Solen var ved at stå højt på himlen. Vinden blæste stille gennem de enorme sandsletter. Ikke en sandstorm i syne endnu, men det kunne komme pludselig og helt uventet. I horisonten kunne der anes nogle palmer der viste grænsen til den hemmelige oase som han var en del til at holde hemmelig og beskyttet mod røveriske overfald. Ikke mange der ville prøve at overvinde dem ude i ørkenen, hvor de var i deres es, hvor sandet arbejdede med dem.

Ude der hvor man kun kunne ane oasen i det fjerne lå en yngre Akar og hvilede sig, og ved siden sad en mand i hvide klæder hvor stort set hele ansigtet var dækket til af et tyndt klæde, som sørgede for at han kunne holde sig kølig, og uden for solens brændende stråler, men det var kun op på formiddagen, så solens styrke var ikke så slem endnu, men til middag ville den blive hård og nådesløs.

Rafik sad med lukkede øjne og i skræderstilling i solen, mens han ventede. Han havde siddet der i et par timer nu, men han ville blive ved med at vente, men han kunne godt mærke at irritationen var ved at melde sig, men han ville ikke hente sin ulydige elev. Riddick skulle have været på stedet ved solopgang, og nu var det ved at være op af formiddagen, og han var som sædvanlig for sent. Det skulle nok blive straffet på et tidspunkt.

Han fornemmede i sandet at eleven var på vej hen mod ham, men han forholdte sig helt stille og blev i den samme position og holdte øjnene lukkede og lod sine hænder hvile på knæene. Lidt sand blev blæst op og hvirvlede lidt rundt inden det lagde sig ned igen. Han lod sin elev bare stå, uden at han svarede ham overhovedet, og han virkede til at ignorere ham fuldstændig. Han virkede som om han ikke lagde mærke til ham, og han havde tømt sit sind fuldstændigt. Han var i en indre ro. Det var det der gjorde at han ikke huggede nogle lemmer af Riddick en gang i mellem, og nogen gange var han fristet til at hugge hans manddom af fordi det kunne være at han for en gangs skyld ville glemme de tøsebørn og komme til tiden.

Pludselig vippede han kort med det ene håndled, og sandet under Riddick trak sig væk og lavede en malstrøm af sand, der ville trække Riddick ned ind til livet, hvis han ikke var opmærksom og hurtig nok. Han holdt resten af kroppen i ro, og han åbnede stadigvæk ikke øjnene og sagde ikke et ord. Han håbede så meget at Riddick var fuldstændig uforberedt, så han kunne give ham en ordentlig lærestreg, som han virkelig fortjente, for at lade ham vente i flere timer, hvor han kunne have lavet alt muligt andet end at vente på den lille arrogante dreng, som skulle spille smart over for pigerne.

Han holdte sig stadig stille, og hans indre ro hjalp ham med at ignorere Riddicks irriterende mentale beskeder han sendte ind i hans hovede. Ikke nok med at han var en bastard, og ikke var vokset op i klanens varetægt med det samme, men så havde han også fået sådan en irriterende evne som telepati! Hvad skulle han bruge det til? Telekinese kunne bruges til noget! Det var nyttigt. Det kunne man bruge til at beskytte sig yderligere mod sandstorme, og det gjorde det så meget lettere at belæsse Akarerne med varer, når de skulle af sted med en karavane.

Da Riddick sad solidt plantet nede i sandet, stoppede han malstrømmen, så sandet ikke ville knuse hans ben, fordi han stadig skulle kunne gå et lille stykke tid endnu. De skulle træne så hårdt at Riddick skulle slæbe sig hjem, og Rafik ville ikke vente på ham. Han skulle bare holde trit, om så alle hans muskler værkede i hans krop. Han rejste sig op, men sagde stadigvæk intet til Riddick, der bare sad i sandet. Han så ikke en gang ned på Riddick, og ignorerede ham stadigvæk. Han gik hen til Akaren der lå og hvilede sig endnu, og med et elegant spring, hvor det så ud til at sprang for højt for et almindeligt menneske, hvilket han også gjorde ved hjælp af sin telekinese. Han stod oppe på ryggen af Akaren og så mod solen, uden at kigge på den. "Det er fire timer efter solopgang." Sagde han så højt at Riddick nok skulle kunne høre det, men han lod som om han ignorerede stadig Riddick. Han så ikke på ham og henvendte sig ikke direkte til ham, men det var nok tydeligt nok at han var godt og grundig utilfreds med hans manglende tidsfornemmelse.

Han sprang ned fra Akarens ryg og landede foran Riddick, og så første gang ned på ham, og hans øjne var kolde, men rolige. Han lagde sine arme over kors. "Hvis du ikke passer på, så ryger din manddom på et tidspunkt, hvis det er det der skal til for at du kan dukke op til tiden" Han lod Riddick stadigvæk sidde fast i sandet, men hvis han ville forsøge at komme op ved egen hjælp ville han ikke stoppe ham, men faktisk være en smule tilfreds, fordi så tænkte han omsider lidt selv, og hvis han ville læse hans tanker for det, ville han blive meget utilfreds, og der ville nok blive lagt ekstra pres på ham under træningen.

Han så ikke en gang efter Riddick da han lidt for ukontroleret lod sandet skubbe sig op af sandet, så han fløj højt op i luften, men vendte sig lidt væk fra ham. Han stod stille og ventede til at Riddick ville komme med en af sine sædvanlige undskyldninger hvor han fortalte at det ikke ville ske igen, og alt det der, og selvfølgelig kom det igen, som han havde forudset. Den dreng lærte aldrig, men nu skulle der altså trænes, og det skulle Riddick få lov til at mærke, fordi nu hvor han var kommet fire timer for sendt, så ville træningen fortsætte i middagssolens hede, så hans rygstykker ville blive godt brændte, mens han ville sidde i skyggen og se på.

Pludselig vendte Rafik sig om mod Riddick og sendte et hug med håndkanten mod hans højre skulder, for kort efter at sende et spark mod hans hofte, et slag mod ribbenene og et slag mod hovedet, efterfulgt af et spark mod hans venstre lår og et slag mod maven og brystet. Det gik meget hurtigt, og han forventede at han i det mindste ville prøve at blokere slagene, men hvis et af slagene ville gå ind, så ville de næste højst sandsynligt også gøre det, og han slækkede ikke særlig meget på styrken af slagene. De ville gøre ondt hvis han ikke blokerede dem, fordi slagene og sparkene var beregnet for at ramme musklerne, så kropsdelene ville blive svære at bruge igen efter et stykke tid. Meget effektiv teknik, hvor styrken ikke var det vigtigste. Han havde trænet paraderne med Riddick, men han havde indtil videre ikke været tilfreds, så sådan et overraskelsesangreb ville vise om han kunne huske paraderne, og ikke glemte dem så snart han havde lært dem. Hvis han ikke havde husket dem, så ville det være en alvorlig lærestreg, fordi det ville blive endnu hårdere at træne, med muskler der allerede var ømme fra starten af.

Han var skuffet da han kunne mærke Riddick ikke blokerede, hvor slagene gik rent ind. Han skulle snart vende den knægt af med at læse tankerne, men kroppen. Den talte mere end tankerne, især hos en som Rafik, som formåede at tømme sit sind stort set komplet når han kæmpede, så en tankelæser for det meste ville se intet, eller næsten intet. Han stolede for mig på sine evner til at tankelæse. Han var ikke tilfreds, men han forholdte sig stadig rolig.

"For det første er det mig der bestemmer hvornår du har fået din lærestreg, så du skal ikke tro at du er tilgivet endnu." Tilgivelse var ikke ligefrem det han havde tænk sig at give Riddick lige foreløbig, og der skulle meget til at Riddick ville stige i hans agtelse. Så meget at Rafik tvivlede på at han ville nå det inden han nåede den alder hvor de fleste blev selvstændige voksne, mens han endnu ikke havde bestået Prøven, og var derfor ikke en fuldbyrdet del af de voksne i klanen. "For det andet så skal du vende dig af med at prøve at læse din modstanders tanker. Du kan ikke altid nå det. Læs deres kropssprog! Jeg har sagt det til dig flere gange. Mine musklers bevægelser vil fortælle mere om mine kommende handlinger end mine tanker." Han stirrede ind i Riddicks øjne nu, og blikket var meget koldt, så man næsten kunne fornemme at man frøs i den hede ørken. Han lagde armene igen over kors. "For det tredje så skal du være forberedt på det uventede. Du er ikke opmærksom, og dine sanser er for lukkede. Du har ikke styr på din indre ro. Sans alt. Du tænker for meget." Den indre ro skattede Rafik meget, fordi det gjorde at tankerne ikke forstyrrede en, og man kunne åbne ens sanser fuldstændig og oftere reagere korrekt på de uventede hændelser når de dukkede op. "For det fjerde skal du ikke gøre nogen forhåbning om at vende tilbage til oasen den næste uge." Det kunne være tvetydigt, og med Rafiks ensformige tale, kunne det være positivt og negativt. Det ene kunne betyde Prøven det andet kunne være en rejse. Det var ikke Prøven, men Rafik sørgede for at tænke på noget andet end den næste uge, og han tømte sit sind og forestillede sig ørkenens langstrakte sandsletter med sandklitterne. Riddick skulle ikke finde ud af hans hensigter med ham, inden de skulle af sted. Riddick måtte vente men nu skulle de træne rigtigt.

Rafik trådte væk fra Riddick og gik et stykke ud på sandet. Han vinkede Riddick hen til sig og pegede på et sted i sandet. Han havde manipuleret med sandet som han guidede Riddick hen til, så han ville synke i sandet ind til anklerne. Da Riddick så var gået der hen så nikkede han kort til ham med en lille kommando: "Hop" Han lagde armene over kors og så på ham, mens han skulle hoppe i sandet, hvor han altid ville synke i. En rigtig god træning for lægmusklerne.

Kunne den knægt ikke forstå noget som helst? Skulle alt virkelig forklares til ham? Han var virkelig en gang i mellem umulig, men han gav ikke op, fordi han følte at det var lidt af en ære at få vist at man altid kunne stole på at han fik ordnet det de andre kunne, og lige nu var det denne dreng, nej, dette barn han skulle sætte skik på. Denne bastard unge. Han skulle finde ud af at man ikke rendte rundt om hjørner med Rafik Ibn La'Ahad. Der var en grund til at man kaldte ham Rosen. Smuk og tillokkende men stikkende hvis man ikke passede på.

Han så bebrejdende på Riddick, og lagde hovedet lidt på skrå. "Nej min tungnemme elev. Du skal hoppe. Du skal stå i det bløde sand og hoppe. Du skal først stoppe når jeg siger. Hvis du brokker dig, så ved du hvad der venter." Riddick vidste udemærket hvad der ville ske hvis han brokkede sig, men det hendte da stadigvæk en gang i mellem at han ikke kunne holde sin mund lukket, og han brokkede sig, men så blev træningen hårdere og kom til at vare endnu længere tid, og der ville nok falde endnu mindre ros af, hvis der overhovedet faldt noget af til Riddick, men så fik han bare flere ris, og han skulle nok få lov til at mærke sin krop værke i morgen, og det ville også ske i løbet af den næste uge. Han skulle nok være træt.

Han troede og håbede på at Riddick omsider ville have forstået opgaven og han vendte sig væk fra ham og gik lidt væk inden han satte sig i skrædderstilling igen og lod sine hænder hvile på knæene igen. En kort bevægelse med den ene hånd, og en bølge af sand rejste sig bag ved Rafik og lavede en kuppel over ham, så han var skærmet mod solen, men stadig havde udsyn mod Riddick, så han kunne holde øje med ham, og Riddick ville få lov til at stege i solen. Rafiks brune øjne fulgte hver eneste bevægelse Riddick lavede. Alt hvad han gjorde ville blive noteret af Rafik.

Hans elev havde stadigvæk ikke helt forstået opgaven. Hvor tungnem kunne han være. Han kunne godt forstå hvorfor hele to måtte opgive over for ham. Den dreng troede da også man stilte ham for kringlede opgaver hele tiden. Det var så simpelt at han skulle stå i sandet og hoppe på stedet. Det var almindelig styrketræning og ikke en test i snilde.

Han vinkede ham tilbage til hullet med sandet. "Lad være med at komplicere det hele. Bliv i sandet og hop på stedet. Du skal træne. Det er dine muskler vi skal have gang i, ikke din hjerne. Tænk mindre, gør mere. Det er en simpel træningsmetode. Du skulle kunne hoppe højt, og den bedste måde er at hoppe i blødt sand, så se at komme i gang, og du kan få noget vand når jeg siger det." Venlig var han ikke, men han skulle nok stoppe ham inden han ville besvime af tørst eller solstik. Han havde set det nok gange til at kunne vurdere hvornår det var på tide at han skulle køles af, men det var ikke nu, så han måtte bare se at blive ved.

"Jo jeg kan," sagde han koldt og lod ham bare stå og hoppe. Han morede sig ikke over at se Riddick lide, fordi det her var alvorlig træning og ikke bare pjat, selvom det godt nok så en smule latterligt ud, sådan som Riddick stod og hoppede der. Det var træning, og han havde været igennem det mange gange, og han gjorde det stadigvæk nogle gang, fordi det var godt at holde sine muskler i gang. "Hop lidt hurtigere! Du skal se ud som om du laver noget!" Han kunne dog godt se at Riddick synes det var hårdt og ikke bare noget pjat, men han kunne lige så godt arbejde lidt hårdere. Han skulle presse sig selv. Han regnede med at benene syrede godt og grundigt.

Han rejste sig op og gik hen til ham, mens han gjorde tegn til at han skulle fortsætte endnu. Han gik lidt rundt om Riddick for at se hvordan han arbejdede med benene og resten af kroppen. Det var ikke nok kun at bruge benene for at lave et ordentligt spring. Da han stod foran ham igen så han på ham. Ikke helt tilfreds, men det kunne godt rettes op på. "Du kan stoppe nu." sagde han til sidst. Han viftede kort med hånden og fra en taske der lå skjult ved Akaren kom en vanddunk frem som svævede hen til Riddick. "Drik lidt, men lad være med at drikke så meget at din mave er fuld, fordi det vil gøre din træning endnu hårdere når din mavesæk skvulper."

Rafik satte sig under sin kuppel igen i samme stilling som altid, og så på Riddick. Han havde ikke behov for vandet. Ikke endnu. Han kunne vente længe endnu med at drikke. Han ville vente indtil middagssolen stod og kogte over dem, og der skulle Riddick stadigvæk træne. Godt nok ville han få lov til at gøre det i skyggen, men træningen ville fortsætte. "Den tid den sorg. Du skal ikke bekymre dig om fremtiden, fordi det der sker nu kommer til at have betydning for dig, og dit hvil er slut nu." Da han sagde det sidste ord, lavede han endnu en let bevægelse med hånden og Riddicks kuppel forsvandt. Pausen havde ikke varet mere end nogle få minutter, men han skulle holdes i ilden, fordi han skulle disciplineres. Han havde overvejet en blødere taktik, men han kunne kun se at det ville gå værre med ham hvis han slækkede på disciplinen. Når først han ville komme til tiden, gøre hvad han sagde uden muggen, og lytte til hvad han sagde, så ville han begynde at være venlig, men først der, og der ville der gå lang tid til endnu. Intet af det han krævede af Riddick rent disciplinært opfyldte han.

Han så på Riddick med alvorlig mine. "Nu skal vi have gang i armene og dit bryst. Jeg vil for en gangs skyld gøre det samme som dig. Måske hjælper det lidt, men du holdet mit tempo, forstået?!" Han ville ikke acceptere et nej, så hvis han sagde nej, så ville han bare ignorere det, og fortsætte. Han gjorde sig klar til at lave armbøjninger under sin kuppel, så han var i skyggen, men Riddick skulle gøre det i solen. Det var endnu en straf på at komme for sent. Han startede stort set med det samme, og han tog armbøjningerne i et fast tempo. Ikke for hurtigt, og heller ikke for langsomt, men hvis man ikke var trænet nok, ville armene hurtigt syre til, og det ville blive hårdt, mens han holdte et stødt tempo, som han kunne holde i hele fem minutter.

Han holdte hele tiden øje med sin elev ud af øjenkrogen. Han ville se hvornår han måske begyndte at falde i tempo eller begyndte at tage armbøjningerne i et ujævnt tempo. "Hurtigere! Du falder bag ud!" bjæffede han, mens han holdte sit blik stift rettet mod jorden. Han vidste godt at han en gang i mellem var urimelig, men han tænkte at det skulle der til en gang imellem, og Riddick fortjente tit de straffe han pådrog sig.

"Du skifter over på venstre arm nu" sagde Rafik roligt, men så højt så Riddick kunne høre det. Uden besvær eller ændre rytmen i armbøjningerne tog han sin højre arm om på ryggen og fortsatte armbøjningerne kun med en arm. Det tog sin tid at lære at balancere på den ene arm, og han var da også tit selv landet på snuden i sandet, fordi hans balance ikke var god nok, men den tid var ovre. Det var første gang han krævede af Riddick at gøre det med en arm. Riddick skulle bare have trænet uden sin mesters påsyn, hvis han skulle klare den opgave Rafik havde stillet ham. Han fortsatte stadig kun med en arm. "Så skifter du arm" Han ignorerede fuldstændigt hvis Riddick havde problemer med opgaven, eller brokkede sig, men hvis han brokkede sig ville han bare give ham en straf senere. Han skiftede igen stort set uden problemer til sin højre arm, hvor han lige kort tog en armbøjning med begge arme, inden han holdte sin balance på højre arm og fortsatte i samme tempo.

Efter et minut mere stoppede han med armbøjningerne og satte sig ned i skrædderstilling og så på Riddick der højst sandsynlig var træt i armene.