjørne, specielt da Caitlin blot slog det hen med latter og ikke så ud til at tænke videre over det nu.

Hvis Mirandas mor er sådan, hvordan i al verden er Miranda så blevet til.. det hun er!" Phoenix lavede dramatiske armbevægelser og var en smule forvirret over at nogen som Miranda kunne havde så dejlig en mor og at det ikke smittede af! Med mindre hun selvfølgelig havde boet ved sin far. Phoenix anede jo intet om den kvindelige varulvsfortid, andet end hun havde en tendens til at være pisse sur. "Så må være en sjældenthed.. Eller i hvert fald sjældent at ret mange får den at føle."

Phoenix bed sig let i læben og tænkte lidt i læben og trak på skulderne. Måske havde Caitlin alligevel ret i at hun nok passede ind et sted, andet end på borgen. Eller rettere, andet sted end hos Samson. Hun tvivlede, men det var da værd at finde ud af.
Phoenix tænkte sig lidt om og snoede et tot af sit sorte hår rundt om sin finger. "Jeg glemte en halskæde der. Den er ikke så stor og lavet af sølv med en lyserød sten i. Jeg nåede ikke at få den med da jeg blev taget med ud af borgen. Men Zidiac den blå djævel har nok allerede opsnusset den og taget den med sig. Hvor end hun så befinder sig nu."

Caitlin lagde hovedet let på skrå og bed sig i underlæben. Det var et spørgsmål hun havde stillet sig selv flere gange, men aldrig turde stille højt. Slet ikke til hendes moster og ja, hendes mor havde end ikke brudt sig om at have hende i nærheden, så der havde det end ikke strejfet hende. "Måske det er forvandlingen? Jeg har hørt det skulle være ulideligt smertefuldt og det kan vel gøre alle grumpy?" Hun havde da endnu ikke set eller hørt om en varulv der ikke havde temperamentsproblemer. Så smilede hun og nikkede. "Det tror jeg også... det kan nu også være noget besværligt at have med at gøre."

Så gav hun den anden et lille klem. "Det er vel et forsøg og besøg værd er det ikke? Og det kan ikke være værre end denne triste samling huse..." Caitlin var begyndt at savne anonymiteten i hovedstaden og mulighederne der var der. Hun holdt af at se nye steder, men der var nu intet som at være på hjemmebane når det kom til at skjule sig eller finde fortjenelste. Alligevel fristede Phoenix hende til endnu en tur ud i landet og endnu et eventyr. Hvis Amy ellers havde lyst, for borgen var ikke et sted Caitlin havde lyst til at tage hen alene igen. "Hvis den er der, hvor kan jeg så finde den? Og er Zidiac den blå dame der skød vinger?" Hun så ikke helt begejstret ud over at blive mindet om den anden af slaverne hun havde mødt på borgen.

Phoenix kiggede eftertænksomt på Caitlin og trak let på skulderne. "Måske.. men hvornår skete det? Jeg aner ikke hvor gammel hun er, men hun er ikke den ældste.. eller det kan måske havde noget med de spidse øre at gøre? Hun er ikke helelver! så meget ved jeg. Der er en himmelhvid forskel på Miranda og Tara eksempelvis." svarede Phoenix og tænkte lidt over hvor stor en forskel der egentlig var på de to kvinder. Ikke nok med at den ene var varulv og den anden ikke var. Hele deres kropsbygning var også umådelig forskellige.

"jeg skal ikke tilbage dertil.. Ikke uden Samson.. så bliver jeg hellere her eller drager videre. Der er ikke så meget andet for mig at gøre lige nu." Phoenix var ikke fan af at være i denne kedelige by, med umådeligt kedelige indbyggere. Men hovedstaden havde først strejfet hendes sind nu. Specielt fordi, der nu var en stedkendt. Caitlin kendte til hovedstaden og hvordan man skulle begå sig der. Phoenix havde ingen ide om noget som helst.
"I nærheden af Samsons gemakker. Jeg havde et rum ikke langt derfra. Jeg ved dog ikke om jeg har glemt den der, eller i et af de andre rum. Men det er der jeg hovedsageligt befandt mig." svarede hun og mærkede pludselig et savn til halskæden. Hun ville gerne havde den tilbage. "Oh ja.. Ikke et alt for rart bekendtskab! ligemeget hvem det så var der befandt sig i nærheden af hende. En medslave som mig, blev ihvert fald ikke behandlet synderlig godt." grinede Phoenix og puffede let til Caitlin. Hun var ikke bange for Zidiac selvom hun måske burde være det.

Caitlin så muntert på Phoenix og hævede så et øjenbryn drillende. "Hun er kvart-elver efter hvad jeg ved. Mor var i hvert fald og det kom fra deres far." Hun strøg høret lidt tilbage så hendes spidsere end normale ører kom til syne. Hun havde selv en smule elverblod i årene også, men ikke så meget at det virkede til at gøre det store... ud over ørerne altså. Lidet vidste hun at det også påvirkede hendes ældring, men det at det der først rigtig ville komme til udtryk når hun blev fuldt udvokset. Hun havde også fået sin højde der fra. Så lo hun dog, som navnet 'Tara' vækkede genkendelse til en spinkel, rødhåret elver hun havde set en aften på 'Svinet'. "Tara er nok skovelver. De er noget splejsede i det. Morfar var halvt bjergelver." Hun vidste det fordi hun havde spurgt og fået svar, og det havde interesseret hende nok til at hun havde husket det.

"Så kom med mig til hovedstaden. Det kan kun være bedre end her og folk er mere åbne der." Hun beholdt armen om den anden og smilede varmt. Det var stadig svært at tro at den sorthårede pige skulle være ældre end hende, men det var alt om hvordan årene var levet der spillede ind der. Så lagde hun hovedet let på skrå mens hun lyttede og hæftede oplysningerne i hukommelsen. "Jeg skal se om jeg kan finde den. Forhåbentlig har gribbene ikke nået at plyndre alt af værdi ud derfra endnu..." Det ville gøre det til et meget trist eventyr i hvert fald! Det næste fik hende til at grine. "Jeg håber nu stadig hun pakkede sydfrugterne og forsvandt da hun fik muligheden!" Med det gav hun den anden endnu et lille klem, før hun ledte hende ud af gyden. "Og skulle vi så ikke til at finde vejen mod større oplevelser og et bedre publikum for dig?" Hun havde allerede en ide om at Phoenix ville gøre lykke som spåkone på torvet og at det ville give gode muligheder for en langfingret og foretagsom medsammensvoren.