Det var ved at være sent. Mørket var så småt begyndt at falde på, og solen var begyndt at gå ned. Den var efterhånden halvvejs, hvilket resulterede i orange og røde farver på himmelhvælvingen.
Miccashi lå og sov oppe i et træ. Tungen hang hende langt ud af munden, og savlen løb hende ned af hagen. Trods den åbne mund, var der dog alligevel ikke nogen snorken.
I hånden holdt hun alle sine 5 haler, hvor der for enden sad en lille dusk hår på dem alle. De alle var i farven lyserød, ligesom dæmonens hår.
Dog var der foretaget en ændring. Ud af hårene, var der små fine blomster, som man ikke ville mene, burde være der. Blomsterne havde meget forskellige farver. Nogle af dem havde endda blomsterblade i regnbuens farver. De lignede ikke ægte blomster, da disse var meget urealistiske - eller i hvert fald meget sjældne, hvis de overhovedet fandtes i Krystallandet!
Skoven var altid rolig. Miccashi kendte efterhånden lydene alt for godt.
Øjnene kneb sig sammen, og hun strakte sig efterfulgt af et større gab.
Hun missede lidt med øjnene, og undrede sig over, om hun var vågnet naturligt, eller om noget havde gået hende direkte i ørene.
I første omgang, kunne hun ikke høre nogen. Hun lænede sig tilbage igen, og trak benene ind til sig. Hun havde et større tilfredst smil malet på sine læber.
En kvist knækkede lidt derfra, hvilket fik hende til at spærre øjnene op igen.
Hun lænede sig nysgerrigt frem, og kiggede ned mod skovbunden.
Ganske rigtigt.. Der kom en elver gående. Hun åbnede munden let. Hun var facineret af elvere. De var så yndige skabningsmæssigt, at hun ikke kunne andet end at beundre dem.
Der gik ikke mange øjeblikke før hun handlede. Hun havde lavet dette trick en del gange efterhånden, men hun blev aldrig træt af det.
Med halerne greb hun fast i den større gren hun havde siddet på, og svingede sig rundt. Hun hang nu på hovedet, og i det øjeblik hun kom ned foran Tara, var der ikke den helt store afstand mellem dem. Højst 50 cm, hvilket nok var en smule for tæt, til at man fandt det helt normalt at forskrække nogen på den måde.
Der var ikke meget hjernekapacitet i den lille dæmon. Hun tænkte generelt ikke over tingene, det var rettere en vane.
"HEJ!!! De må være en elver, er de ikke? Jeg er en dæmon... altså ikke som alle andre dæmoner. Min race stammer fra Toropolis Isla... Vi er mere lillae i det.. " Smilet blev malet over dæmonens ansigt. Hun lignede en der var en irriterende skabning, men hey.. Det ville de fleste også synes at hun var.
Skønt man troede at vandfaldet af ord ville stoppe, fortsatte de..
"Elvere er flotte væsener. Men De kan blive endnu flottere!.. Hov! Må jeg kalde Dem for Du? Du ved... det er noget nemmere, og elvere ser jeg som mine venner. Har du måske ikke dæmoner som venner? Nej vent.. Det er en dum idé at sammenligne mig med andre dæmoner.." Ordene gik stærkt, og det lød til, at hun allerede havde en hel masse at snakke om, skønt Tara slet ikke havde fortalt hendes navn endnu.
"Hvad hedder du egentlig, elver? Og hvor er du på vej hen? Må jeg komme med? Jeg skal nok opføre mig pææææ-ææænt!" Så mange spørgsmål, og så lidt tid for Tara at svare på dem alle. De fleste vidste ikke engang, om Miccashi overhovedet var interesseret i svarene, i og med der kom så mange spørgsmål på en gang, og folk ikke fik en chance for at svare på dem alle.