Vinden blæste stille forbi skikkelsen, der lydløst bevægede sig fra skygge til skygge. Månen stod højt på himlen, og kastede sit spøgelseskolde skær gennem de dunkle trækroner og ned på skovbunden. Det var en lys nat, og lyset irriterede Alzeids følsomme øjne. Bag ham kunne han tydeligt lugte sin potente efterfølger. Han kunne mærke hendes energi, og han var konstant klar over hendes tilstedeværelse. Hans sløjfede psyke kørte i ring, og bragte hans opmærksomhed tilbage på hende, som var hun en blodplet på hans bevidstheds hvide silkedug. Cathrine stod ud i hans trætte sind, kun matchet af den knugende sult, der ikke tillod ham at tænke på andet. Og han sørgede for at hun vidste hvor han var. For hver gang hans tanker vandrede til hendes hoved, gik de ligeså tilbage. Således havde Alzeids sorte magi forbundet dem, og hun vidste i ligeså stor grad hvor han var som han hende.
Under normale omstændigheder ville hun ikke kunne mærke af dette; magien var Alzeids værk, og Alzeid kontrollerede energier der strømmede både fra og til hende. Men nu var hans tanker spredte og flygtige. Hans sind overflød med spæde tanker, der alle døde under fødslen. I hans hoved fik magien frit spil, og han hørte stemmerne hviske fra skyggerne. Skygger som kun han kunne se.

På hele rejsen fra krypten havde han ikke mæglet et ord til Cathrine, af frygt for at han skulle miste kontrollen over sin stemme, og sige noget upassende, eller snarere noget hun ikke havde brug for at høre. Men han havde kun en tanke i mente, og Cathrine kunne mærke hans beslutsomhed. Og hun ville uden tvivl anerkende, at hans formål ikke var at give hende et bad.

De to skikkelser bevægede sig hastigt gennem skovens træer. Der var ikke mange skabninger der frivilligt stillede sig i vejen for en vampyr, og selvom der i denne skov fandtes nogle få af disse, var de ikke stødt på nogen problemer. Dette havde stemmerne sørget for, og Alzeid vidste at de kunne stoles på. Nu var det blot et spørgsmål om tid før de nåede deres destination.

Månens lys var stadig utroligt lyst for Cathrines mere uvante følsomme øjne, men det var ikke et irritations moment for hende. Hun nød det. Det var som om månen gav hende endnu mere energi end hendes krop allerede var fyldt med. Månen tilføjede en sær sitren i hendes krop. En boblen der sad lige under huden. Ikke en glad følelse som når man glæder sig til noget, men en konstant sitrende opmærksomhed. Det var som om månen kompenserede for hvad solen engang havde givet hende, men på en kold, vild og ukontrollerbar måde.

Hun var opmærksom på absolut alt omkring hende, og alligevel var opmærksomheden på intet. Som et lille dyr der er nysgerrig på alt omkring sig, men ikke har den fornødne koncentration til helt at forstår alt det omkring liggende.Cathrine vidste ikke helt hvorfor hun havde det sådan. Hun var både spændt, men foruroliget over denne følelse; for hun vidste det ikke stammede fra hendes menneskelige sind.
Det eneste hun vidste med sikkerhed var at hun virkelig gerne ville have et bad. Og nyt tøj. Hun blev ved at sanse hendes beskidte og blodige tøj og hver gang opmærksomheden faldt der, blev hun mere frustreret end tidligere. Det var på sin vis ikke kun lugte. Det var mest lugten… Men også at det var hans tøj. Ikke at det var dårligt tøj; skjorten var egentlig behagelig mod hendes kolde følsomme hud, men det var hans.

Cathrine tænkte ikke yderligere over at han intet havde sagt til hende; det var meget normalt, og desuden var hendes opmærksomhed på alle de lyde og lugte hun ikke tidligere havde kunne opfange. Til gengæld havde hun lagt mærke til den underlige forbindelse mellem dem. Hvad var det?
Det var som om hendes sind blev tvunget til at mødes med hans, uden hun selv kunne gøre noget ved det. Det forvirrede hende og under normale omstændigheder ville hun have brugt sin tankevirksomhed på at bryde forbindelse - ikke at hun ville være i stand til det, men med denne energi og sitren i hele hendes krop kunne hendes sin simpelthen ikke samle sig nok for at modstå det.
Til sidst kunne hendes tanker alligevel stå nok sammen til at formulere et spørgsmål som hun ind i mellem indtrykkene havde tænkt over.

“Hvor er vi på vej hen?”

Hun havde ikke egentlig tænkt så meget over det, men nu hvor de var i en skov, undrede hun sig alligevel over hvad de egentlig skulle i sådan en.

Han var stoppet op nogle meter længere fremme, for at tænke sig om og lytte til stemmerne. Som hans tankers intention en sidste gang cirkulerede over til Cathrine nåede hendes ord med tilbage, og hans underlige tågetilstand blev pludseligt afbrudt.
”Hvad?” nåede han at sige inden at han havde tænkt sig om, og bed derefter sig selv figurativt i tungen for at have ladet ordet slippe. Cathrine ledte kun efter et øjebliks overhånd før hun ville prøve noget drastisk, det var han sikker på. Det var derfor vitalt at han ikke lod hende vide præcis hvor træt det var at han var. Ikke at dette ville blive meget svært, da hun underligt nok lod til at være overvældet af naturen omkring dem, nærmest som om hun aldrig havde været udenfor før. En idé han hurtigt forkastede.
Han vendte sig om, og kiggede på hende. Efter umærkeligt at ryste på hovedet for at tvinge stemmerne ud, kiggede han hende lige i øjnene med den sædvanlige kolde ro, han plejede at have under sin magt. Han krængede næsen, og kiggede ned af hendes tøj. ”Det er på tide at du får vasket dit tøj. Eller mit tøj, alt efter hvordan du ser på det. Kan godt være at jeg ikke er interesseret i det efter at du har slidt det sådan.” Mentalt slog han sig over knoerne med et langt fiktivt stykke træ, med rustne søm kækt på sned hist og her. En spydig kommentar var heller ikke noget han normalt kom med.
Han vendte sig om igen, på hvad han håbede var en rolig og kontrolleret måde. Til skyggen til venstre sagde han nonchalant, tydelig uden at være klar over at han talte højt: ”Jaja, jeg ved godt hvad jeg har gang i.” En tid kiggede han ud i natten, og undrede sig over om han lige havde sagt det højt, og var glad for at hun ikke kunne se den bekymrede sammentrækning af hans øjenbryn. ”Der er en flod lidt længere fremme, og jeg syntes at du skal tage ned og vaske dig og tøjet.” Dejligt kort, og præcis, tænkte han med triumf.
”Jeg bliver tilbage,” han holdt en kort pause, og da han forsatte var der krøbet en køling undertone ind i hans stemme, ”og så kommer du bare tilbage, når du er færdig med hvad end du skal gøre.” Igen var han glad for at hun ikke kunne se hans ansigt, og specielt ikke hans listige smil.