Middagssolen stod højt over træernes kroner som Maerwen stille og tyst fulgte en hjort af en veksel gennem skoven. Hun holdt god afstand med blikket så meget på den som på omgivelser og uden at lave en unødig bevægelse eller lyd. Det var mest af alt for øvelse og for at bevise for sig selv at hun stadig kunne efter tumleturen hun havde taget for så ganske nyligt. Hendes tro på egne evner havde lidt et mindre knæk, men som hjorten fortsatte roligt af stien og først stoppede op som en fjern lyd af knækkende grene fangede begge deres opmærksomhed, kunne Maerwen smile igen og slappe af. Den havde ikke en eneste gang ladet sig mærke med hendes tilstedeværelse i de mil hun havde fulgt den.

Tilfreds brød Maerwen fra og forsvandt væk fra vekslen og ind mellem træerne. Der stoppede hun overrasket op og så til siden. Det lysnede mellem stammerne i den retning. Uden helt at bemærke det var hun nået til udkanten af skoven og langt fra alle kendte stier. Det fik hende til tøvende at se sig tilbage, før hun ganske lydløst sneg sig mod lyset med forventningsfunklende øjne. Det kunne da ikke skade lige at se hvad der var på den anden side af træerne. Hun havde jo hørt historierne. Om de åbne sletter og intet mellem ens hoved og himlen. Om de folk der levede derude og de væsner der var at jage og finde. En hel ny og anderledes verden. Et spring fik hende op af stammen på et nærved stående træ og de sidste meter mod lyset tog hun fra gren til gren i de sammenflettede kroner.

Hvad der lå foran hende var betagende. Skoven stoppede bare fra et træ til intet og foran hende var græs så langt øjet rakte. En flods vand glimtede et stykke ude, men ellers var alt hun så højt græs og en grusset vej. De brugte stier i skoven. Fulgte de veje den formede med sine væsner og aldrig ligeud. Denne snoede sig også men langt mindre og blødere. Forsigtigt og med buen i hånden hoppede hun ned fra træet og landede i hug. Blikket var stadig på landskabet, skønt hendes varsomhed var åbenlys. Det var trods alt fremmed land.

Kravenoh havde placeret sig lidt uden for elverly grænser for at nærstudere området til han en dag vil vandre igennem elverly med hans endnu hemmelig gruppe af forskellige folk. han sad oppe i en af de tæt sidende træer hvor man kunne se en del af det hele, og hvor det var svært at se ham.

Kravenoh sad og kiggede efter smuthuler da han fik øje på en elvere som var på vej ud eller var hun, det så ud til at denne elvere ikke vidste om den skulle eller ikke skulle. " ja kom så tag det forbannede skridt ud sådan du kan blive min " og ide elveren gik ud fra grænsen imellem elverly og skoven, havde hun kravenoh fulde opmærksomhed, og straks var han der til at følge efter hende, og det gjorde han oppe fra de høje træer.

Da de var kommet lidt væk fra Elverly tænkte han det nok var på tide at vise sig selv for hende. en lille røg dukkede op foran hende og som en lille vindstød stod han der foran hende med hans klode blik fastnet på hendes, og i Kravenoh store forbavsning var denne elvere faktisk meget køn, så han stod i et kort sekund og stierede på hende inden han kom til sig selv.
" er de ikke faret vild spidsøre " sagde han på en lumsk måde, han var nød til at ikke virke så begejstrede over hende.

Maerwen var blot kommet få skridt væk fra skovens skygge og svingende tryghed med øjnene vandrende over det fremmedartede landskab, som freden blev brudt af en lille røg-søjle. Hendes reaktion var øjeblikkelig og instinktiv, som hun hoppede baglæns, mens hun trak en pil, lagde den på buen og sigtede på hvad der ikke havde været der før. Ikke at en pil ville have været den store hjælp mod ild, men hvor røgen havde været før stod nu en elver. med de spidse øre kunne han næsten ikke være andet, skønt hans træk forvredne og hårde til sammenligning og hans farver var helt anderledes end skovelvernes varme toner. Hvidt hår, mørk hud og lysende gullige øjne der så beregnende på hende. Maerwen beholdt buen oppe, spændt og med pilen rettet mod ham.

"Jeg kunne spørge Dem om det samme - spidsøre."

De var to om at have det kendetegn og hun så langt mindre grund til at en som han var her nær skoven end at hun havde forvildet sig en smule ud af den. Noget fra historie lektionerne prikkede til hendes hukommelse. Noget om hans udseende, men som hun ikke kunne komme på skønt hun var sikker på det var vigtigt.

"Men jeg ved hvor jeg er og med hvilken ret - kan De sige det samme?"

Som hun sagde det bakkede hun et skridt tilbage mod skoven, hvorfra hun var kommet. mellem træerne kunne hun forsvinde så let som ingenting eller kalde naturen til hjælp om nødvendigt. Hun foretrak at bruge planterne frem for sin sang.

"Hvad - hvem er De egentlig?"

Nysgerrigheden endte med alligevel at få hende til at spørge, som hun løb den grønne øjne undersøgende over ham. Pilen forblev dog uvaklende rettet mod hans bryst.

Kravenoh stod blot og betragtede denne elver, det eneste som med det samme faldt i øjne på ham var at hun havde hendes bue rettet imod ham. et lille smil kunne ses på hans læber, " og hvor hurtigt tror de at de kan nå at flygte tilbage til skoven når der står en lige bag ved dig " sagde han og smilede og peget med et lille nik bag ved hende. bag ved hende stod der en af hans skyggekloner som han havde fået frem bag ved hende. men mest af alt skulle det forvirre hende, sådan hun ikke vidste om der var to eller der bare var en.

Kravenoh vidste dog også godt man ikke bare skulle føle sig for sikker når der var natur i området, for naturen vil altid hjælpe elverne hvis de bad om det. " og sig mig en ting tror de selv at du vil kunne gøre noget med den pil der, " Kravenoh rustning var lavet en den tyndeste læder men var stærk som en drages hud, så en pil vil ikke gennembore ham, der skulle mere til." men jeg er en af de type som ikke behøver en grund til at befinde mig sådan et sted som dette, jeg spørger ikke nogen om lov, jeg gør det bare og det er nok forskellen på os to, eller der er nok mange flere ting" smilte han til hende.

Kravenoh gik du et lille skridt imod hende, men var stadigvæk fokuseret på hendes bue der var rettet imod ham, han tog endnu engang et skridt imod hende, " hvad eller hvem jeg er vil jeg fortælle dig hvis du kom lidt tættere på for det er ikke noget jeg bare kæfter op med. ". han vidste ikke rigtig om hun løg med hun ikke vidste hvem han var eller om hun virkelig ikke vidste det. Kravenoh trak en kniv frem og havde den op foran hans bryst ikke fordi han havde tænkt sig at bruge den, men mest af alt for at hun skulle vide at hvis hun skød så gjorde han også. " hvis du nu skulle finde på at skyde ".

Maerwen hævede et øjenbryn af hans arrogante tone, men fjernede ikke blikket fra ham. I stedet lod hun sin magi søge ud gennem jorden omkring sig og specielt om bag sig. Den fandt noget, men ikke levende i naturens forstand. Hun rynkede brynene og pressede lidt mere. Der var bestemt noget, ja, spørgsmålet var om det var en trussel som elveren der stod foran hende var begyndt mere og mere at virke som eller blot vildledning.

"Jeg tager mine chancer skulle det komme dertil."

Hun slap magien og koncentrerede sig igen om ham. Han havde ikke svaret hende på hendes spørgsmål mere hun hun havde svaret på hans. Til gengæld fik han hende til at le med sit næste verbale udfald. En perlende, hjertelig latter, som hun hævede pilen en anelse og et øjenbryn ligeledes.

"Bedre? Det er intet problem at sigte det højere, vis De har det bedre med det."

En pil i hovedet og på denne afstand var ikke til at spøge med. Så kunne han have nok så god en rustning på, men den beskyttede ikke alt og hun var god til at ramme. Hun lyttede uden vaklen, som han fortsatte. Arrogancen var så imponerende at hun ikke kunne andet end smile skævt og muntert til ham. Måske burde hun tage ham mere alvorligt, men til nu var alt han havde gjort at antaste hende nær Elverlys grænser og forsøge at intimidere hende. Så hun lod blikket glide om bag ham og op, før hun så tilbage på ham.

"Det er vist godt vi er ude af skoven. Jeg tror virkelig ikke dit ego kunne være under træerne..... Men ja, der er stor forskel på os. Jeg føler mig for eksempel ikke hævet over alle jeg møder..."

Hun smilede sødt til ham. Var der noget elvere var kendt for så var det deres arrogance og hun kunne se det var et fællestræk til alle de spidsørede stammer. Som han dog tog et skridt frem mod hende bakkede hun igen. Hu kunne lide afstanden mellem dem. Hans ord gjorde hende kun mere overbevist om dette, men også om hvor høje tanker den anden tydeligvis havde om sig selv. Spørgsmålet der stod åbent for hende var om han havde noget at have det i. At han trak en kniv gjorde det ikke bedre og slet ikke som han holdt den. Hun kendte det tag.

"Ingen andre kan høre dig på denne afstand uden at blive set. Der er ingen grund til at komme indenfor den lille kniv dérs rækkevidde af mig."

Kastede han den ville hun skyde og håbe hun ramte før hun fandt ud af hvor god han var og om han luskede med sine knive som med sine omgivelser. Hun følte sig i den grad truet og ude på dybt vand. Et var træning, noget andet var jagt, men dette var langt fra begge dele og hun brød sig ikke om det.

Kravenoh stod blot og lyttede til hende for en elvere der havde rettet en pil imod hans hoved, så kunne man ikke bare lade som om det var ingenting, han vidste at han nok vil kunne nedlægge hende på tæt hold, og selvom de stod et par meter fra hinanden vil han sagtens kunne dukke op et sted efter eget ønske.

Han trak lidt på skulderen " jamen de er da velkommen til at prøve at placere den i mit hoved, men hvad så hvis man selv er i store fare for hvad men gør " Kravenoh smilte og der varede ikke lidt før at der stod 3 skyggekloner på hver side af ham, med knive rettet imod hende, alle var peget på i punkt på hende hvor det vil ha store betydning.

Kravenoh vidste at denne elvere ikke vil tag chance med at dræbe ham hvis hun selv blev drabt i forsøget, men i forhold til ham så vil han være ligeglad med hvis han døde, bare hun kom med i faldet.
for en ting som var sikkert alle de mennesker han havde drabt vil aldrig kunne måle sig med at dræbe en skovelvere. " mit ego hmm flabet det er du det skal du ha, men nogen gange er det måske en god ide at tænke over hvem man er det overfor, for måske kunne det give bagslag" sagde han imens han smilte til hende, Kravenoh vil altid føle sig bedre ind en hver elver, og det følte han sig overfor hende.

han så over på hans skyggeklon der stod bag hende og kiggede så på hende igen. skyggeklonen havde bevæget sig hen imod hende bagfra. " hvad med vi starter forfra du sænker din bue og du kommer her hen til mig, også fjerner jeg mine knive" af en elver at være var hun nok den sødeste men også mest flabet elver han havde mødt.

Maerwen kneb øjnene en smule sammen, som elveren blev til syv, som tre mere af ham dukkede frem på hver side af ham og alle havde knive fremme og sigtede på hende. Det fik hende til at stivne hvor hun stod med pilen sigtende mod den oprindeliges hoved, men let i tvivl om hvad der foregik. Tøvende påkaldte hun sin magi igen, men med samme svar som før, der var noget, men ikke noget og det var ikke naturligt. Intet klart svar og intet hun rigtig kunne bruge til at afgøre hvilken fare hun stod overfor.

"Nydeligt fest trick det der. Danser de også?"

Hun ville ikke helt være ved at de mange udgaver af elveren skræmte hende en smule. Var de mere en skygger var hun i seriøse vanskeligheder og uden muligheder for at tilkalde hjælp. Hun truede ham måske med en pil gennem hoved, men når sandheden skulle frem havde hun aldrig før sigtet på andet end dyr og målskiver. Det her var noget ganske andet og hun forsøgte at skjule sin manglende erfaring bag flabede svar.

Så lagde hun hovedet en smule på skrå og smilede drillende til ham.

"Se det ville jo være lettere, hvis du ville sige hvem du var, hmmm?"

Hun kunne virkelig ikke tage sig af hvem han var, hvis han ikke ville sige det. Det var for åndssvagt, men han var tydeligvis en der var ved at skabe et ry for sig selv. En skam det ikke var nået til alment kendskab i Elverly.

Så fangede en af de mange knive en solstråle og hun stivende tydeligt som hendes blik gled til den. Det var det første bevist hun havde for at der var mere der end illusioner og hun brød sig ikke spor om det. Slette ikke som et nyt lysglimt ramte hendes periferere syn og meldte at hvad end der var bag hende havde flyttet sig. Hun var omringet hvad end hun ville det eller ej og hvad end det var den anden elver havde påkaldt.

"Som du vil... nu du har overtaget..."

Sagde hun så, som hun tøvende sænkede buen og med en langsom, åbenlys bevægelse lod pilen glide tilbage i kokkeret på hendes ryg. Hendes blik hvilede i hans hele tiden, klar til et skift, et angreb eller noget andet uforudset og så trådte hun forsigtigt et skridt nærmere.

Kravenoh kunne ikke lade være med at smile denne elver var virkelig sjov på hendes egen måde, og det tiltalte ham " jamen nej ikke helt men til næste gang vi mødes skal jeg nok have trænet dem til at kunne" sagde han selvsikkert i hans stemme, ikke så meget med at få dem til at danse mere at de skulle nok ses igen, om det så skulle være i elverly så måtte det jo bare være det.
Han fik klonerne til at forsvinde, da hun trak sit våben og begyndte at tager varsomme skridt imod ham. han gik imod hende så de sidst stod meget tæt på hinanden, han så direkte hende i øjne " hvem er de egentlig du er ikke som de andre elver jeg har mødt, du er mere unik på din egen måde " han vidste godt hun ikke i et øjeblik stolede på ham eller var tryk ved hans tilstede værelse, men hvem vil være det når det var ham.

Han rakte hånden op imod hende og placerede den på hendes kind " unik det er du virkelig, men det vil være forkert af mig bare at rører dig som nu " han trak derefter hånden og tog et par skridt tilbage, hvad der vil ske nu vidste han ikke. en elvere og en mørkelver har aldrig været en god combo. han stod derfor blot og kiggede på, mest af alt ventede han for at se hvordan hun tog det, at en mand der lige har virket truende lige havde rørt hende. måske gik hun måske tog hun en pil og placerede i ham, men hvis hun gjorde det vil han være klar, for en ting der er svært er at overraske ham, dog kan det ske men der skulle meget til. " hvis du siger hvem du er vil jeg nok også måske sige hvem jeg er, eller så kan jeg nok overtales på en måde " sagde han med et smil på læben, og slet ikke klar over hvad hun tænkte, hvilken han godt gad på dette tidspunkt.

Alt efter hvad hendes næste trak var stod han og overvejet om han skulle angribe hende nu når hun havde taget sit forsvar væk, det vil være fejt men hvem spiller efter reglerne, ikke ham og han var sikker på at hun havde gjord det samme hvis hun kunne. Kravenoh havde fjernet kniven ide hun trak sit våben væk, dog vil han hurtigere ind hende kunne få den frem så ved at hun fjernede sit våben vil hun være i fare, også selvom det godt kunne virke som om han brød sig om hende, hvilke han nok gjorde et sted selvom han ikke selv vil kendes ved det.

"Næste gang? Hvem siger der bliver en næste gang?"

Atter hævede Maerwen et øjenbryn udfordrende af den anden, men et smil trak også stadig i hendes læber. Han lød så frygtelig sikker på sig selv. Sikker nok til at lade skyggerne gå i opløsning som hun lagde sit mest åbenlyse våben væk. Skygger.... mørke... Som klikkede noget i hovedet på hende, kom den længe søgte oplysning om hvad den anden var op til overfladen med foruroligende hast og gru. Sortelver. Besudler af alt naturligt, modstander af alt hvad der var elvisk og ødelægger af alt de kunne komme nær. Hvad ville en sådan her?

Forståelsen af hvad han var kom dog sent og kunne ikke ændre ved at de nærmede sig hinanden og han med et sejrssikkert smil på læberne. Det provokerede hende nok til at varsomheden i hendes øjne blev fulgt af vilje og ikke frygt som de måske burde og at hun fortsatte i samme spor som hun var startet. So han tog det sidste skridt rykkede hun et baglæns for at beholde lidt afstand mellem dem. Ikke at han lod den være der.

Hans ord fik et spottende smil frem på hendes læber, der stivnede som han løftede hånden og det sitrede i hendes fingre efter at gribe efter kniven i bæltet. Den fik dog lov at blive der som hun i stedet hævede hånden og slog hans væk fra hendes kind med en hurtig præcis bevægelse.

"Meget forkert, hvis du vil beholde fingrene på hånden."

Hendes stemme var skarpe og hendes blik ikke mindre. At han tillod sig at røre hende var en grænse han ikke skulle have krydset efter at have truet så nært hendes hjem. Han havde intet at gøre her og var han ikke selv klar over hvor farligt det var at undervurdere en elver, ja, så ville hun da med glæde give ham en lektion han sent ville glemme. Hun gjorde dog ikke mere efter at slået hans hånd væk end at se på ham og afvente hans træk, hvilket fik hende til at fnyse højt.

"Du lovede at fortælle mig hvem du er, hvis jeg lagde mit våben væk og kom nærmere. Du sagde intet om mit i den forbindelse, så spyt ud. ... Eller løber sortelvere altid fra deres ord, spidsøre?"

Der var kommet en hånlig undertone ind i hendes stemme ved det sidste, der ikke var til at tage fejl af. Så bakkede hun et skridt, mens hun hævede et velformet øjenbryn af ham endnu engang, og så et skridt mere. Hun ville se om han ville svare hende eller stoppe hende eller noget helt tredje. For hvert skridt hun tog baglæns kom hun nærmere skoven og dens tvivlsomme sikkerhed. Engen var skam fin nok, men græs havde sine begrænsninger, skønt der var en del andet og mere interessant i jorden under dem.

Kravenoh var altid selvsikker i hans sag, det gjorde både at hans modstander ikke vidste noget og at han selv fik en selvsikkerhed uden lige. han smilede lidt " tror mig det jeg siger sker hvis jeg vil ha det skal ske, så hvis jeg vil have vi mødes igen så tro mig når jeg siger, vi mødes igen. " han blev ikke overrasket men mere imponeret over hvor flabet hun var overfor ham idet han prøvede at rører hendes kind, det eneste han gjord var blot han ryste på hovedet med et lille smil på læben " der er et problem med din race, og det er at i har for høje tanker om jeg selv, tror du helt seriøst selv du vil kunne flå mine finger af uden at komme til skade? "

Kravenoh var begyndt at ligge mærke til at hun var begyndt at gå tætter på skoven, ikke noget han ønsket så det vil han gøre noget ved. han dannede en skyggeklon af sig selv i sig selv så han kunne forsvinde uset, han dukkede op lige bag ved hende og i en hurtig bevægelse, tog han fat i hende bagfra og placerede en kniv for struben af hende. " jeg håber de snart forstår jeg ikke bare er en du kan true uden at det vil have konsekvenser " hans greb var fast om hende, han kørte knivspidsen op af hendes kind og ned igen til hendes hals " puha hvem jeg er, jamen normalt plejer jeg jo at ridse mit for bogstav i folk, men på din hud vil det nok ikke være så pænt, men nu når jeg har din opmærksomhed så lyt godt efter, Jeg er en Mørkelver som du nok sjovt har lagt mærke til mit navn er Kravenoh, min pligt er at dræbe jeg er skabt til det, jeg er ikke bare ligesom andre mørkelver, men jeg har mine hemmeligheder og muligvis vil jeg dele dem med dig, men alt har sin pris som du nok har regnet ud. så hvad med du fortæller hvem du er imens jeg har dig her, for noget siger mig at du er en kujon som har tænkt sig at flygte tilbage til din elsket Elverly, hvis du fik chancen, og være nu klog for engangs skyld, lad være med at prøve på noget. "

Han vidste at denne elver vil kunne finde på hvad som helst hvis hun fik chancen men for første gang havde han ikke lyst til at ødelægge et kønt ansigt som hende, men det måtte han jo gøre hvis hun strittet imod.

"Problemet med min race? Jeg er ikke den her der har problemer med at være i samme landsdel som mit ego! Er der nogen her der er arrogant er det dig, sortelver!"

Der var ingen varme tilbage i hendes blik, men kun vrede og intet smil var at finde på de hårdt sammenpressede læber. Hun brød sig mindre og mindre om den anden og hele situationen. Han havde et par kort på hånden hun ikke havde set før, men til nu havde han intet gjort der havde fået hende helt ud i offensiven. Det kunne komme og allerede nu forberedte hun sig på det værste ved at lade sin magi sive til frøene under dem og vække dem lige så blidt op til dåd.

Så gispede hun og blev stående som naglet til stedet, da et fast tag greb hende bagfra og en kniv lagde sig mod hendes strube. Først da nåede jorden frem til at fortælle hende om det skift mellem skygge og elver der var sket, som havde hun været i tvivl presset op af en varm krop som hun pludselig var. Instinktivt greb hun efter ham, søgende efter smertefulde punkter at presse til, men holdt brat inde, som kniven vandrede og det kølige metal mod hendes blottede hals og kind trak ilinger ned af ryggen på hende og fik hende til at sende et nødskrig mod Elverly med sin magi gennem jorden.

Som hun lyttede fodrede hun jorden under dem og de første spire sneg sig om. Hun arbejde stille og ikke hurtigt, ønskende han skulle overse hvad hun havde gang i til det var for sent. Hvilket det var, for hun havde givet frøene nok kraft til at de kunne springe i flere års vækst hvert øjeblik det skule være og uden hun behøvede at kontrollere det. for nu holdt hun dem tilbage, men det ville hun næppe blive ved med, som sortelveren pustede sig op og forsøgte at virke mægtig.

"Godt brølt løveunge, men hvem anden end en kujon bruger skygger til at narre folk så de selv kunne løbe fri? For svag til andet end skyggespil? Jeg har aldrig hørt om dig, så hvor berygtet kan du lige være? Behold dine hemmeligheder i fred, Kravenoh. De har ingen interesse eller værdi her."

Det sidste var en løgn, men det var ikke til at høre på hendes tone, der forblev hånlig og affærdigende. Hun var skræmt og gjorde klogt i at være det, men nægtede fortsat at vise det overfor denne opblæste nar. Bedømte hun ham ret fandt han nydelse i andres smerte og det ville hun ikke give ham. Så hun fortsatte med ro og oprejst pande, skønt det langt fra var let at forblive sådan.

"Men du gav mig dit navn, så det er kun fair jeg giver dig mit - nu du spørger så pænt. Maerwen er navnet og drab noget jeg gør for overlevelse og ikke sjov. Der er den virkelige forskel mellem os, sortøre."

Dværgen havde hørt lyden, som de havde været midt i at tage sig af deres fanger, og da det var sket, vidste Thorn også, at den var gal. Et udråb som det, Dorín havde hørt, måtte betyde at nogen var i fare. Nu hvor der i forvejen var spioner i skoven, undrede det ham overhovedet ikke, at der muligvis var flere.

Eftersom at fangerne var bundet forsvarligt, lod ham dem ligge, og skyndte sig at stige op på sin hest, skarpt fulgt af Dorín, der tydeligvis ikke brød sig om at være så højt oppe. Han bebrejdede ikke dværge. De var vant til, at være lave og derfor langt nede. og med deres fødder solidt plantet på jorden. Faktisk var de normalt inden i de store, mørke bjerge. Han tog det roligt, for at vise dværgen, at der ikke var noget at være nervøs for.

Da de begge var på hesten, satte han lettere brat i galop mod lyden, som Dorín havde beskrevet, og der gik ikke længe, før de var tæt på. Hingsten var trods alt temmelig hurtig, og at der sad en dværg og en ret let elver, hvis eneste tunge udrustning, var en læderrustning, på dens ryg, var ikke det helt store problem.

Da de var tæt på, steg han af, og gav Dorín en hjælpende hånd, mens hans bevægelser var stille. Der var ingen grund til, at fjenden vidste hvor de var, og han var sikker på, at Doríns jægerfærdigheder, gjorde ham i stand at bevæge sig med samme stilhed. Thorn trak sin langbue og lagde med det samme en pil på strengen, mens han langsomt trådte tættere på roden til problemet.

Faktisk blev han en lille smule overrasket, da han så Kravenoh igen. Sidst havde været dybt irriterende for både ham, Toorah og Rhovandír, samt de soldater, de havde haft med. Thorn vidste udmærket godt, hvor heftige, Kravenohs magiske kræfter var, men i det mindste så det ikke ud til, at Venser var med ham denne gang. Men man kunne aldrig vide.

At manden stod med Maerwen og en kniv for hendes strube, satte let gang i Thorns temperament. Han vidste godt, at han skulle træde forsigtigt, for ellers kunne den unge elver godt dø, men han var også meget klar over, at denne sortelver ikke havde lyst til at snakke diplomati overhovedet. Hans bedste forhåbning var, at Dorín ville tage overraskelsesangrebet, mens Thorn tog opmærksomheden. Han blev dog bag et træ, bare for at være på den sikre side.

"Slip hende, Kravenoh. Er hun virkelig så træls for dit ego, at du har brug for at dræbe hende?"

Spurgte han med en mindre hånende tone i stemmebåndet. Det var tydeligvis den eneste måde, man kunne tale med sortelveren. Med de ord sagt, satte han i løb og kom om bag et andet træ. Det handlede om at være i bevægelse konstant lige nu, og Thorn havde en udmærket smidighed til, at undgå at larme i mens han løb.

Jorden havde anbragt et overdøvende råb om hjælp igennem sig, som instinktivt havde fået Dorín til at kaste sig mod jorden og lytte. Dette havde frembragt et lettere undrende blik fra Thorn, men ikke noget som Dorín lige umildbart havde bemærket, da han lukkede øjnene og lyttede. Han var lige blevet færdig med at binde en af mændene fast, da lyden nåede ham. Hurtigt fortalte han elveren hvad han havde hørt, og havde allerede bestemt sig fast på at tage mod hvem end der kaldte, selvom det ville gå langsomt med hans korte ben. Ikke særlig effektivt at være en dværg når man skulle løbe nogle steder hen! Dorín fulgte hurtigt og mindre elegant med op på hesten og havde et lettere dårligt forhold til at være så højt oppe på hesten. Han var ikke bange for højder. Han havde lige siddet oppe i et træ! Men når han sad på noget som han vidste ville sætte i bevægelse, var det straks noget helt andet, så derfor holdte han også godt fast i elveren, for at være helt sikker på ikke at skvatte af!

Da Dorín endelig var solidt nede på jorden igen, mærkede han hurtigt hvordan han blev mere afslappet. Han foretrak langt lavere dyr hvis han da endelig skulle op og ride, men de var nået hurtigt frem, hvilket var det vigtigste i dette tilfælde. Dorín trak ikke sin bue med det samme, ligesom Thorn, men så i stedet sine omgivelser an. Imens Thorn bevægede sig langsomt men sikkert frem mod personerne, kraglede den rimelig lette dværg, lydløst op i et af de nærmeste træer og satte sig i dække bag træernes grene, og nemt havde udsyn over alt der foregik, og samtidigmed kunne joine ind med overaskelsesmomentet. Han tog buen frem og lagde en pil klar. Han fokuserede på manden som tydeligt truede elverkvinden, som han spændte buen og ventede til det rette øjeblik og lyttede efter det rette øjeblik.

Kravenoh smilte blot af det hun sagde, hun prøvede virkelig at få ham til at dræbe hende, ellers var hun bare godt dum " jeg ved ikke om du har et døds ønske eller du bare tror at du kan vinde dette, lige nu går alt efter hvordan jeg vil have det skal forstået." sagde han på en bestemt måde.
han tog kniven endnu en gang og kørte den op og ned af hendes hals, men da han kom til halsen stoppede han og forsatte længere ned af hende. " sig mig hvad gemmer i egentlig under jeres tøj spidsøre " sagde han på en lumsk måde, Kravenoh var ikke en der voldtog eller noget, det var blot for at hun skulle vide han havde kontrollen.

Han kørte kniven op til hendes hals igen, han skulle lige til at åbne munden igen da han hørte en stemme, en stemme han havde hørt før. et lille smil kom frem på hans læber " arha den lyshåret elvere." han holde godt fast om hende imens han kiggede rundt for at se om han kunne se elveren. han var godt klar over hvad denne elver var i stand til, at blokke hans syn, så han vidste han skulle handle hurtigt " hvorfor skal i altid være flere ind en imod mig. kujoner siger jeg blot " han var nød til at handle nu, han lukkede øjne kort og frem kom der 6 skyggekloner, Kravenoh gav dem ordre til at kaste knive ud i alle mulig hjørner, for at ramme hvis der var nogen der skulle side i et træ eller bag en busk, han fik 2 andre frem til at søge rundt i området og lede efter den lyshåret elvere.

Kravenoh fjernede kniven hvor efter han tog en af hans lammelses nåle frem han tog 2 af dem og placerede den ene i hendes arm, og den anden tog han og placerede en cm fra hendes nakke. hvis der skulle ske ham noget nu så vil han placere den i hendes nakke og hun vil være lammet fra nakke og ned. hendes arm vil være lammet i timer nu, og man kunne ikke bare fjerne nålen selv det vil gå meget være ud over hende. " kom nu bare frem elver jeg ved du gemmer dig i skoven, men husk nu hvad der skete sidst nogen gemte sig for mig." han håbede at han kunne huske da Kravenoh brænde træerne i Elverly, og at det måske vil få ham på andre tanker, at der var en mere til stede vidste Kravenoh ikke noget om.

At have en kniv vandrende over huden på den måde var rart og som hun kunne høre hans stemme ændre sig og blive mere bestemt og mindre lokkende, faldt en god del af hedes bravur væk. Det var så let at slynge om sig med spydigheder, mens de stod med afstand imellem sig, men nu var han lidt for tæt på og havde lidt for meget overhånd over hende. Hvad han understregede med sine ord og sin kniv så ganske tydeligt.

"Forstået..."

Hun kunne ikke få sig selv til at sige andet, men ordet var svært at få frem. Ikke mindst som hans kniv gled ned og hans ord fik hende til at stritte imod hans greb. Det nyttede dog intet og som kniven var tilbage mod hendes hals stivnede hun atter og hvæsede bare af ham.

"Intet for du at se, sortøre."

Så fangede et tilråb deres begges opmærksomhed og hun vendte øjnene forhåbningsfuldt mod skoven med et udåndet 'Miilaethorn...'. Det var dårligt nok en hvisken, men heller ikke nødvendigt da Kravenoh tydeligvis også havde genkendt stemmen. Hun flyttede let på sig, men opnåede intet ved det, men bevidstheden om ikke at være alene længere gav hende modet til at svare ham igen endnu en gang.

"Kom det fra ham der brugte antal til at skræmme for få øjeblik siden.... Det må være en elverting - at ville være i overtal."

Hun var startet hånligt, men det var lidt gået af hendes stemme, som han havde fremkaldt flere af sine skygger og sendt dem ud omkring dem. Hun kunne se solen glimte i metallet som knivene fløj ud omkring dem i en halvbue, men før hun fik mere end forsøgt at løsrive sig fra hans greb, som kiven forsvandt fra hendes strube eller åbnet munden til et advarselsråb, stak noget hende i armen, der fik hende til at gispe og stivne i stedet. Så slap hendes hånd hvad den havde holdt i og armen hang slap ned fra skulderen. Maerwen spærrede øjnene op og blev helt stille.

"Hvad gjorde du ved min arm...? Og hvad skete der sidst?"

Hendes stemme var blevet lille og usikker. Hvad end der var ved at ske var det intet godt og den magtesløshed han havde placeret hende i og stadig holdte hende i var så uvant og altoverskyggende at hun ikke vidste hvad der skete længere eller hvad det var meningen hun skulle. Så hun stod bare og holdt fast i sin følelsesløse arm, mens hun forsøgte ikke at panikke helt.

Thorns ellers vrede grimasse, blev lettere chokeret, da seks skyggekloner dukkede op og begyndte at kaste knive i alle mulige retninger. Så det var så lavt, manden havde sunket? Thorn, i overtal? Det skulle da nok passe. Eller ikke.
Han bevægede sig hurtigt væk, som en kniv kom lidt for tæt på, og blev med alt held ikke ramt, netop fordi han stod bag et træ. Men det gjorde ikke situationen meget bedre, som han hørte Maerwen snakke til Kravenoh derude. Han kunne sagtens høre ordene, og det endte til sidst med, at han slyngede buen om på ryggen og satte pilen tilbage i sit kogger. Nu afhang det af Dorín.

Han gik ud fra hvor træet var, mens han trak sin elverklinge. Han så tydeligt vred ud, for han kunne sagtens huske hvad der var sket sidst. Thorn blev sjældent vred, men denne mand fik virkelig hans blod i kog.

"Hvad der skete sidst? Du mener dengang du brændte flere træer herinde ned? Jeg kan sagtens fortælle dig, hvorfor vi er flere. Du er inde i vores HJEM! Du vandaliserer træerne og du skræmmer MINE venner!"

Thorns snerren blev til en råben, men han var samtidig meget årvågen. Han vidste godt, at Kravenoh kunne teleportere sig rundt omkring, og at han kunne lave flere skyggekloner hvis han ville. Og det irriterede ham grænseløst.

"Så fortæl mig, Kravenoh, hvad er der i det her for dig? Hvofor SKAL du absolut komme her og forstyrre os konstant?!"

Da skyggerne pludselig blev fremmanet, mente Dorín at han skulle til at revurdere sit liv en del. Igen var han i fare! Endnu engang havde han ubevidst rodet sig ud i problemer. Men der var folk i fare, så han havde nok kastet sig hovedkluns ud i problemer under alle omstændigheder. Da knivende blev slynget afsted var han nær panikket. Der var ikke mange muligheder oppe i et træ. Med nød og næppe undgik han en kniv som skar en af hans fletninger over. *Skygger.. af alle ting, så skygger!*. Han var nær gledet ned af grenen, men nåede at genvinde balancen ved at klamre sig til træets stamme og ånde lettet op, da det ikke længere føltes som om at tyngdekraften var ved at få overhånd. Han klemte sig helt op af træet som skyggerne bevægede sig rundt og kravlede først tilbage ud på grenen da Thorn trådte frem.
Dorín havde nær affyret en pil, da nålene gjorde deres fremtræden, og han med et diskret knurren løsnede den spændte bue og sad afventende igen. Hvor var det dog irriterende. Han overvejede sine muligheder. Lige nu var han den eneste i selskabet som var i det skjulte, og ukendt for størstedelen af forsamlingen. Dorín nåede frem til den konklusion af forvirring lige nu var hans bedste og sikreste angreb.

Dorín løftede sin hånd roligt og holdte fokus på et klippestykke i den modsætte ende af lysningen end hvor Dorín befandte sig. Han begyndte langsomt at klemme sin hånd sammen, hvilket forudsagede at klippestykkerne begyndte at splintres og sprænge og derved skabe larm, hvilket han håbede kunne distrahere hvem end denne sindsyge person nu var. Han brød sig slet ikke om hvordan han behandlede elverkvinden, og generelt afsendte han en aura han heller ikke brød sig synderligt meget om. Han håbede blot bare at dette ville virke og give enten Thorn eller ham selv en chance for at handle.

Kravenoh kunne godt fornemme at den lyshåret elver var sur på ham, men det var han lidt ligeglad med, han smilte lidt da Maerwen kommentar kom frem " har ikke gjord noget måske kun hjulpet mig selv, og ja lammet din arm, og hvis de ikke opfører dem ordenligt eller at den lyshåret ven ikke smider sine våben til jorden, så vil du blive lammet fra halsen og ned, så sænk dit våben blondie " sagde han på en meget hård og bestemt måde, dog kunne han ikke lade være med at grine " hører her sidst jeg tjekket var vi ikke i Elverly, dette sted her er ikke Elverly så du burde ikke brokke der her, du burde faktisk bare smutte, så tager jeg den selv herfra "

Kravenoh blev afbrudt af en lam, som fik ham til at kigge kort imod lyden, dette vil være et oplagt mulighed for en hver at skyde en pil imod ham hvis man ikke var opdaget, den lyshåret elver havde han stadigvæk et øje på selvom han kiggede sig om, og trods alt var klonerne også opmærksom på ham.
hans opmærksomhed gled igen hen på Miilaethorn " jeg har en lille opgave til dig, din leder den rødhåret kvinde som leder jeg, hvis jeg skal lade denne unge kvinde gå, så skal de med garanti give hende en besked fra mig af, og hvis du vælger at gøre, men så ikke holder det løfte, så vil jeg brænde hele Elverly ned, og du ved jeg mener det. "

Kravenoh så afventende på ham, og så lidt på hende " vil det ikke være rart for dig at slippe som nemt væk. " han tog med den anden hånd frem et stykke foldet papir, og kastede det over til Miilaethorn, hvor det landet for føderne af ham. " det brev skal du give til hende, men jeg er nød til at vide du holder det løfte hvis du vælger at tag imod tilbudet, hvis ikke må vi gør det på den hård måde."

Maerwen hørte Miilaethorns ganske tydeligt svare på hendes ene spørgsmål, før Kravenoh nåede det og stirrede bare forfærdet på træerne ikke så langt væk. At se dem brænde og opleve dem ødelagt var det værste hun kunne forstille sig. Eller det troede hun til Kravenoh smilede til hende og på sin alt for hårde og kontante måde gav hende noget der var værre. Hun drejede sig nok til at kunne møde hans blik med skræmte, grønne øjne, før hun vendte blikket fra ham med afsky og forsøgte ikke at tænker over det han havde sagt.

Som han fortsatte var det dog ikke muligt og mens hun afsøgte træerne for bevægelser hun ikke fandt søgte hun febrilsk efter hvilke muligheder hun havde for at hjælpe Thorn. Den lyshårede elver havde trukket sværdet fordi han ikke kunne skyde på Kravenoh så længe han brugte hende som skjold. det kunne hun dog ændre. Så som var det koordineret vendte hun det hvide ud af øjnene og lod sig falde slapt tilbage mod sig tilfangetager og mod jorden, mens lyden af sten der knustes pludselig fyldte luften. Greb han hende ville han være hæmmet af hendes vægt og slappe skikkelse og lod han hede falde ville hun være tæt på jorden og det forsvar hun kunne kalde frem der.

Hun kunne høre ham forhandle med Thorn eller hvad hun gik ud fra var hans måde at forhandle på, som mere var at udstikke forlangender. Det var altså ikke tilfældet sortelveren havde luret lige udenfor Elverlys grænser og sikkert kun tilfældigt det var her han havde vist sig for hende. Hun svarede ham ikke, men blev slapt hvor hun var uden at fortrække en muskel. De var to om at kunne bruge bedrag til deres fordel.

Thorn håbede inderligt, at Dorín ville afhælpe dem på en eller anden måde, men som det så ud lige nu dækkede Maerwen for Kravenoh, hvilket han fandt yderst irriterende. Som sortelveren udstødte sine ønsker, lo Thorn let ved sig selv. At han skulle smide sit sværd kom aldrig, nogensinde på tale, men heldigvis så det også ud som om, at oddsene blev ændret, idet der lød noget af et stenskred længere væk. Han vidste godt, det måske kunne være fjendtligtsindet, men han skævede kun meget, meget kort, alt i mens Kravenoh begyndte at forhandle.

Brevet skænkede han end ikke et eneste blik. Han stod tavs, overvejende, indtil Maerwen pludselig blev slap i sortelverens arme. Selvfølgelig mistog han dette som, at Kravenoh havde lammet hende, og han ønskede ikke længere, at forhandlingerne skulle tage sted. I stedet fokuserede han på Kravenohs blik, til hans magi endte i sortelverens syn, der sikkert ville gøre ham blind for i de næste par minutter. Han antog dette som tid nok, mens han trak sin mindre kniv og kastede den efter ham. Om Dorín havde samme, passende takt for hvornår man tog handling, vidste han ikke.

"Du skulle have tænkt over forhandlinger før du rørte mine landsmænd!"

Snerrede han kort for hovedet, klar på at gå i bevægelse hvis der skulle ske noget som helst uberegnet.