Sunny 12.01.2012 13:50
Rafik så kort på Riddick. Han havde for en gangs skyld gjort noget uden at blive tvunget til det. Han havde trænet. Hvad der så havde været hans motivation vidste han ikke, fordi det var tydeligt at udsigten om Rafik straffede ham for det ikke hjalp. Måske skulle han være meget hårdere hvis han skulle motivere sin elev, men det måtte komme til overvejelse senere. "Ikke dårligt, men det kan blive meget bedre. Jeg troede lige at du var en uselvstændig bastard, men det viser sig at selv bastarder kan tænke selv." Det var nok den største omgang ros Riddick kunne får fra Rafik lige forløbig. Han skulle hvert fald ikke sætte sit hoved efter mere af den slags. Han anså Riddick som en bastard. Han var ikke født inden for klanen, derfor var han en bastard, en uren nærmest. Han brød sig virkelig ikke om folk udenfor klanen, og derfor faldt Riddicks far også i Rafiks agtelse, da han valgte at få sig en unge med en kvinde udefra. For Rafik var Riddick en horeunge, derfor havde han på ingen måde medlidenhed med ham.
Rafik fjernede sin kuppel, og solen skinnede ned på ham igen, men det gjorde ham ikke noget. Ikke endnu. Om ikke så mange timer ville solen være på sit højeste, og fordi Riddick kom for sent, ville han blive nød til at træne i den høje sol, og hans hud ville nok blive forbrændt, men Rafik havde været på forkant og i hans taske var der en salve til at lindre smerten. Han rejste sig op, og holdte en hånd over sandet, og en firkantet piedestal rejste sig på højde med Rafiks bryst. Han så hen på Riddick. "Læg dig herop, og du ved hvad der sker hvis du brokker dig!" Hans stemme var kold og nådesløs. Det var tydeligt at det ikke ville være et spørgsmål om at Rafik ville straffe sin elev, hvis han modsagde sin læremesters ordre. Straffen ville komme nådesløs og hård. Rafik havde igen tømt sit sind, så Riddick ikke ville kunne se hans intetioner. Piedestalen var på størrelse med en briks, bare lidt højere. Riddick ville uden problemer kunne ligge på den, uden at hans krop ragede udover, undtagen hvis Riddick selvfølgelig prøvede på det.
Rafik fjernede sin kuppel, og solen skinnede ned på ham igen, men det gjorde ham ikke noget. Ikke endnu. Om ikke så mange timer ville solen være på sit højeste, og fordi Riddick kom for sent, ville han blive nød til at træne i den høje sol, og hans hud ville nok blive forbrændt, men Rafik havde været på forkant og i hans taske var der en salve til at lindre smerten. Han rejste sig op, og holdte en hånd over sandet, og en firkantet piedestal rejste sig på højde med Rafiks bryst. Han så hen på Riddick. "Læg dig herop, og du ved hvad der sker hvis du brokker dig!" Hans stemme var kold og nådesløs. Det var tydeligt at det ikke ville være et spørgsmål om at Rafik ville straffe sin elev, hvis han modsagde sin læremesters ordre. Straffen ville komme nådesløs og hård. Rafik havde igen tømt sit sind, så Riddick ikke ville kunne se hans intetioner. Piedestalen var på størrelse med en briks, bare lidt højere. Riddick ville uden problemer kunne ligge på den, uden at hans krop ragede udover, undtagen hvis Riddick selvfølgelig prøvede på det.